Business as usual

Caspar David Friedrich Ishavet
Ishavet af Cas­par David Friedrich

Hvad er humanioras rolle i klimadebatten og hvordan kan poesi og prosa bidrage til at fremelske en respekt for vores omgivelser? Litteraten Torsten Bøgh Thomsen mener, at vi igennem litteraturen kan åbne en række spørgsmål, der kan være med til at ændre vores forhold til videnskaben, naturen og klimaforandringerne.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! - Kli­makrisen er ikke læn­gere bare et anliggende for naturv­i­den­sk­ab­s­folk. Vi befind­er os muligvis i Antropocæn: en ny geol­o­gisk tid­salder, hvor skel­let mellem natur og kul­tur — på grund af men­nes­kets altom­fat­tende, glob­ale ind­virkn­ing på naturen — er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om human­io­ras rolle i spørgsmålet om natur, kli­makrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke læn­gere er for­be­holdt naturv­i­den­sk­aben.


I den tid, jeg har arbe­jdet med økol­o­giske kul­turstudi­er, har jeg igen­nem værk­er og analyser set ten­ta­tive eksem­pler på, hvor­dan human­is­tiske per­spek­tiv­er kan give mening i forbindelse med kli­makrisen. Noget har vir­ket godt, andet har vir­ket min­dre per­spek­tivrigt. En af de største besværlighed­er lad­er imi­dler­tid til at bestå i, hvor­dan man bakker den slags vær­didomme op. For hvor­dan og ud fra hvilke para­me­tre afgøres godt og dårligt i en miljøsam­men­hæng? Og er den slags smags­domme særligt rel­e­vante, når det kom­mer til spørgsmålet om kli­maet? Tanke­bevægelsen er ofte den samme i den slags sit­u­a­tion­er. Fra at vur­dere det enkelte værk glid­er opmærk­somhe­den over på præmis­serne for den slags vur­deringer, som igen led­er tankerne hen på de større spørgsmål, der end­nu står ubesvarede hen: Hvad gør vi helt overord­net? Hvad er human­io­ras rolle i forhold til kli­maet? Hvad er lit­ter­a­turens? Hvor­dan kan poe­si og prosa bidrage til at fremelske en respekt for vores omgivelser? Hvor­dan bliv­er det poet­iske poli­tisk?

Normativitet og kritik

Det er ikke nye spørgsmål. De er, med større og større frekvens, blevet stil­let i løbet af de sid­ste tyve år. Særligt den teo­retiske ret­ning, økokri­tik, som tog form i starten af 90’erne, har gjort det til sin opgave at forsøge at besvare dem. I beg­y­n­delsen var svarene udpræget nor­ma­tive. Der blev udformet ret­ningslin­jer for, hvad lit­ter­a­turen skulle tem­a­tis­ere, hvor­dan den skulle gøre det, og hvor­dan den efter­føl­gende skulle mod­tages: Anerk­endelse af omver­de­nen skulle ske gen­nem læs­ning af tek­ster, der sat­te naturen i fokus og sat­te en par­entes omkring de men­neske­lige karak­ter­er, der sæd­van­ligvis pri­or­iteres i fortællinger. Naturen skulle være andet end staffage. Senere kri­tiske røster har imi­dler­tid påpeget, at hvis man på den måde taler for et skift fra et fokus på kul­tur til et fokus på natur, så taler man ube­v­idst inde fra en opdel­ing imellem de to, som måske ikke er det mest frugt­bare udgangspunkt. I stedet for at bevare en skarp adskil­lelse, hvor naturen fun­ger­er som et objekt ”derude”, afskåret fra det men­neske­lige, så er det måske mere inter­es­sant at sætte netop dette skel til diskus­sion. Også i lit­ter­a­turen: Hvor­dan er det opstået? Hvilke magt­struk­tur­er har det med­ført? Og kan man, lit­terært, skrive mod­ek­sem­pler frem, eksem­pler på, hvor­dan alt­ing hænger sam­men, og hvor­dan vi er ind­fældet i ver­den, som måske kan prob­lema­tis­ere alle de kon­ven­tionelle adskil­lelser, vi er vant til at tænke i?

På den ene side find­es alt­så en nor­ma­tiv økokri­tik, der vil for­mulere alter­na­tiv­er, og på den anden side en kri­tisk økokri­tik, der vil prob­lema­tis­ere forsø­gene på at finde alter­na­tiv­er ved at pege på de ide­olo­gi­er, der lig­ger til grund for disse alter­na­tiv­er – som ofte repro­duc­eres ukri­tisk. I mine øjne find­es der styrk­er ved begge til­gange. Den ide­al­is­tiske gren synes mest pro­gres­siv. Der skal tænkes noget nyt, før vi kan gøre os håb om foran­dring. Omvendt så peger de kri­tiske røster på, at det netop er den tro på utopi­en, på, at der find­es en rigtig måde at gøre tin­gene på, som var prob­lemet til at beg­y­n­de med. I forbindelse med adskil­lige his­toriske selvovervur­deringer, hvor men­nes­ket har ment at have fun­det sin bestem­melse, er jor­den sys­tem­a­tisk faldet i sym­bol­sk vær­di og er dermed blevet gjort mere og mere instru­men­tal­isér­bar. Først gen­nem kris­ten­dom­mens ind­sæt­telse af men­neskene som Guds vikari­erende bestyrere af skabervær­ket, dernæst gen­nem human­is­mens og oplysningsti­dens fast­sæt­telse af et abstrakt mål for men­nes­ket – en dan­nelse, der kunne bringe det højere og videre end nogen anden skab­n­ing på jor­den.

Humanistiske skåltaler

Det, jeg ofte hør­er ide­al­is­tiske røster sige, er, at lit­ter­a­turen kan hjælpe med at formi­dle kli­makrisen. For­fat­tere kan, gen­nem naturv­i­den­sk­a­belig inter­esse og research i omver­de­nen, skabe real­is­tiske forestill­inger omkring, hvor­dan klimaprob­le­merne vil tage sig ud og dermed for­berede os på dem.

Jeg oplever tit, at der i de velme­nende bestræ­belser på at gøre lit­ter­a­turen kli­marel­e­vant bliv­er fokuseret udelukkende på motiv­er og temaer i lit­ter­a­turen. Man læs­er kli­math­rillere om, hvor­dan apoka­lypsen vil blive varslet af horder af opskyllede vand­mænd på de nordeu­ropæiske kys­ter. Digte om, hvor­dan New Eng­lands æble­høst er drastisk for­ringet i løbet af de sen­este 100 år. Roman­er, der, i overensstem­melse med FN’s klima­pan­el, lev­er­er real­is­tiske sce­nar­i­er af, hvor­dan kli­maforan­dringerne vil tage sig ud, hvor og hvor­dan de vil ramme.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg også men­er, at en kun­st­ner­isk til­gang til klimaprob­le­merne kan hjælpe os med at visu­alis­ere det, der vanske­ligt kan begribes. Men lit­ter­a­turens poten­tiale kan ikke reduc­eres til ren og skær oplysningskam­pagne. Det er for uam­bitiøst og hon­or­erer ikke, hvad lit­ter­a­turen har mulighed for at gøre og rumme. På samme måde kan det ikke være human­io­ras opgave blot at levere skål­taler til naturv­i­den­sk­a­belig ”ind­sigt”. Jeg oplever nogle sted­er en neo-pos­i­tivis­tisk ten­dens til at tro på, at det, der er brug for, er mere viden, så skal folk nok vågne op. Det er i mine øjne en mis­forståelse. Der er ikke brug for mere viden, der er brug for mere ind­føling. Der er brug for, at kli­maets sam­men­brud opleves som lige så ved­k­om­mende som økonomiens sam­men­brud. Og det gøres ikke af opl­y­sende vej, men ved at tale til følelserne.

Det er en illu­sion at tro, at mere viden vil være han­dlingsæn­drende. Kli­maforskere og miljøak­tivis­ter har råbt vagt i gevær de sid­ste 40 år uden syn­derligt held. Yder­mere vil jeg mene, at den tiltro til naturv­i­den­sk­aben om at levere ind­sigt, kan føre til den mod­sat­te reak­tion: fuld­kom­men pas­sivitet. For­di vi hele tiden sid­der og ven­ter på, at klogere men­nesker skal finde ud af, hvad der er galt, og hvad vi kan gøre. En sandsyn­lig tanke er, at prob­le­merne er for uover­skuelige til at give den slags kat­e­goriske svar. Og meget kan nå at gå ad helvede til, imens vi sid­der på vores hæn­der og artigt ven­ter på orakelsvaret fra klima­pan­elet, der så kan fil­trere ned igen­nem skøn­lit­ter­a­turen og langt om længe mobilis­ere ini­tia­tiv­er.

Indhold uden form

Fra et rent lit­ter­aturfagligt per­spek­tiv er der også prob­le­mer med den ind­hold­sori­en­terede, tem­a­tiske og pæd­a­gogiske ind­still­ing til lit­ter­a­turen. Den bliv­er, i bed­ste oplysnings­forståelse, et dan­nelsesin­stru­ment. Men hvis der er et sted, hvor oplysnin­gen spillede fal­lit, var det vel i troen på, at mere viden vil skabe bedre men­nesker. Yder­mere så mis­ter motivlæs­nin­gen blikket for, hvad jeg vil mene, er en af lit­ter­a­turens største forcer: det formelle. Æstetikken reduc­eres under det motivsø­gende lit­ter­atursyn til ren deko­ra­tion. Der er ikke nogen egentlig grund til, at et kli­madigt er udformet som et digt. Det kunne lige så godt være et læser­brev. Det er samme poli­tiske bud­skab, der skal leveres. Det ser bare pænere ud i digt­form.

Det er et prob­lem, at økol­o­gisk ori­en­teret kul­turkri­tik har så svært ved at redegøre for det æstetiskes mulige funk­tion i forhold til kli­makrisen. Tilbage i 90’erne fordømtes den slags for­moverve­jelser gerne som dekadent mod­ernisme, kun­st for kun­stens egen skyld, og dermed en del af prob­lemet. Æstetik og formeksper­i­menter var ren og skær men­neske­forherligelse. Men hvis ikke kun­st i det hele taget skal rubriceres som sådan, bliv­er det for mig at se afgørende at gøre sig tanker om, hvor­dan en af kun­stens helt unikke kende­tegn, dens form, bliv­er inter­es­sant i en kli­makrisetid­salder.

Jeg tror ikke, det giv­er mening at for­vente af lit­ter­a­turen, at den skal forene men­neske­he­den, regeringer, viden­sk­ab­smænd og økonomer i en fælles ambi­tion om at red­de ver­den. Det er en smuk tanke, men også poten­tielt skræm­mende i al sin total­i­tarisme. Der kom­mer ingen bog, som med et trylleslag vil omvende os og give os en fælles ret­ning. Den slags eska­tol­o­giske drømme om en mes­sias lig­ger dybt forankret i vores kul­tur, men det er lige præ­cis den slags grund­fortællinger, der må fortælles om eller fortælles alter­na­tiv­er til. Og det kan lit­ter­a­turen, men ikke hvis den begrænser sig til at ville skifte sit ind­hold ud, fortælle om natur i stedet for men­nesker og opl­yse om kli­makrise i stedet for sociale kon­flik­ter. Det nyt­ter ikke noget, når sys­temet, der skabte prob­le­merne til at beg­y­n­de med, fort­sat er intakt. Og lige­som der er behov for en abstra­her­ing fra de gældende økonomiske og poli­tiske struk­tur­er, for at noget nyt kan blom­stre op, så tænker jeg også, at lit­ter­a­turen kan gøre en økol­o­gisk ind­sats ved at arbe­jde med nye for­mer for repræsen­ta­tion. At skrive thrillere, hvor morderen er skiftet ud med kli­maet, uden at de formelle forhold i øvrigt udfor­dres, er busi­ness as usu­al.

Politisk poetik

Vi må væk fra den man­age­ment-logik, der siger at kli­maet, lige­som økonomien, er noget der kan overtages af men­nesker og sættes under admin­is­tra­tion. Vi er indle­jrede sub­jek­ter i ver­den og ikke bev­id­s­thed­er tilbagetrukket i en ophø­jet posi­tion, hvor­fra vi kan diag­nos­ticere og hel­brede. Og den fun­da­men­tale forvir­ring og sorg, der føl­ger med at indse, at vi befind­er os i øjen­højde med nogle omgivelser, vi i alt for lang tid har taget for givet, kan lit­ter­a­turen ikke blot udtrykke bedre end noget andet. Den kan også skabe fæl­lessk­aber omkring de følelser. Det kan den via sin form. Syn­ergien eller spændin­gen mellem form og ind­hold gør, at et mere kom­plekst udsagn kan komme til udtryk. Et udsagn, der rum­mer mere end det sam­men­hæn­gende argu­ment, som er under­lagt nogle ram­mer for logik og retorik. Det æstetiske kan netop tale affek­tive til­stande frem, og det er måske her, ad en indi­rek­te vej, jeg men­er, det poet­iske kan blive poli­tisk. Ikke ved at reduc­ere æstetikken til deko­ra­tion eller ind­pakn­ing for et didak­tisk ind­hold, men ved at sætte den enkelte i en stemn­ing. Det kan være en oplevelse af ind­fælde­thed, en sorg, en nos­tal­gi, eller omvendt, en glæde ved at se sig indle­jret i omver­de­nens fænomen­er, ved at se forbindelser og lighed­er, hvor man før troede, der var adskil­lelser og ujævn­byrdighed­er. Kom­plekse stemninger, affek­ter og følelser, der måske sam­men kan bib­ringe en økol­o­gisk bev­id­s­thed.

Paradoksalitet

Human­io­ra bevæger sig alt­så på en knivsæg, når det kom­mer til kli­makrisen. Imellem på den ene side at forstene i en genk­endelig kri­tik af de aktuelle sam­fundsstruk­tur­er og på den anden side at kaste sig ud i end­nu en jagt på store fortællinger. En jagt, der mange gange før har ført til total­itære uni­ver­sal­is­mer. Begge dele er human­is­tisk busi­ness as usu­al. Og der­for måske heller ikke særlig frugt­bare i forhold til klimaprob­le­merne, der netop udmærk­er sig ved at over­skride ram­merne for de kris­er, men­neske­he­den førhen har måt­tet forholde sig til.

Måske er selve denne oplevelse af, at løs­ningsmu­lighed­erne fordel­er sig i to kat­e­gori­er, en del af prob­lemet. Den repræsen­ter­er en tænkn­ing i dual­is­mer og polar­iteter, som giv­er mening inden­for en logisk-retorisk teg­n­ver­den, men også netop i kraft her­af savn­er en forankring i den empiriske virke­lighed, der ikke respek­ter­er de klare, rationelle mod­sæt­ninger med fast definerede grænser. At være bev­idst om kli­makrisen er at være fanget i et kom­pleks af paradok­sale følelser og gen­sidigt udelukkende prin­cip­per. Man kan være imod kap­i­talis­erin­gen af økolo­gi og alligev­el købe økol­o­giske var­er. Man kan se den roman­tisk-æstetiske højag­telse af vild­nis­set som struk­turelt prob­lema­tisk og alligev­el tage med fam­i­lien i Dyre­haven om sønda­gen. Man kan være skep­tisk over­for, om den indi­vidu­elle ind­sats nyt­ter noget, og alligev­el sortere sit affald. Det økol­o­giske og kli­maori­en­terede felt er gen­nem­syret af roman­tik, nyt­teetik, æstetik, melankoli, glæde, sorg, kap­i­tal­isme, aktivisme, ide­al­isme, pes­simisme, nøgtern­hed, patos og ikke mindst kri­tik. Og posi­tion­erne er på ingen måde adskilte. Tvær­ti­mod har de karak­ter af impulser, der gen­nem­skær­er den enkelte i forskel­lige bland­ings­forhold afhængigt af sit­u­a­tio­nen og emnet.

Er det ikke blandt andet den slags kom­plek­sitet, kun­sten og lit­ter­a­turen kan behan­dle? Kan den ikke træde ud af de logiske og retoriske par­a­dig­mer frem for at agere som deres ban­ner­før­er i jagten på en ny sand­hed? Og kan human­io­ra ikke netop skærpe en sen­si­bilitet over­for den form for kom­mu­nika­tion, der foregår på frekvenser, som ikke er rationelle, som rum­mer det paradok­sale og udtrykker kom­plek­siteter, før de find­er deres artiku­ler­ing i det klare og logiske, hvis de da nogensinde gør det? Er der ikke en pointe i at lade kun­sten og dens mod­tagelse holde det økol­o­giske rum åbent for opblom­strin­gen af nye per­spek­tiv­er og ini­tia­tiv­er frem­for at kæmpe om at fylde rum­met ud hur­tigst muligt?

Torsten Bøgh Thom­sen er PhD.-studerende ved Inti­tut for Kul­turv­i­den­sk­aber, Syd­dan­sk Uni­ver­sitet 

Scroll til toppen