Der er en tupilak i rummet

Egede_nuuk
I Josef Tarrak Petrussens rap-video sættes det koloniale forhold i spil igen og symbolet på dette er statuen af Hans Egede, der stadig står hævet over den grønlandske hovedstad Nuuk. Foto: Public Domain/Svickova, 2008.

Tupilakken er et skadesdyr, som man skabte af at gemme på dårlige tanker og energier, der voksede og forvrængede én, så man blev ét med sit eget had. Dette synes stadig at være på spil i forholdet mellem danskere og grønlændere i den 18-årige grønlandske rapper Josef Tarrak Petrussens video Tupilak, der gik viralt i december 2015.


Den 28. august 2015 lagde den 18-årige grønlandske rapper Josef Tarrak Petrussen videoen Tupilak på Facebook:

Qallunaat ornissavaatsit aapallutik. Oqassapput naalallutit, qassissaat misigivara taamaattut. Taajorlunga saallunga, anaallunga oqassapput. Nuannarinngilakka kalaallit eqqarsarneri. Ilinniartitsisup taama oqarfigaanga Nipangersimajuaannarsinnaanata. Nazistit ilisarnaataat matunni. Ajunngiinnarunik kalaaleq saninni akinni isikkorluttorsuit Kalaaliunera pillugu taajorlunga Eskimo Perker! Arktisk Abe! Nilliaannarit: Jeg vil aldrig tabe! Qallunaaq tas taan tupilaannaavoq – Tupilak –  Ilinniassangaan maan qallunaat nalungaan ingerlariaqqissinnaanani qallunaat nalugun kalaallisut tigusaaginnarsinnaallutik taamatut uagut inooriaaseqarpugut allat nunat oqaasii nalunngikkaanni aatsaat tigusaasinnaalluni sunaana kommune sunaana nunarput qallunaat tikikkun uagut qungujulluta kalaaleq hjemløs toqoqquinnarlugu: Han fortjener ikke at leve! Der ligger en meget beruset herre og sover midt på jorden – Ja, er han dansk eller grønlænder eller hvad er han? Qas minut aatsaat aatilluni suunngitsutut taatilluni imerajuttutut vakaasutut inissitaavugut isigisaavugut suli pigisaavugut? -Tupilak – Qallunaat kisiat pisuutinngilakka kalaallit taakani imerajuuinnaat tamatta ajortutut isikkoqartilluta taartilluta nunatsinnut uterluta imminut ammut isigilersimalluta misigilersimalluta suunngitsutut sumiippugut? Ingerlaarfitsin? Kalaaleq makigit, akigit, kamagit, sanagit, nammineersinnaallutit pisinnaallutit paasitilaarlugu itinaarlugu nakkarsinnaaneq qulaaniit ammut isigivaatigut, taakanilu ilaa qaqqaqarnani kisiat aatsaat maani malugingaanni takusinnaanngilaammi suunersugut uangam oqassaanga? Tupilaavugut

Qallunaat will come with an attitude/They’ll say you should behave/Felt it many times before/They’ll come upfront and call me names/They’ll tell me I’m nothing but shit/I don’t like how the Greenlanders think/One teacher told me/We shouldn’t be silent all the time/There’s a swastika on my door/It’s good to have a Greenlander by your side/When there’s many eyes judging you/They would call me racial slurs/Eskimo Perker/Arctic Monkey/Just yell: I will neven loose/ The qallunaaq is nothing but a tupilak // If you can’t speak Danish/The educational system will not take you in/And if they can’t speak kalaallisut/They’ll flow right in/This is the reality we live in/We can only go further as we speak a foreign language/What is this municipality/What is this country/When the qallunaat come we welcome them with a smile/They’ll tell a homeless kalaaleq to die/He doesn’t deserve to live!/ [ACTUAL EMERGENCY CALL] There is a very drunken man sleeping on the ground/ Yes, what is he? Is he a Dane or a Greenlander?/ They’ll label us as drunks and nobodies/Are we still a colonized people? //But I don’t put all the blame on the qallunaat/Some Greenlanders abroad are drunks/ They’ll make us look bad/We come home broken/See ourselves as nothing/And feel like nobodies/Where are we in this route?/My fellow kalaaleq: WAKE UP/TALK BACK/BE MAD/MAKE YOURSELF/BE INDEPENDENT/Show them what you can/Don’t let yourself fall too deep/They are looking down upon us from up there/But they don’t have mountains like we do/You cant’s see and you can’t feel what we are/But I’m gonna say we are tupilak

Et døgn efter var videoen delt 1300 gange. Sproget er grønlandsk, bortset fra gengivelsen af racistiske danske replikker og et forslag til, hvad grønlænderen bør svare – samt et indslag fra alarmcentralen i København, som blev frigivet til medierne i forbindelse med en kedelig sag fra efteråret 2014, hvor en hjemløs grønlænder ikke fik den hjælp, han havde brug for og krav på. Sagen vakte stort røre både i Grønland og Danmark.

Tupilak-videoen bærer engelske undertekster.

Nyheden om den populære rap blev hurtigt taget op i de grønlandske medier, hvor aviserne lagde vægt på, at Petrussen tydeligvis er meget vred. Selv sagde Petrussen til Nuuk TV, at han ikke er vred – en lidt frisk påstand, genren taget i betragtning. Faktisk opfordrer teksten jo også direkte grønlænderne til at være vrede. Samtidig er det imidlertid vigtigt, som Petrussen påpeger i indslaget på Nuuk tv, at han ikke kun beskylder danskerne for at være tupilakker. I slutningen er det også grønlænderne, der har forvandlet sig til tupilakker. Petrussen er således hverken ude efter danskerne eller grønlænderne, men derimod de usunde relationer, de holder hinanden fast i. Videoen opfordrer ikke til had mellem etniske grupper. Tværtimod!

”Vi hævner os hele tiden på hinanden!” siger Petrussen i indslaget på Nuuk tv. Deraf tupilakken, der er et skadesdyr, skabt ud af ubehandlet vrede, misundelse, skam og mindreværd.

I gamle dage var det den person, som blev forurettet, men ikke kunne få luft og oprejsning, eller den person, som misundte en anden den gode fangst, den gode svigerdatter, den gode lykke, som kunne finde på at gå ud og i al hemmelighed skabe en tupilak. Når tupilakken havde suget liv ved sin skabers kønsdele, endte den altid med at spørge, hvordan den skulle være – fugl eller fisk eller sæl. Tupilakmageren kunne få den, lige som han eller hun ville have den – for tupilakken var en reproduktion af tupilakmageren selv. Tupilakmager blev man af at gå og gemme på dårlige tanker og energier, som på den måde voksede og forvrængede en, så man blev ét med sit eget had.

Skal man tro Petrussen, er det noget sådant, der er på færde mellem grønlændere og danskere. Kolonitidens relationer synes langt fra afviklet. Danskerne føler sig stadig højt hævet over grønlænderne og har installeret sig selv som den autoritet, der har magt til at bestemme over dem og dømme dem. Det er i videoen symboliseret ved statuen af missionæren Hans Egede, som i den danske konges navn kristnede grønlænderne. Statuen står højt over Nuuk og våger over byen – deraf formuleringen at danskerne ”ser ned på os deroppefra.” Men hvorfor bliver danskerne ved med at have brug for sådan en piedestal at stå på? Måske er det, som Petrussen foreslår, fordi vi ikke selv har nogen bjerge? Eller måske vi bare slet og ret kan lide at føle os smarte og ovenpå, så længe vi har grønlænderne at se ned på?

Grønlænder og global

Petrussen svarer ikke på det, for det er ikke hans anliggende – ligesom han omvendt også fremfører, at danskerne ikke kan se ind i grønlænderne og udtale sig om dem. Petrussen promoverer således en fortælling, hvor dansk og grønlandsk er anbragt i adskilte rum – en fortælling, der ellers en overgang så ud til at være under afvikling under henvisning til, at slægterne og kulturerne nu er blandet så meget op, at det kan være svært at trække skarpe grænser. Dengang da den grønlandske forsoningskommission blev nedsat i 2013, var der mange, der talte om, at de unge ikke gider den der dem-og-os-fortælling længere. Man sagde, at det var noget, de ældre, som selv havde oplevet tiden inden hjemmestyret (1979) og måske endda var født helt tilbage i selve kolonitiden (inden 1953), havde brug for. Mange unge har opdaget globaliseringen som en effektiv måde at slippe ud af den evindelige grønlandsk-danske konstellation. Unge grønlændere identificerer sig som moderne storbymennesker.

For 10 år siden vakte det således jubel, da en gruppe unge opfandt sloganet NUUK YORK. I en lille video klippedes billeder af Nuuk sammen med New Yorks skyline, og den grønlandske hovedstad blev til en pulserende megacity, hvor de unge drønede rundt, forvandlede til travle businessfolk – alt sammen til tonerne af slageren “New York, New York”.

 Siden vakte det både jubel og anstød, da designeren Bibi Chemnitz lancerede et print med det amerikanske flag spredt ud over omridset af det grønlandske landkort. Nogle så dette som en indikation på, at grønlænderne ønskede at ligne amerikanerne. Andre mente, at det måtte være ment som en kritik af dette. Selv sagde designeren, at det var tænkt som en påmindelse til grønlænderne om, at de nu selv var “in power”. Året var 2013, hvor alle talte om minedrift og om at blive rige i en fart. Det amerikanske flag symboliserer en super power. Meningen var at give kraft til Grønland via dette symbol – lidt ligesom de unge havde gjort det med deres Nuuk York-video. Et foto af en ung mand i den omdiskuterede tank-top kom siden til at indgå i Visit Greenland-kampagnen Colourful Nuuk. Billedet skal her formidle Nuuk som en kosmopolitisk hovedstad, samtidig med at der fokuseres på al den glæde og livsmod, som findes i byen – selvom den har et lidt skidt image.

Ikke et ord om gamle konflikter mellem danskere og grønlændere. Et eller andet sted troede vi måske, at vi var kommet ud over det. Eller nogen troede. Måske især udefrakommende iagttagere. Petrussens rap – og ikke mindst den enorme succes, den har fået – vidner om, at grænsen mellem grønlandsk og dansk tilsyneladende fortsat er konstituerende for grønlandsk identitet.

Grønlandsk og dansk – historisk set

Først og fremmest har danskere og grønlændere gennem tiden haft meget forskellige opfattelser af relationen mellem parterne. Der har imidlertid også været forskellige opfattelser internt i grupperne, ligesom grønlænderne over tid har vekslet mellem identitetspolitiske strategier: fra hævdelsen af lighed til hævdelsen af forskel. Den danske geograf og skolebogsforfatter Sophie Petersen skrev således i værket Grønland i Hverdag og Fest fra 1928:

“Danmarks Kolonisation og udforskning af Grønland er uden Sidestykke i Nationernes Kolonisationshistorie, den har fremkaldt beundring og betydet overordentlig meget for vort Omdømme i den kulturelle Verden, og Gang paa Gang er det udefra blevet fremhævet, at Danmark er det eneste Land, som har forstaaet at beskytte et Naturfolk mod udryddelse.”

 Grønlandske Mathias Storch, viceprovst for Grønland og bosiddende i Ilulissat, gav hende svar på tiltale i debatbogen Strejflys over Grønland fra 1930:

“Forholdet er nemlig det, at Grønlænderne, efterhaanden som oplysningen skrider frem, bliver mer og mer overbeviste om, at det er bedst for Grønland at knytte sig nærmere til Danmark, som med vilje aldrig har gjort Grønland nogen fortræd i de to hundrede aar, det har haft højhedsret over landet.”

Udtrykket ”som med vilje aldrig har gjort Grønland nogen fortræd” giver unægtelig det hele en noget anden rammesætning end Sophie Petersens begejstrede fanfare. I udtrykket ligger, at der rent faktisk er blevet gjort Grønland fortræd, om end ikke med forsæt. I bogen beskriver Storch, hvordan danskerne umyndiggør grønlænderne, som dog ellers bedst ved, hvor skoen trykker i deres eget land. Storch plæderede for, at grønlænderne skulle tildeles reel magt i styret af Grønland, ligesom han pegede på indlemmelsen af Grønland som en del af det danske rige som den mest fornuftige løsning på længere sigt.

Det var præcis den løsning, som trådte i kraft i 1953. Det var bare langt fra nogen selvfølge i 1930, da Storchs bog udkom. Mens Sophie Petersens bog blev distribueret vidt og bredt, fik Mathias Storch ikke meget omtale. Han var simpelthen for langt forud for sin tid.

Mens danskerne ved den tid holdt fast i den store forskel, der var mellem danskere og grønlændere med hensyn til udvikling i samfund og kultur, talte datidens ledende grønlændere om den lighed, de ønskede at opnå med danskerne. Grønlænderne var ikke primitive eskimoer længere, såvel hvad angik blod og kultur var de to folk mikset grundigt ind i hinanden. Storch taler derfor om en ”blodets ret” til ligestilling.

Efter grundlovsændringen blev grønlænderne i stadig stigende grad opmærksomme på vigtigheden af at værne om kulturarven og mindet om fortiden og fangerkulturen, i takt med at man moderniserede og industrialiserede samfundet. Grønlænderne var generelt tilfredse med at være blevet en del af Danmark, men de opfattede sig ikke som danskere. Og det var bestemt heller ikke sådan, at danskerne opfattede grønlænderne som danskere. Danskerne så stadig sig selv som dem, der skulle hjælpe grønlænderne og til dels beskytte dem mod sig selv – sådan som man gør med børn. Billedet af grønlænderne som børn i Mor Danmarks varetægt har været svær at slippe af med og er også overtaget af grønlænderne selv. Man hører ofte grønlænderne tale om sig selv som en ”ung nation” – som om nationen var et ungt menneske med pubertetsproblemer. Den retorik understøttedes i 1970-erne af, at det netop også var unge grønlændere, der gjorde oprør mod autoriteterne og krævede selvstyre.

Med kampen for hjemme- og selvstyre skiftede grønlænderne strategi fra at tale om lighed til at tale om forskel. Nu brugte de selv argumentet om forskel i afstamning og kultur som løftestang for kravet om at blive anerkendt som et selvstændigt folk med ret til selvbestemmelse i henhold til Folkeretten.

En sådan anerkendelse opnåedes ikke fuldt ud med Hjemmestyreloven, som trådte i kraft i 1979, men derimod med Selvstyreloven, som trådte i kraft i 2009.

Grønlandsk og dansk – eller grønlandsk eller dansk?

Efter Selvstyrelovens ikrafttrædelse er der kommet en ny tone i danske medier, hvad Grønland angår. Det har at gøre med det øgede fokus på Arktis generelt. Først og fremmest handler det imidlertid om, at Grønland ikke længere stiltiende finder sig i hvad som helst. Det så man allerede i 2007, hvor DR1 producerede en dokumentarfilm med titlen Flugten fra Grønland. Programmet var især provokerende, fordi en mands personlige beretning om en barndom som seksuelt misbrugt blev brugt til at skabe en ramme om hele det grønlandske samfund som præget af forsømmelse, korruption, umoral og uduelighed. Udsagnet blev, at hjemmestyret havde lidt skibbrud, og at Grønland fortsat havde brug for Danmark til at holde styr på tingene. Programmet udløste et ramaskrig af protest, og det var dét, der var nyt.

Tilsvarende tidligere programmer var blevet mødt med tavshed og indadvendt skam. Denne gang blev der arrangeret demonstration i København, programmets dokumentation blev endevendt og imødegået, og den daværende landsstyreformand Hans Enoksen var ude med en officiel protest, hvor han blandt andet skrev:

“Det er altid nemt at vise glimt af skyggesider af et samfund. På samme måde vil det være enkelt at lave en TV-dokumentar om Danmark med eksempler fra det indre Vesterbro, Istedgade, Pusher Street i Christiania krydret med den kommunale politiske forvaltning i Farum og fremstille dette som den hele og fulde sandhed om det danske samfund. En sådan udsendelse ville ganske berettiget vække harme og skam i det danske samfund. Sådan har vi det også i Grønland.“

Sagen har skabt en helt ny bevidsthed hos danske journalister, der har øvet sig i at anlægge de samme presseetiske overvejelser og tilgange i Grønland, som de ville anlægge, hvis de filmede i Danmark. Samtidig er Grønland blevet indlemmet i en række almindelige programmer som en del af Danmark. Det skete for eksempel i TV 2-programmet All Stars 2010, hvor det grønlandske kor, ledet af sangeren Julie Berthelsen, dystede under titlen 3900 Nuuk, på lige fod med andre danske byer med danske postnumre. Man kan sige, at det kommer noget sent. Det ville måske have været mere oplagt med den slags programmer inden selvstyret, men der er nok en pointe i, at det netop først er med den styrkede position, selvstyret har ført med sig, at en sådan integration bliver relevant.

Det vakte stor opsigt og glæde, ikke mindst i Grønland, da Julies kor vandt. Gennem hele programmet lagde grønlænderne vægt på at fremstå som moderne unge med styr på tingene: positive billeder til opvejning af alt det negative. Især fremhævede de medvirkende den miksede kulturbaggrund: At man er grønlandsk og dansk, med hjertet mest i det grønlandske, men hjemmevant i begge kulturer. Som da koret en aften fremførte først Siiva Fleischers Silarsuaq takuiuk? – en moderne klassiker i grønlandsk musik, og derefter Tove Ditlevsen og Anne Linnets Barndommens Gade, som har en tilsvarende position i Danmark.

Ideen med den blandede befolkning har også været bærende i udviklingen af Grønlands nye brand Pioneering Nation, hvor man har ladet sig inspirere af kunstneren Julie Edel Hardenbergs portrætserier Forældre og børn og Søskende, publiceret i bogen Den stille mangfoldighed i 2008. Serierne viser, hvordan folk, som står hinanden meget nær, kan tage sig meget forskelligt ud udseendemæssigt, alt efter hvordan genpuljen nu er blevet fordelt. Pointen er, at dansk og grønlandsk og alt muligt andet er blandet ind i befolkningen, som dermed fremstår åben, imødekommende og kosmopolitisk. Ideen blev bragt videre over i kampagnen The Big Arctic Five, hvor dette specielle pionerfolk står som en af de fem nøgleting, man som turist kan og bør opleve i Grønland (de andre er nordlys, hvaler, hundeslæde og is).

Man kan nævne et væld af andre initiativer fra de senere år, hvor fokus synes flyttet fra spørgsmålet om enten-eller identiteter til både-og identiteter. Senest forfatteren Niviaq Korneliussens og billedkunstneren Lisbet Poulsens fælles udstilling Ordet/(-assiliaq) på Nuuk Kunstmuseum i 2016. Frem for at køre videre på debatten om magtforholdet og kampen mellem grønlandsk og dansk fejrede udstillingen flersproglighed og sproglig kreativitet under enhver form. Det er blevet reglen snarere end undtagelsen, at litterære værker udkommer på både grønlandsk og dansk – samtidig med at man på hjemmesider, museer osv. i stadig stigende grad skifter dansk ud med engelsk. Her indtræder igen globaliseringen som en løsning: Vejen til verden går ikke længere nødvendigvis via Danmark, hverken sprogligt eller transportmæssigt, efter at nye ruter via Island og Canada er kommet til.

Der er dog en anden trend i den grønlandske debat, som ikke tør sætte lid til, at positive selvbilleder og forbilleder er nok til at få tingene til at rykke.

De unge har ikke den helt store tillid til fremtiden, det fremgik klart af novellekonkurrencen Allatta 2014, hvor de unge skulle forestille sig Grønland anno 2040. Blandt de ti vindernoveller er dystopierne klart i overtal. Det var heller ikke skønmalerier, der prægede den foregående Allatta 2012, hvor mange noveller skildrede en håbløs social virkelighed med druk, misbrug og vold. Sørine Steenholdt skrev en af de noveller og har siden udgivet novellesamlingen Zombieland, hvor hun skælder sine landsmænd ud for bare at lade stå til og opføre sig som levende døde.

Tupilakken i rummet

Set på den baggrund kan man godt være lidt overrasket over, at den unge rapper peger på den ulige magtrelation mellem dansk og grønlandsk som det mest påtrængende problem i det grønlandske samfund i dag. På den anden side kan man også se videoen som en logisk konsekvens af den fremtidsvision om fuld selvstændighed, som har vundet noget nær fuldstændig konsensus i Grønland. Alle synes at være enige om, at vejen frem for Grønland er fuld selvstændighed. Ligesom i videoen er rationalet i denne vision, at Grønland ikke kan udfolde sit fulde potentiale, så længe det fortsat hører under Danmark.

Reaktionen på videoen på de sociale medier har været overvældende. De fleste indlæg har været positive, med udsagn som “det er lige mine ord” og “fantastisk, at nogen siger det højt”. Enkelte har dog også advaret mod at falde tilbage i den gamle offerposition, hvor danskerne positioneres som udbyttere og skurke, mens grønlænderne får rollen som de passive ofre. Petrussen har til en vis grad taget højde for dette i teksten ved at understrege, at han ikke lægger hele skylden hos danskerne, ligesom teksten er en opfordring til grønlænderne om selv at gøre op med handlingslammelse og mindreværd.

Samtidig er det, som rammer så hårdt, jo at den unge mand sætter ord på noget, som vi alle sammen godt ved stadigvæk er et kæmpe problem: Her efter så mange år med postuleret ligeværdighed og hjemme- og selvstyre har vi ikke grundlæggende formået at afvikle kolonitidens magtrelationer og tankemåder, men giver dem ufortrødent videre til vores børn – om end måske i svagere aftapning.

I forsøget på at komme videre og lade fortid være fortid har der i lang tid været en elefant – eller måske i dette tilfælde en tupilak – i rummet. Petrussen har givet den ord.

Kirsten Thisted er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns  Universitet. Artiklen er udarbejdet i forlængelse af foredragsarrangementet “Grønland og identitet” på Nordatlantens Brygge.


Videre læsning

Andreas Otte. ‘Populærmusik fra Nuuk — Alternativer til en essensbaseret grønlandsk identitet’. Tidsskriftet Grønland. 2012

Birgit Kleist Pedersen. ’Unge og litteratur — 25 år efter’.  Grønlænder og Global: grønlandsk sprog, litteratur og medier i 25—året for Hjemmestyrets indførelse. 2004.

Kirsten Thisted. ‘Nationbuilding — Nationbranding. Identitetspositioner og tilhørsforhold under det selvstyrede Grønland.’ Fra vild til verdensborger. Grønlandsk identitet fra kolonitiden til nutidens globalitet. 2011.

Kirsten Thisted. ‘Pioneering Nation: Markedsføring af Grønland under Selvstyret.’ Tidsskriftet Grønland. 2012.

Kirsten Thisted. ‘Kolonialisme og Forsoning.’ Tidsskriftet Grønland. 2014.

Scroll to Top