Når samfund politiserer sig selv

Pet­ro­grad-sov­jet­ten, 1917.

Den Russiske Revolution — modsat den Amerikanske eller den Franske Revolution — endte i totalitarisme og Gulag. Benjamin Ask Popp-Madsen peger på en overset politisk erklæring, der måske kan vise revolutionens grundlæggende princip, før den blev afsporet og overtaget af Vladimir Lenin og hans kammerater.


Betyd­nings­fulde og omvæl­tende begiven­hed­er led­sages ofte af vigtige doku­menter, erk­læringer, chartre og skriftlige aftaler, der gør deres cen­trale aktør­ers inten­tion­er kendte. Men­neskerettighed­schartre, uafhængighed­serk­læringer og frie for­fat­ninger kan ans­es som his­toriske pejlemærk­er og aktu­alis­eringer af Vestens poli­tiske prin­cip­per om folkenes selvbestem­melse, indi­videts ukrænke­lighed, magtens tre­del­ing og men­nes­kets lighed.

Den Rus­siske Rev­o­lu­tion reg­nes oftest ikke som en begiven­hed, der tilve­je­bragte eller ind­s­tift­ede et poli­tisk prin­cip på lige fod med de oven­stående, for­di kom­mu­nis­mens spøgelse og sov­je­tregimets senere for­bry­delser har farvet vores forståelse af de folke­lige omvælt­ninger i 1917.

Der­for vil jeg gerne hen­lede opmærk­somhe­den på en glemt eller over­set poli­tisk erk­læring, der måske kan vise rev­o­lu­tio­nens grundlæggende prin­cip (eller ét af dem), før den blev afs­poret og overtaget af Vladimir Lenin og hans kam­mer­ater — nem­lig Pet­ro­grad-sov­jet­tens Erk­læring num­mer 1. Erk­lærin­gen inde­hold­er et grundlæggende poli­tisk prin­cip, der kan side­s­tilles med andre fun­da­men­tale poli­tiske idéer om men­nes­kets ligeværd og indi­videts ukrænke­lighed: Autono­mi — selvlov­givn­ing gen­nem poli­tis­erin­gen af sam­fun­det.

We, the people

I den vestlige poli­tiske his­to­rie find­es en række vigtige poli­tiske erk­læringer, som ind­s­tifter vægtige og blivende poli­tiske prin­cip­per: The Lon­don Cor­re­spond­ing Soci­ety – en foren­ing bestående af arbe­jdere, småhan­dlende og hånd­værkere, der kæm­pede for par­la­men­tarisk reform og arbe­jderk­lasserepræsen­ta­tion i Eng­land i 1700-tal­lets sid­ste årti – beteg­nede i deres char­ter forenin­gens grundlæggende norm: may the num­bers of our mem­bers be unlim­it­ed. Forenin­gen ind­s­tift­ede et egal­itært, inklud­erende prin­cip i en poli­tisk virke­lighed, hvor ejen­dom, fam­i­lien­avn og rig­dom var gældende kri­terier for adgang til den poli­tiske sfære.

Samme egal­itære prin­cip gives i den Amerikanske Uafhængighed­serk­lærings mak­sime om fun­da­men­tal lighed i men­nes­kets ret­tighed­er som en selvin­dl­y­sende sand­hed – en sand­hed, der langt fra var selvin­dl­y­sende på det europæiske kon­ti­nent, de nu uafhængige amerikanere efter­lod.

I den amerikanske for­fat­ning, rat­i­fi­ceret 12 år efter uafhængighed­serk­lærin­gen, stad­fæstes end­nu et nyt prin­cip idet et nyt kollek­tivt sub­jekt stod som afsender i for­fat­nin­gens præam­bel: We, the peo­ple. Hvor poli­tiske grundlæggelser ellers havde været for­be­holdt vise lov­gi­vere som Solon i grundlæggelsen af Athen eller foregået gen­nem et ind­s­tif­tende mord, som da grundlæggelsen af Rom fandt sted via Romu­lus’ mord på Remus (og i grundlæggelsen af men­neskeslægten selv gen­nem Kains mord på Abel) gives nu et nyt demokratisk prin­cip for repub­likkens grundlæggelse, nem­lig folkets kon­trakt med sig selv.

Poli­tiske prin­cip­per kom­mer således ind i ver­den, bliv­er virke­lige og hånd­gri­belige, gen­nem deres bekræf­telse i foran­drende begiven­hed­ers stad­fæs­tende doku­menter, og således bliv­er et poli­tisk prin­cip ofte styrende for sin epoke, når det forbindes til epo­kens grundlæggende foran­dringer og opfattes som foran­dringernes egentlige motor.

De russiske sovjetters princip

Hvilket poli­tisk prin­cip kom til syne under den Rus­siske Rev­o­lu­tion? Hvilket grundlæggelses­doku­ment eller ind­s­tif­tende erk­læring kom til at kende­teg­ne omvælt­ningerne? Spørgsmå­lene er som sagt besværlige, for­di den Rus­siske Rev­o­lu­tion mod­sat den Amerikanske eller den Franske Rev­o­lu­tion endte i total­i­tarisme og Gulag, hvor­for recep­tio­nen af omvælt­ningerne i feb­ru­ar-marts 1917 er uen­delig farvet af bol­sje­vikkernes senere for­bry­delser.

Den første marts 1917, næsten præ­cis sam­tidig med, at den dobbelte magt­struk­tur mellem den lib­er­alt-kon­sti­tu­tionelt ind­stillede midler­tidi­ge over­gangsregering og Pet­ro­grad-sov­jet­ten var etableret og tsar Nico­las som kon­sekvens her­af var abdiceret, ved­tog Pet­ro­grad-sov­jet­ten – det styrende organ for Pet­ro­grads arbe­jder-, fab­riks- og nabo­lagsråd, der havde været afgørende i Feb­ru­ar­rev­o­lu­tio­nens suc­ces – deres Erk­læring num­mer 1. Erk­lærin­gen var hen­vendt til den rus­siske hær, primært til de menige sol­dater, og bestod af syv punk­ter. Det første punkt lød således:

”I alle hærens enhed­er, delinger, bataljon­er, reg­i­menter og eskadroner, i alle dele mil­itære admin­is­tra­tion og på alle fartø­jer i flå­den, skal komi­teer af repræsen­tan­ter øje­b­likke­ligt vælges fra de laveste rækker af disse mil­itære enhed­er”.

Alle dele af hæren skulle således vælge deres egne repræsen­tan­ter fra egne rækker, og disse repræsen­tan­ter skulle fun­gere – og kom til at fun­gere – som hæren­hed­ernes delegerede og repræsen­tan­ter i Pet­ro­grad-sov­jet­ten (dette prin­cip stad­fæst­edes i punkt num­mer to i erk­lærin­gen). Repræsen­tan­terne val­gtes blandt alle menige sol­dater, selv fra de laveste rækker af hæren. Erk­lærin­gen inde­holdt også bestem­melser, der ændrede de menige sol­daters tiltale­form af deres overordnede fra ’Deres Excel­lence’ og ’Deres Ære’ til ’Hr. Gen­er­al’ (punkt num­mer syv) samt afskaffede de meniges hon­nørpligt uden­for arbe­jd­stid (punkt num­mer seks).

Erk­lærin­gen inde­holdte således en prin­cip­iel, poli­tisk nydan­nelse: I et sam­fund så hier­arkisk og tra­di­tionelt som det rus­siske anno 1917, hvor den webe­ri­anske tra­di­tionelle autoritet stadig var alt­dominerende – ofte styre­des store dele af land­dis­trik­terne af en starost, det vil sige en ældre, respek­ta­bel mand – var idéen om repræsen­ta­tion i hæren og flå­den, og også på fab­rikken, i nabo­laget og i land­bruget, et radikalt nybrud og et nyt pro­gres­sivt prin­cip.

I stedet for blot at afgive én stemme hvert fjerde år som i liberale, repræsen-tative systemer, indebar dette repræsentative rådssystem kontinuerlig politisk dialog og aktivitet

Prin­cip­pet om selv at vælge sine repræsen­tan­ter, der skulle videre­bringe almin­delige men­neskers hold­ninger, tale med de førhen ikke-repræsen­tere­des stemme og vare­tage de lavest stilledes inter­ess­er, spillede en afgørende rolle i begiven­hed­erne i Rus­land i 1917, og inde­hold­er idéen om fun­da­men­talt ligeværd og demokratisk ind­fly­delse.

For­di hærens lavestående medlem­mer, flå­dens menige sømand, fab­rikkernes hård­tar­be­j­dende pro­letar­er og land­brugets sli­dende bøn­der er del af sam­fun­det – for­di de giv­er sam­fund sikker­hed, vel­stand og føde­var­er – har de ret til ind­fly­delse. Det prin­cip, som Pet­ro­grad-sov­jet­tens Erk­læring num­mer 1 ind­s­tifter synes at være, at for­di hver hæren­hed, skib, fab­rik, nabo­lag og land­brugsen­hed er den økonomiske og sociale ramme om almin­delige men­neskers liv og dagligdag, skal det også være det poli­tiske ramme. Der­for skal hver enhed, hver andel og afs­nit, have deres egne repræsen­tan­ter.

Mangfoldighed af repræsentation

Over­alt i Pet­ro­grad og i alle dele af det rus­siske sam­fund formedes råd, komi­teer, kom­muner og for­sam­linger med det bærende prin­cip om repræsen­ta­tion af alle under­ordnede og under­tryk­te grup­per, som erk­lærin­gen ind­s­tift­ede. I stedet for det lib­erale demokratis abstrak­te idé om poli­tisk repræsen­ta­tion, hvor én per­son kan repræsen­tere én anden i alle henseende – ’han er min repræsen­tant på tinge’ – var de rus­siske sol­daterkomi­teer og arbe­jder­råd fun­deret på en mang­foldighed og plu­ralitet af repræsen­tan­ter.

I stedet for at sam­le hele natio­nens suverænitet i par­la­mentet og lade par­la­mentet tale med ’folkets stemme’, ned­bry­der og omstruk­tur­erer komi­teerne og rådene den kollek­tive vil­jedan­nelse, således at dia­log, beslut­ning og omstødelse find­er sted på mange niveauer og blandt mange fæl­lessk­aber.

Den generelle mod­el fun­gerede således: Alle primæren­hed­er – hver hærdel­ing, afdel­ing af fab­rikken, funk­tion på land­bruget og nabo­lag i byen – opret­tede for­sam­linger og råd, der dels via direk­te demokrati kunne beslutte poli­tikker på områder, der udelukkende ved­kom dem selv og deres interne organ­is­er­ing. Deru­dover sendes delegerede til højere råd på dis­trik­ts- og region­sniveau, som endelige delegerede repræsen­tan­ter til den koordinerende Pet­ro­grad-sov­jet, der havde beslut­ningskom­pe­tence på generelle emn­er og prob­lem­still­inger. I stedet for blot at afgive én stemme hvert fjerde år som i lib­erale, repræsen­ta­tive sys­te­mer, inde­bar dette repræsen­ta­tive rådssys­tem kon­tin­uerlig poli­tisk dia­log og aktivitet samt en ’mægtig­gørelse’ (empow­er­ment) og ind­dragelse af hidtil eksklud­erede sam­funds­grup­per.

Politiseringen af samfundet

I Karl Marx’ kendte for­tolkn­ing af Paris­erkom­munen i Borg­erkri­gen i Frankrig (1871) beskrev Marx den mod­erne stat som en par­a­sit, der gen­nem sin grad­vise uafhængighed og dom­i­nans over det sam­fund, det burde være ans­varlig over­for, udsug­er sam­fun­dets kreative, ind­s­tif­tende og poli­tiske poten­tialer. Når den poli­tiske magt kon­cen­tr­eres i stat­en og i det nationale par­la­ment, efter­lades sam­fun­det apoli­tis­eret og magtes­løst.

Ifølge Marx var Paris­erkom­munens organ­is­er­ing i lokale poli­tiske klub­ber og for­sam­linger med selvstyre og direk­te demokrati, og med udsend­ing af delegerede under øje­b­likke­ligt tilbagekald til den cen­trale kom­mune, en måde at modar­be­jde sam­fun­dets apolitske sta­tus og magtes­løshed over­for statspar­a­sit­ten. Gen­nem en gen­poli­tis­er­ing af civil­sam­fun­det via råd, for­sam­linger og komi­teer kan sam­fun­det gøre dets poli­tiske insti­tu­tion­er ans­varlige og til reelle udtryk for den folke­lige vil­je – ikke som den kom­mer til udtryk abstrakt gen­nem generelle valg, men konkret gen­nem en myr­i­ade af lokale poli­tiske insti­tu­tion­er, repræsen­ta­tive kanaler og delib­er­a­tive fora.

Sol­daterkomi­teerne, arbe­jder­rå­dene og deres sam­menslut­ning i Pet­ro­grad-sov­jet­ten er ligeledes fun­deret på prin­cip­pet om poli­tis­erin­gen af sam­fun­det som modsvar på statens uafhængighed og dom­i­nans. Alle sam­fun­dets dele må gives lokalt selvstyre og reel repræsen­ta­tion i højer­estående for­sam­linger, hvis de bindende poli­tiske beslut­ninger skal være reelle, eller blot tilnærmede, udtryk for ’folkets’ vil­je.

Deru­dover afvis­er en sådan poli­tis­er­ing af sam­fun­det lib­er­al­is­mens grundlæggende skel mellem det offentlige og det pri­vate, mellem det poli­tiske og det økonomiske: Idet råds­bevægelsen start­ede med råd, for­sam­linger og komi­teer på fab­rikkerne og i indus­trien, hvor arbe­jderne via valg til fab­rik­sråd tog kon­trol med fab­rikkerne og senere Pet­ro­grads indus­tri, afvis­es forestill­in­gen om økonomien som et apoli­tiske domæne, hvor demokrati og repræsen­ta­tion ikke hør­er hjemme. Netop for­di økonomien og hverda­gen på fab­rikkerne har afgørende ind­fly­delse på almin­delige men­neskers liv, må den være under­lagt demokratisk kon­trol og repræsen­ta­tive mekanis­mer.

Pet­ro­grad-sov­jet­tens Erk­læring num­mer 1 om selvstyre og repræsen­ta­tion i hæren – om end min­dre kendt end den amerikanske uafhængighed­serk­læring og for­fat­ning og den franske men­neskerettighed­serk­læring, måske for­di dens ind­s­tif­tende aktør ikke læn­gere reg­nes for vigtig i de pro­gres­sive idéers his­to­rie – tilve­je­bringer således et fun­da­men­talt, men over­set eller glemt, demokratisk prin­cip, der i mine øjne kan side­s­tilles med den selvin­dl­y­sende sand­hed om men­nes­kets lighed og we, the peo­ple.

Sam­fun­dets poli­tis­er­ing og mang­foldig­gørelsen af poli­tiske for­sam­linger for dia­log, beslut­ning og repræsen­ta­tion kan bringe os tæt­tere på det grundlæggende demokratiske ide­al om auto-nomos: Selv-lov­givn­ing.

Ben­jamin Ask Popp-Mad­sen, Ph.d.-studerende ved Insti­tut for Statskund­skab, Køben­havns Uni­ver­sitet