Business as usual
Hvad er humanioras rolle i klimadebatten og hvordan kan poesi og prosa bidrage til at fremelske en respekt for vores omgivelser? Litteraten Torsten Bøgh Thomsen mener, at vi igennem litteraturen kan åbne en række spørgsmål, der kan være med til at ændre vores forhold til videnskaben, naturen og klimaforandringerne.
FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! – Klimakrisen er ikke længere bare et anliggende for naturvidenskabsfolk. Vi befinder os muligvis i Antropocæn: en ny geologisk tidsalder, hvor skellet mellem natur og kultur – på grund af menneskets altomfattende, globale indvirkning på naturen – er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om humanioras rolle i spørgsmålet om natur, klimakrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke længere er forbeholdt naturvidenskaben.
I den tid, jeg har arbejdet med økologiske kulturstudier, har jeg igennem værker og analyser set tentative eksempler på, hvordan humanistiske perspektiver kan give mening i forbindelse med klimakrisen. Noget har virket godt, andet har virket mindre perspektivrigt. En af de største besværligheder lader imidlertid til at bestå i, hvordan man bakker den slags værdidomme op. For hvordan og ud fra hvilke parametre afgøres godt og dårligt i en miljøsammenhæng? Og er den slags smagsdomme særligt relevante, når det kommer til spørgsmålet om klimaet? Tankebevægelsen er ofte den samme i den slags situationer. Fra at vurdere det enkelte værk glider opmærksomheden over på præmisserne for den slags vurderinger, som igen leder tankerne hen på de større spørgsmål, der endnu står ubesvarede hen: Hvad gør vi helt overordnet? Hvad er humanioras rolle i forhold til klimaet? Hvad er litteraturens? Hvordan kan poesi og prosa bidrage til at fremelske en respekt for vores omgivelser? Hvordan bliver det poetiske politisk?
Normativitet og kritik
Det er ikke nye spørgsmål. De er, med større og større frekvens, blevet stillet i løbet af de sidste tyve år. Særligt den teoretiske retning, økokritik, som tog form i starten af 90’erne, har gjort det til sin opgave at forsøge at besvare dem. I begyndelsen var svarene udpræget normative. Der blev udformet retningslinjer for, hvad litteraturen skulle tematisere, hvordan den skulle gøre det, og hvordan den efterfølgende skulle modtages: Anerkendelse af omverdenen skulle ske gennem læsning af tekster, der satte naturen i fokus og satte en parentes omkring de menneskelige karakterer, der sædvanligvis prioriteres i fortællinger. Naturen skulle være andet end staffage. Senere kritiske røster har imidlertid påpeget, at hvis man på den måde taler for et skift fra et fokus på kultur til et fokus på natur, så taler man ubevidst inde fra en opdeling imellem de to, som måske ikke er det mest frugtbare udgangspunkt. I stedet for at bevare en skarp adskillelse, hvor naturen fungerer som et objekt ”derude”, afskåret fra det menneskelige, så er det måske mere interessant at sætte netop dette skel til diskussion. Også i litteraturen: Hvordan er det opstået? Hvilke magtstrukturer har det medført? Og kan man, litterært, skrive modeksempler frem, eksempler på, hvordan alting hænger sammen, og hvordan vi er indfældet i verden, som måske kan problematisere alle de konventionelle adskillelser, vi er vant til at tænke i?
På den ene side findes altså en normativ økokritik, der vil formulere alternativer, og på den anden side en kritisk økokritik, der vil problematisere forsøgene på at finde alternativer ved at pege på de ideologier, der ligger til grund for disse alternativer – som ofte reproduceres ukritisk. I mine øjne findes der styrker ved begge tilgange. Den idealistiske gren synes mest progressiv. Der skal tænkes noget nyt, før vi kan gøre os håb om forandring. Omvendt så peger de kritiske røster på, at det netop er den tro på utopien, på, at der findes en rigtig måde at gøre tingene på, som var problemet til at begynde med. I forbindelse med adskillige historiske selvovervurderinger, hvor mennesket har ment at have fundet sin bestemmelse, er jorden systematisk faldet i symbolsk værdi og er dermed blevet gjort mere og mere instrumentalisérbar. Først gennem kristendommens indsættelse af menneskene som Guds vikarierende bestyrere af skaberværket, dernæst gennem humanismens og oplysningstidens fastsættelse af et abstrakt mål for mennesket – en dannelse, der kunne bringe det højere og videre end nogen anden skabning på jorden.
Humanistiske skåltaler
Det, jeg ofte hører idealistiske røster sige, er, at litteraturen kan hjælpe med at formidle klimakrisen. Forfattere kan, gennem naturvidenskabelig interesse og research i omverdenen, skabe realistiske forestillinger omkring, hvordan klimaproblemerne vil tage sig ud og dermed forberede os på dem.
Jeg oplever tit, at der i de velmenende bestræbelser på at gøre litteraturen klimarelevant bliver fokuseret udelukkende på motiver og temaer i litteraturen. Man læser klimathrillere om, hvordan apokalypsen vil blive varslet af horder af opskyllede vandmænd på de nordeuropæiske kyster. Digte om, hvordan New Englands æblehøst er drastisk forringet i løbet af de seneste 100 år. Romaner, der, i overensstemmelse med FN’s klimapanel, leverer realistiske scenarier af, hvordan klimaforandringerne vil tage sig ud, hvor og hvordan de vil ramme.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg også mener, at en kunstnerisk tilgang til klimaproblemerne kan hjælpe os med at visualisere det, der vanskeligt kan begribes. Men litteraturens potentiale kan ikke reduceres til ren og skær oplysningskampagne. Det er for uambitiøst og honorerer ikke, hvad litteraturen har mulighed for at gøre og rumme. På samme måde kan det ikke være humanioras opgave blot at levere skåltaler til naturvidenskabelig ”indsigt”. Jeg oplever nogle steder en neo-positivistisk tendens til at tro på, at det, der er brug for, er mere viden, så skal folk nok vågne op. Det er i mine øjne en misforståelse. Der er ikke brug for mere viden, der er brug for mere indføling. Der er brug for, at klimaets sammenbrud opleves som lige så vedkommende som økonomiens sammenbrud. Og det gøres ikke af oplysende vej, men ved at tale til følelserne.
Det er en illusion at tro, at mere viden vil være handlingsændrende. Klimaforskere og miljøaktivister har råbt vagt i gevær de sidste 40 år uden synderligt held. Ydermere vil jeg mene, at den tiltro til naturvidenskaben om at levere indsigt, kan føre til den modsatte reaktion: fuldkommen passivitet. Fordi vi hele tiden sidder og venter på, at klogere mennesker skal finde ud af, hvad der er galt, og hvad vi kan gøre. En sandsynlig tanke er, at problemerne er for uoverskuelige til at give den slags kategoriske svar. Og meget kan nå at gå ad helvede til, imens vi sidder på vores hænder og artigt venter på orakelsvaret fra klimapanelet, der så kan filtrere ned igennem skønlitteraturen og langt om længe mobilisere initiativer.
Indhold uden form
Fra et rent litteraturfagligt perspektiv er der også problemer med den indholdsorienterede, tematiske og pædagogiske indstilling til litteraturen. Den bliver, i bedste oplysningsforståelse, et dannelsesinstrument. Men hvis der er et sted, hvor oplysningen spillede fallit, var det vel i troen på, at mere viden vil skabe bedre mennesker. Ydermere så mister motivlæsningen blikket for, hvad jeg vil mene, er en af litteraturens største forcer: det formelle. Æstetikken reduceres under det motivsøgende litteratursyn til ren dekoration. Der er ikke nogen egentlig grund til, at et klimadigt er udformet som et digt. Det kunne lige så godt være et læserbrev. Det er samme politiske budskab, der skal leveres. Det ser bare pænere ud i digtform.
Det er et problem, at økologisk orienteret kulturkritik har så svært ved at redegøre for det æstetiskes mulige funktion i forhold til klimakrisen. Tilbage i 90’erne fordømtes den slags formovervejelser gerne som dekadent modernisme, kunst for kunstens egen skyld, og dermed en del af problemet. Æstetik og formeksperimenter var ren og skær menneskeforherligelse. Men hvis ikke kunst i det hele taget skal rubriceres som sådan, bliver det for mig at se afgørende at gøre sig tanker om, hvordan en af kunstens helt unikke kendetegn, dens form, bliver interessant i en klimakrisetidsalder.
Jeg tror ikke, det giver mening at forvente af litteraturen, at den skal forene menneskeheden, regeringer, videnskabsmænd og økonomer i en fælles ambition om at redde verden. Det er en smuk tanke, men også potentielt skræmmende i al sin totalitarisme. Der kommer ingen bog, som med et trylleslag vil omvende os og give os en fælles retning. Den slags eskatologiske drømme om en messias ligger dybt forankret i vores kultur, men det er lige præcis den slags grundfortællinger, der må fortælles om eller fortælles alternativer til. Og det kan litteraturen, men ikke hvis den begrænser sig til at ville skifte sit indhold ud, fortælle om natur i stedet for mennesker og oplyse om klimakrise i stedet for sociale konflikter. Det nytter ikke noget, når systemet, der skabte problemerne til at begynde med, fortsat er intakt. Og ligesom der er behov for en abstrahering fra de gældende økonomiske og politiske strukturer, for at noget nyt kan blomstre op, så tænker jeg også, at litteraturen kan gøre en økologisk indsats ved at arbejde med nye former for repræsentation. At skrive thrillere, hvor morderen er skiftet ud med klimaet, uden at de formelle forhold i øvrigt udfordres, er business as usual.
Politisk poetik
Vi må væk fra den management-logik, der siger at klimaet, ligesom økonomien, er noget der kan overtages af mennesker og sættes under administration. Vi er indlejrede subjekter i verden og ikke bevidstheder tilbagetrukket i en ophøjet position, hvorfra vi kan diagnosticere og helbrede. Og den fundamentale forvirring og sorg, der følger med at indse, at vi befinder os i øjenhøjde med nogle omgivelser, vi i alt for lang tid har taget for givet, kan litteraturen ikke blot udtrykke bedre end noget andet. Den kan også skabe fællesskaber omkring de følelser. Det kan den via sin form. Synergien eller spændingen mellem form og indhold gør, at et mere komplekst udsagn kan komme til udtryk. Et udsagn, der rummer mere end det sammenhængende argument, som er underlagt nogle rammer for logik og retorik. Det æstetiske kan netop tale affektive tilstande frem, og det er måske her, ad en indirekte vej, jeg mener, det poetiske kan blive politisk. Ikke ved at reducere æstetikken til dekoration eller indpakning for et didaktisk indhold, men ved at sætte den enkelte i en stemning. Det kan være en oplevelse af indfældethed, en sorg, en nostalgi, eller omvendt, en glæde ved at se sig indlejret i omverdenens fænomener, ved at se forbindelser og ligheder, hvor man før troede, der var adskillelser og ujævnbyrdigheder. Komplekse stemninger, affekter og følelser, der måske sammen kan bibringe en økologisk bevidsthed.
Paradoksalitet
Humaniora bevæger sig altså på en knivsæg, når det kommer til klimakrisen. Imellem på den ene side at forstene i en genkendelig kritik af de aktuelle samfundsstrukturer og på den anden side at kaste sig ud i endnu en jagt på store fortællinger. En jagt, der mange gange før har ført til totalitære universalismer. Begge dele er humanistisk business as usual. Og derfor måske heller ikke særlig frugtbare i forhold til klimaproblemerne, der netop udmærker sig ved at overskride rammerne for de kriser, menneskeheden førhen har måttet forholde sig til.
Måske er selve denne oplevelse af, at løsningsmulighederne fordeler sig i to kategorier, en del af problemet. Den repræsenterer en tænkning i dualismer og polariteter, som giver mening indenfor en logisk-retorisk tegnverden, men også netop i kraft heraf savner en forankring i den empiriske virkelighed, der ikke respekterer de klare, rationelle modsætninger med fast definerede grænser. At være bevidst om klimakrisen er at være fanget i et kompleks af paradoksale følelser og gensidigt udelukkende principper. Man kan være imod kapitaliseringen af økologi og alligevel købe økologiske varer. Man kan se den romantisk-æstetiske højagtelse af vildnisset som strukturelt problematisk og alligevel tage med familien i Dyrehaven om søndagen. Man kan være skeptisk overfor, om den individuelle indsats nytter noget, og alligevel sortere sit affald. Det økologiske og klimaorienterede felt er gennemsyret af romantik, nytteetik, æstetik, melankoli, glæde, sorg, kapitalisme, aktivisme, idealisme, pessimisme, nøgternhed, patos og ikke mindst kritik. Og positionerne er på ingen måde adskilte. Tværtimod har de karakter af impulser, der gennemskærer den enkelte i forskellige blandingsforhold afhængigt af situationen og emnet.
Er det ikke blandt andet den slags kompleksitet, kunsten og litteraturen kan behandle? Kan den ikke træde ud af de logiske og retoriske paradigmer frem for at agere som deres bannerfører i jagten på en ny sandhed? Og kan humaniora ikke netop skærpe en sensibilitet overfor den form for kommunikation, der foregår på frekvenser, som ikke er rationelle, som rummer det paradoksale og udtrykker kompleksiteter, før de finder deres artikulering i det klare og logiske, hvis de da nogensinde gør det? Er der ikke en pointe i at lade kunsten og dens modtagelse holde det økologiske rum åbent for opblomstringen af nye perspektiver og initiativer fremfor at kæmpe om at fylde rummet ud hurtigst muligt?
Torsten Bøgh Thomsen er PhD.-studerende ved Intitut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet