Fyllis rider Aristoteles

Billederne af Fyllis, der rider på ryggen af Aristoteles begynder at dukke op omkring det øjeblik, hvor Aristoteles langsomt falder væk fra rollen som “Filosoffen”. Vi bringer her et uddrag af Justin E. H. Smiths bog The Philosopher: A History in Six Types.

Som figur har filosoffen kønsmæssigt været mere eller mindre fasttømret gennem det meste af filosofiens historie – sjovt nok som mand – og denne arv spiller nærmest med sikkerhed en større rolle i de nuværende spørgsmål, der møder disciplinen angående ligestilling mellem kønnene, i hvert fald i den engelsktalende verden, end dens deltagere, der ikke er historikere, er i stand til at se. Altså er filosofien formentlig tynget af tidligere aspekter af dens definition, der ikke længere har en eksplicit fremtoning, men stadigvæk spiller en rolle i afgørelsen af, hvem der kan betragtes som filosof, selvom de eksplicitte kønsdimensioner af disse aspekter ikke længere umiddelbart er øjensynlige.

Tag for eksempel den apokryfe fortælling om Aristoteles og Fyllis, som fremkalder en periode i kulturens historie, hvor filosofi, og filosoffer, var impliceret i ikke kun elitær disputation, men også i folkefortællinger og moralsk opdragelse. Historien om Fyllis og Aristoteles er et exemplum, en lektion, der fortæller dig – og med “dig” menes der ikke den, der følger filosofiske diskussioner, men en almindelig person der er modtagelig for mindeværdige historier akkompagneret af livlige billeder – hvad du bør holde dig fra. At det netop var den største filosof i den vestlige historie, der leverede dette exemplum er værd at stoppe op og tænke over, men det kommer vi tilbage til.

Fyllis var gemalinde, måske endda kone, til Alexander den Store, der til gengæld var elev af den store filosof. Så meget er historisk faktuelt. I løbet af Middelalderen opstod en legende, ifølge hvilken Aristoteles blev betaget af Alexander den Stores ægtefælle eller elskerinde. Fyllis indvilgede i at give filosoffen, hvad han ville have, men kun hvis hun kunne være hans herskerinde. Hun ville ride på ryggen af filosoffen, mens han skulle gå ned på alle fire som et dyr.

En anonym latinsk tekst beretter, at Aristoteles i første omgang havde opdraget sin discipel til at afstå fra amourøse relationer til sin egen kone, eftersom dette ville afspore ham fra de mandlige foretagender, han var midt i (imperiebygning, filosofi og så videre). Fyllis følte sig derfor forsmået, og for at få hævn besluttede hun sig for at forføre den gamle filosof, der havde stjålet hendes mand. Dette skulle imidlertid ikke blive nogen svær opgave, og snart nok begyndte Aristoteles at nærme sig, til hvilket Fyllis svarede:

“Dette vil jeg bestemt ikke gøre, medmindre jeg ser et symbol på kærlighed, så jeg ved, at du ikke tester mig. Kom derfor til mit kammer på hænder og fødder, så du kan bære mig som en hest. Så ved jeg, at du ikke bedrager mig.”

Hans Baldungs blæktegning fra 1503 (billede 1), såvel som hans træsnit fra 1513 (billede 2), er nogle af de mest livlige repræsentationer af den efterfølgende ridetur. En endnu mere slående fortolkning af sagen er den franske bronze akvamanile fra 1500-tallet, der i sin tredimensionelle herlighed viser Fyllis i færd med åbenlyst at smække bagenden af Aristoteles, som var han en hest (billede 3).

Hvad foregår der egentlig her? Det bør påpeges, at der er en tradition for at associere Aristoteles med det sjofle, som går helt tilbage til i hvert fald Theodor Gazas latinske oversættelse fra 1700-tallet af Grækerens biologiske værker, der meget apropos omhandler dyrs reproduktion og derfor også den kosmiske betydelighed af seksuel forskel, forplantning og så fremdeles. Ud af denne association opstod der et utal af udgaver af værker med titlen Aristoteles’ mesterværk, hvilket mere eller mindre bestod af brugsanvisninger for jordemødre og en bred vifte af “hemmeligheder” om det feminine køn. Man kunne stadigvæk købe nyere udgaver af mesterværket i sex-shops i London i 1920’erne. Selv før Gazas oversættelse var Aristoteles’ navn løst forbundet med dyr via Albert den Store, 1200-tallets læremester for Thomas Aquinas som blandt meget andet skrev en afhandling om De animalibus. Selvom det måske er svært for os at se i dag, i det omfang at dyrs eksistens naturligvis er forankret i forplantning, var der fra et middelalderligt synspunkt allerede noget sjofelt i zoologiske studier.

Det virker sandsynligt, at udover at have fungeret som rådgiver for jordemødre, er et andet aspekt af Aristoteles’ arv, der kunne have indflydelse på denne legende om Fyllis, at Aristoteles var en lykkeligt gift familiefar. Vi ved faktuelt, at Aristoteles drog til Makedonien som læremester for Alexander, kort efter hans kone Pythias, med hvem han havde en datter, døde. Senere skulle han få en anden elskerinde, der ville føde ham sønnen Nicomachus, som Aristoteles senere ville skrive et af sine to store værker om etik til. Det er også sandsynligt, at han havde en mandlig elsker, men ligegyldigt om han havde eller ej, står det fast, at Aristoteles var mere aktiv i social reproduktion gennem pardannelse af modsatkønnede end de store filosoffer oftest tenderede til. Nietzsche observerede, at alle de store filosoffer har været ugifte og ureproduktive – undtagen Sokrates, der til gengæld var gift med en “rappenskralde”, som om det netop var for at demonstrere, at filosoffer ikke bør gifte sig. I Moralens oprindelse fra 1887 skriver han:

“Heraklit, Platon, Descartes, Spinoza, Leibniz, Kant, Schopenhauer – de var ugifte, og ydermere kan man ej forestille sig dem som gifte. En gift filosof har hjemme i komedie – det er min regel.”

Underligt nok nævner Nietzsche ikke engang Aristoteles i denne forbindelse, men hvis han havde, ville han have været nødsaget til at erkende, at stagiritten både er en undtagelse, men også en undtagelse af Sokrates’ undtagelse, der antageligt bekræfter reglen.

Billedet af Fyllis, der rider på Aristoteles begynder at dukke op omkring øjeblikket, hvor Aristoteles langsomt falder væk fra rollen som den mest fremtrædende repræsentation af filosofi, som “Filosoffen”. Der skulle gå adskillige århundreder, hvor cølibat var normen og det implicitte ideal hos filosoffer. Mange af de ligestillingsproblemer der i dag møder filosofi som akademisk disciplin kunne, igen, være forbundet til både arven af spil for machogalleriet, old-boys’-club-fornemmelsen af at være særligt berettiget som så mange af dens kæphøje mandlinge udøvere har, men også, i hvert fald delvist, være forbundet til det faktum, at disciplinen har sine historiske rødder i noget lignende klosterlivet, hvor boys’-club ikke er grundlagt på et fælles engagement i den luskede, liderlige dominans af kvinder, men snarere på et ideal om adskillelse.

Nietzsche var et vrøvlende og sørgeligt tilfælde, der forsøgte at implementere filosofi som en udøvelse af det gode liv. Men hans historiske pointe kan imidlertid hjælpe os med at forstå akademisk filosofis nuværende exceptionelle situation. Filosoffens liv, på mange steder i mange tider, og i særdeleshed inden for den tradition Nietzsche identificerede sig med og skrev om, var for mange magen til livet i en munkeorden. Det stillede ekstreme krav til dets indviede og tvang dem til at vælge mellem forskellige konkurrerende fundamentale goder. Aristoteles forrådte filosofien, ifølge den forståelse vi nu konstruerer, ved at lade den blive blandet med det sensuelle, legemlige rige. Vores exemplum fungerer således på to måder samtidigt, for de indviede og for masserne. Hold hovedet koldt ved at holde dig fra fristerinder, fortæller den de mandlige masser, mens den til de mandlige filosoffer siger: bevar standarden af ren rationalitet ved ikke at blande den med den naturlige verden og dens cyklusser af generation og korruption.

Man kan overveje om det demografiske problem, som møder filosofien i dag, hvor kvindelige studerende bliver systematisk forfordelt, frarådet at fortsætte og givet en følelse af ikke at høre hjemme i den professionelle filosofis miljøer, flyder direkte og uundgåeligt fra måden hvorpå filosofien bliver ved med at definere sig selv som et intellektuelt projekt. Dette betyder ikke at fornuft er “maskulint” og at følelserne er “feminine”, men blot at de århundredegamle associationer har det med at insinuere sig selv i vores tale og handling, i en højere grad end de fleste folk, og især ikke-historikere, mener. Indenfor det angiveligt intellektuelt funderede forsvar af filosofien, som navnlig en a priori-disciplin adskilt fra den naturlige og den kulturelle verden, er der et ekko af det gamle exemplum om at forblive ren og fri for fristelse.

Oversat af Morten Gustenhoff

Uddraget er oversat fra Justin E. H. Smiths “The Philosopher: A History in Six Types” fra 2016 med tilladelse fra Princeton University Press, 2016 (Excerpted from  The Philosopher: A History in six Types by Justin E.  H. Smith. @ 2016 Princeton University  Press. Reprinted by permission.) Bogen kan købes her.