UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

På flugt fra fremtiden

Anselm Kiefer, 2005: Von den Verlorenen gerührt, die der Glaube nicht trug, erwachen die Trommeln im Fluss. Rettigheder: Public Domain.

Anselm Kiefer, 2005: Von den Verlorenen gerührt, die der Glaube nicht trug, erwachen die Trommeln im FlussPublic Domain.

Den vestlige verdensorden er bygget på idéen om, at tingene bliver bedre med tiden. Men i de seneste år er det blevet sværere og sværere at opretholde denne fremskridtstro. Fremtiden ser ikke længere ud til at bringe bedre tider med sig, og i vores post-utopiske tidsalder er der derfor kun er en vej frem: bagud.


 

1989 var et skelsættende år for Europa. Murens fald annoncerede enden på den kolde krig og begyndelsen på en ny æra. Samme år blev Francis Fukuyama berømt for sit essay om historiens afslutning. Fukuyama er siden ofte blevet hånet for tesen om, at menneskelighedens ideologiske evolution havde nået sit endepunkt i vestens liberale demokratier. Men det så faktisk længe ud til, at han havde ret i sin spådom om, at historien sluttede med Sovjetkommunismens kollaps. Selvom der stadig var konflikter rundt omkring i verden, var der ikke længere noget, der så ud til at kunne true det liberale demokratis globale herredømme.

2016 ser ud til at blive husket som året, der definitivt gjorde en ende på historiens endeligt.

I juni besluttede Storbritannien sig for at forlade EU. I lang tid var det centrale spørgsmål blandt EU-forskere, hvor hurtigt og hvor langt den europæiske integration ville brede sig. Nu er spørgsmålet nok snarere, hvorvidt EU overhovedet overlever på længere sigt.

I juli kørte en lastbil på bestialsk vis 86 mennesker ihjel i Nice under fejringen af den franske Bastille-dag. I december gentog tragedien sig i Berlin ved et af byens berømte julemarkeder. Terrorangreb mod den liberale verdensorden er så småt ved at blive hverdagskost.

I november pegede de amerikanske vælgere på en autoritær forretningsmand som deres 45. præsident i et håb om, at han ville tage dem tilbage til et Amerika, der er bedre, end det nogensinde har været. Mange frygter med god grund, at han i stedet vil tage dem tilbage til et Amerika, der er lige så slemt, som det engang har været.

Og så er der selvfølgelig klimaforandringerne, der nåede katastrofale højder i 2016. Problemet er ikke blot, at vi ikke har viljen til at ændre vores levevis. Det mere grundlæggende problem er, at vi ikke engang kan forestille os en mere bæredygtig samfundsform. Der er ingen tegn på, at de vestlige samfund er i stand til at gøre op med den vækstideologi, der opstod i kølvandet på den industrielle revolution.

Den vestlige verdensorden ryster i dens grundvold. Men truslen kommer ikke udefra. Det er snarere som om, at den vestlige samfundsform ikke kan holde til presset fra sin egen vægt. Tingenes tilstand tyder på, at vi er på kollisionskurs med os selv. USA’s tidligere præsident Barack Obama sagde engang, at vi selv er den forandring, vi har ventet på. Han havde ret. Men desværre er vi ikke den forandring, vi havde håbet på.

Har vi mon ventet forgæves?

 

Historien og tragedien

Karl Marx bemærkede, at historien gentager sig: først som tragedie, siden som farce. Men når man ser tilbage på alle de rædsler, der har ophobet sig på historiens losseplads, er det fristende at konkludere, at historien gentager sig: altid som tragedie.

Dette betyder dog ikke, at vi for evigt er dømt til at genspille det samme sørgespil. Det er snarere tilfældet, at hver epokes tragedie har sine særegne karaktertræk. Man kan endda sige, at det ofte er tilfældet, at en tidsalders lidelsesformer opstår i forsøget på at undgå den foregående epokes. I et tragisk perspektiv kan historien således forstås som en dialektisk udvikling af lidelsesformer, hvor hver epokes særegne tragedie opstår i forsøget på at undslippe den forgangne tidsalders særegne pinsler.

Omvendt spiller historien også en central rolle i tragedien for så vidt, at historiens tidslige horisont gør det muligt at se vores lidelser i en større sammenhæng. Ved at indplacere vores lidelser i en historisk sammenhæng bliver det lettere for os at finde en mening med galskaben. Historien gør det dermed muligt at finde en højere nødvendighed i tragedien. Måske kan vi ikke undslippe lidelserne her og nu, men hvis vi kan sandsynliggøre, at de tjener et højere formål, bliver det mere udholdeligt at udstå dem.

 

På vej mod en utopisk fremtid

Centralt for de antikke græske tragedier var en idé om skæbnen som forudbestemt og derfor uundgåelig. Mest berømt er måske Sofokles’ Kong Ødipus. Skønt han gjorde alt, hvad han kunne for at undgå det, endte Ødipus med at slå sin far ihjel og gå i seng med sin mor. Uanset hvor meget han prøvede, kunne han ikke undslippe sin skæbne. Heri bestod hans tragedie.

Den antikke idé om skæbnen var med til at retfærdiggøre de statushierarkier, der prægede de græske bystater. Selvom de antikke tragedier stadig føles vedkommende for os, kan vi ikke umiddelbart genkende os selv i dem. Med moderniteten er der sket et skift. Vi har gjort op med idéen om, at vores skæbne er forseglet. Vi er ikke længere dømt til at ligge under for fortidens forventningsskabeloner, men forsøger i stedet hver især at tage skæbnen i egen hånd.

Moderniteten er med andre ord præget af en fremskridtstro: Nu hvor mennesket ikke længere er bundet af traditionens bånd, er der nærmest ikke grænser for, hvad det kan udrette. Hvor den græske tragedie afspejlede en tidsforståelse, hvor skæbnen allerede var forseglet, kan modernitetens tid forstås som ”før-utopisk.”

Den før-utopiske tid skal ikke forstås som tiden før, at man begyndte at tænke utopisk. Den utopiske tradition strækker sig helt tilbage til det antikke Grækenland, hvor Platon i Staten beskrev, hvad han anså som det ideelle samfund. Den før-utopiske tid er snarere kendetegnet ved, at utopierne er indlejret i historien således, at tiden ses som en bevægelse frem mod det ideelle samfund. Denne tid er før-utopisk i den forstand, at nutiden ses som værende før det utopiske. Med andre ord er den før-utopiske tid kendetegnet ved et progressivt historiesyn, hvor historien ses som fremadskridende mod en utopisk fremtid.

Under den Kolde Krig fremstod liberalismen og kommunismen som to radikalt forskellige bud på, hvordan menneskelighedens fremtid skulle udformes. Men fælles for begge ideologier var det før-utopiske historiesyn. De delte begge troen på, at den gamle verden kunne og ville blive erstattet af en ny og bedre.

 

Modernitetens tragedie

Moderniteten gjorde op med den antikke tragedie. Men den rummede også sin egen tragedie. Franz Kafkas berømte roman Processen er et glimrende eksempel på den moderne tragedie. Hovedpersonen Josef K. bliver en dag uventet anholdt af to betjente uden at vide, hvad han er sigtet for. Han ved kun, at der føres proces mod ham, men ikke af hvem eller på hvilket grundlag. Den stakkels Josef K. kan hverken finde hoved eller hale i det komplekse bureaukratiske system, der til sidst tildeler ham døden som straf for en forbrydelse, han aldrig får indsigt i.

Denne tragedie adskiller sig fra den antikke tragedie: Josef K.’s skæbne forsegles ikke af overnaturlige kræfter, men et eller andet sted i et bureaukratisk system, han ikke har overblik over. De institutioner, der skulle gøre mennesket i stand til at blive herre over sit eget liv har vist sig samtidig at være kilden til en følelse af magtesløshed. Det moderne samfunds kompleksitet overstiger det enkelte menneskes forstand, hvilket resulterer i, at individet føler sig fortabt i en fortælling, det ikke kan overskue. Heri består modernitetens tragedie.

 

Med utopierne i bakspejlet

At vi befinder os i en post-utopisk tid betyder ikke, at utopierne er døde, men snarere, at de er bag os.

Vi befinder os stadig i den moderne tidsalder, men alligevel er det, som om noget har ændret sig.

Selvom vi aldrig følte os fuldt ud i stand til at overskue de store bureaukratiske strukturer, gav de os alligevel en følelse af tryghed og stabilitet. Vi følte os måske regeret af skrankepaver, men det gik os sjældent så galt som Josef K..

I dag kan vi ikke længere føle os så sikre. Den vestlige verdensordens politiske institutioner ser ud til at være i frit forfald. Modernitetens store bygninger er ikke blot umulige at finde rundt i; de er ved at falde ned om ørerne på os.

Det er derfor ikke mærkeligt, at vi er gået i forsvarsposition. Når verden ser ud til at falde fra hinanden, er det naturligt at gå i defensiven. Al politik er blevet “forsvarspolitik”: Hvordan forsvarer vi velfærdsstaten imod den globale konkurrence? Hvordan forsvarer vi os imod islamistisk terror? Hvordan forsvarer vi vores forbrugeristiske livsstil imod klimaforandringerne?

Væk er visionerne om et samfund, der er bedre end gårsdagens. Den amerikanske politiske teoretiker Judith Shklar udgav i 1957 værket After Utopia. Shklar’s tese var, at de vestlige samfund havde begivet sig hinsides utopierne. Væk var oplysningstidens tro på fremskridt og muligheden for at realisere idéen om det gode samfund. Fra eksistentialistiske filosoffer, over katolske teologer, til demokratiske socialister, alle var de grebet af politisk pessimisme. Shklar beskæftigede sig dog hovedsageligt med forskellige filosofiske strømninger og havde således ikke øje for de mange sociale fremskridt, der stadig var undervejs i 1950erne.

I dag er det ikke blot diverse tankestrømninger, men selve den politiske virkelighed, der er præget af politisk sortsyn. Vi er gået fra en før-utopisk til en post-utopisk tidsalder. At vi befinder os i en post-utopisk tid betyder ikke, at utopierne er døde, men snarere, at de er bag os.

Vi har ikke mistet forestillingen om det gode samfund. Men vi har mistet troen på, at vi er på vej mod det. Vi er ikke vendt tilbage til en tro på en uundgåelig skæbne. Historien er heller ikke gået i stå, som Fukuyama forudså. Vi har stadig blikket fæstnet på utopierne, men kun i bakspejlet, mens vi accelererer mod en dyster fremtid. Det handler ikke længere om at erobre fremtiden, men om at sikre sig mod den.

Dette gælder i særdeleshed de højre-nationalistiske politiske strømninger, der for tiden løber som en steppebrand gennem de vestlige demokratier. Disse bevægelser deler en nostalgisk længsel efter fortiden og en frygt for fremmede. ”Der er så meget, vi skal passe på,” som Dansk Folkepartis kampagneslogan lød. Sloganet fanger perfekt dobbeltheden i, at vi både skal passe på det, vi har, og på det eller dem, der truer udefra. På den anden side af Atlanten lover Trump at gøre ”America great again.” Det er ikke helt klart, præcist, hvornår Amerika var ”great,” men sikkert er, at det ikke længere er det, og det er de fremmedes skyld.

 

Den sidste utopi

Men den sande kilde til de vestlige demokratiers problemer skal findes andetsteds. Udover eksistentialister, teologer og socialister nævner Shklar en gruppe af tænkere, der er særlig interessant for de vestlige samfunds efterfølgende udvikling: neoliberale økonomer såsom Ludwig von Mises og Friedrich Hayek. De neoliberale tænkere rettede hård kritik mod idéen om, at samfundets udvikling kunne planlægges fra centralt hold. Menneskets begrænsede formåen gjorde, at sådanne utopiske projekter uundgåeligt måtte ende i trældom og ufrihed.

I stedet satte de neoliberale deres lid til det frie marked. Det frie marked ville, ifølge de neoliberale tænkere, sikre, at det samlede resultat af mange individers individuelle handlinger ville være rationelt på trods af, at ingen af de enkelte individer havde overblik over helheden.

Det neoliberale projekt kan ses som en reaktion på modernitetens tragedie, hvor det enkelte individ fortaber sig i et system af bureaukratiske regler. Men hvor Shklar så denne kritik som en afvisning af utopisk tænkning, står det i dag klart, at neoliberalismen i sig selv er en form for utopisk tænkning. Idéen om det frie marked som en løsning på alle menneskelighedens problemer fremstår i dag som en utopi i den anden af ordets to betydninger: et ikke-eksisterende samfund. Privatisering af offentlige virksomheder og nedskæring af offentlige ydelser har ikke resulteret i øget frihed, men i stigende ulighed og usikkerhed.

 

Frygtens socialdemokrati

Efter årtier med neoliberal dereguleringspolitik vender mange på venstrefløjen nu blikket tilbage mod velfærdsstatens storhedstid i 1960’erne og 1970’erne. Med inspiration fra Shklar har den britiske historiker Tony Judt foreslået, at fremtidens socialdemokratisme bør tage form som et ”frygtens socialdemokrati”. Judt argumenterer for, at socialdemokrater bør opgive at forsøge at genetablere tidligere tiders optimistiske fremskridtstro. I stedet bør de tale mere direkte om arbejderbevægelsens historiske sejre og om de skadelige konsekvenser ved den neoliberale afmontering af velfærdsstaten.

Socialdemokrater skal med andre ord dyrke frygten for neoliberale nedskæringer og iscenesætte sig som velfærdsstatens forsvarere. Hermed ender socialdemokratismen i den slags “forsvarspolitik,” der er karakteristisk for den post-utopiske tid, vi befinder os i.

Denne post-utopiske form for socialdemokratisme har haft vind i sejlene i de seneste par år. Dette gælder ikke mindst i neoliberalismens kernelande, USA og Storbritannien. Ved det demokratiske primærvalg sidste år så den erklærede demokratiske socialist Bernie Sanders på et tidspunkt ud til at have en chance for at overrumple etablissementets kandidat, Hillary Clinton. I Storbritannien har Labour med valget af Jeremy Corbyn som formand sat en kurs, der står i skarp kontrast til Tony Blairs Tredje Vej.

Fælles for Sanders og Corbyn er, at de repræsenterer den slags ”frygtens socialdemokrati,” som Judt advokerer for. Sanders og Corbyn er ikke kun repræsentanter for det gamle socialdemokrati i idémæssig forstand, men også i rent fysisk forstand: med deres henholdsvis 75 og 67 år er de begge gamle nok til at have oplevet den socialdemokratiske storhedstid, de længes tilbage mod.

Herhjemme gik forhenværende statsminister Helle Thorning til valg på sloganet ”Det Danmark, du kender”. Socialdemokraterne har opgivet idéen om, ”at en ny og bedre Verden – et nyt og bedre Danmark – maa bygges op” som det lød i Socialdemokratiets valgprogram fra 1945 Fremtidens Danmark. Fremtidens Danmark er blevet til det Danmark, du kender.

For nyligt lancerede Socialdemokraternes nuværende formand Mette Frederiksen en kampagne med budskabet: ”Den bedste danske opfindelse er Danmark”. I stedet for at opfordre til nye politiske opfindelser, peger Frederiksen på en allerede eksisterende opfindelse: ”Danmark”, med hvilket Frederiksen mener det danske velfærdssamfund.

 

Fremad mod fortiden

Det er symptomatisk for nutidens socialdemokrater, at deres utopiske vision består i en tilbagevenden til tiden før socialdemokraterne havde sejret ad helvede til. I vores post-utopiske tidsalder, er der kun en vej frem: bagud.

Det er derfor ikke så overraskende, at Det Konservative Folkeparti har haft det svært i de seneste år. For på sin vis er alle partier blevet konservative, blot med hver deres idé om, hvad der skal forsvares, og hvordan det gøres bedst. Vi er gået fra en progressiv fortælling til en konservativ fortælling. Den konservative fortælling er ikke i sig selv ny. Det nye er, at den er blevet almengjort.

Den konservative fortælling går tilbage til Edmund Burkes berømte kampskrift mod den franske revolution fra 1790. Burke var fortaler for det eksisterende samfunds overleverede traditioner. For Burke repræsenterede traditionerne den praktiske visdom, der var blevet indlejret gennem generationer. De revolutionæres abstrakte rationalitet udgjorde en trussel mod traditionerne, der derfor måtte aktivt forsvares. Dette mundede ud i det konservative paradoks, at vi må forandre for at bevare. Kun ved at ændre os kan vi forblive som før.

Dette mantra runger i dag gennem hele det politiske system: Velfærdsstaten må forandres for at kunne bevares. Selv liberalisterne i Liberal Alliance definerer deres politiske projekt som et forsvar for velfærdsstaten. Partiet argumenterer for, at kun ved at gøre det danske erhvervsliv mere konkurrencedygtigt, kan vi bevare det velfærdssamfund, vi kender og elsker.

Således munder “forsvarspolitikken” ud i en nødvendighedens politik. Hvis truslen er stor nok, er der knap nok grænser for, hvilke dele af arvesølvet man vil sælge ud af for at bevare selvsamme arvesølv. Dermed ender vi med en variant af det konservative paradoks: Velfærdssamfundet undermineres gennem dets forsvar. På samme måde er kampen mod terror endt med, at vi har undermineret demokratiske rettigheder i selvsamme rettigheders navn.

Problemet er ikke, at truslerne ikke er reelle. Velfærdsstaten er under pres fra den internationale konkurrence og neoliberalismens nedskæringspolitik. Den nationale solidaritet er i krise som resultat af, at Danmark er blevet mere multikulturelt. Klimaforandringerne er på vej til radikalt at ændre, den verden vi kender. Derfor er flygtningekrisen heller ikke et midlertidigt problem, men snarere en forsmag på, hvad vi har i vente i de kommende år.

Problemet er snarere, at vi ikke længere har historien på vores side. Så langt øjet rækker, ser tingene kun ud til at blive værre med tiden. Derfor skriver vi vores politiske idealer i datid. Utopierne er ikke døde. De lever videre som minder, om et samfund, der er bedre, end det nogensinde har været. Men de forbliver en forestillet fortid.

Fremtiden ser ikke længere ud til at bringe bedre tider med sig. Derfor flygter vi fra den. Heri består vores tragedie.

Troels Nørgaard Skadhauge er Ph.d.-studerende ved Department of Political Science, University of Pennsylvania.