UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Langt fra virkelighedens ørken

Sådan kommer Skt. Kjelds kvarter til at se ud i fremtiden, men bliver vi mere miljøvenlige af den grund eller skaber vi blot en kunstig virkelighed?

Er vi på vej ind i et kunstigt grønt koma, hvor vi lukker øjnene for virkelighedens miljøproblemer? Eller gør det rent faktisk en forskel at plante græs på byens tage og cykle på arbejde?

Det permanente forår

Det blomstrer i København i disse dage trods årstiden. Kommunen arbejder på at gøre Skt. Kjelds Kvarter på ydre Østerbro til byens første Klimakvarter. Planen er at bryde asfalten op og lukke vejene af for biler, så der bliver gjort plads til træer, blomster og cyklister. Dette projekt er kendetegnende for den generelle byudvikling, som har fundet sted i København i løbet af de sidste par år. Tilbage i 2009, da klimadebatten stadigvæk blev opfattet som et af vores tids vigtigste politiske emner, offentliggjorde Københavns Kommune en omfattende udviklingsplan med det ambitiøse mål at gøre byen CO2-neutral inden år 2025. Ønsket var, at København i fremtiden skal anerkendes som verdens miljømetropol. Siden da er cykelstierne blevet udvidet, der er blevet plantet tusindvis af træer, en voksende andel af energiforsyningen er nu baseret på biobrændsel, byens tage har fået anlagt græs, og ude i sundet er nye vindmøller skudt op. Som borger kan man i dag glæde sig over at kunne bade i havnebassinet, dyrke grøntsager i Nørrebroparken og cykle fredeligt rundt på de mange aflukkede veje.

Da Københavns Klimaplan blev offentliggjort, udtalte daværende miljøminister Connie Hedegaard:

“At København er i stand til at fremlægge en samlet og realistisk plan for, hvordan kommunen kan være CO2-neutral i 2025, er et forbillede for hovedstæder over hele verden… – Jeg kan kun håbe, at også andre kommuner lader sig inspirere af Københavns eksempel.”

I dag er det ikke kun i København, det blomstrer. En lang række kommuner landet over sigter mod CO2-neutralitet som et fremtidigt mål, og klimatilpasning er blevet integreret i stort set alle de kommunale miljøudviklingsplaner i Danmark. Der er gået konkurrence i, hvem der først opnår CO2-neutralitet, og det er ikke så mærkeligt, for der ligger en vis markedsføringsværdi i at kunne hejse det grønne flag først. Men er der blot tale om branding, eller bliver der reelt gjort en forskel?

 

Forblændet af alt det grønne

CO2-udledning bliver stort set altid beregnet ud fra et osteklokke-princip, hvor byens udledning bliver opgjort efter mængden af det direkte udslip, der finder sted inden for dets areal. Det betyder, at man hovedsagligt fokuserer på udslippet forbundet med biltrafikken og energiforsyningen. Dermed bliver det indirekte udslip, der er forbundet med borgernes forbrug, ikke inddraget. I stedet for bliver problemet taget hånd om gennem infrastrukturelle tekniske løsninger, som eksempelvis Amagerværkets transformation fra kul til biomasse og anlæggelsen af cykelbroer. Borgerne slipper således for at skulle ændre på deres bekvemmelige livsstil, for det CO2-udslip, der er forbundet med de varer, som bliver importeret ude fra og ind i osteklokken, bliver ikke talt med.

Ifølge miljøeksperter  fra henholdsvis CONCITO (Danmarks grønne tænketank) og NIRAS (ingeniørfirma med ekspertise indenfor bæredygtig udvikling), så er problemet ikke, at man gør en smule godt, problemet er at man gør en smule godt og så fortæller, at man gør det hele godt.

 

Den grønne osteklokke

Hos NIRAS mener man ikke, at kommunens miljøtiltag skal underkendes og det faktum, at Københavns Kommune planter træer i hele byen, og at alle har fået indlagt fjernvarme, får generelt en positiv modtagelse. Men der hvor det bliver problematisk, er, når borgerne bliver ekskluderede fra det samlede miljøansvar. Kritikken går på, at oprettelsen af CO2-neutrale klimakvarterer virker som et kunstigt slør, der bliver trukket ned over øjnene på byens borgere. Københavns kommune er med andre ord med til at skabe en grøn illusion, når det annonceres, at byen bliver CO2-neutral i år 2025. Ifølge beregninger fra NIRAS vil vi kun reducere vores CO2-udslip med 20 %, hvis kommunen når sit mål i år 2025. De sidste 80 % er forbundet med de produkter, vi køber, og de ferier vi tager på. Kapløbet om den reneste osteklokke resulterer dermed i, at der bliver skabt en forvrænget virkelighedsopfattelse blandt borgerne, hvor verdens miljø- og klimaproblemer er blevet løst oppefra. I Københavns Klimaplan kan man således læse:

”Hvis alle andre byer og regioner gør det samme vil verden samlet blive CO2-neutral.”

Det mener eksperter fra både CONCITO og NIRAS er direkte forkert, og samtidig kritiserer de denne retorik for at skabe et vrangbillede af en virkelighed, hvor størstedelen af den primære produktion finder sted langt fra vores grønne marker, en virkelighed hvor de tungindustrielle fabrikker er flyttet ud af byen, mens borgerne fortsat nyder godt af et kontinuerligt vareinput fra omverden.

Problemet er bare, at det ikke er populært at diskutere adfærdsændringer og reduktioner af borgernes forbrug, da det ofte vil være forbundet med et velfærdstab. Hensyn til miljøet skal helst rime med økonomisk vækst og flere arbejdspladser. I Københavns Klimaplan står der:

”København vil vise at CO2-udledningen kan reduceres effektivt, uden at det går udover den økonomiske vækst – og bevise, miljøhensyn giver ekstra dynamik i byudviklingen.”

Men spørgsmålet er så, om vi i Danmark er i gang med at bygge en illusorisk verden omkring os? En verden hvor vi svæver rundt i en grøn koma-tilstand, og hvor miljøkonsekvenserne af vores forbrug finder sted i en abstrakt verden ude i virkelighedens ørken langt væk fra vores grønne osteklokke.