Litteraturen i 50 minusgrader

Belomorkanal, 1932
Ser­pen­tin­evej af fanger ved kon­struk­tio­nen af Hvide­havskanalen (Belo­morkanal), 1932.

I Sovjetunionen skulle al kulturskabelse bidrage til den socialistiske forståelse af verden. Men den sovjetiske forfatter Varlam Sjalamov gjorde noget andet: han skrev anti-autoritær litteratur, hvor det individuelle skulle udfordre statens storslåede fortælling om Sovjetunionens civilisatoriske fremgang.


Den eneste tekst, som offi­cielt blev udgivet mens den sov­jetiske for­fat­ter, Var­lam Sjalam­ov, end­nu lev­ede, var den korte fortælling om det rus­siske træ kry­be­fyrren. Kry­be­fyr er en af 145 fortællinger fra Sjalam­ovs 1300-siders seks­bindsvid­nes­byrd Fortællinger fra Koly­ma og bliv­er ofte kaldt noget af det mest poet­iske og smukke, Sjalam­ov har skrevet. Den afs­lut­tende lin­je i Kry­be­fyr går sådan her: ”Jeg har altid syntes, at kry­be­fyrren var langt det mest poet­iske rus­siske træ – langt mere end den berømmede cypres, pla­ta­nen og græde­pilen. Og bræn­det fra kry­be­fyrren giv­er mere varme.”

Kry­be­fyr blev udgivet i 1960 i et sov­jetisk lit­terært mag­a­sin og opfyldte alle kravene til “offi­cielt” at være sand, sov­jetisk lit­ter­atur.  Den sov­jetiske lit­ter­atur — som i løbet af 1930erne havde fået navnet den social­is­tiske real­isme — var blevet et af statens værk­tø­jer, der havde til for­mål at opdrage den sov­jetiske befolkn­ing.

Men den sid­ste sæt­ning — “Og bræn­det fra kry­be­fyrren giv­er mere varme” — for­råder alligev­el den social­is­tiske real­isme og den sov­jetiske stat, og afs­lør­er, at Sjalam­ov ikke var en sand sov­jetisk pro­pa­gan­dist. Det pit­toreske i naturen er erstat­tet af den nøgterne obser­va­tion: det ene træ giv­er mere varme end det andet — når det er halvtreds minus­grad­er om nat­ten i et af Sov­je­tu­nio­nens mest bru­tale arbe­jd­sle­jrkom­plekser, vel at mærke. Det vender vi tilbage til.

Litteraturen under Stalin

Efter Stal­in beg­y­n­dte en ny epoke i Sov­je­tu­nio­nen og kul­turen — og især lit­ter­a­turen — fik helt nye eksis­tensvilkår. I decem­ber 1928 havde Cen­tralkomitéen krævet mere socialt brug­bare bøger og forsøgt at mobilis­ere de intellek­tuelle for at deres lit­terære pro­duk­tion skulle støtte Sov­je­tu­nio­nens første Femår­s­plan. I 1932 blev der udst­edt et dekret af par­ti­ets cen­tralkomité, der gik under navnet ”Om lit­ter­atur- og kul­tur­or­gan­i­sa­tion­ernes omdan­nelse”. Med dekretet blev samtlige lit­ter­atur- og for­fat­ter­sam­menslut­ninger lukket – herun­der Den rus­siske asso­ci­a­tion af pro­le­tar­for­fat­tere, som i 1931 var blevet kri­tis­eret for ikke at forstå at inte­grere “par­ti­at­ti­tude” i deres lit­ter­atur. Den nye sov­jetlit­ter­atur fik en endelig def­i­n­i­tion under den første Alsov­jetiske For­fat­terkon­gres, som blev holdt i 1934.

Her inviterede man sek­shun­drede delegerede og fyrre uden­landske for­fat­tere som hæder­s­gæster til at fejre, at lit­ter­a­turen var blevet en del af statens rev­o­lu­tionære pro­jekt. Den social­is­tiske real­isme skulle være ”en sand­færdig og his­torisk konkret frem­still­ing af virke­lighe­den i dens rev­o­lu­tionære udvikling”, der skulle kom­bineres med den opgave “at omforme det arbe­j­dende folk i ide­ol­o­gisk henseende og opdrage det i social­is­mens ånd”. Hvor russ­siske for­fat­tere tidligere havde forstået lit­ter­a­turen som en linse til at udforske eksis­tensen (med stort E), ville de stal­in­is­tiske ledere have en lit­ter­atur, der uddannede folk i overensstem­melse med den nye, sov­jetiske stat.

Sjalamovs liv uden kvinder

I en af Sjalam­ovs tek­ster — Hvad jeg så og lærte i lejren — bemærk­er han tørt: “Kvin­der har ikke spillet den store rolle i mit liv”. Det er en kom­men­tar, som giv­er god mening, hvis vi kig­ger på hans biografi.

I store træk for­løber Sjalam­ovs livhis­to­rie sådan her: Først tyve år i det sov­jetiske arbe­jd­sle­jrsys­tem, hvor han tilbragte store dele af straf­fen ved Koly­maflo­den i det nordøstlig­ste Sibirien i et af Sov­je­tu­nio­nens mest bru­tale arbe­jd­sle­jrkom­plekser. Derefter brugte han næsten tyve år på at færdig­gøre sit 1300-siders vid­nes­byrd fra sin tid i gula­gle­jrene: Fortællinger fra Koly­ma.

Var­lam Tikhonovitj Sjalam­ov er født i 1907 i Volog­da i Nor­drus­land som søn af en ortodoks præst. På trods af sin ortodokse far lykkedes det alligev­el den 21-årige Sjalam­ov – i det ellers erk­lærede ateis­tiske Sov­je­tu­nio­nen – at blive optaget på juras­tudi­et ved Moskvas Uni­ver­sitet i 1926. I Mosk­va tog han del i det lit­terære og kul­turelle liv som både medlem af hov­ed­stadens lit­terære cirkler og som digter. I 1927 meldte han sig ind i en trot­skistisk gruppe. Lev Trot­skij, der havde spillet en vigtig rolle under den rus­siske rev­o­lu­tion og i den efter­føl­gende borg­erkrig, var – efter Lenins død – en af hov­ed­kan­di­dater­ne til at overtage magten i Sov­je­tu­nio­nen. Josef Stal­in vandt denne magtkamp i 1929. Samme år måtte Trot­skij for­lade Sov­je­tu­nio­nen og leve i eksil i udlan­det. Trot­skisme blev en af de værste anklager, som man som sov­jet­borg­er kunne anklages for. En straf kunne enten betyde arbe­jd­sle­jren eller døden.

I den offi­cielle sov­jetiske lit­ter­atur, kun­st, teater og film blev arbe­jd­sle­jren fejret som en tri­umf for sov­jetkom­mu­nis­mens sande, human­is­tiske ånd. I den uof­fi­cielle vid­ste man godt, at arbe­jd­sle­jren betød døden.”

I 1929 blev Sjalam­ov anklaget og arresteret for trot­skisme. Han blev idømt 3 år i en arbe­jd­sle­jr i området omkring Vis­jer­aflo­den ved Ural­b­jer­gene. Mod­sat Koly­ma var forhold­ene her – alt taget i betragt­ning – udhold­elige: det var tilladt at få besøg af fam­i­lie og ven­ner, og fangerne sult­ede ikke. Efter endt straf vendte Sjalam­ov tilbage til Mosk­va og beg­y­n­dte at arbe­jde som jour­nal­ist, mens han fort­sat skrev og udgav nov­el­ler og digte. I 1937 blev han igen anklaget og arresteret for trot­skisme og dømt efter “Para­graf 58” for kon­trarev­o­lu­tionære for­bry­delser. Sjalam­ov blev stem­plet som folke­f­jende og idømt fem år i en af arbe­jd­sle­jrene ved Koly­maflo­den. Her tilbragte han næsten syt­ten år. I 1953 vendte han så tilbage fra Koly­ma.

Sjalam­ov fly­t­tede igen sam­men med sin kone, som han havde mødt under sin første straf­fetid i lejren ved Vis­jer­aflo­den. Han beg­y­n­dte arbe­jdet på Fortællinger fra Koly­ma. Sjalam­ovs kone insis­terede på, at han var nødt til at lægge Koly­ma bag sig, men han fort­sat­te arbe­jdet og måtte til sidst fly­tte fra hende. Herefter hel­ligede han sig fra 1954 til 1973 arbe­jdet med at skrive sit enorme vid­nes­byrd fra gula­gle­jren ved Koly­maflo­den.

Den nye prosa efter Gulag

GULAG er et akro­nym for Glavno­je upravleni­je ispravitel­no-tru­dovikh Lagerej, der kan over­sættes til Cen­tral­styrelsen for forbedrings- og arbe­jd­sle­jre, et agen­tur direk­te under det sov­jetiske Inden­rigsmin­is­teri­um. Svet­lana Boym, pro­fes­sor i slavisk og kom­par­a­tiv lit­ter­atur ved Har­vard Uni­ver­si­ty, skriv­er, at GULAG blev pro­duc­eret som to uen­sart­ede myter i hen­holdsvis den offi­cielle sov­jetiske kun­st og i den uof­fi­cielle kun­st: både som par­adis og helvede.

I den offi­cielle sov­jetiske lit­ter­atur, kun­st, teater og film blev arbe­jd­sle­jren fejret som en tri­umf for sov­jetkom­mu­nis­mens sande, human­is­tiske ånd. I den uof­fi­cielle vid­ste man godt, at arbe­jd­sle­jren betød døden.

Den 2. august 1933 ind­viede Stal­in den 220 kilo­me­ter lange Hvide­havskanalen, som var bygget af sov­jetiske krim­inelle i et vidtrækkende sys­tem af arbe­jd­sle­jre. En gruppe, der bestod af 120 for­fat­tere og jour­nal­is­ter blev sendt af sted på et damp­skib som en del af ind­vielsen. Efter­føl­gende blev det stadigt ekspan­derende sys­tem af arbe­jd­sle­jre langs kanalen, der også skulle reso­cialis­ere krim­inelle, beskrevet som en tri­umf for sov­jetkom­mu­nis­mens ”sande, human­is­tiske ånd”. En bog, der blev udar­be­jdet af stat­en efter ind­vielsen, viste lune og hyggelige barakker i Sov­je­tu­nio­nen, sunde og mætte fanger. Som Mette Dals­gaard skriv­er i sin bog En opti­mistisk tragedie, kunne man læse inter­views med pros­tituerede, kassebedrø­vere og små­for­bry­dere, som for­t­alte, at de efter afsonin­gen af deres straf ”kunne vende tilbage til den nor­male ver­den med rank ryg – og beg­y­n­de for­fra på en ny og bedre tilværelse”.

Hvis statens fortælling om arbe­jd­sle­jrene var et vid­nes­byrd om Sov­je­tu­nio­nens tri­umf og lejrar­be­jdets styrk­ende effekt, så var Sjalam­ovs Fortællinger fra Koly­ma et vid­nes­byrd om, at det samme sys­tem havde skabt en ny, bru­tal virke­lighed i gula­gle­jrene — nem­lig zonens virke­lighed.

Den nye virke­lighed, som blandt andet var skabt af den sov­jetiske stat, skulle også afspe­jle sig i lit­ter­a­turen. Sjalam­ov udformede dermed de første læresæt­ninger i det, han kaldte den nye prosa: ”I den nye prosa – efter Hiroshi­ma, efter selv­bet­jenin­gen i Auschwitz og ser­pen­tin­eve­jen i Koly­ma, efter krige og rev­o­lu­tion­er – skal alt didak­tisk forkastes. Kun­sten har mis­tet ret­ten til at prædike. Ingen kan have ret til at under­vise.”

I 1988 og 1989 udkom to af Sjalam­ovs tek­ster posthumt: Om prosa og Om min prosa. Her intro­duc­erede Sjalam­ov sin nye prosa, som ifølge ham selv var et forsøg på at ”overvin­de alt dét, som kan kaldes for lit­ter­atur”. Sjalam­ovs skrifter var et radikalt opgør med den social­is­tiske real­ismes opdragelse og en af den rus­siske, human­is­tiske tra­di­tions læresæt­ninger — at man skulle acceptere lidelse og autoritær moralitet og igen­nem det kunne opleve en moral­sk gen­fød­sel.

Sjalam­ovs 1300-siders værk Fortællinger fra Koly­ma var et forsøg på at virke­lig­gøre Sjalam­ovs egen anti­au­toritære og anti­di­dak­tiske lit­ter­atur.

Fortællingerne

Fortællinger fra Koly­ma består af 145 korte fortællinger. Hver eneste fortælling er en afs­lut­tet fortælling, der ikke er ord­net i en fre­mad­skri­dende, nar­ra­tiv struk­tur og som kan læs­es uafhængigt af resten. Fortællingerne har ingen faste hov­ed­karak­ter­er og ingen autori­ta­tiv fortæller­stemme, der er hævet over arbe­jd­sle­jrens virke­lighed. Men sam­tidig fun­ger­er hver eneste fortælling som en inte­gr­eret del af et større kred­sløb af tek­ster, hvori motiv­er (slo­ganet over indgan­gen til porten — ”Arbe­jde er et spørgsmål om ærlighed, ære, tap­per­hed og hel­te­mod” — bliv­er gen­t­aget igen og igen til det absurde), karak­ter­er og begiven­hed­er går igen i nye kon­stel­la­tion­er – alle med zonen som deres omdrejn­ingspunkt.

For ham havde Koly­ma, Auschwitz, Hiroshi­ma, krige og rev­o­lu­tion­er ind­s­tiftet en ny virke­lighed, der også krævede en ny lit­ter­atur.”

Fortællingerne er doku­men­tariske og beskriv­er præ­cist minu­tiøst livet i lejren, men uden at skrive en kro­nol­o­gisk arbe­jd­sle­jrens his­to­rie. Det er en vigtig pointe, for­di Sjalam­ov bev­idst forsøger at ind­tage en fortæller­po­si­tion, der ikke er hævet over begiven­hed­erne, men dybt involveret i dem. Her adskiller han, ifølge Chris­tel Brin­kløv, sig fra den anden store gulag­fortæller, Alek­san­dr Sol­sjen­it­syn, der med det enorme værk Gulag øhavet, ifølge Sjalam­ov selv, havde skrevet en dis­tanceret, fak­tuel gen­nem­gang af de forskel­lige aspek­ter ved livet i lejrene. Selvom Sol­sjen­it­syn og Sjalam­ov adskiller sig på dette punkt, så er det vigtigt at fremhæve, at de begge var forpligt­ede til skil­dre en upol­eret sand­hed. I indled­nin­gen til Gulag øhavet skriv­er Sol­sjen­it­syn, at der ikke find­es nogle opdigt­ede per­son­er eller opdigt­ede begiven­hed­er: Alle sted­er og per­son­er bær­er deres sande navn. Det samme sand­hed­skri­teri­um kan vi finde hos Sjalam­ov, når han i slut­nin­gen af 1950’erne proklamer­er roma­nens, fortællin­gens og nov­el­lens død: ”Alt opdigtet, alt ”kom­poneret” — men­nesker og karak­ter­er – skal forkastes.”

Forskellen er den fortæller­po­si­tion, som de hver især ind­tager. Sjalam­ovs nye prosa er et forsøg på at ind­tage en ikke-autoritær posi­tion i forhold til de begiven­hed­er, som den skil­dr­er. Han forsøger – med sin nye prosa – ikke at beskrive begiven­heden, men at gen­sk­abe den. Som Sjalam­ov selv skriv­er, er den nye prosa “selve begiven­heden, slaget, og ikke en beskriv­else af den. Det vil sige et doku­ment, der er for­fat­terens direk­te delt­agelse i livets begiven­hed­er.”

Den nye prosa er med andre ord antipanoramisk, anti­au­toritær i sit blik. Sjalam­ovs nye prosa afskyr statens abstrak­tion­er og insis­ter­er på det gen­nem­levede. For ham havde Koly­ma, Auschwitz, Hiroshi­ma, krige og rev­o­lu­tion­er ind­s­tiftet en ny virke­lighed, der også krævede en ny lit­ter­atur.

Sjalam­ovs proklamer­ing – at alt didak­tisk skal forkastes efter Koly­ma, Auschwitz, Hiroshi­ma, krige og rev­o­lu­tion­er – må forstås som en kri­tik af den kul­turelle udvikling efter Stal­in i Sov­je­tu­nio­nen, hvor arbe­jd­sle­jren i den offi­cielle lit­ter­atur blev hyldet som en civil­isatorisk tri­umf. Men som Sjalam­ov også skriv­er, så er den nye prosa et opgør med og et forsøg på at overvin­de alt det, der kaldes lit­ter­atur — ikke bare den social­is­tiske real­isme. Efter Koly­ma mente Sjalam­ov, at det var for risik­a­belt at holde fast i denne type tele­ol­o­giske, store nar­ra­tiv­er, hvor det enkelte men­neskes vilkår måtte vige for en større his­torisk sand­hed. Der­for blev mantraet for Sjalam­ovs nye prosa at skrive indi­vidu­elt: ”At skrive sand­he­den vil for kun­st­neren sige: at skrive indi­vidu­elt.”

Der er ingen frelse

Den anden store gulag­fortæller, Alek­sander Sol­sjen­it­syn, gik fra at være ukendt til at blive en af Vestens yndlings­dis­si­den­ter, der i 1970 resul­terede i, at han vandt Nobel­prisen i lit­ter­atur.

I en sam­tale mellem de to, som Sjalam­ov ned­skrev i en af sine notes­bøger, instruer­er Sol­sjen­it­syn Sjalam­ov, hvor­dan han skal pub­licere sig selv i udlan­det: ”I Ameri­ka – sagde mit nye bek­endt­skab hur­tigt og instruerende – skal hel­ten være religiøs”. Men i Sjalam­ovs Koly­ma er der ingen frelse. For som han skriv­er: ”Jeg lærte forskellen mellem et fængsel, som styrk­er ens karak­ter, og en arbe­jd­sle­jr, der fordærv­er den men­neske­lige sjæl”. Denne kon­klu­sion er både et svar til den sov­jetiske stat­slit­ter­aturs ide­alis­er­ing af gula­gle­jrene. Men det var også en kom­men­tar til en af læresæt­ningerne i den rus­siske, human­is­tiske tra­di­tion, der kan føres tilbage til den store rus­siske for­fat­ter, Fjodor Dos­to­jevskij: forestill­in­gen om, at men­nes­ket bliv­er moral­sk forbedret af opholde sig i et fængsel eller i en arbe­jd­sle­jr.

En sådan forestill­ing – om den his­toriske nød­vendighed af lidelse og dens moralske effekt – er ifølge Sjalam­ov at for­råde ligene i Koly­ma. Der­for undgik han, ifølge Svet­lana Boym, i sin skildring af Gulag enhver form eksta­tiske lidelsess­cener i stil med Dos­to­jevskij og enhver form eisen­stein­sk patos og kon­fron­terede i stedet læseren med den nøgterne bru­tal­itet, som var dagligdag i arbe­jd­sle­jren, hvor hverken arbe­jde, lidelse eller reli­gion tilbød moral­sk geno­pre­js­ning eller gen­fød­sel.

Som han skriv­er i Fortællinger fra Koly­ma: “Lejren er livets neg­a­tive skole til punkt og prikke. Der er ingen, som med­bringer noget som helst pos­i­tivt eller nyt­tigt der­fra, hverken fan­gen, hans chef, hans vogtere eller de ufriv­il­lige vid­ner – ingeniør­erne, geologerne, lægerne – hverken cheferne eller de under­ordnede. Hvert eneste øje­b­lik i lejrene er et forgiftet øje­b­lik.”

Sjalam­ovs vid­nes­byrd er klart: Ingen for­lad­er arbe­jd­sle­jren som et styr­ket men­neske. I lejren vis­er den men­neske­lige kul­tur og civil­i­sa­tions skrø­be­lighed sig, for som han skriv­er, så for­van­dles men­nes­ket til et dyr efter tre ugers hårdt arbe­jde, kulde, sult og tæsk.

Et opgør med alt det, der kaldes litteratur

Lad os vende tilbage til Kry­be­fyr – denne artikels indled­ning og den eneste fortælling, som blev offi­cielt udgivet i Sov­je­tu­nio­nen mens Sjalam­ov end­nu lev­ede.

Med den sid­ste sæt­ning i Kry­be­fyr “Og bræn­det fra kry­be­fyrren giv­er mere varme” — viger den skønne lit­ter­atur tilbage for anden, defin­i­tiv sand­hed. Nem­lig det fak­tum, at Kry­be­fyren bræn­der bedre end andre træ­sorter. I halvtreds minus­grad­er i et af Sov­je­tu­nio­nens mest bru­tale lejrsys­te­mer, hvor dit spyt fryser til is inden det ram­mer jor­den, har land­sk­a­bet skiftet natur. Det er ikke pit­toresk, det er ikke bemestret af civil­i­sa­tio­nen eller teknolo­gien. I følge Sjalam­ov er der i  lejren ved Koly­maflo­den nem­lig kun tre grund­prin­cip­per: mad, søvn og forsøget på at holde var­men.

Da man i 1933 ind­viede den 220 kilo­me­ter lange Hvide­havskanal, og Stal­in sendte 120 for­fat­tere og jour­nal­is­ter til ind­vielsen, som beskrev det sys­tem af arbe­jd­sle­jre langs kanalen, som en tri­umf, var det netop et forsøg på at over­be­vise befolknin­gen om, at statens mod­erniser­ings og indus­tri­alis­er­ings­be­stræ­belser, som var bygget på fangear­be­jde i store netværk arbe­jd­sle­jre, var et udtryk for for sov­jetkom­mu­nis­mens ”sande, human­is­tiske ånd”.

Men for Sjalam­ov, var det ikke andet end en storslået abstrak­tion. Sjalam­ovs lit­ter­atur var et forsøg på vriste denne fortælling fra stat­en og til­fø­je et nyt, anti-panoramisk blik, som viste den bru­tale virke­lighed i Gula­gle­jren. Det var et forsøg på at forskyde blikket fra statens storslåede fortælling om sig selv og sin civil­isatoriske frem­gang, der blev for­t­alt igen og igen som et hyp­no­tisk sim­u­lakrum igen­nem den social­is­tiske real­isme.

I arbe­jd­sle­jren er ilden – “en af men­neske­he­dens første gud­er,” som Sjalam­ov selv skriv­er – igen blev vækket til live. Ved at afvise den sov­jetiske stats abstrak­tion­er og insis­tere på det konkrete, det indi­vidu­elle, det gen­nem­levede og det men­neske­lige, forsøger Sjalam­ov at vise os denne virke­lighed, hvor civil­i­sa­tio­nens og frem­skridtets gud­er er blevet erstat­tet af de gud­er, som vi havde glemt eksis­terede. Men nu — som et bipro­dukt af samme frem­skridt­siv­er og civil­isatorisk storhedsvan­vid — er blevet vækket til live igen.

Sådan udgjorde alle fortællingerne, ifølge Sjalam­ov selv, en lussing til det sys­tem, som havde skabt lejrene.

Kasper Mikael Jacek er stud­erende ved Køben­havns Uni­ver­sitet og redak­tør på Bag­grund.

Scroll til toppen