Det snavsede demokrati

Afghanistan
En afghan­sk mand vis­er blækket på sin fin­ger, der afs­lør­er, at han har stemt til det afghanske valg. Barg e Matal, Afghanistan, 2009. Foto: Christo­pher Alli­son.

Man skal ikke se det demokratiske som en (tabt) tilstand, men som en kraft, skriver Lotte Folke Kaarsholm. Så bliver det nemlig mere tydeligt, hvorfor Folketinget skal værdsættes og udnyttes, ikke som al demokratisk udviklings endemål, men som en erobring i den aldrig afsluttede demokratiske kamp.

Sym­po­sium: ”Det første skridt på vejen mod et demokratisk sam­fund er at lade være med at stemme”. Således skriv­er Søren Mau i bogen Hæv stem­men!, der har skabt debat i optak­ten til folket­ingsval­get den 18. juni. I samar­be­jde med Slag­mark bringer vi fem artik­ler, der fra hvert deres per­spek­tiv diskuter­er disse fun­da­men­tale spørgsmål: Hvad er et demokratisk sam­fund? Er det over­hovedet demokratisk at stemme? Og hvis ikke, hvad er så en demokratisk han­dling?

Der er et billede fra et syge­hus i Her­at, taget på dagen for den anden runde af det afghanske præsi­dent­valg sid­ste som­mer.

Dagen var på en måde hverdag i det nye Afghanistan, for folk havde også stået i val­gkøer til første runde af præsi­dent­val­get blot tre måned­er før, og de har i det hele taget afviklet adskil­lige valg til både præsi­dent­post og nation­al­for­sam­lin­gen siden den for­fat­ning, lan­det fik i 2004. Men den var sam­tidig også his­torisk, for det var første gang, at en led­er af Afghanistan fre­deligt gav sin magt fra sig, alt­så Hamid Karzai, som i overensstem­melse med for­fat­nin­gen und­lod at genop­stille til end­nu en peri­ode som præsi­dent.

På billedet sid­der fem afghanske mænd side om side på to hos­pi­tals­sen­ge. De er midal­drende, én af dem har over­skæg, de fire andre lange hvide skæg. De har sprøde lyse­blå syge­hus­dragter og bade­hæt­ter på, men deres fød­der og tøfler i bun­den af billedet er støvede af ler.

Hver mand har den samme forbind­ing på: gaze viklet om ven­stre hånd, så tom­melfin­geren er fri, og det er langefin­geren, ringfin­geren og lillefin­geren også. Gazen sid­der i en klump over det sted, hvor pegefin­geren skulle have sid­det, for den har Tale­ban skåret af som straf for, at den var plet­tet med det lil­la blæk, val­g­st­ed­erne brugte til de afghanske væl­gere.

Val­gblæk kan ikke vaskes af, for så har man en prak­tisk metode i ikke-data­base­førte sam­fund til at sikre sig mod at folk stem­mer to gange, men sam­tidig er det så heller ikke muligt at skjule sin delt­agelse i det demokratiske rit­u­al, når man kom­mer hjem i lands­byen, hvor det måske ikke er FN, der bestem­mer.

Jeg ved ikke så meget mere om billedet, ud over at det er taget af Reuters’ fotograf Moham­mad Shoib, og at en poli­ti­tals­mand i Her­at udtalte, at der var i alt 11 lokale eksem­pler på folk, der af Tale­ban-medlem­mer havde fået skåret ven­stre pegefin­ger af som straf for at have delt­aget i val­get. Men lad os prøve at forestille os, hvad det helt præ­cist var, mæn­dene havde delt­aget i.

Var det noget smukt, noget ædelt, noget prin­cip­ielt, der tran­scen­derede det par­tikulære, en fun­der­ing af det kollek­tive poli­tiske sub­jekt, der rak­te ud over de almin­delige hverdags­beslut­ninger og den almin­delige måde, hvor­på de som under­såt­ter nor­malt nav­iger­er rundt på nogle betingelser, som folk med mere magt har fast­lagt for dem? Ja, ville de fleste nok sige. Det ville jeg selv. For­di de jo havde påtaget sig en del af magten over deres egne vilkår.

At delt­age i demokrati­et, ver­dens mindst ringe styre­form, der læg­ger magten i hæn­derne på folket efter prin­cip­pet én stemme hver, dét er smukt. Så smukt, at vi går i krig for at give folk mulighed for det, så smukt at vi betragter dets mod­standere som næsten mys­tisk onde, sorte fjen­der af den slags, der ikke skal forstås, men elim­ineres.

Der er to halvdele af det demokratiske, der er lige smukke. Den første er, at det fordel­er magten ud på folket, én stemme til hver. Den anden er, at det giv­er hvert medlem af folket mulighed for at tage still­ing til, hvad der er bedst for folket som hel­hed.

I Hæv stem­men! påvis­er Søren Mau over­be­visende og sys­tem­a­tisk, hvor tilsmudsede disse to smukke forestill­inger egentlig er af andre hen­syn i den konkrete demokratiske prak­sis, der hed­der det danske Folket­ing. Hvor­dan EU skriv­er flere af vores love, hvor­dan finan­skap­i­tal­en styr­er mere af vores økono­mi, hvor­dan poli­tik­erne har tabt kon­cen­tra­tio­nen om det de burde have lavet, hvor­dan medierne beløn­ner de fork­erte, hvor­dan væl­gerne er blevet til for­brugere og stem­mer af de helt fork­erte grunde.

Folketinget skulle, for at parafrasere Mau, have været det sted, hvor vores poli­tiske still­ing­ta­gen fik potens, og det er den løg­nagtige pås­tand om, at det også i prak­sis ER dette sted, vi legit­imer­er ved at stemme ved et folket­ingsvalg. Det er et cen­tralt led i argu­men­ta­tion­skæ­den om denne løgn, jeg gerne vil bruge lidt tid på.

Den poli­tiske still­ing­ta­gen skal tage udgangspunkt i spørgsmålet: ‘hvad er bedst for alle?’ og ikke spørgsmålet: Hvad tjen­er bedst mine inter­ess­er?” skriv­er Søren Mau i en gen­nem­gang af, hvor­dan omdan­nelsen af væl­gere til for­brugere er selve det poli­tiske sub­jek­ts død.

Det er en for­mu­ler­ing, der knæsæt­ter en for smal, ja for ren­færdig, def­i­n­i­tion på det poli­tiske, som i sid­ste ende tvinger Mau frem til en for radikal kon­klu­sion (at vi i reak­tion mod det poli­tiske kol­laps bør und­lade at stemme).

For den udelukkende alment ori­en­terede afstemn­ing mellem udelukkende alment inter­esserede væl­gere er en fan­tasi, der aldrig har været virke­lig. Afgivne stem­mer ved ethvert valg har altid fun­det sted i kryds­fel­tet mellem det direk­tive ide­al om en poli­tisk diskus­sion om almen­vel­let helt løs­revet fra delt­agernes egen­in­ter­esse – og så de konkrete, ind­byrdes mod­stri­dende egen­in­ter­ess­er, som poli­tik i sit inder­ste væsen også er et red­skab til at forhan­dle og bal­ancere.

Man ser det tydeligst de sted­er, hvor demokrati­et er ved at blive ind­ført. Når der er nogen, der får magt, er der også nogen, der mis­ter magt. Når pash­tunerne sid­der på uforholdsmæs­sigt stor magt i et udemokratisk Afghanistan, mis­ter de noget af den, når det demokra­tis­eres. Der­for har både de pash­tunske tale­banere en konkret egen­in­ter­esse i at forhin­dre andre grup­per i at stemme, og andre grup­per har også en konkret egen­in­ter­esse i at stemme, som aldrig alene vil være et hen­syn til almen­vel­let. Den vil også være et hen­syn til dem selv. Og der­for står deres kamp ikke kun mellem tilhæn­gere og mod­standere af demokrati, men også mellem medlem­mer af et sam­fund, hvor magt er fordelt på en bestemt måde og nu er i færd med at blive omfordelt.

Samme sam­men­bland­ing af almene og indi­vidu­elle hen­syn ses i debat­terne op til ved­tagelsen af den danske almin­delige val­gret for 100 år siden. “Føl­gen vil blive,” ras­er Kam­mer­herre Alfred Hage fx mod almin­delig kom­mu­nal val­gret i 1904 i Land­stinget, “at Højre forsvin­der af Raadene eller ind­skrænkes til en lat­terlig ringe Minoritet.” Kam­mer­her­ren argu­menter­er ikke med abstrak­te, uni­verselle, almengyldige værdier og ret­tighed­er. Han taler om, at god­se­jerne taber en mængde af magten, når der deles ud af den til kvin­der og tyende. Han siger det til et land­st­ing, der er opret­tet for at skabe repræsen­ta­tion for lan­dets forskel­lige inter­esseg­rup­per på en måde, der afhold­er dem fra at gribe til våben – ikke bare for at de fim­set og egen­in­ter­esse­frit skal sid­de og udvek­sle høflighed­er om almen­vel­let. Heller ikke kvin­derne, der går på gaden, demon­str­erer kun for en uni­versel vær­di. De går også på gaden for at få mere magt til sig selv.

Den poli­tiske still­ing­ta­gen skal rette sig mod spørgsmålet ‘Hvad er bedst for alle?’. Men den er aldrig uplet­tet af udgangspunk­tet ‘Hvad tjen­er bedst mine egne inter­ess­er?’.

Fak­tisk er det måske kun den hvide mand med ejen­dom, Borg­eren i den allers­mall­este for­stand, som nogensinde kan have oplevet den poli­tiske still­ing­ta­gen som noget, der alene vedrør­er almen­vel­let. Sim­pelthen for­di han aldrig har prøvet at stå uden for den på et hvilket som helst tid­spunkt givne opfat­telse af, hvad “det almene” er.

Og hvad har denne pointe så at gøre med Søren Maus grundi­ge afk­læd­ning af det danske Folket­ings parade­for­estill­inger om at prak­tis­ere en magt, som det til tider har min­dre af, end det fore­giv­er? Mest dette, at demokrati­et er beskidt. Demokrati­et er en dynamik, og ikke en til­stand. Det er en uovertruf­fen kraft og ramme, som kan bruges til at stille magth­a­vere til ans­var. Det bruges det til hver dag i det danske Folket­ing. Min­istre, som fore­trækker ikke at fortælle, om danske sol­dater har civile liv på samvit­tighe­den i de krige, vi før­er langt væk, kan ikke und­lade at svare, når spørgsmålet stilles til dem i folket­ingssalen. Regeringer, som ønsker at imødekomme finans­bankers vidt­gående krav om fortro­lighed i investeringer i stat­slig infra­struk­tur, kan måske i første omgang gøre det, men ikke uden efter­føl­gende at blive stil­let til reg­n­skab i folket­ingssalen og herefter i offent­lighe­den til folkets vur­der­ing. De multi­na­tionale virk­somhed­er kan godt gøre, som det pass­er dem, uden at spørge Folketinget om lov. Men hvis de vil gøre noget på det danske marked, skal de finde sig i at blive udsat for selv de mest social­is­tiske kap­i­tal­is­mekri­tik­eres folket­ingsspørgsmål om deres reg­n­sk­ab­sprak­siss­er, skat­te­be­talinger og sociale ans­var.

Folketinget er ikke en garant for lighed i det danske sam­fund. Men det er et red­skab til at prak­tis­ere en lighedssk­abende dynamik mellem folket og magten, som er uden his­torisk side­stykke i nogen anden poli­tisk orden. Man kan se det som en pro­jek­tør, udrustet med ganske gode kræfter til at stille skarpt og kræve åben­hed, der lyser ind i de glob­ale, regionale og lokale magtkampe, der, som Søren Mau ganske rigtigt påpeger, ras­er også på kryds og tværs af tinget selv.

Og hvis nation­al­stat­en som poli­tisk scene lige om lidt dør, which I high­ly doubt, by the way, så bety­der det ikke, at den demokratiske ver­den har brug for min­dre folket­ingskraft. Så bety­der det, at den har brug for mere af det samme, bare i anden skala.

Lotte Folke Kaarsholm er redak­tion­schef ved Infor­ma­tion. Artiklen er bragt i samar­be­jde med Slag­mark – tidsskrift for idéhis­to­rie, og resten af artik­lerne kan læs­es i Slag­marks Debat­sek­tion.

Scroll til toppen