Skelethaven i Paris

Skelethaven i Paris, Galeries de Paléon­tolo­gie et d’Anatomie com­parée. Fotografi­er: Kasper Jacek.

Den naturhistoriske samling af skeletter i Paris er født ud af en bestemt ånd, der ser naturen som et æstetisk objekt i sig selv. Professor ved Sorbonne, Justin E. H. Smith, viser rundt i skelethaven i Paris.

FOKUS: MUSEUMEUROPA — Det europæiske land­skab er dækket med museer. Den europæiske kul­tur er en muse­um­skul­tur: Vi ind­sam­ler, kat­e­goris­er­er og udstiller i et forsøg på at forstå vores for­tid, os selv og den ver­den, vi lever i. Bag­grund under­søger de europæiske museer, museets his­to­rie og den muse­um­skul­tur, som har været med til at forme det mod­erne Europa.

Jeg står i Jardin des Plantes i femte arrondisse­ment på ven­stre Seine­bred i Paris. Her find­er man en af ver­dens æld­ste zool­o­gisker haver (“Ménagerie”), forskel­lige dri­vhuse og rækker af dahlia imellem stat­uer af Jean Bap­tiste Lamar­ck og George Louis Leclerc Buf­fon. Udover dette find­er man også adskel­lige gal­lerier og udstill­inger, der tilsam­men udgør Frankrigs naturhis­toriske rigsmu­se­um. Blandt disse er ikke mindst ‘Galeries de Paléon­tolo­gie et d’Anatomie com­parée’, et to-etagers gal­leri bygget til ver­den­sud­still­in­gen i 1900, hvor skelet­ter og bevaret knoglevæv fra tusind­vis af dyreart­er er til skue. Heri­b­landt mas­sive kæbeben fra kaskeloth­valer, tværsnit af napoleon­sk­agelig­nende ele­fant­mo­lar­er (kindtæn­der) og et utal af minia­ture kranier fra flager­mus i små glas­mon­tre.

Her­til, blandt de mange knogler, har jeg følt mig draget, siden jeg ankom til byen — som var det Paris’ rigtige cen­trum. Jeg har som­me­tider prob­le­mer med at fork­lare eller over­hovedet forstå, hvor­for jeg er fly­t­tet her­til. Jeg, der er ligeglad med mode, fornemme restau­ran­ter og korte arbe­jd­sug­er — der elsker vin, men er til­freds så længe den bare er rød. Jeg elsker kun­st, men kan næsten ikke klare 30 min­ut­ter i et kun­st­mu­se­um før mit cafe­terie-søgende instinkt sæt­ter ind.

Hvor­for kom­mer jeg altid tilbage til knogleud­still­in­gen? Hvilken tiltrækn­ingskræft er det skelet­terne har, som kun­stværk­erne man­gler? Hvad er det, der giv­er dem stem­mer, når de lev­ende dyr i den anden ende af haven, på trods af deres gøen og hylen, for­bliv­er stille for mit øre? Jeg vender altid tilbage her­til ved enhver lej­lighed. Jeg tilby­der tur­is­ter guid­ede ture, der, efter dus­in­vis af gen­t­agelser, nærmer sig udmær­ket kvalitet.

Skelethaven i Paris

Jeg har også gået ture alene i gal­leri­et, hvor jeg, lidt pin­lig over at være den eneste vok­sen uden børn på slæb, bry­der den uskrevne men unægtelige regel — kun­st for vok­sne, natur for børn. Omkring mig går begavede, velfor­mulerede syvårige børn og under­vis­er deres foræl­dre i forskellen på mam­mut­ter og mastodon­ter eller fork­lar­er dem, at fugle i virke­lighe­den er dinosaur­er. Deres stolthed over deres andel i viden­sk­a­belige sand­hed­er stråler ud af dem. Denne kærlighed til viden bevæger mig dog ikke på samme måde. Jeg bekræfter viden­sk­abens autoritet, men som sådan kom­mer jeg her ikke for at lære. Snarere er min årsag til at være her en slags æstetisk oplevelse — således afvis­er jeg alt­så den sim­ple son­dring mellem dette sted og fx Lou­vre i den anden ende af byen.

Gal­leri­et, der er opblom­stret blandt sam­linger af den franske nat­u­ral­isme, med værk­er fra bl.a. Buf­fon, Georges Cuvi­er og Éti­enne Geof­froy Saint-Hilaire, er resul­tatet af et per­spek­tiv på lev­ende natur, der opfat­ter den som tæt for­bun­det med kun­st. Kun­st­nere fra 1900-tal­let, som fx Damien Hirst med sine ver­dens­berømte døde køer og hajer, har med ironi forsøgt at lat­terlig­gøre naturhis­toriske udstill­inger. Men denne til­gang til dyreart­er som objek­ter i en æstetisk sam­men­fat­ning er på ingen måde ny eller rev­o­lu­tionær. Tvær­ti­mod er den “lånt” fra tidligere aldres fak­tiske forsøg på at forstå naturen ved at genop­bygge den i udstill­inger, der fremhæver dens smukke form.

1800-tal­lets nat­u­ral­ist George Pouchet, der designede udstill­in­gen for hav­pat­tedyr, som fylder omtrent halvde­len af hele udstill­in­gen, hævder at plac­erin­gen af den lille delfin fra Ganges flo­den ved siden af reth­valens mas­sive barde og over­for narhvalen med sin mys­terisk for­vok­set stød­tand, var en nøje overve­jet del af at arran­gere hvalarterne i en “æstetisk og sys­tem­a­tisk logik”. Dette er også min logik.

Skelethaven i Paris 7

Gal­leri­et bevar­er for det meste stilen fra 1800-tal­let, med flotte træk­abi­net­ter og gule mærkater med navne skrevet i ele­gant kalligrafi. Der er kun få tegn på nye ubudne tilt­ag, og jeg gør mit bed­ste for ikke at opdage dem. Den værste er touch-skærmene med pæd­a­gogiske quizzer. Ofte løber børnene straks hen til disse, nærmest des­per­ate, for at tilkoble sig noget bek­endt, så knoglernes virke­lige ver­den kan lukkes ude. I de sen­este årti­er er natur­muséer blevet fornyet i forbindelse med skolesys­temet, i håb om at stim­ulere inter­ess­er for det viden­sk­a­belige, der til gengæld er betinget af tek­nol­o­giske frem­skridt og en sti­gende men­neske­lig dom­i­nans over naturens kræfter. Men så sent som i 1800-tal­let, hvor gal­leri­ets mod­erne ideer blev und­fanget, havde de, der stud­erede naturen, ikke glemt at deres mål med studierne var skøn­hed. En skøn­hed egnet til en mere afs­lap­pet struk­tur frem for den prag­ma­tiske indlæring — skøn­hed som den vis­er sig gen­nem naturens ekstrav­a­gante og kom­plicerede stør­relse.

Umid­del­bart efter man træder ind, møder man en ca. 50 cen­time­ter høj stat­ue af en mand kun iklædt et figen­blad, der vis­er hvor­dan muskler og væv lig­ger under huden. Stat­uen, skabt af Jean-Pan­crace Chas­tel, er med det afdækkede skridt tilsyneladende det eneste tegn på skam i hele gal­leri­et. Herefter ser man naturen åbenlyst og udækket, uanset hvor besyn­derlig. Til ven­stre for stat­uen står et glask­abi­net med diverse højer­estående pri­marter (homo sapi­ens inklu­siv) på lin­je efter udviklingsstadie. Set sam­men med goril­laen og de andre, virk­er men­nes­kets kranie uhyrligt og oppustet, med tæn­der drastisk reduc­eret fra tidligere stadiers ære­fulde stør­relser. Man undres over, hvad der gik galt.

Skelethaven i Paris 3

Det overvældende indtryk i hov­e­dustill­in­gen er et enormt storm­løb af dyreskelet­ter. Alle vender i den samme ret­ning og hun­drede­vis af dem udstil­let så det lign­er, at de kom­mer løbende. I frontlin­jen af denne for­ma­tion er adskil­lige megafau­na som flod­heste, elge og Stellers søko, der hver især ville være imponerende nok alene. Som man iagt­tager over­flo­den af hvirveldyr, ser man beta­gende og uomtvis­teligt sam­men­fat­nin­gen af denne store tak­sonomiske gruppe. Skelet­terne illus­tr­erer noget, som de lev­ende dyr i bevægelse ikke kan: Alle disse dyr er, når alt kom­mer til alt, vari­a­tion­er af et enkelt tema, bygget op omkring den samme ryg­knogle.

Mange af skelet­terne tilhør­er dyre-kendiss­er. Der er fx næse­hor­net fra Ver­sailles, der blev myrdet i 1793 af en flok vrede Sans Culottes’er. Så er der også Stad­houd­er-giraf­fen, der blev importeret fra Hol­land for at mod­be­vise Madame de Pom­padours pås­tand om at en enorm lår­ben­sknogle hun besad fra et dyr af samme art, tilhørte en men­neske­lig gigant. Og så er der Rock Sand, væd­deløb­sh­esten der vandt British Triple Crown i 1903.

Og der er flere skelet­ter af mumi­fi­ceret dyr, bragt til Frankrig af Geof­froy i 1802 fra den Napoleonske eks­pedi­tion til Egypten. Nat­u­ral­is­ten havde håbet på at bruge dyrene som bekræf­telser af hans ver­sion af evo­lu­tion, ifølge hvilken arter kan udvikle nye mor­fol­o­giske vari­a­tion­er over en under­liggende sam­men­hæng af form(er). (Geof­froy var for­t­aler for evo­lu­tion, lige­som mange var det i århun­dredet før Dar­win. Dar­wins til­fø­jelse var en ind­sigt angående evo­lu­tion­s­mekanis­mer, mest kendt er mekanis­men kaldt naturlig selek­tion). Uheldigvis for den franske nat­u­ral­ist, og til fordel for hans anti-evo­lu­tion­is­tiske mod­stander Cuvi­er, virkede de egyp­tiske skelet­ter (en Dor­cas gazelle, en van­drefalk og en okse) ikke anderledes fra deres mod­erne mod­stykker på trods af at være tusin­der af år ældre. Det var naturligvis naivt at kigge på dyr i en men­neskealder forholdsvis tæt på nat­u­ral­is­tens egen tid i stedet for at grave dybere i sed­i­menterne. Dog er det denne slags naivitet, der på sin vis kaster utvivl­somme tegn på genialitet af sig.

skelethaven i paris 9

Cuvi­er og Geof­froy så begge en en tydelig spar­som­me­lighed i dyrerigets struk­tur, især blandt hvirveldyr. Hvad det end var, der bragte disse væsen­er til livs, var det ikke nød­vendigt at starte fra bun­den hver gang. For­læng rygsøjlen, reduc­er under­kæben eller forko­rt for­benene og poten­tielt set kan du få hvilken som helst art ud af en anden. Allerede i 1680 havde den engelske anatom Edward Tyson vist at finnen på et marsvin er mod­i­fi­cerede klove, og dog to årti­er senere, i hans anatomisk under­søgelse af en chim­panse, nægt­ede han at kon­klud­ere, at den slående lighed mellem chim­panse og men­nes­kets anato­mi vid­ner om et fak­tisk slægt­sk­ab­s­forhold.

Gen­nem 1700-tal­let kom evo­lu­tion på mode, men spørgsmålet om men­nes­kets plads i det evo­lu­tionære ske­ma var et prob­lem. Dyrestudi­er gjorde det således muligt at tænke vores vej ind i en sam­men­hæng af slægt­skab for alle lev­ende arter, før vi var helt klar til at se os selv som en del af denne sam­men­hæng. Selv hvaler havde små bækken­er uden forbindelse til resten af skelet­tet, med noget der lignede spor af bag­ben. Hvad i alver­den lavede de dog der? Et blev sikkert: Gud, eller naturen, smed ikke grund­skit­serne væk og beg­y­n­dte for­fra med hver art. Quag­gaen, okapi­en og de forskel­lige pungdyr vid­ner alle om en ele­gant, æstetisk og sys­tem­a­tisk orden.

Dette sys­tem reflek­teres rundt på væggene i udstill­in­gen, hvor mere end hun­drede glask­abi­net­ter vis­er skelet­ter fra små skab­ninger (indri­er, pacaer og myre­pindsvin bl.a.) og utal­lige krukker inde­hold­er blødere dele af dyr, opbe­varet i formalde­hyd i nu mere end hun­drede år. Væv fra dyr kan ikke vedlige­holdes særligt længe. Et luftrør fra en frø opbe­varet i en krukke med skrappe væsker i hun­drede år bliv­er over tid, imens krukkens mærkat falmer, trans­formeret til noget ganske unaturligt, askegråt, og væm­meligt. Dette er gal­leri­ets form for æstetiske mod­vægt til de store pat­tedyrs skarpe oste­olo­gi. Knogler vis­er en ele­gant orden, der føles tidløs, på trods af at vi ved den udvikler sig. Væv min­der os om at knoglerne tilhørte dødelige væsen­er, der engang sprang livligt rundt i land­sk­a­bet med deres muskler, organ­er og led.

Skelethaven i Paris 6

Jo læn­gere man bevæger sig rundt i urets ret­ning, jo mere makabre bliv­er glask­abi­net­ternes ind­hold. I bageste højre hjørne er ter­a­tolo­gi-sek­tio­nen — dedik­eret til læren om hvad der engang blev kaldt “mon­stre”, nu “mis­dan­nelser”. Her er der van­sk­abte fos­tre af diverse men­nesker og dyr, ran­geret efter kri­terier der for længst er glemt. Der er et svine­fos­ter med et øje, der har fået mærkatet: “Sim­pelt mon­ster”, og der er to ged­er der hænger sam­men ved brys­tet.

Geof­froy havde arbe­jdet for et skifte i opfat­telsen af ter­a­tolo­giens his­to­rie. Fra renæs­san­cens opfat­telse af mon­stre som varsler på Guds vrede (sel­vet ordet, “mon­ster”, bety­der trods alt, at noget bliv­er vist — “de-mon­stre-ret”) til en nor­malis­er­ings­fase, hvilket allerede var under­ve­js i hans tidlige sam­linger af mis­dannede fos­tre, der kul­minerede i det store værk “Traité de ter­a­tolo­gie” (afhan­dling om ter­a­tolo­gi), udgivet af hans søn Isidore i 1837. Mis­dan­nelser ses i dag som mulighed­er for bedre at forstå organ­isk udvikling — som und­tagelser der bekræfter reglen. Dog forestiller man sig let at Geof­froy var lige så tilbø­jelig til forun­dring ved synet af disse van­sk­ab­ninger, som enhver anden lands­by­degn på udkig efter Guds vrede ville have været det. De såkaldte und­tagelser er for­bløf­fende og oprørende for alle, der ser dem. De får os til at beun­dre at reglen trods alt oftest hold­er stik — at du, jeg og næsten alle andre vi kender kom vel­sk­abte til ver­den.

Vi fort­sæt­ter langs glask­abi­net­terne ved gal­leri­ets ydre væg og nu bliv­er selv de mest hård­føre sarte: Udtørrede tyn­d­tarme fra en goril­la, blind­tarme fra en alpa­ka og lunger fra en jaguarun­di lig­ger frit fremme i krukker. Hvilken mærkværdighed! Hvilket ind­hold ver­den dog har! Og alligev­el, sådan som ind­hold­et præsen­teres her, i et enkelt gal­leris lille univers, ser vi uvtivl­somt at alt dette forun­derlige tilhør­er en fan­tastisk og stor hel­hed, af hvilken det sølle ind­hold i et kun­stsmu­se­um højest er en grå skygge.

Skelethaven i Paris 4

Hvor­for vi ønsker at være de sted­er, vi ønsker at være er ofte ufork­larligt, uforståeligt. Når jeg prøver at fork­lare, hvor­for jeg gerne vil være i Paris, er det eneste der min­der om en grund, at jeg gerne vil være tæt på Jardin des Plantes. Tæt på mado­quaerne og strud­serne i haven, tæt på dri­vhusene med forhis­toriske breg­n­er og, vigtigst, tæt på ‘Galeries de Paléon­tolo­gie et d’Anatomie com­parée’. Det er ikke for­di, jeg har tænkt mig at leve resten af mine dage her. Det er heller ikke for­di, at støvede gam­le udstill­inger af naturhis­to­rie er noget unikt for denne by. Snarere er det for­di, at netop dette sted inde­hold­er en hel speciel og uhånd­gri­belig ånd, der engang var naturligt for­bun­det og associeret med Paris.

Buf­fon, Cuvi­er og de andre udviste ikke blot nys­ger­righed­er lige­som Madame de Pom­padour med hen­des gigants lår­ben­sknogle. Ligeledes prøvede de heller ikke på at trumfe naturen, lige­som Hirst med sin haj, via en pås­tand om at deres kun­st er mere værd end de væsen­er, som kun­sten tager form efter. Ånden, der forstår det sande forhold mellem kun­st og natur, vak­te dette gal­leri til livs. Denne ånd er ikke bleg for at se naturen som et æstetisk objekt i sig selv.

I denne ånd er det et af de vigtig­ste for­mål for en hov­ed­stad, at den er et cen­trum for naturv­i­den­skab, at den giv­er adgang til natur som hel­hed, adgang til en por­tal mellem højkul­tur og naturen, der lig­ger ude­nom. Skelet­terne er “lev­ende” bevis­er på denne struk­tur. Det ville være en kæmpe fejl­t­agelse at opfat­te dem som døde.

Justin E. H. Smith er pro­fes­sor i his­to­rie og viden­sk­ab­s­filosofi ved Sor­bonne-uni­ver­sitetet i Paris og for­fat­ter til sen­est “Nature, Human Nature, and Human Dif­fer­ence: Race in Ear­ly Mod­ern Phi­los­o­phy”. Tek­sten er en over­sæt­telse af “The Skele­ton Gar­den of Paris”.

Over­sat af Morten Gusten­hoff.