Mennesket som historieskabende væsen – socialisme og humanisme
Socialismen blev til i en dobbelt konfrontation med den gamle orden og den nye kapitalisme. Esben Bøgh Sørensen undersøger her, hvordan humanismens forestilling om mennesket som et selv- og historieskabende væsen spillede en vigtig rolle i denne proces.
Per Stig Møllers kritik af 70’ernes marxisme som antihumanistisk har de seneste uger ansporet til en debat om forholdet mellem socialisme, marxisme og humanisme. Møller siger i interviewet, at 70’erne ”totalitære munkemarxister” var antihumanistiske, fordi de mente at ”mennesket ikke havde en identitet, men at det var et produkt af de økonomiske faktorer”
Der er her tale om en forkert, men ikke desto mindre udbredt reduktion af marxismen til en slags økonomisk objektivisme. Hvis vi ser nærmere på Marx og marxismen viser det sig derimod, at humanismen i høj grad har været en inspiration. Humanismen er en gammel og bred tradition, der har rummet mange forskellige antagelser, men hvis centrale tankegods har inspireret meget af den marxistiske tænkning.
I modsætning til både Per Stig Møllers udlægning og en række aktuelle forsøg på at fastholde relevansen af en (post)strukturalistisk antihumanisme for marxismen, kan socialismen derimod forstås som en slags humanisme i både teori og praksis.
Det humanistiske tankegods
Den klassiske renæssance-humanisme opstod i et opgør med blandt andet middelalderens skolastiske tænkning. I stedet for dennes kristne dogmatiske forestilling om guds forsyn og plan satte den mennesket som et historieskabende væsen. Ved at trække på antikke og klassiske tekster, særligt romerske, kunne renæssance-humanisterne – i modsætning til den skolastiske fatalisme – argumentere for, at mennesket ikke kun var en brik i en guddommelig plan og derfor ikke længere i den rene skæbnes vold. Det var nu muligt for mennesket selv at influere sin skæbne. Menneskets formål blev til en vis grad afteologiseret og de mere jordiske mål blev fremhævet. Ifølge den klassiske humanisme var mennesket i stand til at skabe sig selv og sine omgivelser her og nu. I stedet for det transcendente og hinsides trådte det jordiske og det aktive liv i centrum.
Renæssance-humanismen blev til i de italienske bystater og derfor i en meget specifikt historisk kontekst, der har meget lidt med at gøre med den senere kontekst, hvori socialismen blev til. Derfor må vi have for øje, at der ikke findes én slags ”humanisme,” men mange forskellige humanismer i forskellige kontekster.
Efter renæssancen blev humanistisk tankegods indlejret i nye kontekster og der opstod desuden forskellige retninger, der kaldte sig selv eller kan kaldes humanistiske. Det humanistiske tankegods har derfor taget mange former og har influeret såvel liberalisme som socialisme.
Mennesket som et selvskabende og historieskabende væsen
Socialismen blev til i en dobbelt konfrontation med den gamle orden og den nye kapitalisme. I denne proces spillede humanismens forestilling om mennesket som et selv- og historieskabende væsen en vigtig rolle. I den klassiske socialistiske arbejderbevægelse influerede humanistisk tankegods derfor mange forestillinger om mennesket og dets muligheder for at skabe et nyt og andet samfund.
Humanismen har dog også haft indflydelse på det mere grundlæggende teoretiske plan hos Marx og den senere marxisme. Først og fremmest er det humanistiske tankegods til stede hos den unge Marx. Her bliver mennesket defineret som et væsen, hvis frie bevidste livsudfoldelse bliver hæmmet og fordrejet i kapitalistiske samfund. Mennesket er et skabende væsen, men i kapitalismen skaber mennesket privat ejendom. Privat ejendom, erklærer Marx, repræsenterer dog en magt over mennesket. Mennesket skaber derfor noget, der fordrejer menneskets egen skabende kraft imod det selv. Marx kalder den bevægelse, der gør op med dette fordrejede samfund for ”kommunisme”. Derfor, som han erklærer eksplicit, er kommunisme også humanisme.
Denne idé om, at mennesket både er en skabende kraft men samtidig også skaber de bestemte sociale omstændigheder, der på et givent tidspunkt bestemmer dets handlemuligheder er til stede i hele Marx’ forfatterskab. Marx bliver derfor stadig mere optaget af at analysere de omstændigheder, som mennesket lever under og som definerer, hvad mennesket er på et givent historisk tidspunkt.
De historiske og sociale omstændigheder er, mener Marx, afgørende for, hvilken funktion bestemte ting har: ”En bomuldsspindemaskine er en maskine til at spinde bomuld med. Kun under bestemte forhold bliver den til kapital.” På samme måde med mennesket. Et menneske er ikke per natur kapitalist eller lønarbejder, men først under bestemte forhold, kapitalismen, bliver de til kapitalister og lønarbejdere.
Det er dog vigtigt for Marx at påpege, som han gør i for eksempel den tredje Feuerbach-tese, at det er en fejl blot at tro, at mennesker udelukkende er produkter af de sociale omstændigheder. Sådan en forestilling glemmer nemlig, at det er mennesket selv, der skaber disse sociale omstændigheder, og derfor også er i stand til at ændre dem igen. Mennesket er altså ifølge Marx, trækkende på humanistisk tankegods, et selv- og historieskabende væsen.
Marx og den senere marxisme leverede en enestående analyse af kapitalismens tendens til at objektivisere og tingsliggøre alle menneskelige forhold. Det, Marx analyserede som ”den private ejendom” i sine ungdomsskrifter bliver senere i hans forfatterskab til en mere omfattende analyse af værdi, penge, kapital og marked. Markedets upersonlige magt sætter sig igennem bag om ryggen på menneskene. Kapitalismen indebærer ikke bare en personlig og direkte magt mellem sociale grupper, men i ligeså høj grad en upersonlig og abstrakt magt over alle mennesker. En magt, der begrænser menneskets handlemuligheder.
Det er dog en analyse, der bygger på den forudsætning, at det netop er menneskelige handlinger, der skaber disse forhold. Det er konkrete historiske kampe mellem forskellige klasser, der har skabt kapitalismen, og opretholdelsen af dette samfund er til stadighed genstand for forskelligartede klassekonflikter. Samfundet kan derfor også ændres igen.
Mennesket er og bliver et socialt selv- og historieskabende væsen, og socialismen er ideen om et samfund, der gør dette til sit princip. Et solidarisk samfund, hvor mennesket ikke er underlagt markedets abstrakte og upersonlige magt, men hvor individets frie udfoldelse er forudsætningen for alles frie udfoldelse, som Marx udtrykte det.
Socialisme og humanisme
På trods af Møllers alt for simple fremstilling af Althusser (og Foucault, der jo ikke var marxist) er det rigtigt, at der i den (post)strukturalistiske tænkning fandt et fokusskifte sted fra menneskelig handling til strukturer og diskurser. Genstanden for videnskaben skulle nu ikke være mennesket selv, men derimod de rene strukturer, deraf antihumanismen og afvisningen af enhver filosofisk antropologi. Udover at der i denne tradition fandt en stærk reduktion af humanismen som en bred og varieret tradition sted (og en komplet fejltolkning af den unge Marx hos Althusser), mistede man også netop det tankegods, der gjorde Marx og den umiddelbart efterfølgende marxisme i stand til at forstå kapitalismens konsekvenser for mennesket.
Rigtig nok har der været strømninger inden for både marxismen og liberalistisk tænkning, der har reduceret mennesket til at være enten det rene produkt af ahistoriske strukturer, objektive forhold eller af et transhistorisk princip. Vi kan som et andet eksempel pege på Adam Smiths ide om menneskets tilbøjelighed til “truck, barter, and exchange,” som ligger til grund for hans historiske stadieteori. Selvom Smith flere gange understreger menneskets komplekse og sammensatte natur, der fungerer forskelligt under forskellige omstændigheder, konstaterer han dog en vis historisk ”progression” (i hans øjne) i samfundene båret frem af denne tilbøjelighed til at handle med hinanden. Der kan som sagt også peges på strukturalismens forsøg på at fjerne menneskelig handling som genstand for videnskaben til fordel for de rene strukturer. En tænkning som findes både i en borgerlig og en marxistisk variant.
Men hos Marx og mange senere marxister har det handlet om både at undersøge, hvorledes mennesket er udtryk for sine sociale omstændigheder men også, og særligt, hvordan mennesket er et selv- og historieskabende væsen. Altså en slags humanisme. Ifølge Marx er det netop kapitalismen, der reducerer mennesket til det han kalder personifikationer eller karaktermasker af socio-økonomiske processer. Det er de særlige sociale omstændigheder i kapitalismen, der tvinger de fleste mennesker ind i rollen som lønarbejder og nogle få i rollen som kapitalist, og som gør alle afhængige af markedet. Men ingen reduktion af mennesket kan, ifølge Marx, være så total, at det annullerer det mennesket i bund og grund er: et historieskabende og selvskabende væsen. Der eksisterer altid en mulighed for en generel menneskelig frigørelse og for et herredømmefrit samfund.
I den forstand er socialismen i både teori og praksis et udtryk for en art humanisme. Selvom vi må huske på at humanismen findes i mange forskellige varianter og at den klassiske version opstod i en radikal anderledes kontekst end socialismens, så kan vi måske endda tale om en særlig slags “socialistisk humanisme”. Den engelske marxistiske historiker E.P. Thompson formulerede det således: “Socialist humanism declares: liberate men from slavery to things, to the pursuit of profit or servitude to “economic necessity.” Liberate man, as a creative being – and he will create, not only new values, but things in super-abundance.”
Esben Bøgh Sørensen er ph.d.-studerende i Idéhistorie ved Aarhus Universitet.