Et monument til det antropocæne — Bruno Latours politiske økologi

Lise Autogena and Joshua Portway, Superorganism
Lise Auto­ge­na og Joshua Port­way, Super­or­gan­ism. Foto: Line Marie Thors­en.

Klimakunstudstillingen The Anthropocene Monument afspejler ikke blot en ny klimatisk virkelighed, men forsøger at vise andre måder at tænke og praktisere samarbejde, affald, plastik, atmosfæren og luft. Med Bruno Latour som guide viser kunsthistoriker Line Marie Thorsen, hvordan kultur og natur er flettet sammen — og hvordan kunsten kan reflektere over dette.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! — Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


Toulouse, fredag d. 10. okto­ber 2014. Klokken 16.00.

Jeg er netop trådt ind i en flot ældre bygn­ing kaldet Les Abat­toirs. Det er et insti­tut for samtid­skun­st, som lige nu vis­er en ambitiøs udstill­ing kaldet The Anthro­pocene Mon­u­ment.

Jeg går ind bag ved væggen, som adskiller foy­eren fra udstill­ingsrum­met og mødes af en enorm kon­struk­tion af gam­le plas­tik­pos­er (sådan nogle fra et super­marked), der er tapet sam­men og pustet op til en ujævn ’bal­lon’, der fylder hele atri­um­met ud (jeg lær­er senere, at det ikke er en bal­lon). Jeg genk­ender det straks som et af kun­stkollek­tivet Museo Aero Solars karak­ter­is­tiske værk­er. Jeg går ind i et rum, som støder op til plas­tik­pose-kon­struk­tio­nen og støder ind i end­nu en ’kæm­pe­bal­lon’, eller snarere en sfære. Jeg genk­ender også dette værk som et af den argentinske kun­st­ner, Tomás Sara­cenos’. På fire bor­de lig­ger små sorte kass­er i stør­relse A5 og A4. I dem er der alt fra små billed­er og teg­ninger over luft og kli­mafænomen­er til små tek­ster af en række forskere.

Ved siden af mig står en spinkel, midal­drende mand. Han stud­er­er også kasserne nys­ger­rigt og smil­er høfligt til mig og nikker diskret, da vi er inter­esserede i at læse den samme lille tekst af soci­olo­gen Bro­nis­law Szer­szyn­s­ki. To sekun­der efter udvek­slin­gen prikker Bruno Latour man­den på skul­deren og siger ”und­skyld, men vi skal til at beg­y­n­de,” og til­fø­jer med et smil på læben, ”hvis du ellers kan løs­rive dig, må vi hellere gå ned og gøre klar”.

The Anthro­pocene Mon­u­ment er det sen­este i en række af udstill­ingsini­tia­tiv­er og begiven­hed­er, som antropolo­gen og viden­sk­ab­s­filosof­fen Bruno Latour har stået bag. I de sen­este år har disse ini­tia­tiv­er kred­set om glob­ale kli­maforan­dringer, som titlen på denne udstill­ing også vid­ner om. Latour har organ­is­eret den i samar­be­jde med Les Abat­toirs, Bro­nis­law Szerzsyn­s­ki og så den spin­kle mand, jeg læste om kap med. Sid­st­nævnte hed­der Jan Zalasiewicz, han er geolog og sid­der som for­mand for arbe­jds­grup­pen Anthro­pocene Work­ing Group, der er ned­sat for at bestemme, om vi rent fak­tisk, i geol­o­gisk for­stand, kan siges at have bevæget os ind i den antropocæne epoke af klo­dens his­to­rie. En tjans, der ikke er sådan lige til. Hvad begre­bet ’antropocæn’ nærmere bety­der, vender jeg tilbage til.

På udstill­in­gen vis­es 23 kun­st­nere, som alle er blevet bedt om at forholde sig til begre­bet ’antropocæn’ og ideen om et mon­u­ment for denne tid­salder. En opgave, der bestemt ikke er uprob­lema­tisk – som kun­st­nerne også er så ven­lige at gøre os tydeligt opmærk­somme på. Det er en kun­studstill­ing, men tværfaglighe­den er i højsædet, hvilket også er tydeligt til det kol­lokvi­um, der er arran­geret over tre dage i forbindelse med udstill­in­gen. Her kom­mer en lang række faglighed­er til orde omkring sam­lingspunk­tet ’glob­ale kli­maforan­dringer’, for skal vi kunne råbe offent­lighe­den og ikke mindst poli­tik­erne op, er der brug for mange og forskel­li­gart­ede eksper­tis­er: kli­ma­tologer, geologer, biologer, antropologer, soci­ologer, filosof­fer, arkitek­ter, his­torikere og kun­st­nere. Kun­st­nerne er dog særligt vel­repræsen­terede til denne begiven­hed, og selvom Latour – som selvud­nævnt kura­tor – har en meget klar agen­da med udstill­in­gen, der til tider virk­er instru­men­talis­erende på værk­erne, får kun­st­nerne mass­er af plads og mulighed for at pro­testere og stille modsvar op. Af samme grund vis­er udstill­in­gen og kol­lokvi­et sig også at være et reelt bud på kun­stens poten­tiale i forhold til noget så stort og uover­skueligt som kli­maforan­dringer.

Vi har aldrig været moderne”

Før jeg vender tilbage til Toulouse anno 2014 og til spørgsmålet om, hvor­for antropolo­gen og viden­sk­ab­s­filosof­fen Bruno Latour laver storstilede kun­studstill­inger om kli­maforan­dringer, vil jeg lige slå et smut tilbage i tiden til starten af 1990’erne og det kon­tro­ver­sielle udsagn, som gjorde Latour berømt i bredere kredse: ”Vi har aldrig været mod­erne!”

Latour kom med denne erk­læring i bogen af samme navn fra 1993, men egentligt har opgøret med ’moder­nitet’ og det, han kalder for den ’mod­erne kon­sti­tu­tion, været i cen­trum for hans teo­retiske arbe­jde siden 1970’erne. Det hænger uløseligt sam­men med udviklin­gen af Aktør-Netværk-Teori (også bare kaldet ANT), som Latour også kan siges at stå fad­der til. I det hele taget hænger opgøret med ideen om ’det mod­erne’, udviklin­gen af ANT og engage­mentet med kli­maforan­dringer og kun­st, tæt sam­men – der­for denne détour.

Vi har aldrig været mod­erne, for­di grund­laget for det, vi forstår med moder­nitet, ikke eksis­ter­er. Ifølge Latour og hans ’antropolo­gi om de mod­erne’, baser­er moder­nitet sig på grundlæggende ind­delinger af ver­den og væren i ontol­o­gisk adskilte domæn­er, hvo­raf den mest cen­trale er ind­delin­gen Natur/Kultur. Disse ind­delinger af ’væren’ er den mod­erne kon­sti­tu­tion, og vores forestill­inger om at være mod­erne indi­vider i et mod­erne sam­fund beror, ifølge Latour, på en antagelse om, at vi kan skille tin­gene klart fra hinan­den: naturens materielle årsager på én side, kul­turens tegn og syn­takser på den anden.

Sådan er det bare ikke i prak­sis. Natur, kul­tur, fak­ta, antagelser, fysik, psykolo­gi og aktør­er fra alle mulige ’kat­e­gori­er’ bland­er sig hele tiden med hinan­den i rela­tion­er af ind­viklede netværk. Selv om vi påstår at bedrive ’rene’ viden­sk­aber, er prak­sis altid en rodet affære.

Kli­maforan­dringer er for eksem­pel ikke bare målesta­tion­er på Antark­tis eller kli­ma­tol­o­giske lab­o­ra­to­ri­er, men også fisk, der migr­erer, sam­fund­søkonomi­er, der må lægges om, for­di fiskene, de lev­ede af, har rykket sig, større og mere ødelæggende storme, alle dem, der bliv­er påvir­ket af dem, IPCC (Inter­gov­ern­men­tal Pan­el on Cli­mate Change), COP-møder og de med­føl­gende demon­stra­tioner og olie-og kulin­dus­tri ‚der er des­per­ate for at holde på deres livs­grund­lag. Og så videre og så videre. Alle er vigtige aktør­er omkring netvær­ket ’kli­maforan­dringer’, og af denne grund er der alt for meget, vi overs­er, hvis vi insis­ter­er på at holde ’ver­den­erne’ adskilt og lade som om, at ver­den­søkonomien intet har at gøre med de smeltende pol­er. Aktør-Netværk-Teoriens fornem­ste opgave er at følge aktør-netværk – at ’følge aktør­erne’, som et berømt ANT-cre­do lyder – for at forstå, hvilke rela­tion­er der er på spil hvor, mellem hvilke entiteter, hvor­for og hvor­dan. Dette er en måde at lave antropolo­gi på ’de mod­erne’ og for Latour også en del af svaret på kli­makrisen.

Re-præsentationer af verden

Latour har længe været optaget af kun­st og kun­sthis­to­riens poten­tiale i forhold til de prob­lem­still­inger og bekym­ringer der optager os, for­di kun­sten kan vise og over­sætte de kom­plicerede netværk omkring tin­gene. Via en lang række tek­ster og bøger, der kredser om emnet, tager han spørgsmålet om repræsen­ta­tion og kun­st op. Næsten altid i sam­men­hæng med reli­gion og viden­skab. I 2002 lavede han udstill­in­gen Icon­o­clash sam­men med kun­st­te­o­retik­eren Peter Weibel, og i 2005 lavede de end­nu en udstill­ing kaldet Mak­ing Things Pub­lic. De fandt begge sted på ZKM i Karl­sruhe og mark­er­er på sin vis Latours mere ser­iøse engage­ment med kun­st. Begge udstill­inger kredser om, hvor­dan kun­st (men også viden­skab og reli­gion) kan være med til at repræsen­tere prob­lem­still­inger på en måde, der ikke fast­fryser, men netop re-præsen­ter­er – gen­præsen­ter­er, over­sæt­ter og medier­er – den kom­plek­sitet, der er på spil i enhver prob­lem­still­ing. Dette re-præsen­ta­tions- og over­sæt­telsesaspekt er særde­les vigtigt, for­di et af Latours mere grundlæggende filosofiske pro­jek­ter har været at vise, at al viden og fak­ta er nøj­somt opbygget og kon­strueret ved hjælp af alver­dens appa­rater, der over­sæt­ter, medier­er og re-præsen­ter­er det, vi vil vide noget om, til et for­mat, der er begri­beligt.

Skal vi for eksem­pel kunne få noget ud af de mil­lion­er af data, som f.eks. tem­per­atur­målinger, der udgør vores viden om kli­maforan­dringer, har vi brug for både appa­rater­ne, hvormed målingerne fore­tages, com­put­ere og algo­rit­mer, der kan håndtere de store mængder data og for­tolkninger, dia­gram­mer og andre for­mer for visu­alis­eringer, der gør dem forståelige. Før kli­maforan­dringer når fra bekym­rede kli­ma­tologer, til foruroligede offent­lighed­er, til poli­tiske insti­tu­tion­er og aggres­sive oliekon­glom­er­ater, er der alt­så et stort over­sæt­telses- og medier­ingsar­be­jde.

Et godt eksem­pel på dette er den dynamiske præsen­ta­tion, NASA har lavet – Cli­mate Change: Vital Signs of the Plan­et: Glob­al Tem­per­a­ture – over klo­dens tem­per­aturstigninger fra 1884 til 2013. På en farveskala fra mørke­blå til dybrød ser vi, hvor­dan klo­den bliv­er støt varmere og varmere fra 1940’erne og frem. En visu­alis­er­ing, som blandt andre Con­nie Hede­gaard har som en fast bestand­del i sine oplæg. Visu­alis­erin­gen vis­er data over kli­maforan­dringer, men den måde, den vis­er det på – og grun­den til, at vi intu­itivt forstår den – er visuel kul­tur. En sim­pel øvelse er at tænke over, hvor­for den var­mende klode netop skal gå fra blå til rød, når det vel ligeså godt kunne være fra lil­la til grøn. Det er selvføl­gelig, for­di farv­er og kom­bi­na­tio­nen af dem, er sym­bol­sk lad­ede. Hvor­dan fænomen­er re-præsen­teres bety­der noget for vores forståelse af dem (noget, der vari­er­er fra kul­tur til kul­tur, men lad nu det ligge). Det er også her, Latour men­er, at kun­sten kan noget særligt, da den har ”flere es i ærmet” end ’sim­ple’ visu­alis­er­ingsstrate­gi­er.

Når det han­dler om kun­st­ner­iske engage­menter med presserende prob­lem­still­inger som f.eks. kli­maforan­dringer, der for­dr­er et samar­be­jde på tværs af faglige eksper­tis­er, kan kun­sten omarran­gere fænomen­er på en måde, der und­drager sig de eksis­terende hier­arki­er mellem væremåder og viden­sk­a­be­lighed­er (hier­arki­er, der hør­er til den mod­erne kon­sti­tu­tion). Latours pointe er, at kun­sten kan rede­finere fel­ter og på den måde være en vigtig aktør for en rekali­brering af vores måder at tænke væren og ver­den på. Som han argu­menter­er i tek­sten From Realpoli­tik to Ding­poli­tik: Or how to make Things Pub­lic, kan kun­st være en slags krykke, der assis­ter­er vores fælles bekym­ringer ved kon­tin­uerligt at re-præsen­tere dem for herved at lade dem komme til syne i en poli­tisk og demokratisk are­na.

Politisk økologi

Par­al­lelt med inter­essen for kun­st og dens poten­tiale for at give sanselig form til kom­plekse poli­tiske emn­er har Latour også skrevet om det, han kalder ’poli­tisk økolo­gi’ og økol­o­gis­er­ing som et alter­na­tiv til mod­erniser­ing. Det kan ses som en del af hans poli­tiske filosofi og tager udgangspunkt i en slags ANT-til­gang til naturen. Når nu naturen ikke læn­gere er den ’mod­erne’ Natur, som står i radikal mod­sæt­nings­forhold til kul­turen – hvad er den så? I tek­ster som To Mod­ern­ize or to Ecol­o­gize? That is the Ques­tion fra 1998 og bogen Pol­i­tics of Nature fra 2004, vender Latour sig mod ’naturen’ som strid­spunkt for forskel­lige poli­tiske agen­daer. Med afsæt i hans øvrige arbe­jde ser han kri­tisk på verserende forestill­inger om ’naturen’ som en tran­scen­dent stør­relse, der enten ses som pas­siv ressource for men­nes­ket (den eneste egentlige aktør) eller som en abso­lut og nærmest gud­dom­melig enhed (moderjord/Gaia). Begge er forestill­inger, der forud­sæt­ter en natur, som er radikalt adskilt fra men­nes­ket – begge er grundlæggende mod­erne.

Som modsvar til disse mod­erne forestill­inger om naturen fores­lår Latour i stedet, at vi ’økol­o­gis­er­er’. Økolo­gi skal her forstås som studi­et af organ­is­mers ind­byrdes rela­tion­er (netværk), hvor­til Latour til­fø­jer alle humane og non-humane entiteter (aktør­er). For­sim­plet sagt, økol­o­gis­er­er man på den måde ved at insis­tere på, at en mang­foldighed af eksis­tenser altid indgår i hybride netværk – også når det drejer sig om naturen. Som før beskrevet: Man kan ikke sige kli­ma uden at sige ver­den­spoli­tik, økono­mi, isb­jørn, glet­sjer og kul. Det har alt­så ikke noget med ideen om den rene uberørte ’Natur’ (stort N) at gøre, da denne stør­relse forud­sæt­ter en adskil­lelse fra ikke-natur, men med at forstå de hybride økosys­te­mer, alt­ing indgår i.

Det er denne gren af Latours poli­tiske filosofi (og hans poli­tiske økolo­gi), som de to udstill­inger Icon­o­clash og Mak­ing Things Pub­lic skal ses i sam­men­hæng med. Begge udstill­inger havde en lang række kun­stværk­er i fokus og med tilhørende kat­a­loger på over tusind sider med tek­ster af alt fra kun­st­te­o­retikere, kun­st­nere, soci­ologer, antropologer og for­fat­tere. Dog men­er jeg ikke, at man kan sige, at Latour er ude i at ville for­mulere en egentlig kun­st­te­ori, selvom han teo­re­tis­er­er over kun­st. Inter­essen for kun­st og æstetiske prak­siss­er på dette tid­spunkt lig­ger snarere i, hvorvidt den kan agere part­ner for udviklin­gen af visse aspek­ter af hans egen poli­tiske filosofi, heri­b­landt poli­tisk økolo­gi og særligt i forhold til begre­ber som ’re-præsen­ta­tion­er’, ’bekymrings-genstande’/’anliggender’ og ’tin­ge­nes par­la­ment’ (re-pre­sen­ta­tions, mat­ters of con­cern og the par­lia­ment of things).

I disse to udstill­inger var det alt­så ikke kli­maforan­dringer som sådan, der var til behan­dling, men en mere grundlæggende prob­lematik omkring den poli­tiske omgang med vores fælles anliggen­der eller bekym­ringer. Økol­o­gis­er­ing er her en del af Latours svar. Et sted mellem 2008 og 2010 fokuseres Latours kon­cen­tra­tion dog speci­fikt mod kli­maforan­dringer – og dette på en bestemt måde, via fig­uren Gaia, som han ellers tidligere har været afvisende over­for. Dette må beteg­nes som et markant skifte i Latours tænkn­ing, og med det tager hans omgang med kun­sten også en drejn­ing.

Fremmaningen af Gaia

Måske i kraft af at hans egen sti­gende bekym­ring over glob­al opvarmn­ing (jeg gæt­ter bare), bliv­er Latour stadig skarpere i sin kri­tik af ’de mod­erne’ og deres insis­teren på at holde natur og kul­tur adskilt. Det er ikke læn­gere bare fork­ert at holde fast i moder­nitetens adskil­lende fortællinger, men direk­te farligt for os. Hold­er vi fast i, at Natur og Kul­tur er to radikalt forskel­lige ting, kan vi nem­lig ikke gøre noget ved den forestående kli­makatas­trofe.

Som så mange andre har Latour også bidt sig fast i begre­bet om ’det antropocæne’. Begre­bet kan ses som rum­mende mindst to sider. På den ene side, og på trods af sit geol­o­giske ophav, har begre­bet fået liv som et human- og socialv­i­den­sk­a­beligt begreb, der her ref­er­erer bredt til men­nes­kets påvirkn­ing af klo­den og ikke mindst kli­maet. På den anden side, som geol­o­gisk begreb, ref­er­erer det meget speci­fikt til den verserende geol­o­giske under­søgelse, som Jan Zalasiewicz står i spid­sen af, om hvorvidt men­neske­lig aktivitet har afle­jret sig afgørende i jor­dens stra­ta. Ved at lave dybe boringer ver­den over og analy­sere dem for men­neskesk­abte jord­lag (om der er lag af f.eks. plas­tik og alu­mini­um), vil man fores­lå, at vi er trådt ud af den holocæne epoke og ind i den antropocæne. Alt­så direk­te over­sat: men­nes­kets nye epoke. Det skal her nævnes, at det bestemt ikke – rent viden­sk­a­beligt – er sådan lige til at ændre i de geol­o­giske epok­er, og at processen der­for ikke er hverken afs­lut­tet eller afgjort.

For Latour og mange af hans kol­leger er begre­bet antropocæn kærkom­ment, bl.a. for­di det netop vis­er, at natur og kul­tur ikke er adskilte, og vi der­for intet kan stille op mod kli­maforan­dringerne, hvis vi bliv­er ved med at tro, at kul­turen kan holdes adskilt fra naturen.

I forelæs­nin­gen War and Peace in an Age of Eco­log­i­cal Con­flicts fra sep­tem­ber 2013 erk­lær­er Latour sym­bol­sk krig mod de mod­erne, som han nu blot kalder ’Men­nesker’ (stort M). Når det vedrør­er kon­tro­vers­er om kli­maforan­dringer, er der ikke blot tale om uenighed­er, det er en krigssi­t­u­a­tion; en borg­erkrig mellem jor­dens beboere og de forskel­lige ver­den­er, de lever i. På den ene side det mod­erne Men­neske, der insis­ter­er på at leve uæn­dret videre i en ver­den, som er øde­lagt. På den anden side står Gaian­erne, eller jord­boerne (earth­lings), som gør sig klar til at leve i det antropocæne. I det antropocæne er den mod­erne forestill­ing vendt på hov­edet og må gen­tænkes. Som Latour morede sig over til Amer­i­can Anthro­po­log­i­cal Asso­ci­a­tions årlige møde i decem­ber 2014, er The Anthro­pocene Work­ing Group’s møder med­fi­nan­sieret af kul­turin­sti­tu­tio­nen Haus der Kul­turen der Welt i Berlin: ”Artists financ­ing geol­o­gists to decide upon the name of the Zeit­geist! You have to rec­og­nize that the Anthro­pocene is a strange ani­mal”.

Denne drejn­ing i Latours tænkn­ing må også beteg­nes som en del af hans poli­tiske filosofi og økolo­gi, men som en noget anden gren end den oven­for beskrevne. Der er ikke en lige lin­je mellem de to, og ofte synes de end­da i direk­te mod­strid med hinan­den (selvom Latour nok vil være uenig i den betragt­ning). Et af de tydelig­ste eksem­pler på dette er netop fig­uren Gaia. I tek­sterne To Mod­ern­ize or to Ecol­o­gize? og “It’s devel­op­ment, stu­pid!” fra 2007, er James Love­locks Gaia-hypotese gen­stand for skarp kri­tik som en mis­forstået øko-fun­da­men­tal­isme, der i et ny-kris­tent og asketisk træk har gud­dom­melig­gjort Naturen som en hævnger­rig gud, der vil tri­um­fere over det kor­rupte men­neske. Som Latour skriv­er i et retorisk udbrud mod Gaia-hypote­sens tilhæn­gere: ”don’t expect for a sec­ond to be fol­lowed by any­one but a few ascetic souls – just when you need the bil­lions behind you!” Latour men­er, at der er behov for hele men­neske­he­dens opbakn­ing, hvis vi skal kunne stille noget op mod kli­makrisen, men Gaia-hypote­sen har fat i den fork­erte ende, da den forud­sæt­ter forestill­in­gen om den rene og ophø­jede natur, hvor der ikke er plads til men­nesker (i al fald ikke særligt mange).

Til manges store over­raskelse er Latour dog selv én af dem, der melder sig under Gaias fan­er få år senere. Og det er også i Gaias navn, at Latour erk­lær­er borg­erkrig. Hvor han før var meget inspir­eret af amerikan­sk prag­ma­tisk filosofi, er denne nyere gren af hans økol­o­giske tænkn­ing kraftigt påvir­ket af dels James Love­lock og dels den kon­tro­ver­sielle tyske filosof Carl Schmitt. Det hænger selvføl­gelig sam­men med hans tidligere arbe­jde, men hvor han tidligere trak mest og tydeligst på prag­ma­tis­men, tager hans tænkn­ing nu stadigt klarere afsæt i Schmitt.

Et monument til det antropocæne?

Tilbage til Toulouse og The Anthro­pocene Mon­u­ment, for denne udstill­ing er et resul­tat af Latours inter­esse for Gaia og en fornyet tro på, at kun­st er vigtigt, hvis den rette side skal vin­de ’borg­erkri­gen’. Men det er også en ny til­gang til og omgang med kun­st, der virk­er mere ”autoritær”. Hvis kun­sten før var en part­ner for Latour, for så vidt den kunne bruges til at udvikle hans poli­tiske filosofi – virk­er det nu, som om den mere eller min­dre er blevet til et instru­ment, der skal illus­trere hans egne ind­satser. Heldigvis er de fleste kun­st­nere, som Latour omgiv­er sig med, af en særlig kaliber, og de lad­er sig ikke sådan instru­men­talis­ere. De har, som Latour skriv­er i en anden sam­men­hæng, ”flere kort i ærmet”. Kun­st­nerne har sagt ja til at være med og delt­ager tydeligvis med glæde i det omre­jsende ’Gaia Glob­al Cir­cus’, men selvom Latour gør alt, hvad han kan, for at få dem til at svare på den stillede opgave om at lave et mon­u­ment til det antropocæne, nægter de fleste pure og pro­test­er­er tilmed over hans restrik­tive til­gang til kun­st­pro­duk­tion.

Toulouse, søndag d. 12. okto­ber 2014. Klokken 15.00

Bruno Latour træder op på sce­nen for at præsen­tere en sam­tale mellem Tomás Sara­ceno og Bro­nis­law Szer­szyn­s­ki. Han fortæller, at de to vil tale om Sara­cenos værk oppe i insti­tu­tio­nens atri­um; om ”den fabelagtige bal­lon Tomás har lavet som et mon­u­ment til den antropocæne epoke”. I løbet af de sid­ste to dage har Latour flere gange ref­er­eret til vær­ket i atri­et på denne måde.

De træder op på sce­nen. Szer­szyn­s­ki ser som altid mild og ven­lig ud, Sara­ceno er tydeligvis irriteret. De sæt­ter sig til rette, og Sara­ceno starter straks.

”Und­skyld, men der er noget, jeg gerne lige vil gøre klart. Vær­ket deroppe er ikke mit, det er et kollek­tivt pro­jekt, som Museo Aero Solar laver. Jeg er bare én del af det. Det er ikke en bal­lon, at kalde det for en bal­lon er alt for sim­pli­fi­cerende og led­er tankerne de fork­erte sted­er hen. Og så er jeg ikke vild med det her begreb ’det antropocæne’… Jeg synes ikke, det er et mon­u­ment og slet ikke til det antropocæne!”

Museo Aero Solar2 (2)
Museo Aero Solar. Foto: Line Marie Thors­en.

Lige­som de mange andre kun­st­nere, der delt­ager i Toulouse, vis­er Sara­ceno, hvor­dan han og Museo Aero Solar netop arbe­jder på måder at omkalfa­tre selve grund­laget for at tale om natur, kli­ma, og kul­tur som fænomen­er, der er ’netværkede’. Det gør de ikke ved at illus­trere det antropocæne, men ved at tage vores ind­viklede ver­den­er og deres mange aktør­er ser­iøst.

Museo Aero Solar er ini­tieret af Sara­ceno, men siden­hen drevet af friv­il­lige ver­den over. Baseret på en do-it-togeth­er-filosofi og bekym­ringer om glob­ale miljø-prob­lematikker, rejs­er ’museet’ ver­den rundt og faciliter­er hvert sted pro­duk­tio­nen af en enorm kon­struk­tion lavet af gen­brugte plas­tik­pos­er. Alt arbe­jde bliv­er primært lavet af civile friv­il­lige, som både ind­sam­ler, vasker og sam­men­sæt­ter poserne til en bal­lon (und­skyld, Sara­ceno), der til sidst sendes til vejrs. I juni 2013 var Museo Aero Solar for eksem­pel i Hvi­dovre, og i 2011 blev en plas­tik­pose­bal­lon skabt på Roskilde Fes­ti­val. På den måde bliv­er kun­st­pro­jek­tet til et knudepunkt for fælles anliggen­der omkring blandt andet økolo­gi og vejr mange aktør­er imellem.

Selvom pro­jek­tet tager udgangspunkt i nogle speci­fikke prob­lem­still­inger, teo­retiske posi­tion­er og vel nok også har nogle poli­tiske og ide­ol­o­giske inkli­na­tion­er, er der på ingen måde et ham­mer-søm-forhold mellem teori og kun­st, hvor teori enten skal illus­tr­eres én-til-én af kun­sten, eller hvor teori kan bruges som en slags ’dåseåb­n­er’ på kun­st og kul­tur. Kun­st­pro­jek­tet fremvis­er andre måder at tænke på og prak­tis­ere samar­be­jde, affald, plas­tik, atmos­færen, luft – og er deri­gen­nem et reg­is­ter for at gen­tænke mulige fremtider. Vores plas­tik, vores for­brug, vores mod­erne kul­tur har en effekt på de mest essen­tielle ting for vores liv: luften. Tin­gene hænger sam­men, og vi kan ikke holde det adskilt, lig­e­gyldigt hvor meget vi prøver.

Alt dette ville Latour selvsagt være på det rene med, men noget tyder på, at han har lige så meget brug for kun­st­nerne, som de har for ham – af hen­syn til netop at bevare jord-(og luft) forbindelsen og ikke fort­abe sig i stratos­færiske ideer om Gaia og det antropocæne.

Line Marie Thors­en er Ph.D.-studerende på Insti­tut for Kul­tur og Kul­turv­i­den­skab Køben­havns Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen