Den handling det er ikke at stemme

Book Bloc i London: Rettigheder: Indymedia.
Book Bloc i Lon­don, 2013: Ret­tighed­er: Indy­media.

Den herskende ideologi kræver af os, at vi stemmer. Men det betyder ikke, at vi blot kan bryde med denne ideologi ved ikke at stemme. Nicolai von Eggers argumenterer her for, at den virkeligt kritiske handling er selve handlingen at kritisere.

Sym­po­sium: ”Det første skridt på vejen mod et demokratisk sam­fund er at lade være med at stemme”. Således skriv­er Søren Mau i bogen Hæv stem­men!, der har skabt debat i optak­ten til folket­ingsval­get den 18. juni. I samar­be­jde med Slag­mark bringer vi fem artik­ler, der fra hvert deres per­spek­tiv diskuter­er disse fun­da­men­tale spørgsmål: Hvad er et demokratisk sam­fund? Er det over­hovedet demokratisk at stemme? Og hvis ikke, hvad er så en demokratisk han­dling?

En af Slavoj Žižeks yndlingsjokes han­dler om Niels Bohr, der efter sigende skulle have haft en hes­tesko hæn­gende over døren til sit hjem. Da en af Bohrs ven­ner kom­mer på besøg bliv­er han noget over­ras­ket over at se et sådant tegn på overtro hos den berømte atom­fysik­er og spørg­er, om han virke­lig tror på den slags. Selvføl­gelig ikke, svar­er Niels Bohr, men jeg er blevet for­t­alt, at det virk­er, selvom man ikke tror på det.

På samme måde er det med folket­ingsval­get og de fleste øvrige valg rundt omkring på klo­den: vi er blevet for­t­alt, at de virk­er, selvom vi ikke tror på dem, og således går vi stadig til stem­meurn­erne, desuagtet om vi tror på, at val­get gør nogen forskel eller ej. Ide­olo­gien virk­er, også selvom vi ikke rigtigt tror på den, som Slavoj Žižek påpeger igen og igen. Til jul spis­er vi grønkål og leg­er jule­mand, selvom de fær­reste kan lide grønkål, og ingen tror på, at jule­man­den find­es, og på den måde repro­duc­er­er rit­ualet ’jul’ sig.

Således præmis­sen for og argu­mentet i Søren Maus bog Hæv Stem­men!, der, som under­ti­tlen angiv­er, vis­er, at ”folket­ingsval­get er et ide­ol­o­gisk rit­u­al, der oprethold­er et udemokratisk poli­tisk sys­tem”. Val­ghan­dlin­gen er et af de (dybest set hule) rit­ualer, der er med til at repro­duc­ere den hersk­ende ide­olo­gi – hvor vi repro­duc­er­er den hersk­ende ide­olo­gi. I den for­stand er folket­ingsval­get ikke blot end­nu et rit­u­al men måske end­da det vigtig­ste af alle de rit­ualer, der repro­duc­er­er den hersk­ende ide­olo­gi – uanset om vi tror på rit­ualet eller ej.

Lad os slå fast med det samme, hvad det hersk­ende sys­tem, ifølge Mau, er (i Dan­mark, i EU og i ver­den generelt): En tilsyneladende afpoli­tis­eret admin­is­tra­tion af en kap­i­tal­is­tisk og under­trykkende orden, hvori almin­delige men­nesker kun har ind­fly­delse på indret­nin­gen af deres eget liv, for så vidt de ikke går imod kap­i­tal­ens jagt på prof­it og dermed repro­duk­tion af vilkår, som er gun­stige for kap­i­tal­en. Dette er selvføl­gelig en anti-demokratisk sam­fundsin­dret­ning, da det sæt­ter ram­mer, som ikke er ved­taget demokratisk, for folks magt til at regere deres egne liv, både i forhold til nation­al pol­i­cy-mak­ing, men også i forhold til medbestem­melse på deres arbe­jd­spladser, i deres nabo­lag (byplan­lægn­ing), på deres skol­er osv. I stedet for et sandt demokrati, hvor folket virke­lig bestem­mer over sig selv, har vi at gøre med det, som Alain Badiou kalder et kap­i­ta­lo-par­la­men­tarisk sys­tem, hvor par­la­ment og kap­i­tal­ens inter­ess­er glid­er sam­men og er hersk­ende i sid­ste instans.

Ide­olo­gi er i for­læn­gelse her­af og per def­i­n­i­tion alt det, som er med til at repro­duc­ere dette sys­tem, og bogen gen­nemgår, hvor­dan en række insti­tu­tion­er (særligt parti­er og medi­er) repro­duc­er­er den hersk­ende kap­i­tal­is­tiske orden ved at skabe en forestill­ing om kap­i­ta­lo-par­la­men­tarisme som egentlig demokratisk.

Spørgsmålet bliv­er nu (og det er for mig at se det spørgsmål, som hjem­søger Maus bog): Hvor­dan kan vi bryde med den hersk­ende ide­olo­gi? Hvor­dan kan vi blokere repro­duk­tio­nen af kap­i­ta­lo-par­la­men­taris­men? Og måske end­da ikke bare ’blokere’ og ’sætte i stå’ men fak­tisk ’skabe’ en anden vej for den demokratiske admin­is­tra­tion af os selv.

Svaret på dette spørgsmål gives (måske symp­to­ma­tisk for et dybere­liggende prob­lem) i sin ren­este men også tomme form i bogens sid­ste lin­je: ”Stem ikke til folket­ingsval­get. Gør noget”.

Gør hvad? Hvad er dette ’noget’, som må gøres?

Bogen selv giv­er, vil jeg mene, to svar. For det første opfor­dr­er bogen os til at engagere os poli­tisk i de miljøer, vi færdes i: Arbe­jde, skole, fam­i­lie, fod­bold­klub osv. ”Engagér dig, der hvor du er” (s. 70). Således kan demokrati blive ”den virke­lige bevægelse, der ophæver den nuværende til­stand”, og som vil lade ”en demokratisk prak­sis vokse ud af opgøret med det udemokratiske” (s. 79). Man fornem­mer her en vis ind­fly­delse fra kom­mu­nis­er­ing­ste­ori – en ten­dens man også find­er i forskel­lige afarter hos mod­erne filosof­fer som Badiou, Ran­cière, Agam­ben og Negri – hvor idéer om par­ti og repræsen­ta­tion sam­men med enhver form for stadi­ete­ori (den grad­vise over­gang fra kap­i­tal­isme til kom­mu­nisme) for­lades til fordel for det direk­te fæl­lesskab, den fælles organ­is­er­ing af det fælles her og nu. Det er den konkrete organ­is­er­ing i kam­p­en mod den under­trykkende orden, der allerede i sig bær­er for­men for en ny organ­is­er­ing af det fælles. Vores omgivelser og de ting, der omgiv­er os, skal gøres til com­mons (fælleder/det fælles): De skal så at sige kom­mu­nis­eres (gøres fælles). Dette er det første ’noget’, der skal gøres.

For det andet opfor­dr­er bogen til ikke at stemme, således at det ’ikke at stemme’ i sig selv er at gøre ’noget’. ”Det første – men langt fra det sid­ste – skridt er at stoppe med at stemme til folket­ingsval­get” (s. 76). ”Men allerede det at und­lade at stemme er en aktiv han­dling” (s. 88). Hvor­dan det?

Argu­mentet er, at det at ”und­lade at stemme kan være en god poli­tisk strate­gi, for­di det åbn­er op for en debat vi man­gler i Dan­mark” (s. 76) – nem­lig om hvad folketingets reelle ind­fly­delse på den førte poli­tik egentlig er (ifølge Mau stort set lig nul) for herved at åben­bare det hersk­ende sys­tems demokratiske under­skud. Således argu­menteres der for, at det er ”et stort prob­lem for Europa­parla­mentet, at fler­tal­let af den europæiske befolkn­ing ikke stem­mer” (s. 17), og at det ’ikke at stemme’ således kan markere util­fred­shed (s. 75).

Spørgsmålet er, hvor stort et prob­lem det ’at der ikke bliv­er stemt’ over­hovedet er for den hersk­ende orden. Demokrati­ets forkæm­per over dem alle, USA, lig­ger sta­bilt med en val­gdelt­agelse på omkring 50% – og så har man ikke engang medreg­net hverken ille­gale immi­granter (ca. 13 mio. men­nesker) eller krim­inelle med frataget stem­meret (knap 6 mio. men­nesker). Da Oba­ma vandt en sikker val­gse­jr i 2012 med omkring 10% flere stem­mer end Rom­ney, fik han således stem­mer fra omkring 25% af den sam­lede vok­sne befolkn­ing. Så meget for ”fler­tal”. Og alligev­el virk­er det amerikanske poli­tiske sys­tem ikke til at være syn­derligt i krise. Eller i det mind­ste virk­er det ikke til at være den lave val­gdelt­agelse, der pro­duc­er­er legit­imitet­skris­er for den hersk­ende orden i USA. Og det samme, vil jeg mene, gør sig gældende for EU.

Så spørgsmålet er, hvilken han­dling det er ikke at stemme? Om det ikke at stemme er at gøre ’noget’? Maus argu­ment er, at man ikke skal gøre sig selv til instru­ment for den hersk­ende poli­tiske orden ved at stemme. Den hersk­ende ide­olo­gi kræver, at man stem­mer – uanset hvem man stem­mer på (tænk på val­gkam­pag­n­er for selve det at stemme) – for­di det vigtige for den hersk­ende orden ikke er hvilket par­ti, der er ved magten, men at sys­temet har demokratisk legit­imitet (at folk tror, at de fak­tisk regerer sig selv på demokratisk vis). Men giv­er man ikke hermed for meget magt til den hersk­ende ide­olo­gi, og ender man på paradok­sal vis ikke med at repro­duc­ere den ved fak­tisk at tilskrive val­get, inklu­sive det valg ikke at stemme, en afgørende betyd­ning? Eller sagt på en anden måde: Bare for­di det at stemme ikke er at gøre ’noget’, bety­der det så, at det ikke at stemme er at gøre ’noget’? Eller sagt på en tred­je måde: Hvor­for udelukker det første ’noget’ man kan gøre (demokratisér, poli­tisér), at man sam­tidig kan stemme? Er ”stem ikke – gør noget” det samme som at sige ”gør noget – stem ikke”?

Spørgsmålet er selvføl­gelig som altid, hvor­dan man bevæger sig fra ide­ologikri­tik til han­dling. Som med enhver god ide­ologikri­tik – og dette er ikke en kri­tik af ide­ologikri­tikken – frem­står opfor­drin­gen til konkret han­dling i denne bog en smule util­fredsstil­lende. Hvor­dan kan det være? Måske for­di ide­ologikri­tikken ofte er en smule impo­tent, når det kom­mer til poli­tisk prak­sis. Man kan ikke ændre ver­den med teori, hed­der det sig. Og så alligev­el. For hvad der ændr­er sig, når folk går fra pas­siv repro­duk­tion af de forhold, de lever under, til en aktiv, poli­tisk foran­dring af dem, er ikke nød­vendigvis den sit­u­a­tion, folk står i. Det er snarere folks forhold til den sit­u­a­tion, de står i. Med andre ord er det, der ændr­er sig, deres teori om den ver­den, de selv er en del af og tager del i, og hermed ændr­er selve denne ver­den sig.

Der kan være tale om en min­i­mal per­spek­tiv­forskyd­ning, hvor noget, der før virkede umuligt, og som man nærmest ikke kunne forestille sig, plud­selig virk­er ikke bare muligt men måske end­da nød­vendigt, mens andet, der før virkede nød­vendigt, nu frem­står alde­les unød­vendigt.

I den for­stand er det selve det at kri­tis­ere ide­olo­gien, der er den han­dling, der spørges efter. Som Mau selv for­mulerer det, skulle for­målet med ikke at stemme være at skabe en debat om det (u)demokratiske ved vores såkaldte demokratiske sys­tem. Sagt på en anden måde er for­målet med ikke at stemme at skabe et rum for kri­tik af den hersk­ende ide­olo­gi. Men allerede ved at ind­tage den posi­tion, at det måske kan være et led i en demokratisk kamp ikke at stemme, har bogen skabt dette rum. Bogen er alt­så allerede i sig selv det, der efter­spørges, nem­lig kri­tik. Og i den for­stand er bogen selv en langt stærkere han­dling end det ikke at stemme, som ikke i sig selv lev­er­er nogen kri­tik, men kun frem­står kri­tisk for så vidt den for­tolkes som sådan. Det ikke at stemme synes alt­så at være en omvej til det, som er målet, nem­lig kri­tik.

Kri­tik er selvføl­gelig ’bare’ kri­tik. Det er ikke rigtigt at ’gøre noget’. Men måske er det netop det, der er aller­mest brug for i den konkrete sit­u­a­tion. Først med en accept af at den hersk­ende orden ikke tilby­der ram­merne for en til­fredsstil­lende grad af demokratisk kon­trol over vore egne liv – og ide­ologikri­tik er en væsentlig del af en sådan accept – vis­er der sig et mulighed­srum for demokratisk han­dling. Ide­ologikri­tikken åbn­er således for mulighe­den af, at det kunne være anderledes og får os til at lede efter prak­siss­er, der bry­der med den hersk­ende ide­olo­gi. Om disse prak­siss­er nød­vendigvis inde­bær­er ikke at stemme til det kom­mende folket­ingsvalg, vil jeg stille mig tvivlende over­for. Selvom det at stemme ikke i sig selv er en han­dling, der bry­der med den hersk­ende ide­olo­gi, kan det stadig godt være et led i en sådan pro­ces. Som sådan er det alt­så ikke en han­dling ikke at stemme. Men det at ind­tage den posi­tion – om ikke andet så retorisk – mulig­gør en kri­tik af den hersk­ende ide­olo­gi, der i sig selv kan fun­gere som en åbn­ing for et opgør med den hersk­ende ide­olo­gi.

For mig at se er selve bogen alt­så en vigtigere han­dling end det ikke at stemme. Jeg fores­lår der­for – måske lidt pro­vok­erende i forhold til for­fat­terens inten­tion – at man ikke læs­er kri­tikken som fun­da­mentet for opfor­drin­gen (stem ikke), men omvendt, at man læs­er opfor­drin­gen (stem ikke), som fun­da­mentet for kri­tikken. Først ved at ind­tage den radikale posi­tion, der sæt­ter par­entes om det hele (’hvad nu hvis det ikke at stemme er det aktive poli­tiske valg?’), bliv­er det muligt at fore­tage en tilbunds­gående kri­tik af den ide­ol­o­giske repro­duk­tion, der er på spil i val­ghan­dlin­gen.

At ind­tage denne kri­tiske posi­tion er det første skridt, og det eneste mulige skridt at tage i den konkrete sit­u­a­tion, vi befind­er os i. Hvad der så skal ske derefter, må vise sig.

Nico­lai von Eggers er ph.d.-studerende ved Idéhis­to­rie på Aarhus Uni­ver­sitet. Artiklen er bragt i samar­be­jde med Slag­mark — tidsskrift for idéhis­to­rie, og resten af artik­lerne kan læs­es i Slag­marks Debat­sek­tion.

Scroll til toppen