UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Monumentalt fravær: Kulturarv, erindring og politik i Bahrain

FOKUS: KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kulturarv, kæmper vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det handler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i morgen. Kampene om kulturarv er spændt ud mellem hukommelse og glemsel, oplysning og mørklægning. Baggrund har bedt en række eksperter til at fortælle et par forskellige historier om, hvordan erindringer om fortiden bliver brugt til at definere, hvem man skal være i fremtiden.

Kulturarv bevarer sjældent samme betydning særlig længe. Selv når den fjernes, medfører det ikke nødvendigvis, at den også forsvinder ud af vores bevidsthed. Måske tværtimod. I dag fortæller lektor Thomas Fibiger om Perlemonumentet i Bahrain, som for alvor blev det arabiske forårs politiske symbol efter det blev ødelagt.


I 2011 blev Bahrain del af det såkaldte ’arabiske forår’, hvor en række lande i Mellemøsten oplevede opstande for politiske reformer. Inspireret af især begivenhederne i Cairo erobrede demonstranter i Bahrain en central plads i hovedstaden Manama, nemlig pladsen omkring Perlemonumentet, der lå midt i en rundkørsel og samlede indfaldsvejene fra forstæder og landsbyer vest for hovedstaden. I en måned var monumentet samlingspunkt for opstanden, hvor en lejr blev etableret, indtil sikkerhedsstyrker i midten af marts 2011 ryddede lejren og pladsen, og opstanden blev slået ned (selvom der fortsat, her fem år efter, meldes om demonstrationer, sammenstød og en tvivlsom dialog mellem regime og opposition).

Kort efter opstanden blev slået ned, blev selve samlingspunktet for opstanden fjernet. ”Vi ønsker at fjerne erindringen om dette sted”, forklarede Bahrains udenrigsminister den internationale presse, der et kort øjeblik havde blikket rettet mod de politiske forhold i den lille Golf-stat. Perlemonumentet, der havde været et centralt landemærke i Bahrains urbane topografi siden dets opførelse i 1981, blev destrueret, og rundkørslen blev omdannet til et trafikkryds, så det ville blive sværere at slå lejr.

Det er i destruktionen af monumentet, og udenrigsministerens argumentation om at fjerne erindringen om stedet, at historien om opstanden i Bahrain bliver til et interessant spørgsmål om kulturarv. For hvorfor fjerne erindring, og er det overhovedet muligt? Hvilken rolle spiller Perlemonumentet, og fraværet af det, i bahrainske erindringer og forestillinger om kulturel arv? Hvad er sammenhængen mellem fravær og politisk erindring? Det er en diskussion, som ikke kun handler om opstanden i Bahrain, men har videre perspektiver til den måde bevaring og destruktion af mindesmærker opfattes på i mange andre sammenhænge – senest i Palmyra i Syrien.

 

At fjerne og skabe erindring: Fraværets politiske historie

Bahrain er det mindste land i Mellemøsten, og opstanden var som samlet opstand og del af ‘det arabiske forår’ hurtigt afsluttet. Derfor har man i sagens natur ikke hørt så meget om det. Men ligesom andre lande i den arabiske verden har Bahrain været præget af årelange, måske århundredlange, politiske konflikter, som ’det arabiske forår’ hverken var begyndelsen eller enden på. Snarere indskriver oppositionens opstand i Bahrain sig i en velstruktureret politisk erindring, som netop handler om fraværet: fraværet af ’folkets’ historie, fraværet af politiske reformer og nu også fraværet af det monument som blev samlingspunkt for opstanden.

I perioden 2003-2010 var jeg selv involveret i forskellige projekter om historieforståelse og historiebrug i Bahrain. I første omgang undersøgte jeg de historier, som især Bahrains Nationalmuseum er eksponent for, med fokus på hvordan disse historier bliver opfattet af den bahrainske befolkning. Spørgsmålet var særligt interessant i en dansk sammenhæng, fordi Nationalmuseet er blevet til som et resultat af blandt andet mange års dansk forskning i Bahrains arkæologiske forhistorie og etnografiske traditioner. Danske forskere og museumskonsulenter havde bidraget til museets udstillinger, og selve den markante bygning var tegnet af den danske arkitekt Knud Holscher. En af de konklusioner, jeg kunne drage af dette studie, var at de fleste bahrainere fandt Nationalmuseets fortælling fin nok, fordi den viser landets lange forhistorie og righoldige traditioner. Men samtidig mener mange, at denne officielle fortælling er mangelfuld, idet det ikke er deres historie, der bliver fortalt. Det gælder eksempelvis særlige religiøse grupper (som shia- og sunni-muslimer), særlige etniske fortællinger (hvor det arabiske prioriteres over det persiske eller indiske), eller særlige politiske positioner (kampen om magt og indflydelse i en længere historie). Det mest markante ved den officielle historiske fortælling er derfor det fravær af historisk erindring, som egentlig optager bahrainerne. Fraværet har museet uden tvivl sine gode grunde til, for disse historier er ofte funderet i religiøse og politiske forestillinger, som snarere deler Bahrains befolkning end samler den. Men af præcis samme grund er det primært de fraværende historier, der optager folk i Bahrain: de er fraværende, fordi de er uafklarede, og derfor er der grund til at være optaget af dem.

Én af de historier, man ikke hører meget om på Nationalmuseet, men som er en væsentlig del af den politiske forståelse i Bahrain, er kampen for politiske reformer. Særligt erindres begivenhederne i 1950’erne efter General Nasrs magtovertagelse i Ægypten, hvor Bahrain – som så mange andre arabiske lande – oplevede store opstande, ligesom det var tilfældet i 2011. Dengang krævede reformbevægelsen parlamentarisme og en afslutning på det britiske koloniherredømme, men måtte nøjes med at regimets britiske rådgiver, Charles Belgrave, forlod landet. En selvstændig nation blev Bahrain først i 1971, hvor briterne forlod Bahrain af egen vilje. Her fik man også indført et parlament, der dog blev lukket efter blot to års virke, idet det blev vurderet som destabiliserende. Først efter endnu en opstand i 1990’erne genåbnedes parlamentet efter en folkeafstemning om politiske reformer i 2001. Det fælles træk i denne gentagne historie om politiske reformbevægelser er, at det hver gang var ‘lige ved og næsten’. I 1950’erne forsvandt Belgrave, men regimet forblev. I 1970’erne fik man et parlament, men det blev lukket igen. Og i 2001 vedtog man et reformprogram, men løfterne blev ikke indfriet, og det nye parlament fik markant mindre magt end det første. Det er fraværet af reformer, der ansporer den politiske erindring og fortsatte bevægelse i Bahrain.

 

Perlemonumentet som (erindringsmæssigt) samlingspunkt

Det er meget sigende for den veludviklede politiske erindring i Bahrain, at opstanden i 2011 begyndte netop på 10-årsdagen for afstemningen i 2001. Mens regimet fejrede jubilæet som en fest for det vellykkede demokratiske eksperiment, havde oppositionen allerede forberedt sig på at lave demonstrationer, der ville udtrykke kritik af reformernes begrænsninger. Med vinden i ryggen fra ‘det arabiske forår’ i i Tunesien og Ægypten udviklede det sig også til en egentlig folkelig opstand i Bahrain.

Selvom der fortsat meldes om sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker endnu fem år efter, blev selve opstanden i Bahrain afsluttet, da lejren omkring Perlemonumentet blev ryddet (hvilket kostede ca. 40 demonstranter livet) og monumentet blev fjernet. Men tilsyneladende er det ikke gået sådan, som myndighederne havde håbet på. Erindringen om Perlemonumentet som opstandens samlingspunkt forsvandt ikke. Tværtimod. Fra at være et monument med lille politisk betydning, og i al fald ikke et omstridt symbol, blev det nu selve opstandens symbol. En hurtig søgen på internettet vil finde talrige billedeksempler, hvor Perlemonumentet er blevet brugt i politisk graffiti på husmure og gader i Bahrain, i miniature-genopførelser i forbindelse med nye demonstrationer og som udsmykning af det bahrainske flag, der gik fra at være statens symbol til at være opstandens symbol, idet demonstranterne brugte flaget til at vise, at opstanden var national – og ikke religiøs eller sekterisk. Som den London-baserede bahrainske kunstkurator Amal Khalaf har skrevet i en analyse baseret på egne barndomserindringer og senere indtryk, er Perlemonumentet gået fra at være et fysisk til et virtuelt monument og ikon, som nu kun findes som visuel erindring for oppositionen, i gadens graffitikunst og i internettets cirkulation af billeder (Khalaf 2015).

Perlemonumentet havde ikke hidtil været et politisk stridspunkt. Monumentets oprindelige symbolik var ellers klart nok: det blev opført i 1981 i anledning af det første møde i Bahrain for den nye sammenslutning af Golf-landene – i udlandet kendt under navnet GCC, Gulf Cooperation Council. Rådet og det øgede samarbejde mellem Saudi-Arabien og de små lande langs den arabiske halvøs østkyst – Kuwait, Bahrain, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Oman – blev født i en direkte reaktion på den islamiske revolution i Iran i 1979 og et forsøg på at styrke den fælles arabiske identitet mellem landene på den arabiske side af Golfen. Perlemonumentet bestod derfor af seks sværd, ét for hvert land, der som søjler holdt en fin rund perle i monumentets top. Perlen henviste til Golfens væsentligste økonomiske ressource, der før olien var landenes fælles økonomiske og kulturelle fundament. Hvis Perlemonumentet havde en politisk symbolværdi var det som statens og det overstatslige, arabiske samarbejdes symbol. Men som Amal Khalaf bemærker, var det for befolkningen snarere et landemærke end et ladet politisk symbol, og var hverken en anstødssten eller et samlingspunkt.

Med opstanden i 2011 forandredes stedets politiske og symbolske betydning – og det var åbenlyst af frygt for den fremtidige erindring om stedet, at myndighederne straks fjernede monumentet og omlagde pladsen til et trafikkryds, da opstanden først var slået ned. Men noget tyder imidlertid på, at såvel stedet som det fjernede monument ikke har fået mindre betydning i Bahrains politiske erindring. For det første er selve pladsens tomrum blevet meget tydelig for enhver der passerer stedet. Den er endnu ikke taget i brug, men bevogtes ved alle fire veje af tungt bevæbnede betjente, der sikrer at pladsen ikke igen bliver samlingspunkt for demonstrationer. Det ser man tydeligt fra den motorvejsbro, som løber hen forbi pladsen og er en af landets hovedfærdselsårer. Med andre ord kan tomrummet ikke blive mere synligt. For det andet er navnet Perlerundkørsel, Perlemonument osv. naturligvis forsvundet som officiel betegnelse, og i stedet har regimet tildelt trafikkrydset navnet ’al-Farooq krydset’. I islamisk sammenhæng et ikke helt uskyldigt navn, idet det er tilnavnet til Umar, den anden kalif som efterfølger Profeten Muhammad, men som ikke anerkendes af shia-muslimer. Mange bahrainere opfatter derfor ‘al-Farooq-krydset’ som regimets måde at skabe en sekterisk atmosfære, der håner shia-muslimer og forbinder opstanden med shia-muslimer, mens regimet selv mere eller mindre eksplicit hylder særlige sunni-islamiske forbilleder og fællesskaber. Men det tredje og mest interessante er, at det forsvundne Perlemonument nu er blevet et politisk symbol for opstanden, som gengives i graffiti og anden politisk propaganda i Bahrains gader. Perlemonumentet, som førhen var et statsligt symbol, og i den sammenhæng et overraskende ukontroversielt og ubetydeligt politisk symbol, er nu blevet selve symbolet på opstanden. Således gengives det også på forsiden af flere bøger om det arabiske forår i Golfen – Toby Matthiesens Sectarian Gulf (2013) og Ala’a Shehabi og Marc Owen Jones’ Bahrain’s Uprising (2015).

 

Monumentalt fravær og global kulturarv

Det vigtigste øjeblik i et monuments historie er dets ødelæggelse, hævder den russiske kulturteoretiker Mikhail Yampolsky. At destruktion af monumenter ikke nødvendigvis minimerer deres rolle som kulturarv ses flere steder i verden, og er i modsætning til Perlemonumentet blevet globale historier. For 15 år siden var verdenssamfundet i oprør over Talibans ødelæggelse af Bamiyan-statuerne i Afghanistan. Men hvor det uden for Afghanistan kun var en mindre elite af kulturarvs-entusiaster og Centralasien-kendere, der kendte statuerne, er de i dag kendt som en vigtig del af Afghanistans kulturarv, selvom de er gået tabt. Samme år blev World Trade Center i New York til Ground Zero i angrebet 11. september, og dermed blev et epicenter for moderne global kapitalisme omdannet til kulturarv, fordi det ikke fandtes længere. For at fastholde erindringen om begivenhedens afgørende betydning i nyere verdenshistorie er stedet i dag fastholdt som tomrum og selve mindesmærket, Ground Zero, er bogstavelig talt et veldesignet ‘hul i jorden’ til minde om det sted og de mennesker, der ikke er mere. Måske vil den antikke ørkenby Palmyra i Syrien få samme skæbne, efter Islamisk Stat erobrede stedet i 2015? Vil destruktionen af kulturarv skabe mere eller mindre kulturarv?

Den svenske arkæolog Cornelius Holtorf har i en årrække argumenteret for, at man ikke kan gemme alt som kulturarv. I stedet er det først, når noget er gjort forbi og ødelagt, at historien ‘skabes’ og kulturarv bliver til. Det kan være et provokerende udsagn for mange, der forsøger at bevare betydningsfulde steder såsom Palmyra eller anden væsentlig kulturarv. Men der er samtidig mange eksempler på, at fysisk ødelæggelse ikke fjerner kulturarven fra vores erindring, men tværtimod cementerer dens plads i vores bevidsthed.

Sådan ser det ud til at være gået i Bahrain. Myndighedernes forsøg på at fjerne erindringen om Perlemonumentet endte i stedet med skabe Perlemonumentet som politisk symbol. Det monumentale fravær er derfor dobbeltsidet: det minder om det, der ikke længere er, men samtidig om det som kunne have været og som måske kan være med til at skabe en ny fremtid.

 

Thomas Fibiger er adjunkt på Antropologi på Aarhus Universitet og underviser på Master-uddannelsen Sustainable Heritage Management. 

 

Læs mere i:
- Amal Khalaf 2015: ”The many afterlives of Lulu: The story of Bahrains Pearl Rounabout. Side 13-150 I Bahrain’s Uprising, red. Ala’a Shehabi og Marc Owen Jones. London: Zed Books
- Cornelius Holtorf og Troels Myrup Kristensen 2015: Heritage Erasure. Særnummer af International Journal of Heritage 2015:2
- Thomas Fibiger (i tryk): “The Pearl Monument. The Making and Unmaking of Heritage in Bahrain”. Journal of Arabian Studies.
- Toby Matthiesen 2013: Sectarian Gulf. Bahrain, Saudi Arabia and the Arab Spring that wasn’t. Stanford: Stanford University Briefs.