Etnografisk akkuratesse og tidsrejser i Grønland

KayakBearHunter
Fotografi af en kajakjæger, 1904. Carl Peter Rüttel/Public Domain.

Rammerne for de koloniale projekter blev ikke primært udformet i Europas udenrigsministerier, men i videnskabelige studier, rejsedagbøger og dramatiske fortællinger. Lektor Søren Rud undersøger den etnografiske viden om kolonierne, der var tæt forbundet med det koloniale projekt i Grønland.


Mellem cir­ka 1500 og frem til afkolonis­erin­gen efter anden ver­den­skrig var det meste af ”resten af ver­den” på et eller andet tid­spunkt under europæisk dom­i­nans eller ind­fly­delse. De europæiske kolonipro­jek­ter var kolos­salt vari­erede i form og ind­hold. Det er ikke så over­rask­ende, når man tager den udstrak­te tidspe­ri­ode og den omfat­tende geografi i betragt­ning. Forskel­lene mellem kolonipro­jek­ter kan imi­dler­tid ikke fork­lares alene ved deres forskel­lige plac­er­ing i tid og rum. Den velk­endte forestill­ing om, at forskel­lige kolonimagter havde forskel­lige ratio­naler, som de udformede deres kolonier efter, er heller ikke tilstrække­lig til at fork­lare vari­a­tion­erne. Kolonipro­jek­ter etableret i samme peri­ode af den samme kolonimagt kunne nem­lig være vidt forskel­lige.

Soci­olo­gen George Stein­metz forsøger i bogen The Devil’s hand­writ­ing: pre­colo­nial­i­ty and the Ger­man colo­nial state in Qing­dao, Samoa, and South­west Africa at fork­lare den omfat­tende vari­a­tion mellem kolo­niale pro­jek­ter og deres ratio­naler. Stein­metz kig­ger på det tyske imperi­um, som blot eksis­terede mellem 1884 og 1918. I denne ret korte peri­ode var der vold­somme forskelle mellem de kolo­niale pro­jek­ter, som Tysk­land etablerede. Der var især forskelle mellem de forskel­lige ver­sion­er af det, Stein­metz kalder ”native pol­i­cy” – alt­så den poli­tik, der ret­tede sig  mod de lokale befolkninger. I tysk Syd­vestafri­ka (i dag Namib­ia) blev især Hererofolket bru­talt slagtet, i Qing­dao i Kina vek­slede kursen mellem hård racisme og kul­turel udvek­sling, mens der i tysk Samoa der­i­mod var tale om en kul­turbeskyt­telsespoli­tik.

Nu kunne man måske forestille sig, at forskel­lene mellem de kolo­niale pro­jek­ter kan fork­lares med hen­vis­ning til de vari­erende materielle forhold – at det, sagt på en anden måde, var den smarteste eller mest rentable poli­tik, der blev ført de forskel­lige sted­er. Men det er heller ikke en udtøm­mende fork­lar­ing ifølge Stein­metz. Han men­er der­i­mod, at meget af fork­larin­gen på forskel­lene mellem de tyske kolonipro­jek­ter lig­ger i de kul­tur­billed­er, der eksis­terede, inden kolonipro­jek­terne beg­y­n­dte. I den forbindelse taler han om, hvor vigtig den etno­grafiske diskurs var for de kolo­niale stater.

Ifølge Stein­metz var de lokale kolo­niale stater nem­lig i bund og grund etno­grafiske stater, som baserede deres poli­tik på et indgående kend­skab til de lokale befolkninger. At den etno­grafiske viden var så cen­tral for de kolo­niale stater, fork­lar­er Stein­metz ved hjælp af soci­olo­gen Pierre Bour­dieu. Set i Bour­dieus soci­ol­o­giske optik konkur­rerer indi­vider med udgangspunkt i deres sociale bag­grund for at dominere forskel­lige udsnit eller fel­ter af den sociale ver­den.

I de kolo­niale stater var etno­grafisk viden den kap­i­tal, som embedsmænd fra forskel­lige sociale klass­er gen­sidigt anerk­endte som det gældende mid­del til anseelse og pres­tige.

Etnografisk akkuratesse og forestillingen om en kulturel renæssance

Der er mange par­al­leller mellem Grøn­land og tysk Samoa. Begge sted­er var der tale om en tilsyneladende frelsende kolo­nial­isme, som skulle red­de den oprindelige kul­tur fra det for­fald, som europæerne mente især kunne opstå gen­nem kon­tak­ten med omver­de­nen. Begge sted­er kan vi, med inspi­ra­tion fra Stein­metz, se den etno­grafiske viden om de lokale som en kilde til pres­tige og anerk­endelse.

I tysk Samoa var viden­sk­ab­s­mand og koloniadministrator/guvernør Wil­helm Solf den dominerende skikkelse, der med sin imponerende viden om den lokale kul­tur teg­nede den viden­sk­a­belige under­støt­telse af kul­turbeskyt­telsespoli­tikken. I Grøn­land var det især viden­sk­ab­s­mand og koloniadministrator/inspektør og senere direk­tør for den kon­gelige grøn­landske han­del Hin­rich Rink, der på tilsvarende vis dominerende med sit overvældende overb­lik over inuitisk kul­tur og tra­di­tion­er og på denne måde sikrede en viden­sk­a­belig tro­værdighed bag den førte poli­tik i anden halvdel af 1800-tal­let.

Rink arbe­jd­ede, med sin etno­grafiske inter­esse, videre på en tra­di­tion for beskriv­else af det grøn­landske folk, som han­dels­folk og mis­sionær­er havde grund­lagt i den tidlige fase af kolonipro­jek­tet. Han pro­duc­erede i sine mange pub­lika­tion­er en omfat­tende mængde natur­geografiske, soci­ol­o­giske og etno­grafiske frem­still­inger af Grøn­land og befolknin­gen. Dermed demon­str­erede Rink netop den etno­grafiske præ­ci­sion og akku­ratesse, der, ifølge Stein­metz’ bour­dieuin­spir­erede læs­ning af den kolo­niale stat, sikrede ham anerk­endelse og pres­tige.

Som allerede nævnt læg­ger Stein­metz stor vægt på den prækolo­niale diskurs, når han skal fork­lare vari­a­tio­nen mellem den poli­tik, som de kolo­niale stater førte over for de lokale befolkninger. Som Stein­metz skriv­er, var det ikke (primært) i Europas uden­rigsmin­is­terier, at ram­merne for de kolo­niale pro­jek­ter blev udformet, men snarere i viden­sk­a­belige studi­er, rejsedag­bøger og drama­tiske fortællinger. At det tyske engage­ment i Samoa land­ede på en kul­turbeskyt­tende form for kolo­nial­isme, der min­der om den, vi find­er i Grøn­land, skyldes i dette per­spek­tiv blandt andet de etno­grafiske forestill­inger om Samoa, der var etableret allerede inden kolonipro­jek­tets beg­y­n­delse i 1900.

I Grøn­land, hvor kolonipro­jek­tet beg­y­n­dte allerede i starten af 1700-tal­let, var sit­u­a­tio­nen den, at den etno­grafiske diskurs blev etableret inden for ram­merne af et eksis­terende kolonipro­jekt. Mis­sionær­er og han­dels­folk var fra beg­y­n­delsen af kul­tur­mødet i Grøn­land optaget af at beskrive den lokale befolkn­ing. Beskriv­elserne af grøn­læn­derne blev en inte­gr­eret del af det kolo­niale pro­jekt, som Hin­rich Rink og hans ligesind­ede trak på, da de fores­log reformer i Grøn­land i midten af 1800-tal­let. Den etno­grafiske viden, der efter­hån­den blev etableret, var dermed ikke neu­tral; den var endog meget tæt for­bun­det med det kolo­niale pro­jekt. Kend­skab til tra­di­tion­er og skikke kom nem­lig i sti­gende grad til at danne udgangspunk­tet for en poli­tik, der sigt­ede på at skærme og beskytte en oprindelig kul­tur, som den kolo­niale admin­is­tra­tion opfat­tede som truet. Den kolo­niale poli­tik sigt­ede blandt andet på at kon­trollere kon­tak­ten mellem grøn­læn­derne og resten af ver­den. Monopol­han­del og kon­trol over adgan­gen til Grøn­land var allerede tidligt med til at afskærme lan­det og kon­trollere inter­ak­tio­nen med udlan­det.

Reformerne i Grøn­land i midten af 1800-tal­let, byggede blandt andet på en antagelse om, at den grøn­landske kul­tur var i for­fald. Ifølge dette for­falds­billede havde den hidtil førte kolonipoli­tik util­sigtet under­mineret cen­trale insti­tu­tion­er i den grøn­landske kul­tur. Herun­der blev blandt andet afskaf­felsen af shaman­væs­net og tromme­sang-stævn­er anset som bety­delige tab, idet de havde haft vigtige sociale funk­tion­er. Ved i midten af 1800-tal­let at oprette nye lokale råd (for­stander­sk­aber) og gen­nem dem nye sociale prak­siss­er, ønskede de kolo­niale myn­dighed­er at danne grund­lag for en kul­turel renæs­sance, som skulle under­støtte eller geno­plive cen­trale ele­menter af grøn­land­sk kul­tur.

Etnografiske tidsrejser

I forbindelse med ambi­tio­nen om at red­de eller geno­plive den tra­di­tionelle kul­tur fik udforsknin­gen af de områder, der indtil slut­nin­gen af 1800-tal­let og beg­y­n­delsen af 1900-tal­let stadig var ukolonis­erede, en særlig betyd­ning. Den viden, som mis­sionær­er, han­dels­folk og admin­is­tra­tor­er allerede havde gener­eret om den oprindelige grøn­landske kul­tur, blev efter­hån­den sup­pleret med viden om de ukolonis­erede områder i Øst­grøn­land og Nord­vest­grøn­land.

De ukolonis­erede områder fun­gerede dermed på sin vis som ”alter­na­tive tid­szon­er”, som etno­grafer kunne besøge for at få ind­b­lik i den førkolo­niale, oprindelige kul­tur. Mens grøn­læn­derne i det kolonis­erede Vest­grøn­land var påvirkede af koloni­sa­tio­nen på godt og (i tidens optik) primært ondt, fandtes den uberørte og tra­di­tionelle kul­tur i de ukolonis­erede områder. Når danskere og andre europæere besøgte disse områder, kunne de få indtryk af, hvor­dan den oprindelige kul­tur havde været og deri­gen­nem styrke grund­laget for at kri­tis­ere koloni­sa­tio­nens effek­ter på den vestgrønlandske/koloniserede befolkn­ing. Det kan man finde mange eksem­pler på – her er et par stykker:

Søof­fi­ceren Thomas Vil­helm Garde, der del­tog i konebåd­sek­s­pedi­tion til østkys­ten 1883–5, skrev:

Vi, der paa vor Expe­di­tion havde Lej­lighed til at leve baade imellem de kristnede, halv­civilis­erede Grøn­læn­dere og de rigtige, upaavirkede Hed­ninge, kunde ikke andet end at komme til det Resul­tat, at der hos Hed­ningerne er en ganske anderledes Ener­gi og Vil­jekraft, en anderledes Lev­edygtighed og sans for eget Vel end hos de kristne Grøn­læn­dere”

Og i en skildring fra den lit­terære eks­pedi­tion, 1902–4, der nåede Thuleom­rådet, lyder det:

Heroppe er alle dygtige, her gives ingen dovne og udu­elige som mange Sted­er i dan­sk Vest­grøn­land, hvor Civil­i­sa­tio­nen – Kris­ten­dom­mens Forkyn­delse fra Kirke og Han­del fra Butikker – har med­ført Sam­men­hob­n­ing af alt­for mange Ind­fødte paa forholdsvis daarlige Fangst­pladser”

De sent kolonis­erede områder på østkys­ten og i Nord­vest­grøn­land havde dermed en særlig rolle i konkret og sym­bol­sk for­stand, for­di de gav adgang til den prækolo­niale for­tid. Områderne fun­gerede dermed, i sym­bol­sk og prak­tisk for­stand, som en slags Urgrøn­land, der både blev en vigtig iden­titetsmæs­sig ressource og sam­tidigt under­støt­tede den kolo­niale kul­turbeskyt­telsespoli­tik.

Ifølge Johannes Fabi­an er vestens etno­grafiske beskriv­elser præget af en ved­hold­ende og sys­tem­a­tisk ten­dens til at placere ikke-vestlige folk i en anden tid end den, de vestlige aktør­er befind­er sig i. Der­for er disse beskriv­elser præget af det, Fabi­an kalder næg­telse af sam­tidighed (denial of coeval­ness), og udforsknin­gen af ”prim­i­tive, præ­mod­erne, præin­dus­tri­alis­erede” men­nesker har gener­eret et billede af vestens egen ”prim­i­tive, præ­mod­erne, præin­dus­tri­alis­erede” for­tid. Beskriv­elser af såv­el Øst­grøn­land som Nord­vest­grøn­land vid­ner om denne ten­dens.

En ste­nalder­analo­gi dominer­er eksem­pelvis Jean Malau­ries beskriv­else af befolknin­gen i Thuleom­rådet i Nord­vest­grøn­land i bogen The last kings of Thule fra 1982. Han find­er, at der i 1950-erne var, en ellers forsvun­det, mulighed for at forstå sin ”ste­nalder­bror” i mødet med Thule­be­folknin­gen. Her trækker Malau­rie sam­tidig på det etablerede billede, der udpegede de ukoloniserede/sent kolonis­erede (yder-)områder som et ellers forsvun­det Urgrøn­land. Frit over­sat skriv­er han:

Alt hvad jeg havde lært om karak­teren af de halveski­moiske grøn­læn­dere som lev­ede i den sydlige del af den kæmpe ø havde gjort mit ønske stærkere, år for år, om at række tilbage til deres oprindelse, ved at besøge de nordlige bred­de­grad­er, hvor jeg var blevet for­t­alt, at en hånd­fuld men­nesker i en bemærkelsesværdig grad bevarede deres etniske karak­ter.”

De grøn­landske yderom­råder, som først sent blev ind­draget i det danske kolonipro­jekt, lad­er dermed til længe at have tilbudt mulighed for en art etno­grafiske tid­sre­js­er, som tillod den besø­gende et møde dels med grøn­læn­dernes for­tid, dels med vestens egen prim­i­tive, præ­mod­erne og præin­dus­tri­alis­erede for­tid.

Tidsrejser i dag

Som flere antropologer med spe­ciale i Ark­tis har påpeget, optræder folk i Ark­tis ofte som et sym­bol på, hvor­dan kli­maforan­dringer ændr­er livsvilkår og udfold­elses­mu­lighed­er. Her ind­tager Inu­it ofte en rolle som ofre for den smelt­ede havis, i en unuanceret fortælling, der hverken giv­er et dækkende billede af de diverse livs­former eller lev­n­er plads til de han­dlerum, der opstår i takt med foran­dringerne.

I denne forbindelse lad­er det til, at yderom­råderne stadig spiller en sym­bol­sk rolle i forbindelse med Grøn­land. For nyligt har antropolo­gen Kirsten Has­trup udgivet det imponerende værk Thule på tidens rand, som behan­dler områdets his­to­rie og særligt kli­maforan­dringernes betyd­ning for befolknin­gen. Også her er spørgsmålet om tid cen­tralt, idet Has­trup beskriv­er fanger­sam­fun­det som klemt mellem for­tid og nutid. Det er bestemt et prisværdigt anliggende at ville skil­dre kli­maforan­dringernes betyd­ning for livsvilkårene i Thuleom­rådet, men til tider kan det frem­stå lidt som om, at kli­maforan­dringerne har samme ind­virkn­ing i hele Grøn­land, som de har på Thule­be­folknin­gen. Det er langt fra til­fældet.

Når disse mar­ginale sam­fund skil­dres, er det ofte ud fra en præmis om, at udviklin­gen og især kli­maforan­dringerne truer deres lev­e­vis. Befolkningerne frem­står, i disse frem­still­inger, som sår­bare over for foran­dringer – på samme måde som grøn­læn­derne, i frem­still­inger fra koloni­ti­den, frem­stod sår­bare over for foran­dringer og mod­erniser­ing. Spørgsmålet er om disse yderom­råder stadig har en særlig sym­bol­sk rolle, både som iden­titetsmæs­sig ressource og i forhold til at danne et mod­billede på den mod­erne tilværelse. Når yderom­råderne optræder i mediebilledet frem­står de nem­lig ofte som alter­na­tive tid­szon­er, der tilby­der (”de tid­sre­jsende”) ind­b­lik i svundne tiders livsvilkår.

Søren Rud er adjunkt ved Saxo-Insti­tut­tet på Køben­havns Uni­ver­sitet.  Artiklen er udar­be­jdet i for­læn­gelse af fore­dragsarrange­mentet “Grøn­land og iden­titet” på Nor­dat­lantens Brygge.

Scroll til toppen