Nogenledes et generalkort over naturen

Adam navn­giv­er alle jor­dens dyr. Stik fra Jacques Christophe Val­mont-Bomare, Dic­tio­n­naire raison­nél uni­versel d’ his­toire naturelle, 1775. Ret­tighed­er: Nation­al Library of Med­i­cine.

I slutningen af 1700-tallet var naturhistoriske samlinger blevet almindelige i de europæiske hovedstæder. Samlinger af mineraler, insekter eller konkylier skulle modsvare naturens orden, så man kunne beundre naturen igennem samlingen.

FOKUS: MUSEUMEUROPA — Det europæiske land­skab er dækket med museer. Den europæiske kul­tur er en muse­um­skul­tur: Vi ind­sam­ler, kat­e­goris­er­er og udstiller i et forsøg på at forstå vores for­tid, os selv og den ver­den, vi lever i. Bag­grund under­søger de europæiske museer, museets his­to­rie og den muse­um­skul­tur, som har været med til at forme det mod­erne Europa.

Den venezue­laneren Fran­cis­co de Miran­da opholdt sig nogle måned­er i Køben­havn omkring årsskiftet 1787–88. Her besøgte han ud over en række væsentlige insti­tu­tion­er og ind­fly­delses­rige per­son­er også en del naturhis­toriske sam­linger.  Han besøgte lægen og embeds­man­den Theodor Holm­ski­olds min­er­al­o­giske kabi­net (”indret­tet med god smag og orden”), pro­fes­sor Hen­nings på Kirur­gisk Akade­mi, hvor han så demon­stra­tionssalen og sam­lin­gen af fos­tre etc. (med “mere end 8 halvrådne kada­v­ere, der var anbragt her til dis­sek­tion”), Lorenz Spen­glers muse­um, hvori han nød naturens uudtøm­melige mang­foldighed og skøn­hed, kun­stkam­meret, Moltkes Palæ og nat­u­raliesam­lin­gen dér, vet­er­inærskolens sam­ling af skelet­ter og fysikin­stru­menter, dens stalde og anatomiske dis­sek­tion­slokale, pro­fes­sor Brün­nich på Uni­ver­sitetets Nat­u­ralteater (”udmær­ket godt disponeret og indret­tet”) og pas­tor Chem­nitz’ bemærkelsesværdi­ge konkyliesam­ling. “I høj grad kuriøst”, noterede Miran­da i sin dag­bog. I denne henseende er Miran­da typisk, for i det sene 1700-tal hørte det til den dannede rejse at aflægge besøg i de bed­ste af rejsemålets naturhis­toriske sam­linger.

I den sid­ste del af 1700-tal­let var sådanne nat­u­raliesam­linger nem­lig blevet almin­delige i Europas større byer, og også i Køben­havn var de blevet udbredt både hos pri­vat­per­son­er, hos sel­sk­aber og på lære­anstal­ter. Især var sam­linger af min­eraler, insek­ter eller konkyli­er almin­delige, men oftest optrådte disse sam­linger i kom­bi­na­tion­er, evt. også med sam­linger af fysiske appa­rater. De naturhis­toriske sam­linger var vidt forskel­lige i stør­relse: nogle blot et enkelt skab i stuen, andre hele rum med tilhørende bib­liotek­er. Under sit besøg i Køben­havn benyt­tede Miran­da sig af en af de Køben­havns­beskriv­elser, som inde­hold­er intro­duk­tion­er til de mest omfat­tende af sam­lingerne og angivelse af, hvor man skal hen­vende sig for at få de enkelte sam­linger at se.

Man kunne som Miran­da besøge A.G. Moltkes nat­u­raliesam­ling, som samti­den ikke var i tvivl om rummede en af lan­dets fineste sam­ling af konkyli­er inde­hold­ende de fornem­ste stykker, men også med hen­syn til andre ting – min­eraler, forsteninger, insek­ter — var det blandt de prægtig­ste. Sam­lin­gen havde til huse i en pavil­lon ved Moltkes Palæ (nu Chr. den VIIs palæ) på Amalien­borg, hvor de to etager var indret­tet forne­den med min­eraler og forsteninger, oven­over med konkyli­er og øvrige nat­u­ralier ’opstil­let i den bed­ste orden’. Loftet mellem de to etager var gen­nem­skåret, således at man i begge etager så lofts­ma­lerierne på 1.sal, som var indram­met i stuko­r­na­menter, bl.a. af form som konkyli­er og muslingeskaller. Nat­u­ralierne var anbragt i høje skabe med trappe­formede hylder og under dem skuf­fer til at trække ud.

Et par af Køben­havns­beskriv­elserne fra 1770’erne må kon­statere, at Moltkes sam­lings ”udvortes Indret­nings Skiøn­hed stem­mer overens med Sam­lin­gens egen Vær­di”, og sam­lin­gen var da også vidt berømt og tilsyneladende velbesøgt.  Kiøben­havnske Nye Tidende om lærde Sager havde allerede i 1761 med­delt, at der var adgang for ”alle Kien­dere og Elskere af saadanne Sam­linger”, og det ved­blev der tilsyneladende at være til A. G. Moltkes død, også selvom han ikke altid selv havde lej­lighed til at vise rundt. Miran­da blev under sit besøg vist rundt af Moltkes søn og konkyliek­enderen Lorenz Spen­gler, efter­som greven selv var ‘indisponeret’.

Naturen i kort begreb

I de naturhis­toriske sam­linger var det naturens orden, der var i cen­trum; nem­lig den, som etablere­des med en tak­sonomisk sys­tem­atik. Gen­standene i sam­lingerne var ord­net i ord­ner, fam­i­li­er, slægter og arter.  De enkelte gen­stande var således grup­peret mellem andre af samme slægt og fam­i­lie, således at forskel­lene mellem de enkelte arter præsen­tere­des bedst muligt. Fx ville insek­terne (en klasse) være udstil­let sam­men, inden for det havde som­merfug­lene (en orden) deres plads, og her inden­for var de forskel­lige som­merfugle­fam­i­li­er med de forskel­lige arter og deres eventuelle vari­eteter udstil­let.

Til sam­lin­gen hørte oftest et – stort eller lille – bib­liotek. Bøgerne var nød­vendi­ge for at bestemme gen­standene i sam­lin­gen; alt­så skelne mellem de forskel­lige arter.  Nogle af de mest almin­delige værk­er var der­for bøger, som præsen­terede sys­tem­atikken, fx Linnes Sys­tema Nat­u­rae, eller beskriv­elser af bestemte lokaliteters dyr, planter eller min­eraler. Et af de mest udbredte værk­er hos tidens køben­havnske sam­lere var imi­dler­tid den franske naturhis­torik­er Val­mont de Bomares store otte­binds opslagsværk Den almin­delige Natur-His­to­rie, i Form af et Dic­tio­n­naire, som sam­lerne enten havde i den danske udgivelse fra 1767–1770, på fran­sk eller tysk. Fra aakande og aal over bl.a. bjergværk, min­eraler, skaldyr, urtelære og urte­sam­ling bevæger vær­ket sig alfa­betisk gen­nem diverse natur­gen­stande og væsentlig­ste naturhis­toriske begre­ber.

Hos de Bomare er nat­u­raliesam­lin­gen en slags kon­cen­tr­eret natur. I vær­kets indled­ning fork­lar­er han således, at “Vil man for Exem­pel have et almin­delig Begreb om det hele under eet, kan man eftersee den Artikel Naturhis­to­rie: […] Det er nogen­ledes et Gen­er­al-Kort over Naturens Monarkie, hvor jeg vis­er dens trende Riger og deres store Afdeelinger”. Går man videre til artiklen ‘Naturhis­to­rie’, vil man opdage, at man som læs­er ind­by­des til at træde ind i et nat­u­raliek­abi­net. “Det er i dette naturhel­lig­ste han skal finde Stykke­vis og efter Orden hvad den heele Ver­den frem­by­der ham i det Store og under Eet”, og nat­u­raliek­abi­net­tet er at forstå som en ”forko­rtet Forestill­ing af den heele Natur”. Det er der­for væsentligt, skriv­er de Bomare, at sam­lin­gen bygges op på en måde, der modsvar­er selve naturens sys­tem. Det bety­der, at sam­lin­gen må deles op efter de tre natur­riger: planterne, dyrene og stenene, og klasserne her inden­for sam­les hver for sig i skabe.

Indret­nin­gen vil, skriv­er de Bomare, ganske afhænge af, hvor megen plads man har til rådighed. Har man tre kam­re til for­målet, bør man opdele disse efter natur­rigerne. Har man kun ét værelse, går man frem i føl­gende orden: Langs de tre vægge sættes skabe med gitre eller glas foran, som indrettes, så der øverst er hylder, ned­er­st skuf­fer til natur­gen­standene. 10 skabe indrettes til hver klasse i min­er­al­riget (jord- og san­darter, kis, halvmet­aller, forsteninger osv.), 13 til planteriget med rød­der, bark, blade, blom­ster, frugt og frø mm – enten i små flasker med sprit eller som tørrede planter – og endelig indrettes 10 skabe til dyreriget (koraler, dyr­planter, hård­skallede fisk, blød­skallede fisk, landin­sek­ter, fisk, amfi­bier, fugle, fir­fod­ede, men­nesker). Dyrene kan, alt efter deres art, være udstil­let tørrede, udstoppede, lagt i sprit eller som knogler.

Øverst på hvert skab bør efter de Bomares mening anbringes en emal­je­plade med angivelse af beteg­nelsen på klassen, og de enkelte gen­stande i skuf­fer og skabe bør hver have et mærke med angivelse af slægts- og art­snavn. Som til­fældet var i Moltkes nat­u­raliesam­ling, så anbe­faler de Bomare også, at skabene indrettes med trappe­formede hylder, som gør det let at se de enkelte nat­u­ralier, især af de lidt min­dre af slagsen: min­eralerne og konkylierne. De gen­stande, som er for store til skabene, kan så hænges op på væggen ved siden af skabene: sukker­rør, palme­blade, figen­træs­blade, udstoppede krokodiller og sværd­fisk, og oven på skabene kunne anbringes store muslingeskaller, hvepsered­er, stødtæn­der og lig­nende.

Tingenes orden i samlingerne

Den nat­u­raliesam­ling, som de Bomare anbe­faler, ser ud til at ligne dem ret meget, som Miran­da så hos Moltke, Holm­ski­old, Spen­gler, på Vet­er­inærskolen, på Nat­u­ralteatret og andre sted­er. Det er udstill­inger af den måde, naturen er ord­net på. Det er selve klas­si­fika­tio­nen, der er i cen­trum, og fokus er udelukkende på nat­u­raliernes formtræk: de syn­lige lighed­er og forskelle mellem de enkelte dyr, planter og sten. Der er så at sige ikke noget liv udstil­let, kun form; det han­dler kun om mor­folo­gi, ikke fys­i­olo­gi, og dyrene og planternes livs­former, levest­ed­er og sam­men­hæng med andre livs­former er ikke til stede.

Det har da også i høj grad generet efter­tidens viden­sk­ab­shis­torikere, som har kri­tis­eret det sene 1700-tals naturhis­to­rie for i for ringe grad at fæste sig ved de naturhis­toriske gen­standes oprindelsesst­ed og lev­emåde. Frem til 1960’erne var det således en fast bestand­del af viden­sk­ab­shis­toriske frem­still­inger at vur­dere for­tidens naturv­i­den­skab ud fra den sam­tidi­ge naturv­i­den­skab. Dermed kom man til at frem­stille sin nutid som udviklin­gens naturlige mål, og udviklin­gen frem mod dette som mål­ret­tet: en kumu­la­tiv udvikling frem mod for­nuft og ind­sigt, en udvikling, som først og fremmest foregik inden for viden­sk­aben selv og skulle fork­lares inden for dennes ram­mer. 1700-tal­lets naturhis­toriske sam­linger er der­for af senere tiders viden­sk­ab­shis­to­rie ofte blevet tolket som før-viden­sk­a­belige, lidt kuriøse og amatøragtige.

I 1960’erne blev dette syn­spunkt rel­a­tiveret – blandt andet med Michel Fou­caults analyser af de his­toriske betingelser for viden i bogen Ordene og tin­gene.  Netop denne bog har haft øvet stor ind­fly­delse på muse­umsstudi­er siden, for­di det blev oplagt at se sam­linger og museer som udtryk for en bestemt videns­form. Dermed blev det aktuelt at se på, hvad sam­linger er for et fænomen, og hvilke his­toriske for­mer, de har antaget; ikke blot som en lineær udvikling, men som for­mer med hver deres ratio­nalitet.

Ordene og Tin­gene er ikke mindst et opgør med den forestill­ing, der tidligere lå til grund for megen his­to­rie- og viden­sk­ab­shis­to­rieskrivn­ing, nem­lig at der skulle være sket en ubrudt udvikling i for­nuften siden renæs­san­cen. Som om man fandt de tidlige spor af det senere i de gam­le peri­oder; som om udviklin­gen allerede havde fået udstukket sit for­løb mod sin egen fuld­stændig­gørelse. Fou­cault ville i stedet se diskon­ti­nu­iteterne i vores måde at vide på ved at vise de helt anderledes klas­si­fi­cer­ings- og ord­nings­former, som én gang eksis­terede, og som er umulige for vor egen tankegang. Det er Fou­caults hen­sigt at beskrive de mulighed­er for viden, som lig­ger ’bag’ eller ’under’ viden­sk­a­belig viden eller en peri­odes ide­his­to­rie. Det er disse muligheds­betingelser for en peri­odes tanke­former — en slags viden­sk­abens ube­v­id­ste — som Fou­cault kalder ’epistème’.

I er det klas­sikken (dvs. rundt reg­net tiden fra beg­y­n­delsen af 1600-årene til lige omkring år 1800), der skal danne kon­tra­punkt til vores egen forståelse af rela­tio­nen mellem ord og ting. Men hvis vores egen tin­ge­nes orden først bliv­er syn­lig gen­nem analy­sen af klas­sikkens orden, så kræver denne også at spe­jles i den foregående orden for at fremtræde klart. Fou­cault beg­y­n­der der­for analy­sen med at skil­dre renæs­san­cens repræsen­ta­tion af ver­den.

I renæs­san­cen byggede viden på lighed­sre­la­tion­er. Ver­den var et stort, organ­is­eret spil af sym­bol­er, med alt ind­fø­jet i alt. Jor­den var således et ekko af himlen, planter bar tegn på den med­i­cinske brug, man kunne gøre af dem osv. osv. I denne tankegang var lighe­den den mest fun­da­men­tale ting af alt og den eneste vej til viden. Det var ikke lighed­er, der var umid­del­bart syn­lige, men lighed­erne måtte bære et tegn, efter­som det var menin­gen, at men­neskene skulle kunne afkode dem, og det er af den grund, Fou­cault har givet kapit­let om 1500-tal­lets repræsen­ta­tion af ver­den over­skriften ’Ver­dens prosa’, for teg­nene dannede en tekst, der kunne læs­es. Over­alt drejede det sig om at finde lighed­er, og der­for inde­bar det at beskrive planter og dyr både at gøre rede for deres ele­menter, lighed­er, sym­bol­ind­hold, dyder og de myter, der er blevet for­t­alt om dem.

Hvis det i renæs­san­cen var lighed­sre­la­tion­erne, der var basis for viden, så var det i den klas­siske tid en orden af forskel og iden­titet, der kon­stituerede viden. Frem­for at finde måder at forbinde de mest forskel­li­gart­ede tegn, gjaldt det nu om at skelne mellem umid­del­bart syn­lige kende­tegn, og frem­for at for­tolke de tegn på lighed, som allerede var ind­skrevet i ver­den, gjaldt det nu om at finde frem til en orden, der kunne redegøre for ver­den, og dermed – kort for­t­alt — om at etablere sys­te­mer til at ordne disse forskelle og iden­titeter. Den klas­siske viden­skab er således en ordensv­i­den­skab. I Ordene og tin­gene er naturhis­to­rien en af de tre viden­sk­aber, Fou­cault bruger til at illus­trere og analy­sere klas­sikkens epis­teme, hvor det for dem alle han­dler om at ordne ver­den i tavler og ske­maer, og dermed bekræfte forestill­in­gen om en uni­versel orden, hvor alt fra det enkle til det mest kom­plekse har sin plads. Afs­nit­tet om klas­sikkens naturhis­to­rie har hos Fou­cault slet og ret fået over­skriften ’klas­si­fika­tion’, for­di det er dét, der står i cen­trum for naturhis­to­rien som viden­skab. Klas­sikkens viden­skab adskiller sig alt­så ikke, hævder Fou­cault, fra den foregående ved en mere nøjagtig iagt­tagelse, men snarere ved ny opfat­telse af, hvad viden­skab er – og det er dette his­toriske a pri­ori, der bestem­mer, hvor­dan denne iagt­tagelse skal se ud.

På tærsklen til det 19. århun­drede sker et nyt epis­temisk brud: naturhis­to­rien bliv­er en biolo­gi, for nu kom­mer livet i cen­trum. Nu træder orden i bag­grun­den til fordel for funk­tio­nen: organ­ers funk­tion i dens sam­men­hæng med andre organ­er, fx rela­tio­nen mellem kødæderens mund­dele og dens muskler, tæer, kløer og ind­volde, arternes lev­e­vis sam­men med andre arter på bestemte sted­er. Det han­dler om funk­tion og organ­iske struk­tur­er, om sam­men­hænge mellem livs­former, om fys­i­olo­gi og oprindelsesst­edets særlige livs­betingelser. Med andre ord, så kom­mer liv ind som objekt for viden.

Til disse tre epis­te­mer hos Fou­cault svar­er også forskel­lige måder at udstille naturens orden. Hvor det i renæs­san­cen drejer sig om raritet­sk­abi­net­tet, som skulle frem­stille de lighed­sre­la­tion­er, der eksis­terede bag de tilsyneladende kon­traster, så drejede det sig i klas­sikken om at sys­tem­a­tis­ere efter forskel og iden­titet i en tydelig orden af tak­sonomi­er og sys­te­mer. Det er det, de naturhis­toriske sam­linger, herbari­er og botaniske haver er. De er udstill­inger af klas­si­fika­tio­nen, og rum­mer lige­som dati­dens naturhis­to­rie dårligt nok liv og organ­iske sam­men­hænge, som først kom­mer til med et nyt epis­teme.

Det er ikke meget, Fou­cault gør ud af sam­lingerne, men ideen om, at forskel­lige sam­lingstyper modsvar­er epis­te­merne, er taget op i en række frem­still­inger af museernes his­to­rie. Det gælder eksem­pelvis udstill­in­gen Muse­um Europa i 1993 på National­museet, som netop præsen­terede Europas forskel­lige sam­ling­sprak­siss­er fra raritet­sk­abi­net­tets repræsen­ta­tion af kos­mos en minia­ture over klas­sikkens særlige form for ordenssk­a­belse til 1800–1900-tallets mod­erne muse­um, der organ­is­er­er sam­lingerne efter kro­nolo­gi og udvikling.

En skøn orden

For­di klas­sikkens naturhis­to­rie over­hovedet han­dlede om klas­si­fika­tion, giv­er det god mening, at fx de Bomare kan gøre den naturhis­toriske sam­lings udstill­ing af naturens orden, ord­net i arter, slægter og fam­i­li­er osv. til ind­be­gre­bet af natur. ’Gen­er­alko­rtet’ over naturen giv­er så meget desto mere mening, for­di det at skabe viden er at skabe orden.

Besø­gende kunne da også i samti­den hæfte sig ved en sam­lings orden, som da embeds­man­den August Hen­nings i 1802 var på besøg i Køben­havn. Han besøgte, lige­som Miran­da havde gjort, Spen­glers konkyliesam­ling, og fandt den ’sehr schön’ og tilbragte et par ’unter­hal­tende Stun­den’, lige­som han også besøgte den enestående sam­ling, de to embedsmænd Sehest­ed og Tøn­der-Lund i fæl­lesskab havde af insek­ter, og blev vist rundt i tre timer af de to her­rer. ””Vi beun­drede disse dyrs opbygn­ing, skøn­hed og mængde, såv­el som men­nes­kets flid med hen­syn til at opdage og ordne alt i naturen” . Besø­gene i sam­lingerne egnede sig efter dette at dømme både til at beun­dre naturen og dens orden og den flid, der var blevet lagt i opbygnin­gen og ord­nin­gen af sam­lingerne fra men­neskenes side.

Det var imi­dler­tid først og fremmest naturen, man gen­nem sam­lin­gen beun­drede. Og ganske vist betragter man deri­gen­nem naturens orden, men man beun­drede også enkelte nat­u­ralier.  Hos Brün­nich på Uni­ver­sitetets Nat­u­ralteater havde Miran­da således især lagt mærke til de store antilop­er fra Kap det Gode Håb, et bælt­edyr fra Kina, en lille moskushjort og en bestemt slags ”meget sjælden konkylie” – alt sam­men noget, han især bemærkede, for­di han så disse dyr for første gang. Og lige som de øvrige besø­gende i sam­lingerne er det ikke mindst det æstetiske i sam­lin­gen, Miran­da læg­ger mærke til, som da han besøgte Frédéric de Con­incks sam­ling i hans ”pragt­fulde hjem” i Bredgade, beså en ”meget smuk sam­ling af fugle, og frem for alt en bog om risens dyrkn­ing”.

Dagen efter besøget i Nat­u­ralteatret var Miran­da hos pas­tor Chem­nitz og så hans meget omfat­tende konkyliesam­ling, drak choko­lade og holdt en ”3 timers kon­fer­ence om konkyli­er”. Det fik ham til bagefter at notere i sin dag­bog: ”….Men hvad der især er udmær­ket og kom­plet er hans sam­ling af konkyli­er – oh, hvor naturen dog er uudtøm­melig i sin mang­foldighed!  Dér er en konkylie over al beskriv­else skøn i far­ven, dér et venush­jerte, kaldet således efter for­men, dér en anden af form som en vin­del­trappe, dér en mageløs nau­til, dér en ’storad­mi­ral’ med en uen­de­lighed af farv­er, dér andre fra Tahi­ti &c. Ejeren var så ven­lig at give mig en forteg­nelse”.

Det er ikke blot Miran­das reak­tion på Chem­nitz’ sam­ling, der vis­er, at nat­u­raliesam­lingerne kunne vække følelser over for naturen og dens skøn­hed. Andre besø­gende rea­ger­er også emo­tionelt på sam­lingerne. Det var da også en del af menin­gen med sam­lingerne, at de skulle kunne fremkalde følelser over for naturen og dens skøn­hed, ikke kun i sam­lin­gen, men også uden for. En god nat­u­raliesam­ling for­vent­edes således at have en dan­nende og civilis­erende effekt. Den skulle ikke kun stå for flid og stræb­somhed – som var det, Hen­nings imponere­des over ved Sehest­ed og Tøn­der-Lunds omfat­tende og skønne sam­ling – men også for sma­gens forædling og en ret følelsesøkono­mi. Naturelsker kunne man ikke blive uden føl­somhed og smag. At kunne værd­sætte naturens skøn­hed var et vigtigt ele­ment i men­nes­kets dan­nelse, og nat­u­raliesam­lin­gen var et udmær­ket udgangspunkt for at lære dette, lige­som den også i sig selv var et vid­nes­byrd om ejerens gode smag – og beskuerens for den sags skyld, for­di han forstod at påskønne den.

Signe Mellem­gaard er lek­tor i Arkæolo­gi, Etnolo­gi, His­to­rie og Græsk og Latin ved Saxo-Insti­tut­tet, Køben­havns Uni­ver­sitet.