“Der er visse former for viden, vi ikke formår at omdanne til handling”
Den måde, som vi handler og forholder os til naturen, klimaforandringer og bæredygtighed på, hænger ikke nødvendigvis sammen med den viden, som vi har. Historiker Bo Fritzbøger mener, at det er nødvendigt, at vi bidrager med andet end naturvidenskabelig fakta, hvis vi ønsker at gøre noget ved den globale opvarmning.
FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! – Klimakrisen er ikke længere bare et anliggende for naturvidenskabsfolk. Vi befinder os muligvis i Antropocæn: en ny geologisk tidsalder, hvor skellet mellem natur og kultur – på grund af menneskets altomfattende, globale indvirkning på naturen – er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om humanioras rolle i spørgsmålet om natur, klimakrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke længere er forbeholdt naturvidenskaben.
Lørdag formiddag den 1. november, 1755, ramte et voldsomt jordskælv Lissabon og lagde hele byen i ruiner. Tusindvis af mennesker omkom under murbrokkerne og hvad der ikke blev opslugt af jordens åbne gab, blev sendt til vejrs af ilden, der efterfølgende fejede igennem de ødelagte gader. Katastrofen rystede fundamentet af det portugisiske imperium og væltede kongerigets position, som en af verdens førende kolonimagter. Omfanget af ødelæggelserne var uoverskuelige og for at det ikke skulle være nok, så faldt begivenheden sammen med en af årets vigtigste helligdage. Med hvilken retfærdighed straffede Gud sit folk, mens de var samlet i bøn? Og hvorfor var samtlige af byens kirker styrtet i grus mens det mest beskidte og kriminelle kvarter i byen lå uberørt af jordskælvet?
Teologiske argumenter blev sat på svær prøve og grundforståelsen af naturfænomener, som et produkt af Guds vilje, fik et irreversibelt hak i skallen. Oplysningstiden skyllede gennem Europa og katastrofen i Lissabon førte til et nyt syn på naturen, som ikke længere lå i de guddommelige hænder, men måtte opfattes som en uafhængig kraft, der kunne studeres, måles, vejes og muligvis også forudses. Dette var startskuddet til en lang række videnskaber, der beskæftigede sig med naturens kræfter – heriblandt seismologi. På den måde er vores opfattelse af naturen ofte blevet formet af enkelte begivenheder, der har skubbet til vores kollektive følelsesapparat, mere end det nødvendigvis er et resultat af naturvidenskabelige opdagelser.
Et lignende eksempel fandt sted i 1972, da besætningen om bord på Apollo 17 tog det første billede af Jorden set ude fra rummet – The Blue Marble. Dette ene fotografi ændrede den globale selvbevidsthed. Muligvis havde videnskabsfolk længe inden beskrevet det astronomiske størrelsesforhold mellem livet på vores jordklode og det store intet, men den svimlende erkendelse af Jorden som et skrøbelig system, der svæver rundt i det uendelige tomrum, opstod først, da vi kunne se det med egne øjne. Pludselig var det ikke længere kun himlen, der var blå – men også Jorden, og hvad der var endnu mere skræmmende: Det eneste der adskilte livet fra intetheden var en æggeskals-tynd atmosfære. I kølvandet på The Blue Marble begyndte naturvidenskabsfolk i højere grad at beskæftige sig med jordkloden som et samlet system, James Lovelock fremførte sin Gaia-teori, der beskrev jorden som en samlet superorganisme, det globale miljø kom på dagsorden, man begyndte at tale om klimaforandringer og de første store miljøbevægelser opstod. Dette ene fotografi ramte ind i vores følelsesregister og skubbede til vores selvforståelse mere end nogle videnskabelige resultater hidtil havde kunne præstere. På den måde starter de største omvæltninger i samfundet indefra og dette gør sig også gældende når vi diskuterer globale klimaforandringer og en omstilling af vækstøkonomien.
Derfor er det – ifølge historiker Bo Fritzbøger – nødvendigt, at vi bidrager med andet end naturvidenskabelig fakta, hvis vi ønsker at gøre noget ved den globale opvarmning og mindske udslippet af drivhusgasser.
”Der ligger en grundforestilling i den moderne verden om, at hvis vi har en bestemt viden, så retter vi os også ind efter den, men set i et historisk perspektiv, så er der visse former for viden, vi ikke formår at omdanne til handling – de menneskeskabte klimaforandringer er et tydeligt eksempel herpå. Vi bliver derfor nødt til at studere, hvad det er, der forhindrer samfundet i at handle rationelt.”
Jæger-hjerne i en højteknologisk tid
Når det kommer til den globale opvarmning står verdenssamfundet i dag overfor to kognitive udfordringer. Den ene er, hvad Anthony Giddens kalder for ”Giddens paradoks” – vi er først i stand til at reagere på klimaforandringer, når de træder tydeligt frem i vores nærmiljø, og når de gør det, så vil det allerede være for sent. Vi er hverken individuelt eller som samfund indstillet på at skulle handle overfor usynlige udfordringer, men i dette tilfælde kræves det af os.
Den anden store kognitive udfordring blev beskrevet af den franske filosof og anti-atomkrafts aktivist Günther Anders. Han pegede på misforholdet mellem vores teknologiske kunnen og vores emotionelle formåen, med hvilket han især sigtede mod opfindelsen af brintbomben. Tesen var simpel: Menneskets empatiske evner er simpelthen ikke veludviklede nok til, at kunne administrere og dæmme op for brugen af teknologi, der kan forvolde død og ødelæggelse i et det omfang, som kernekraft giver adgang til. Set fra et evolutionært synspunkt er vores hjerner formet af ca. 100.000 år som jægere og samlere uden større ændringer eller væsentlig udvikling. I det tidsperspektiv er det moderne samfund blot en evolutionær fodnote – vores hjerner har simpelthen ikke været i stand til at udvikle sig med samme hastighed, som udviklingen af nye redskaber og den magt, det har bragt med sig. Den teknologiske udvikling har med andre ord givet os topmoderne ”software” mellem hænderne, der skal administreres af ”hardware”, der fortsat er på et jæger-samler stadie. Dette misforhold gør sig også gældende i vores forhold til globale miljøproblemer. Hvordan får man eksempelvis det moderne menneske til at efterleve 80’er mantraet ”tænk globalt –handl lokalt”, når dets empatiske evner endnu ikke er kodet til at strække sig udover dets nærmiljø?
Fortællingen om fremskridt
Ifølge Bo Fritzbøger er det vigtigt at sætte vores samtid ind i et større perspektiv og han understreger, at de sidste 2-300 års udvikling er en historisk undtagelsestilstand. Ifølge ham kan det moderne samfund karakteriseres ved, at det orienterer sig fremad, mens det traditionelle samfund drømte sig tilbage.
”Forestillingen om, at tingene udvikler sig til det bedre, er en relativ ny ting. Set i et historisk perspektiv har menneskeheden befundet sig i en statisk tilstand, hvor utopierne og de store drømme lå i fortiden, men den grundfortælling ændrede sig totalt i løbet af 1700-tallet og gav udslag i en voldsom fremtidsorientering.”
For Bo Fritzbøger er dette et markant skel i menneskehedens historie. Den moderne verdens fokus på fremskridt har ført til store teknologiske bedrifter, forbedret vores levevilkår, nedsat børnedødeligheden og givet os en lang række muligheder i livet, men det har samtidig også haft sine omkostninger.
”Det eksponentielt voksende samfund har gjort alt muligt godt, men vi er ved at være der, hvor vi ikke kan fortsætte mere. Hvis vi ønsker at passe på vores klode kræver det en omstilling af hele vækst-imperativet. Der er flere og flere, der begynder at sige fra overfor det accelererende samfund – enten frivilligt ved at gå på deltid – eller ufrivilligt ved at bukke under for stress og depressioner.”
Derfor er det – ifølge Bo Fritzbøger – vigtigt, at humaniora bidrager til debatten om det gode live og opstiller alternativer til homo oeconomicus. Han mener godt, at vi kan lære noget af historien.
”Det er ikke fordi, jeg ønsker, at vi skal skrue tiden tilbage til 1700-tallet, men der er nogle grundlæggende værdier og måder at tænke på, som vi godt kunne forsøge at genopfinde i dag. Det er vigtigt, vi diskuterer måden hvorpå, vi forstår os selv. Hvis vi kigger tilbage i historien, så har vi ikke altid været disse konstant ultra-optimerende individer.”
Bo Fritzbøger mener, at de humanistiske uddannelser kan bidrage til en grøn omstilling af samfundet ved at fremhæve forskellige livsanskuelser og dermed rykke ved vores adfærd: ”Vi er mere end blot homo oeconomicus – vi er også den barmhjertige samaritaner og indenfor humaniora bliver vi nødt til at sætte ord på nogle af disse alternative selvanskuelser og få folk til at spejle sig i dem.”
Den bedste af alle verdener?
Spørgsmålet er om adfærdsændringer i det omfang, som en omstilling af vækst-imperativet kræver, kan gennemføres igennem en åben debat om det gode liv. Både indenfor forskning, politik og markedsføring har man erkendt, at vi som individer ikke handler rationelt – også selvom at vi ved, at vores handlinger i sidste ende, skader os selv. Begrebet ’nudging’ har spredt sig og der bliver lagt en masse kræfter i at undersøge, hvorledes vores adfærd kan styres og ændres, uden at vi lægger mærke til det. Så hvorfor overhovedet tage en åben debat om det gode liv, hvis vi alligevel er en flok irrationelle tumper, der meget lettere kan styres igennem usynligt adfærdsdesign? Teologen Hal Koch sagde engang: ”Demokratiet kan aldrig sikres netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform der skal tilegnes”
På samme måde er det nødvendigt, at vi tilegner os en anden livsstil og det kan kun lade sige gøre ved at ændre vores kollektive livsanskuelse. Der er blevet sagt og skrevet meget om, hvad der karakteriserer det moderne samfund. Bruno Latour påstår, at vi aldrig har været moderne, eftersom vi lever i en dikotomisk opfattelse af mennesket og naturen, hvor kun videnskabsmanden har den guddommelige evne til at kravle ud af vores platoniske hule og hente sandheden ned til os. Ulrich Beck mener, at det moderne samfund er karakteriseret ved interne risici frem for eksterne. Vi er med andre ord blevet vores egen værste fjende og de katastrofer, vi oplever, er ikke længere forårsaget at naturkræfter, der ligger udenfor vores indflydelse, men er derimod direkte konsekvenser af vores adfærd.
Ifølge Bo Fritzbøger er der således et behov for, at vi søger indad og studerer os selv, hvem vi var, hvem vi er, hvor vi vil hen og hvad der skal til.
”Humaniora kan til tider klandres for mangel på operationelle løsninger, men jeg mener det er en uomgængelig grundsten i det større omstillingsprojekt af samfundet. Det kan godt være det, at arbejde med adfærdsændringer, er et langt spyt – men det er et nødvendigt spyt.”
Globale miljøproblemer er kort sagt for vigtige til udelukkende at blive overladt til natur- og samfundsvidenskaben. For som Voltaire skrev i 1759 i hans samfundssatire Candidé efter, at hans hovedperson havde overlevet det katastrofale jordskælv i Lissabon:
”Hvis dette er den bedste af alle verdener, hvordan må så ikke de andre være?”