Fyllis rider Aristoteles

Et udsnit af Hans Bal­dung, Phyl­lis and Aris­to­tle, 1513. Ret­tighed­er: Pub­lic Domain/wikicommons.

Billederne af Fyllis, der rider på ryggen af Aristoteles begynder at dukke op omkring det øjeblik, hvor Aristoteles langsomt falder væk fra rollen som “Filosoffen”. Vi bringer her et uddrag af Justin E. H. Smiths bog The Philosopher: A History in Six Types.


Som fig­ur har filosof­fen køns­mæs­sigt været mere eller min­dre fast­tøm­ret gen­nem det meste af filosofiens his­to­rie — sjovt nok som mand — og denne arv spiller nærmest med sikker­hed en større rolle i de nuværende spørgsmål, der møder dis­ci­plinen angående ligestill­ing mellem kønnene, i hvert fald i den engel­sk­tal­ende ver­den, end dens delt­agere, der ikke er his­torikere, er i stand til at se. Alt­så er filosofien for­mentlig tyn­get af tidligere aspek­ter af dens def­i­n­i­tion, der ikke læn­gere har en eksplic­it frem­ton­ing, men stadigvæk spiller en rolle i afgørelsen af, hvem der kan betragtes som filosof, selvom de eksplicitte køns­di­men­sion­er af disse aspek­ter ikke læn­gere umid­del­bart er øjen­syn­lige.

Tag for eksem­pel den apokryfe fortælling om Aris­tote­les og Fyl­lis, som fremkalder en peri­ode i kul­turens his­to­rie, hvor filosofi, og filosof­fer, var impliceret i ikke kun elitær dis­pu­ta­tion, men også i folke­fortællinger og moral­sk opdragelse. His­to­rien om Fyl­lis og Aris­tote­les er et exem­plum, en lek­tion, der fortæller dig — og med “dig” menes der ikke den, der føl­ger filosofiske diskus­sion­er, men en almin­delig per­son der er mod­tagelig for min­de­værdi­ge his­to­ri­er akkom­pag­neret af livlige billed­er — hvad du bør holde dig fra. At det netop var den største filosof i den vestlige his­to­rie, der lev­erede dette exem­plum er værd at stoppe op og tænke over, men det kom­mer vi tilbage til.

Fyl­lis var gema­linde, måske end­da kone, til Alexan­der den Store, der til gengæld var elev af den store filosof. Så meget er his­torisk fak­tuelt. I løbet af Mid­de­lalderen opstod en leg­ende, ifølge hvilken Aris­tote­les blev betaget af Alexan­der den Stores ægte­fælle eller elskerinde. Fyl­lis indvilgede i at give filosof­fen, hvad han ville have, men kun hvis hun kunne være hans herskerinde. Hun ville ride på ryggen af filosof­fen, mens han skulle gå ned på alle fire som et dyr.

Hans Bal­dungs Aris­tote­les og Fyl­lis, 1503. Ret­tighed­er: Pub­lic Domain/Wikicommons.

En anonym latin­sk tekst beretter, at Aris­tote­les i første omgang havde opdraget sin discipel til at afstå fra amourøse rela­tion­er til sin egen kone, efter­som dette ville afs­pore ham fra de man­dlige fore­ta­gen­der, han var midt i (imperiebygn­ing, filosofi og så videre). Fyl­lis følte sig der­for forsmået, og for at få hævn beslut­tede hun sig for at for­føre den gam­le filosof, der havde stjålet hen­des mand. Dette skulle imi­dler­tid ikke blive nogen svær opgave, og snart nok beg­y­n­dte Aris­tote­les at nærme sig, til hvilket Fyl­lis svarede:

Dette vil jeg bestemt ikke gøre, med­min­dre jeg ser et sym­bol på kærlighed, så jeg ved, at du ikke tester mig. Kom der­for til mit kam­mer på hæn­der og fød­der, så du kan bære mig som en hest. Så ved jeg, at du ikke bedrager mig.”

Hans Bal­dungs blæk­teg­n­ing fra 1503 (billede 1), såv­el som hans træs­nit fra 1513 (billede 2), er nogle af de mest livlige repræsen­ta­tion­er af den efter­føl­gende ride­tur. En end­nu mere slående for­tolkn­ing af sagen er den franske bronze akva­manile fra 1500-tal­let, der i sin tred­i­men­sionelle herlighed vis­er Fyl­lis i færd med åbenlyst at smække bagen­den af Aris­tote­les, som var han en hest (billede 3).

Hvad foregår der egentlig her? Det bør påpeges, at der er en tra­di­tion for at associere Aris­tote­les med det sjofle, som går helt tilbage til i hvert fald Theodor Gazas latinske over­sæt­telse fra 1700-tal­let af Græk­erens biol­o­giske værk­er, der meget apro­pos omhan­dler dyrs repro­duk­tion og der­for også den kos­miske bety­de­lighed af sek­suel forskel, for­plant­ning og så fremde­les. Ud af denne asso­ci­a­tion opstod der et utal af udgaver af værk­er med titlen Aris­tote­les’ mester­værk, hvilket mere eller min­dre bestod af brugsan­vis­ninger for jordemø­dre og en bred vifte af “hem­me­lighed­er” om det fem­i­nine køn. Man kunne stadigvæk købe nyere udgaver af mester­vær­ket i sex-shops i Lon­don i 1920’erne. Selv før Gazas over­sæt­telse var Aris­tote­les’ navn løst for­bun­det med dyr via Albert den Store, 1200-tal­lets læremester for Thomas Aquinas som blandt meget andet skrev en afhan­dling om De ani­mal­ibus. Selvom det måske er svært for os at se i dag, i det omfang at dyrs eksis­tens naturligvis er forankret i for­plant­ning, var der fra et mid­de­lalderligt syn­spunkt allerede noget sjofelt i zool­o­giske studi­er.

Aqua­manile af Fyl­lis, der hold­er fast i Aris­tote­les hov­ed, mens hun smækker ham i bagen­den, fra det 15. århun­drede. Ret­tighed­er: Ram­i­na­gro­bis under Free Art-licensen.

Det virk­er sandsyn­ligt, at udover at have fun­geret som råd­giv­er for jordemø­dre, er et andet aspekt af Aris­tote­les’ arv, der kunne have ind­fly­delse på denne leg­ende om Fyl­lis, at Aris­tote­les var en lykke­ligt gift fam­i­lie­far. Vi ved fak­tuelt, at Aris­tote­les drog til Make­donien som læremester for Alexan­der, kort efter hans kone Pythias, med hvem han havde en dat­ter, døde. Senere skulle han få en anden elskerinde, der ville føde ham søn­nen Nico­machus, som Aris­tote­les senere ville skrive et af sine to store værk­er om etik til. Det er også sandsyn­ligt, at han havde en man­dlig elsker, men lig­e­gyldigt om han havde eller ej, står det fast, at Aris­tote­les var mere aktiv i social repro­duk­tion gen­nem par­dan­nelse af mod­satkønnede end de store filosof­fer oftest ten­derede til. Niet­zsche observerede, at alle de store filosof­fer har været ugifte og ure­pro­duk­tive — und­ta­gen Sokrates, der til gengæld var gift med en “rap­pen­skralde”, som om det netop var for at demon­strere, at filosof­fer ikke bør gifte sig. I Moralens oprindelse fra 1887 skriv­er han:

Her­ak­lit, Pla­ton, Descartes, Spin­oza, Leib­niz, Kant, Schopen­hauer — de var ugifte, og yder­mere kan man ej forestille sig dem som gifte. En gift filosof har hjemme i kome­die — det er min regel.”

Under­ligt nok nævn­er Niet­zsche ikke engang Aris­tote­les i denne forbindelse, men hvis han havde, ville han have været nød­saget til at erk­ende, at sta­girit­ten både er en und­tagelse, men også en und­tagelse af Sokrates’ und­tagelse, der antageligt bekræfter reglen.

Billedet af Fyl­lis, der rid­er på Aris­tote­les beg­y­n­der at dukke op omkring øje­b­likket, hvor Aris­tote­les lang­somt falder væk fra rollen som den mest fremtræ­dende repræsen­ta­tion af filosofi, som “Filosof­fen”. Der skulle gå adskil­lige århun­dred­er, hvor cøli­bat var nor­men og det implicitte ide­al hos filosof­fer. Mange af de ligestill­ing­sprob­le­mer der i dag møder filosofi som akademisk dis­ci­plin kunne, igen, være for­bun­det til både arven af spil for machogal­leri­et, old-boys’-club-fornemmelsen af at være særligt berettiget som så mange af dens kæphø­je man­dlinge udø­vere har, men også, i hvert fald delvist, være for­bun­det til det fak­tum, at dis­ci­plinen har sine his­toriske rød­der i noget lig­nende kloster­livet, hvor boys’-club ikke er grund­lagt på et fælles engage­ment i den luskede, lid­erlige dom­i­nans af kvin­der, men snarere på et ide­al om adskil­lelse.

Niet­zsche var et vrøvlende og sørgeligt til­fælde, der forsøgte at imple­mentere filosofi som en udøvelse af det gode liv. Men hans his­toriske pointe kan imi­dler­tid hjælpe os med at forstå akademisk filosofis nuværende excep­tionelle sit­u­a­tion. Filosof­fens liv, på mange sted­er i mange tider, og i særde­leshed inden for den tra­di­tion Niet­zsche iden­ti­fi­cerede sig med og skrev om, var for mange magen til livet i en munke­or­den. Det stillede ekstreme krav til dets ind­viede og tvang dem til at vælge mellem forskel­lige konkur­rerende fun­da­men­tale goder. Aris­tote­les for­rådte filosofien, ifølge den forståelse vi nu kon­struer­er, ved at lade den blive bland­et med det sen­suelle, leg­em­lige rige. Vores exem­plum fun­ger­er således på to måder sam­tidigt, for de ind­viede og for masserne. Hold hov­edet koldt ved at holde dig fra fris­terinder, fortæller den de man­dlige mass­er, mens den til de man­dlige filosof­fer siger: bevar stan­dar­d­en af ren ratio­nalitet ved ikke at blande den med den naturlige ver­den og dens cyk­lusser af gen­er­a­tion og kor­rup­tion.

Man kan overve­je om det demografiske prob­lem, som møder filosofien i dag, hvor kvin­delige stud­erende bliv­er sys­tem­a­tisk for­fordelt, frarådet at fort­sætte og givet en følelse af ikke at høre hjemme i den pro­fes­sionelle filosofis miljøer, fly­der direk­te og uundgåeligt fra måden hvor­på filosofien bliv­er ved med at definere sig selv som et intellek­tuelt pro­jekt. Dette bety­der ikke at for­nuft er “maskulint” og at følelserne er “fem­i­nine”, men blot at de århun­dredegam­le asso­ci­a­tion­er har det med at insin­uere sig selv i vores tale og han­dling, i en højere grad end de fleste folk, og især ikke-his­torikere, men­er. Inden­for det angiveligt intellek­tuelt fun­derede forsvar af filosofien, som navn­lig en a pri­ori-dis­ci­plin adskilt fra den naturlige og den kul­turelle ver­den, er der et ekko af det gam­le exem­plum om at for­blive ren og fri for fris­telse.

Over­sat af Morten Gusten­hoff

Uddraget er over­sat fra Justin E. H. Smiths “The Philoso­pher: A His­to­ry in Six Types” fra 2016 med tilladelse fra Prince­ton Uni­ver­si­ty Press, 2016 (Excerpt­ed from  The Philoso­pher: A His­to­ry in six Types by Justin E.  H. Smith. @ 2016 Prince­ton Uni­ver­si­ty  Press. Reprint­ed by per­mis­sion.) Bogen kan købes her.