Fadermordet – En anmeldelse af Slavoj Žižek

8750919671_c39390fd75_o
Slavoj Žižek til Sub­ver­sive Fes­ti­val i Zagreb, 2013. Ret­tighed­er: Matthew_tsimitak/Flickr.

Den slovenske filosof Slavoj Žižek, der tidligere var en af venstrefløjens superstjerner, er nu blevet en supernova. Nicklas Weis Damkjær gør i denne essayanmeldelse op med det, han kalder Žižek idiosynkratiske og imaginære korstog mod venstrefløjen og hans idé om “ikke-europæiske værdier”.


På det sen­este er Slavoj Žižek kom­met i mod­vind, fak­tisk lidt af et stor­mve­jr. I 2013 lagde han sig ud med nogle af den postkolo­niale teoris sværvægtere, Hamid Dabashi og Wal­ter Migno­lo, i en grov artike­lud­vek­sling, hvor Žižek stædigt forsvarede den europæiske idés sære­gen­hed. Da stor­men så småt havde lagt sig, udgav han artiklen ”The Non-Exis­tence of Nor­way”, hvor han argu­menterede for, at fly­g­tende ikke bare fly­gter fra krig og ødelæggelse, men også er ”besat af en drøm”, der før­er dem til de skan­di­naviske lande. Og kort før det amerikanske præsi­dent­valg, erk­lærede han i et inter­view, at hvis kan kunne, ville han have stemt på Trump – af strate­giske årsager skal det selvføl­gelig til­fø­jes.

De mildest talt vovede analyser, der til tider mimer højre­flø­jen, omend i et let­tere forvrænget billede, har naturligvis skabt modsvar og vrede blandt intellek­tuelle og aktivis­ter på ven­stre­flø­jen. Efter at have haft lidt af en stjernes­ta­tus i flere år, er Žižek nu lyst i band.

Flere af dem, som for bare få år siden betragt­ede Žižek som lidt af et orakel, tager nu afs­tand til ham, og måske end­da lige lidt ekstra afs­tand, for sådan virke­ligt at vise, at man ikke læn­gere er enig i Slavoj Žižeks tanker og vilde analyser. Måske er jeg en af dem; i hvert fald har Žižeks tænkn­ing bety­det meget for mig og det gør den i og for sig stadig, men størst­ede­len af hans analyser de sen­este par år, har jeg ikke haft meget andet end hov­edrys­ten over­for.

Sen­est på dan­sk er Žižeks bog Den nye klassekamp – De sande årsager til flugt og ter­ror, udkom­met på Infor­ma­tions For­lag. Bogen er en over­sæt­telse af Against the Dou­ble Black­mail, der udkom sid­ste år, med under­ti­tlen Refugees, Ter­ror and Oth­er Trou­bles with the Neigh­bours.

Bogen har sin aktu­alitet og vigtighed som en del af den diskus­sion Žižek start­ede med ”The Non-Exis­tence of Nor­way”. I forbindelse med den efter­føl­gende kri­tik af artiklen som oprindeligt udkom i Lon­don Review of Books, skrev Žižek-forskeren Adam Kot­sko, at Žižek burde holde sig til at formi­dle sine point­er gen­nem bøger og ikke avis­ar­tik­ler. For ifølge Kot­so, er Žižek ikke i stand til at argu­mentere når han ikke har spal­teplads nok til at frem­stille de bagvedliggende logikker og tanker.

Nu kom den så, bogen, og man må nok at erk­ende, at det ikke er for­matet den er galt med.

Presset fra to sider

Der er noget sigende ved forskellen på den danske og den engelske titel. De ref­er­erer til to forskel­lige, sideløbende og til tider mod­stri­dende pro­jek­ter i bogen: Et hvor Žižek forsøger at vise, hvor­dan økonomisk ulighed og ”neokolo­nial­isme” , er årsag til ”flugt og ter­ror”. Og at den eneste vej ud af det som Žižek i sin bog fra 2008, Vold, kaldte for ”kap­i­tal­is­mens solip­sis­tiske dans”, er en ny klassekamp, i form af en lenin­is­tisk organ­i­sa­tion.

Men det pro­jekt står i skyggen af et andet: Mulighe­den for at bryde med kap­i­tal­is­mens dårlig­domme og den såkaldte fly­gt­ningekrise, bliv­er ifølge Žižek, afpres­set fra to sider, fra både ven­stre- og højre­flø­jen, og begge har de et fork­ert forhold til Næsten. Det sid­ste pro­jekt, som den engelske titel peger på, og som uden tvivl er det væsentlige, er tilmed et forsøg på at vise, hvor­dan den nuværende poli­tiske sit­u­a­tion kun kan (op)løses, ved at holde fast i ”de europæiske idéers eman­ci­pa­toriske kerne”. Hverken den ene eller anden fløj er i stand til at løse det, som i medierne blevet døbt ”fly­gt­ningekrisen”:

”På den ene side har vi en bestemt ven­stre­fløj, der udtrykker sin harme over, hvor­dan Europa lad­er tusin­der drukne i Mid­del­havet og gør gældende, at Europa i stedet bør udvise sol­i­daritet og slå sine døre op på vid gab. På den anden har vi de ind­van­drings­f­jendske pop­ulis­ter, der insis­ter­er på, at vi skal beskytte vores livs­form, trække vin­de­broen op og over­lade det til afrikan­erne og araberne at løse deres prob­le­mer. Begge løs­ninger er dårlige, men hvilken er den værste? De er, for at parafrasere Stal­in, begge værst.”

Men det virk­er alligev­el som om, der er en løs­ning, som er lidt værre end den anden, for i direk­te for­læn­gelse af citatet over­for, skriv­er Žižek:

”De største hyk­lere er for­t­alerne for åbne grænser: Inder­st inde ved de udmær­ket godt, at de kræver noget, som aldrig vil ske, da kon­sekvenserne med det samme ville blive pop­ulis­tiske oprør i Europa. De poser­er som de smukke sjæle, der føler sig højt hævet over en kor­rumperet ver­den, mens de i al hem­me­lighed delt­ager i den samme ver­den. De behøver nem­lig denne kor­rumperede ver­den som det eneste ter­ræn, hvor­på de kan markere deres egen moralske over­legen­hed.”

Tonen bliv­er slået an og det bliv­er det ledende motiv bogen igen­nem: For Žižek at nedgøre det, han ser som en naiv og moralis­erende ven­stre­fløj, der hyk­lerisk dri­ves af nydelsen ved at hjælpe fly­g­tende. Det er det overordnede ærinde at vise, hvor­dan ven­stre­flø­jens naive tol­er­ance, blok­er­er for en løs­ning af den nuværende sit­u­a­tion.

Den hykleriske venstrefløj

Oven­på Žižeks sva­da bliv­er man selvføl­gelig nødt til at spørge, hvad det er for en ven­stre­fløj, Žižek ref­er­erer til? Hvad er det for en ven­stre­fløj bogen adresser­er?

Måske får vi svaret i det cen­trale kapi­tel ”Bryd ven­stre­flø­jens tabuer”, hvor Žižek opstiller fem tabuer, som ven­stre­flø­jen bliv­er nødt til at bryde, ”for at gen­er­o­bre den europæiske idés frigørende kerne.” Som læs­er starter man kapit­let med en for­vent­ning om, at Žižek her vis­er hvem, der fak­tisk er under­lagt tabuerne, og hvem det er som må bryde dem.

Det første tabu er ven­stre­flø­jens forestill­ing om, at ”en fjende er en per­son, hvis fortælling du ikke har hørt.” Det er egentligt epi­grafen i Wendy Browns bog Reg­u­lat­ing Aver­sion, som er en kri­tik af tol­er­ance­be­gre­bet. Brown på sin side, har citatet fra ”Liv­ing Room Dia­logue”, en israel­sk-palæsti­nen­sisk dialog­gruppe baseret i USA, som har udgivet nogle ret flippede fly­ers med freds­duer, olivenkviste og religiøse over­ton­er. Grup­pen, der har 15 likes på Face­book, forsøger at skabe en plat­form, der gen­nem dia­log, gen­sidig forståelse og kom­mu­nika­tion, skal løse kon­flik­terne i Mellemøsten.

At Žižek bruger epi­grafen som eksem­pel på et tabu, ven­stre­flø­jen må bryde, kan selvføl­gelig være rent ana­lytisk; en måde at vise, hvor­dan ven­stre­flø­jen ind­tager en hold­ning, som svar­er til den her obskure grup­pes ret naive forestill­inger om tol­er­ance. Men det er det eneste sted, hvor den ven­stre­fløj Žižek beskriv­er og kri­tis­er­er, har en afsender, hvor der rent fak­tisk er en hen­vis­ning. Som læs­er bladr­er man straks om til slut­noterne, for at finde ud af, hvor citatet stam­mer fra. Det kom­mer ikke fra en af de grup­per, som de sid­ste par år har hjulpet men­nesker på flugt igen­nem Europa, men der­i­mod en amerikan­sk lib­er­al-religiøs dialog­gruppe.

Det bekræfter desværre mis­tanken om, at den ven­stre­fløj, Žižek vær­ket igen­nem kri­tis­er­er, sim­pelthen er baseret på en strå­mand.

Den særlige europæiske idé?

Jeg fort­sæt­ter med at grave lidt i kapit­let om tabuer, for det næste omhan­dler et andet at bogens bærende ærinder: Forsvaret for den europæiske idé og særligt dens ”egal­itære kerne”. I et af bogens indle­dende kapitler, beskriv­er Žižek hvor­dan Europa må værne om den europæiske idéarv, for at finde en løs­ning på ”fly­gt­ninge krisen” og kom­mer ud over EU’s neolib­erale kurs:

”Vi har brug for en Wieder­hol­ung, en ‘genbesin­delse-gen­nem-gen­t­agelse’: Via et kri­tisk engage­ment med hele den europæiske tra­di­tion bør vi gen­t­age spørgsmålet: ‘Hvad er Europa’? Eller ret­tere: ‘Hvad bety­der det for os at være europæere?’ Vi må i den forbindelse for­mulere en ny vision. Det er den vanske­lige opgave. Den tvinger os til at løbe risikoen ved at begive os ud i ukendt ter­ræn. Men det er det eneste alter­na­tiv til det lang­somme for­fald, som EU’s admin­is­tra­tor­er nu bidrager så ivrigt til?”

Ven­stre­flø­jen sæt­ter, ifølge Žižek, lighed­stegn mellem ”Europas frigørende arv på den ene side og kul­turimpe­ri­al­isme og racisme på den anden side.” Og det må ven­stre­flø­jen bryde med. Sagt med andre ord, så vil Žižek have lov til hævde den europæiske idé som noget abso­lut særligt uden at blive kaldt kul­turimpe­ri­al­ist.

Sam­tidigt med at hævde det europæiske, advar­er Žižek imod en kap­i­tal­isme, som fun­ger­er efter ”asi­atiske værdier”, ”det vil sige efter autoritære forskrifter,” for­di de frigørende europæiske værdier er truet af ”autoritære asi­atiske værdier.”

Til trods for Žižeks for­bud imod at sætte lighed­stegn mellem det at holde den europæiske idé i hævd og kul­turimpe­ri­al­isme, så men­er jeg, at det er netop det man må gøre.

For det første må man sige, at det sim­pelthen ikke er rigtigt, at der skulle være noget særligt frigørende i den europæiske arv. Hvor ser Žižek den særligt frigørende kerne? I det borg­erlige oplysning­spro­jekt? I de tomme og formelle Men­neskerettighed­serk­læring? Hvis man sådan uden videre skulle pege på noget særligt europæisk, så er det første, der kom­mer i tankerne, da netop det mod­sat­te: Kolo­nial­isme, kap­i­tal­isme, impe­ri­al­isme, fas­cisme, total­i­tarisme og racisme.

Til gengæld forhold­er det sig nærmere sådan, at der har været nogle peri­oder, hvor mar­gin­alis­erede grup­per inden for det geografiske Europa, gen­nem frigørende kampe har tilkæm­pet sig ret­tighed­er — imod og på trods af det europæiske pro­jekt: Paris­erkom­munen i 1871, arbe­jder­bevægelsen, kam­p­en mod fas­cis­men under Den spanske borg­erkrig, de rev­o­lu­tionære mod­stands­bevægelser under 2. Ver­den­skrig, stu­den­tero­prøret i 1968.

Alle var de kampe mod det europæiske estab­lish­ment.

For det andet – og i for­læn­gelse af oven­stående – så var disse kampe alt andet end ”europæiske”, men tvær­ti­mod præget af inter­na­tion­al­is­men. Under Paris­erkom­munen kæm­pede paris­ere side om side med slaveg­jorte fra de franske kolonier og rus­siske anark­ister og hvad var det, hvis ikke inter­na­tion­al sol­i­daritet, der fik friv­il­lige til at cyk­le til Spanien for at kæmpe imod den spirende fas­cisme, imens det europæiske estab­lish­ment stil­tiende så til.

For det tred­je må man nævne, at der find­es lige så mange eksem­pler på frigørende og eman­ci­pa­toriske pro­jek­ter og idéer uden for det geografiske Europa. Og at der mod­sat find­es uhyggeligt mange eksem­pler på, at kap­i­tal­is­men har fun­geret i Europa efter ”autoritære forskrifter”.

Europa eksis­ter­er med andre ord ikke som en sam­let iden­titet, men er i sig selv gen­nem­syret af klasse­mod­sæt­ninger.

Problemet med Næsten og den leninistiske løsning

Det er den, for Žižek, fun­da­men­tale forskel mellem det europæiske og ikke-europæiske, der lig­ger til grund for hans kri­tik af ven­stre­flø­jen. Han påstår, at forhold­et mellem ven­stre­flø­jen og de fly­g­tende er baseret på et fal­skt forhold. Ven­stre­ori­en­terede han­dler blindt, motiveret af en human­is­tisk indig­na­tion i en umid­del­bar rela­tion til Næsten. Men så snart de godtroende human­is­ter find­er ud af, at de fly­g­tende har helt andre normer, så vil ven­stre­flø­jen i bed­ste fald løbe skri­gende væk og i værste slutte sig til højre­flø­jen. Der­for bliv­er ven­stre­flø­jen, ifølge Žižek, nødt til at basere sin strate­gi og tak­tik efter sande uni­ver­sal­is­tiske prin­cip­per, som ikke baser­er sig på det direk­te møde med Næsten, men på lenin­is­mens idéer.

”Den patetiske sol­i­daritet med fly­gt­ninge og den ikke min­dre falske og patetiske selvy­d­mygelse af ”os selv” som dem, der per def­i­n­i­tion er skyldige i den elendighed, fly­gt­nin­gene befind­er sig i. Opgaven er at bygge bro mellem ”vores” og ”deres” arbe­jderk­lasse og at ind­drage dem begge i en kamp for sol­i­daritet.”

Sam­tidigt men­er Žižek, at de fly­g­tende må lære sig selv at han­dle poli­tisk. Det er ikke op til nogle velme­nende ven­stre­ori­en­terede at bestemme hvor­dan og hvornår fly­g­tende skal han­dle: ”et befrielsespro­jekt må … nød­vendigvis være deres værk og ikke en eller anden gun­st, som de får skæn­ket af god­hjert­ede hvide ven­stre­ori­en­terede.”

Klassekam­p­en er ikke et forhold, som opstår i den umid­del­bare rela­tion mellem men­nesker, i forhold­et til Næsten. Klassekam­p­en må medieres gen­nem uni­verselle ideer.

Žižek har tem­melig sikkert ret i, at det ikke er op til en gruppe priv­i­legerede europæere at fork­lare, hvor­dan fly­g­tende bør han­dle. Men han går alligev­el ud fra, at der er en pas­siv part, de fly­g­tende, som end­nu ikke har lært at han­dle eman­ci­pa­torisk, eller hvad der for Žižek tilsyn­de­ladende er det samme, europæisk. Žižek glem­mer her noget væsentligt. Det var de fly­g­tende, der sid­ste som­mer lærte den europæiske ven­stre­fløj at han­dle.

Da fly­g­tende eksem­pelvis sejlede fra Tysk­land til Rød­by og beg­y­n­dte at gå nord­på langs E45, blev lov og orden for en stund sat ud af spil. Den store Anden faldt – som det hed­der i Žižeks laca­ni­anske ter­mi­nolo­gi – og hverken poli­tikere eller poli­ti vid­ste hvad de skulle gøre. I det rum som blev skabt af de fly­g­tende, han­dlede ”naive ven­stre­ori­en­terede”, eksem­pelvis ved at fragte fly­gt­ninge fra Rød­by til Sverige. Det væsentlige at holde for øje er, at den store Anden ikke faldt for­di en gruppe priv­i­legerede ven­stre­ori­en­terede plud­seligt ind­så ”Gud vi må hjælpe de her stakkels men­nesker – skide være med loven!” Det var der­i­mod de fly­g­tende selv, som brød Loven. Da de beg­y­n­dte at gå nord­på langs E45, beg­y­n­dte folk til at han­dle.

Det poli­tiske skete lige dér og det er sigende for den måde Žižek forstår poli­tik på, at han ikke ser det. I stedet opfor­dr­er han i Den nye klassekamp til en ny form for struk­tur, der kan bruges til at skabe sol­i­daritet mellem en europæisk og en ikke-europæisk arbe­jderk­lasse. Bud­sk­a­bet bliv­er, at velme­nende ven­stre­ori­en­terede ikke skal komme og fortælle de fly­g­tende, hvor­dan man han­dler poli­tisk, det skal der­i­mod det lenin­is­tiske par­ti.

Den poli­tiske sand­hed må, for Žižek, tilsyneladende komme fra oven.

Hvad har vi lært af Žižek?

Nogle af Žižeks begre­ber påvirk­er stadig den måde, jeg forstår den glob­ale kap­i­tal­isme. Eksem­pelvis hans under­streg­n­ing af, at ide­olo­gi ikke har noget med viden at gøre, men er knyt­tet til prak­siss­er. Ide­olo­gi han­dler ikke om at ”vide fork­ert”, men om at han­dle, selvom man godt ved, at man han­dler fork­ert. Også hans brug af Lacan, særligt den dun­kle kat­e­gori om det reelle, kan jeg ikke slippe af med, som en måde at forstå hvor­dan noget, som ikke kan beskrives og forstås igen­nem sprog­et, er med til at styre det sym­bol­ske. Den måde, hvor­på han for­mår at nå om bag kap­i­tal­is­mens altødelæggende logikker og ide­olo­gi, har de sid­ste par stået i skyggen af det ene idiosynkratiske korstog efter det andet.

Men sam­tidigt virk­er det som om Žižek ikke helt kan slippe den gam­le Žižek. Der er nogle små rem­i­nis­censer fra den Žižek som jeg og mange andre er blevet inspir­eret af.

Som jeg indled­ningsvis skrev, så har bogen to mod­stri­dende pro­jek­ter, der afspe­jles i hen­holdsvis den engelske og den danske titel: Against the Dou­ble Black­mail — Refugees, Ter­ror and Oth­er Trou­bles with the Neigh­bours, som under­streger bogens bærende pro­jekt, og Den nye klassekamp – De sande årsager til flugt og ter­ror.

”Trods hele kri­tikken af den økonomiske neokolo­nial­isme har mange stadig ikke helt forstået de ødelæggende virkninger, som det glob­ale marked har på de mange lokale økonomi­er, der får frataget deres mulighed­er for ele­men­tær selv­forsyn­ing.” (p51)

Citatet peger på en struk­turel kri­tik af kap­i­tal­is­men, men han skriv­er så få sider efter, at ”folk fly­gter ikke bare fra deres krigshærgede hjem­lande. De er også besat af en bestemt drøm […]” Žižeks laca­ni­anske begreb­sap­pa­rat når en prob­lema­tisk grænse, når han reduc­er­er fork­larin­gen af de fly­g­ten­des bevæg­grunde til spørgsmål om drømme og fan­tasi­er.

Det er en mærkværdig side­s­till­ing: At men­nesker på den ene side fly­gter på grund af den (europæiske!) økonomiske neokolo­nial­isme, der har været med til at desta­bilis­ere lande og region­er rundt om i ver­den. Men den struk­turelle ødelæggelse, annullerer Žižek med den anden hånd, igen­nem sit idiosynkratiske og imag­inære korstog mod ven­stre­flø­jen og imod ikke-europæiske værdier.

Idiosynkratiske for­di Žižek godt ved at der er et større bagvedliggende prob­lem: Kap­i­tal­is­men (det skriv­er han jo selv). Og imag­inære, for­di både den ven­stre­fløj, Žižek adresser­er og de værdier, han angriber er kon­struerede forestill­inger.

Nick­las Weis Damkjær er cand.mag i Idéhis­to­rie. Slavoj Žižeks “Den nye klassekamp – De sande årsager til flugt og ter­ror” er udgivet på Infor­ma­tions For­lag.