På flugt fra fremtiden

Anselm Kiefer, 2005: Von den Verlorenen gerührt, die der Glaube nicht trug, erwachen die Trommeln im Fluss. Rettigheder: Public Domain.
Anselm Kiefer, 2005: Von den Ver­lore­nen gerührt, die der Glaube nicht trug, erwachen die Trom­meln im Fluss. Pub­lic Domain.

Den vestlige verdensorden er bygget på idéen om, at tingene bliver bedre med tiden. Men i de seneste år er det blevet sværere og sværere at opretholde denne fremskridtstro. Fremtiden ser ikke længere ud til at bringe bedre tider med sig, og i vores post-utopiske tidsalder er der derfor kun er en vej frem: bagud.


1989 var et skel­sæt­tende år for Europa. Murens fald annon­cerede enden på den kolde krig og beg­y­n­delsen på en ny æra. Samme år blev Fran­cis Fukuya­ma berømt for sit essay om his­to­riens afs­lut­ning. Fukuya­ma er siden ofte blevet hånet for tesen om, at men­neske­lighe­dens ide­ol­o­giske evo­lu­tion havde nået sit endepunkt i vestens lib­erale demokrati­er. Men det så fak­tisk længe ud til, at han havde ret i sin spå­dom om, at his­to­rien slut­tede med Sov­jetkom­mu­nis­mens kol­laps. Selvom der stadig var kon­flik­ter rundt omkring i ver­den, var der ikke læn­gere noget, der så ud til at kunne true det lib­erale demokratis glob­ale herredømme.

2016 ser ud til at blive hus­ket som året, der defin­i­tivt gjorde en ende på his­to­riens endeligt.

I juni beslut­tede Storbri­tan­nien sig for at for­lade EU. I lang tid var det cen­trale spørgsmål blandt EU-forskere, hvor hur­tigt og hvor langt den europæiske inte­gra­tion ville brede sig. Nu er spørgsmålet nok snarere, hvorvidt EU over­hovedet over­lever på læn­gere sigt.

I juli kørte en last­bil på bes­tial­sk vis 86 men­nesker ihjel i Nice under fejrin­gen af den franske Bastille-dag. I decem­ber gen­tog trage­di­en sig i Berlin ved et af byens berømte jule­marked­er. Ter­ro­ran­greb mod den lib­erale ver­den­sor­den er så småt ved at blive hverdagskost.

I novem­ber pegede de amerikanske væl­gere på en autoritær for­ret­nings­mand som deres 45. præsi­dent i et håb om, at han ville tage dem tilbage til et Ameri­ka, der er bedre, end det nogensinde har været. Mange frygter med god grund, at han i stedet vil tage dem tilbage til et Ameri­ka, der er lige så slemt, som det engang har været.

Og så er der selvføl­gelig kli­maforan­dringerne, der nåede katas­tro­fale højder i 2016. Prob­lemet er ikke blot, at vi ikke har vil­jen til at ændre vores lev­e­vis. Det mere grundlæggende prob­lem er, at vi ikke engang kan forestille os en mere bæredygtig sam­funds­form. Der er ingen tegn på, at de vestlige sam­fund er i stand til at gøre op med den væk­stide­olo­gi, der opstod i køl­van­det på den indus­trielle rev­o­lu­tion.

Den vestlige ver­den­sor­den rys­ter i dens grund­vold. Men truslen kom­mer ikke ude­fra. Det er snarere som om, at den vestlige sam­funds­form ikke kan holde til pres­set fra sin egen vægt. Tin­ge­nes til­stand tyder på, at vi er på kol­li­sion­skurs med os selv. USA’s tidligere præsi­dent Barack Oba­ma sagde engang, at vi selv er den foran­dring, vi har ven­tet på. Han havde ret. Men desværre er vi ikke den foran­dring, vi havde håbet på.

Har vi mon ven­tet forgæves?

Historien og tragedien

Karl Marx bemærkede, at his­to­rien gen­t­ager sig: først som tragedie, siden som farce. Men når man ser tilbage på alle de ræd­sler, der har opho­bet sig på his­to­riens losse­plads, er det fris­tende at kon­klud­ere, at his­to­rien gen­t­ager sig: altid som tragedie.

Dette bety­der dog ikke, at vi for evigt er dømt til at gen­spille det samme sørge­spil. Det er snarere til­fældet, at hver epokes tragedie har sine særeg­ne karak­tertræk. Man kan end­da sige, at det ofte er til­fældet, at en tid­salders lidelses­former opstår i forsøget på at undgå den foregående epokes. I et tragisk per­spek­tiv kan his­to­rien således forstås som en dialek­tisk udvikling af lidelses­former, hvor hver epokes særeg­ne tragedie opstår i forsøget på at und­slippe den for­gangne tid­salders særeg­ne pinsler.

Omvendt spiller his­to­rien også en cen­tral rolle i trage­di­en for så vidt, at his­to­riens tid­slige horisont gør det muligt at se vores lidelser i en større sam­men­hæng. Ved at ind­placere vores lidelser i en his­torisk sam­men­hæng bliv­er det let­tere for os at finde en mening med gal­sk­aben. His­to­rien gør det dermed muligt at finde en højere nød­vendighed i trage­di­en. Måske kan vi ikke und­slippe lidelserne her og nu, men hvis vi kan sandsyn­lig­gøre, at de tjen­er et højere for­mål, bliv­er det mere udhold­eligt at udstå dem.

På vej mod en utopisk fremtid

Cen­tralt for de antikke græske tragedi­er var en idé om skæb­nen som forudbestemt og der­for uundgåelig. Mest berømt er måske Sofok­les’ Kong Ødi­pus. Skønt han gjorde alt, hvad han kunne for at undgå det, endte Ødi­pus med at slå sin far ihjel og gå i seng med sin mor. Uanset hvor meget han prøvede, kunne han ikke und­slippe sin skæb­ne. Heri bestod hans tragedie.

Den antikke idé om skæb­nen var med til at ret­færdig­gøre de sta­tushier­arki­er, der prægede de græske bystater. Selvom de antikke tragedi­er stadig føles ved­k­om­mende for os, kan vi ikke umid­del­bart genk­ende os selv i dem. Med moder­niteten er der sket et skift. Vi har gjort op med idéen om, at vores skæb­ne er forseglet. Vi er ikke læn­gere dømt til at ligge under for for­tidens for­vent­ningssk­a­be­lon­er, men forsøger i stedet hver især at tage skæb­nen i egen hånd.

Moder­niteten er med andre ord præget af en frem­skridt­stro: Nu hvor men­nes­ket ikke læn­gere er bun­det af tra­di­tio­nens bånd, er der nærmest ikke grænser for, hvad det kan udrette. Hvor den græske tragedie afspe­jlede en tids­forståelse, hvor skæb­nen allerede var forseglet, kan moder­nitetens tid forstås som ”før-utopisk.”

Den før-utopiske tid skal ikke forstås som tiden før, at man beg­y­n­dte at tænke utopisk. Den utopiske tra­di­tion strækker sig helt tilbage til det antikke Græken­land, hvor Pla­ton i Stat­en beskrev, hvad han anså som det ideelle sam­fund. Den før-utopiske tid er snarere kende­teg­net ved, at utopierne er indle­jret i his­to­rien således, at tiden ses som en bevægelse frem mod det ideelle sam­fund. Denne tid er før-utopisk i den for­stand, at nuti­den ses som værende før det utopiske. Med andre ord er den før-utopiske tid kende­teg­net ved et pro­gres­sivt his­to­riesyn, hvor his­to­rien ses som fre­mad­skri­dende mod en utopisk fremtid.

Under den Kolde Krig frem­stod lib­er­al­is­men og kom­mu­nis­men som to radikalt forskel­lige bud på, hvor­dan men­neske­lighe­dens fremtid skulle udformes. Men fælles for begge ide­olo­gi­er var det før-utopiske his­to­riesyn. De delte begge troen på, at den gam­le ver­den kunne og ville blive erstat­tet af en ny og bedre.

Modernitetens tragedie

Moder­niteten gjorde op med den antikke tragedie. Men den rummede også sin egen tragedie. Franz Kafkas berømte roman Processen er et glim­rende eksem­pel på den mod­erne tragedie. Hov­ed­per­so­n­en Josef K. bliv­er en dag uven­tet anholdt af to bet­jente uden at vide, hvad han er sigtet for. Han ved kun, at der føres pro­ces mod ham, men ikke af hvem eller på hvilket grund­lag. Den stakkels Josef K. kan hverken finde hov­ed eller hale i det kom­plekse bureaukratiske sys­tem, der til sidst tildel­er ham døden som straf for en for­bry­delse, han aldrig får ind­sigt i.

Denne tragedie adskiller sig fra den antikke tragedie: Josef K.’s skæb­ne forsegles ikke af over­naturlige kræfter, men et eller andet sted i et bureaukratisk sys­tem, han ikke har overb­lik over. De insti­tu­tion­er, der skulle gøre men­nes­ket i stand til at blive herre over sit eget liv har vist sig sam­tidig at være kilden til en følelse af magtes­løshed. Det mod­erne sam­funds kom­plek­sitet over­stiger det enkelte men­neskes for­stand, hvilket resul­ter­er i, at indi­videt føler sig fort­abt i en fortælling, det ikke kan over­skue. Heri består moder­nitetens tragedie.

Med utopierne i bakspejlet

Vi befind­er os stadig i den mod­erne tid­salder, men alligev­el er det, som om noget har ændret sig.

Selvom vi aldrig følte os fuldt ud i stand til at over­skue de store bureaukratiske struk­tur­er, gav de os alligev­el en følelse af tryghed og sta­bilitet. Vi følte os måske regeret af skrankepaver, men det gik os sjældent så galt som Josef K..

I dag kan vi ikke læn­gere føle os så sikre. Den vestlige ver­den­sor­dens poli­tiske insti­tu­tion­er ser ud til at være i frit for­fald. Moder­nitetens store bygninger er ikke blot umulige at finde rundt i; de er ved at falde ned om ørerne på os.

Det er der­for ikke mærke­ligt, at vi er gået i forsvar­spo­si­tion. Når ver­den ser ud til at falde fra hinan­den, er det naturligt at gå i defen­siv­en. Al poli­tik er blevet “forsvar­spoli­tik”: Hvor­dan forsvar­er vi velfærdsstat­en imod den glob­ale konkur­rence? Hvor­dan forsvar­er vi os imod islamistisk ter­ror? Hvor­dan forsvar­er vi vores for­brugeris­tiske livsstil imod kli­maforan­dringerne?

Væk er vision­erne om et sam­fund, der er bedre end gårs­da­gens. Den amerikanske poli­tiske teo­retik­er Judith Shk­lar udgav i 1957 vær­ket After Utopia. Shklar’s tese var, at de vestlige sam­fund havde begivet sig hin­sides utopierne. Væk var oplysningsti­dens tro på frem­skridt og mulighe­den for at realis­ere idéen om det gode sam­fund. Fra eksis­ten­tial­is­tiske filosof­fer, over katolske teologer, til demokratiske social­is­ter, alle var de gre­bet af poli­tisk pes­simisme. Shk­lar beskæftigede sig dog hov­ed­sageligt med forskel­lige filosofiske strømninger og havde således ikke øje for de mange sociale frem­skridt, der stadig var under­ve­js i 1950erne.

I dag er det ikke blot diverse tankestrømninger, men selve den poli­tiske virke­lighed, der er præget af poli­tisk sort­syn. Vi er gået fra en før-utopisk til en post-utopisk tid­salder. At vi befind­er os i en post-utopisk tid bety­der ikke, at utopierne er døde, men snarere, at de er bag os.

Vi har ikke mis­tet forestill­in­gen om det gode sam­fund. Men vi har mis­tet troen på, at vi er på vej mod det. Vi er ikke vendt tilbage til en tro på en uundgåelig skæb­ne. His­to­rien er heller ikke gået i stå, som Fukuya­ma forud­så. Vi har stadig blikket fæst­net på utopierne, men kun i bak­spe­jlet, mens vi accel­ererer mod en dys­ter fremtid. Det han­dler ikke læn­gere om at ero­bre fremti­den, men om at sikre sig mod den.

Dette gælder i særde­leshed de højre-nation­al­is­tiske poli­tiske strømninger, der for tiden løber som en steppe­brand gen­nem de vestlige demokrati­er. Disse bevægelser del­er en nos­tal­gisk længsel efter for­tiden og en frygt for fremmede. ”Der er så meget, vi skal passe på,” som Dan­sk Folkepar­tis kam­pag­nes­lo­gan lød. Slo­ganet fanger per­fekt dobbelthe­den i, at vi både skal passe på det, vi har, og på det eller dem, der truer ude­fra. På den anden side af Atlanten lover Trump at gøre ”Amer­i­ca great again.” Det er ikke helt klart, præ­cist, hvornår Ameri­ka var ”great,” men sikkert er, at det ikke læn­gere er det, og det er de fremmedes skyld.

Den sidste utopi

Men den sande kilde til de vestlige demokratiers prob­le­mer skal find­es andet­st­eds. Udover eksis­ten­tial­is­ter, teologer og social­is­ter nævn­er Shk­lar en gruppe af tænkere, der er særlig inter­es­sant for de vestlige sam­funds efter­føl­gende udvikling: neolib­erale økonomer såsom Lud­wig von Mis­es og Friedrich Hayek. De neolib­erale tænkere ret­tede hård kri­tik mod idéen om, at sam­fun­dets udvikling kunne plan­lægges fra cen­tralt hold. Men­nes­kets begrænsede for­måen gjorde, at sådanne utopiske pro­jek­ter uundgåeligt måtte ende i træl­dom og ufri­hed.

I stedet sat­te de neolib­erale deres lid til det frie marked. Det frie marked ville, ifølge de neolib­erale tænkere, sikre, at det sam­lede resul­tat af mange indi­viders indi­vidu­elle han­dlinger ville være rationelt på trods af, at ingen af de enkelte indi­vider havde overb­lik over hel­he­den.

Det neolib­erale pro­jekt kan ses som en reak­tion på moder­nitetens tragedie, hvor det enkelte indi­vid fort­aber sig i et sys­tem af bureaukratiske regler. Men hvor Shk­lar så denne kri­tik som en afvis­ning af utopisk tænkn­ing, står det i dag klart, at neolib­er­al­is­men i sig selv er en form for utopisk tænkn­ing. Idéen om det frie marked som en løs­ning på alle men­neske­lighe­dens prob­le­mer frem­står i dag som en utopi i den anden af ordets to betyd­ninger: et ikke-eksis­terende sam­fund. Pri­va­tis­er­ing af offentlige virk­somhed­er og ned­skæring af offentlige ydelser har ikke resul­teret i øget fri­hed, men i sti­gende ulighed og usikker­hed.

Frygtens socialdemokrati

Efter årti­er med neolib­er­al dereg­u­ler­ingspoli­tik vender mange på ven­stre­flø­jen nu blikket tilbage mod velfærdsstatens storhed­stid i 1960’erne og 1970’erne. Med inspi­ra­tion fra Shk­lar har den britiske his­torik­er Tony Judt fores­lået, at fremti­dens socialdemokratisme bør tage form som et ”frygtens socialdemokrati”. Judt argu­menter­er for, at socialdemokrater bør opgive at forsøge at genetablere tidligere tiders opti­mistiske frem­skridt­stro. I stedet bør de tale mere direk­te om arbe­jder­bevægelsens his­toriske sejre og om de skadelige kon­sekvenser ved den neolib­erale afmon­ter­ing af velfærdsstat­en.

Socialdemokrater skal med andre ord dyrke frygten for neolib­erale ned­skæringer og isce­nesætte sig som velfærdsstatens forsvarere. Hermed ender socialdemokratis­men i den slags “forsvar­spoli­tik,” der er karak­ter­is­tisk for den post-utopiske tid, vi befind­er os i.

Denne post-utopiske form for socialdemokratisme har haft vind i sej­lene i de sen­este par år. Dette gælder ikke mindst i neolib­er­al­is­mens ker­nelande, USA og Storbri­tan­nien. Ved det demokratiske primær­valg sid­ste år så den erk­lærede demokratiske social­ist Bernie Sanders på et tid­spunkt ud til at have en chance for at over­rum­ple etab­lisse­mentets kan­di­dat, Hillary Clin­ton. I Storbri­tan­nien har Labour med val­get af Jere­my Cor­byn som for­mand sat en kurs, der står i skarp kon­trast til Tony Blairs Tred­je Vej.

Fælles for Sanders og Cor­byn er, at de repræsen­ter­er den slags ”frygtens socialdemokrati,” som Judt advok­er­er for. Sanders og Cor­byn er ikke kun repræsen­tan­ter for det gam­le socialdemokrati i idémæs­sig for­stand, men også i rent fysisk for­stand: med deres hen­holdsvis 75 og 67 år er de begge gam­le nok til at have oplevet den socialdemokratiske storhed­stid, de længes tilbage mod.

Her­hjemme gik forhen­værende statsmin­is­ter Helle Thorn­ing til valg på slo­ganet ”Det Dan­mark, du kender”. Socialdemokrater­ne har opgivet idéen om, ”at en ny og bedre Ver­den – et nyt og bedre Dan­mark – maa bygges op” som det lød i Socialdemokrati­ets val­gpro­gram fra 1945 Fremti­dens Dan­mark. Fremti­dens Dan­mark er blevet til det Dan­mark, du kender.

For nyligt lancerede Socialdemokrater­nes nuværende for­mand Mette Fred­erik­sen en kam­pagne med bud­sk­a­bet: ”Den bed­ste danske opfind­else er Dan­mark”. I stedet for at opfor­dre til nye poli­tiske opfind­elser, peger Fred­erik­sen på en allerede eksis­terende opfind­else: ”Dan­mark”, med hvilket Fred­erik­sen men­er det danske velfærdssam­fund.

Fremad mod fortiden

Det er symp­to­ma­tisk for nuti­dens socialdemokrater, at deres utopiske vision består i en tilbageven­den til tiden før socialdemokrater­ne havde sejret ad helvede til. I vores post-utopiske tid­salder, er der kun en vej frem: bagud.

Det er der­for ikke så over­rask­ende, at Det Kon­ser­v­a­tive Folkepar­ti har haft det svært i de sen­este år. For på sin vis er alle parti­er blevet kon­ser­v­a­tive, blot med hver deres idé om, hvad der skal forsvares, og hvor­dan det gøres bedst. Vi er gået fra en pro­gres­siv fortælling til en kon­ser­v­a­tiv fortælling. Den kon­ser­v­a­tive fortælling er ikke i sig selv ny. Det nye er, at den er blevet almengjort.

Den kon­ser­v­a­tive fortælling går tilbage til Edmund Burkes berømte kamp­skrift mod den franske rev­o­lu­tion fra 1790. Burke var for­t­aler for det eksis­terende sam­funds over­lev­erede tra­di­tion­er. For Burke repræsen­terede tra­di­tion­erne den prak­tiske vis­dom, der var blevet indle­jret gen­nem gen­er­a­tioner. De rev­o­lu­tionæres abstrak­te ratio­nalitet udgjorde en trussel mod tra­di­tion­erne, der der­for måtte aktivt forsvares. Dette mund­ede ud i det kon­ser­v­a­tive paradoks, at vi må foran­dre for at bevare. Kun ved at ændre os kan vi for­blive som før.

Dette mantra runger i dag gen­nem hele det poli­tiske sys­tem: Velfærdsstat­en må foran­dres for at kunne bevares. Selv lib­er­al­is­terne i Lib­er­al Alliance definer­er deres poli­tiske pro­jekt som et forsvar for velfærdsstat­en. Par­ti­et argu­menter­er for, at kun ved at gøre det danske erhvervs­liv mere konkur­rencedygtigt, kan vi bevare det velfærdssam­fund, vi kender og elsker.

Således munder “forsvar­spoli­tikken” ud i en nød­vendighe­dens poli­tik. Hvis truslen er stor nok, er der knap nok grænser for, hvilke dele af arvesøl­vet man vil sælge ud af for at bevare selvsamme arvesølv. Dermed ender vi med en vari­ant af det kon­ser­v­a­tive paradoks: Velfærdssam­fun­det under­mineres gen­nem dets forsvar. På samme måde er kam­p­en mod ter­ror endt med, at vi har under­mineret demokratiske ret­tighed­er i selvsamme ret­tighed­ers navn.

Prob­lemet er ikke, at truslerne ikke er reelle. Velfærdsstat­en er under pres fra den inter­na­tionale konkur­rence og neolib­er­al­is­mens ned­skæringspoli­tik. Den nationale sol­i­daritet er i krise som resul­tat af, at Dan­mark er blevet mere mul­ti­kul­turelt. Kli­maforan­dringerne er på vej til radikalt at ændre, den ver­den vi kender. Der­for er fly­gt­ningekrisen heller ikke et midler­tidigt prob­lem, men snarere en fors­mag på, hvad vi har i vente i de kom­mende år.

Prob­lemet er snarere, at vi ikke læn­gere har his­to­rien på vores side. Så langt øjet rækker, ser tin­gene kun ud til at blive værre med tiden. Der­for skriv­er vi vores poli­tiske ide­al­er i datid. Utopierne er ikke døde. De lever videre som min­der, om et sam­fund, der er bedre, end det nogensinde har været. Men de for­bliv­er en forestil­let for­tid.

Fremti­den ser ikke læn­gere ud til at bringe bedre tider med sig. Der­for fly­gter vi fra den. Heri består vores tragedie.

Troels Nør­gaard Skad­hauge er Ph.d.-studerende ved Depart­ment of Polit­i­cal Sci­ence, Uni­ver­si­ty of Penn­syl­va­nia.