UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Reformationerne, der ikke blev

Reformatoren Hans Tausen forsvarer biskoppen Joachim Rønnow mod københavnske borgere efter at en kætteri-anklage mod Tausen i 1533 har givet anledning til protester blandt byens protestantiske borgere.

Reformatoren Hans Tausen forsvarer biskoppen Joachim Rønnow mod københavnske borgere efter at en kætteri-anklage mod Tausen i 1533 har givet anledning til protester blandt byens protestantiske borgere.

FOKUS: DE ANDRE REFORMATORER Reformationen var mere end Luther. Reformationen voksede ud af en lang intellektuel tradition og et historisk øjeblik, der beredte vejen for det markante brud, som Reformationen skulle vise sig at blive. For at levendegøre den idérigdom, Reformationen bestod af, har Baggrund i denne fokus-serie bedt tre historikere skrive om nogle af ”de andre reformatorer”.

Den danske Reformation er noget andet og mere end Luther. Den rene lutherdom har aldrig eksisteret. Den er et begreb opfundet langt senere, men et begreb med stor indflydelse på den gængse opfattelse af Reformationen. I modsætning til denne opfattelse blev den danske konges undersåtter ikke holdt i et luthersk-ortodokst jerngreb. I stedet var den tidlige danske reformation en proces, der bølgede frem og tilbage mellem forskellige teologiske holdninger.


 

To årstal: Erindringen om reformationen

I den kollektive erindring om reformationen i Danmark står to årstal centralt: 1517 og 1536. Disse årstal er gang på gang blevet gentaget, når historien om 1500-tallets religiøse forandringer er blevet fortalt og fejret. Der er blevet skabt en lige linje mellem Martin Luthers (1483-1546) teseopslag i Wittenberg 31. oktober 1517 og Christian III’s (1534-1559) afslutning af fire års borgerkrig og indførelse af reformationen i sine riger nitten år senere. Denne fortælling er dog ikke uproblematisk.

Først Luthers teseopslag. Den hammersvingende Luther, der resolut bankede femoghalvfems teser mod afladshandlen op på døren til slotskirken i Wittenberg er en erindringsstrategi lanceret af Luthers tilhængere langt senere, end begivenheden skulle have fundet sted.  Også ideen om, at der går en lige linje fra 1517 til Christian III’s fyrstereformation i 1536, er en konstruktion; i hvert fald overses en række mellemregninger. Vigtigst er det, at 1536 overhovedet ikke er det afgørende år i den danske reformation. Selvom kongen det år begik statskup, afsatte rigsrådet og bebudede en forandring af hele kirkevæsnet, blev reformationen reelt set først indført året efter, i 1537. Forskningen har lagt vægt på, at Luther sanktionerede Christians reformation. Ofte har påvisningen af Luthers sanktionering desværre ført til et alt for entydigt syn på Luthers rolle i den danske reformation – både blandt tilhængere og modstandere. Skrives velfærdsstatens historie, begynder man med Luther; det samme gør man, når man vil rodfæste hekseprocesser og intolerance. Historisk set er det dog forkert at stille Luther i centrum. De afgørende personer var biskopbrødrene Niels (1510-1560) og Peder Palladius (1503-1560), de kongelige hofpræster og rigsråd og endelig kongerne selv. ”Uden fyrster ingen reformation,” som det hedder i konfessionaliseringsteorien: Idet fyrsterne reelt overtog kontrollen med religionen, kunne intet officielt gøres til reformation, før det havde fået godkendelse fra højeste myndighed. I den forstand er der en interessant forbindelse mellem reformation og enevælde.

I denne artikel vender vi blikket væk fra Luther, fra 1517 og 1536. Vi kigger på ”de andre danske reformationer”, der er gledet ud af den kollektive erindring.

 

Spæde begyndelser: tidlige reformationstyper

I begyndelsen af 1520’erne søsatte kong Christian II (1513-1523) et storstilet reformprogram. Da Christian overtog magten fra sin far, Hans, var han opsat på at modernisere rigerne. Han begunstigede studier i biblen og den antikke fortid på det stadig relativt unge Københavns Universitet – åbnet i 1479 – og inspireret af den nye tænkning, der udgik fra Wittenberg, fik han endda Luthers kollega Andreas Karlstadt (1486-1541) til København i 1521. Det varede dog ikke længe, før Karlstadt rejste tilbage igen. Med sit lovkompleks, den såkaldte land- og bylov, præsenterede kongen et program for, hvordan magten skulle centraliseres omkring ham. Kirken, der i sidste ende var underlagt paven og ikke kongen, og dermed også nød juridiske privilegier, fordi den dømte efter sit eget retssystem og ikke den nationale jura, blev frataget netop disse privilegier. Kongen udnævnte en række embedsmænd, der skulle være direkte underlagt kronen og ikke kirken og adelen. Disse forsøg gjorde kongen populær blandt borgerne i de danske byer, men adelen og kirken rottede sig sammen mod ham og tvang ham i 1523 til at tage flugten til Nederlandene. Herpå valgte rigsrådet – der sammen med kongen styrede riget og faktisk udnævnte kongen – kongens onkel, hertug Frederik af Slesvig, til ny dansk-norsk konge (1523-1532). Christian II’s lovkompleks blev brændt på bålet, og de reformer, det indeholdt, blev ikke gennemført. Men samtidig var de første danskere vendt tilbage til landet efter at have opholdt sig en tid ved universitetet i Wittenberg. Her var de blevet elektrificeret af Luthers budskab, og nu skulle kirken og samfundet forandres – også hjemme i Danmark.

I Frederik I’s regeringstid fortsatte den religiøse forandring. Det var især i store byer som Viborg, København og Malmø, at forandringerne tog fart. Her fandtes villige borgerskaber, der havde fået nok af kirkens magt, og som forlangte det rene evangelium forkyndt. Allerede i 1950’erne kunne kirkehistorikeren Niels Knud Andersen dog påvise, at de tidligste danske reformatorer – de evangeliske prædikanter, som de kaldte sig selv – ikke var så lutherske i teologien som tidligere antaget. Frederik I havde i 1530 indkaldt til en herredag i København. Som det var set i så mange andre europæiske byer, skulle religionsspørgsmålet afgøres ved en disputation, en religionssamtale, hvor de stridende parter kunne fremføre deres synspunkter og de delegerede kunne tage en endelig beslutning. De evangeliske prædikanter, anført af Hans Tausen (1494/1498-1561), der siden 1526 havde virket som reformator i Viborg, fremlagde deres trosbekendelse i 43 artikler. Heri hedder det bl.a., at bibelen er en regel og en lov, som enhver, der vil opnå salighed hos Gud, skal følge. Alt, der følger andre retningslinjer end den hellige skrift, er udtryk for vanvid, blindhed og vantro. Selvom Luther som noget selvfølgeligt var overbevist om skriftens betydning for den kristne, ville han ikke kalde den en lov eller indikere, at der skal en særlig levemåde til for at opnå frelse hos Gud.

Prædikanternes københavnske bekendelse fastslog et andet sted, at billeder i kirkerummet alene var en udvortes hellighed, der stod i vejen for de kristnes sande dyrkelse af Gud. Logisk set måtte de derfor væk. En beretning fra den danske reformationsmodstander Poul Helgesen (1485-?) fortæller om en billedstorm i Vor Frue Kirke i København ved juletid 1530. Om denne begivenhed, hvor en række af reformationens radikaliserede borgere smadrede relikvier og helgenfigurer i kirkerne, fandt sted eller ej, er det svært at svare på. Men det er bestemt ikke usandsynligt. Hvis vi sammenligner med andre byreformationer i Europa i 1520’erne, finder vi masser af eksempler på, at den reformatoriske proces bragte billedstorm med sig. I 1522 anførte Andreas Karlstadt en byreformation i Wittenberg, hvor bykirkens billeder og statuer blev ødelagt. Der er andre eksempler på, at reformationen ikke gik stille af sig – ja, at den måske ligefrem forløb voldeligt. I Vor Frue Kirke i Aarhus, der tilhørte dominikanerne, er der i klosterkirken ved siden af hovedkirken malet kalkmalerier, der viser, hvordan nogle bønder forsøger at drive munkene ud af klostret. Bønderne og den øvrige befolkning var også blevet grebet af, hvad teologerne sagde om munkene og klostrene: At de ikke var rigtige gudshuse og derfor burde lukkes.

Det er ikke forkert at se de tidlige danske reformationer som byreformationer, hvor en række teologer blæste til kamp mod det bestående kirkevæsen. Midlet hertil var omstyrtelse. Og det var i en alliance mellem magistrat og teologer, at denne omstyrtelse skulle finde sted, som det f.eks. skete i Malmø gennem samarbejdet mellem borgmesteren Jørgen Kock (d. 1556) og prædikanten Claus Tøndebinder (1499-1575). De tidlige danske reformationsteologer som Tausen og Tøndebinder har i denne henseende mere tilfælles med schweiziske reformatorer som Ulrich Zwingli (1484-1531) og Jean Calvin (1509-1564), end de har det med de wittenbergske teologer. Nyere forskning har bekræftet Niels Knud Andersens undersøgelser og tilføjet, at den tidlige danske reformation var en proces, der bølgede frem og tilbage mellem forskellige teologiske holdninger. Hvad vi i dag ville kalde ”luthersk” eller ”zwingliansk” var ikke adskilte kategorier for de evangeliske prædikanter.

 

Fremmede religionsbekendere og den rene lutherdom

Mod 1560’ernes slutning var den internationale politiske situation anspændt. I Skandinavien verserede den Nordiske Syvårskrig, og et Wonderjaar i Nederlandene var i 1567 blevet afløst af en forfølgelsesbølge mod protestanter anført af den spanske konges statholder. Trosflygtninge forlod Nederlandene i massevis. I 1569 tog Frederik II (1559-1588) bestik af situationen og satte sin bedste teolog, Niels Hemmingsen (1513-1600), til at skrive de såkaldte Fremmedartikler: femogtyve artikler om den kristne religion i luthersk aftapning, som enhver fremmed, der ville ind i landet, skulle tilslutte sig – under trusler om landsforvisning og dødsstraf. Nederlandske, engelske og skotske skibe besejlede allerede de danske farvande, og flere besætningsmedlemmer slog sig ned, bl.a. i Helsingør. Udsigten til endnu flere nederlandske trosflygtninge fik derfor kongen til at reagere, som han gjorde. Ingen skulle komme til landet og forstyrre ordenen ved at ægge til religiøs diskussion. Majoriteten af de nederlandske protestanter var calvinske, og i den danske konges riger var luthersk kristendom den eneste tilladte religion. Kongen ville ikke tillade disse indvandrere at praktisere deres religion offentligt. Som hertug af Holsten, der var en del af det tyske kejserrige, var han som protestantisk fyrste endog forpligtet på de lutherskes trosbekendelse fra 1530, Confessio Augustana. Siden 1555, hvor tyske katolikker og protestanter havde sluttet fred, havde de protestantiske fyrster forpligtet sig på Confessio Augustana, der dermed havde fået rigsretlig status: Den, der gik ud over ordlyden i den lutherske bekendelse, kunne ikke anerkendes.

I 1579 måtte selvsamme Hemmingsen forlade sit professorat i København. Gennem flere år havde Frederiks svoger, kurfyrst August af Sachsen (1553-1586), lagt pres på den danske konge for at afsætte Hemmingsen. Frygten for de ikke-lutherske protestanter var nemlig endnu stærkere og langt mere systematisk i Sachsen end i Danmark. Det gik ud over de teologer, der i mange spørgsmål nærmede sig Philipp Melanchthon (1497-1560), der i langt højere grad end Luther var indstillet på dialog med andre protestanter. Disse Melanchthon-elever blev stemplet som kryptocalvinister og mistede deres embede. Problemet for den danske konge var, at de saksiske teologer henviste til Hemmingsen som en autoritet, der blåstemplede deres synspunkter. I sidste ende blev det for meget for Frederik. Som konge i et toneangivende luthersk land så han sig tvunget til at suspendere Hemmingsen, hvor meget han end politisk havde sympati for de ikke-lutherske protestanter. Vi skal derfor ikke vurdere Frederiks regeringsperiode alene på Fremmedartiklerne og suspenderingen af Hemmingsen, hvor nærliggende det ellers er. I stedet må vi se perioden i 1500-tallets sidste halvdel som en ”åben” og ”liberal” periode, hvor der ganske vist på de indre linjer og i lovgivningen blev sat skarpe, konfessionelle grænser op, men det var også en tid, hvor danske videnskabsmænd nød europæisk anseelse. Hemmingsens indflydelse rakte langt ud over lutherske kredse, og astronomen Tycho Brahe (1546-1601) var med til at sætte Danmark på det intellektuelle landkort.

Selvom ikke-lutherske indvandrere som sagt ikke kunne praktisere deres religion offentligt, var man villig til at gøre en undtagelse, da den skotske konge, James VI (1567-1625), der var blevet gift med Christian IV’s (1588-1648) søster, gæstede landet i 1590. Her havde kongen med sit hof lov til at afholde en gudstjeneste ”på skotsk vis”, som kilderne siger, i Roskilde Domkirke: Lysene blev slukket, og der var ikke for megen sang. I modsætning til luthersk teologi havde den calvinske protestantisme, som skotterne bekendte sig til, det svært med et gudstjenestesprog, der lå tæt på den førreformatoriske fromhedspraksis.

Den hemmingsenske teologi forsvandt ikke med det samme. Vi skal ind i det første årti af 1600-tallet, før der sker noget. Den nye toneangivende teolog hedder Hans Poulsen Resen (1561-1638), og han er professor på Københavns Universitet. Som Hemmingsen har også han sine rødder i den internationale protestantisme, men begynder– som August af Sachsen før ham – at betragte den af Melanchthon inspirerede lutherdom som et kryptocalvinsk kætteri. Han dømmer i en række læresager, hvor hemmingsenske teologer på stribe mister deres embeder, såvel på universitetet som i kirken.

En af dem, sognepræsten ved Nicolai Kirke i København, Oluf Jensen Kock (1577-1619), dristede sig til at kritisere den såkaldte ubikvitetslære, der gik ud på, at Kristus også i sin menneskelige natur var til stede i brødet og vinen under nadverens sakramente. Det var blevet fastslået i den såkaldte Konkordiebog fra 1580, som August af Sachsen havde lanceret som en konfessionel markering mod de kryptocalvinske lutheranere. Konkordiebogen blev imidlertid aldrig anerkendt i Danmark (Frederik II brændte ligefrem det eksemplar, han havde fået tilsendt fra Sachsen), men Hans Poulsen Resen delte i mange henseender, herunder i forhold til ubikvitetslæren, den konkordiske teologi. En kritik af ubikvitetslæren måtte derfor også være en kritik af Resen.

I 1615 blev Resen udnævnt til biskop over Sjællands Stift, og to år senere stod han i spidsen for det første reformationsjubilæum, der definitivt lagde sig fast på 1517 som reformationens startår – og som definitivt cementerede Luthers status som hovedreformator. Resen mente selv, at hans udrensning af kryptocalvinske teologer banede vejen for den rene lutherdom, og der er ingen tvivl om, at det første reformationsjubilæums stærke fokus på 1517 og Luther har en betydning, der strækker sig til vores egen tid.

 

De andre danske reformationers vigtighed i det samlede billede

Netop fordi de ofte mødtes med modstand, var de positioner, vi her har været inde på, afgørende i forhandlingen af, hvordan den officielle, kongeligt sanktionerede reformation tog sig ud. De hører med til den samlede historie: de er eksempler på, at den danske reformation er noget andet og mere end Luther. Den rene lutherdom har aldrig eksisteret. Den er et begreb opfundet af Resen, men et begreb med stor indflydelse på den gængse reformationsopfattelse. I modsætning til denne opfattelse blev kongens riger og lande rent faktisk ikke holdt i et luthersk-ortodokst jerngreb. I hertugdømmerne Slesvig-Holsten grundlagdes 1617 og 1621 fristæderne Glückstadt og Friedrichstadt, der nød religionsfrihed, og senere åbnede Christian V (1670-1699) landet for franske huguenotter, stærkt tilskyndet af sin calvinske dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel (1650-1714).

Som ved andre reformationsjubilæer har det imidlertid også i år været Resenfortolkningen, der har været toneangivende: Reformationen i Danmark har mest med Luther at gøre. Det ses ikke blot hos de fortolkere, der grundlæggende ser reformationen som noget positivt. Også dens modstandere har – med rette – fremhævet Luthers syn på f.eks. jøder og muslimer som en problematisk arv fra reformationen. Men disse reformationstolkninger, hvor velmenende de end måtte være, overser de historiske besværligheder. Reformationen i Danmark og ikke mindst 1500- og 1600-tallets fortolkninger af, hvad den betød, rækker langt ud over spørgsmålet om omfanget af Luthers gennemslagskraft.

 

Mattias Skat Sommer, ph.d.-studerende i kirkehistorie ved Aarhus Universitet