Madrid_October15

Det er nødvendigt at stemme, hvis man vil bryde glasloftet og opnå reel demokratisk indflydelse. Bue Rübner Hansen skriver om de spanske protestbevægelsers konkrete politiske erfaringer, om ideologikritikkens begrænsninger, og om hvad dette betyder for kampen for et virkeligt demokrati i Danmark.

Sym­po­sium: ”Det første skridt på vejen mod et demokratisk sam­fund er at lade være med at stemme”. Således skriv­er Søren Mau i bogen Hæv stem­men!, der har skabt debat i optak­ten til folket­ingsval­get den 18. juni. I samar­be­jde med Slag­mark bringer vi fem artik­ler, der fra hvert deres per­spek­tiv diskuter­er disse fun­da­men­tale spørgsmål: Hvad er et demokratisk sam­fund? Er det over­hovedet demokratisk at stemme? Og hvis ikke, hvad er så en demokratisk han­dling?

”Stem ikke”, skriv­er Søren Mau i sin fine og for danske forhold yder­st radikale polemik Hæv Stem­men. Sæt­nin­gen lyder som et ekko af de bevægelser, som i 2011 ind­tog en række sym­bol­ske pladser i Spanien og erk­lærede: ”No nos rep­re­sen­tan” – de repræsen­ter­er os ikke – og krævede ”Democrá­cia Real Ya!” – virke­ligt demokrati nu. Men det er en under­lig sæt­ning at læse i dag, i Barcelona, hvor jeg bor. For få dage siden blev boli­gret­tighed­sak­tivis­ten Ada Colau val­gt til borgmester, da hen­des val­gplat­form, Barcelona en Comú (Barcelona i Fæl­lesskab), blev langt større end Social­ist­par­ti­et. I mange andre af Spaniens største byer, herun­der Madrid, Valen­cia, Zaragoza, A Coruña, og San­ti­a­go vandt lig­nende, og ligeledes radikalt demokratiske bevægelser nok stem­mer til poten­tielt at få borgmester­poster. I Spanien er det at stemme alt­så blevet en del af den kamp for radikal demokrati og demokratisk foran­dring, som Søren Mau med sin bog synes at være for­t­aler for.

I den danske sit­u­a­tion udtrykker ”Stem ikke” imi­dler­tid en stemn­ing af dyb poli­tik­erlede, som jeg kunne se sprede sig på Face­book og Twit­ter umid­del­bart efter, Helle Thorn­ing udskrev valg. Efter fire år med en cen­trum-ven­stre regering, som har sol­gt Dong til Gold­man Sachs, skåret dag­pen­gene og top­skat­ten, givet virk­somhed­erne skat­telet­telser og de stud­erende stress, er der meget, der tyder på, at Søren Maus lille bog præ­cis­er­er en forståelse, eller ratio­nalis­er­er en følelse, der er delt af langt flere, end den poli­tiske elite forestiller sig.

Her vil jeg forsøge at fork­lare, hvor­for jeg men­er, at Søren Maus kri­tik af den danske par­la­men­tarisme er kor­rekt, men ensidig, at hans teo­retiske begreb om demokratisk han­dling er lovende, men abstrakt, og at bogen som prak­tisk tale­han­dling der­for er poten­tielt kon­trapro­duk­tiv. Jeg vil gøre dette ved at teste logikken i Søren Maus poli­tiske ræson­nement med ref­er­ence til konkrete erfaringer fra Spanien.

Fører kritik til handling?

Ker­nen i Søren Maus polemik er en skarp kri­tik af den danske par­la­men­tarismes udhul­ing. Det er over­rask­ende sjældent, at særskilte akademiske kri­tikker af forskel­lige aspek­ter af det danske demokratis prob­le­mer kom­bineres i en sam­let analyse. Bogen er opbygget som en række små kapitler, som tager sig af hen­holdsvis ”folketingets (af)magt” over­for den inter­na­tionale kap­i­tal­isme, af ”partivirk­somhed­erne og den poli­tiske elite”, der lever af at sælge sig selv til væl­gere som for­brugere af poli­tik, og af ”mediernes anti­demokratiske funk­tion”. Det er på bag­grund af disse konkrete kri­tikker, at Søren Mau kan præsen­tere os for sin opfor­dring om ikke at stemme for i stedet at ”gøre noget”. Han gør dette på en beun­dringsvær­di klar og kort­fat­tet måde, og effek­ten er stor, når empiriske forskn­ingsre­sul­tater kom­bineres med en filosofisk og poli­tisk vil­je til at drage kon­sekvenserne. Søren Maus kri­tiske opsum­mer­ing af det danske demokratis mis­ère er vel­fun­deret, og jeg vil ikke spilde tiden med at rejse anmærkninger omkring de nuanceringer, som naturligvis tabes i en så skarp vin­klet polemik. Maus polemik kræver en skarp, pro­vok­erende vin­kling, og den har vær­di for­di den rejs­er en alt for sjælden prob­lema­tis­er­ing af ten­densen til at reduc­ere demokrati til par­la­men­tarisme.

Mens bogen bruger meget tid på at fork­lare, hvor­for folk ikke skal fore­tage den konkrete val­ghan­dling, bliv­er tek­sten abstrakt, når den peger hen imod de konkrete demokratiske prak­siss­er, som er forud­sæt­nin­gen for at hans kri­tik er prak­sis-ori­en­teret snarere end nihilis­tisk. Søren Maus opfor­dring til ikke at stemme kan ikke forstås uden hans alter­na­tive forslag: ”Lad være med at stemme, og engagér dig poli­tisk i dine omgivelser” (s. 79):

”Engagér dig i de sociale fæl­lessk­aber, du er en del af, og find sam­men med andre ud af, hvad demokrati er, og hvor­dan I sam­men kan gøre det bedre for jer selv og andre. Opdag den intime sam­men­hæng mellem det konkrete og det uni­verselle. De uni­verselle krav vokser altid ud af konkrete his­toriske sit­u­a­tion­er og bestemte sociale prak­siss­er” (s. 80).

Men han kom­mer ikke videre end denne abstrak­te pegen hen imod det konkrete, og tek­sten fralæg­ger sig eksplic­it ans­varet for at tænke konkret over, hvad demokratiske prak­siss­er består i. Argu­mentet er, at bogens pro­jekt ikke er at ”udvikle alter­na­tiv­er”, og at man forøvrigt ”prin­cip­ielt bør afstå fra at have for konkrete idéer til, hvor­dan sam­fun­det ideelt set burde være” (s.78), som om man enten må begrænse sig til at lave konkret sam­fund­skri­tik eller bygge luftige men umulige (og dermed farlige?) utopi­er.

Denne skel­nen er ikke blot fal­sk, den udgrænser også hele fel­tet for konkret poli­tik og organ­is­er­ing og med­før­er, at han ikke stiller de essen­tielle spørgsmål om, hvilke rela­tion­er, inter­ess­er, kroppe, kom­mu­nika­tion­s­mi­dler, organ­i­sa­tions­former osv., der allerede eksis­ter­er. Hvad er de? Hvor er de? Og hvor­dan kan de slutte sig sam­men og organ­is­ere sig? Søren Mau laver en konkret kri­tik af demokrati­et, men hans konkrete analyse af den konkrete sit­u­a­tion er ensidig, for­di den ikke indtænker sociale kampe og de begær, behov og mulighed­er, som er blok­erede eller util­fredsstillede i den nuværende sit­u­a­tion.

Man kan spørge sig selv, om denne tavshed primært er prag­ma­tisk og strate­gisk. Måske Mau men­er, at bogen ville blive svækket som pro­voka­tion og tale­han­dling, hvis den tog skridtet videre til kon­struk­tiv tænkn­ing, som ville tvinge for­fat­teren til at situere sin abstrakt negerende ånd i en konkret, tænk­ende krop, situeret i konkrete fæl­lessk­aber og sociale spænd­ings­fel­ter?

For­di bogen ikke tænker fra et situeret per­spek­tiv og omkring udfor­dringerne ved konkret organ­is­er­ing læg­ger bogen op til, at den kor­rek­te kri­tik af det par­la­men­tariske demokrati vil lede til en frigørelse fra par­la­men­taris­mens illu­sion, og at dette vil lede til konkret demokratisk engage­ment. Således baser­er bogens opfor­dring til ikke at stemme sig tilsyneladende på en mod­sæt­ning mellem at stemme og at ”gøre noget”, for­di det at stemme ses som et ”ide­ol­o­gisk rit­u­al”, der forhin­dr­er folk i at gøre noget.

Men der er meget stor forskel på at opfor­dre folk til ikke at stemme og at opfor­dre dem til at engagere sig. Søren Mau ved, at det at stemme er en indi­vid­u­alis­eret han­dling, som for de fær­reste er knyt­tet til konkrete aktiviteter i fæl­lesskab. Det er dermed en han­dling, som repro­duc­er­er indi­vid­u­alis­erin­gen. Men ikke at stemme er ligeledes en indi­vid­u­alis­eret han­dling, som ikke i sig selv skaber han­dlings­fæl­lessk­aber. Den ned­bry­der et fremmedgjort, indi­rek­te fæl­lesskab, men skaber sam­tidig blot desil­lu­sionerede indi­vider. Opfor­drin­gen til at engagere sig kræver et spring af læseren ud af indi­vid­u­alis­erin­gen og ind i kollek­tiviteten. For­di bogen ikke taler om konkrete prak­siss­er, begær, drømme, og behov, kom­mer ska­belsen af fæl­lessk­aber til at frem­stå som et spring ud i det absurde (und­ta­gen for dem, der allerede som Søren Mau eksis­ter­er i selvbe­v­id­ste poli­tiske fæl­lessk­aber og prak­siss­er). For læsere, der møder en konkret kri­tik og en abstrakt hen­vis­ning til poli­tisk engage­ment, er der god chance for at kun kri­tikken over­be­vis­er. Der er der­for fare for, at tek­stens konkrete poli­tiske virkn­ing – imod sin egen inten­tion – bliv­er pes­simisme og kynisme. Vejen fra Maus ide­ologikri­tik til hans opfor­dring til engage­ment er ubestemt og pro­duc­er­er poten­tielt apati eller reak­tionært engage­ment. Dette vis­er begræn­sningerne i den implicitte oplysnings­filosofiske tro på en lineær pro­gres­sion fra kri­tik til rationel, pro­gres­siv han­dlen. Alter­na­tivet ville være at spørge, hvilke grunde indi­vider kunne have til at slutte sig sam­men hen­sides abstrak­te idéer om reelt demokrati, og at spørge, hvilke kollek­tiviteter der allerede find­es, og hvor­dan de kan poli­tis­eres.

Fra provokation til organisation?

Hov­edar­gu­mentet i Hæv stem­men er, at valg er ide­ol­o­giske rit­ualer, der står i vejen for at gøre noget. Bogens umid­del­bare poli­tisk antagelse synes at være, at kri­tikken af val­get der­for sæt­ter folk fri til at engagere sig demokratisk. Men som vist oven­for er denne antagelse prob­lema­tisk. Sam­tidig baser­er den sig på en fal­sk mod­sæt­ning, for man kan selvføl­gelig godt stemme og sam­tidi­ge gøre noget, og det ved Søren Mau måske godt. Når han i et afs­lut­tende kapi­tel svar­er på en række ind­vendinger mod hans kon­klu­sion (og dét ofte over­be­visende) vis­er det sig, at Mau ikke tror, at kri­tik led­er til han­dling. Imod ind­vendin­gen ”Bare for­di man stem­mer, behøver man ikke have illu­sion­er om folket­ingsval­gets betyd­ning” (s. 83–84) rækker Maus forsvar ikke læn­gere end til at sige, at bogen er en debatsk­abende pro­voka­tion, og at denne pro­voka­tion er rent strate­gisk. Det vis­er sig, at Mau ikke tror på en nød­vendig over­gang fra en ”kor­rekt kri­tik” til et engage­ment. For­di kri­tikken er util­strække­lig må folk skubbes ud i han­dling med pro­voka­tion. En tale­han­dling, som strate­gisk forsøger at skabe en effekt.

Hæv Stem­men kan alt­så læs­es som et forsøge på at bringe danskerne til den bev­id­s­thed mange i Spanien gav stemme til i 2011 – før de fandt ny mening i stem­meurn­erne. Ifølge denne tankegang kan man forestille sig, at den danske velfærdsstats krise blot er min­dre frem­skre­det end den er andre sted­er, og at det danske poli­tiske sys­tems legit­imitet­skrise end­nu ikke er slået igen­nem, men vil gøre det. Som analyse forsøger bogen at over­be­vise folk om den danske par­la­men­tarismes legit­i­ma­tion­skrise, og som opfor­dring til ikke at stemme forsøger den at frem­skyn­de legit­i­ma­tion­skrisen, og at vække folk fra deres selv­forskyldte umyn­dighed. Som vi har set, afhænger bogens argu­ment ikke blot af sin kri­tiks rigtighed – hvis poli­tiske effekt er ubestemt – men af, at dens opfor­dring kan skabe betingelserne for en geno­plivn­ing og genopfind­else af demokrati­et.

Hvis vi ser på de spanske bevægelser siden 2011 tyder meget på, at afvis­nin­gen af par­la­men­taris­men kan skabe et demokratisk nybrud. Maus opfor­dring til at geno­plive og genopfinde demokrati­et, i hverda­gen, i byerne, i aktive fæl­lessk­aber min­der i høj grad om det, som 15M-bevægelsen opnåede i Spanien. Og netop den erfar­ing gør, at vi kan læse Maus bog som poli­tisk rel­e­vant, hvor de fleste for ti år siden ville have læst den som en abstrakt pro­voka­tion. Der­for er det rel­e­vant at spørge, om de spanske erfaringer kan reg­nes som en prak­tisk bekræf­telse af Maus strate­giske hypotese.

Hæv stem­men repro­duc­er­er den pro­ces, der for­løb i Spanien i en abstrakt argu­menterende form uden at lære af processens lev­ede karak­ter. I Spanien var der mange skarpe kri­tikere af det par­la­men­tariske sys­tems udhul­ing, den poli­tiske elites kor­rup­tion og mediernes manip­u­la­tion længe før 2011. Og i mod­sæt­ning til Græken­land fandtes der intet Syriza, der kunne for­mulere bevægelsernes krav på det par­la­men­tariske ter­ræn. Selv efter krisen brød ud i 2008 og for alvor skabte en poli­tisk legit­i­ma­tion­skrise, gik der tre år før 15M-bevægelsen brød ud. Der er alt­så noget der tyder på, at legit­i­ma­tion­skris­er ikke led­er direk­te til demokratisk han­dling, og at sys­temkri­tikker spiller en under­ord­net rolle i forhold til at skabe poli­tisk han­dling. For stud­erende og andre, hvis poli­tiske engage­ment udspringer af intellek­tuelle eller moralske prin­cip­per, kan det se ganske anderledes ud, og det er måske først­nævnte gruppe denne bog er skrevet for. Men blandt bredere befolkn­ingslag skaber kri­tikken af det par­la­men­tariske demokrati blot indi­vid­u­alis­eret, post-poli­tisk kynisme, men ikke nye behov for fæl­lesskab, og den udtrykker ikke i sig selv util­fredsstillede behov og radikale begær. I Dan­mark i dag som i Spanien før 15M find­es der sådanne behov og begær i generelt indi­vid­u­alis­eret form; udfor­drin­gen er og var ikke at opl­yse eller pro­vokere dem, men at skabe rum for kollek­tive artiku­la­tion­er. Sådanne kollek­tive tale­han­dlinger baser­er sig på, at folk sam­ler sig, bevæget af konkrete, lev­ede forhold.

Bogens demokratikri­tik åbn­er ikke for en ind­sigt i, at de brede folke­lige bevægelser i Spanien ikke opstod af kri­tik men af lev­et, eksis­ten­tiel indig­na­tion. De oven­nævnte slo­gans – no nos rep­re­sen­tan, democ­racía real ya! — udtrykker den tidlige 15M-bevægelses bre­deste, abstrak­te fællesnævn­er, men ikke den lev­ede krise, der bragte folk på gaderne. De gik ikke på gaderne, for­di de endelig ind­så, at den spanske par­la­men­tarisme var hul, men for­di de oplevede eksis­ten­tielt, at en hul span­sk par­la­men­tarisme under nye økonomiske forhold var lig med en fremtid, der var værre end den, de var blevet lovet. Kon­sekvensen var deklasser­ing i forhold til foræl­dregen­er­a­tio­nen eller en forarmelse her og nu på grund af arbe­jd­sløshed, prekaritet og velfærd­sned­skæringer.

Når vi forstår det, må vi også forstå, at konkret kri­tik i Dan­mark i dag må knytte an til det konkrete og lev­ede, og starte fra ska­belsen af kollek­tive rum for han­dlen og tænkn­ing. Dette han­dler om sociale kampe, de kollek­tive kampe som f.eks. stu­den­ter­bevægelsen, RyanAir-kon­flik­ten osv., men også om de indi­vidu­elle kampe store dele af befolknin­gen kæm­per i hverda­gen, og spørgsmålet om, hvor­dan disse kan organ­is­eres kollek­tivt. Alle disse spørgsmål er fraværende, når vi bliv­er inden for den ide­ologikri­tiske cirkel, hvis fokus er at vise, at det par­la­men­tariske demokrati ikke lever op til sin egne løfter. Denne kri­tik efter­lad­er os med et abstrakt begreb om, hvad virke­ligt demokrati er. Når vi i stedet forstår spørgsmålet om demokrati og val­ghan­dling i forhold til lev­ede, materielle spørgsmål kan vi også beg­y­n­de at tænke fel­tet for konkret poli­tisk han­dling og organ­is­er­ing og tænke spørgsmålet om demokrati-for­mer strate­gisk. Vi kan beg­y­n­de at forstå, hvor­for val­ghan­dlinger i 2014–2015 har fået fornyet betyd­ning for de spanske bevægelser.

Valg som strategisk terræn

Søren Mau er selvføl­gelig opmærk­som på val­genes tilt­a­gende betyd­ning i Spanien, hvor det nye ven­stre­fløjs­par­ti Podemos kan blive regerings­bærende efter val­get i efteråret 2015, og i Græken­land, hvor Syriza har vun­det stor folke­lig opbakn­ing for sin – indtil videre stort set forgæves – mod­stand mod Troikaens ned­skæringspoli­tik. I Spanien oplevede folk i bevægelserne, at de ramte et ”glasloft”, en øvre grænse for deres magt, og analy­sen var, at det blev nød­vendigt at overtage poli­tiske insti­tu­tion­er for at lov­give og derved imple­mentere bevægelsernes krav. Efter år med insti­tu­tionel blokade af bevægelsernes ini­tia­tiv­er og tilt­a­gende repres­sion blev val­gdelt­agelse set som en nød­vendig til­fø­jelse til bevægelsernes strate­giske reper­toire. Måske ville Mau end­da bakke op om disse parti­er, da hans opfor­dring til ikke at stemme ikke er prin­cip­iel, men kun gælder det kom­mende folket­ingsvalg (s. 9)? Argu­mentet i Hæv stem­men kan alt­så, lige­som den spanske bevægelses tidlige afvis­ning af valg, vise sig at være forenelig med ska­belsen af bevægelser, der kan give ny mening til val­ghan­dlin­gen, og lede til en ophævn­ing, en Aufhe­bung, af stem­men.

Men er det strate­gisk klogt at opfor­dre folk til ikke at stemme i Dan­mark i dag? Andre bidragy­dere til debat­ten om Maus bog vil helt sikkert give gode og skep­tiske svar på dette spørgsmål. Men min pointe er den, at vi slet ikke kan stille spørgsmålet på bag­grund af Maus bog. For at svare, må vi først vide, om afvis­nin­gen af de etablerede parti­er vil lede til kollek­tivt og pro­gres­sivt engage­ment, snarere end indi­vidu­el apati eller reak­tionært engage­ment. Uden at diskutere på dette niveau kan vi kun stille spørgsmålet om valg ide­ologikri­tisk, men ikke strate­gisk og poli­tisk. Den poli­tiske diskus­sion han­dler om mulighed­er, begær, behov, affek­ter, fortællinger om fremtid og for­tid, om eksis­terende netværk og organ­i­sa­tion­er, og om demokrat­i­former. I mod­sæt­ning til ide­ologikri­tikken kan denne diskus­sion også give et begreb om, hvor­dan kollek­tive process­er kan skabes ud af rel­a­tivt indi­vid­u­alis­erede behov og begær og ud af fremmedgjorte fæl­lessk­aber. Det giv­er et bedre udgangspunkt for at gøre op med eller geno­plive par­la­men­taris­men i Dan­mark. For det cen­trale spørgsmålet er ikke, om val­gdelt­agelse er et ide­ol­o­gisk rit­u­al eller en demokratisk pligt, men hvor­dan det demokratiske engage­ment og demokrati­ets magt kan styrkes.

Bue Rüb­n­er er ph.d. fra Queen Mary Uni­ver­si­ty i Lon­don og medlem af Sel­sk­a­bet for Kri­tisk Sam­funds­forskn­ing. Artiklen er bragt i samar­be­jde med Slag­mark – tidsskrift for idéhis­to­rie, og resten af artik­lerne kan læs­es i Slag­marks Debat­sek­tion.