UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Konfliktens janushoved

Den sociale bevægelse er et klassisk venstrefløjstema. Omdiskuteret, omstridt, omvurderet og manifesteret på et utal af måder. Den rummer centrale venstrefløjsdiskussioner; om det politiske og revolutionære subjekt, mobilisering og den politiske handling overhovedet.

Fra sans culottes i korte bukser og amerikanske borgerrettighedsbevægelser, kvinderettighedsforkæmpere til fredsbevægelser har den sociale bevægelse en lang historie som system- og samfundskritisk instans.

Nye sociale bevægelser som Occupy Wall Street og spansk funderede ¡Democracia Real Ya!, som har denne artikels fokus, har på kort tid erobret enorm opmærksomhed – fra medier, politikere, aktivister og den øvrige offentlighed. Aktivister tilknyttet Occupy Wall Street har forfattet bøger på vegne af bevægelsen – bl.a. antologien Vi er de 99 % – og den associeres med over 90 arbejdsgrupper alene i USA, mens Democracia Real Ya anslås at være platform for 200 mindre bevægelser (link til artikel i El País her), hvoraf 92 er arbejdsgrupper i Spanien. Bevægelserne adskiller sig markant fra ovennævnte eksempler på sociale bevægelser ved at operere i en tid, hvor mangfoldighed kan favnes på internettet og store folkemængder mobiliseres gennem Facebook og Twitter – teknopolitiske muligheder, som lader alle intervenere med bevægelsernes retning. Det bliver tydeligt, når det i Democracia Real Yas manifest slås fast at:

“Some of us consider ourselves progressive, others conservative. Some of us are believers, some not. Some of us have clearly defined ideologies, others are apolitical, but we are all concerned and angry about the political, economic and social outlook which we see around us: corruption among politicians, businessmen, bankers, leaving us helpless, without a choice.”

Eller når Occupy Wall Streets slogan slet og ret er: “We are the 99%” og grupperinger associeret med bevægelsen tæller bl.a. Women Occupying Wall Street, Food Justice, Health Care for the 99 % og Environmental Solidarity.

Det handler ikke længere udelukkende om kvinderettigheder, en ny sundshedsreform, en enkelt ideologisk agenda eller grøn energi; at være for en enkelt sag er for disse bevægelser ikke tilstrækkeligt, når utilfredsheden peger i alle retninger.  Bevægelserne fremtræder som en tom skal, en utilfredshedens ramme, som det lades op til den enkelte at fylde ud. Kendetegnende for de nye sociale bevægelser er en mængde af forskellige projekter, som udkæmpes under én samlebetegnelse – hvorfor det overordnede projekt samles i en modformulering. Som det kan læses hos Democracia Real Ya, konstituerer man sig mod systemet, mod den gældende orden. Occupy Wall Streets sloganet illustrerer majoritetens modstilling mod den ene, privilegerede procent.

Bevægelserne rejser en politisk konflikt som, netop ved at være en moddefinition, ikke lader sig indskrive i den vante politiske diskurs. Men hvordan kan man forstå en sådan politisk konflikt?

 

Konflikten som nødvendighed

Hos teoretikerne Ernesto Laclau og Chantal Mouffe i værket Hegemony and Socialist Strategy (1985) er politik altid er en kamp om definitionsmagten. Kampen udspiller sig diskursivt og samfundet konstrueres diskursivt i forhold til antagonismer, som positionerer aktører i ’samfundet’ og genererer politisk diskurs (og således handling). Det teoretiske og praktiske niveau i denne diskursanalyse er altså tæt forbundne og tilbyder en position, hvorfra det bliver meningsfuldt at betragte den positionering, Occupy Wall Street og Democracia Real Ya foretager.

Det politiske udspiller sig mellem forskellige måder at forstå en politisk konflikt på; den politiske kamps arena, hvor diskursive aktører positionerer sig i forhold til hinanden. Occupy-bevægelsen nægter i både teoretisk og praktisk henseende at formulere politiske krav til det omgivne samfund. Sarah van Gelder, redaktøren bag Vi er de 99 %, begrunder i denne antologi: ”Systemet er forbundet med så mange problemer, at man bliver helt svimmel af at forsøge at nævne dem alle. Dette er en af grundene til, at Occupy-bevægelsen ikke har udarbejdet en liste med krav. Problemet er overalt og ser forskelligt ud fra det enkelte perspektiv.”

Hun fortsætter: ”Occupy-bevægelsen har ikke fremlagt nogen liste med specifikke krav til det politiske system – det ville gøre det lettere at lede, kritisere, overtage og splitte bevægelsen.”

Antagonismen skabes, idet to aktører nægter at anerkende hinandens positioner og præcis den mekanisme fremkalder Occupy, når de unddrager sig at stille krav: når Occupy nægter at stille krav, indikerer det, at bevægelsen er blevet præsenteret for en social orden, hvor det er kutyme at sociale bevægelser stiller krav til systemet. Occupy tilstræber et brud med den gældende politiske orden og diskurs ved ikke at begrænse sig til en mærkesag. For Occupy er der en gennemgribende utilfredshed på spil – en systemkritik.

 

…eller infantil protest?

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton er et præcist eksempel på Occupys politiske modstykke. I et interview med David Letterman om Occupy Wall Street sagde Clinton:

[…] you also see what the limits of mass protests are. […] all I would say to the people in the Occupy Wall Street-trail […] they ought to be for some other things, they need to be for something specific and not just against something because if you’re just against something somebody else will fill the vacuum you create. […] You can’t just demand a world of peace; demands have to be specific.

Clinton, som i denne konstruktion er udnævnt til eksponent for ’den gældende ordens logik’,  positionerer sig i dette citat i et antagonistisk forhold til Occupy. Han indskriver sig utvetydigt i den gældende politiske orden og udover at argumentere for hvorfor Occupy burde indgå i den, afskriver han i sidste linje fuldstændig muligheden for den position, Occupy indtager: ”You can’t just demand a world of peace; demands have to be specific.” Når Clinton her blankt afviser muligheden for at operere som Occupy Wall Street – og for den sags skyld Democracia Real Ya – gør, umyndiggøres deres politik. I citatet illustreres den gensidige udelukkelse af positioner, som skaber antagonismen. De krav, Occupy nægter at stille, er for Clinton forudsætningen for at tilkæmpe sig en position i det politiske og selve forudsætningen for at få sin stemme hørt. Konsekvensen for Clinton er, at Occupys positionering i opposition resulterer i et tomrum, andre – som er villige til at indgå i den gældende ordens politiske kontekst – kan fylde ud.

Herved skabes en stærk tautologi; tages Clintons ord for pålydende, må ethvert (forsøg på) brud med den gældende orden ske indenfor netop denne gældende orden. Alle, som ikke indskriver sig i den, kan således uproblematisk overhøres.

 

Bevægelserne som systemkritik

Vender man blikket mod den franske filosof Jacques Rancière, ser Clintons vakuum ganske anderledes ud; det bliver et mulighedsrum.

For Rancière er selve det repræsentative demokrati et paradoks. Den bagvedliggende idé om, at en minoritet kan lede en majoritet indebærer for Rancière altid allerede et oligarkisk styre – de få leder de mange og således negeres muligheden for et demokratisk element. Kritikkens parallel findes i Democracia Real Yas manifest:

”Democracy belongs to the people (demos = people, krátos = government) which means that the government is made of every one of us. However, in Spain, most of the political class does not even listen to us. Politicians should be bringing our voice to the institutions, facilitating the political participation of citizens through direct channels that provide the greatest benefit to wider society, not to get rich and prosper at our expense, attending only to the dictatorship of major economic powers and holding them in power.”

Når Democracia Real Ya adresserer en privilegeret politisk klasse, som negligerer det folk, den burde repræsentere, genlyder en central pointe fra Rancière: når det repræsentative demokrati betragtes som oligarkisk i sin konstruktion, er kun bruddet med den gældende orden – oprøret – ren politisk handling. Den politiske handling er således aktivisme, intervention. Analogien om at bringe folkets stemmer ind i regeringens institutioner finder sin parallel hos Occupy Wall Street:

”Den 17. september 2011 demonstrerede mennesker fra USA og verden mod vor tids grove uretfærdigheder, der kun forstærkes af de økonomiske og politiske eliter. Den 17. september rejste vi os mod politisk umyndiggørelse og social og økonomisk uretfærdighed.”

Modstillingen mod en privilegeret klasse fremstår altså her som en gennemgribende systemkritik. Denne systemkritik kan desuden spores i ovenstående citater anvendelse af gravitationspunktet ’vi’. Karakteristisk for Occupy Wall Street såvel som Democracia Real Ya er, at artikuleringer sker med udgangspunkt i et ’vi’, som aldrig defineres ekskluderende. Sådanne formuleringer tjener det formål at illustrere og understøtte de radikale demokratiidealer, bevægelserne er organiseret i og tilstræber. ’Vi’ er aldrig fastlagt, hvilket muliggør bevægelsernes pluralitet af identifikationsmuligheder i opposition til én meget specifik moddefinition. Occupy Wall Streets ”We are the 99%” er en eklatant illustration; den ene procent er den, du ikke er.

 

Hvilken politisk konflikt?

Occupy Wall Street og Democracia Real Yas konsekvente modstilling mod det bestående kan betragtes indenfor to rammer. I en logik, som opererer indenfor det beståendes rammer, kan de hurtigt negligeres og placeres udenfor indflydelse; her forstås den konsekvente modstilling som modvilje, som en opsætsighed, den blotte demonstration af utilfredshed uden vilje til at forhandle om den. I denne forståelse vil bevægelserne hurtigt sygne hen.

Betragtes de derimod indenfor nærværende artikels ramme, vendes billedet. Ved at fastholde en antagonistisk, konfliktuel og kompromisløs positionering og advokere for et brud med de vestlige samfunds klassiske magtfordeling i vertikal, magt- og økonomibaseret forstand og gennem besættelser og konstante artikuleringer af utilfredshed, lægger Occupy Wall Street og Democracia Real Ya kimen til det reelle demokratis mulighedsbetingelse. Når bevægelserne udelukker det beståendes logik, skaber de politik. De kiler sig ind, hvor systemet er utilstrækkeligt og er, i netop denne indplacering i et rancièresk vakuum, systemkritik.

Den romerske gud Janus havde to ansigter og affødte begrebet ”et janushoved”. På den ene side gjorde det ham i stand til altid at se til begge sider; at være objektiv og nuanceret. På den anden side betød det, at ingen nogensinde vidste, hvilket ansigt der var det sande. Måske forholder det sig på samme måde med den politiske konflikt.

LÆS OGSÅ: Enhedslisten og de mange revolutioner

LÆS OGSÅ: Socialdemokraternes problemer med problemerne

LÆS OGSÅ: dOCUMENTA 13- verdens største kunstudstilling vil være politisk