Mennesket som historieskabende væsen — socialisme og humanisme

Socialismen blev til i en dobbelt konfrontation med den gamle orden og den nye kapitalisme. Esben Bøgh Sørensen undersøger her, hvordan humanismens forestilling om mennesket som et selv- og historieskabende væsen spillede en vigtig rolle i denne proces. 


Per Stig Møllers kri­tik af 70’ernes marx­isme som anti­hu­man­is­tisk har de sen­este uger ans­poret til en debat om forhold­et mellem social­isme, marx­isme og human­isme. Møller siger i inter­viewet, at 70’erne ”total­itære munke­marx­is­ter” var anti­hu­man­is­tiske, for­di de mente at ”men­nes­ket ikke havde en iden­titet, men at det var et pro­dukt af de økonomiske fak­tor­er”

Der er her tale om en fork­ert, men ikke desto min­dre udbredt reduk­tion af marx­is­men til en slags økonomisk objek­tivisme. Hvis vi ser nærmere på Marx og marx­is­men vis­er det sig der­i­mod, at human­is­men i høj grad har været en inspi­ra­tion. Human­is­men er en gam­mel og bred tra­di­tion, der har rum­met mange forskel­lige antagelser, men hvis cen­trale tankegods har inspir­eret meget af den marx­is­tiske tænkn­ing.

I mod­sæt­ning til både Per Stig Møllers udlægn­ing og en række aktuelle forsøg på at fastholde rel­e­vansen af en (post)strukturalistisk anti­hu­man­isme for marx­is­men, kan social­is­men der­i­mod forstås som en slags human­isme i både teori og prak­sis.

Det humanistiske tankegods

Den klas­siske renæs­sance-human­isme opstod i et opgør med blandt andet mid­de­lalderens sko­lastiske tænkn­ing. I stedet for dennes kristne dog­ma­tiske forestill­ing om guds forsyn og plan sat­te den men­nes­ket som et his­to­riesk­abende væsen. Ved at trække på antikke og klas­siske tek­ster, særligt romerske, kunne renæs­sance-human­is­terne — i mod­sæt­ning til den sko­lastiske fatal­isme — argu­mentere for, at men­nes­ket ikke kun var en brik i en gud­dom­melig plan og der­for ikke læn­gere i den rene skæb­nes vold. Det var nu muligt for men­nes­ket selv at influere sin skæb­ne. Men­nes­kets for­mål blev til en vis grad afte­ol­o­gis­eret og de mere jordiske mål blev fremhævet. Ifølge den klas­siske human­isme var men­nes­ket i stand til at skabe sig selv og sine omgivelser her og nu. I stedet for det tran­scen­dente og hin­sides trådte det jordiske og det aktive liv i cen­trum.

Renæs­sance-human­is­men blev til i de ital­ienske bystater og der­for i en meget speci­fikt his­torisk kon­tekst, der har meget lidt med at gøre med den senere kon­tekst, hvori social­is­men blev til. Der­for må vi have for øje, at der ikke find­es én slags ”human­isme,” men mange forskel­lige human­is­mer i forskel­lige kon­tek­ster.

Efter renæs­san­cen blev human­is­tisk tankegods indle­jret i nye kon­tek­ster og der opstod desu­den forskel­lige ret­ninger, der kaldte sig selv eller kan kaldes human­is­tiske. Det human­is­tiske tankegods har der­for taget mange for­mer og har influeret såv­el lib­er­al­isme som social­isme.

Mennesket som et selvskabende og historieskabende væsen

Social­is­men blev til i en dobbelt kon­fronta­tion med den gam­le orden og den nye kap­i­tal­isme. I denne pro­ces spillede human­is­mens forestill­ing om men­nes­ket som et selv- og his­to­riesk­abende væsen en vigtig rolle. I den klas­siske social­is­tiske arbe­jder­bevægelse influerede human­is­tisk tankegods der­for mange forestill­inger om men­nes­ket og dets mulighed­er for at skabe et nyt og andet sam­fund.

Human­is­men har dog også haft ind­fly­delse på det mere grundlæggende teo­retiske plan hos Marx og den senere marx­isme. Først og fremmest er det human­is­tiske tankegods til stede hos den unge Marx. Her bliv­er men­nes­ket defineret som et væsen, hvis frie bev­id­ste liv­sud­fold­else bliv­er hæm­met og for­drejet i kap­i­tal­is­tiske sam­fund. Men­nes­ket er et skabende væsen, men i kap­i­tal­is­men skaber men­nes­ket pri­vat ejen­dom. Pri­vat ejen­dom, erk­lær­er Marx, repræsen­ter­er dog en magt over men­nes­ket. Men­nes­ket skaber der­for noget, der for­drejer men­nes­kets egen skabende kraft imod det selv. Marx kalder den bevægelse, der gør op med dette for­drejede sam­fund for ”kom­mu­nisme”. Der­for, som han erk­lær­er eksplic­it, er kom­mu­nisme også human­isme.

Denne idé om, at men­nes­ket både er en skabende kraft men sam­tidig også skaber de bestemte sociale omstændighed­er, der på et givent tid­spunkt bestem­mer dets han­dlemu­lighed­er er til stede i hele Marx’ for­fat­ter­skab. Marx bliv­er der­for stadig mere optaget af at analy­sere de omstændighed­er, som men­nes­ket lever under og som definer­er, hvad men­nes­ket er på et givent his­torisk tid­spunkt.

 De his­toriske og sociale omstændighed­er er, men­er Marx, afgørende for, hvilken funk­tion bestemte ting har: ”En bomuldsspin­de­mask­ine er en mask­ine til at spinde bomuld med. Kun under bestemte forhold bliv­er den til kap­i­tal.” På samme måde med men­nes­ket. Et men­neske er ikke per natur kap­i­tal­ist eller lønar­be­jder, men først under bestemte forhold, kap­i­tal­is­men, bliv­er de til kap­i­tal­is­ter og lønar­be­jdere.

 Det er dog vigtigt for Marx at påpege, som han gør i for eksem­pel den tred­je Feuer­bach-tese, at det er en fejl blot at tro, at men­nesker udelukkende er pro­duk­ter af de sociale omstændighed­er. Sådan en forestill­ing glem­mer nem­lig, at det er men­nes­ket selv, der skaber disse sociale omstændighed­er, og der­for også er i stand til at ændre dem igen. Men­nes­ket er alt­så ifølge Marx, trækkende på human­is­tisk tankegods, et selv- og his­to­riesk­abende væsen.

 Marx og den senere marx­isme lev­erede en enestående analyse af kap­i­tal­is­mens ten­dens til at objek­tivis­ere og tingslig­gøre alle men­neske­lige forhold. Det, Marx analy­serede som ”den pri­vate ejen­dom” i sine ung­domsskrifter bliv­er senere i hans for­fat­ter­skab til en mere omfat­tende analyse af vær­di, penge, kap­i­tal og marked. Markedets uper­son­lige magt sæt­ter sig igen­nem bag om ryggen på men­neskene. Kap­i­tal­is­men inde­bær­er ikke bare en per­son­lig og direk­te magt mellem sociale grup­per, men i ligeså høj grad en uper­son­lig og abstrakt magt over alle men­nesker. En magt, der begrænser men­nes­kets han­dlemu­lighed­er.

Det er dog en analyse, der byg­ger på den forud­sæt­ning, at det netop er men­neske­lige han­dlinger, der skaber disse forhold. Det er konkrete his­toriske kampe mellem forskel­lige klass­er, der har skabt kap­i­tal­is­men, og oprethold­elsen af dette sam­fund er til stadighed gen­stand for forskel­li­gart­ede klassekon­flik­ter. Sam­fun­det kan der­for også ændres igen.

Men­nes­ket er og bliv­er et socialt selv- og his­to­riesk­abende væsen, og social­is­men er ideen om et sam­fund, der gør dette til sit prin­cip. Et sol­i­darisk sam­fund, hvor men­nes­ket ikke er under­lagt markedets abstrak­te og uper­son­lige magt, men hvor indi­videts frie udfold­else er forud­sæt­nin­gen for alles frie udfold­else, som Marx udtryk­te det.

Socialisme og humanisme

På trods af Møllers alt for sim­ple frem­still­ing af Althuss­er (og Fou­cault, der jo ikke var marx­ist) er det rigtigt, at der i den (post)strukturalistiske tænkn­ing fandt et fokusskifte sted fra men­neske­lig han­dling til struk­tur­er og diskurs­er. Gen­standen for viden­sk­aben skulle nu ikke være men­nes­ket selv, men der­i­mod de rene struk­tur­er, der­af anti­hu­man­is­men og afvis­nin­gen af enhver filosofisk antropolo­gi. Udover at der i denne tra­di­tion fandt en stærk reduk­tion af human­is­men som en bred og vari­eret tra­di­tion sted (og en kom­plet fejl­tolkn­ing af den unge Marx hos Althuss­er), mist­ede man også netop det tankegods, der gjorde Marx og den umid­del­bart efter­føl­gende marx­isme i stand til at forstå kap­i­tal­is­mens kon­sekvenser for men­nes­ket.

Rigtig nok har der været strømninger inden for både marx­is­men og lib­er­al­is­tisk tænkn­ing, der har reduc­eret men­nes­ket til at være enten det rene pro­dukt af ahis­toriske struk­tur­er, objek­tive forhold eller af et tran­shis­torisk prin­cip. Vi kan som et andet eksem­pel pege på Adam Smiths ide om men­nes­kets tilbø­je­lighed til “truck, barter, and exchange,” som lig­ger til grund for hans his­toriske stadi­ete­ori. Selvom Smith flere gange under­streger men­nes­kets kom­plekse og sam­men­sat­te natur, der fun­ger­er forskel­ligt under forskel­lige omstændighed­er, kon­stater­er han dog en vis his­torisk ”pro­gres­sion” (i hans øjne) i sam­fun­dene båret frem af denne tilbø­je­lighed til at han­dle med hinan­den. Der kan som sagt også peges på struk­tu­ral­is­mens forsøg på at fjerne men­neske­lig han­dling som gen­stand for viden­sk­aben til fordel for de rene struk­tur­er. En tænkn­ing som find­es både i en borg­erlig og en marx­is­tisk vari­ant.

 Men hos Marx og mange senere marx­is­ter har det han­dlet om både at under­søge, hvorledes men­nes­ket er udtryk for sine sociale omstændighed­er men også, og særligt, hvor­dan men­nes­ket er et selv- og his­to­riesk­abende væsen. Alt­så en slags human­isme. Ifølge Marx er det netop kap­i­tal­is­men, der reduc­er­er men­nes­ket til det han kalder per­son­ifika­tion­er eller karak­ter­masker af socio-økonomiske process­er. Det er de særlige sociale omstændighed­er i kap­i­tal­is­men, der tvinger de fleste men­nesker ind i rollen som lønar­be­jder og nogle få i rollen som kap­i­tal­ist, og som gør alle afhængige af markedet. Men ingen reduk­tion af men­nes­ket kan, ifølge Marx, være så total, at det annullerer det men­nes­ket i bund og grund er: et his­to­riesk­abende og selvsk­abende væsen. Der eksis­ter­er altid en mulighed for en gener­el men­neske­lig frigørelse og for et herredøm­me­frit sam­fund.

I den for­stand er social­is­men i både teori og prak­sis et udtryk for en art human­isme. Selvom vi må huske på at human­is­men find­es i mange forskel­lige vari­anter og at den klas­siske ver­sion opstod i en radikal anderledes kon­tekst end social­is­mens, så kan vi måske end­da tale om en særlig slags “social­is­tisk human­isme”. Den engelske marx­is­tiske his­torik­er E.P. Thomp­son for­mulerede det således: “Social­ist human­ism declares: lib­er­ate men from slav­ery to things, to the pur­suit of prof­it or servi­tude to “eco­nom­ic neces­si­ty.” Lib­er­ate man, as a cre­ative being – and he will cre­ate, not only new val­ues, but things in super-abun­dance.”

 Esben Bøgh Sørensen er ph.d.-studerende i Idéhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet.