Der er en tupilak i rummet

Egede_nuuk
I Josef Tar­rak Petrussens rap-video sættes det kolo­niale forhold i spil igen og sym­bo­l­et på dette er stat­uen af Hans Egede, der stadig står hævet over den grøn­landske hov­ed­stad Nuuk. Foto: Pub­lic Domain/Svickova, 2008.

Tupilakken er et skadesdyr, som man skabte af at gemme på dårlige tanker og energier, der voksede og forvrængede én, så man blev ét med sit eget had. Dette synes stadig at være på spil i forholdet mellem danskere og grønlændere i den 18-årige grønlandske rapper Josef Tarrak Petrussens video Tupilak, der gik viralt i december 2015.


Den 28. august 2015 lagde den 18-årige grøn­landske rap­per Josef Tar­rak Petrussen videoen Tupi­lak på Face­book:

Qal­lu­naat ornissavaat­sit aapal­lu­tik. Oqas­s­ap­put naalal­lu­tit, qas­sis­saat misi­gi­vara taa­maat­tut. Taa­jor­lun­ga saal­lun­ga, anaal­lun­ga oqas­s­ap­put. Nuan­nar­in­ngi­lak­ka kalaal­lit eqqarsarneri. Ilin­niar­tit­sisup taa­ma oqarfi­gaan­ga Nipanger­si­ma­juaan­narsin­naana­ta. Nazis­tit ilis­ar­naataat matun­ni. Ajun­ngi­in­narunik kalaaleq sanin­ni akin­ni isikko­r­lut­tor­suit Kalaal­i­unera pil­lugu taa­jor­lun­ga Eski­mo Perk­er! Ark­tisk Abe! Nil­li­aan­nar­it: Jeg vil aldrig tabe! Qal­lu­naaq tas taan tupi­laan­naavoq – Tupi­lak —  Ilin­ni­as­san­gaan maan qal­lu­naat nalun­gaan inger­lar­i­aqqissin­naanani qal­lu­naat nalu­gun kalaal­lisut tigusaagin­narsin­naal­lu­tik taa­matut uagut inoo­ri­aase­qarpugut allat nunat oqaasii nalun­ngikkaan­ni aat­saat tigusaasin­naal­lu­ni sunaana kom­mune sunaana nunarput qal­lu­naat tikikkun uagut qun­gu­jul­lu­ta kalaaleq hjem­løs toqo­qquin­narlugu: Han fort­jen­er ikke at leve! Der lig­ger en meget beruset herre og sover midt på jor­den – Ja, er han dan­sk eller grøn­læn­der eller hvad er han? Qas min­ut aat­saat aatil­lu­ni suun­n­git­su­tut taatil­lu­ni imer­a­jut­tutut vakaa­su­tut inis­si­taavugut isigisaavugut suli pigisaavugut? ‑Tupi­lak — Qal­lu­naat kisi­at pisuutin­ngi­lak­ka kalaal­lit taakani imer­a­ju­uin­naat tamat­ta ajor­tu­tut isikko­qar­tillu­ta taar­tillu­ta nunatsin­nut uter­lu­ta immin­ut ammut isig­iler­si­mal­lu­ta misig­iler­si­mal­lu­ta suun­n­git­su­tut sumi­ip­pugut? Inger­laarfitsin? Kalaaleq makig­it, akig­it, kam­ag­it, sanag­it, nam­m­i­neersin­naal­lu­tit pisin­naal­lu­tit paa­siti­laar­lugu iti­naar­lugu nakkarsin­naaneq qulaani­it ammut isi­gi­vaa­tigut, taakanilu ilaa qaqqaqar­nani kisi­at aat­saat maani malug­in­gaan­ni takusin­naan­ngi­laam­mi suuner­sug­ut uangam oqas­saan­ga? Tupi­laavugut

Qal­lu­naat will come with an attitude/They’ll say you should behave/Felt it many times before/They’ll come upfront and call me names/They’ll tell me I’m noth­ing but shit/I don’t like how the Green­lan­ders think/One teacher told me/We shouldn’t be silent all the time/There’s a swasti­ka on my door/It’s good to have a Green­lan­der by your side/When there’s many eyes judg­ing you/They would call me racial slurs/Eskimo Perker/Arctic Monkey/Just yell: I will neven loose/ The qal­lu­naaq is noth­ing but a tupi­lak // If you can’t speak Danish/The edu­ca­tion­al sys­tem will not take you in/And if they can’t speak kalaallisut/They’ll flow right in/This is the real­i­ty we live in/We can only go fur­ther as we speak a for­eign language/What is this municipality/What is this country/When the qal­lu­naat come we wel­come them with a smile/They’ll tell a home­less kalaaleq to die/He doesn’t deserve to live!/ [ACTUAL EMERGENCY CALL] There is a very drunk­en man sleep­ing on the ground/ Yes, what is he? Is he a Dane or a Greenlander?/ They’ll label us as drunks and nobodies/Are we still a col­o­nized peo­ple? //But I don’t put all the blame on the qallunaat/Some Green­lan­ders abroad are drunks/ They’ll make us look bad/We come home broken/See our­selves as nothing/And feel like nobodies/Where are we in this route?/My fel­low kalaaleq: WAKE UP/TALK BACK/BE MAD/MAKE YOURSELF/BE INDEPENDENT/Show them what you can/Don’t let your­self fall too deep/They are look­ing down upon us from up there/But they don’t have moun­tains like we do/You cant’s see and you can’t feel what we are/But I’m gonna say we are tupi­lak

Et døgn efter var videoen delt 1300 gange. Sprog­et er grøn­land­sk, bort­set fra gen­givelsen af racis­tiske danske rep­likker og et forslag til, hvad grøn­læn­deren bør svare – samt et ind­slag fra alarm­cen­tralen i Køben­havn, som blev fri­givet til medierne i forbindelse med en kedelig sag fra efteråret 2014, hvor en hjem­løs grøn­læn­der ikke fik den hjælp, han havde brug for og krav på. Sagen vak­te stort røre både i Grøn­land og Dan­mark.

Tupi­lak-videoen bær­er engelske under­tek­ster.

Nyhe­den om den pop­ulære rap blev hur­tigt taget op i de grøn­landske medi­er, hvor avis­erne lagde vægt på, at Petrussen tydeligvis er meget vred. Selv sagde Petrussen til Nuuk TV, at han ikke er vred – en lidt frisk pås­tand, gen­ren taget i betragt­ning. Fak­tisk opfor­dr­er tek­sten jo også direk­te grøn­læn­derne til at være vrede. Sam­tidig er det imi­dler­tid vigtigt, som Petrussen påpeger i ind­slaget på Nuuk tv, at han ikke kun beskylder danskerne for at være tupi­lakker. I slut­nin­gen er det også grøn­læn­derne, der har for­van­dlet sig til tupi­lakker. Petrussen er således hverken ude efter danskerne eller grøn­læn­derne, men der­i­mod de usunde rela­tion­er, de hold­er hinan­den fast i. Videoen opfor­dr­er ikke til had mellem etniske grup­per. Tvær­ti­mod!

”Vi hævn­er os hele tiden på hinan­den!” siger Petrussen i ind­slaget på Nuuk tv. Der­af tupi­lakken, der er et skades­dyr, skabt ud af ube­han­dlet vrede, mis­un­delse, skam og min­dreværd.

I gam­le dage var det den per­son, som blev foruret­tet, men ikke kunne få luft og opre­js­ning, eller den per­son, som mis­undte en anden den gode fangst, den gode sviger­dat­ter, den gode lykke, som kunne finde på at gå ud og i al hem­me­lighed skabe en tupi­lak. Når tupi­lakken havde sug­et liv ved sin skabers køns­dele, endte den altid med at spørge, hvor­dan den skulle være – fugl eller fisk eller sæl. Tupi­lak­mageren kunne få den, lige som han eller hun ville have den – for tupi­lakken var en repro­duk­tion af tupi­lak­mageren selv. Tupi­lak­mager blev man af at gå og gemme på dårlige tanker og energi­er, som på den måde voksede og forvrængede en, så man blev ét med sit eget had.

Skal man tro Petrussen, er det noget sådant, der er på færde mellem grøn­læn­dere og danskere. Koloni­ti­dens rela­tion­er synes langt fra afviklet. Danskerne føler sig stadig højt hævet over grøn­læn­derne og har installeret sig selv som den autoritet, der har magt til at bestemme over dem og dømme dem. Det er i videoen sym­bol­is­eret ved stat­uen af mis­sionæren Hans Egede, som i den danske konges navn kristnede grøn­læn­derne. Stat­uen står højt over Nuuk og våger over byen – der­af for­mu­lerin­gen at danskerne ”ser ned på os deroppe­fra.” Men hvor­for bliv­er danskerne ved med at have brug for sådan en piedestal at stå på? Måske er det, som Petrussen fores­lår, for­di vi ikke selv har nogen bjerge? Eller måske vi bare slet og ret kan lide at føle os smarte og oven­på, så længe vi har grøn­læn­derne at se ned på?

Grønlænder og global

Petrussen svar­er ikke på det, for det er ikke hans anliggende – lige­som han omvendt også frem­før­er, at danskerne ikke kan se ind i grøn­læn­derne og udtale sig om dem. Petrussen pro­mover­er således en fortælling, hvor dan­sk og grøn­land­sk er anbragt i adskilte rum – en fortælling, der ellers en over­gang så ud til at være under afvikling under hen­vis­ning til, at slægterne og kul­tur­erne nu er bland­et så meget op, at det kan være svært at trække skarpe grænser. Den­gang da den grøn­landske for­son­ingskom­mis­sion blev ned­sat i 2013, var der mange, der talte om, at de unge ikke gider den der dem-og-os-fortælling læn­gere. Man sagde, at det var noget, de ældre, som selv havde oplevet tiden inden hjemmestyret (1979) og måske end­da var født helt tilbage i selve koloni­ti­den (inden 1953), havde brug for. Mange unge har opdaget glob­alis­erin­gen som en effek­tiv måde at slippe ud af den evin­delige grøn­land­sk-danske kon­stel­la­tion. Unge grøn­læn­dere iden­ti­fi­cer­er sig som mod­erne stor­by­men­nesker.

For 10 år siden vak­te det således jubel, da en gruppe unge opfandt slo­ganet NUUK YORK. I en lille video klippedes billed­er af Nuuk sam­men med New Yorks sky­line, og den grøn­landske hov­ed­stad blev til en pulserende megac­i­ty, hvor de unge drønede rundt, for­van­dlede til travle busi­ness­folk – alt sam­men til ton­erne af slageren “New York, New York”.

 Siden vak­te det både jubel og anstød, da designeren Bibi Chem­nitz lancerede et print med det amerikanske flag spredt ud over omrid­set af det grøn­landske land­ko­rt. Nogle så dette som en indika­tion på, at grøn­læn­derne ønskede at ligne amerikan­erne. Andre mente, at det måtte være ment som en kri­tik af dette. Selv sagde designeren, at det var tænkt som en påmin­delse til grøn­læn­derne om, at de nu selv var “in pow­er”. Året var 2013, hvor alle talte om minedrift og om at blive rige i en fart. Det amerikanske flag sym­bol­is­er­er en super pow­er. Menin­gen var at give kraft til Grøn­land via dette sym­bol – lidt lige­som de unge havde gjort det med deres Nuuk York-video. Et foto af en ung mand i den omdiskuterede tank-top kom siden til at indgå i Vis­it Green­land-kam­pag­nen Colour­ful Nuuk. Billedet skal her formi­dle Nuuk som en kos­mopoli­tisk hov­ed­stad, sam­tidig med at der fokuseres på al den glæde og livs­mod, som find­es i byen – selvom den har et lidt skidt image.

Ikke et ord om gam­le kon­flik­ter mellem danskere og grøn­læn­dere. Et eller andet sted troede vi måske, at vi var kom­met ud over det. Eller nogen troede. Måske især ude­frak­om­mende iagt­tagere. Petrussens rap – og ikke mindst den enorme suc­ces, den har fået – vid­ner om, at grænsen mellem grøn­land­sk og dan­sk tilsyneladende fort­sat er kon­stituerende for grøn­land­sk iden­titet.

Grønlandsk og dansk – historisk set

Først og fremmest har danskere og grøn­læn­dere gen­nem tiden haft meget forskel­lige opfat­telser af rela­tio­nen mellem parterne. Der har imi­dler­tid også været forskel­lige opfat­telser internt i grup­perne, lige­som grøn­læn­derne over tid har vek­slet mellem iden­titet­spoli­tiske strate­gi­er: fra hævdelsen af lighed til hævdelsen af forskel. Den danske geograf og skole­bogs­for­fat­ter Sophie Petersen skrev således i vær­ket Grøn­land i Hverdag og Fest fra 1928:

Dan­marks Koloni­sa­tion og udforskn­ing af Grøn­land er uden Side­stykke i Nation­ernes Koloni­sa­tion­shis­to­rie, den har fremkaldt beun­dring og bety­det overor­dentlig meget for vort Omdømme i den kul­turelle Ver­den, og Gang paa Gang er det ude­fra blevet fremhævet, at Dan­mark er det eneste Land, som har forstaaet at beskytte et Natur­folk mod udry­d­delse.”

 Grøn­landske Math­ias Storch, vice­provst for Grøn­land og bosid­dende i Ilulis­sat, gav hende svar på tiltale i debat­bo­gen Stre­jflys over Grøn­land fra 1930:

Forhold­et er nem­lig det, at Grøn­læn­derne, efter­haan­den som oplysnin­gen skrid­er frem, bliv­er mer og mer over­be­viste om, at det er bedst for Grøn­land at knytte sig nærmere til Dan­mark, som med vil­je aldrig har gjort Grøn­land nogen fortræd i de to hun­drede aar, det har haft højhed­sret over lan­det.”

Udtrykket ”som med vil­je aldrig har gjort Grøn­land nogen fortræd” giv­er unægtelig det hele en noget anden rammesæt­ning end Sophie Petersens bege­jstrede fan­fare. I udtrykket lig­ger, at der rent fak­tisk er blevet gjort Grøn­land fortræd, om end ikke med forsæt. I bogen beskriv­er Storch, hvor­dan danskerne umyn­dig­gør grøn­læn­derne, som dog ellers bedst ved, hvor skoen trykker i deres eget land. Storch plæderede for, at grøn­læn­derne skulle tilde­les reel magt i styret af Grøn­land, lige­som han pegede på indlem­melsen af Grøn­land som en del af det danske rige som den mest for­nuftige løs­ning på læn­gere sigt.

Det var præ­cis den løs­ning, som trådte i kraft i 1953. Det var bare langt fra nogen selvfølge i 1930, da Storchs bog udkom. Mens Sophie Petersens bog blev dis­tribueret vidt og bredt, fik Math­ias Storch ikke meget omtale. Han var sim­pelthen for langt forud for sin tid.

Mens danskerne ved den tid holdt fast i den store forskel, der var mellem danskere og grøn­læn­dere med hen­syn til udvikling i sam­fund og kul­tur, talte dati­dens ledende grøn­læn­dere om den lighed, de ønskede at opnå med danskerne. Grøn­læn­derne var ikke prim­i­tive eski­mo­er læn­gere, såv­el hvad angik blod og kul­tur var de to folk mik­set grundigt ind i hinan­den. Storch taler der­for om en ”blodets ret” til ligestill­ing.

Efter grundlovsæn­drin­gen blev grøn­læn­derne i stadig sti­gende grad opmærk­somme på vigtighe­den af at værne om kul­tur­ar­ven og min­det om for­tiden og fangerkul­turen, i takt med at man mod­erniserede og indus­tri­alis­erede sam­fun­det. Grøn­læn­derne var generelt til­fredse med at være blevet en del af Dan­mark, men de opfat­tede sig ikke som danskere. Og det var bestemt heller ikke sådan, at danskerne opfat­tede grøn­læn­derne som danskere. Danskerne så stadig sig selv som dem, der skulle hjælpe grøn­læn­derne og til dels beskytte dem mod sig selv – sådan som man gør med børn. Billedet af grøn­læn­derne som børn i Mor Dan­marks varetægt har været svær at slippe af med og er også overtaget af grøn­læn­derne selv. Man hør­er ofte grøn­læn­derne tale om sig selv som en ”ung nation” – som om natio­nen var et ungt men­neske med pubertet­sprob­le­mer. Den retorik under­støt­tedes i 1970-erne af, at det netop også var unge grøn­læn­dere, der gjorde oprør mod autoriteterne og krævede selvstyre.

Med kam­p­en for hjemme- og selvstyre skift­ede grøn­læn­derne strate­gi fra at tale om lighed til at tale om forskel. Nu brugte de selv argu­mentet om forskel i afs­tamn­ing og kul­tur som løftes­tang for kravet om at blive anerk­endt som et selvstændigt folk med ret til selvbestem­melse i hen­hold til Folk­eretten.

En sådan anerk­endelse opnåedes ikke fuldt ud med Hjemmestyreloven, som trådte i kraft i 1979, men der­i­mod med Selvstyreloven, som trådte i kraft i 2009.

Grønlandsk og dansk – eller grønlandsk eller dansk?

Efter Selvstyrelovens ikraft­trædelse er der kom­met en ny tone i danske medi­er, hvad Grøn­land angår. Det har at gøre med det øgede fokus på Ark­tis generelt. Først og fremmest han­dler det imi­dler­tid om, at Grøn­land ikke læn­gere stil­tiende find­er sig i hvad som helst. Det så man allerede i 2007, hvor DR1 pro­duc­erede en doku­men­tarfilm med titlen Flugten fra Grøn­land. Pro­gram­met var især pro­vok­erende, for­di en mands per­son­lige beretning om en barn­dom som sek­suelt mis­brugt blev brugt til at skabe en ramme om hele det grøn­landske sam­fund som præget af forsøm­melse, kor­rup­tion, umoral og udu­e­lighed. Udsag­net blev, at hjemmestyret havde lidt skib­brud, og at Grøn­land fort­sat havde brug for Dan­mark til at holde styr på tin­gene. Pro­gram­met udløste et ramaskrig af protest, og det var dét, der var nyt.

Tilsvarende tidligere pro­gram­mer var blevet mødt med tavshed og indad­vendt skam. Denne gang blev der arran­geret demon­stra­tion i Køben­havn, pro­gram­mets doku­men­ta­tion blev ende­vendt og imødegået, og den daværende landsstyre­for­mand Hans Enok­sen var ude med en offi­ciel protest, hvor han blandt andet skrev:

Det er altid nemt at vise glimt af skyg­gesider af et sam­fund. På samme måde vil det være enkelt at lave en TV-doku­men­tar om Dan­mark med eksem­pler fra det indre Vester­bro, Ist­edgade, Push­er Street i Chris­tia­nia kry­dret med den kom­mu­nale poli­tiske for­valt­ning i Farum og frem­stille dette som den hele og fulde sand­hed om det danske sam­fund. En sådan udsendelse ville ganske berettiget vække harme og skam i det danske sam­fund. Sådan har vi det også i Grøn­land.“

Sagen har skabt en helt ny bev­id­s­thed hos danske jour­nal­is­ter, der har øvet sig i at anlægge de samme presseetiske overve­jelser og til­gange i Grøn­land, som de ville anlægge, hvis de filmede i Dan­mark. Sam­tidig er Grøn­land blevet indlem­met i en række almin­delige pro­gram­mer som en del af Dan­mark. Det skete for eksem­pel i TV 2‑programmet All Stars 2010, hvor det grøn­landske kor, ledet af san­geren Julie Berthelsen, dyst­ede under titlen 3900 Nuuk, på lige fod med andre danske byer med danske post­num­re. Man kan sige, at det kom­mer noget sent. Det ville måske have været mere oplagt med den slags pro­gram­mer inden selvstyret, men der er nok en pointe i, at det netop først er med den styrkede posi­tion, selvstyret har ført med sig, at en sådan inte­gra­tion bliv­er rel­e­vant.

Det vak­te stor opsigt og glæde, ikke mindst i Grøn­land, da Julies kor vandt. Gen­nem hele pro­gram­met lagde grøn­læn­derne vægt på at frem­stå som mod­erne unge med styr på tin­gene: pos­i­tive billed­er til opve­jn­ing af alt det neg­a­tive. Især fremhævede de med­virk­ende den miksede kul­turbag­grund: At man er grøn­land­sk og dan­sk, med hjertet mest i det grøn­landske, men hjem­mevant i begge kul­tur­er. Som da koret en aften frem­førte først Sii­va Fleis­ch­ers Silar­suaq takuiuk? – en mod­erne klas­sik­er i grøn­land­sk musik, og derefter Tove Ditlevsen og Anne Lin­nets Barn­dom­mens Gade, som har en tilsvarende posi­tion i Dan­mark.

Ideen med den bland­ede befolkn­ing har også været bærende i udviklin­gen af Grøn­lands nye brand Pio­neer­ing Nation, hvor man har ladet sig inspirere af kun­st­neren Julie Edel Hard­en­bergs portræt­serier Foræl­dre og børn og Søsk­ende, pub­liceret i bogen Den stille mang­foldighed i 2008. Serierne vis­er, hvor­dan folk, som står hinan­den meget nær, kan tage sig meget forskel­ligt ud udseen­demæs­sigt, alt efter hvor­dan gen­pul­jen nu er blevet fordelt. Pointen er, at dan­sk og grøn­land­sk og alt muligt andet er bland­et ind i befolknin­gen, som dermed frem­står åben, imødek­om­mende og kos­mopoli­tisk. Ideen blev bragt videre over i kam­pag­nen The Big Arc­tic Five, hvor dette specielle pio­ner­folk står som en af de fem nøglet­ing, man som tur­ist kan og bør opleve i Grøn­land (de andre er nordlys, hvaler, hun­deslæde og is).

Man kan nævne et væld af andre ini­tia­tiv­er fra de senere år, hvor fokus synes fly­t­tet fra spørgsmålet om enten-eller iden­titeter til både-og iden­titeter. Sen­est for­fat­teren Nivi­aq Kor­neliussens og billed­kun­st­neren Lis­bet Poulsens fælles udstill­ing Ordet/(-assiliaq) på Nuuk Kun­st­mu­se­um i 2016. Frem for at køre videre på debat­ten om magt­forhold­et og kam­p­en mellem grøn­land­sk og dan­sk fejrede udstill­in­gen fler­sprog­lighed og sprog­lig kreativitet under enhver form. Det er blevet reglen snarere end und­tagelsen, at lit­terære værk­er udkom­mer på både grøn­land­sk og dan­sk – sam­tidig med at man på hjemmesider, museer osv. i stadig sti­gende grad skifter dan­sk ud med engel­sk. Her indtræder igen glob­alis­erin­gen som en løs­ning: Vejen til ver­den går ikke læn­gere nød­vendigvis via Dan­mark, hverken sprog­ligt eller trans­port­mæs­sigt, efter at nye ruter via Island og Cana­da er kom­met til.

Der er dog en anden trend i den grøn­landske debat, som ikke tør sætte lid til, at pos­i­tive selv­billed­er og for­billed­er er nok til at få tin­gene til at rykke.

De unge har ikke den helt store tillid til fremti­den, det fremgik klart af nov­el­lekonkur­ren­cen Allat­ta 2014, hvor de unge skulle forestille sig Grøn­land anno 2040. Blandt de ti vin­der­nov­el­ler er dystopierne klart i over­tal. Det var heller ikke skøn­ma­lerier, der prægede den foregående Allat­ta 2012, hvor mange nov­el­ler skil­drede en håbløs social virke­lighed med druk, mis­brug og vold. Sørine Steen­holdt skrev en af de nov­el­ler og har siden udgivet nov­el­le­sam­lin­gen Zom­bieland, hvor hun skælder sine landsmænd ud for bare at lade stå til og opføre sig som lev­ende døde.

Tupilakken i rummet

Set på den bag­grund kan man godt være lidt over­ras­ket over, at den unge rap­per peger på den ulige magtre­la­tion mellem dan­sk og grøn­land­sk som det mest påtræn­gende prob­lem i det grøn­landske sam­fund i dag. På den anden side kan man også se videoen som en logisk kon­sekvens af den fremtidsvi­sion om fuld selvstændighed, som har vun­det noget nær fuld­stændig kon­sen­sus i Grøn­land. Alle synes at være enige om, at vejen frem for Grøn­land er fuld selvstændighed. Lige­som i videoen er ratio­nalet i denne vision, at Grøn­land ikke kan udfolde sit fulde poten­tiale, så længe det fort­sat hør­er under Dan­mark.

Reak­tio­nen på videoen på de sociale medi­er har været overvældende. De fleste indlæg har været pos­i­tive, med udsagn som “det er lige mine ord” og “fan­tastisk, at nogen siger det højt”. Enkelte har dog også advaret mod at falde tilbage i den gam­le offer­po­si­tion, hvor danskerne posi­tioneres som udbyt­tere og skurke, mens grøn­læn­derne får rollen som de pas­sive ofre. Petrussen har til en vis grad taget højde for dette i tek­sten ved at under­strege, at han ikke læg­ger hele skylden hos danskerne, lige­som tek­sten er en opfor­dring til grøn­læn­derne om selv at gøre op med han­dlingslam­melse og min­dreværd.

Sam­tidig er det, som ram­mer så hårdt, jo at den unge mand sæt­ter ord på noget, som vi alle sam­men godt ved stadigvæk er et kæmpe prob­lem: Her efter så mange år med pos­tuleret ligeværdighed og hjemme- og selvstyre har vi ikke grundlæggende for­mået at afvikle koloni­ti­dens magtre­la­tion­er og tankemåder, men giv­er dem ufortrø­dent videre til vores børn – om end måske i svagere aftap­n­ing.

I forsøget på at komme videre og lade for­tid være for­tid har der i lang tid været en ele­fant – eller måske i dette til­fælde en tupi­lak – i rum­met. Petrussen har givet den ord.

Kirsten Thist­ed er lek­tor ved Insti­tut for Tværkul­turelle og Regionale Studi­er, Køben­havns  Uni­ver­sitet. Artiklen er udar­be­jdet i for­læn­gelse af fore­dragsarrange­mentet “Grøn­land og iden­titet” på Nor­dat­lantens Brygge.


Videre læs­ning

Andreas Otte. ‘Pop­ulær­musik fra Nuuk — Alter­na­tiv­er til en essens­baseret grøn­land­sk iden­titet’. Tidsskriftet Grøn­land. 2012

Bir­git Kleist Ped­er­sen. ’Unge og lit­ter­atur — 25 år efter’.  Grøn­læn­der og Glob­al: grøn­land­sk sprog, lit­ter­atur og medi­er i 25—året for Hjemmestyrets ind­førelse. 2004.

Kirsten Thist­ed. ‘Nation­build­ing — Nation­brand­ing. Iden­titet­spo­si­tion­er og tilhørs­forhold under det selvstyrede Grøn­land.’ Fra vild til ver­dens­borg­er. Grøn­land­sk iden­titet fra koloni­ti­den til nuti­dens glob­alitet. 2011.

Kirsten Thist­ed. ‘Pio­neer­ing Nation: Markeds­føring af Grøn­land under Selvstyret.’ Tidsskriftet Grøn­land. 2012.

Kirsten Thist­ed. ‘Kolo­nial­isme og For­son­ing.’ Tidsskriftet Grøn­land. 2014.

Scroll til toppen