Glimt af pengeskabelsens historie
Pengenes historie fokuserer som regel på mønter og sedler, men det er de immaterielle kontoindeståender, der virkelig har betydet noget i magtkampen mellem banker, regeringer og borgere. Banker har nemlig fra de tidligste tider selv skabt kontopenge, når de ydede kredit til deres kunder. Lektor ved Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem i Gode Penge Ib Ravn laver her en række nedslag i pengeskabelsens historie.
De fleste mennesker mener, at penge bliver skabt af Nationalbanken, når den trykker pengesedler og præger mønter. Det er rigtigt, men sedler og mønter udgør en stadig mindre del af pengemængden i Danmark. For tiden under fem procent.
Resten af samfundets penge er kontopenge, det vil sige indeståender på vores bankkonti, som vi bruger, når vi betaler med dankort, netbank eller mobilbetaling.
Så hvor kommer disse resterende 95 procent af samfundets penge fra?
De kommer ikke fra Nationalbanken, men fra private banker. Kontopenge skabes i den proces, vi kender som långivning. En bank har den forunderlige evne, at når den ”udlåner” penge, skaber den dem faktisk i selve udlånsprocessen, i en vis forstand ud af ingenting. Det er ikke allerede eksisterende penge, der tages fra en anden kunde, som de fleste af os tror.
Dette forhold har vidtrækkende konsekvenser for samfundsøkonomien i dag. Blandt andet at banker i gode tider konkurrerer om at blæse finansbobler op ved at låne stadig flere penge til de personer, der gerne vil købe de aktiver, der er i centrum for boblen – boliger, internetfirmaer, aktier eller tulipaner.
Skal vi forstå, hvordan banker skaber penge, er det nyttigt at træde et par skridt tilbage og se hvorledes penge, udlån og banker har udviklet sig. For det er ikke sket, som det forklares i den skrøne, enhver økonomisk lærebog indledes med: nemlig at byttehandel med høns og oksehuder blev upraktisk og erstattedes af mønter.
Mønter og sedler har spillet en beskeden rolle i det moderne pengesystems udvikling.
Langt vigtigere har kontopenge været – det vil sige indeståender på konti hos købmænd, handelshuse og banker. Sådanne penge har den kontoførende part nemlig adgang til, og retten til at trylle med kontohavers indeståender har historisk vist sig langt mere lukrativ end retten til at slå mønt og trykke pengesedler.
Kontopenge og kontanter
Fra de tidligste tider har mennesker arbejdet sammen og gjort hinanden tjenester, hvorfor de er kommet til at stå i skyld- og gældsforhold til hinanden.
Samfundenes udvikling tog en afgørende vending, da bønder og handlende og fyrstens embedsmænd begyndte at notere disse gældsforhold i kontoform. En bonde afleverer krukker med olie i skat til templet i Babylon 2500 f.v.t.; en garver overdrager skind til et handelshus med henblik på videresalg i Firenze i 1300-tallet; en landmand på Fyn bringer afgrøder ind til købmandsgården i Assens i 1840’erne. De får alle deres konti godskrevet med et tal, der angiver krukker olie, floriner eller rigsbankdaler.
En købmand kan lade en sådan kontohaver bruge sit indestående til at købe varer fra andre kontohavere med – i Assens blandt andet fisk, salt, klædevarer, tømmer og søm. Ønsker bonden at købe fisk for 3 rigsbankdaler, ordner købmanden betalingen ved at ”nedskrive” (debitere) bondemandens konto med 3 rbk. og ”opskrive” (kreditere) fiskerens med 3 rbk.
Internt blandt købmandens kunder kan der således handles ved brug af kontopenge; ingen kontanter behøves.
En nødlidende bonde med nul på kontoen kunne få lov til at købe sine sædvanlige fornødenheder fra de andre kunder ved, at købmanden lod hans konto gå i negativ, ned til en grænse fastsat af købmanden. En sådan kassekredit kan ved hjælp af en kontrakt formaliseres som et lån med en rente, der kompenserer købmanden for hans besvær og risiko.
Så længe købmandens andre kunder havde en fornuftig økonomi, kunne han låne penge ud til enkeltkunder uden at hente pengene noget sted. Han behøvede ikke overføre penge til den uheldige bonde fra nogen anden konto. Ved således blot at skrive cifre ind på enkelte konti skabte købmanden ekstra købekraft i lokalsamfundet. Han hjalp uheldige kunder gennem småkriser, mens produktion og handel i by og opland fortsatte upåvirket. Han skabte kredit og købekraft og i en vis forstand penge ud af ingenting. Men ikke omkostningsfrit, naturligvis. Han bar risikoen for, at kunden ikke kunne indfri sit lån og han i stedet måtte dække gælden til fiskeren og de andre, som den uheldige bonde købte af på kredit.
Kredit ydet på denne måde kunne også udruste et skib til kolonierne fra England et år eller to før ejeren kunne sælge de hjemtagne krydderier og silkevarer og tilbagebetale lånet. Ferme London-købmænds kontomanipulationer antages at have været en vigtig kilde til den engelske ekspansion og imperiebygning i 1700- og 1800-tallet og den samtidige industrielle revolution. Her er købmænd, handelshuse og guldsmede for længst blevet til banker, og de tjener godt på at skrive cifre ind på deres kunders konti og dermed skabe kredit, købekraft og penge til dem – for en rente, naturligvis, og renters rente.
Det er kernen i bankvirksomhed – også i dag. En bank er særlig derved, at dens banklicens giver den lov til at yde et lån ved at opskrive låntagers konto med friske tal, der ikke tages andre steder fra – det vil sige beløb, der ikke i første omgang fratrækkes andre konti.
Førhen krydsede banken fingre for, at ingen af kunderne blev nervøse og ønskede deres kontocifre omsat til guld eller varer og derved ville opdage, at banken blot havde opfundet pengene. Senere satte mådeholdne bankfolk egne regler for udlånets omfang – to, fem eller ti gange ”reserven”, deraf betegnelsen reservekrav. Senere igen, i det 20. århundrede, regulerede staten på forskellig vis udlånet; i dag primært med krav til egenkapitalen, hvor reservekravet rettede sig mod kontanter.
Lad os se på kontanter.
Kontanter på kanten af samfundet
Kontanter er i de seneste år blevet en slags ‘restpenge’, der benyttes stadigt sjældnere – til at købe en kop kaffe eller give til en hjemløs. Historisk opstod de også på kanten af samfundet, nemlig hvor stabile relationer af forpligtelser og gæld mellem mennesker i landsbyen løsnedes.
Antropologen David Graeber fortæller i bogen ”Debt: The First 5000 Years”, at hvis en mand bryggede mjød til sin nabos bryllup, kunne han regne med, at naboen ville bage brød, når bryggeren skulle begrave sin mor. Sådan bestod båndene gennem generationer. Var der ufred eller opbrud i de lokale fællesskaber, trådte kontanter ind som det middel, hvormed forpligtelser kunne ophæves: ”Tag de her penge i stedet! Vi er kvit!”
Tilsvarende gjaldt det, at fjernt fra eget lokalsamfund var varepenge af ædelmetal vigtige, som når romerske hære på togt omkring Middelhavet medbragte guldmønter til proviantering undervejs. Den traditionelle myte om, at penge opstod af byttehandel, kan ikke eftervises ved historisk empiri.
Al evidens peger på, at kontanter er opstået, hvor gældsforpligtelser – og ofte kontopenge – ikke længere har været mulige.
Mønter forblev fyrsternes og regenternes monopol op gennem middelalderen, mens pengesedler, der opstod i Europa omkring 1600-tallet, var bankernes opfindelse og privilegium. Dem trykkede de selv til udlån, og det var en god forretning, der ofte skulle godkendes af regenten. I løbet af 1700-tallet erkendte man, hvor meget antallet af cirkulerende pengesedler faktisk påvirker en økonomi. Lidt flere sætter gang i økonomisk aktivitet, mange flere opheder den, og for mange får den til at brænde sammen. Europas parlamenter indså i løbet af 1800-tallet at pengesedler burde udstedes af centralbankerne, og sådan har det været siden.
Kontrol over økonomiens mange op- og nedture fik man dog ikke, idet man fejlagtigt troede, at kontopenge ikke var specielt vigtige for økonomien. Det vigtige var jo kontanterne, sølvstykkerne, de rigtige guldbarrer. De lå bag de flygtige kontocifre som en slags reserve. Reserverne var en begrænset ressource, og dem burde vi bekymre os rigtig meget om, mente økonomer og finanseksperter.
”There’s no such thing as a free lunch!”, siger man stadig. Ingenting i livet er gratis. Der er kun en begrænset mængde (guld)penge! Men det er en afledningsmanøvre, for nedenunder frokostbordet skabes penge faktisk gratis, ud af intet, eller praktisk taget intet, nemlig som cifre indført af banken på kontohavers bankbog – kontopenge.
At overdreven skabelse eller udlån af kontopenge også kan ophede og antænde en økonomi har man endnu ikke erkendt fuldt ud. For eksempel er pengeskabelsens rolle i finanskrisen 2008 slet ikke belyst tilstrækkeligt, i Danmark eller internationalt. Mens skabelsen af pengesedler blev bragt under fællesskabets (statens) kontrol i løbet af 1800-tallet, er det endnu ikke sket for de bankskabte kontopenge.
Når pengene forlader banken: Clearingen
Man kan indvende, at når en bank skriver penge ind på en konto, er det bare kredit. Penge bliver det først, når kreditten forlader banken og skal bruges som betaling. Dér skal banken stille med rigtige penge! I Assens-købmandens tilfælde er det dér, hvor bonden skal til at købe fra en anden købmand. Så skal den første købmand vel udbetale bonden kontanter, så han kan købe kolonialvarer fra købmanden i Marstal, der har et skib sejlende på Orienten?
Handlende har til alle tider helst undgået den klingende mønt, specielt på farlige rejser over land og hav. De har i stedet benyttet sig af kryptiske værdipapirer, som landevejsrøvere ikke kunne tyde – blandt andet veksler, gældsbreve og akkreditiver, hvor betalinger og gældsforpligtelser har været noteret og er blevet afviklet på basis af gensidig tillid mellem de handlende. På lokale markeder, og ikke mindst på senmiddelalderens store centraleuropæiske markeder i Brügge og Lyon, har handelsmænd mødtes og udlignet disse gældsbreve, stort set uden brug af kontanter. Restsummer der ikke kunne afvikles blev overført som gældsbeviser til næste marked.
De europæiske markeder aftog i betydning i løbet 1500- og 1600-tallet, hvor handelshuse fandt ud af, at de kunne udligne disse fordringer med hinanden på afstand, uden det evindelige rejseri, ved blot at justere indeståender på de konti, de førte for deres kunder. For eksempel kunne en handskemager i London finansiere sit køb af læder fra en garver i Firenze ved at tage et lån hos sin engelske handelsforbindelse. Det kunne for eksempel være Gresham’s, der godkender lånet, kræver fem procent i rente og skriver £50 ind på handskemagerens konto. Derpå ’overfører’ Gresham’s beløbet til sin italienske bankforbindelse, Bardi, ved at sende besked med den næste kurer. Hos Bardi har garveren en konto, der opskrives med et tilsvarende beløb, lad os sige 50 florentinere, og handelen kan nu gå igennem og læderet sejles til London. Gresham’s har ikke sendt £50 i sølvmønter i en kærre til Firenze, men skylder blot Bardi £50.
De to banker venter, og næste uge har en skrædder i Firenze brug for at låne af Bardi til indkøb af uldklæde i London. Skrædderen får skrevet 50 florentinere ind på sin konto, mod en rente på fem procent. Bardi ’overfører’ beløbet til Gresham’s, hvor uldgrossisten har en konto, der opskrives med beløbet, hvorefter uldvarerne sendes af sted til Italien. Nu skylder Bardi Gresham’s 50 florentinere (eller pund). Fordi de har ventet, kan de to skyldige beløb, der går hver sin vej, udlignes med hinanden. Det vil sige, bankerne foretager sig intet. Samtlige fire kunder oplever, at sølvmønter er blevet sendt mellem London og Firenze, men bankerne har intet overført. De har ikke haft brug for rede penge (men de tjener den gode rente). De har justeret deres kunders konti op og ned, i alt fire justeringer.
Det er det hele. Dermed har de skabt kredit, som kunderne har handlet varer med. Kreditten er blevet til penge, som garvere og skræddere har brugt til at handle med i realøkonomien. I denne udligning eller clearing mellem købmænd/banker ligger pengeskabelsens andet og sidste led.
En stadig mere effektiv udligning af bankers fordringer på hinanden har været et stort tema i bankvæsenets historie. Et vigtigt skridt blev foretaget i London i løbet af 1700-tallet, hvor checks blev almindelige som betalingsmidler. De modtagende banker havde walk clerks, der dagligt transporterede tusinder af checks tilbage til den udstedende bank, hvorpå de vendte hjem med kontanter. Fra omkring 1770 fandt disse fuldmægtige på at spare rundturene og mødes i the Five Bells-pubben i Lombard Street i the City. Her ankom de dagen igennem og lagde deres checks i kasser tilhørende de udstedende banker. Kl. 17 talte man kasserne op og afregnede med inspektøren. Først indbetalte hver fuldmægtig det beløb, hans bank skyldte de andre banker under ét, og når den runde var slut, modtog hver fuldmægtig det beløb, de andre banker under ét skyldte hans bank. Gik det ikke op, var der lavet en fejl, men det skete sjældent.
I 1850 indførte man en proces foreslået af matematikeren Charles Babbage: Hver bank åbnede en konto i Bank of England, som inspektøren førte i en bog (disse konti kaldtes senere foliokonti). I stedet for at modtage og udbetale en mængde kontanter kunne inspektøren med pen og blæk gennemføre afregningen mellem bankerne som justeringer på deres foliokonti. De beløb, der ikke kunne udlignes, viste sig som højere eller lavere saldi på bankernes foliokonti.
Den kontantløse udligning, der fandt sted tosidigt mellem Gresham’s og Bardi 200 år tidligere, kunne nu foretages mellem mange banker og tusindvis af kunder.
Og ligesom i eksemplet med handskemageren, der låner til køb af garverens skind, og skrædderen, der låner til køb af uldhandlerens klæde, uden at bankerne skal finde rede penge frem, kan mange lånte beløb i Londons banker bruges af låntagerne til betalinger i clearingen, uden at bankerne behøver kontanter til overførsel. Snesevis af dagens clearede checks har formentlig deres oprindelse i beløb, som bankieren har udlånt. Det vil sige: har skrevet ind på låntagers konto, hvorefter låntager har skrevet en check til en sælger, som låntager dermed køber en vare eller en tjenesteydelse af. Systemet kunne rumme det hele, så længe de deltagende parter ikke skrev alt for mange checks ud på en enkelt dag, sådan at foliokontoen gik alvorligt i minus.
Der findes nu to typer konti: kundernes konti hos bankerne, og bankernes konti hos centralbanken. Dette kaldes ofte det tolagede system, for det rummer to forskellige kredsløb med hver sin slags penge. Det nederste lag rummer almindelige penge, og de øverste kaldes centralbankreserver. De nederste lags penge kontrolleres af bankerne, der kan opskrive dem ved udlån til kontohaver, hvorved penge skabes. Det øverste lags penge kontrolleres af centralbanken, der kan opskrive en banks foliokonto og dermed skabe penge. De to kredsløb består den dag i dag, om end forskellen mellem dem sjældent udtrykkes særlig klart.
Det principielt interessante ved de to kredsløb er, at de sætter den enkelte bank i stand til at skabe kontopenge, som kunden kan bruge i en anden bank. Det var udfordringen for købmanden i Assens, der havde svært ved at skaffe kontanter. Clearingsystemet løste dette problem. Når beløb, der som udlån skrives ind på en låntagers konto i én bank, overføres til en anden persons konto i en anden bank, sker det ved justering i de pågældende bankers foliokonti i centralbanken. Alle sådanne pengetransaktioner – lån, betalinger, overførsler, indskud – er op- og nedskrivninger af konti.
Intet ”overføres,” ingen pengesække køres gennem byen og ingen sedler flyttes fra den ene bankboks til den anden.
Clearinghouse-funktionen er i mange lande blevet overtaget af centralbanken eller afvikles i dens regi. Således også i Danmark, hvor Finansrådet ejer betalings- og afviklingssystemet, mens det er NETS, der lige nu står for den daglige drift. Dette system er aldeles centralt i bankernes pengeskabelse, som det på samme tid muliggør og tilslører. Officielle publikationer som blandt andet Nationalbankens er tavse som graven om betalings- og afviklingssystemet nøglerolle i samfundets pengeskabelse.
Centralbanker og statslig pengeskabelse
Mange mennesker opfatter en centralbank som statens bank, men den er snarere bankernes bank. De første centralbanker blev dannet af købmænd og banker, dels for at lette købmændenes indbyrdes betalinger, dels for at finansiere regentens hof og krige, og dels for at skabe ekstra penge til bankerne, når de var i krise. Centralbanker bør vi derfor i udgangspunktet forstå som uafhængige af regenten og staten.
I de tilfælde hvor regenter forsøgte sig med pengeskabelse – som for eksempel i Frankrig i begyndelsen af 1700-tallet under den skotske gambler John Laws vejledning – førte det til massiv overproduktion af penge. Centralbanker begyndte at se sig selv som den ansvarlige instans, som skulle beskytte regenten – og senere landets parlament og regering – mod fristelsen til at finansiere regentens eller statens udgifter med pengeskabelse, med den deraf følgende inflation og forringelse af landets valuta.
Der er ingen uenighed blandt økonomer om, at statsmagten principielt set har myndigheden til at udstede og regulere et lands valuta, herunder at skabe nye penge i nationens møntenhed. Alligevel har den forståelse bredt sig, at stater ikke skal finansiere sig ved pengeskabelse, for eksempel ved at centralbanken opskriver statens konto i centralbanken. Det regnes for uansvarligt, og centralbankdirektører optræder gerne i rollen som strikse forældre, der træder på bremsen. De folkeglade politikere fristes jo alt for nemt til at trykke gratis penge lige før et valg, og de har brug for budgetdisciplin, så det hele ikke ender med Weimar-inflation.
At private banker samtidig skaber (konto)penge gennem långivning, og de seneste årtier har presset speederen i bund, ikke mindst op til finanskrisen 2008, har ikke bekymret centralbankerne nær så meget.
Førhen ansås et lands pengemængde for at være en kritisk størrelse for den nationale økonomi: Var den for lille, hæmmedes økonomien; var den for stor, skabtes bobler og kriser. I dag har centralbanker nærmest opgivet at styre pengemængden. Det har de blandt andet gjort med henvisning til, at penge er blevet så vanskelige at definere, at de dårligt kan styres. Dermed er der yderligere grund til ikke at lade staten skabe sine egne penge, synes tanken at være blandt centralbankers økonomer.
Siden Keynes er det blevet almindeligt at tænke, at hvis en stat skal have finansieret et budgetunderskud, bør det ske gennem låntagning – det vil sige optagelse af statsgæld ved udstedelse af statsobligationer – og ikke gennem den ’uansvarlige’ pengeskabelse (selv om Keynes var åben over for begge muligheder). En sådan statsgæld kan principielt købes af to parter: banker og ikke-banker som velhavende privatpersoner, investeringsforeninger og i dag ofte pensionskasser. Lad os se på de to tilfælde:
Når en ikke-bank køber statsgæld (det vil sige låner staten penge), sker det med allerede eksisterende penge. De tages et sted fra (for eksempel en opsparingskonto eller en pensionskasse) og overføres til statens konto.
Når en bank låner staten penge, er det nye penge. Det er penge, banken skaber ved at skrive de relevante cifre ind på statens konto i banken. Staten låner altså bankskabte penge til at finansiere sine offentlige udgifter med.
Der kan være gode grunde til, at staten tager lån fra ikke-banker – for eksempel for at sikre, at opsparede midler kommer i omløb – selv om det koster renten. Men hvad lån fra bankerne angår, er det vanskeligt at finde gode grunde til, at staten først giver bankerne det privilegium at skabe (konto)penge og derpå låner disse penge tilbage af dem for en rente, når staten selv kunne skabe pengene, det vil sige uden at pådrage sig gæld og dermed også uden renter.
Den gæld, som en stat stifter, skal i sidste instans tilbagebetales af skatteyderne, så når en stat låner af en bank og gennem rentebetaling bidrager til bankens overskud, svarer det til at staten inddriver en skat på befolkningen til glæde for bankens aktionærer. Dette alternativ til statens egen pengeskabelse regner centralbankdirektører paradoksalt nok for at være ansvarlig pengepolitik.
Kvantitative lempelser
Mens centralbanker og økonomer således har nedtonet staters evne til at skabe deres egne penge til befolkningens fordel, har de betonet centralbankens evne til at skabe penge til bankernes fordel. Det kan en centralbank gøre ved at opskrive bankernes foliokonti, som centralbanken har lige så god adgang til inspektøren i Londons clearinghouse. Disse nyskabte centralbankreserver, som de også kaldes, kan bruges til at lette bankerne for dårlige lån, det vil sige lån de har ydet til kunder, der ikke vurderes at være i stand til at indfri lånene.
Dette redskab kaldes kvantitative lempelser. USA’s centralbank har lettet mange amerikanske banker for giftige lån ved en sådan skabelse af centralbankreserver. Den Europæiske Centralbank begyndte i april 2015 et tilsvarende udlånsprogram, hvor 60 mia. euro stilles til rådighed for europæiske banker månedligt. Ideen er, at således lettede vil banker igen begynde at låne ud til små- og mellemstore virksomheder og på den måde kickstarte økonomien. Derfor kaldtes Bank of Englands tilsvarende £375 mio. program for ‘Funding for Lending’. Kritikere påpeger, at da banker ikke kan udlåne centralbankreserver til deres kunder, kan en forøgelse af dem dårligt komme kunderne blandt bankens små og mellemstore virksomheder til gode. Banker har i disse år rigeligt med centralbankreserver, altså indeståender på deres foliokonti mm. Hvad alle venter på, foreløbigt forgæves, er et seriøst opsving i økonomien, der gør nye små og mellemstore virksomheder rentable og derfor kreditværdige.
Mange iagttagere mener, at kvantitative lempelser ikke har stimuleret økonomien nævneværdigt. Det diskuteres for tiden internationalt, om centralbankerne i stedet kunne bruge deres evne til pengeskabelse til at skabe penge til samfundets ikke-banker. Enten kunne centralbanken skrive cifre ind på statens konto i centralbanken, hvorefter staten kunne bruge pengene ind i økonomien eller på anden vis stille dem til rådighed for borgerne. Eller også kunne centralbanken oprette konti for samtlige borgere i landet og tilføje passende beløb dér (for eksempel 1000 kr. pr. kvartal i to år). Borgere kan da bruge pengene som de vil, hvormed den manglende efterspørgsel stimuleres.
Et andet pengesystem
Vi har set, at pengeskabelse kan finde sted ved bogføring. Den købmand eller bank, der fører konti for andre, kan indskrive cifre på disse konti, uden at trække dem fra andre konti. Findes der et system til koordineret op- og nedskrivning af kontosaldi (altså et clearingsystem), således at overførte beløb kan bruges som betalinger for varer og tjenester, herunder betaling af skat til staten, så kan den kontoførende part skabe penge. Sådan kan banker skabe penge til deres kunder; sådan kan centralbanker skabe penge til deres deltagende banker, og sådan kan en stat pålægge sin centralbank at skabe penge enten til sig selv eller – på nyoprettede konti – til borgerne.
Denne teknik, der er blevet forfinet gennem flere hundrede år, er evig ung. I dag skaber banker penge ved at lægge cifre til kontoindeståender og sende de opskrevne talstørrelser i omløb i samfundet, der accepterer dem som penge. Alle gør det, og det fungerer fint. I hvert fald indtil det finansielle system oplever sin næste boble og krise – hvor det ofte viser sig, at krumtappen har været betalings- og afviklingssystemet.
Vores pengesystem er baseret på, at banker i fri konkurrence med hinanden søger at skabe mange penge, når tiderne er gode, hvorefter de, i dårlige tider, kloge af skade, ikke tør låne så mange ud, selv om økonomien faktisk har brug for dem. Det har mange uheldige konsekvenser for økonomisk stabilitet, beskæftigelse, lighed, velfærd og miljø.
Et andet pengesystem er både ønskeligt og muligt.
Ib Ravn er ph.d., lektor ved Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem i Gode Penge.