Om parlamentarismekri-tikkens potentialer

Christiansborg_Folketingssalen_20120420_0222F_8188480571-1024x682

Det er ikke nødvendigvis en demokratisk handling at stemme. Demokrati er, når vi engagerer os i vores direkte omgivelser, mens kritikken af en abstrakt demokratiforståelse kan åbne op for et sådant demokratisk engagement. Derfor skal vi ikke stemme den 18. juni, svarer Søren Mau sine kritikere.

Sym­po­sium: ”Det første skridt på vejen mod et demokratisk sam­fund er at lade være med at stemme”. Således skriv­er Søren Mau i bogen Hæv stem­men!, der har skabt debat i optak­ten til folket­ingsval­get den 18. juni. I samar­be­jde med Slag­mark bringer vi fem artik­ler, der fra hvert deres per­spek­tiv diskuter­er disse fun­da­men­tale spørgsmål: Hvad er et demokratisk sam­fund? Er det over­hovedet demokratisk at stemme? Og hvis ikke, hvad er så en demokratisk han­dling?

I Dan­mark taler vi altid om ”vores demokrati”, mens slo­ganet for TV2’s val­gdækn­ing er ”Du bestem­mer”. Men hvem bestem­mer egentlig? Hvor­dan står det egentlig til med det såkaldte demokratiske poli­tiske sys­tem? Og nu når der er folket­ingsvalg, og vi alle får tilsendt små sedler, som kan vek­sles til en stemmesed­del, som så igen kan vek­sles til… ja, hvad? Til ind­fly­delse? Givet at vi har stem­meret, hvor­dan for­val­ter vi så denne stem­meret på en måde, der er i overensstem­melse med et ønske om et mere demokratisk sam­fund? Det er nogle af de spørgsmål, jeg har prøvet at besvare i Hæv stem­men! I Dan­mark diskuter­er vi aldrig, hvor­for man egentlig stem­mer. Vi for­falder til en abstrakt og farlig forståelse af demokrati­et, hvor vi iden­ti­fi­cer­er demokrati med stem­meaf­givn­ing (eller en hvilken som helst anden insti­tu­tion). Stem­meaf­givn­ing kan være et led i en demokratisk pro­ce­dure, men det kan også være en måde, hvor­på et udemokratisk sys­tem forsøger at give sig selv et skær af legit­imitet. Og det sid­ste, men­er jeg, er dækkende for, hvad folket­ingsval­get i den nuværende sit­u­a­tion han­dler om.

Hvis vi ønsker at skabe et reelt demokratisk sam­fund, hvis vi ønsker at fratage den udemokratiske elite sin magt, hvis vi ønsker et sam­fund, hvor hele befolknin­gen bestem­mer over sig selv, så skal vi ikke reg­ne med at det sker gen­nem det par­la­men­tariske arbe­jde alene. Foran­drin­gen må (også) komme fra brede, folke­lige, sociale bevægelser. Det lad­er til, at mine kri­tikere er forholdsvis enige med mig i dette. Dette er en udbredt hold­ning på ven­stre­flø­jen, men det er det desværre ikke i mange andre dele af befolknin­gen. Mit håb er, at en kri­tik af det poli­tiske sys­tem kan åbne op for, at flere vil engagere sig i det ude­nomspar­la­men­tariske arbe­jde. Der er i Dan­mark en udbredt forestill­ing om, at vi lever i et vel­fun­gerende demokrati – og dele af ven­stre­flø­jen i Dan­mark udbred­er end­da denne forestill­ing (f.eks. Enhed­slis­ten, der i deres prin­cip­pro­gram skriv­er at ”vi har frie og demokratiske valg”). Mit håb er, at en ned­bryd­ning af denne forestill­ing kan åbne op for en form for ude­nomspar­la­men­tarisk demokratisk engage­ment i større skala end det, vi i øje­b­likket ser.

Fra kritik til handling

Dermed adresser­er jeg det spørgsmål om forhold­et mellem kri­tik og han­dling, som både Hansen og von Eggers rejs­er. Der er (desværre) ikke en lige, sim­pel vej fra kri­tik til han­dling, og den kri­tiske afdækn­ing kan altid risikere at gå til spilde i res­ig­na­tion og kynisme. Dette er et vilkår for al kri­tik. Men jeg tror heller ikke, at kri­tik aldrig kan være et skridt på vej mod han­dling. Der er ingen nød­vendig mod­sæt­ning mellem kri­tik og han­dling. Og desu­den er kri­tik, som von Eggers påpeger, også i sig selv en han­dling. Kri­tik kan føre til han­dling, men gør det ikke altid. I den forbindelse er det vigtigt at påpege, at jeg ikke har nogen forestill­ing om, at opfor­drin­gen til at lade være med at stemme kan udgøre et selvstændigt grund­lag for mobilis­er­ing. Mit eneste håb er, at en kri­tik af det poli­tiske sys­tem kan gøre det nem­mere for sådanne bevægelser at mobilis­ere og rekrut­tere ved at udbrede fornem­melsen af, at vi bliv­er nødt til at organ­is­ere og mobilis­ere, hvis vi vil skabe foran­dringer. Med von Eggers’ ord: ”Ide­ologikri­tikken åbn­er således for mulighe­den af, at det kunne være anderledes og får os til at lede efter prak­siss­er, der bry­der med den hersk­ende ide­olo­gi”. Der­for peger jeg heller ikke på konkrete bevægelser, som jeg opfor­dr­er til, at man tilslut­ter sig. Det ville svække bogens kraft, hvis den slut­tede af med en opfor­dring til at delt­age i G7-pro­test­erne, Block­upy, Blok­er Boretår­net, blive fredsvagt i Palæsti­na osv. – bogen ville ende med at frem­stå som en snedig måde at rekrut­tere til bestemte bevægelser på.

Dog er det vigtigt at have med, at jeg ikke bare har skrevet en bog. Jeg har sam­men med andre sta­blet en gruppe på benene (”Stem ikke til folket­ingsval­get!”), der har afholdt offentlige aktion­s­møder i Køben­havn og Århus, skrevet et man­i­fest sam­men og som vil lave aktion­er op til val­get – netop for at undgå, at det ”ikke at stemme” lige­som stem­meaf­givn­ing bliv­er ”en indi­vid­u­alis­eret han­dling”. Ved at lave aktion­er og møder om emnet, forsøger vi netop at give os selv og andre en mulighed for at tage aktivt del i en kollek­tiv protest mod det poli­tiske sys­tem, lige­som vi på den måde knyt­ter kon­tak­ter og opbyg­ger og udvek­sler aktivist-erfaringer, der kan skabe grobund for mobilis­er­ing om andre poli­tiske pro­jek­ter i fremti­den.

Imod den abstrakte demokratiforståelse

Både Rune Møller Stahl, Bue Rüb­n­er Hansen og Lotte Folke Kaarsholm hen­vis­er til valg i andre lande og andre his­toriske peri­oder og frem­drager disse eksem­pler for at illus­trere, at det par­la­men­tariske arbe­jde kan være en effek­tiv del af en pro­gres­siv og demokratisk poli­tisk strate­gi – hvilket jeg er helt enig i. Så for at svare på Hansens spørgsmål: ja, jeg ville stemme til lokalval­get i Barcelona. Som jeg skriv­er på bogens første side, har jeg intet imod valg, og jeg har heller ikke noget imod repræsen­ta­tion (som Stahl lad­er til at tro). Min pointe er sådan set blot: par­la­menter og repræsen­ta­tion er ikke i sig selv pro­gres­sive og demokratiske – de kan være et led både i en demokratisk poli­tisk kamp og en måde at opretholde en udemokratisk til­stand på. I den nuværende sit­u­a­tion i Dan­mark men­er jeg, at Folketinget har den sid­ste funk­tion. Men i en anden sit­u­a­tion, hvor der f.eks. eksis­ter­er en reel demokratisk, social bevægelse (som f.eks. i Spanien lige nu), kan par­la­mentet selvføl­gelig godt fun­gere som det første.

Jeg er der­for helt på lin­je med Stahl, når han hen­vis­er til sit­u­a­tio­nen i Lati­nameri­ka, Græken­land og Spanien som eksem­pler på hvor­dan ”kom­bi­na­tio­nen af folke­lig mobilis­er­ing og par­la­men­tariske regeringer fak­tisk er i stand til at bryde den neolib­erale udvikling”, og jeg vil netop gerne være med til at skabe den folke­lige mobilis­er­ing, der man­gler i Dan­mark. I den forbindelse vil jeg dog uden at gå ind i en grundig diskus­sion blot bemærke, at sit­u­a­tio­nen i Græken­land stadig er så åben, at den ikke tillad­er en kon­klu­sion, hvad angår det par­la­men­tariske arbe­jdes nyt­tighed for en social bevægelse, der forsøger at modar­be­jde Tro­jkaens neolib­erale afpres­ning af den græske befolkn­ing. Som Hansen nævn­er i forb­i­farten, har Syrizas mod­stand desværre indtil videre været ”stort set forgæves”. Jeg håber, at det ændr­er sig, og jeg håber at den græske befolkn­ing lykkes med at bruge par­la­mentet til at bekæmpe Tro­jkaen, og der er ingen grund til at opgive den kamp nu – blot vil jeg under­strege, at man ikke uden videre kan bruge Græken­land som et eksem­pel på, hvor­dan en social bevægelse i foren­ing med par­la­ment og regering kan udgøre en stærk front mod neolib­er­al afpres­ning. Desu­den er det vigtigt at have med, at en af de ting, der netop bliv­er mobilis­eret omkring i Spanien, er (som Hansen også peger på) util­fred­she­den med det etablerede poli­tiske sys­tem, og ikke ”et offen­sivt forsvar for det truede par­la­men­tariske demokrati” (som Stahl men­er der er brug for – hvad er det for et demokrati, han taler om?). Erfarin­gen fra Spanien vis­er fak­tisk, at det er muligt at mobilis­ere bredt omkring bl.a. util­fred­shed med det etablerede poli­tiske sys­tem – med andre ord, at kri­tikken af partierne, par­la­mentet og medierne fak­tisk kan være en del af et grund­lag for en demokratisk, folke­lig mobilis­er­ing.

Der­for men­er jeg, at Stahl og især Kaarsholm fejl­læs­er bogen. Man kan på ingen måde slutte noget som helst vedrørende stem­meaf­givn­ing i Afghanistan (eller nogle andre sted­er) ud fra Hæv stem­men! Kaarsholms ind­dragelse af det afghanske valg anty­der en abstrakt forståelse af demokrati­et, idet den implic­it side­s­tiller det afghanske valg og folket­ingsval­get i Dan­mark anno 2015. Det er forskel­lige sit­u­a­tion­er, og i vur­derin­gen af dem må man være sen­si­tiv over for disse forskelle. Stem­meaf­givn­ing kan godt være en pro­gres­siv han­dling i en bestemt sit­u­a­tion, sam­tidig med at det kan være det mod­sat­te i en anden sit­u­a­tion. Jeg afvis­er der­for ikke tidligere ”tilkæm­pede sociale og insti­tu­tionelle frem­skridt”, som Stahl skriv­er, hvilket jeg også eksplic­it skriv­er i bogen angående udvidelsen af stem­meretten i 1915:

Kam­p­en for kvin­ders og fat­tiges stem­meret var ubetinget pro­gres­siv. I den konkrete his­toriske sit­u­a­tion, som de befandt sig i, var det uden tvivl det rigtige at kæmpe for at få stem­meret. Dem, der den­gang kæm­pede for at udvide stem­meretten, kæm­pede for de mar­gin­alis­erede befolkn­ings­grup­pers poli­tiske ind­fly­delse, de kæm­pede for et mere demokratisk sam­fund. Det er den samme kamp, vi må kæmpe i dag – mod ille­git­ime magth­ier­arki­er, hvor de få bestem­mer over de mange, og for en demokratisk poli­tisk prak­sis, hvor alle bestem­mer over alle, eller anderledes udtrykt: hvor sam­fun­det bestem­mer over sig selv. Den his­toriske udvikling har skabt en sit­u­a­tion, hvor vi på paradok­sal vis må kæmpe denne kamp ved at gøre det mod­sat­te af, hvad de pro­gres­sive kræfter gjorde for hun­drede år siden: I stedet for at kæmpe for at blive inte­gr­eret i det poli­tiske sys­tem, må vi kæmpe mod og på trods af det. (s. 76f)

Bogen under­streger således, at vur­derin­gen af det par­la­men­tariske arbe­jdes nyt­tighed for en demokratisk poli­tisk prak­sis altid må bero på en konkret analyse af den konkrete sit­u­a­tion – i mod­sæt­ning til Kaarsholms abstrak­te til­gang. Var stem­meaf­givn­ing til folket­ingsval­get pro­gres­sivt i 1915? Sandsyn­ligvis (jeg har ikke under­søgt sit­u­a­tio­nen nærmere). Er stem­meaf­givn­ing til folket­ingsval­get pro­gres­sivt i 2015? Nej. Det er sim­pelthen unuanceret, ahis­torisk og abstrakt at tro, at delt­agelse i valg altid er den rigtige strate­gi for en demokratisk poli­tik. Ligeså abstrakt og ahis­torisk vil det være at sige det mod­sat­te, hvilket en tænker som Alain Badiou ten­der­er til. Min primære inspi­ra­tion til kri­tikken af den danske par­la­men­tarisme kom­mer ikke fra Badiou, hvilket Stahl anty­der. Badious ontol­o­gis­er­ing af stats­be­gre­bet får ham til a pri­ori at afvise enhver poli­tisk prak­sis inden for stat­en, til fordel for en poli­tik ”at a dis­tance from the state” – her er jeg enig med Žižek, der kri­tis­er­er Badiou for at have et ”overblown notion of the state”.

I tråd med denne afvis­ning af en abstrakt forståelse af demokrati, ser jeg heller ikke demokrati­et som ”en (tabt) til­stand”, hvilket Kaarsholm insin­uer­er. Et citat fra bogen, hvor jeg parafraser­er Marx og Engels, burde være tilstrække­ligt her: ”Demokrati er ikke en til­stand, der skal skabes, et ide­al, som virke­lighe­den har at rette sig efter” (s. 79). Fak­tisk under­streger bogen, at demokrati­et altid kun eksis­ter­er som en konkret, his­torisk prak­sis, og ikke kan iden­ti­fi­ceres med en til­stand eller en insti­tu­tion (som f.eks. valg) (s. 18–19).

Kaarsholm kri­tis­er­er mig for at have en for ren­færdig def­i­n­i­tion på det poli­tiske, for­di jeg skriv­er: “Den poli­tiske still­ing­ta­gen skal tage udgangspunkt i spørgsmålet: ‘hvad er bedst for alle?’ og ikke spørgsmålet: Hvad tjen­er bedst mine inter­ess­er?”. Dette er ifølge hende ”en fan­tasi, der aldrig har været virke­lig”. Det hævder jeg heller ikke, at den har været. Jeg skriv­er netop, at den poli­tiske still­ing­ta­gen skal tage udgangspunkt i spørgsmålet ”Hvad er bedst for alle?”, jeg skriv­er ikke at den rent fak­tisk gør det. Tvær­ti­mod under­streger jeg: ”Men­nesker dan­ner ikke deres hold­ninger i et socialt tom­rum. Hvem man er, hvor­dan man ser ver­den, hvad man men­er om diverse poli­tiske ting og sager, er i høj grad afgjort af de miljøer, man dannes og færdes i” (s. 66), men jeg fork­lar­er også, hvor­for dette ikke udgør en bar­riere for uni­ver­sal­is­men: ”Det uni­verselle eller almene per­spek­tiv nås ikke ved at abstra­here fra ens kul­turelle og sociale udgangspunkt, ikke ved at akti­vere en eller anden ’for­nuft­sevne’, som gør os i stand til at hæve os op over det konkrete, lev­ede liv – men tvær­ti­mod ved at gå helt ind i en kul­turel for­ma­tion, blotlægge dens mod­sigelser, og kæmpe de kampe, der udfold­er sig dér” (s. 69). Folk han­dler fak­tisk på en uni­versel måde og til­sidesæt­ter deres egne inter­ess­er. Kaarsholm oper­erer med en for sim­pel og udi­alek­tisk mod­still­ing af det par­tikulære og det uni­verselle, eller mellem egen­in­ter­essen og alles inter­esse. Disse kan sagtens være sam­men­faldende (men de kan også være mod­satret­tede). Her er jeg på lin­je med f.eks. Marx, der netop i arbe­jderk­lassens egen­in­ter­esse ser den uni­verselle inter­esse.

Demokratiet, magten, profitten

Kaarsholm udbred­er til sidst nogle mærkværdighed­er om Folketinget. Ifølge hende bruges Folketinget til hverdag til at stille magth­a­vere til ans­var. Hun giv­er som et eksem­pel, at min­istre kan tvinges til at svare på spørgsmål. Men min­istrene er jo ikke magth­av­erne — de er bureaukrater. De magth­a­vere (eller den struk­tur, der fun­ger­er som en magtin­stans), bogen peger på, og som er uden for Folketingets række­v­id­de, er først og fremmest den glob­ale økonomis bevægelser. Og hvor­dan Folketinget kan stille disse bevægelser til ans­var, er mig en gåde. Kaarsholm anfør­er, at vi kan stille krav til multi­na­tionale sel­sk­aber. Ja, det kan vi, men kun så længe vi ikke truer deres prof­itabilitet – hvis den bliv­er truet, så vil de ikke føre for­ret­ning i Dan­mark, hvilket er nød­vendigt i en kap­i­tal­is­tisk økono­mi (som selvføl­gelig ikke selv er nød­vendig). Dette er ikke noget nyt, hvilket også bemærkes i bogen. Men den flek­si­bilitet, virk­somhed­erne med udviklin­gen i den inter­na­tionale økono­mi de sen­este årti­er har fået, udhuler i end­nu højere grad end tidligere den mulighed, nationale regeringer og par­la­menter har for at gå op imod virk­somhed­ernes udemokratiske magt, når befolknin­gen ønsker dette. Kort sagt: Ja, Folketinget og regerin­gen kan godt kræve alt muligt af virk­somhed­er (inkl. finanssek­toren), men kravet om prof­itabilitet sæt­ter stadig en effek­tiv grænse for disse krav. Demokrati­et stop­per ved kravet om prof­it. Hvis en demokratisk beslut­ning truer prof­itten, er det altid prof­itten, der vin­der.

Folketinget er alt­så på ingen måde ”et red­skab til at prak­tis­ere en lighedssk­abende dynamik mellem folket og magten”, og i øvrigt bety­der demokrati ikke en lighed mellem folket og magten, men en iden­titet mellem disse to, ned­bry­delsen af skel­let mellem regerende og regerede. Folketinget har muligvis haft en demokratisk funk­tion tidligere, men det er ikke den funk­tion det har i dag. I dag er Folketingets funk­tion af få det til at se ud som om, vi lever i et vel­fun­gerende demokrati. Det er ikke en ”en pro­jek­tør”, som Kaarsholm skriv­er, men tvær­ti­mod en mørke­lygte, der ved at sætte sig selv i fokus forsky­der fokus (og derved mørk­læg­ger) de reelle magt­struk­tur­er, som kende­teg­n­er det 21. århun­dredes kap­i­tal­is­tiske sys­tem.

Stem ikke!

En demokratisk kri­tik af det poli­tiske sys­tem i Dan­mark kan være en del af et forsøg på at nære de sociale bevægelser, der kæm­per mod den neolib­erale kap­i­tal­ismes under­gravn­ing af demokrati­et. Denne kri­tik er alt for fraværende. Vi man­gler en kri­tik af ”ten­densen til at reduc­ere demokrati til par­la­men­tarisme” (Hansen). Stem­meaf­givnin­gen står mejslet i sten som inkar­na­tio­nen af den pla­toniske idé om Demokrati­et, i stedet for at blive vur­deret som det, den er: en pro­ces, der i sig selv hverken er pro­gres­siv eller reak­tionær, demokratisk eller udemokratisk, men som der­i­mod kun får sin betyd­ning fra den konkrete poli­tiske prak­sis og de instu­tion­er, den eksis­ter­er i. Mod den abstrak­te og essen­tial­is­tiske opfat­telse af stem­meaf­givnin­gen bør vi der­for (som altid) sætte den konkrete analyse af den konkrete sit­u­a­tion.

I den nuværende sit­u­a­tion er der et poten­tiale for mobilis­er­ing ved at knytte an til den udbredte poli­tik­erlede i den danske befolkn­ing, og jeg håber der­for at Hæv stem­men! og den aktivisme og pro­pa­gan­da, vi bedriv­er i grup­pen ”Stem ikke til folket­ingsval­get!” med Hansens ord ”præ­cis­er­er en forståelse, eller ratio­nalis­er­er en følelse, der er delt af langt flere, end den poli­tiske elite forestiller sig”. Der­for har jeg skrevet Hæv stem­men!, og der­for opfor­dr­er jeg fort­sat til (sam­men med os andre) at udtrykke en kollek­tiv protest mod det poli­tiske sys­tem ved at lade være med at stemme til folket­ingsval­get. Forhåbentlig vil bogen være dybt irrel­e­vant ved næste folket­ingsvalg.

Søren Mau stud­er­er filosofi og er for­fat­ter til bogen “Hæv stem­men!”. Artiklen er bragt i samar­be­jde med Slag­mark – tidsskrift for idéhis­to­rie, og resten af artik­lerne kan læs­es i Slag­marks Debat­sek­tion.

Scroll til toppen