Myten om det borgerlige demokrati

Det repræsentative demokrati er ikke nødvendigvis et røgslør for den kapitalistiske orden. Rune Møller Stahl mener, at folketinget ikke blot er underlagt den globale kapitalisme, men at vi gennem repræsentation kan udøve kontrol over markedernes magt, og at det netop derfor er vigtigt at stemme.

Sym­po­sium: ”Det første skridt på vejen mod et demokratisk sam­fund er at lade være med at stemme”. Således skriv­er Søren Mau i bogen Hæv stem­men!, der har skabt debat i optak­ten til folket­ingsval­get den 18. juni. I samar­be­jde med Slag­mark bringer vi fem artik­ler, der fra hvert deres per­spek­tiv diskuter­er disse fun­da­men­tale spørgsmål: Hvad er et demokratisk sam­fund? Er det over­hovedet demokratisk at stemme? Og hvis ikke, hvad er så en demokratisk han­dling?

Søren Mau har med Hæv stem­men! skrevet en letlæst og engagerende pam­flet med et klart han­dling­sori­en­teret poli­tisk sigte og lykke­ligt befri­et for tra­di­tionel jar­gon. Den er i sig selv et beun­dringsværdigt stykke formi­dlende polemik. Bogen for­mår dog aldrig helt at over­be­vise om sit hov­edar­gu­ment, nem­lig at det par­la­men­tariske demokrati primært er en ide­ol­o­gisk mekanisme for at opretholde den hersk­ende kap­i­tal­is­tiske orden, og at det ikke at stemme er en væsentlig del af en effek­tiv strate­gi for social foran­dring.

Jeg vil gerne fokusere på det fak­tum, at dagens repræsen­ta­tive demokrati ikke er designet som et røgslør for kap­i­tal­is­men. Det er opstået som et pro­dukt af en lang, kon­flik­t­fyldt poli­tisk kamp. Når vi i mod­erne kap­i­tal­is­tiske sam­fund har par­la­men­tarisk styre med almen val­gret, er det for­di folke­lige bevægelser igen­nem his­to­rien har vun­det disse som poli­tiske sejre, og ikke for­di det er en nød­vendig mekanisme for repro­duk­tio­nen af den kap­i­tal­is­tiske orden. His­to­rien vis­er tvær­ti­mod, at kap­i­tal­is­men sagtens kan fun­gere uden par­la­men­tarisk demokrati. Der er meget, der tyder på, at vi i den nuværende neolib­erale peri­ode igen er ved at se sti­gende mod­sæt­ninger mellem kap­i­tal­isme og demokrati. I en sit­u­a­tion, hvor det repræsen­ta­tive demokrati er truet, er der ikke brug for en kam­pagne for at dele­git­imere par­la­menter og valg. Der er snarere brug for at for­berede et forsvar for det par­la­men­tariske demokrati og en kamp for at udvide dets række­v­id­de.

’Stem ikke’ som strategi

Søren Maus argu­ment i Hæv stem­men! har to hov­edele­menter. På den ene side inde­hold­er bogen en analyse af udhulin­gen af de nationale par­la­menters ind­fly­delse i kraft af finan­siel glob­alis­er­ing og poli­tisk kon­sen­sus om neolib­er­al poli­tik. På den anden side rum­mer bogen et argu­ment for at stem­meaf­givelse til nationale par­la­menter i sig selv er poli­tisk skadeligt, for­di det legit­imer­er den hersk­ende insti­tu­tionelle orden og dermed spær­rer for opkom­sten af poli­tiske alter­na­tiv­er.

Det første ele­ment er rel­a­tivt ukon­tro­ver­sielt på den akademiske ven­stre­fløj, som Mau plac­er­er sig inden­for. Analy­sen af demokrati­ets aktuelle til­stand læg­ger sig eksem­pelvis ret tæt op af det, som den engelske socialdemokratiske poli­tilog Col­in Crouchs kalder den post-demokratiske til­stand.

Det andet ele­ment, der­i­mod, er langt mere sub­stantielt, og det er også her, jeg vil kon­cen­trere det meste af min analyse. Og da bogen bev­idst er skrevet som et poli­tisk kamp­skrift, vil jeg kon­cen­trere mig om det poli­tiske strate­giske niveau.

Det umid­del­bare prob­lem her er, at bogen er fat­tig på strate­gi. Delt­agelse i demokratiske valg og forsøget på at ero­bre par­la­men­tarisk magt har været et helt cen­tralt red­skab for pro­gres­sive bevægelser igen­nem his­to­rien. Der­for virk­er det over­ilet at opgive dette til fordel for en ret luftig opfor­dring til at ”gøre noget”.

Men min hov­edind­vend­ing mod bogens argu­ment er imi­dler­tid snarere, at Søren Mau med sin iden­ti­fika­tion af det par­la­men­tariske demokrati med den borg­erlige orden for­sim­pler den kon­flik­t­fyldte his­toriske sam­men­hæng mellem kap­i­tal­isme og demokrati. Dermed risik­er­er man ikke bare at under­støtte den vidt udbredte myte om et mod­sæt­nings­forhold mellem radikal social foran­dring og insti­tu­tionelt demokrati, men kan også med en manikæisk opdel­ing i sandt og fal­skt demokrati overse strate­giske åbninger for reelle demokratiske frem­skridt.

Repræsentation som ideologisk røgslør

Mau opreg­n­er en række inspi­ra­tionskilder på den teo­retiske ven­stre­fløj, herun­der Hardt, Negri, Žižek og Ran­cière. Det eksplicitte fokus på par­la­mentsvalg som det strate­giske hov­ed­prob­lem, del­er Mau dog primært med Alain Badiou, der i Metapoli­tikken taler om ”kap­i­tal­isme-par­la­men­taris­men”, og som i forordet til den ital­ienske udgave eksplic­it skriv­er, at ”fjen­den i dag er ikke Imperi­et eller Kap­i­tal­is­men. Fjen­den er Demokrati­et”. Denne udpeg­n­ing af det par­la­men­tariske demokrati som ikke bare et ide­ol­o­gisk blænd­værk, men også et helt cen­tralt appa­rat i oprethold­elsen af den kap­i­tal­is­tiske orden, synes at være styrende for Maus analyse og strate­gi.

Dette er imi­dler­tid en tvivl­som læs­ning af det repræsen­ta­tive demokratis his­to­rie. En læs­ning som kan udgøre en alvorlig forhin­dring for at udvikle adæk­vate svar i en tid, hvor demokrati og kap­i­tal­isme i sti­gende grad bliv­er frakoblet hinan­den, og hvor forsvaret for demokratisk suverænitet dermed kan blive en væsentlig poli­tisk kam­plads. Prob­lemet for Mau og Badiou er, at en diag­nose, der anfør­er, at demokrati i dagens Dan­mark allerede er fuld­stændigt fraværende, giv­er rel­a­tivt dårlige ana­lytiske red­sk­aber til at forstå og mod­gå den løbende afdemoka­tis­er­ing, der fak­tisk foregår. I nat­ten bliv­er alle kat­te grå og alle regimer udemokratiske.

Sam­tidig bety­der strate­gien med at afvise par­la­mentsvalg som ren ide­olo­gi, at man under­støt­ter en udbredt ide­ol­o­gisk forestill­ing om, at der er noget essen­tielt borg­erligt og lib­er­alt ved repræsen­ta­tive val­ghan­dlinger. Det gør det let at frem­stille alter­na­tiv­er til lib­er­aldemokratisk kap­i­tal­isme som enten luftige utopi­er eller total­i­tarisme.

Det repræsen­ta­tive demokrati er imi­dler­tid hverken den eneste eller den naturlige ramme for kap­i­tal­is­men. Fak­tisk kan kap­i­tal­is­men sagtens fun­gere uden almen stem­meret og repræsen­ta­tive struk­tur­er. Enten ved et oli­garkisk sys­tem med ind­skræn­ket stem­meret, som i kon­sti­tu­tionelle monarki­er (som Storbri­tan­nien efter The Glo­ri­ous Rev­o­lu­tion og Estrup-tidens Dan­mark), eller under dik­tatur­er, som i 1980’ernes Lati­nameri­ka eller de fascis­tiske styr­er i mellemkrigsti­den, hvor den pri­vate ejen­dom­sret og prof­i­trat­en havde det strålende. Snarere end at være et designet røgslør for kap­i­tal­is­tisk orden er de repræsen­ta­tive sys­te­mer med uni­versel stem­meret, der karak­teris­er­er det mod­erne Europa, opstået ved en lang poli­tisk kamp.

Stemmerettens konfliktfyldte fremvækst

His­torisk har de europæiske eliter været ekstremt skep­tiske over­for idéen om repræsen­ta­tion og almen stem­meret ud fra antagelsen om, at det fat­tige fler­tal ville kunne bruge stem­meretten til at ekspro­priere det for­muende min­dretal. 1800-tal­lets lib­erale, som i de fleste til­fælde lagde grund­stenene til de mod­erne repræsen­ta­tive sys­te­mer, var skep­tiske over­for almen stem­meret, og selv mere pro­gres­sive lib­erale stem­mer som John Stu­art Mill anbe­falede kraftige begræn­sninger af stem­meretten. Det var først gen­nem mas­sivt pres fra folke­lige bevægelser som arbe­jder­bevægelsen og kvin­de­bevægelsen, at den almene val­gret blev pres­set igen­nem. Der­for var kravet om et reelt repræsen­ta­tivt demokrati og suveræne par­la­menter med frie hem­melige valg også en cen­tral del af den tidlige arbe­jder­bevægelses krav. Da Marx og Engels i 1848 for­mulerede de konkrete krav fra Det tyske kom­mu­nis­tiske par­ti, omhan­dlede tre første krav etab­lerin­gen af et tysk par­la­ment med uni­versel stem­meret og delt­agelse af arbe­jdere.

Det var først i peri­o­den efter Anden ver­den­skrig, at mod­sæt­nin­gen mellem pri­vat ejen­dom og demokrati beg­y­n­dte at træde i bag­grun­den. Gen­nem idéen om lib­er­alt demokrati blev kap­i­tal­isme ikke læn­gere set som stående i mod­sæt­ning til demokrati­et, men i stedet som det eneste socioøkonomiske sys­tem, der kunne under­støtte demokrati i det lange løb. Denne iden­ti­fika­tion af demokrati og kap­i­tal­isme, ville bare en gen­er­a­tion tidligere have vir­ket absurd. Ikke desto min­dre blev denne nye ide­ol­o­giske kon­struk­tion paradok­salt nok under­støt­tet af ven­stre­flø­jen. På den kom­mu­nis­tiske side forstærkede man billedet af en kobling mellem kap­i­tal­isme og demokrati ved at for­lade den tra­di­tionelle arbe­jder­bevægelses forsvar for den demokratiske repub­lik for i stedet at forsvare et autoritært sys­tem som Sov­je­tu­nio­nen. Og på den socialdemokratiske side accepterede man koblin­gen mellem kap­i­tal­isme og demokrati ved, at man accepterede det lib­erale dik­tum om, at val­get stod mellem enten kap­i­tal­is­tisk demokrati eller total­i­tarisme, og at man der­for måtte opgive at demokra­tis­ere økonomien og slå sig til tåls med et demokrati, der stoppede ved fab­rik­sporten.

Det insti­tu­tionelle kom­pro­mis mellem kap­i­tal­isme og demokrati var imi­dler­tid ikke gratis for kap­i­tal­en. Kom­bi­na­tio­nen af almen stem­meret, stre­jkevåb­net og folke­lig mobilis­er­ing ledte til etab­lerin­gen af et socialt sikker­hed­snet og markante forbedringer for den brede befolkn­ing i midten af det 20. århun­drede. Sam­tidigt vis­er Thomas Piket­ty og Emmanuel Saez’ opgørelser, at peri­o­den mellem 1945–70 var den his­toriske peri­ode, hvor den rigeste ene pro­cent har haft den his­torisk laveste andel af nation­alind­kom­sten.

Kapitalens og demokratiets skilsmisse

Man kan vælge at afvise disse tilkæm­pede sociale og insti­tu­tionelle frem­skridt, herun­der den almene val­gret, som irrel­e­vante, for­di de ikke ledte til en over­skridelse af det kap­i­tal­is­tiske sys­tem og til et ”i sand­hed demokratisk sam­fund”, som Søren Mau taler om. Men det fak­tum, at kap­i­tal­is­men har tilpas­set sig et nyt insti­tu­tionelt ter­ræn med nye styrke­forhold, bety­der ikke, at disse insti­tu­tion­er kan reduc­eres til ide­ol­o­giske appa­rater til at opretholde den hersk­ende orden.

Der­for har den glob­ale økonomiske elite heller ikke været ligeglad med det par­la­men­tariske demokrati. Den under­gravn­ing af demokrati­et til fordel for glob­ale kap­italkræfter, som Mau rigtigt opteg­n­er i bogen, er ikke blot en naturlig følge af tek­nol­o­gisk udvikling. Det er et pro­dukt af en lang poli­tisk pro­ces, som gen­nem de sid­ste har drænet de val­gte, repræsen­ta­tive foras beslut­ningskraft. Fri glob­al kap­i­tal­mo­bilitet har gjort regeringer sår­bare over­for pres fra finan­sielle marked­er, og insti­tu­tionelle ændringer som uafhængige cen­tral­banker og bindende fri­han­del­saf­taler som TTIP har effek­tivt afpoli­tis­eret store dele af den økonomiske poli­tik. Den glob­ale neolib­erale bevægelse kan på mange måder ses som et forsøg på at begrænse den ind­fly­delse, som val­gte par­la­menter har over sam­fund­søkonomien. Et forsøg, der er i stort omfang har været suc­ces­fuldt.

Men netop for­di det neolib­erale forsøg på at begrænse demokrati­et er poli­tisk, er det ikke nød­vendigvis irre­versibelt. Udviklin­gen i Lati­nameri­ka i de sen­este årti­er har vist, at kom­bi­na­tio­nen af folke­lig mobilis­er­ing og par­la­men­tariske regeringer fak­tisk er i stand til at bryde den neolib­erale udvikling og åbne op for øget social lighed og demokratisk delt­agelse. Og opkom­sten af parti­er som Syriza og Podemos i Europa tyder på at par­la­men­tarisk poli­tik kan tage en langt mere radikal drejn­ing, end man har set i mange årti­er.

Søren Mau taler for, at poli­tiske strate­gi­er skal styres af en konkret analyse af den his­toriske sit­u­a­tion. I den sam­men­hæng virk­er det for mig som om nation­al par­la­men­tarisk poli­tik i disse år bliv­er en mere, ikke min­dre cen­tral kamp­plads. Især hvis man sam­men­lign­er de nuværende sociale kampe i Sydeu­ropa og Lati­nameri­ka med tidligere forsøg på at omgå nation­al poli­tik, som alter-glob­alis­er­ings­bevægelsen eller de sociale fora, der et årti efter har efter­ladt sig få blivende spor.

Hvis man ser på den bølge af protest­bevægelser som inspir­eret af Tune­sien og Egypten spredte sig over klo­den i 2011, kan man også kon­statere, at de har klaret sig bedst de sted­er, hvor de har fået et par­la­men­tarisk udtryk, som for eksem­pel i Spanien eller Græken­land. De sted­er, hvor det ikke er lykkedes bevægelserne at koble sig til par­la­men­tariske kræfter, som Tahrir-bevægelsen i Egypten eller Occu­py Wall Street i USA, er de enten ebbet ud eller blevet knust.

Den mest effek­tive strate­gi til at mod­gå den afkobling mellem kap­i­tal­isme og demokrati, som vi ser i disse år, er ikke at afvise formelle demokratiske insti­tu­tion­er og ret­tighed­er som meningsløse ide­ol­o­giske udtryk. Det er tvær­ti­mod at for­berede et offen­sivt forsvar for det truede par­la­men­tariske demokrati. Hvor­for? For­di de nationale par­la­men­tariske insti­tu­tion­er i sam­spil med social mobilis­er­ing er det bed­ste bud på et mod­spil mod den sti­gende magt til glob­ale oli­garkiske elite. Sam­tidig udgør det par­la­men­tariske demokrati i dag, som det gjorde for Marx og Engels i 800-tal­let, en poten­tiel trædesten frem mod en mere gen­nem­gribende demokra­tis­er­ing økonomien og sam­fund­slivet.

Rune Møller Stahl er ph.d.-studerende ved Statskund­skab på Køben­havns Uni­ver­sitet og medlem af Enhed­slis­ten.  Artiklen er bragt i samar­be­jde med Slag­mark – tidsskrift for idéhis­to­rie, og resten af artik­lerne kan læs­es i Slag­marks Debat­sek­tion.

Scroll til toppen