Svingdørslånere og gældens moralske karakter

Fem økonomiske ekspert­er vejled­er, råd­giv­er og forhan­dler for de med­virk­ende i dette års udgave af Luk­sus­fælden. Foto: TV3 Luk­sus­fælden

Vi bliver oftere og oftere tilskyndet til at låne penge, men samtidig fældes der stadigt stærkere domme imod de gældsattes moralske karakter. Er det et paradoks? Ikke ifølge Søren Høyner der her udfolder gældsættelsens moralske problematik i gældsporno-programmet Luksusfælden.


Siden starten på finan­skrisen I 2007–8 har gæld været et uomgæn­geligt emne. Den mod­erne for­bruger tilskyn­des til at låne til huset, bilen eller det nye flad­skærms-tv og dermed til at sætte sig i gæld. Med denne nyer­hvervede gæld føl­ger også en under­kas­telse af gældens moralske karak­ter. Der er noget grundlæggende moral­sk prob­lema­tisk i at have for meget gæld. Det skaber en mod­sæt­ning: På den ene side er vi nødt til at sætte os i gæld, og på den anden side er det dybt prob­lema­tisk, at vi gør det. Det er en mod­sæt­ning, som det mod­erne gældssub­jekt må forholde sig til. En måde at komme overens med det mod­sæt­nings­forhold er at skabe en diskurs om det ans­varlige gældssub­jekt, som vi alle men­er, vi selv er, over­for dem, der ikke kan finde ud af at håndtere gælden. Det sker blandt andet gen­nem, hvad Andrew Ross har kaldt gæld­sporno. Det vil sige TV-pro­gram­mer som Luk­sus­fælden, der vis­er men­nesker, der ikke kan håndtere gælden ans­varligt.

Jeg vil fremhæve to episoder af Luk­sus­fælden, hvor det er tydeligt, hvor­dan det mod­erne gældssub­jekt skabes. Den ene episode han­dler om den 49-årige last­bilchauf­før Bri­an, som gen­nem sit liv har haft prob­le­mer med for høj gæld. Den anden episode han­dler om kendis­sen Fred­erik Fet­ter­lein. Fet­ter­lein er i Paris Hilton-klassen af kendiss­er, hvilket vil sige, at han ikke er kendt for så meget ud over at være en “social­ité” og en smule dum og naiv. Han har en gæld på 5,8 mil­lion­er danske kro­ner, da pro­gram­met bliv­er fil­met.

Men inden vi når til Luk­sus­fælden, skal vi se lidt på, hvad gæld over­hovedet er, og hvad jeg men­er med, at vi skal forstå gæld som en moral­sk rela­tion.

Gældens moralske karakter

Hvad er gæld? “1. Sum penge som man skylder nogen. 1.a forpligtigelse til at være taknem­melig for eller gengælde andres hjælp, ven­lighed, ind­sats el.lign.” Sådan definer­er Den Danske Ord­bog gæld. Det kan alt­så beteg­ne både en økonomisk rela­tion og en moral­sk rela­tion. Og begge på samme tid. Ifølge den tyske filosof Friedrich Niet­zsche har gæld altid været associeret med moralitet. Han viste, hvor­dan gæld (schuld på tysk) og det at skylde nogen noget (schulden) har samme ety­mol­o­giske oprindelse. Denne ety­mol­o­giske forbindelse kan man gen­finde i mange europæiske sprog. På dan­sk bety­der skyld både at være syn­dig og at skylde penge. Der er der­for ifølge den engelske antropolog David Grae­ber en dyb moral­sk forvir­ring, når det kom­mer til gæld. Det er ikke kun lån­tageren, der har en moral­sk forpligtigelse til at tilbage­be­tale ens lån. Lån­giv­eren er også i en moral­sk tvivl­som posi­tion. I mange reli­gion­er er der regler mod at ind­drive over­drevne renter på lån. Ifølge Grae­ber inde­hold­er alle men­neske­lige rela­tion­er et gælds­forhold, og de er der­for moral­sk kom­pro­mit­teret. Det er ikke godt at skylde for meget. Men på den anden side påpeger Grae­ber, at når en per­son ”ikke skylder nogen noget!” er det ikke just et dydsmøn­ster, der er tale om.

Med dette syn på gæld kan vi anskue rela­tio­nen mellem en lån­giv­er (kred­i­tor) og en lån­tager (deb­itor) som en fun­da­men­tal moral­sk og social rela­tion. Det, Niet­zsche peger på, er den skyld, som er for­bun­det med at have gæld, og det moralske prob­lem, som lån­tageren befind­er sig i. At have (for meget) gæld er umoral­sk. Hvis man skylder alle sine ven­ner penge for øl, er man næppe heller det førom­talte dydsmøn­ster. Spørg­er man Niet­zsche, er det, for­di det fremhersk­ende begreb om skyld igen­nem his­to­rien han­dler om gengældelse og ret­færdighed. Når man bliv­er udsat for en for­bry­delse, har man en for­vent­ning om, at gern­ings­man­den betaler det tilbage, han skylder i en eller anden form for straf. Rela­tio­nen mellem lån­giv­er og lån­tager er alt­så lige så ældgam­mel som idéen om ret­færdighe­den selv for Niet­zsche. En, der ikke betaler sin gæld tilbage, har sim­pelthen ikke respekt for ret­færdighed.

His­torisk set, ifølge Niet­zsche, skal en lån­tager stille noget til rådighed, såfremt han ikke kan betale tilbage. Det kan være hans liv eller hans fri­hed for eksem­pel. Lån­giv­eren kan på denne måde udøve en form for magt over lån­tageren. Og det er der en vis nydelse for­bun­det med.

Netop denne sit­u­a­tion stilles Bri­an fra Luk­sus­fælden i. Han har lånt tusind kro­ner fra en af sine gode ven­ner, som efter at have talt med pro­gramværterne, beslut­ter sig for at afskrive gælden. Men på én betingelse: Bri­an skal slå hans græs­plæne eller gøre andre pligter. Selvom det højst sandsyn­ligt er ment som en vit­tighed, er det alligev­el uklart om det skal tages ser­iøst. Bri­ans ven har gjort ham en tjen­este ved at afskrive den økonomiske gæld, alt­så de tusind kro­ner. Men det har gjort, at han nu står i en anden form for gæld til sin ven: en moral­sk gæld.

Dette eksem­pel vis­er forbindelsen mellem den økonomiske gæld og den moralske og sociale gæld, lige­som den tydelig­gør magtre­la­tio­nen mellem lån­tager og lån­giv­er. Bri­ans ven kan nu plud­seligt tvinge ham til at slå hans græs! Selvom fængsler for skyld­nere er en saga blot, er magtre­la­tio­nen mellem lån­tager og lån­giv­er intakt. Det er den, for­di det er meget svært at skelne mellem den moralske gæld og den økonomiske gæld. Hvis Bri­ans ven virke­lige ville afskrive de tusind kro­ner, så havde han vel gjort det uden at Bri­an skulle stå klar til at slå græs. Men det er som om, at Bri­an stadig skylder sin ven noget.

En videre måde at under­søge gældens moralske karak­ter, er ved at kigge på kred­it­tens his­to­rie. Den er fyldt med moralske dilem­maer. Den hol­landske forsker Marieke De Goede har under­søgt, hvor­dan de tidlige økonomiske tænkere beskrev kred­it som en kvin­de, der skulle under­tvinges og kon­trolleres af det man­dlige intellekt. Ellers ville hun gå amok og ødelægge den forgæld­ede per­sons liv. Fru Kred­it, som De Goede kalder dette fænomen, kan både være en fornem dame eller pros­titueret alt efter man­den, som kon­trollerer hende. Udover at vise de kønnede metafor­er, som lig­ger til grund for meget økonomisk tænkn­ing, så er det netop det syn på kred­it og gæld, der er det gen­nemgående bud­skab i gæld­sporno shows som Luk­sus­fælden. Bud­sk­a­bet i pro­gram­met er nem­lig ikke, at gæld er fork­ert i sig selv, men at over­dreven og ukon­trolleret gæld, der ikke er ført reg­n­skab over, er moral­sk fork­ert. Delt­agerne i pro­gram­met er ikke lykkedes med at kue og kon­trollere Fru Kred­its manip­ulerende og for­førende kræfter. Målet er ikke at uddanne delt­agerne i det gælds­frie livs dyder. Et sådan liv ville være næsten umuligt i vor tid. Men de skal lære at styre, kon­trollere og håndtere gældens frygtelige kræfter. Én måde at ero­bre Fru Kred­it på, som De Goede iden­ti­fi­cer­er, er ved bogholderi. I begge afs­nit af Luk­sus­fælden ser vi et af de første tegn på, at delt­agerne er uans­varlige gæld­stagere, da værterne opdager, at de ikke har ført reg­n­skab.

Dødbidere og svingdørslånere

Fra 80’erne og til de tidlige 90’ere beg­y­n­dte kred­itko­r­tudby­dere at ændre strate­gi.  Fokus skift­ede fra det, som finansso­ci­olog Paul Lan­g­ley har kaldt død­bidere, til svingdørslånere. Død­bidere er dem, som altid tilbage­be­taler deres lån i slut­nin­gen af måne­den. Svingdørslånere er der­i­mod dem, der aldrig helt bal­ancer­er deres kon­ti, som alt­så altid har et overtræk i slut­nin­gen af måne­den, og som der­for er nødt til at optage nye lån hver måned. De kom­mer aldrig helt ud af banken, men bliv­er så at sige i svingdøren. Det er nem­lig en god fidus for kred­itko­rt udby­derne, da de kan generere store prof­itter fra renter på de hele tiden ube­talte lån. Idéen er at kul­ti­vere os alle sam­men til at være svingdøre, så bankerne kan score kassen på alle vores ube­talte lån. Man kan sige at vi bliv­er sub­jek­tiveret eller “opdraget” til at være svingdøre. Men hvor­dan kan det nu hænge sam­men med, at ube­talt gæld også er et moral­sk prob­lem? Løs­nin­gen er at dele folk op i ans­varlige og uans­varlige grup­per af svingdørslånere. Og det er netop dén funk­tion, som gæld­spornopro­gram­mer som Luk­sus­fælden har.

Gældens selvmodsigelse

I løbet af 2000’erne blev der udst­edt flere og flere lån. Gud og hver­mand tog lån for at finan­siere øget for­brug, nye bil­er, flad­skærme osv. Det var godt for økonomien. Sam­tidig har real­løn­ninger været stag­nerede, og her skal man ifølge en række marx­is­tiske tænkere, som danske Mikkel Bolt, finde grun­den til den sti­gende pri­vate gæld. Det er sim­pelthen nød­vendigt at pådrage sig gæld, hvis man vil opretholde mid­delk­lassens nor­male leve­s­tandard. Men gæld kan også finan­siere et uhold­bart luk­sus­liv. Gæld kan alt­så både være noget nød­vendigt og en over­dreven luk­sus. Det skaber en selv­mod­sigelse, og det kan være svært at se, hvornår det er det ene, og hvornår det er det andet. Det er denne gældens selv­mod­sigelse, som er omdrejn­ingspunk­tet for Luk­sus­fælden. Læg mærke til, at pro­gram­met hed­der Luk­sus­fælden, ikke gælds­fælden. Prob­lemet for delt­agerne er ikke, at de har gæld, men at de lever i over­dreven luk­sus, som de ikke har råd til. De har taget gæld på sig for at opretholde en luk­sus, og ikke den almin­delige, nød­vendi­ge gæld. Gæld er både fordømt og ret­færdig­gjort, og der både tilskyn­des til og advares imod det. Det, jeg har kaldt gældens selv­mod­sigelse, udgøres af disse to mod­satret­tede logikker. Logikken, der siger, at gæld er nød­vendig for at opretholde en fun­gerende økono­mi, og en anden logik, der siger, at gæld er umoral­sk og farligt for indi­videt. Mod­sigelsen skaber det, jeg vil kalde for umu­lighe­den af det forgæld­ede sub­jekt.

Ansvarlige og uansvarlige (svingdørs)lånere

En måde yderligere at under­søge den selv­mod­sigelse, jeg har udlagt, er ved at kigge på, hvor­dan den forgæld­ede per­son frem­man­er neg­a­tive kon­no­ta­tion­er, mens det som Paul Lan­g­ley kalder den neolib­erale entre­prenør frem­man­er pos­i­tive kon­no­ta­tion­er. Entre­prenøren er én, som både er vil­lig til at tage risiko på sig ved at låne penge, men som sam­tidig er ans­varlig og rationel. Den forgæld­ede per­son er uans­varlig og irra­tionel. Begge optager gæld, men den ene er fordømt og den anden er ret­færdig­gjort. I hvilken posi­tion står svingdørslåneren? I den nuværende sit­u­a­tion er hun fak­tisk ret­færdig­gjort. Ved hjælp af kred­it og gæld kan svingdørslåneren opnå fri­hed og sikker­hed: til at få huset og bilen og ferien. Svingdørslåneren kan blive ved med at få lån, så længe hun betaler noget af gælden tilbage, uden nogensinde at komme helt af med sin gæld. Men hun har brug for en ”anden”, én for hvem det ikke er muligt, til at gøre forskellen på den ans­varlige og den uans­varlige lån­er tydelig.

Vi ser denne logik på spil i de to episoder af Luk­sus­fælden. Pro­gramværternes, de såkaldte økonomiske ekspert­ers, opgave er at lave et bud­get for delt­agerne, der tillad­er dem at betale noget af deres lån tilbage. Så længe lån­giverne får nogle af deres penge tilbage, er de til­fredse. En svingdørslån­er er alt­så én, der lån­er penge, men på en ans­varlig måde. En uans­varlig lån­tager kan kom­pro­mit­tere både sin fri­hed og sin sikker­hed. Den moralske dimen­sion af gælden kom­mer i vor tid først frem, når gælden går fra at være pro­duk­tiv og ans­varlig, til at være destruk­tiv og uans­varlig.

Vi kan se det udspille sig med Bri­ans eksem­pel. Bri­an er en livs­lang lån­tager og dermed en god svingdørslån­er. Men på det sen­este er der dog opstået et prob­lem: Han har ikke råd til en fød­sels­dags­gave til sin søn på grund af arrige kred­i­tor­er, som vil have deres penge tilbage. Hans gæld er gået over til at være uans­varlig og over­dreven. Pro­gram­met beg­y­n­der med, at værterne ankom­mer, og de over­drages en fuld­magt over Bri­ans kon­to. Denne fuld­magt repræsen­ter­er det tab af fri­hed og selvbestem­melse, som hænger sam­men med over­dreven gæld. Vi kan her se gældens moralske dimen­sion. Bri­an har syn­det. Delt­agerne i Luk­sus­fælden fun­ger­er som et mod­billede til den ans­varlige lån­er: den, som kom­pro­mit­ter­er sin fri­hed gen­nem gælden, i stedet for at øge den.

Den ans­varlige svingdørslån­er er dog fuld af mod­sigelser. Mod­sigelser som gør det svært for sub­jek­tet at skabe en ”hel” iden­ti­fika­tion. Det vil sige, at posi­tio­nen som en ans­varlig lån­tager altid er mere en ambi­tion end noget, der opnås. Det er umuligt for indi­videt at være klar over, hvornår man er ans­varlig, og hvornår man er uans­varlig. Man kan sige, at det forgæld­ede sub­jekt, er en sub­jek­t­po­si­tion, der aldrig er sikker og hel. Der er altid tvivl om man er det ene eller det andet. Ans­varlig eller uans­varlig. Det forgæld­ede sub­jekt lign­er på denne måde det ”laca­ni­anske sub­jekt,” som den slovenske filosof Slavoj Žižek arbe­jder med.

For Žižek er sub­jek­tet aldrig helt. Det ”man­gler” altid noget eller er ”tomt.” Det bety­der, at ens iden­titet aldrig er fuldt tydelig. Det er umuligt at finde ind til ”sit sande jeg” – det find­es sim­pelthen ikke. Vi ved aldrig helt, hvem vi er, og hvad vi begær­er.

Umuligheden af det forgældede subjekt

Som forgæld­ede sub­jek­ter er det forhold, at sub­jek­ter ”man­gler” noget, tydeligt. Hvor­dan kan man være både ans­varlig og tage over­drevne lån? Hvor sæt­ter man grænsen mellem de to? Det over­drevet forgæld­ede sub­jekt (som delt­agerne i Luk­sus­fælden) er en kon­sekvens af opmuntrin­gen til at tage lån som en måde at sikre sikker­hed og fri­hed på. Vejen til sikker­hed og fri­hed kan alt­så også være forhin­drin­gen for dem. Vi tager lån for at blive sikre og uafhængige – for at få råd til et hus eller en bil (eller en uddan­nelse og syge­sikring i min­dre socialdemokratiske lande). Men gælden kan også få os til at miste selv samme hus, bil og fri­hed. Men sker det ikke kun for det uans­varlige indi­vid? Er prob­lemet med gæld ikke det ældgam­le spørgsmål om at ”styre” Fru Kred­it? Er det et spørgsmål om at kul­ti­vere en ans­varlig og mod­er­at atti­tude i forhold til gæld for at afværge tabet af sikker­hed og fri­hed? Hvis det argu­ment har haft nogen kraft før i tiden, så har det ændret sig med finan­skrisen i 2007–8. Lån, der før finan­skrisen var ganske ans­varlige, viste sig plud­selig at være ube­talelige. Gæld som var både ans­varlig, fair og et ganske rationelt valg at fore­tage før krakket, blev plud­selig til ube­talelige byrder. Det er der­for umuligt at være både ans­varlig, bibeholde moralske integritet og være en svingdørslån­er. Alligev­el lig­ger der en for­vent­ning om, at vi skal købe hus, bil osv. gen­nem lån. Det forhold udstiller en fun­da­men­tal uov­erensstem­melse i det forgæld­ede sub­jekt, eller det som jeg har kaldt gældens selv­mod­sigelse. I stedet for at indse denne uov­erensstem­melse, eller denne umu­lighed af at være et forgældet og moral­sk ans­varligt indi­vid, kan man fly­tte denne usikker­hed over i en uans­varlig ”Anden.” Man kan således pege på en ude­frak­om­mende, som er uans­varlig og umoral­sk, for at blive ved med at se sig selv som ans­varlig og moral­sk. Det er en måde at skjule sub­jek­tets umu­lighed på. Netop den funk­tion udøver delt­agerne i Luk­sus­fælden. De er de uans­varlige ”andre.”

Bri­an kan være vores gode eksem­pel. Han erk­ender sin egen uans­varlighed, accepter­er at han var umoral­sk og en dårlig lån­tager. Han var prob­lemet. Prob­lemet var ikke finan­skrisen, eller at han ikke havde andre mulighed­er. Bri­an får efter­givet noget af sin gæld, og tilbage­be­taler noget andet af sin ”dårlige” gæld med hjælp fra de økonomiske ekspert­er. Han kan efter­føl­gende optage nye lån, men denne gang er det ”god” og ans­varlig gæld. Hele sys­temet kan fort­sætte. Bri­an bliv­er skældt ud af værterne for at købe ikke bare ét par briller, som han ikke har råd til, men tre! Ved pro­gram­mets slut­ning får han dog alle tre par briller i gave som en beløn­ning for sin gode opførsel. Ikke nok med det, så spar­er Bri­an også op til en dyr rejse med to af sine ven­ner. Det samme sker igen. Han bliv­er skældt ud for at spare op for sin egen nydelses skyld, selvom om han har en masse ube­talt gæld. Men til sidst får han penge til rejsen som beløn­ning. Han gør en slags bod, hvor han erk­ender sin skyld og sin umoralske opførsel, og dernæst fort­sæt­ter han præ­cis samme opførsel. Forskellen er, at vi nu er blevet præsen­teret for en ”uans­varlig anden,” der gør at vi alle kan fort­sætte med at være forgæld­ede.

Fetterlein

Vi kan nu endelig vende blikket mod den anden delt­ager i Luk­sus­fælden, som jeg præsen­terede oven­for: Fred­erik Fet­ter­lein. Min pås­tand er, at Fet­ter­lein er en meget mere oprørsk fig­ur end Bri­an. Ved at tage sin iden­titet som svingdørslån­er og for­bruger bogstaveligt, under­graver han denne iden­titet. Ved at være en forgældet for­bruger ad absur­dum og uden den samme anger, som Bri­an udvis­er, afs­lør­er Fet­ter­lein den selv­mod­sigelse, som kon­stituer­er det forgæld­ede sub­jekt.

Fet­ter­lein har lev­et en meget ekstrav­a­gant livsstil. Han har købt to Porsch­er, spist på dyre restau­ran­ter hver aften, købt op til flere ubrugte fly­bil­let­ter, og hans hjem i Dan­mark er en hotel-lej­lighed (han bor for det meste i Mona­co), der koster fire­og­tyve­tusind kro­ner om måne­den. Han er på mange måder den ideelle for­bruger. Al dette ekstrav­a­gante for­brug har dog forår­saget, som nævnt oven­for, en gæld på fem kom­ma otte mil­lion­er kro­ner. Fet­ter­lein fortæller en af værterne på Luk­sus­fælden, at han ifølge sine egne bereg­ninger vil være gælds­fri om to år. Værten spørg­er dog, om han har hus­ket at medreg­ne skat, hvorefter Fet­ter­lein hur­tigt kor­riger­er til fire år. Værterne prøver ihærdigt at frem­stille ham som uans­varlig og dermed som den “uans­varlige anden.” Fet­ter­lein vis­er sig dog hur­tigt meget mod­stands­dygtig over­for dette angreb. Han er af den over­be­vis­ning, at han efter at spare i en kort peri­ode, kan vende tilbage til sin ekstrav­a­gante livsstil. Hans mod­stand består ikke i åbenlyst at nægte sine uans­varlige lån. Han anerk­ender, at han har taget over­drevne lån og vis­er nogle tegn på anger og fortry­delse. Han accepter­er, for eksem­pel, at tyve­tusind kro­ner for en læder­jakke ville være bedre brugt på en feriere­jse med hans søn. Men han man­gler samme ydmyghed, som Bri­an udvis­er. Han er fuld­stændig ligeglad med, hvad kred­i­tor­erne men­er, som han udtrykker det. Ved at insis­tere på sin tro om, at hans livsstil kan fort­sætte efter at han har betalt sin gæld tilbage, og dermed på at gæld ikke er et prob­lem og at han bare kan fort­sætte denne livsstil, tager han sin posi­tion som svingdørslån­er bogstaveligt. Han kan fort­sætte denne livsstil ‒ det er menin­gen at han skal. Det samme skal Bri­an.

De mange gaver han får i slut­nin­gen af pro­gram­met gør det klart, at han skal fort­sætte sin for­bruger­livsstil. Fet­ter­lein mod­tager også en gave i slut­nin­gen af pro­gram­met. En dyr chris­tia­ni­a­cykel. Først skal vi dog igen­nem anger­ritualet, der skal bev­idne, at den uans­varlige lån­tager er blevet ans­varlig. Det er det rit­u­al, som Fet­ter­lein nægter at delt­age i. På den måde afs­lør­er han den selv­mod­sigelse, der er i det ans­varlige forgæld­ede sub­jekt, ved at gøre det klart og tydeligt, at efter pro­gram­mets afs­lut­ning vil han fort­sætte som før.

Søren Toft Høyn­er er cand.mag. i idéhis­to­rie.

Scroll til toppen