UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Menneskets plads i naturhistorien

Udachnaya Pipe, Diamantmine, Rusland.

Diamantminen Udachnaya Pipe, Rusland.

FOKUS: VELKOMMEN TIL DET ANTROPOCÆNE! - Klimakrisen er ikke længere bare et anliggende for naturvidenskabsfolk. Vi befinder os muligvis i Antropocæn: en ny geologisk tidsalder, hvor skellet mellem natur og kultur – på grund af menneskets altomfattende, globale indvirkning på naturen – er blevet opløst. Vi har spurgt en række forskere om humanioras rolle i spørgsmålet om natur, klimakrise og bæredygtighed, nu hvor naturen ikke længere er forbeholdt naturvidenskaben.

Antropocæn er ikke bare en geologisk hypotese, men også et politisk og moralsk begreb, der vender op og ned på Vestens dominerende natursyn. Værdidebatten om Antropocæn går som en steppebrand gennem de akademiske, politiske og kunstneriske miljøer, der ikke længere er afhængig af geologiens konklusioner. En biografi over Antropocæn.


 

Kan man forklare et begreb under en kort elevatortur og øge en andens forståelse af verden, så er der tale om et elevatorbegreb. Den svenske idéhistoriker Sverker Sörlin mener, at begrebet Antropocæn er i den kategori.

Jeg er ikke enig. Nu har jeg utallige gange forsøgt at forklare, hvad Antropocæn-hypotesen handler om til fagfæller, venner og bekendte. Men reaktionen på mine forklaringer har altid resulteret i en vis usikkerhed. For det første, fordi  hypotesen har udgangspunkt i et naturvidenskabeligt nicheområde og for det andet, dækker den over en fortælling, som vender op og ned på Vestens mest dominerende natursyn.

Siden ferskvandsbiologen Eugene F. Stoermer og atmosfærekemikeren Paul Crutzen formaliserede begrebet Antropocæn – der etymologisk defineres som menneskets (antropos) nye (kainos) tidsalder – i 2000, har interessen for hypotesen om de menneskelige civilisationers afgørende indflydelse på Jordens udvikling, spredt sig til flere hundrede videnskabelige publikationer på tværs af de våde og tørre fag.

Den har haft sit indtog i den offentlige debat i flere omgange og ofte med overskriftenVelkommen til Antropocæn. I de seneste år har man endda set hypotesen kolonisere kunstverdenens udstillinger og konferencer. Den er nået så vidt i sin udbredelse, at man i mange sammenhænge egentlig ikke længere stiller spørgsmålstegn ved det hypotetiske element. Forslaget om en ny epoke ved navn Antropocæn er for lægmand mere eller mindre godtaget i dag.

De fleste geologer og naturvidenskabsfolk er dog mere forbeholdne, når det kommer til bevisførelsen. De ser introduktionen af Antropocæn-hypotesen, som en polemisk måde at aktualisere et videnskabeligt felt og nogle vigtige samfundsproblemer.

De positivt indstillede geologer mener primært, at hypotesen giver anledning til at lave interessant forskning. Det handler især om at se nærmere på, hvilke konsekvenser af det man kalder Den store acceleration efter 1945 med voldsomme stigninger i blandt andet befolkningsantal, forbrug af fossile brændsler og gødning, har haft for naturens udvikling, men det handler også om at se nærmere på specifikke stratifigrafiske signaturer i de geologiske lag. I tidsskriftet Nature kunne man fornylig læse, at særligt de helt tidlige atomprøvesprængninger er afgørende markører for den antropocæne epokes begyndelse.

 

Den kapitalocæne epoke

I mange andre sammenhænge har betegnelsen dog en mere politisk og moralsk karakter. Den tyske filosof Peter Sloterdijk har meget rammende pointeret, at Antropocæn-hypotesen ikke undgår at blive en moralsk fortælling, som grundlæggende arbejder med en apokalyptisk logik. Den form for periodisering, som er på spil i forbindelse med Antropocæn-hypotesen, afgøres nemlig med henblik på en slags dommedag for menneskeheden. En ofte anvendt sammenligning er dinosaurernes uddøen og denne begivenheds betydning for periodiseringen i det stratigrafiske skema.

Derfor er status i øjeblikket, at imens den geovidenskabelige arbejdsgruppe med base i London frem mod afgørelsen i 2016 forsøger at indsamle håndfaste beviser, der kan verificere hypotesen, så går værdidebatten om Antropocæn som en steppebrand gennem de akademiske, politiske og kunstneriske miljøer. I de seneste uger har diverse danske medier endda dækket begrebet med misvisende overskrifter som ’Naturen er død’.

Hyperbolske og upræcise udmeldinger er en del af vores mediebillede dagligt, men det er som om de journalistiske vinklinger får en ekstra tand i retning af det katastrofale, når det gælder spørgsmål om naturens udvikling. Selvfølgelig er Vestens natursyn i disse år under hastig forvandling, men vi bør huske at præcisere vores sprog, så vores kommunikation ikke forfalder til unødvendig apokalyptik.

Som Line Marie Thorsen kunne berette om i Baggrunds reportage fra The Anthropocene Monument, så er det slet ikke alle som bryder sig om Antropocæn-begrebet. Mange mener for eksempel begrebet bør erstattes med betegnelsen Kapitalocæn og dermed forankres i de historiske betingelser for kapitalismens udvikling og for udnyttelsen af fossile brændsler, som ofte føres tilbage til opfindelsen af dampmaskinen i England.

Flere prominente navne i humanvidenskaberne har taget Kapitalocæn-betegnelsen til sig. Donna Haraway har i en underholdende polemisk forelæsning – under en konference afholdt af det mest progressive og tværfaglige forskningsprogram om emnet her til lands – karakteriseret den hedonistiske Burning Man-festival, der afholdes hvert år i Nevada-ørkenen, som apoteosen af vores tidsalder. Den brændende figur i ørkenen bliver for hende en monstrøs og ikonisk udgave af det moderne menneskes forbrug af energi fra fossile brændsler.

 

Bæredygtigheden bliver aldrig absolut

Som det også er tilfældet med forholdsvis nye begreber som bæredygtighed og resiliens (modstandsdygtighed), så bliver Antropocæn-betegnelsen anvendt som et politisk modeord. Alle tre begreber indgår som rammesættende markører for en særlig tankegang og forskningstradition. Groft sagt er bæredygtighedsprædikanterne ofte de mest idealistiske og pragmatiske. De tror på et bedre og mere bæredygtigt samfund, som harmonerer med resten af naturen. Tilhængere af resiliens-begrebet arbejder gerne med en mere kynisk og realistisk indstilling til de risikofyldte fremtidsscenarier, hvor det mest af alt handler om at stabilisere det civiliserede liv i mødet med voldsomme vejrfænomener.

Umiddelbart er Antropocæn det mest samlende paraplybegreb for de klima- og miljøproblemer, som vi i mange år har forsøgt at italesætte på forskellige måder. I sin yderste konsekvens medfører en bekræftelse af Antropocæn-hypotesen faktisk, at bæredygtighedsbegrebet slet ikke kan benyttes i absolut forstand længere. Mest fordi bæredygtighed implicerer en form for stabilitet i klimasystemerne, som mange forskere – også i forbindelse med Antropocæn-hypotesen – ikke mener vi befinder os i længere og formentlig heller ikke får tilbage.

Den stabilitet plejer man at tilskrive epoken Holocæn, som vi formelt set har opholdt os i de seneste 11,700 år under nogle fordelagtige vilkår for livets og især menneskets udvikling. Men hvis vi går en tid i møde, hvor den ligevægt ikke længere eksisterer, så bliver det svært at snakke meningsfuldt om et bæredygtigt samfund.

 

Afviklingen af en kosmologi

Flere stemmer taler for, at Antropocæn-begrebet for alvor afvikler Vestens kosmologiske forståelse af verden, som adskilt i naturlige og kulturlige fænomener. Der har selvfølgelig længe været en bevidsthed om, at mennesket som dyregruppe har en betydelig indflydelse på resten af naturen. Men især de menneskeskabte klimaforandringer er med til at destabilisere selve modsætningsforholdet mellem natur og kultur, når tidligere uberørte egne som for eksempel Arktis ændrer karakter på grund af netop disse forandringer.

Når hele planetens udvikling er menneskepåvirket på så betydningsfuldt et niveau, som det er tilfældet i vores tid, så bliver det moderne menneske en del af den store fortælling om naturhistorien. Den indiske historiker Dipesh Chakrabarty har argumenteret for, at man ikke længere kan adskille naturhistorien fra kulturhistorien, som man ellers har haft for vane at gøre. Det handler ifølge Chakrabarty om en historieskrivning, der behandler mennesket på artsniveau i et længere tidsperspektiv. Det har man tidligere været påpasselig med at gøre, fordi det har været politisk ømtåleligt med et biologisk perspektiv på mennesket. Men som en konsekvens af Chakrabartys pointe er det måske på tide at iklæde voksfigurerne på de naturhistoriske museer, som forestiller homo sapiens, noget tøj, så det moderne mennesker får sin fortjente plads i naturhistorien.

Antropocæn-begrebet kan utvivlsomt være med til afvikle Vestens dualistiske forståelse af naturen som adskilt fra kulturen, men vi bør huske på, at netop denne kosmologi er beskrevet og dekonstrueret i andre traditionsrige fagområder og længe før Antropocæn-begrebet blev introduceret. Senest af den franske antropolog Philippe Descola. I det hele taget er erkendelserne, som man forbinder med Antropocæn-begrebet, ofte belyst grundigt tidligere. Og derfor er mange af de erkendelser vigtige at ajourføre med de Antropocæn-relaterede studier, som skyller ind over os i disse år.

Som det også var tilfældet med begrebet om bæredygtighed, så opstår der med Antropocæn-begrebet en hel industri af tunge og indflydelsesrige institutioner, organisationer og tidsskrifter, der har det med at leve i deres egne små solipsistiske forskningsmiljøer. Især fordi mange arbejder ud fra præmissen om det ekstraordinært unikke og nye i Antropocæn-hypotesen. På samme måde som bæredygtighedsbegrebet har sin historie, så har Antropocæn-begrebet også sin tilknytning til tidligere forskningsmæssige landvindinger op gennem det nittende og tyvende århundrede.

Det sidste er vigtigt at holde fast i, så alle ikke ender med at stå i elevatoren og give den samme forklaring på, hvad den antropocæne epoke handler om. Heldigvis findes der flere interessante undersøgelser af begrebets potentiale, som jeg håber nogle af perspektiverne i denne indføring til Antropocæn-debatten vidner om.

Jeppe Carstensen er cand.mag. i humanøkologi fra Lunds Universitet og medstifter af det kommende tidsskrift Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik