Der er visse former for viden, vi ikke formår at omdanne til handling”

LIssabon 1755

Den måde, som vi handler og forholder os til naturen, klimaforandringer og bæredygtighed på, hænger ikke nødvendigvis sammen med den viden, som vi har. Historiker Bo Fritzbøger mener, at det er nødvendigt, at vi bidrager med andet end naturvidenskabelig fakta, hvis vi ønsker at gøre noget ved den globale opvarmning.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! — Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


Lørdag formid­dag den 1. novem­ber, 1755, ramte et vold­somt jord­skælv Liss­abon og lagde hele byen i ruin­er. Tusind­vis af men­nesker omkom under mur­brokkerne og hvad der ikke blev opslugt af jor­dens åbne gab, blev sendt til vejrs af ilden, der efter­føl­gende fejede igen­nem de øde­lagte gad­er. Katas­tro­fen ryst­ede fun­da­mentet af det por­tugi­siske imperi­um og vælt­ede kon­gerigets posi­tion, som en af ver­dens førende kolonimagter. Omfanget af ødelæggelserne var uover­skuelige og for at det ikke skulle være nok, så faldt begiven­heden sam­men med en af årets vigtig­ste hel­ligdage. Med hvilken ret­færdighed straffede Gud sit folk, mens de var sam­let i bøn? Og hvor­for var samtlige af byens kirk­er styrtet i grus mens det mest beskidte og krim­inelle kvarter i byen lå uberørt af jord­skæl­vet?

Teol­o­giske argu­menter blev sat på svær prøve og grund­forståelsen af natur­fænomen­er, som et pro­dukt af Guds vil­je, fik et irre­versibelt hak i skallen. Oplysningsti­den skyllede gen­nem Europa og katas­tro­fen i Liss­abon førte til et nyt syn på naturen, som ikke læn­gere lå i de gud­dom­melige hæn­der, men måtte opfattes som en uafhængig kraft, der kunne stud­eres, måles, vejes og muligvis også forud­ses. Dette var start­skud­det til en lang række viden­sk­aber, der beskæftigede sig med naturens kræfter — heri­b­landt seis­molo­gi. På den måde er vores opfat­telse af naturen ofte blevet formet af enkelte begiven­hed­er, der har skub­bet til vores kollek­tive følelsesap­pa­rat, mere end det nød­vendigvis er et resul­tat af naturv­i­den­sk­a­belige opdagelser.

Et lig­nende eksem­pel fandt sted i 1972, da besæt­nin­gen om bord på Apol­lo 17 tog det første billede af Jor­den set ude fra rum­met – The Blue Mar­ble. Dette ene fotografi ændrede den glob­ale selvbe­v­id­s­thed. Muligvis havde viden­sk­ab­s­folk længe inden beskrevet det astronomiske stør­relses­forhold mellem livet på vores jord­klode og det store intet, men den svim­lende erk­endelse af Jor­den som et skrø­be­lig sys­tem, der svæver rundt i det uen­delige tom­rum, opstod først, da vi kunne se det med egne øjne. Plud­selig var det ikke læn­gere kun himlen, der var blå — men også Jor­den, og hvad der var end­nu mere skræm­mende: Det eneste der adskilte livet fra inteth­e­den var en æggeskals-tynd atmos­fære. I køl­van­det på The Blue Mar­ble beg­y­n­dte naturv­i­den­sk­ab­s­folk i højere grad at beskæftige sig med jord­klo­den som et sam­let sys­tem, James Love­lock frem­førte sin Gaia-teori, der beskrev jor­den som en sam­let super­or­gan­isme, det glob­ale miljø kom på dag­sor­den, man beg­y­n­dte at tale om kli­maforan­dringer og de første store miljøbevægelser opstod. Dette ene fotografi ramte ind i vores følelses­reg­is­ter og skubbe­de til vores selv­forståelse mere end nogle viden­sk­a­belige resul­tater hidtil havde kunne præstere. På den måde starter de største omvælt­ninger i sam­fun­det inde­fra og dette gør sig også gældende når vi diskuter­er glob­ale kli­maforan­dringer og en omstill­ing af væk­støkonomien.

Der­for er det — ifølge his­torik­er Bo Fritzbøger — nød­vendigt, at vi bidrager med andet end naturv­i­den­sk­a­belig fak­ta, hvis vi ønsker at gøre noget ved den glob­ale opvarmn­ing og mindske udslip­pet af dri­vhus­gasser.

”Der lig­ger en grund­forestill­ing i den mod­erne ver­den om, at hvis vi har en bestemt viden, så ret­ter vi os også ind efter den, men set i et his­torisk per­spek­tiv, så er der visse for­mer for viden, vi ikke for­mår at omdanne til han­dling – de men­neskesk­abte kli­maforan­dringer er et tydeligt eksem­pel her­på. Vi bliv­er der­for nødt til at stud­ere, hvad det er, der forhin­dr­er sam­fun­det i at han­dle rationelt.”

Jæger-hjerne i en højteknologisk tid

Når det kom­mer til den glob­ale opvarmn­ing står ver­denssam­fun­det i dag over­for to kog­ni­tive udfor­dringer. Den ene er, hvad Antho­ny Gid­dens kalder for ”Gid­dens paradoks” – vi er først i stand til at rea­gere på kli­maforan­dringer, når de træder tydeligt frem i vores nær­miljø, og når de gør det, så vil det allerede være for sent. Vi er hverken indi­vidu­elt eller som sam­fund ind­stil­let på at skulle han­dle over­for usyn­lige udfor­dringer, men i dette til­fælde kræves det af os.

Den anden store kog­ni­tive udfor­dring blev beskrevet af den franske filosof og anti-atom­krafts aktivist Gün­ther Anders. Han pegede på mis­forhold­et mellem vores tek­nol­o­giske kun­nen og vores emo­tionelle for­måen, med hvilket han især sigt­ede mod opfind­elsen af brint­bomben. Tesen var sim­pel: Men­nes­kets empatiske evn­er er sim­pelthen ikke velud­viklede nok til, at kunne admin­istrere og dæmme op for bru­gen af teknolo­gi, der kan for­volde død og ødelæggelse i et det omfang, som kernekraft giv­er adgang til. Set fra et evo­lu­tionært syn­spunkt er vores hjern­er formet af ca. 100.000 år som jægere og sam­lere uden større ændringer eller væsentlig udvikling. I det tidsper­spek­tiv er det mod­erne sam­fund blot en evo­lu­tionær fod­note – vores hjern­er har sim­pelthen ikke været i stand til at udvikle sig med samme hastighed, som udviklin­gen af nye red­sk­aber og den magt, det har bragt med sig. Den tek­nol­o­giske udvikling har med andre ord givet os top­mod­erne ”soft­ware” mellem hæn­derne, der skal admin­istr­eres af ”hard­ware”, der fort­sat er på et jæger-sam­ler stadie. Dette mis­forhold gør sig også gældende i vores forhold til glob­ale miljøprob­le­mer. Hvor­dan får man eksem­pelvis det mod­erne men­neske til at efter­leve 80’er mantraet ”tænk glob­alt –han­dl lokalt”, når dets empatiske evn­er end­nu ikke er kodet til at strække sig udover dets nær­miljø?

Fortællingen om fremskridt

Ifølge Bo Fritzbøger er det vigtigt at sætte vores samtid ind i et større per­spek­tiv og han under­streger, at de sid­ste 2–300 års udvikling er en his­torisk und­tagelses­til­stand. Ifølge ham kan det mod­erne sam­fund karak­teris­eres ved, at det ori­en­ter­er sig fre­mad, mens det tra­di­tionelle sam­fund drømte sig tilbage.

”Forestill­in­gen om, at tin­gene udvikler sig til det bedre, er en rel­a­tiv ny ting. Set i et his­torisk per­spek­tiv har men­neske­he­den befun­det sig i en sta­tisk til­stand, hvor utopierne og de store drømme lå i for­tiden, men den grund­fortælling ændrede sig totalt i løbet af 1700-tal­let og gav udslag i en vold­som fremtid­sori­en­ter­ing.”

For Bo Fritzbøger er dette et markant skel i men­neske­he­dens his­to­rie. Den mod­erne ver­dens fokus på frem­skridt har ført til store tek­nol­o­giske bedrifter, forbedret vores lev­evilkår, ned­sat børnedøde­lighe­den og givet os en lang række mulighed­er i livet, men det har sam­tidig også haft sine omkost­ninger.

”Det ekspo­nen­tielt vok­sende sam­fund har gjort alt muligt godt, men vi er ved at være der, hvor vi ikke kan fort­sætte mere. Hvis vi ønsker at passe på vores klode kræver det en omstill­ing af hele vækst-imper­a­tivet. Der er flere og flere, der beg­y­n­der at sige fra over­for det accel­ererende sam­fund – enten friv­il­ligt ved at gå på deltid – eller ufriv­il­ligt ved at bukke under for stress og depres­sion­er.”

Der­for er det — ifølge Bo Fritzbøger — vigtigt, at human­io­ra bidrager til debat­ten om det gode live og opstiller alter­na­tiv­er til homo oeco­nom­i­cus. Han men­er godt, at vi kan lære noget af his­to­rien.

”Det er ikke for­di, jeg ønsker, at vi skal skrue tiden tilbage til 1700-tal­let, men der er nogle grundlæggende værdier og måder at tænke på, som vi godt kunne forsøge at genopfinde i dag. Det er vigtigt, vi diskuter­er måden hvor­på, vi forstår os selv. Hvis vi kig­ger tilbage i his­to­rien, så har vi ikke altid været disse kon­stant ultra-opti­merende indi­vider.”

Bo Fritzbøger men­er, at de human­is­tiske uddan­nelser kan bidrage til en grøn omstill­ing af sam­fun­det ved at fremhæve forskel­lige livsan­skuelser og dermed rykke ved vores adfærd: ”Vi er mere end blot homo oeco­nom­i­cus — vi er også den barmh­jer­tige samar­i­tan­er og inden­for human­io­ra bliv­er vi nødt til at sætte ord på nogle af disse alter­na­tive sel­van­skuelser og få folk til at spe­jle sig i dem.”

Den bedste af alle verdener?

Spørgsmålet er om adfærd­sæn­dringer i det omfang, som en omstill­ing af vækst-imper­a­tivet kræver, kan gen­nem­føres igen­nem en åben debat om det gode liv. Både inden­for forskn­ing, poli­tik og markeds­føring har man erk­endt, at vi som indi­vider ikke han­dler rationelt — også selvom at vi ved, at vores han­dlinger i sid­ste ende, skad­er os selv. Begre­bet ’nudg­ing’ har spredt sig og der bliv­er lagt en masse kræfter i at under­søge, hvorledes vores adfærd kan styres og ændres, uden at vi læg­ger mærke til det. Så hvor­for over­hovedet tage en åben debat om det gode liv, hvis vi alligev­el er en flok irra­tionelle tumper, der meget let­tere kan styres igen­nem usyn­ligt adfærds­de­sign? Teolo­gen Hal Koch sagde engang: ”Demokrati­et kan aldrig sikres netop for­di det ikke er et sys­tem, der skal gen­nem­føres, men en livs­form der skal tileg­nes”

På samme måde er det nød­vendigt, at vi tileg­n­er os en anden livsstil og det kan kun lade sige gøre ved at ændre vores kollek­tive livsan­skuelse. Der er blevet sagt og skrevet meget om, hvad der karak­teris­er­er det mod­erne sam­fund. Bruno Latour påstår, at vi aldrig har været mod­erne, efter­som vi lever i en diko­tomisk opfat­telse af men­nes­ket og naturen, hvor kun viden­sk­ab­s­man­den har den gud­dom­melige evne til at kravle ud af vores pla­toniske hule og hente sand­he­den ned til os. Ulrich Beck men­er, at det mod­erne sam­fund er karak­teris­eret ved interne risi­ci frem for eksterne. Vi er med andre ord blevet vores egen værste fjende og de katas­tro­fer, vi oplever, er ikke læn­gere forår­saget at naturkræfter, der lig­ger uden­for vores ind­fly­delse, men er der­i­mod direk­te kon­sekvenser af vores adfærd.

Ifølge Bo Fritzbøger er der således et behov for, at vi søger indad og stud­er­er os selv, hvem vi var, hvem vi er, hvor vi vil hen og hvad der skal til.

”Human­io­ra kan til tider klan­dres for man­gel på oper­a­tionelle løs­ninger, men jeg men­er det er en uomgæn­gelig grund­sten i det større omstill­ing­spro­jekt af sam­fun­det. Det kan godt være det, at arbe­jde med adfærd­sæn­dringer, er et langt spyt – men det er et nød­vendigt spyt.”

Glob­ale miljøprob­le­mer er kort sagt for vigtige til udelukkende at blive over­ladt til natur- og sam­fundsv­i­den­sk­aben. For som Voltaire skrev i 1759 i hans sam­fundssatire Can­didé efter, at hans hov­ed­per­son havde over­levet det katas­tro­fale jord­skælv i Liss­abon:

”Hvis dette er den bed­ste af alle ver­den­er, hvor­dan må så ikke de andre være?”