Kunsten at koge en hundehvalp

Ambroise Paré amput­er­er et ben i kamp, Damvillers, 1552. Malet af Ernest Board.

Hvad får en kongelig hofkirurg til at ty til kogning af hundehvalpe og blande den udkogte masse med moste regnorme og akvavit? Den franske renæssancekirurg og bartskærer Ambroise Paré gjorde det fordi han ikke kunne holde alternativerne ud.


De dygtig­ste feltlæger i Frans d. 1.s (1494−1547) hær kunne amput­ere en såret sol­dats ben med et enkelt eller to snit med kniv­en. Delvist bedøvet af bræn­devin og smerte må de mange sol­dater have været taknem­melige over ind­gre­bets korte varighed. Desværre for dem, vent­ede der efter ampu­ta­tio­nen en vold­som­mere og lang­varende smerte når det åbne sår skulle lukkes med kogende olie. Det var rent til­fælde og en bart­skær­ers med­følelse med de lidende sol­dater der foran­ledi­gede store foran­dringer i renæs­san­cens kirur­gi.

I løbet af sit liv gik Ambroise Paré (1510 – 1590) fra at være plac­eret på renæs­sancemed­i­ci­nens laveste rangtrin som bart­skær­er og dermed assis­tent for de uddannede læger og kirurg­er til at blive det franske hofs mest berømte kirurg og hoflæge. Bart­skærne kender vi i dag som bar­ber­er, men udover at fin­pudse og trimme skæg og hår, prak­tis­erede bart­skærne også på med­i­cinske områder med åre­lad­ning, kop­sæt­ning, sår­be­han­dlinger og frem­still­ing af salver og medika­menter. Uddan­nelsen som bart­skær­er var udelukkende baseret på mester­lære, hvor elev­erne lærte at kopiere og forfine deres hverv gen­nem øvelse og erfaringer. Af samme grund opstod der et prob­lema­tisk forhold mellem de uni­ver­sitet­sud­dannede kirurg­er og bart­skær­erlau­gene rundt om i Europa. Det var en krig på ord men også en krig om hvorvidt med­i­ci­nen skulle være tra­di­tions­be­varende (og teo­retisk fun­deret) eller forbe­drende (og erfar­ings­baseret).

Paré grund­lagde sin kar­riere som feltlæge under Frankrigs krige mod det tysk-romerske rige i første halvdel af det 16. århun­drede. Der blev hans omsorg for de sårede sol­dater og behan­dlingsmæs­sige gen­nem­brud på slag­mark­erne der tiltrak sig Kong Frans d. 1.s opmærk­somhed og hans senere tilbud om ansæt­telse ved hof­fet. Gen­nem hele sin kar­riere pub­licerede Paré en lang række af værk­er om alt fra skud­sår, mon­stre, fød­selsvendinger og ind­tagelsen af mumi­fi­ceret men­neskekød. Alle hans værk­er udkom på fran­sk, hvilket i sig selv var en torn i øjet på uni­ver­siteterne hvor viden kun blev delt og læst på latin. Parés hånd­værksmæs­sige uddan­nelse forhin­drede ham i at udgive på latin, men sam­tidig var han også af den over­be­vis­ning at viden ikke kun var til for de lærde på uni­ver­siteterne men for alle der af prak­tisk vej ønskede sikker viden. Således vendte han igen og igen tilbage til sit mantra når han præsen­terede sine erfaringer: ”Se hvor­dan jeg lærte at behan­dle skud­sår – ikke gen­nem bøger!”

Paré var 27 år da han del­tog i sit første felt­tog mod Tori­no i den nordlige del af det nuværende Ital­ien. Det var her han for første gang stift­ede bek­endt­skab med kun­sten at koge hun­de­hvalpe. I sin alder­doms­bi­ografi Apolo­gie et Traité Con­tenant les Voy­ages (1585), beskriv­er han hvor­dan han blev for­færdet over de gru­somhed­er sol­dater­ne måtte gen­nemgå som følge af den behan­dling feltlægerne prak­tis­erede.  På vejen mod Tori­no oplevede han med egne øjne hvor­dan sol­dater­ne selv håndterede kri­gens sår:

Vi myl­drede ind i byen, hen over døde kroppe og andre der end­nu ikke var døde da vi kunne høre deres skrig når hes­tene red hen over dem. Det fik mig til at føle en stor med­følelse og jeg fortrød oprigtigt at jeg var taget fra Paris til så ulykke­ligt et sted. I byen gik jeg ind i en stald hvor jeg kunne efter­lade min hest. Her fandt jeg fire døde sol­dater og tre som var sat op langs væggen. Deres ansigter var van­sirede og de hverken så, hørte eller talte. Deres tøj ulmede stadig fra det krudt som havde brændt dem. En ældre sol­dat betragt­ede dem med medli­den­hed og spurgte mig om der var nogen red­ning for dem. Jeg svarede ham nej. Med det samme trådte ham frem mod dem og skar for­sigtigt halsen over på dem alle. Da jeg så denne gru­somhed for­t­alte jeg ham at han var et dårligt men­neske. Han svarede at han bad til Gud at hvis han en dag befandt sig i samme sit­u­a­tion ville møde en som ville gøre det samme for ham, så han ikke vans­mægt­ede til elendighed.

Den eutana­siske gern­ing var tydeligvis med til at præge Paré og lin­dring af patien­ternes smerte og lidelser blev et mål for ham i hans bestræ­belser på at forbedre de kirur­giske teknikker. Den eksis­terende med­i­cinske teori var baseret på at skud­sår var infi­ceret med gift­stof­fer. Den kor­rek­te kur mod en forgift­ning var ifølge de Hip­pokratiske og Galenske dok­triner behan­dling med varme. Som følge her­af blev stofruller der­for dyp­pet i den kogende olie, ofte ibland­et en type klistret sirup, og påført direk­te i det åbne skud­sår. Det var en ubarmh­jer­tig behan­dling. Nogle over­levede ikke smerten – og dem som gjorde, led under de vold­somme efter­virkninger af det brændte kød, betæn­delser og kold­brand. Behan­dlin­gen var så gru­som og frygtet, at lægernes liv og levned var i fare:

Når sol­dater­ne har mis­tet arme eller ben som følge af kanon­skud eller sværd­slag kan man standse blod­strøm­men med rødglø­dende jern. Men til det har man brug for en esse og nok kul til at varme jernene op. Sol­dater­ne vil frygte dig for denne gru­somhed og vil dræbe dig som en kalv, hvilket man så med en af de tidligere chef kirurg­er i Rom (Paré hen­vis­er til Arcab­u­to, den første kirurg i den romerske repub­lik som blev stenet af Roms borg­ere, JBT).

Den med­i­cinske og kirur­giske prak­sis var alt andet end ønskværdig. Man skal huske på, at det var langt de fær­reste patien­ter som kunne kur­eres og hel­bre­delsen var altid over­ladt til til­fældet. Et andet af Parés ynd­ede ord­sprog var der­for også: ”Jeg for­bandt ham, Gud hel­bredte ham”. Det er blevet tolket som et udtryk for Parés ydmyghed over­for sit hverv og evn­er, men det vid­ner i lige så høj grad om det fak­tiske omstændighed­er med­i­ci­nen befandt sig i helt frem til slut­nin­gen af det 19. Århun­drede.

Men tilbage til hun­de­hvalpene og deres ulykke­lige skæb­ne. Under­ve­js mod Tori­no løb den franske hær tør for olie og Paré var stil­let i en sit­u­a­tion, hvor han måtte tænke kreativt. Han frem­stillede en bal­sam af ægge­blom­mer, roseno­lie og ter­pentin som han smurte de resterende sol­daters sår med. Herefter ful­gte en lang nat:

Om nat­ten kunne jeg ikke sove roligt af frygt for, at jeg uden kau­teris­erin­gen af sårene ville finde dem som jeg ikke havde behan­dlet med den bræn­dende olie, døde af forgift­ning…

Heldigvis kunne Paré have sovet roligt. Næste mor­gen opdagede han til sin store over­raskelse, at de patien­ter som var blevet behan­dlet med bal­sam havde det godt og var feber­frie, mens de som var behan­dlet med den bræn­dende olie havde stærke smert­er og betæn­delse omkring deres sår. Herefter forsvor han aldrig nogensinde at bruge kau­teris­er­ing som behan­dling for åbne sår.

Endelig ankom­met til Tori­no mødte Paré en, i dag ukendt, kirurg som var berømt for sin behan­dling af skud­sår. Efter mange forsøg på at lokke opskriften ud af kirur­gen og efter over­bringelsen af store gaver lykkedes det endelig Paré at frem­skaffe den (måske primært for­di han for­t­alte at han skulle rejse og der­for ikke kunne udgøre en økonomisk trussel for kirur­gen):

Han bad mig frem­skaffe to hun­de­hvalpe, et pund reg­norme, to pund lil­je-olie, seks unser (1 unse er ca. 30g) vene­tian­sk tere­bint (veg­etabil­sk ter­pentin, JBT) og en unse akvav­it. Sam­men kogte vi hun­de­hvalpene, lev­ende i den nævnte olie, indtil kødet skiltes fra benene. Efter­føl­gende tog han ormene (som han først havde druknet og renset i hvid­vin, for at fjerne den jord de altid har i deres kroppe) og kogte dem sam­men med olien indtil de blev tørre. Han siede massen gen­nem et stykke stof og til­fø­jede tere­bin­ten og til sidst akvavit­ten. Nu påkaldte han Gud som vidne at dette var hans eneste salve hvormed han kunne kurere skud­sår og få dem til at væske.

Det var et rent til­fælde at Paré opdagede den nye behan­dling og han brugte efter­føl­gende lang tid på at udtænke hvor­for den nye behan­dling virkede bedre end den tra­di­tionelle. For­mod­nin­gen om krudtets giftige egen­sk­aber stammede fra de obser­va­tion­er af sårene der viste udviklin­gen af kold­brand og dødelige infek­tion­er. Men bak­terier var end­nu ikke kendt så der­for var det nærliggende at tro at det var krudt­slam eller kuglerne som var forgift­ede. Indled­ningsvist måtte Paré der­for påvise at krudtet i sig selv ikke besad giftige egen­sk­aber. For ham var det dog nærmest åbenlyst idet han ved selvsyn havde set sol­dater­ne blande store mængder krudt i deres vin for at mod­virke effek­ten af den påståede gift såfremt de skulle blive såret i kamp. Andre brugte krudt til behan­dlin­gen af åbne sår hvilket i sig selv mod­sagde myten om de forgift­ede kugler. Dernæst måtte han påvise at pås­møring af gift på kuglerne var meningsløst idet var­men der blev udviklet under affyrin­gen neu­tralis­erede enhver form for gift. Således over­be­vist om at skud­sår ikke var forgift­ede vendte Paré sin opmærk­somhed imod behan­dlin­gen.

Frem­for at for­følge opskriften med hun­de­hvalpe, fokuserede Paré på selve for­målet med sal­ven som var at lade skud­sårene væske. Han havde ingen mulighed for at kende til ter­pen­ti­nens og alko­holens poten­tielle virkninger og hans fokus var der­for ret­tet mod at mindske sol­dater­nes lidelser. I sine under­søgelser fandt han frem til, at en mik­stur af hakkede løg og salt (selvom det lyder smerte­fuldt) havde samme væsk­ende effekt på skud­sår og forhin­drede dan­nelsen af blær­er ved brand­sår. Gen­nem en af med­i­cin­his­to­riens første beskriv­elser af et kon­trolleret forsøg på at sam­men­ligne forskel­lige behan­dlinger anvendte Paré sin løg­mik­stur på halvde­len af et brand­sårsramt ansigt, mens den anden halvdel blev behan­dlet med ’de almin­delige reme­di­er’. Da han observerede en tydelig forskel i behan­dlingernes suc­ces – i løgenes favør – kon­klud­erede han at skud­sår altid skulle behan­dles med med­i­cin der fremmede væskn­ing fra såret frem­for brænd­ing og skold­ning. Den stakkels patient som sandsyn­ligvis måtte leve med et halvt van­siret ansigt i med­i­ci­nens tjen­este blev ikke nævnt igen. Hun­de­hvalpene var dermed red­det for yderligere med­i­cinske forsøg – i hvert fald for en tid – og feltlægerne behøvede ikke læn­gere frygte for deres liv når de gjorde klar til deres arbe­jde.

Jakob Bek-Thom­sen er adjunkt ved idéhis­to­rie på Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen