Parcelhusdanmark og almindelighedens historie

Parcelhus
Lis og Erlings byg­geri i 1965–66. Fotoret­tighed­er: Pri­vat.

I 1950’erne blev kernefamilien på egen parcel det centrale omdrejningspunkt for opbygningen af et velfærdssamfund baseret på effektivisering, produktion og forbrug. Dette er fortællingen om en af disse familier — og samtidig hele Parcelhusdanmark.


I et ganske almin­deligt parcel­huskvarter udstykket i beg­y­n­delsen af 1960’erne i den vestlige del af Albert­slund Kom­mune bor Lis og Erling Kris­tiansen. Der har de boet i mere end 50 år. Hver mor­gen mellem kl. 8 og 9 går Erling ned til fyret i sin kælder og aflæs­er, hvor meget fjern­varme han og hus­tru­en Lis har brugt det sen­este døgn. Så noter­er han det på ske­maet, der hænger ved siden af fyret. Dag efter dag, uge efter uge, år efter år. Okto­ber i dette år hænger ved siden af okto­ber sid­ste år. Så kan han sam­men­ligne for­brug over tid, hvilket giv­er en god sikker­hed for, at alt er, som det skal være.

Lis og Erlings parcel­hus­liv og deres prak­sis omkring varmereg­n­sk­a­bet er inter­es­sant, for­di par­rets liv på par­cellen repræsen­ter­er en udbredt og almen dan­mark­shis­to­rie, der er næsten usyn­lig i vores his­to­rie. Der er pub­liceret en del om velfærdssam­fun­dets ingeniør­er og beslut­ningstagere, men ikke ret meget om velfærdssam­fun­dets helt almin­delige danskere, her i skikkelse af huse­jere. Men i peri­o­den fra slut­nin­gen af 1950’erne til beg­y­n­delsen af 1980’erne, blev der opført ca. 500.000 enfam­i­liehuse i Dan­mark. Det er alt­så ikke nogen lille fortælling, vi har med at gøre.

Kroppedal Muse­um har i en årrække inter­esseret sig for det 20. århun­dredes velfærd­shis­to­rie set i et mikrop­er­spek­tiv; med inter­essen vendt mod prak­siss­er omkring det at være huse­jer og spørgsmålet om, hvor­dan denne mikro­his­to­rie er en væsentlig del af den større fortælling om velfærdsstatens tilblivelse. I 1930’erne havde ingen forestil­let sig, at man blot en gen­er­a­tion senere ville se en folke­bevægelse af huse­jere. Men efter de magre år under og efter besæt­telsen kom der i 1950’erne gang i økonomien, og kerne­fam­i­lien på egen par­cel blev det cen­trale omdrejn­ingspunkt for opbygnin­gen af et velfærdssam­fund baseret på effek­tivis­er­ing, pro­duk­tion og ikke mindst for­brug.

Feltarbejde i forstaden

Hvad er det så for en kul­tur- og velfærd­shis­to­rie, der lig­ger i de danske parcel­huskvarter­er? Det find­er man kun ud af ved at bevæge sig ud i dem. Kvarter­erne bliv­er sjældent omtalt pos­i­tivt i medierne. De er ensart­ede, kedelige, og bag hækkene bor liguster­fas­cis­ter. Men hvis man tager på feltar­be­jde med nys­ger­rige øjne, er kvarter­erne en guld­grube af kul­turhis­to­rie. Så bege­jstres man over orig­i­nale bade­værelses­flis­er, spørg­er inter­esseret ind til alt fra pis­tol­gang til staudebe­de og vil gerne høre, hvad børneværelserne bliv­er brugt til, når de to børn for længst er fly­t­tet hjem­me­fra.

Nede i kælderen hos Lis og Erling er der udover fyret og varmereg­n­sk­a­bet to andre gode oplevelser for den kul­turhis­torisk inter­esserede. Den ene er det sirligt organ­is­erede værk­st­ed­shjørne, der med et smukt udvalg af godt brugt værk­tøj vid­ner om et langt liv som Gør-Det-Selv men­neske. Den anden oplevelse skal man guides til at finde. I gul­vet, lige uden­for kælderdøren, peger Erling ned: ”1–4 1966 Kris­tiansen” står der. Det er datoen for, hvornår par­ret endelig fly­t­tede ind, og i øvrigt beg­y­n­dte at støbe kælder­gulv. Men inden den glædelige dag, hvor par­ret kunne træde over dørtærsklen til deres eget hus, ful­gte hårde år med byg­geri­et af det.

Hus eller lejlighed?

Lis og Erling lærte hinan­den at kende i 1955. Hun var udlært frisør, og han var mask­i­nar­be­jder. Hun var fra Nør­re­bro i Køben­havn, og han var fra Ring­st­ed. Hun var vok­set op i lej­lighed, og han i hus. Først boede de sam­men i Ring­st­ed, men fik siden en lej­lighed i Søborg. Det var en ganske fin lej­lighed, og Lis, der selv var opvok­set i lej­lighed, syntes ikke, det var noget prob­lem. Men Erling blev rastløs af at bo i sådan en kasse. Han skulle eje jord og have et hus at gå rundt om. Et hus af røde sten med rødt teglt­ag. Sådan var han selv vok­set op, og sådan havde han altid forestil­let sig, at hans egne børn skulle vokse op. Erlings far var mur­er og havde selv bygget hus, og Erling ønskede at gøre det samme.

I beg­y­n­delsen af 1960’erne beg­y­n­dte par­ret der­for at se sig om efter en egnet grund i Storkøben­havn. Par­ret kiggede selvføl­gelig meget på pris­er, og i Albert­slund Kom­mune (den­gang Her­st­ed­ernes Kom­mune) kunne de købe en bygge­mod­net grund for 27.500 kr. I nabokom­munen Val­lens­bæk kost­ede samme type grund 35.000 kr., men uden kloak­er­ing, vandtil­førsel og fjern­varmeled­ning. Val­get faldt der­for på Albert­slund, nærmere beteg­net Albert­slund Vest. Her havde man netop færdig­gjort en kom­mu­nal udstykn­ing på 357 par­celler skabt på det, der tidligere havde været noget af lan­dets bed­ste land­brugsjord. Udstyknin­gen var teg­net af kom­munein­geniøren og var ligeså fan­tasiløs som mange andre af tidens udstykninger. Man tænk­te ikke i æstetik og gode forstad­srum, men mere på at udnytte plad­sen mak­si­malt, så fam­i­lien Dan­mark kunne få sin par­cel på ca. 700 m², og børnene kunne lege på en blind stikvej.

Par­ret sat­te deres under­skrift på sal­gsaf­tal­en i 1963. Der var mange grunde at vælge mellem. Når val­get lige faldt på denne, var det, for­di huset kunne ligge, så køkkenet var mod øst og ter­rasse og have mod vest. Erling siger, at der ikke er mange, der tænker på sådan noget i dag. At køkkenet skal vende mod den kølig­ste side. I 1963 var kun et par enkelte huse ved at blive rejst i området. Da par­ret selv gik i gang med at bygge i 1965, var der allerede skudt mange huse op, og flere kom hastigt til.

Typehusudstillinger

At det over­hovedet kunne lade sig gøre at bygge så mange huse til en pris, hvor almin­delige men­nesker, f.eks. faglærte, kunne være med, skyldtes bl.a. den tek­nol­o­giske udvikling i bygge­ma­te­ri­aler, der mulig­gjorde indus­triel pro­duk­tion af mange delele­menter til hus­byg­geri. Byg­geri­et blev typis­eret. De fleste selvbyg­gere byggede også et type­hus efter de nøjagtige anvis­ninger fra det fir­ma, der nu havde sol­gt huset. Når par skulle vælge hus, tog de på type­husud­still­inger. Her kunne man 1:1 se forskel­lige bud på, hvor­dan et enfam­i­liehus kunne se ud. Mange af type­husene var tænkt og teg­net af mur­ermestre og ingeniør­er, få af egentlige akademi­ud­dannede arkitek­ter. Det var de alt for fine til at beskæftige sig med.

plan over et Tjæreborghus, der var meget populært. Opført til en parcelhusudstilling i Herstedøster i 1966

Plan over det pop­ulære Tjære­borghus. Opført til en parcel­husud­still­ing i Her­st­edøster i 1966.

En af disse udstill­inger fandt sted i Albert­slund i 1966 (da havde Lis og Erling allerede bygget hus). I pro­gram­met, der ful­gte med udstill­in­gen, var der to sider dedik­eret til hvert hus og deru­dover et par artik­ler om finan­sier­ing af parcel­hus­byg­geri og for­sikring. Kat­a­lo­gets indled­ning var skrevet af bolig­min­is­ter Kaj Andresen (A, 1964–68), og det under­streger, hvor­dan den socialdemokratiske regering ledet af Jens Otto Krag så indus­tri­alis­erin­gen og ratio­nalis­erin­gen som de væsentlig­ste midler til at skabe velfærd:

”Inden for så at sige alle områder af den sam­fundsmæs­sige udvikling stilles der i dag krav om øget plan­lægn­ing, effek­tivitet og pro­duk­tivitet, og disse krav gælder også for bolig­byg­geri­et. Både arbe­jd­skraft og kap­i­tal er en man­gel­vare, og det gælder der­for om gen­nem ratio­nalis­er­ing og mekanis­er­ing at udnytte disse ressourcer bedst muligt. Betyd­nin­gen her­af vis­er sig for enfam­i­liehus­byg­geri­ets ved­k­om­mende derved, at godt halvde­len af vor årlige bolig­pro­duk­tion består af enfam­i­liehuse.”

At bygge hus efter arbejdstid

Erling og Lis gik også på type­husud­still­inger i beg­y­n­delsen af 1960’erne. Men de endte med blot at lade sig inspirere, og så teg­nede Erling huset selv. Et hus af røde mursten på 117 m², som han også selv byggede. Par­ret husker årene med hus­byg­geri som tem­melig hårde. Hver dag efter arbe­jde skulle Erling bygge, og Lis tage sig af de to små børn og alt det der­hjemme. Mange af de huse­jere, som Kroppedal Muse­um har inter­viewet de senere år, fortæller en lig­nende his­to­rie. Nogle af dem havde en skur­vogn stående og mødtes efter arbe­jd­stid. Man­den arbe­jd­ede og byggede, og kvin­den sørgede for mad og børn og hjalp til med byg­geri­et, hvor der var mulighed for det. Erling og Lis fik også hjælp fra deres respek­tive fædre. Erlings far var mur­er, og han lagde sin sid­ste sten på huset i Albert­slund. Han fik et hjertes­lag under­ve­js i byg­geri­et og døde. Lis’ far var maler og hjalp med væggene, da det blev deres tur.

Lis og Erlings byggeri i 1965-66
Lis og Erlings byg­geri i 1965–66. Fotoret­tighed­er: Pri­vat.

Dér i Albert­slund har Lis og Erling så boet siden. Erling har arbe­jdet som teknisk teg­n­er, senere ingeniør (ikke beskyt­tet titel) hos DSB i Sølv­gade. Lis gik hjemme med børnene, til de var 9–10 år, og fik så job hos kom­munen med at gøre møde­lokaler klar på råd­huset. Sørgede for kaffe, kage, frugt og rengøring. Par­rets to døtre har begge været på High School i USA. Denne ene er i dag økono­ma på et ple­je­hjem, og den anden er bankud­dan­net. De bor i hhv. række­hus og på et ned­lagt land­brug.

Liv på villavejen?

Naboerne kender Lis og Erling kun lidt til, og en gang om året bliv­er der holdt en vejfest. Første gen­er­a­tion af huse­jere bliv­er efter­hån­den byt­tet ud med yngre børne­fam­i­li­er. Den lokale ejen­domsmæ­gler Strand­feldt, der har oper­eret i området siden beg­y­n­delsen af 1970’erne, fortæller, at mange af dem selv er vok­set op i kom­munen. Måske end­da i parcel­huskvarteret Albert­slund Vest. Efter endte studi­er og et par år i Køben­havn vender de tilbage til forstaden. De vil gerne have, at deres børn oplever den samme opvækst på villave­jen som de selv.

Nogle af dem bliv­er måske lidt skuffede. Der er ikke læn­gere så mange børn på vejen som i deres egen barn­dom. Dels var den demografiske sam­men­sæt­ning anderledes den­gang, for­di så mange børne­fam­i­li­er fly­t­tede i forstaden på samme tid. Og dels bruger børn i dag langt mere tid foran en skærm end for 20–30 år siden. Der er også en anden foran­dring, som Lis og Erling har observeret: At mange huse det sen­este årti er blevet købt af yngre par, hvis foræl­dre eller bed­ste­foræl­dre ind­van­drede til den køben­havnske Vestegn i 1960’erne og første halvdel af 1970’erne som gæstear­be­jdere. Det er en gener­el udvikling, som ses lokalt over hele Vesteg­nen.

De fleste gæstear­be­jdere kom fra kur­diske min­dretal­som­råder i Ana­tolien og fra Pak­istan. Det i sig selv er en dan­mark­shis­to­rie, som burde fylde et stort kapi­tel. Velfærdssam­fun­det med den bul­drende økono­mi inviterede ufaglært arbe­jd­skraft og bis­tod fam­i­liesam­men­føringer. De ufaglærte arbe­jdere fik bl.a. beskæftigelse inden­for pro­duk­tio­nen af mod­ulære bygge­ma­terier til hus­byg­geri­et og fik selv boliger i almene blok­be­byggelser, som blev opført ad krans­porslin­jerne ned langs Køge Bugt. Fra midten af 1970’erne og frem, hvor økonomien stag­nerede, og arbe­jd­sløshe­den sat­te ind, var det slut med ind­van­drin­gen. Men de fleste gæstear­be­jdere ønskede at blive og skabe sig et liv i Dan­mark.

Spørgsmålet om ind­van­dring og inte­gra­tion har skabt mange udfor­dringer for kom­munerne på Vesteg­nen, men at børn og børnebørn nu har videregående uddan­nelser og bliv­er huse­jere, vid­ner om, hvor­dan trans­for­ma­tio­nen af en min­drebe­mi­dlet og dårligt uddan­net arbe­jderk­lasse til en mid­deklasse gen­nem huse­jer­skab er en stærk kraft. Sådan var det også for Lis og Erling, hvis liv på mange måder har formet sig omkring livet som huse­jere. Lis for­mulerer det således: ”Man voksede jo med det og var nok lidt stolt af, at plud­selig havde man et helt hus selv (…) Man var jo også stolt af, at man plud­selig kunne klare sådan noget med penge og noget.”

Erling og Lis har ikke fået nogen plads i en kanon­is­eret Dan­mark­shis­to­rie. Man kan ikke læse om dem i nogen his­to­riebøger. Man kan heller ikke få et ind­b­lik i deres liv på noget muse­um (end­nu!), men de udgør alligev­el en meget vigtig del af Dan­mark­shis­to­rien. Med Lis’ og Erlings hus som den aut­en­tiske ramme kunne man sagtens skabe et muse­um cen­tr­eret omkring fortællin­gen om den almin­delige dansker. De men­nesker, der har lev­et et stille og roligt liv i forstæderne på godt og ondt. Har pas­set deres eget. Troligt stemt ved alle valg. Stil­let op til bestyrelses­poster i Grun­de­jer­forenin­gen (Erling har været med!) og Anten­neforenin­gen. Betalt af. Sparet op. Betalt kon­tant.

Mette Tap­drup Mortensen er  muse­um­sin­spek­tør, ph.d., Kroppedal Muse­um.