UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Kunsten at koge en hundehvalp

Ambroise Paré amputerer et ben i kamp, Damvillers, 1552. Malet af Ernest Board.

Ambroise Paré amputerer et ben i kamp, Damvillers, 1552. Malet af Ernest Board.

Hvad får en kongelig hofkirurg til at ty til kogning af hundehvalpe og blande den udkogte masse med moste regnorme og akvavit? Den franske renæssancekirurg og bartskærer Ambroise Paré gjorde det fordi han ikke kunne holde alternativerne ud.  


De dygtigste feltlæger i Frans d. 1.s (1494-1547) hær kunne amputere en såret soldats ben med et enkelt eller to snit med kniven. Delvist bedøvet af brændevin og smerte må de mange soldater have været taknemmelige over indgrebets korte varighed. Desværre for dem, ventede der efter amputationen en voldsommere og langvarende smerte når det åbne sår skulle lukkes med kogende olie. Det var rent tilfælde og en bartskærers medfølelse med de lidende soldater der foranledigede store forandringer i renæssancens kirurgi.

I løbet af sit liv gik Ambroise Paré (1510 – 1590) fra at være placeret på renæssancemedicinens laveste rangtrin som bartskærer og dermed assistent for de uddannede læger og kirurger til at blive det franske hofs mest berømte kirurg og hoflæge. Bartskærne kender vi i dag som barberer, men udover at finpudse og trimme skæg og hår, praktiserede bartskærne også på medicinske områder med åreladning, kopsætning, sårbehandlinger og fremstilling af salver og medikamenter. Uddannelsen som bartskærer var udelukkende baseret på mesterlære, hvor eleverne lærte at kopiere og forfine deres hverv gennem øvelse og erfaringer. Af samme grund opstod der et problematisk forhold mellem de universitetsuddannede kirurger og bartskærerlaugene rundt om i Europa. Det var en krig på ord men også en krig om hvorvidt medicinen skulle være traditionsbevarende (og teoretisk funderet) eller forbedrende (og erfaringsbaseret).

Paré grundlagde sin karriere som feltlæge under Frankrigs krige mod det tysk-romerske rige i første halvdel af det 16. århundrede. Der blev hans omsorg for de sårede soldater og behandlingsmæssige gennembrud på slagmarkerne der tiltrak sig Kong Frans d. 1.s opmærksomhed og hans senere tilbud om ansættelse ved hoffet. Gennem hele sin karriere publicerede Paré en lang række af værker om alt fra skudsår, monstre, fødselsvendinger og indtagelsen af mumificeret menneskekød. Alle hans værker udkom på fransk, hvilket i sig selv var en torn i øjet på universiteterne hvor viden kun blev delt og læst på latin. Parés håndværksmæssige uddannelse forhindrede ham i at udgive på latin, men samtidig var han også af den overbevisning at viden ikke kun var til for de lærde på universiteterne men for alle der af praktisk vej ønskede sikker viden. Således vendte han igen og igen tilbage til sit mantra når han præsenterede sine erfaringer: ”Se hvordan jeg lærte at behandle skudsår – ikke gennem bøger!”

Paré var 27 år da han deltog i sit første felttog mod Torino i den nordlige del af det nuværende Italien. Det var her han for første gang stiftede bekendtskab med kunsten at koge hundehvalpe. I sin alderdomsbiografi Apologie et Traité Contenant les Voyages (1585), beskriver han hvordan han blev forfærdet over de grusomheder soldaterne måtte gennemgå som følge af den behandling feltlægerne praktiserede.  På vejen mod Torino oplevede han med egne øjne hvordan soldaterne selv håndterede krigens sår:

Vi myldrede ind i byen, hen over døde kroppe og andre der endnu ikke var døde da vi kunne høre deres skrig når hestene red hen over dem. Det fik mig til at føle en stor medfølelse og jeg fortrød oprigtigt at jeg var taget fra Paris til så ulykkeligt et sted. I byen gik jeg ind i en stald hvor jeg kunne efterlade min hest. Her fandt jeg fire døde soldater og tre som var sat op langs væggen. Deres ansigter var vansirede og de hverken så, hørte eller talte. Deres tøj ulmede stadig fra det krudt som havde brændt dem. En ældre soldat betragtede dem med medlidenhed og spurgte mig om der var nogen redning for dem. Jeg svarede ham nej. Med det samme trådte ham frem mod dem og skar forsigtigt halsen over på dem alle. Da jeg så denne grusomhed fortalte jeg ham at han var et dårligt menneske. Han svarede at han bad til Gud at hvis han en dag befandt sig i samme situation ville møde en som ville gøre det samme for ham, så han ikke vansmægtede til elendighed.

Den eutanasiske gerning var tydeligvis med til at præge Paré og lindring af patienternes smerte og lidelser blev et mål for ham i hans bestræbelser på at forbedre de kirurgiske teknikker. Den eksisterende medicinske teori var baseret på at skudsår var inficeret med giftstoffer. Den korrekte kur mod en forgiftning var ifølge de Hippokratiske og Galenske doktriner behandling med varme. Som følge heraf blev stofruller derfor dyppet i den kogende olie, ofte iblandet en type klistret sirup, og påført direkte i det åbne skudsår. Det var en ubarmhjertig behandling. Nogle overlevede ikke smerten – og dem som gjorde, led under de voldsomme eftervirkninger af det brændte kød, betændelser og koldbrand. Behandlingen var så grusom og frygtet, at lægernes liv og levned var i fare:

Når soldaterne har mistet arme eller ben som følge af kanonskud eller sværdslag kan man standse blodstrømmen med rødglødende jern. Men til det har man brug for en esse og nok kul til at varme jernene op. Soldaterne vil frygte dig for denne grusomhed og vil dræbe dig som en kalv, hvilket man så med en af de tidligere chef kirurger i Rom (Paré henviser til Arcabuto, den første kirurg i den romerske republik som blev stenet af Roms borgere, JBT).

Den medicinske og kirurgiske praksis var alt andet end ønskværdig. Man skal huske på, at det var langt de færreste patienter som kunne kureres og helbredelsen var altid overladt til tilfældet. Et andet af Parés yndede ordsprog var derfor også: ”Jeg forbandt ham, Gud helbredte ham”. Det er blevet tolket som et udtryk for Parés ydmyghed overfor sit hverv og evner, men det vidner i lige så høj grad om det faktiske omstændigheder medicinen befandt sig i helt frem til slutningen af det 19. Århundrede.

Men tilbage til hundehvalpene og deres ulykkelige skæbne. Undervejs mod Torino løb den franske hær tør for olie og Paré var stillet i en situation, hvor han måtte tænke kreativt. Han fremstillede en balsam af æggeblommer, rosenolie og terpentin som han smurte de resterende soldaters sår med. Herefter fulgte en lang nat:

Om natten kunne jeg ikke sove roligt af frygt for, at jeg uden kauteriseringen af sårene ville finde dem som jeg ikke havde behandlet med den brændende olie, døde af forgiftning…

Heldigvis kunne Paré have sovet roligt. Næste morgen opdagede han til sin store overraskelse, at de patienter som var blevet behandlet med balsam havde det godt og var feberfrie, mens de som var behandlet med den brændende olie havde stærke smerter og betændelse omkring deres sår. Herefter forsvor han aldrig nogensinde at bruge kauterisering som behandling for åbne sår.

Endelig ankommet til Torino mødte Paré en, i dag ukendt, kirurg som var berømt for sin behandling af skudsår. Efter mange forsøg på at lokke opskriften ud af kirurgen og efter overbringelsen af store gaver lykkedes det endelig Paré at fremskaffe den (måske primært fordi han fortalte at han skulle rejse og derfor ikke kunne udgøre en økonomisk trussel for kirurgen):

Han bad mig fremskaffe to hundehvalpe, et pund regnorme, to pund lilje-olie, seks unser (1 unse er ca. 30g) venetiansk terebint (vegetabilsk terpentin, JBT) og en unse akvavit. Sammen kogte vi hundehvalpene, levende i den nævnte olie, indtil kødet skiltes fra benene. Efterfølgende tog han ormene (som han først havde druknet og renset i hvidvin, for at fjerne den jord de altid har i deres kroppe) og kogte dem sammen med olien indtil de blev tørre. Han siede massen gennem et stykke stof og tilføjede terebinten og til sidst akvavitten. Nu påkaldte han Gud som vidne at dette var hans eneste salve hvormed han kunne kurere skudsår og få dem til at væske.

Det var et rent tilfælde at Paré opdagede den nye behandling og han brugte efterfølgende lang tid på at udtænke hvorfor den nye behandling virkede bedre end den traditionelle. Formodningen om krudtets giftige egenskaber stammede fra de observationer af sårene der viste udviklingen af koldbrand og dødelige infektioner. Men bakterier var endnu ikke kendt så derfor var det nærliggende at tro at det var krudtslam eller kuglerne som var forgiftede. Indledningsvist måtte Paré derfor påvise at krudtet i sig selv ikke besad giftige egenskaber. For ham var det dog nærmest åbenlyst idet han ved selvsyn havde set soldaterne blande store mængder krudt i deres vin for at modvirke effekten af den påståede gift såfremt de skulle blive såret i kamp. Andre brugte krudt til behandlingen af åbne sår hvilket i sig selv modsagde myten om de forgiftede kugler. Dernæst måtte han påvise at påsmøring af gift på kuglerne var meningsløst idet varmen der blev udviklet under affyringen neutraliserede enhver form for gift. Således overbevist om at skudsår ikke var forgiftede vendte Paré sin opmærksomhed imod behandlingen.

Fremfor at forfølge opskriften med hundehvalpe, fokuserede Paré på selve formålet med salven som var at lade skudsårene væske. Han havde ingen mulighed for at kende til terpentinens og alkoholens potentielle virkninger og hans fokus var derfor rettet mod at mindske soldaternes lidelser. I sine undersøgelser fandt han frem til, at en mikstur af hakkede løg og salt (selvom det lyder smertefuldt) havde samme væskende effekt på skudsår og forhindrede dannelsen af blærer ved brandsår. Gennem en af medicinhistoriens første beskrivelser af et kontrolleret forsøg på at sammenligne forskellige behandlinger anvendte Paré sin løgmikstur på halvdelen af et brandsårsramt ansigt, mens den anden halvdel blev behandlet med ’de almindelige remedier’. Da han observerede en tydelig forskel i behandlingernes succes – i løgenes favør – konkluderede han at skudsår altid skulle behandles med medicin der fremmede væskning fra såret fremfor brænding og skoldning. Den stakkels patient som sandsynligvis måtte leve med et halvt vansiret ansigt i medicinens tjeneste blev ikke nævnt igen. Hundehvalpene var dermed reddet for yderligere medicinske forsøg – i hvert fald for en tid – og feltlægerne behøvede ikke længere frygte for deres liv når de gjorde klar til deres arbejde.

Jakob Bek-Thomsen er adjunkt ved idéhistorie på Aarhus Universitet.