UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Rural utopi i urban tidsalder – Ou Ning: Hvordan man laver sin egen utopi

Den kinesiske filmskaber, redaktør, kurator og kunstner Ou Ning udformede i 2010 notesbogen Hvordan man laver sin egen utopi; en forestilling om en intellektuel genoplivning af et tabt, ruralt fællesskab i landsbyen Bishan i den østlige del af Centralkina. Notesbogen er et montageværk, som afføder næsten lige så mange spørgsmål som svar.


 

Flere og flere kinesiske kunstnere, akademikere og aktivister bevæger sig i disse år ud i Kinas landområder i et forsøg på at genoplive de lokale landsbysamfund. Den kunstpraksis de tager med sig ud i landområderne er socialt engageret og er ofte bundet op på ønsket om forandring. Projekterne favner en bred vifte af metoder og udtryk og tæller et udendørs kunstmuseum i en afsidesliggende landsby i Gansu-provinsen, landsbybiblioteker hvor der før var dårlig eller ingen adgang til bøger, kunst- og filmfestivaller, kunstneriske undersøgelser af forholdene i landområderne, workshops hvor man arbejder med lokale håndværkstraditioner, udviklingen af en ny arkitektur til landområder og mange andre kortere og længerevarende projekter. En af de kunstnere, der har været med til at tage initiativ til denne bevægelse, er Ou Ning, der i 2010 skitserede notesbogen Bishankommunen: Hvordan man laver sin egen utopi og i 2013 flyttede permanent til landsbyen Bishan, der også danner geografisk bagtæppe for utopien.

Ou Nings notesbog om Bishankommunen er et fascinerende grafisk værk, hvor kommentarer, tanker og små beretninger fra Ou Nings besøg i landsbyen Bishan er flettet sammen med tegninger, udklip, farvekodet tekst, håndskrevne noter, billeder og citater. Notesbogen fremstiller Ou Nings visioner om et utopisk fællesskab, der kan ændre vilkårene for befolkningen i landområderne i Kina. Forfædrene til det utopiske fællesskab, som notesbogen placerer side om side i et forfædretempel, er den russiske anarkist Peter Kropotkin og den kinesiske fortaler for masseuddannelse Yan Yangchu. Kropotkins anarkisme (på kinesisk ingen-regerings-isme) og ide om gensidig hjælp er grundlag for det utopiske fællesskab og dets økonomi. Medlemmerne skal rekrutteres via internettet, der er ingen ledere, og beslutninger tages på fællesmøder ud fra konsensusdemokratiske principper. Det er ikke nogen færdigtænkt utopi, men en udforskende, referencemættet skitse der peger på kunstnerfællesskaber som NSK Staten (Neue Slowenische Kunst Stat), alternative fælleskaber som Fristaden Christiania, arkitekturbevægelser fra det 20. århundrede og på anarkisme, kollektivitet, ruralitet og forholdet mellem land og by. Det er en enkelt mands ønske om en anden verden, hvor visionen om det kollektive og et fællesskab baseret på gensidighed bærer notesbogen over i en generel kritik af den verden vi lever i – i særdeleshed den kinesiske. I 2011 etablerede Ou Ning sammen med sin kollega Zuo Jing Bishankommunen i landsbyen Bishan, men her er det først og fremmest utopien som den er præsenteret i notesbogen, der er omdrejningspunkt.

 

Opløsning

Baggrunden for oprettelsen af Bishankommunen, og for mange andre af de kinesiske kunstprojekter der udfolder sig i landområderne, ligger primært i en kritik af den urbaniseringsproces, der dominerer store dele af Kina, og som fører til en omfattende atomiseringsproces, hvor familier splittes, huse forfalder og landbrugstraditioner forsvinder. Siden åbningen af Kina i 1978 med reformpolitikken har et tocifret million antal mennesker migreret fra land til by, landsbyer bliver opslugt af de urbane centrummer de engang lå i udkanten af eller landsbyerne forsvinder, når indbyggerne flytter til byen for at arbejde, og det samme gælder landsbrugsteknikker, landsbytraditioner og landsbyfællesskaber. I stedet opstår millionbyer som for eksempel Shenzhen, der tidligere blot var en lille fiskerlandsby, men som efter udnævnelsen til Særlig økonomisk zone i 1979 er vokset eksplosivt til over 15 mill. indbyggere. Shenzhen, som Ou Ning er vokset op tæt ved, er blevet til et kæmpe historieløst monstrum. Byerne opsluger ressourcer fra de omkringliggende landsbyer; landbrugsjord bliver solgt til investorer, der, ofte uden tanke på lokale forhold, bygger hoteller, fabrikker eller andet der kan generere en indkomst, som sjældent kommer landsbyboerne til gode. Hverken i form af rede penge eller jobmuligheder, da kvalificeret arbejdskraft bliver hentet udefra. Denne udvikling gør det tabte fællesskab til et centralt konkret og diskursivt omdrejningspunkt for Ou Nings notesbogsutopi. Men problemerne ligger ikke kun i landområderne, lyder kritikken fra Ou Ning, der beskriver, hvordan der i Kina er ”utallige problemer i byerne med ekspropriering af jord, nedrivning og forflytning af beboere, […] slum, migrantarbejdere, den offentlige orden osv. Faktisk stammer det hele fra, at forholdet mellem land og by er blevet vendt på hovedet og fra den irrationelle fordeling af ressourcer mellem land og by.” Relationen og balancen mellem land og by er således (endnu) et fællesskab, der er gået i opløsning som følge af den ”globaliserede kapitals undertrykkende virkelighed.” Der ligger altså ikke en dæmonisering af byen som sådan, og i udgangspunktet heller ikke en romantisering af landområderne, uagtet at romantiseringen af og til trænger sig på alligevel. Selvom problemerne i de rurale og urbane områder er anerkendt af den kinesiske regering, så er regeringen og Ou Ning ikke enige om måden hvorpå problemerne bør løses. Regeringen arbejder for en øget urbanisering, det vil sige en relokation af befolkningen i de rurale områder til de mindre og mellemstore urbane centrummer, hvor Ou Ning modsat argumenterer for en styrkelse og genoplivning af de rurale fællesskaber, i et forsøg på at stoppe bevægelsen væk fra landområderne.

 

Æstetisering

Hvordan man laver sin egen utopi er lavet til en stor udstilling i Shanghai hvor notesbogsfirmaet Moleskine inviterede kunstnere, meningsdannere og andre tænkere til at udfylde og udstille hver deres udgave af den velkendte molskindsindbundne bog. Indholdet i notesbogen er således nøje kurateret af Ou Ning til en udstillingssammenhæng, og notesbogen er i den forstand ikke en egentlig notesbog, men nærmere et kunstobjekt. Det er især tydeligt i måden hvorpå de inviterede designere samt animatoren indgår i værket, hvor Ou Ning har udstukket linjerne for deres skitser af arkitektur, flag, pas, logo og beklædning. Deres bidrag til notesbogen udgør en stor del af det visuelle materiale, og notesbogen fremstår i den forstand som en æstetiseret forestilling om kunstnerens private frirum. Men taget ud af udstillingskonteksten bidrager de håndskrevne noter og de mange udklip og citater til en form for autenticitet: Man tror på, at man bliver givet et kig ind i en kunstners tankeverden, hvor umiddelbart usammenhængende referencer til USAs uafhængighedserklæring, anarkisme og traditionel kinesisk beklædning samler sig til et inkonsekvent hele, der er åbent for læsninger – og giver anledning til spørgsmål. Notesbogsformatet – forestillet eller ej – giver på sin vis utopien frihed til at være ufærdig og ufuldstændig – det er bare noter og undersøgelser af en utopisk verden, der dirrer som en utydelig projektion.

Sidestillet med skitserne til Bishankommunens arkitektur er Ou Nings referencer til tidligere tiders forestillinger om en utopisk arkitektur (Le Corbusiers Ville Radieuse, Peter Cooks Plug-in City, Sant’ Elias Città Nuova), utopier der, som Ou Ning også bemærker, oftest finder sted i det urbane og sjældent forholder sig til, hvordan en fremtidig, rural arkitektur kunne udfolde sig. Arkitekturen skitseret i notesbogen overskrider dermed Bishankommunen og forsøger at give et visionært svar på, hvordan man kan forestille sig en fremtidig arkitektur i landområderne. Bishankommunens arkitektur, udformet af animatoren Ray Lei, har som grundpræmis at mennesket skal kunne leve i fredelig sameksistens med naturen, bygningerne flettes af lokale materialer og spiller på mobilitet og fleksibilitet. Det meste af arkitekturen kan samles, skilles ad, forstørres, formindskes, udføre flere funktioner på samme tid alt afhængigt af formål og brug. Fleksibilitet og mobilitet er behov der selvfølgelig ofte er dikteret af kapitalismens krav om arbejdskraftens bevægelighed, men det giver også rum til en mere fleksibel familie- og boform, der kan rumme forandringer i fællesskabsstrukturen. Skitsernes visuelle udtryk peger på den ene side på naturen, bygningerne skal følge landskabets stigninger og fald, gerne beplantes på tagene eller være forskellige former for trætophuse. Men på den anden side er der også et umiskendeligt sci-fi-agtigt skær over skitserne, og som Ou Ning halvt i sjov pointerer: ”Haha, Ray Lei har altid været optaget af rumvæsener. En utopi er måske [faktisk] en slags udenjordisk civilisation.”

De grafiske designere Xiaoma og Chengzi har udformet skitserne til Bishankommunens logo, pas og flag. Den første skitse er en form for fordrejet appropriation af NSKs logo. Udover en række andre ændringer er faklerne udskiftet med de håndværksrelaterede symboler øksen, seglet og faklen, og de har indsat et rødt banner. Symbolerne og det røde banner bliver dog helt fjernet fra skitsen på Ou Nings anvisning, for som han kommenterer ”Jeg kan ikke særlig godt lide de mange betydninger, de tidligere har været ladet med.” Notesbogens endelige version af logoet bliver et lyserødt, grønt og lysegult logo med marker, bjergkæder, to bøger øverst omkranset af en slags ledestjerne, og nederst, i et takket hjul der skal repræsentere historiens fremskridt, står bogstaverne R og A: initialer for ruralisme og anarkisme. Det visuelle udtryk i notesbogens logo giver indtryk af en utopi isoleret fra det omgivende samfund: Der er kun et nostalgisk kondensat af landbruget og landområderne tilbage. Modsat NSK, der praktiserer en form for over-identificering med og deterritorialisering af totalitære symboler, ofte nazistiske, vælger Ou Ning at gå væk fra symboler, der kan associeres med kommunismen (seglet, det røde banner etc.). Bishankommunens navn er heller ikke en underforstået henvisning til Mao-tidens folkekommuner, men er derimod ment som en reference til den anarko-socialistiske Pariserkommunen af 1871. Der er således både en afvisning af samtidens urbaniserede Kina og den nære fortids kommunistiske Mao-era, og måske det er i afvisningerne, at vi skal finde logoets egentlige logik.

 

Fællesskab

Notesbogen lægger ud med en udforskning af mikronationer og tager udgangspunkt i Erwin S. Strauss’ nyklassiker How to Start Your Own Country fra 1985. Ou Ning har i notesbogens titel udskiftet ”land/country” med ”utopi/utopia”. Utopi, der betyder ikke-sted, henviste i Thomas Moores oprindelige satiriske form til et sted, der ikke kan findes. Utopien er derfor nærmere et spejl, der bliver holdt op foran det omgivende samfund, et spejl der også kritisk udstiller nogle af samfundets og den kapitalistiske indretnings svagheder og problematisere den tid vi lever i. Men udskiftningen af ordet land handler også om at Ou Ning tager afstand fra forhold, der knytter sig til forestillingen om en stat; som for eksempel at okkupere et territorium, ejendomsrettigheder, regeringsførelse og andre institutioner og ritualer der følger med stats-betegnelsen. Det vil sige, det handler om den fællesskabsfølelse, der kan opstå på tværs af sådanne grænser og territorier. Fællesskabsfølelsen i Bishankommunen skal udfolde sig omkring fælles forfædre, kommuneflag og -sange, et pas, forslag til højtider og til beklædning m.m. Disse artikler og aktiviteter skaber det historiske og rituelle fundament for konstruktionen af et nyt, forestillet fællesskab.

Med sine ideer om at skabe alternative fællesskaber og sin kritik af urbaniseringen i Kina opererer Ou Ning på kanten af det tilladte. Det er heller ikke helt uproblematisk at tale om en anarkisme, selvom mange af Mao-tidens ledende kommunister begyndte deres politiske løbebane som anarkister. Som så mange andre kinesiske kunstnere er Ou Ning bevidst om, hvordan han skal frame sine ord, så de ikke er direkte i modstrid med regeringen og kan gå gennem censurens nåleøje, selvom dette øjes grænser altid er flydende og aldrig klart definerede. Kritikken af den kinesiske regering i notesbogen er meget subtil, anarkismen præsenteres som en fredelig, grundlæggende følelse af fællesskab, og man skal som læser selv udlede de regeringskritiske tanker af citater, referencer eller hentydninger til de konstante konflikter Ou Ning og andre har haft med myndighederne. Det er særligt tydeligt i listen over selvoprettede kejserriger i Kina efter 1949 (udarbejdet af den kendte dissident forfatter Liao Yiwu) eller i kortlægningen over de forskellige fællesskaber Ou Ning har formet gennem tiden, hvoraf en stor del er blevet forbudt eller lukket ned af myndighederne. Dermed er det ikke kun det rurale fællesskab, der fremstår som tabt, men også alle de andre, det være sig kejserriger eller kulturelle fællesskaber, der gennem tiden er blevet undertrykt af den kinesiske regering. Uden at Ou Ning kommenterer det direkte bliver disse undertrykte fællesskaber en påmindelse om den kinesiske regerings systematiske optrevling af fællesskaber, der bevidst eller ubevidst udfordrer staten, og en forudanelse om det kommende fællesskabs udfordringer.

 

Klassekamp

Relationerne til det omkringliggende samfund generelt og de lokale landsbyboere især er noget af det der fremstår utydeligt og selvmodsigende i utopien. Yan Yangchus, den ene af forfædrene, praksis i de kinesiske landområder danner grundlag for utopiens handlingsprincipper. Yan Yangchu var i 1930ernes Kina foregangsmand for bevægelser der arbejdede for udvikling af landområderne på både uddannelsesmæssige og økonomiske planer. Yan Yangchus ni læresætninger som citeret i notesbogen:

1.       Gå ud blandt folket

2.       Lev blandt folket

3.       Lær af folket

4.       Diskuter arbejdet i landsbyen i fællesskab med folket

5.       Start med det bønderne ved

6.       Byg ovenpå det eksisterende

7.       Ikke at tilpasse sig samfundet, men at transformere det

8.       Vær opmærksom på den samlede udvikling

9.       Hjælp ikke egenhændigt, men stimulér folkets styrke

”Folket” skal ifølge læresætningerne danne grundlag for praksis. Og man kan undre sig over, hvorfor ”landsbyboere” eller ”bønder” ikke er inkluderet i Ou Nings liste over grupper, der skal mobiliseres af Bishankommunen:

“Bishankommunen mobiliserer kunstnere, forfattere, arkitekter, designere, intelligentsiaen, miljø- og samfundsaktivister til på landet at udfolde eksperimenter med fælles livsførelse, fokuserer på forholdet mellem land og by i Kina og på den globaliserede kapitals undertrykkende virkelighed, advokerer for ruralisme og anarkisme, kalder på en øget opmærksomhed på tabet af landbrugsjord, krisen i landbruget, bøndernes tab af magt, nedbrydningen af traditioner og andre konkrete problemer”

Problemerne på landet skal dermed løses af en uddannet, elitær klasse. Der er en umiddelbar selvmodsigelse i de to udsagn, Yan Yangchus ni læresætninger og de grupper der skal mobiliseres. Hvordan skal vi forstå bøndernes og landsbyboernes rolle i denne ligning? Med andre ord er der et kollaps mellem forestillingen om det klasseløse samfund (anarki) og ideen om rural genopbygning, hvor en uddannet elite tager ud for at ”oplyse” en angiveligt underuddannet befolkningsgruppe. I teksten ”Rural Reconstruction in China” fra 2012, beskriver Ou Ning, hvordan Mao-tidens folkekommuner ”alvorligt ødelagde de kinesiske landbrugssamfund: Koncentrationen af land og andre produktionsmidler splittede de traditionelle små-landbrug; intense klassekampe og hyppige politiske kampagner ødelagde familiestrukturer og etikken i landdistrikterne; tvangsarbejde og egalitarisme demoraliserede bønderne.” Klassekamp og andre faktorer er, i Ou Nings forståelse, dermed ødelæggende for udviklingen af de kinesiske landområder. Måske skal vi derfor forstå den manglende tagen stilling til klasseparadigmet i notesbogen i relationen til det kinesiske kommunist parti, der som bekendt har klassekamp som den ideologiske base. Ou Nings utopiske forestillingsrum indeholder en afvisning af den i Kina historisk, dominerende klassekampsdiskurs, en kritik af den mere eller mindre konstante klassekamp under Mao-æraen og af den eksplosive udvikling Kina har gennemgået siden Maos død i 1976. Som med logoet, så skal logikken i Ou Ning utopi måske findes i afvisningerne og i afspejlingen af forholdet til Kinas overideologiserede og undertrykkende fortid (og nutid) i disse afvisninger. Selvom klassebevidstheden ikke artikuleres direkte, så er den ikke desto mindre tilstede i Ou Nings generelle kritik af gentrificeringen, den voksende indkomstulighed og forholdene for migrantarbejderne i Kinas byer, selvom han tilskriver disse problemer til kollapset af den rurale økonomi. Men uanset om det er artikuleret eller ej, så er klasse en åbenlys del af disse problemstillinger. I Ou Nings optik er klassekamp dog ikke en del af løsningen, hvilket også kan knyttes til at kampen, i dens voldelige form, ikke er en del af Ou Nings anarko-utopiske vokabularium.

 

Dissonans

Notesbogen fremstår som et uadskilleligt og samtidigt usammenhængende clash mellem en utopisk drømmeverden og et ønske om at forandre virkeligheden for landsbyboerne i Kinas landområder. Det er langt hen ad vejen Ou Nings egne udforskninger, der forholder sig kritisk til det omgivende samfund, og de inviterede designere og animatoren, der giver notesbogen det drømmeagtige skær. Skitserne fra bidragyderne virker sært løsrevede fra Bishan som sted, logoet romantiserer landbruget og intelligentsiaen, og arkitekturen inddrager ikke den eksisterende, lokale arkitektur. Det kan måske skyldes, at de ikke har den samme forbindelse til Bishan som Ou Ning har. Men denne dissonans viser også notesbogen som en kollektiv bedrift, uanset at det er Ou Ning, der har udstukket retningen, og måske netop derfor fremstår utopien mere utydelig og selvmodsigende. Det punkterer dog ikke utopien af den grund, destabiliseringen af utopien er måske i virkeligheden det der driver den frem.

Utopien bliver gennem sin dissonans og umulighed et rum for drømmens og kritikkens videre tænkning, det stopper altså ikke med utopien, men fortsætter ud i virkeligheden. Efter etableringen af Bishankommunen i 2011 i landsbyen Bishan har mødet med realiteterne forandret mange af de grundlæggende tanker for utopien. Det endelige logo indeholder for eksempel også en vandbøffel, lokal arkitektur og elmaster og konnoterer en helt anden forbindelse til det omgivende samfund end notesbogslogoet. Forholdet til landsbyboerne er også forandret, som Ou Ning udtrykker det i en senere tekst: “Den ligeværdige deltagelse af landsbyboerne i denne proces er virkelig vigtig. Hvis alt kommer udefra, så er det nærmere en besættelse. Det er bydende nødvendigt at vi mobiliserer en del af landsbyboerne til at bidrage.” Og på den måde ophører utopien med at eksistere, som andet end det den var – en kritisk udforskning af en utopisk drøm og et omgivende samfund.

Mai Corlin er ph.d.-studerende ved Kinastudier, Aarhus Universitet og arbejder på et projekt om social engageret kunst i Kinas landområder med fokus på Bishankommunen. Mai har siden 2013 været på flere kortere og længerevarende ophold i Bishan.

Ou Ning: Bishankommunen – Hvordan man laver sin egen utopi. På dansk ved Mai Corlin. 2014. Udgivet i et samarbejde mellem forlagene Antipyrine og OVO press.