OuLiPo_Baggrund

Regler er til for at brydes – og for at konstrueres igen. Den franske forfattergruppe OuLiPo fejrede i 2010 sin 50 års eksistens og 50 års konstant udfordring af litteraturens regler og normer. Steen Bille Jørgensen, lektor i fransk, giver her en kort introduktion til en gruppe, han længe har været både fascineret og udfordret af.

I 1989 stødte jeg første gang på en OuLiPo-forfatter. Hos franske venner trak jeg Perecs bog Les Choses ud af bogreolen og læste et par sider. Hurtigt blev jeg klar over, at jeg kendte passagen fra en dansk version, jeg havde hørt den en god måneds tid forinden med bilradioen indstillet på P1; således valgte værket mig mere end jeg valgte det! På det tidspunkt anede jeg intet om OuLiPo-gruppens eksistens, men den skulle jeg lære at kende, da jeg senere kastede mig ud i et livslangt bekendtskab med bogen La Vie mode d’emploi (1978) – Livet en brugsanvisning. I hvert fald har det nu varet 25 år. Bogen er et overflødighedshorn af projekter, skæbner og historier for lystlæseren, men samtidig er denne på OuLiPo-vis minutiøst programmeret gennem regler, der styrer bogens struktur, intertekst, motiver m.m. og genererer en hyperrealistisk fiktion – over 100 minus et kapitler – der skildrer en ejendom i Paris. Gennem en lang årrække har jeg næsten konsekvent undladt at beskæftige mig med OuLiPo-delen og reglerne for netop at fokusere på læselysten; og – som det er tilfældet med de andre to OuLiPo-giganter Queneau og Calvino – behøver man nemlig slet ikke kende de figurer og modeller, der ligger bag det litterære værk.

Men på den anden side behøver vi jo bare tænke over dogme-principper og film som Lars von Triers Idioterne og Christian Levrings The King as alive, for at gøre os klart, hvad regler kan betyde for kunstværker. Sidstnævnte er realiseret med de teknisk mest basale og minimale hjælpemidler. Denne begrænsningens kunst førte til historien om et flystyrt i en ørken, der bliver anledningen til en original opførelse af King Lear. På samme måde arbejder OuLiPo-forfatterne med det, der på fransk hedder contraintes (forpligtelser eller bindinger), for herigennem at producere potentiel litteratur. En af deres sekundære regler er, at værket delvist skal omhandle den regel, der har bidraget til at frembringe det, sådan som det er tilfældet med bogen La Disparition. Med denne beslutter Perec at skrive en historie helt uden brug af bogstavet e. Det er en noget spøjs tekst, men den fungerer faktisk som en slags krimi, der netop handler om, hvad der forsvundet. Det siges at visse kritikere har læst bogen uden at lægge mærke til denne særlig krævende alfabets-amputeringsregel.

En sådan virtuositet er i sig selv imponerende, men det hele ville ikke give megen mening, hvis ikke bogen kan læses som litteratur. På dette punkt er og bliver Perec gruppens unikke troldmand og virtuos, der tvinger et ord som ”geni” ind i ens kritiske ordforråd igen. Således beskriver Jacques Jouet beskriver i en lille tekst om sin optagelse i gruppen, hvordan denne var mærket og (handlings-)lammet efter Perecs død i 1982; Jouet blev selv optaget i 1983. Derfor er det også tankevækkende, at netop han bærer ideen om “potentiel litteratur” videre ved at forny hele betydningen af regel-brugen, der på alle måder bliver langt mere eksplicit i selve værket, end det var tilfældet hos Perec. Han mente først og fremmest, at reglerne gør forfatteren fri (”des règles pour être libre”). Til gengæld afstod han konsekvent fra at forklare sine skriftformler for læseren, der netop også selv kan frisættes gennem arbejdet med det litterære værks form. Jouet kan helt sikkert tilslutte sig frigørelses-tanken, men til gengæld er han meget mere kommunikerende, både hvad skrift-formlerne og modtagelsen angår. Han afholder skriveværksteder for bl.a. skoleelever og ser uden tvivl i en sådan didaktisk dimension muligheden for at bevidstgøre læsere om litteraturens konceptuelle bearbejdelse af sprog og virkelighed.

Det skulle allerede være tydeligt, at den formalisme, der udgør OuLiPo-forfatternes opgør med en mere klassisk modernistisk litteraturopfattelse er mere end blot selskabslege (“jeux de société”). Spil og leg kommer i centrum, men indgår i en række strategier i forhold til vores forståelse af eksistensen og sproget. Den helt centrale idé, der ifølge Jacques Jouet bringer os udover modernitet er begrebet potentialitet. Vi er ikke længere i en bruds-tænkning, og det er måske grunde til, gruppen har kunnet overleve og forny sig gennem mere end halvtreds år. Ved at genbruge litteraturhistoriens faste former eller ved i fællesskab at opfinde nye, har forfatterne formået at arbejde udfra en idé om genskrivning. Dette kommer bl.a. til udtryk med bogen Un Métier d’homme. I den kan man læse en række variationer over en novelle skrevet af Paul Fournel. I den oprindelige version møder vi den perfektionistiske styrtløber, der sætter alt ind på at vinde hundrededele af sekunder, velvidende at hans succes kan afhænge af lilletåens placering i støvlen gennem en kurve. Men hvad sker der, hvis man udskifter skiløberen med ”forføreren”, med ”funktionæren” eller andre velkendte figurer? Pludselig taler teksten med helt nye nuancer og afslører de elementer, der indgår i vores stereotype opfattelser af andres gøren og laden. Bogens  kollektive karakter og repetitivt-serielle struktur bidrager selvsagt til bogens humor.

På mange måder er det ideen om den ”originale tekst” som en slags prototype eller værkstedmodel, der videreudvikles. Dette var også tilfældet med Cent mille milliards de poèmes af Raymond Queneau, der indeholder ti grundsonetter, hvis verselinjer kombineres indbyrdes. Denne tekstopfattelse bliver også et grundprincip i en af de bøger, der har overbevist mig om potentialet i palindromtekster, der som bekendt kan læses både forfra og bagfra. Her er det netop Jouet’s fornyelse af gruppens principper, der har fået spindelvævet ud af øjnene, hvad de formelle regler angår. For første gang har jeg indset, at en ny (abstrakt) form faktisk også kan skærpe læserens blik på verden. Vi skal prøve at forestille os, hvordan du eller jeg ville løse en stillet opgave, der går ud på at skrive en bog, der kan læses fra begge ender, således at den ene historie fortæller om en vandrers opstigning på en bjergside og den anden om nedstigningen… Et sådant tematisk (eller semantisk) palindrom har Jacques Jouet begået med bogen Annette et l’Etna. Titlen antyder allerede, betydningen af sproglige spejlinger såvel som navnene på de to mandlige figurer Noel og Leon. Den kvindelige hovedperson Annette møder den ene mand på vej op ad Etna og indleder et forhold til ham; den anden har hun aftalt at mødes med på toppen af bjerget, hvor han da også ankommer i helikopter, hvorefter de sammen går ned. Forfatteren får med elegance det hele til at hænge sammen og mødes på midten med de narrative gentagelser og variationer, fortællingerne giver anledning til. Mændene i et sådant trekantdrama mødes dog aldrig, da de tilhører hver sin tekst!

Stiløvelse vil nogle måske sige, men bogen får faktisk læseren til at indse, hvordan det samme tema kan give anledning til to alternative historier, samtidig med at den giver et anti-stereotypt portræt af kvinden. På omslaget antyder forlaget, hvad der er på spil med formuleringerne “Kærlighedshistorie” (“Histoire d’amour“) og “Historien om et brud” (“Histoire de rupture“). Altså på en gang afbrydelsen af et forhold og et nyt der begynder. Livets potentialitet og nu’ets muligheder, spejles med andre ord i bogens struktur. Desuden antydes en historisk og etisk-politisk dimension, i og med billedet af kvinden i en kropslig-vital situation, svarer til et stereotypt mande-billede; potentialiteten giver et fornyet blik på kønnene. Lethed og tyngde mødes i en historie om to mandetyper, om fortid og fremtid, om begær og forhold.

Ved fejringen af OuLiPo-gruppens 50 års eksistens i København (december 2010) forærede Jouet mig netop Annette et l’Etna, som han dedikerede med ordene “Mellem Metz og København”, fordi vi havde mødt hinanden i Frankrig tidligere på året. Men først senere, da jeg faktisk læste bogen, bemærkede jeg ordenes spejling i den anden ende af bogen: “Mellem København og Metz”. Dette er et eksempel på, at ordlegen for Jacques Jouet ikke kun er ekvilibrisme og hjernespind. Ordene rettes mod “den anden” med en klar forankring i tiden. Senest har Jouet udgivet bogen Du Jour (en slags “Dagens digt”), der bl.a. indeholder portrætter af mennesker og selvportrætter i form af digte. Her bliver den anden både genstand for og modtager af teksten, der indgår i en serie portrætter. En sådan serie må læseren således selv prøve at forstå som en fremstilling eller bearbejdelse af “relationen”.

Netop relationen har Jouet også bragt i centrum gennem sin konsekvente behandling af metroen. Dette non-sted, hvor vi kun opholder os, når vi er nødt til det, er et sted hvor vi tilbringer “tom tid”, når vi “blot” bevæger os fra et sted til et andet. Kan denne rejseform og dette non-sted virkelig blive afsæt for en særlig litterær genre eller form? Det kan den for Jacques Jouet, der gør os opmærksom på “potentielle møder”, idet han søger nyt betydningspotentiale i den mest trivielle og banale situation. Men hvad er princippet for disse digte? Det siger et af digtene med stor stringens:

Hvad er et metrodigt?

Af og til skriver jeg metrodigte. Dette digt er sådan et.

Vil De gerne vide, hvad et metrodigt er? Vi antager, at svaret er ja. Her kan de se hvad et metrodigt er.

Et metrodigt er et digt, der er skrevet i metroen i løbet af den tid, det tager at køre en bestemt strækning.

Et metrodigt indeholder lige så mange vers, som strækningen har stationer, minus et.

Det første vers udtænkes mellem rejsens to første stationer (inkl. den station rejsen starter fra).

De må først skrive det ned, når toget holder ved anden station.

Det andet vers udtænkes mellem anden og tredje station.

De må skrive det ned, når toget holder ved den tredje station. Og så videre.

De må ikke skrive, når toget kører.

De må ikke tænke, når toget holder stille.

Digtets sidste vers skrives på den perron, der er rejsens bestemmelsessted.

Hvis rejsen tvinger dem til at skifte en eller flere gange, vil digtet indeholde to eller flere strofer.

Hvis uheldet er ude, og toget standser mellem to stationer, er der selvsagt tale om et delikat øjeblik i udarbejdelsen af et metrodigt.

(Fire franske digtere – udvalgt og oversat af Merete Nissen, Legenda 7 – Forfatterskolens skriftserie, København, 2008)

Med disse digte bliver det tydeligt, at korte skriftfaser og tids-bindinger præger Jouet’s måde at tænke regler på. Men korte faser kan indgå i en større rejse, hvis man eksempelvis sætter sig for at rejse gennem hele Paris’ metrosystem. Denne prøvelse har Jouet været igennem! På den måde flytter Jouet reglerne fra det matematisk-logiske og abstrakte til det mest umiddelbart givne i vores hverdag; og her møder vi faktisk Perec igen. Han skrev nemlig midt i halvfjerdserne en lille tekst om, hvordan vores læseproces fungerer helt konkret og fysisk-hverdagsagtigt (bl.a. i metroen); og med Jouets arbejde kan vi perecsk stille spørgsmål til verden gennem et konsekvent gennemført projekt. Som det også var tilfældet med land-art kunstnerne i tresserne og halvfjerdserne, kan vi faktisk – med Jouet og Perec – læse verden (fordi vi samtidig ser kunstnerens intervenerende greb) og således gennem litteraturen finde fornyet opmærksomhed på vilkårene for vores egen og andres eksistens.

Jacques Jouet kan opleves i samtale med Steen Bille Jørgensen ved litteraturfestivalen Vild med Ord i Aarhus lørdag den 30. august 2014.

Scroll to Top