Fadermordet – En anmeldelse af Slavoj Žižek

Den slovenske filosof Slavoj Žižek, der tidligere var en af venstrefløjens superstjerner, er nu blevet en supernova. Nicklas Weis Damkjær gør i denne essayanmeldelse op med det, han kalder Žižek idiosynkratiske og imaginære korstog mod venstrefløjen og hans idé om “ikke-europæiske værdier”.

---

På det seneste er Slavoj Žižek kommet i modvind, faktisk lidt af et stormvejr. I 2013 lagde han sig ud med nogle af den postkoloniale teoris sværvægtere, Hamid Dabashi og Walter Mignolo, i en grov artikeludveksling, hvor Žižek stædigt forsvarede den europæiske idés særegenhed. Da stormen så småt havde lagt sig, udgav han artiklen ”The Non-Existence of Norway”, hvor han argumenterede for, at flygtende ikke bare flygter fra krig og ødelæggelse, men også er ”besat af en drøm”, der fører dem til de skandinaviske lande. Og kort før det amerikanske præsidentvalg, erklærede han i et interview, at hvis kan kunne, ville han have stemt på Trump – af strategiske årsager skal det selvfølgelig tilføjes.

De mildest talt vovede analyser, der til tider mimer højrefløjen, omend i et lettere forvrænget billede, har naturligvis skabt modsvar og vrede blandt intellektuelle og aktivister på venstrefløjen. Efter at have haft lidt af en stjernestatus i flere år, er Žižek nu lyst i band.

Flere af dem, som for bare få år siden betragtede Žižek som lidt af et orakel, tager nu afstand til ham, og måske endda lige lidt ekstra afstand, for sådan virkeligt at vise, at man ikke længere er enig i Slavoj Žižeks tanker og vilde analyser. Måske er jeg en af dem; i hvert fald har Žižeks tænkning betydet meget for mig og det gør den i og for sig stadig, men størstedelen af hans analyser de seneste par år, har jeg ikke haft meget andet end hovedrysten overfor.

Senest på dansk er Žižeks bog Den nye klassekamp – De sande årsager til flugt og terror, udkommet på Informations Forlag. Bogen er en oversættelse af Against the Double Blackmail, der udkom sidste år, med undertitlen Refugees, Terror and Other Troubles with the Neighbours.

Bogen har sin aktualitet og vigtighed som en del af den diskussion Žižek startede med ”The Non-Existence of Norway”. I forbindelse med den efterfølgende kritik af artiklen som oprindeligt udkom i London Review of Books, skrev Žižek-forskeren Adam Kotsko, at Žižek burde holde sig til at formidle sine pointer gennem bøger og ikke avisartikler. For ifølge Kotso, er Žižek ikke i stand til at argumentere når han ikke har spalteplads nok til at fremstille de bagvedliggende logikker og tanker.

Nu kom den så, bogen, og man må nok at erkende, at det ikke er formatet den er galt med.

Presset fra to sider

Der er noget sigende ved forskellen på den danske og den engelske titel. De refererer til to forskellige, sideløbende og til tider modstridende projekter i bogen: Et hvor Žižek forsøger at vise, hvordan økonomisk ulighed og ”neokolonialisme” , er årsag til ”flugt og terror”. Og at den eneste vej ud af det som Žižek i sin bog fra 2008, Vold, kaldte for ”kapitalismens solipsistiske dans”, er en ny klassekamp, i form af en leninistisk organisation.

Men det projekt står i skyggen af et andet: Muligheden for at bryde med kapitalismens dårligdomme og den såkaldte flygtningekrise, bliver ifølge Žižek, afpresset fra to sider, fra både venstre- og højrefløjen, og begge har de et forkert forhold til Næsten. Det sidste projekt, som den engelske titel peger på, og som uden tvivl er det væsentlige, er tilmed et forsøg på at vise, hvordan den nuværende politiske situation kun kan (op)løses, ved at holde fast i ”de europæiske idéers emancipatoriske kerne”. Hverken den ene eller anden fløj er i stand til at løse det, som i medierne blevet døbt ”flygtningekrisen”:

”På den ene side har vi en bestemt venstrefløj, der udtrykker sin harme over, hvordan Europa lader tusinder drukne i Middelhavet og gør gældende, at Europa i stedet bør udvise solidaritet og slå sine døre op på vid gab. På den anden har vi de indvandringsfjendske populister, der insisterer på, at vi skal beskytte vores livsform, trække vindebroen op og overlade det til afrikanerne og araberne at løse deres problemer. Begge løsninger er dårlige, men hvilken er den værste? De er, for at parafrasere Stalin, begge værst.”

Men det virker alligevel som om, der er en løsning, som er lidt værre end den anden, for i direkte forlængelse af citatet overfor, skriver Žižek:

”De største hyklere er fortalerne for åbne grænser: Inderst inde ved de udmærket godt, at de kræver noget, som aldrig vil ske, da konsekvenserne med det samme ville blive populistiske oprør i Europa. De poserer som de smukke sjæle, der føler sig højt hævet over en korrumperet verden, mens de i al hemmelighed deltager i den samme verden. De behøver nemlig denne korrumperede verden som det eneste terræn, hvorpå de kan markere deres egen moralske overlegenhed.”

Tonen bliver slået an og det bliver det ledende motiv bogen igennem: For Žižek at nedgøre det, han ser som en naiv og moraliserende venstrefløj, der hyklerisk drives af nydelsen ved at hjælpe flygtende. Det er det overordnede ærinde at vise, hvordan venstrefløjens naive tolerance, blokerer for en løsning af den nuværende situation.

Den hykleriske venstrefløj

Ovenpå Žižeks svada bliver man selvfølgelig nødt til at spørge, hvad det er for en venstrefløj, Žižek refererer til? Hvad er det for en venstrefløj bogen adresserer?

Måske får vi svaret i det centrale kapitel ”Bryd venstrefløjens tabuer”, hvor Žižek opstiller fem tabuer, som venstrefløjen bliver nødt til at bryde, ”for at generobre den europæiske idés frigørende kerne.” Som læser starter man kapitlet med en forventning om, at Žižek her viser hvem, der faktisk er underlagt tabuerne, og hvem det er som må bryde dem.

Det første tabu er venstrefløjens forestilling om, at ”en fjende er en person, hvis fortælling du ikke har hørt.” Det er egentligt epigrafen i Wendy Browns bog Regulating Aversion, som er en kritik af tolerancebegrebet. Brown på sin side, har citatet fra ”Living Room Dialogue”, en israelsk-palæstinensisk dialoggruppe baseret i USA, som har udgivet nogle ret flippede flyers med fredsduer, olivenkviste og religiøse overtoner. Gruppen, der har 15 likes på Facebook, forsøger at skabe en platform, der gennem dialog, gensidig forståelse og kommunikation, skal løse konflikterne i Mellemøsten.

At Žižek bruger epigrafen som eksempel på et tabu, venstrefløjen må bryde, kan selvfølgelig være rent analytisk; en måde at vise, hvordan venstrefløjen indtager en holdning, som svarer til den her obskure gruppes ret naive forestillinger om tolerance. Men det er det eneste sted, hvor den venstrefløj Žižek beskriver og kritiserer, har en afsender, hvor der rent faktisk er en henvisning. Som læser bladrer man straks om til slutnoterne, for at finde ud af, hvor citatet stammer fra. Det kommer ikke fra en af de grupper, som de sidste par år har hjulpet mennesker på flugt igennem Europa, men derimod en amerikansk liberal-religiøs dialoggruppe.

Det bekræfter desværre mistanken om, at den venstrefløj, Žižek værket igennem kritiserer, simpelthen er baseret på en stråmand.

Den særlige europæiske idé?

Jeg fortsætter med at grave lidt i kapitlet om tabuer, for det næste omhandler et andet at bogens bærende ærinder: Forsvaret for den europæiske idé og særligt dens ”egalitære kerne”. I et af bogens indledende kapitler, beskriver Žižek hvordan Europa må værne om den europæiske idéarv, for at finde en løsning på ”flygtninge krisen” og kommer ud over EU’s neoliberale kurs:

”Vi har brug for en Wiederholung, en ‘genbesindelse-gennem-gentagelse’: Via et kritisk engagement med hele den europæiske tradition bør vi gentage spørgsmålet: ‘Hvad er Europa’? Eller rettere: ‘Hvad betyder det for os at være europæere?’ Vi må i den forbindelse formulere en ny vision. Det er den vanskelige opgave. Den tvinger os til at løbe risikoen ved at begive os ud i ukendt terræn. Men det er det eneste alternativ til det langsomme forfald, som EU’s administratorer nu bidrager så ivrigt til?”

Venstrefløjen sætter, ifølge Žižek, lighedstegn mellem ”Europas frigørende arv på den ene side og kulturimperialisme og racisme på den anden side.” Og det må venstrefløjen bryde med. Sagt med andre ord, så vil Žižek have lov til hævde den europæiske idé som noget absolut særligt uden at blive kaldt kulturimperialist.

Samtidigt med at hævde det europæiske, advarer Žižek imod en kapitalisme, som fungerer efter ”asiatiske værdier”, ”det vil sige efter autoritære forskrifter,” fordi de frigørende europæiske værdier er truet af ”autoritære asiatiske værdier.”

Til trods for Žižeks forbud imod at sætte lighedstegn mellem det at holde den europæiske idé i hævd og kulturimperialisme, så mener jeg, at det er netop det man må gøre.

For det første må man sige, at det simpelthen ikke er rigtigt, at der skulle være noget særligt frigørende i den europæiske arv. Hvor ser Žižek den særligt frigørende kerne? I det borgerlige oplysningsprojekt? I de tomme og formelle Menneskerettighedserklæring? Hvis man sådan uden videre skulle pege på noget særligt europæisk, så er det første, der kommer i tankerne, da netop det modsatte: Kolonialisme, kapitalisme, imperialisme, fascisme, totalitarisme og racisme.

Til gengæld forholder det sig nærmere sådan, at der har været nogle perioder, hvor marginaliserede grupper inden for det geografiske Europa, gennem frigørende kampe har tilkæmpet sig rettigheder – imod og på trods af det europæiske projekt: Pariserkommunen i 1871, arbejderbevægelsen, kampen mod fascismen under Den spanske borgerkrig, de revolutionære modstandsbevægelser under 2. Verdenskrig, studenteroprøret i 1968.

Alle var de kampe mod det europæiske establishment.

For det andet – og i forlængelse af ovenstående – så var disse kampe alt andet end ”europæiske”, men tværtimod præget af internationalismen. Under Pariserkommunen kæmpede parisere side om side med slavegjorte fra de franske kolonier og russiske anarkister og hvad var det, hvis ikke international solidaritet, der fik frivillige til at cykle til Spanien for at kæmpe imod den spirende fascisme, imens det europæiske establishment stiltiende så til.

For det tredje må man nævne, at der findes lige så mange eksempler på frigørende og emancipatoriske projekter og idéer uden for det geografiske Europa. Og at der modsat findes uhyggeligt mange eksempler på, at kapitalismen har fungeret i Europa efter ”autoritære forskrifter”.

Europa eksisterer med andre ord ikke som en samlet identitet, men er i sig selv gennemsyret af klassemodsætninger.

Problemet med Næsten og den leninistiske løsning

Det er den, for Žižek, fundamentale forskel mellem det europæiske og ikke-europæiske, der ligger til grund for hans kritik af venstrefløjen. Han påstår, at forholdet mellem venstrefløjen og de flygtende er baseret på et falskt forhold. Venstreorienterede handler blindt, motiveret af en humanistisk indignation i en umiddelbar relation til Næsten. Men så snart de godtroende humanister finder ud af, at de flygtende har helt andre normer, så vil venstrefløjen i bedste fald løbe skrigende væk og i værste slutte sig til højrefløjen. Derfor bliver venstrefløjen, ifølge Žižek, nødt til at basere sin strategi og taktik efter sande universalistiske principper, som ikke baserer sig på det direkte møde med Næsten, men på leninismens idéer.

”Den patetiske solidaritet med flygtninge og den ikke mindre falske og patetiske selvydmygelse af ”os selv” som dem, der per definition er skyldige i den elendighed, flygtningene befinder sig i. Opgaven er at bygge bro mellem ”vores” og ”deres” arbejderklasse og at inddrage dem begge i en kamp for solidaritet.”

Samtidigt mener Žižek, at de flygtende må lære sig selv at handle politisk. Det er ikke op til nogle velmenende venstreorienterede at bestemme hvordan og hvornår flygtende skal handle: ”et befrielsesprojekt må … nødvendigvis være deres værk og ikke en eller anden gunst, som de får skænket af godhjertede hvide venstreorienterede.”

Klassekampen er ikke et forhold, som opstår i den umiddelbare relation mellem mennesker, i forholdet til Næsten. Klassekampen må medieres gennem universelle ideer.

Žižek har temmelig sikkert ret i, at det ikke er op til en gruppe privilegerede europæere at forklare, hvordan flygtende bør handle. Men han går alligevel ud fra, at der er en passiv part, de flygtende, som endnu ikke har lært at handle emancipatorisk, eller hvad der for Žižek tilsyndeladende er det samme, europæisk. Žižek glemmer her noget væsentligt. Det var de flygtende, der sidste sommer lærte den europæiske venstrefløj at handle.

Da flygtende eksempelvis sejlede fra Tyskland til Rødby og begyndte at gå nordpå langs E45, blev lov og orden for en stund sat ud af spil. Den store Anden faldt – som det hedder i Žižeks lacanianske terminologi – og hverken politikere eller politi vidste hvad de skulle gøre. I det rum som blev skabt af de flygtende, handlede ”naive venstreorienterede”, eksempelvis ved at fragte flygtninge fra Rødby til Sverige. Det væsentlige at holde for øje er, at den store Anden ikke faldt fordi en gruppe privilegerede venstreorienterede pludseligt indså ”Gud vi må hjælpe de her stakkels mennesker – skide være med loven!” Det var derimod de flygtende selv, som brød Loven. Da de begyndte at gå nordpå langs E45, begyndte folk til at handle.

Det politiske skete lige dér og det er sigende for den måde Žižek forstår politik på, at han ikke ser det. I stedet opfordrer han i Den nye klassekamp til en ny form for struktur, der kan bruges til at skabe solidaritet mellem en europæisk og en ikke-europæisk arbejderklasse. Budskabet bliver, at velmenende venstreorienterede ikke skal komme og fortælle de flygtende, hvordan man handler politisk, det skal derimod det leninistiske parti.

Den politiske sandhed må, for Žižek, tilsyneladende komme fra oven.

Hvad har vi lært af Žižek?

Nogle af Žižeks begreber påvirker stadig den måde, jeg forstår den globale kapitalisme. Eksempelvis hans understregning af, at ideologi ikke har noget med viden at gøre, men er knyttet til praksisser. Ideologi handler ikke om at ”vide forkert”, men om at handle, selvom man godt ved, at man handler forkert. Også hans brug af Lacan, særligt den dunkle kategori om det reelle, kan jeg ikke slippe af med, som en måde at forstå hvordan noget, som ikke kan beskrives og forstås igennem sproget, er med til at styre det symbolske. Den måde, hvorpå han formår at nå om bag kapitalismens altødelæggende logikker og ideologi, har de sidste par stået i skyggen af det ene idiosynkratiske korstog efter det andet.

Men samtidigt virker det som om Žižek ikke helt kan slippe den gamle Žižek. Der er nogle små reminiscenser fra den Žižek som jeg og mange andre er blevet inspireret af.

Som jeg indledningsvis skrev, så har bogen to modstridende projekter, der afspejles i henholdsvis den engelske og den danske titel: Against the Double Blackmail – Refugees, Terror and Other Troubles with the Neighbours, som understreger bogens bærende projekt, og Den nye klassekamp – De sande årsager til flugt og terror.

”Trods hele kritikken af den økonomiske neokolonialisme har mange stadig ikke helt forstået de ødelæggende virkninger, som det globale marked har på de mange lokale økonomier, der får frataget deres muligheder for elementær selvforsyning.” (p51)

Citatet peger på en strukturel kritik af kapitalismen, men han skriver så få sider efter, at ”folk flygter ikke bare fra deres krigshærgede hjemlande. De er også besat af en bestemt drøm […]” Žižeks lacanianske begrebsapparat når en problematisk grænse, når han reducerer forklaringen af de flygtendes bevæggrunde til spørgsmål om drømme og fantasier.

Det er en mærkværdig sidestilling: At mennesker på den ene side flygter på grund af den (europæiske!) økonomiske neokolonialisme, der har været med til at destabilisere lande og regioner rundt om i verden. Men den strukturelle ødelæggelse, annullerer Žižek med den anden hånd, igennem sit idiosynkratiske og imaginære korstog mod venstrefløjen og imod ikke-europæiske værdier.

Idiosynkratiske fordi Žižek godt ved at der er et større bagvedliggende problem: Kapitalismen (det skriver han jo selv). Og imaginære, fordi både den venstrefløj, Žižek adresserer og de værdier, han angriber er konstruerede forestillinger.

Nicklas Weis Damkjær er cand.mag i Idéhistorie. Slavoj Žižeks “Den nye klassekamp – De sande årsager til flugt og terror” er udgivet på Informations Forlag.