Glimt af pengeskabelsens historie

National-Debt-Gillray
Satireteg­n­ing af King George III og Queen Char­lotte fra 1786 med titlen “A new way to pay the nation­al-debt”. Designet af Helaga­balis og lavet af Sejanus. Pub­lic Domain.

Pengenes historie fokuserer som regel på mønter og sedler, men det er de immaterielle kontoindeståender, der virkelig har betydet noget i magtkampen mellem banker, regeringer og borgere. Banker har nemlig fra de tidligste tider selv skabt kontopenge, når de ydede kredit til deres kunder. Lektor ved Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem i Gode Penge Ib Ravn laver her en række nedslag i pengeskabelsens historie.


De fleste men­nesker men­er, at penge bliv­er skabt af Nation­al­banken, når den trykker penges­edler og præger møn­ter. Det er rigtigt, men sedler og møn­ter udgør en stadig min­dre del af pengemæng­den i Dan­mark. For tiden under fem pro­cent.

Resten af sam­fun­dets penge er kon­topenge, det vil sige indeståen­der på vores bankkon­ti, som vi bruger, når vi betaler med danko­rt, net­bank eller mobil­be­tal­ing.

Så hvor kom­mer disse resterende 95 pro­cent af sam­fun­dets penge fra?

De kom­mer ikke fra Nation­al­banken, men fra pri­vate banker. Kon­topenge skabes i den pro­ces, vi kender som lån­givn­ing. En bank har den forun­derlige evne, at når den ”udlån­er” penge, skaber den dem fak­tisk i selve udlån­sprocessen, i en vis for­stand ud af ingent­ing. Det er ikke allerede eksis­terende penge, der tages fra en anden kunde, som de fleste af os tror.

Dette forhold har vidtrækkende kon­sekvenser for sam­fund­søkonomien i dag. Blandt andet at banker i gode tider konkur­rerer om at blæse finans­bobler op ved at låne stadig flere penge til de per­son­er, der gerne vil købe de aktiv­er, der er i cen­trum for boblen – boliger, inter­net­fir­maer, akti­er eller tuli­pan­er.

Skal vi forstå, hvor­dan banker skaber penge, er det nyt­tigt at træde et par skridt tilbage og se hvorledes penge, udlån og banker har udviklet sig. For det er ikke sket, som det fork­lares i den skrøne, enhver økonomisk lære­bog indledes med: nem­lig at byt­te­han­del med høns og okse­hud­er blev uprak­tisk og erstat­tedes af møn­ter.

Møn­ter og sedler har spillet en beske­den rolle i det mod­erne pengesys­tems udvikling.

Langt vigtigere har kon­topenge været – det vil sige indeståen­der på kon­ti hos køb­mænd, han­delshuse og banker. Sådanne penge har den kontoførende part nem­lig adgang til, og ret­ten til at trylle med kon­to­havers indeståen­der har his­torisk vist sig langt mere lukra­tiv end ret­ten til at slå mønt og trykke penges­edler.

Kontopenge og kontanter

Fra de tidlig­ste tider har men­nesker arbe­jdet sam­men og gjort hinan­den tjen­ester, hvor­for de er kom­met til at stå i skyld- og gælds­forhold til hinan­den.

Sam­fun­denes udvikling tog en afgørende vend­ing, da bøn­der og han­dlende og fyrstens embedsmænd beg­y­n­dte at notere disse gælds­forhold i konto­form. En bonde aflev­er­er krukker med olie i skat til tem­plet i Baby­lon 2500 f.v.t.; en garv­er over­drager skind til et han­delshus med hen­blik på videre­salg i Firen­ze i 1300-tal­let; en land­mand på Fyn bringer afgrøder ind til køb­mands­går­den i Assens i 1840’erne. De får alle deres kon­ti god­skrevet med et tal, der angiv­er krukker olie, floriner eller rigs­bankdaler.

En køb­mand kan lade en sådan kon­to­haver bruge sit indestående til at købe var­er fra andre kon­to­ha­vere med – i Assens blandt andet fisk, salt, klæde­var­er, tøm­mer og søm. Ønsker bon­den at købe fisk for 3 rigs­bankdaler, ord­ner køb­man­den betalin­gen ved at ”ned­skrive” (deb­itere) bon­de­man­dens kon­to med 3 rbk. og ”opskrive” (kred­itere) fiskerens med 3 rbk.

Internt blandt køb­man­dens kun­der kan der således han­dles ved brug af kon­topenge; ingen kon­tan­ter behøves.

En nødli­dende bonde med nul på kon­toen kunne få lov til at købe sine sæd­van­lige fornø­den­hed­er fra de andre kun­der ved, at køb­man­den lod hans kon­to gå i neg­a­tiv, ned til en grænse fast­sat af køb­man­den. En sådan kassekred­it kan ved hjælp af en kon­trakt for­malis­eres som et lån med en rente, der kom­penser­er køb­man­den for hans besvær og risiko.

Så længe køb­man­dens andre kun­der havde en for­nuftig økono­mi, kunne han låne penge ud til enkeltkun­der uden at hente pen­gene noget sted. Han behøvede ikke over­føre penge til den uheldige bonde fra nogen anden kon­to. Ved således blot at skrive cifre ind på enkelte kon­ti skabte køb­man­den ekstra købekraft i lokalsam­fun­det. Han hjalp uheldige kun­der gen­nem småkris­er, mens pro­duk­tion og han­del i by og opland fort­sat­te upåvir­ket. Han skabte kred­it og købekraft og i en vis for­stand penge ud af ingent­ing. Men ikke omkost­nings­frit, naturligvis. Han bar risikoen for, at kun­den ikke kunne ind­fri sit lån og han i stedet måtte dække gælden til fiskeren og de andre, som den uheldige bonde købte af på kred­it.

Kred­it ydet på denne måde kunne også udruste et skib til kolonierne fra Eng­land et år eller to før ejeren kunne sælge de hjem­tagne kry­d­derier og silke­var­er og tilbage­be­tale lånet. Ferme Lon­don-køb­mænds kon­toma­nip­u­la­tion­er antages at have været en vigtig kilde til den engelske ekspan­sion og imperiebygn­ing i 1700- og 1800-tal­let og den sam­tidi­ge indus­trielle rev­o­lu­tion. Her er køb­mænd, han­delshuse og guldsmede for længst blevet til banker, og de tjen­er godt på at skrive cifre ind på deres kun­ders kon­ti og dermed skabe kred­it, købekraft og penge til dem – for en rente, naturligvis, og renters rente.

Det er ker­nen i bankvirk­somhed – også i dag. En bank er særlig derved, at dens bankli­cens giv­er den lov til at yde et lån ved at opskrive lån­tagers kon­to med friske tal, der ikke tages andre sted­er fra – det vil sige beløb, der ikke i første omgang fratrækkes andre kon­ti.

Førhen krydsede banken fin­gre for, at ingen af kun­derne blev nervøse og ønskede deres kon­to­cif­re omsat til guld eller var­er og derved ville opdage, at banken blot havde opfun­det pen­gene. Senere sat­te måde­holdne bank­folk egne regler for udlånets omfang — to, fem eller ti gange ”reser­ven”, der­af beteg­nelsen reservekrav. Senere igen, i det 20. århun­drede, reg­ulerede stat­en på forskel­lig vis udlånet; i dag primært med krav til egenkap­i­tal­en, hvor reservekravet ret­tede sig mod kon­tan­ter.

Lad os se på kon­tan­ter.

Kontanter på kanten af samfundet

Kon­tan­ter er i de sen­este år blevet en slags ‘rest­penge’, der benyttes stadigt sjæld­nere – til at købe en kop kaffe eller give til en hjem­løs. His­torisk opstod de også på kan­ten af sam­fun­det, nem­lig hvor sta­bile rela­tion­er af forplig­telser og gæld mellem men­nesker i lands­byen løsnedes.

Antropolo­gen David Grae­ber fortæller i bogen ”Debt: The First 5000 Years”, at hvis en mand bryggede mjød til sin nabos bryllup, kunne han reg­ne med, at naboen ville bage brød, når bryg­geren skulle begrave sin mor. Sådan bestod bån­dene gen­nem gen­er­a­tioner. Var der ufred eller opbrud i de lokale fæl­lessk­aber, trådte kon­tan­ter ind som det mid­del, hvormed forplig­telser kunne ophæves: ”Tag de her penge i stedet! Vi er kvit!”

Tilsvarende gjaldt det, at fjernt fra eget lokalsam­fund var varepenge af ædel­met­al vigtige, som når romerske hære på togt omkring Mid­del­havet med­bragte guld­møn­ter til pro­vianter­ing under­ve­js. Den tra­di­tionelle myte om, at penge opstod af byt­te­han­del, kan ikke efter­vis­es ved his­torisk empiri.

Al evi­dens peger på, at kon­tan­ter er opstået, hvor gælds­forplig­telser – og ofte kon­topenge – ikke læn­gere har været mulige.

Møn­ter for­blev fyrsternes og regen­ternes monopol op gen­nem mid­de­lalderen, mens penges­edler, der opstod i Europa omkring 1600-tal­let, var bankernes opfind­else og priv­i­legium. Dem trykkede de selv til udlån, og det var en god for­ret­ning, der ofte skulle god­k­endes af regen­ten. I løbet af 1700-tal­let erk­endte man, hvor meget antallet af cirkulerende penges­edler fak­tisk påvirk­er en økono­mi. Lidt flere sæt­ter gang i økonomisk aktivitet, mange flere ophed­er den, og for mange får den til at brænde sam­men. Europas par­la­menter ind­så i løbet af 1800-tal­let at penges­edler burde udst­edes af cen­tral­bankerne, og sådan har det været siden.

Kon­trol over økonomiens mange op- og ned­ture fik man dog ikke, idet man fejlagtigt troede, at kon­topenge ikke var specielt vigtige for økonomien. Det vigtige var jo kon­tan­terne, sølvstykkerne, de rigtige guld­bar­rer. De lå bag de fly­gtige kon­to­cif­re som en slags reserve. Reserverne var en begrænset ressource, og dem burde vi bekym­re os rigtig meget om, mente økonomer og finansekspert­er.

”There’s no such thing as a free lunch!”, siger man stadig. Ingent­ing i livet er gratis. Der er kun en begrænset mængde (guld)penge! Men det er en afled­nings­man­øvre, for nede­nun­der frokost­bor­det skabes penge fak­tisk gratis, ud af intet, eller prak­tisk taget intet, nem­lig som cifre ind­ført af banken på kon­to­havers bankbog – kon­topenge.

At over­dreven ska­belse eller udlån af kon­topenge også kan ophede og antænde en økono­mi har man end­nu ikke erk­endt fuldt ud. For eksem­pel er pengesk­a­belsens rolle i finan­skrisen 2008 slet ikke belyst tilstrække­ligt, i Dan­mark eller inter­na­tion­alt. Mens ska­belsen af penges­edler blev bragt under fæl­lessk­a­bets (statens) kon­trol i løbet af 1800-tal­let, er det end­nu ikke sket for de banksk­abte kon­topenge.

Når pengene forlader banken: Clearingen

Man kan ind­vende, at når en bank skriv­er penge ind på en kon­to, er det bare kred­it. Penge bliv­er det først, når kred­it­ten for­lad­er banken og skal bruges som betal­ing. Dér skal banken stille med rigtige penge! I Assens-køb­man­dens til­fælde er det dér, hvor bon­den skal til at købe fra en anden køb­mand. Så skal den første køb­mand vel udbe­tale bon­den kon­tan­ter, så han kan købe kolo­nial­var­er fra køb­man­den i Marstal, der har et skib sejlende på Ori­en­ten?

Han­dlende har til alle tider helst undgået den klin­gende mønt, specielt på farlige rejs­er over land og hav. De har i stedet benyt­tet sig af kryp­tiske værdi­pa­pir­er, som lan­de­ve­js­rø­vere ikke kunne tyde – blandt andet vek­sler, gælds­breve og akkred­i­tiv­er, hvor betalinger og gælds­forplig­telser har været noteret og er blevet afviklet på basis af gen­sidig tillid mellem de han­dlende. På lokale marked­er, og ikke mindst på sen­mid­de­lalderens store cen­traleu­ropæiske marked­er i Brügge og Lyon, har han­delsmænd mødtes og udlignet disse gælds­breve, stort set uden brug af kon­tan­ter. Rest­sum­mer der ikke kunne afvikles blev over­ført som gælds­be­vis­er til næste marked.

De europæiske marked­er aftog i betyd­ning i løbet 1500- og 1600-tal­let, hvor han­delshuse fandt ud af, at de kunne udligne disse for­dringer med hinan­den på afs­tand, uden det evin­delige rejseri, ved blot at jus­tere indeståen­der på de kon­ti, de førte for deres kun­der. For eksem­pel kunne en handskemager i Lon­don finan­siere sit køb af læder fra en garv­er i Firen­ze ved at tage et lån hos sin engelske han­dels­forbindelse. Det kunne for eksem­pel være Gresham’s, der god­k­ender lånet, kræver fem pro­cent i rente og skriv­er £50 ind på handskemagerens kon­to. Der­på ’over­før­er’ Gresham’s belø­bet til sin ital­ienske bank­forbindelse, Bar­di, ved at sende besked med den næste kur­er. Hos Bar­di har garveren en kon­to, der opskrives med et tilsvarende beløb, lad os sige 50 flo­ren­tinere, og han­de­len kan nu gå igen­nem og læderet sejles til Lon­don. Gresham’s har ikke sendt £50 i sølvmøn­ter i en kærre til Firen­ze, men skylder blot Bar­di £50.

De to banker ven­ter, og næste uge har en skræd­der i Firen­ze brug for at låne af Bar­di til ind­køb af uld­klæde i Lon­don. Skræd­deren får skrevet 50 flo­ren­tinere ind på sin kon­to, mod en rente på fem pro­cent. Bar­di ’over­før­er’ belø­bet til Gresham’s, hvor uld­grossis­ten har en kon­to, der opskrives med belø­bet, hvorefter uld­var­erne sendes af sted til Ital­ien. Nu skylder Bar­di Gresham’s 50 flo­ren­tinere (eller pund). For­di de har ven­tet, kan de to skyldige beløb, der går hver sin vej, udlignes med hinan­den. Det vil sige, bankerne fore­tager sig intet. Samtlige fire kun­der oplever, at sølvmøn­ter er blevet sendt mellem Lon­don og Firen­ze, men bankerne har intet over­ført. De har ikke haft brug for rede penge (men de tjen­er den gode rente). De har jus­teret deres kun­ders kon­ti op og ned, i alt fire jus­teringer.

Det er det hele. Dermed har de skabt kred­it, som kun­derne har han­dlet var­er med. Kred­it­ten er blevet til penge, som gar­vere og skræd­dere har brugt til at han­dle med i realøkonomien. I denne udlign­ing eller clear­ing mellem købmænd/banker lig­ger pengesk­a­belsens andet og sid­ste led.

En stadig mere effek­tiv udlign­ing af bankers for­dringer på hinan­den har været et stort tema i bankvæsenets his­to­rie. Et vigtigt skridt blev fore­taget i Lon­don i løbet af 1700-tal­let, hvor checks blev almin­delige som betal­ingsmi­dler. De mod­ta­gende banker havde walk clerks, der dagligt trans­porterede tusin­der af checks tilbage til den udst­e­dende bank, hvor­på de vendte hjem med kon­tan­ter. Fra omkring 1770 fandt disse fuld­mægtige på at spare rund­turene og mødes i the Five Bells-pub­ben i Lom­bard Street i the City. Her ankom de dagen igen­nem og lagde deres checks i kass­er tilhørende de udst­e­dende banker. Kl. 17 talte man kasserne op og afreg­nede med inspek­tøren. Først ind­be­talte hver fuld­mægtig det beløb, hans bank skyldte de andre banker under ét, og når den runde var slut, mod­tog hver fuld­mægtig det beløb, de andre banker under ét skyldte hans bank. Gik det ikke op, var der lavet en fejl, men det skete sjældent.

 I 1850 ind­førte man en pro­ces fores­lået af matem­atik­eren Charles Bab­bage: Hver bank åbnede en kon­to i Bank of Eng­land, som inspek­tøren førte i en bog (disse kon­ti kaldtes senere foliokon­ti). I stedet for at mod­tage og udbe­tale en mængde kon­tan­ter kunne inspek­tøren med pen og blæk gen­nem­føre afreg­nin­gen mellem bankerne som jus­teringer på deres foliokon­ti. De beløb, der ikke kunne udlignes, viste sig som højere eller lavere sal­di på bankernes foliokon­ti.

Den kon­tantløse udlign­ing, der fandt sted tosidigt mellem Gresham’s og Bar­di 200 år tidligere, kunne nu fore­tages mellem mange banker og tusind­vis af kun­der.

Og lige­som i eksem­plet med handskemageren, der lån­er til køb af garverens skind, og skræd­deren, der lån­er til køb af uld­han­dlerens klæde, uden at bankerne skal finde rede penge frem, kan mange lånte beløb i Lon­dons banker bruges af lån­tagerne til betalinger i clearin­gen, uden at bankerne behøver kon­tan­ter til over­førsel. Sne­se­vis af dagens clearede checks har for­mentlig deres oprindelse i beløb, som bankieren har udlånt. Det vil sige: har skrevet ind på lån­tagers kon­to, hvorefter lån­tager har skrevet en check til en sæl­ger, som lån­tager dermed køber en vare eller en tjen­estey­delse af. Sys­temet kunne rumme det hele, så længe de delt­a­gende parter ikke skrev alt for mange checks ud på en enkelt dag, sådan at foliokon­toen gik alvorligt i minus.

Der find­es nu to typer kon­ti: kun­dernes kon­ti hos bankerne, og bankernes kon­ti hos cen­tral­banken. Dette kaldes ofte det tolagede sys­tem, for det rum­mer to forskel­lige kred­sløb med hver sin slags penge. Det ned­er­ste lag rum­mer almin­delige penge, og de øver­ste kaldes cen­tral­bankre­serv­er. De ned­er­ste lags penge kon­trolleres af bankerne, der kan opskrive dem ved udlån til kon­to­haver, hvorved penge skabes. Det øver­ste lags penge kon­trolleres af cen­tral­banken, der kan opskrive en banks foliokon­to og dermed skabe penge. De to kred­sløb består den dag i dag, om end forskellen mellem dem sjældent udtrykkes særlig klart.

Det prin­cip­ielt inter­es­sante ved de to kred­sløb er, at de sæt­ter den enkelte bank i stand til at skabe kon­topenge, som kun­den kan bruge i en anden bank. Det var udfor­drin­gen for køb­man­den i Assens, der havde svært ved at skaffe kon­tan­ter. Clear­ingsys­temet løste dette prob­lem. Når beløb, der som udlån skrives ind på en lån­tagers kon­to i én bank, over­føres til en anden per­sons kon­to i en anden bank, sker det ved jus­ter­ing i de pågældende bankers foliokon­ti i cen­tral­banken. Alle sådanne penge­transak­tion­er – lån, betalinger, over­førsler, ind­skud – er op- og ned­skrivninger af kon­ti.

Intet ”over­føres,” ingen pengesække køres gen­nem byen og ingen sedler fly­ttes fra den ene bankboks til den anden.

Clear­ing­house-funk­tio­nen er i mange lande blevet overtaget af cen­tral­banken eller afvikles i dens regi. Således også i Dan­mark, hvor Finan­srådet ejer betal­ings- og afviklingssys­temet, mens det er NETS, der lige nu står for den daglige drift. Dette sys­tem er alde­les cen­tralt i bankernes pengesk­a­belse, som det på samme tid mulig­gør og tilslør­er. Offi­cielle pub­lika­tion­er som blandt andet Nation­al­bankens er tavse som graven om betal­ings- og afviklingssys­temet nøglerolle i sam­fun­dets pengesk­a­belse.

Centralbanker og statslig pengeskabelse

Mange men­nesker opfat­ter en cen­tral­bank som statens bank, men den er snarere bankernes bank. De første cen­tral­banker blev dan­net af køb­mænd og banker, dels for at lette køb­mæn­denes ind­byrdes betalinger, dels for at finan­siere regen­tens hof og krige, og dels for at skabe ekstra penge til bankerne, når de var i krise. Cen­tral­banker bør vi der­for i udgangspunk­tet forstå som uafhængige af regen­ten og stat­en.

I de til­fælde hvor regen­ter forsøgte sig med pengesk­a­belse – som for eksem­pel i Frankrig i beg­y­n­delsen af 1700-tal­let under den skotske gam­bler John Laws vejled­ning – førte det til mas­siv over­pro­duk­tion af penge. Cen­tral­banker beg­y­n­dte at se sig selv som den ans­varlige instans, som skulle beskytte regen­ten – og senere lan­dets par­la­ment og regering – mod fris­telsen til at finan­siere regen­tens eller statens udgifter med pengesk­a­belse, med den der­af føl­gende infla­tion og for­ringelse af lan­dets val­u­ta.

Der er ingen uenighed blandt økonomer om, at stats­magten prin­cip­ielt set har myn­dighe­den til at udst­ede og reg­ulere et lands val­u­ta, herun­der at skabe nye penge i natio­nens møn­ten­hed. Alligev­el har den forståelse bredt sig, at stater ikke skal finan­siere sig ved pengesk­a­belse, for eksem­pel ved at cen­tral­banken opskriv­er statens kon­to i cen­tral­banken. Det reg­nes for uans­varligt, og cen­tral­bankdi­rek­tør­er optræder gerne i rollen som strikse foræl­dre, der træder på brem­sen. De folkeglade poli­tikere fristes jo alt for nemt til at trykke gratis penge lige før et valg, og de har brug for bud­get­dis­ci­plin, så det hele ikke ender med Weimar-infla­tion.

At pri­vate banker sam­tidig skaber (konto)penge gen­nem lån­givn­ing, og de sen­este årti­er har pres­set speed­eren i bund, ikke mindst op til finan­skrisen 2008, har ikke bekym­ret cen­tral­bankerne nær så meget.

Førhen ansås et lands pengemængde for at være en kri­tisk stør­relse for den nationale økono­mi: Var den for lille, hæmmedes økonomien; var den for stor, skabtes bobler og kris­er. I dag har cen­tral­banker nærmest opgivet at styre pengemæng­den. Det har de blandt andet gjort med hen­vis­ning til, at penge er blevet så vanske­lige at definere, at de dårligt kan styres. Dermed er der yderligere grund til ikke at lade stat­en skabe sine egne penge, synes tanken at være blandt cen­tral­bankers økonomer.

Siden Keynes er det blevet almin­deligt at tænke, at hvis en stat skal have finan­sieret et bud­getun­der­skud, bør det ske gen­nem lån­tagn­ing – det vil sige optagelse af stats­gæld ved udst­edelse af stat­soblig­a­tion­er – og ikke gen­nem den ’uans­varlige’ pengesk­a­belse (selv om Keynes var åben over for begge mulighed­er). En sådan stats­gæld kan prin­cip­ielt købes af to parter: banker og ikke-banker som vel­havende pri­vat­per­son­er, invester­ings­foreninger og i dag ofte pen­sion­skass­er. Lad os se på de to til­fælde:

Når en ikke-bank køber stats­gæld (det vil sige lån­er stat­en penge), sker det med allerede eksis­terende penge. De tages et sted fra (for eksem­pel en opspar­ingskon­to eller en pen­sion­skasse) og over­føres til statens kon­to.

Når en bank lån­er stat­en penge, er det nye penge. Det er penge, banken skaber ved at skrive de rel­e­vante cifre ind på statens kon­to i banken. Stat­en lån­er alt­så banksk­abte penge til at finan­siere sine offentlige udgifter med.

Der kan være gode grunde til, at stat­en tager lån fra ikke-banker – for eksem­pel for at sikre, at ops­parede midler kom­mer i omløb – selv om det koster renten. Men hvad lån fra bankerne angår, er det vanske­ligt at finde gode grunde til, at stat­en først giv­er bankerne det priv­i­legium at skabe (konto)penge og der­på lån­er disse penge tilbage af dem for en rente, når stat­en selv kunne skabe pen­gene, det vil sige uden at pådrage sig gæld og dermed også uden renter.

Den gæld, som en stat stifter, skal i sid­ste instans tilbage­be­tales af skat­tey­derne, så når en stat lån­er af en bank og gen­nem rente­be­tal­ing bidrager til bankens over­skud, svar­er det til at stat­en ind­driv­er en skat på befolknin­gen til glæde for bankens aktionær­er. Dette alter­na­tiv til statens egen pengesk­a­belse reg­n­er cen­tral­bankdi­rek­tør­er paradok­salt nok for at være ans­varlig penge­poli­tik.

Kvantitative lempelser

Mens cen­tral­banker og økonomer således har ned­tonet staters evne til at skabe deres egne penge til befolknin­gens fordel, har de betonet cen­tral­bankens evne til at skabe penge til bankernes fordel. Det kan en cen­tral­bank gøre ved at opskrive bankernes foliokon­ti, som cen­tral­banken har lige så god adgang til inspek­tøren i Lon­dons clear­ing­house. Disse nysk­abte cen­tral­bankre­serv­er, som de også kaldes, kan bruges til at lette bankerne for dårlige lån, det vil sige lån de har ydet til kun­der, der ikke vur­deres at være i stand til at ind­fri lånene.

Dette red­skab kaldes kvan­ti­ta­tive lem­pelser. USA’s cen­tral­bank har let­tet mange amerikanske banker for giftige lån ved en sådan ska­belse af cen­tral­bankre­serv­er. Den Europæiske Cen­tral­bank beg­y­n­dte i april 2015 et tilsvarende udlån­spro­gram, hvor 60 mia. euro stilles til rådighed for europæiske banker månedligt. Ideen er, at således let­tede vil banker igen beg­y­n­de at låne ud til små- og mellem­store virk­somhed­er og på den måde kick­starte økonomien. Der­for kaldtes Bank of Eng­lands tilsvarende £375 mio. pro­gram for ‘Fund­ing for Lend­ing’. Kri­tikere påpeger, at da banker ikke kan udlåne cen­tral­bankre­serv­er til deres kun­der, kan en forøgelse af dem dårligt komme kun­derne blandt bankens små og mellem­store virk­somhed­er til gode. Banker har i disse år rigeligt med cen­tral­bankre­serv­er, alt­så indeståen­der på deres foliokon­ti mm. Hvad alle ven­ter på, foreløbigt forgæves, er et ser­iøst opsv­ing i økonomien, der gør nye små og mellem­store virk­somhed­er rentable og der­for kred­itværdi­ge.

Mange iagt­tagere men­er, at kvan­ti­ta­tive lem­pelser ikke har stim­uleret økonomien nævneværdigt. Det diskuteres for tiden inter­na­tion­alt, om cen­tral­bankerne i stedet kunne bruge deres evne til pengesk­a­belse til at skabe penge til sam­fun­dets ikke-banker. Enten kunne cen­tral­banken skrive cifre ind på statens kon­to i cen­tral­banken, hvorefter stat­en kunne bruge pen­gene ind i økonomien eller på anden vis stille dem til rådighed for borg­erne. Eller også kunne cen­tral­banken oprette kon­ti for samtlige borg­ere i lan­det og til­fø­je passende beløb dér (for eksem­pel 1000 kr. pr. kvar­tal i to år). Borg­ere kan da bruge pen­gene som de vil, hvormed den man­glende efter­spørgsel stim­uleres.

Et andet pengesystem

Vi har set, at pengesk­a­belse kan finde sted ved bogføring. Den køb­mand eller bank, der før­er kon­ti for andre, kan ind­skrive cifre på disse kon­ti, uden at trække dem fra andre kon­ti. Find­es der et sys­tem til koordineret op- og ned­skrivn­ing af kon­tosal­di (alt­så et clear­ingsys­tem), således at over­førte beløb kan bruges som betalinger for var­er og tjen­ester, herun­der betal­ing af skat til stat­en, så kan den kontoførende part skabe penge. Sådan kan banker skabe penge til deres kun­der; sådan kan cen­tral­banker skabe penge til deres delt­a­gende banker, og sådan kan en stat pålægge sin cen­tral­bank at skabe penge enten til sig selv eller – på nyopret­tede kon­ti – til borg­erne.

Denne teknik, der er blevet forfinet gen­nem flere hun­drede år, er evig ung. I dag skaber banker penge ved at lægge cifre til kon­toin­deståen­der og sende de opskrevne tal­stør­relser i omløb i sam­fun­det, der accepter­er dem som penge. Alle gør det, og det fun­ger­er fint. I hvert fald indtil det finan­sielle sys­tem oplever sin næste boble og krise – hvor det ofte vis­er sig, at krum­tap­pen har været betal­ings- og afviklingssys­temet.

Vores pengesys­tem er baseret på, at banker i fri konkur­rence med hinan­den søger at skabe mange penge, når tiderne er gode, hvorefter de, i dårlige tider, kloge af skade, ikke tør låne så mange ud, selv om økonomien fak­tisk har brug for dem. Det har mange uheldige kon­sekvenser for økonomisk sta­bilitet, beskæftigelse, lighed, velfærd og miljø.

Et andet pengesys­tem er både ønske­ligt og muligt.

Ib Ravn er ph.d., lek­tor ved Aarhus Uni­ver­sitet og bestyrelsesmedlem i Gode Penge.

Scroll til toppen