Salon og saloner til tiden

Sophienholm
Sophienholm

I de seneste år har storbyer rundt om i Europa set opkomsten af nye  samtalesaloner med diskussioner af kunst, litteratur og politik. De nye saloner trækker direkte referencer til den historiske salonkultur i Europa. Lektor Karen Klitgaard Povlsen guider dig her gennem salonernes tidlige historie, hvordan så de første saloner ud? Hvem kom der? Hvad blev der talt om?


Begrebet salon bruges om mange forskellige slags arrangementer i disse år. Det kan være musikalske saloner afholdt i private hjem, hvor man køber billetter på nettet eller det kan være debatmøder i forsamlingshuse, som enten er gratis eller igen involverer billetkøb. I marts i år afholdtes der fx samtalesaloner ikke bare i Tårnet på Christiansborg, men alle de steder i Danmark, hvor nogen følger inspirationen fra Nadja Pass og Andreas Lloyd, der har arrangeret samtalesaloner om forskellige emner rundt om i landet. De har ligefrem udgivet en lille salonhåndbog, der hedder Samtalesaloner med guides til hvordan man kan stimulere diskussioner om forskellige emner i en salon med spørgsmål, oplæg, to-og-to øvelser osv. Det er fint og sikkert spændende at deltage i, men kan man kalde det for en salon?

Her skitseres salonens kulturhistorie med fokus på de borgerlige litterære saloner i perioden omkring 1800, for at give en historisk ramme til spørgsmålet om, hvad saloner var engang og hvad det kunne være i dag. De borgerlige litterære saloner er af Jürgen Habermas blevet fremhævet som den borgerlige offentligheds mest ideelle form sammen med kaffehuse og klubber, fordi det var her private samledes som publikum om smagsdiskussioner. Forsamlingen af publikum var hverken helt offentlig eller helt privat. Man kunne ikke købe billet eller melde sig til. Der var ikke adgang for alle. Men der var på den anden side heller ikke bestemte krav til de, der fik adgang.

Habermas mente, at den ’lige’ meningsudveksling om smagsdomme var det ideelle eksempel på en debat i samfundet, hvor det ikke var stand eller penge, men argumenter og kunstnerisk og intellektuel dannelse, der gjorde udslaget, dvs. samlede konsensus blandt det publikum, der deltog i en smagsdom, fx i et salonsamvær eller i en klub.

Salonens renæssance

Man kan se ansatserne til salonliv allerede i det gamle Athen, hvor værtinder som Aspasia, var hetærer for velhavende borgere eller intellektuelle, der forenede det lærde med det letlevende og som ofte var mere intellektuelle, end vi forestiller os i dag. I dialogen Menexenos lader Platon Sokrates holde en tale, som Aspasia har forfattet. Hun var tæt forbundet med den politiske magt som Perikles’ elskerinde og mor til hans søn og hun blev et ideal for 1700-tallets franske, tyske og danske salonværtinder, netop fordi hun medierede mellem magten, kulturen og seksualiteten. I 1700-tallet lagde hun navn til diverse litterære og kulturelle tidsskrifter, der dyrkede et genopfundet antikt kvindeideal i krydsfeltet mellem en Sappho, en Dido og en Aspasia, mellem digtning, kærlighed og politik. Salonen var altså fra den spæde begyndelse en parallelkultur til den politiske magt. Ikke en modkultur, magten blev ikke altid kritiseret, men salonen var et forum for de privilegeredes kultur, videnskab og kunst.

Arven fra antikken blev taget op i de franske troubadour-miljøer i 11-1200-tallet, men især i de italienske renæssance-saloner i 1400-tallet, der blev en afgørende inspiration for 1700-tallets salonliv i Europa. På fyrsteslottene i Urbino og Mantua eksisterede der større modtagelseslokaler, såkaldte saloner, med plads til både større og mindre selskaber. Når fyrsterne trak sig tilbage fra de formelle samlinger, middage og fester i riddersalen, kunne deres koner som Isabella d’Este (Mantua) og Elisabeth Gonzaga (Urbino) i de lidt mindre gemakker danne centrum i et til lejligheden samlet, men kun sjældent decideret inviteret, mere uformelt selskab. Her musicerede, tegnede og skrev man og kritiserede egne eller andres kunnen. Man både praktiserede kunst og udøvede smagsdomme over den. Salonerne var i deres tidligste form en slags mod-performance til den fordrukne og seksuelt løsslupne omgang, der prægede hofkulturens mandsdominerede omgangsformer i mange århundreder. I salonen var idealet høflig og kultiveret omgang, gerne med emotionel klangbund.

Forbilledet var Platon og den platoniske og åndelige kærlighed, der helst skulle kunne udtrykkes i en fuldendt, sproglig eller anden kunstnerisk form, som fx når troubaduren høvisk hyldede sin værtinde. Netop høvisk fordi det (sandsynligvis) ikke indebar en faktisk seksuel omgang. Kærlighed kunne og burde udtrykkes med politesse og dyrkelse på afstand. I 1537 blev Castiglionis spanske hof-håndbog Il libro del Cortegiano oversat til fransk, faktisk næsten samtidig med Platons Dialoger, som havde været inspirationen for Castiglioni. Italienske kurtisaner uden for den deciderede hofkultur blev inspirerede af bogen. De var smukke og dannede mode med deres påklædning og boligstil. I Venedig var det i 1500-tallet fx Veronica Franco og Tullia d’Aragonia, der udgav breve og digte, men begge især var kendte for deres samtalekunst og evne til at få andre til at samtale om æstetik og litteratur i salonerne, mens de koket omgikkes med det andet og det samme køn. I 1500-tallet begyndte man også at oprette ’Akademier’ i Italien, begrebet refererede til den have, hvor Platon diskuterede med sine elever. Da den svenske Dronning Christina i 1660erne oprettede sit alkymistiske akademi i Rom, kaldte hun det for Arcadien. Akademiet blev altså skabt som en utopi for, hvor menneskeligt selskab kunne foregå. Her kom både mænd og kvinder, både videnskabsfolk og poeter, både tilrejsende og fastboende. Da J. W. Goethe og Friederike Brun kom til Rom i årene før og efter 1800 blev de begge anbefalet som medlemmer.

Også i Frankrig oprettede Richelieur et akademi i 1635. Men her blev kønsgrænsen skarpt bevogtet, og de franske preciøse saloner opstod bl.a. fordi kvinder ikke kunne komme i akademierne, mens mænd godt kunne komme i kvindernes saloner. I England blev lærde og adelige kvinder inspireret af de mere dydige af de italienske saloner. En af de mest kendte blev Kathrine Philips’ Society of Friendship’ i midten af 1600-tallet i London. Netop venskabet og den venskabelige omgang blev salonernes utopiske projekt op igennem 1700-tallet, som et borgerligt alternativ til de adelige blodsbånd, der knyttede indflydelsesrige slægter sammen i indviklede netværk over hele Europa.

Salonkultur før 1800

Afgørende for de borgerlige saloner omkring 1800 var den franske salonkultur i 1600-tallet. Ikke mindst den italienskføde Mme de Rambouillet, der i Paris holdt selskaber i sin blå salon som en ’republique des lettres’, altså de lærdes republik i modsætning til blodets monarki på det franske hof. Hendes palæ blev bygget om, så en række stuer en suite førte frem til den fløjlsforede blå salon, der var hendes bibliotek og soveværelse. Her mellem reolen og sengen var det mest eftertragtede samtalested, hvor man viste sin ’urbanité’ i evnen til at diskutere både lidenskab og videnskab i formfuldendte sproglige vendinger. Traditionen fortsatte hos romanforfatteren Mlle de Scudery i den sidste del af 1600-tallet. Hendes 10 bind om Clélie beskrev salonlivet med dets utopiske topografier ’Følelsernes landkort’, hvor sprogeksperimenterne demonstrerede forfatterens evne til ikke bare at føle, men at beskrive følelsesliv og reflektere over det. Mlle de Scudery kaldte sig salonens Sappho – ligesom tysk-danske Friederike Brun senere blev kaldt af sine gæster.

Også i Frankrig holdt kurtisaner som Ninon de Lenclos mere frivole saloner, mens det i England blev de lærde blåstrømper, der holdt salonlivet i hævd. Men især i England blev salonlivet nu truet af, at de mandlige gæster foretrak andre græsgange. Ikke som tidligere det libertine hofliv, men derimod det joviale klub- og kaffehusliv. Her kunne mænd ryge, drikke kaffe og læse aviser og tidsskrifter, de kunne spille kort og diskutere politik og business – mens kvinderne sad tilbage med al deres kunst og kultur.

Sådan gik det ikke i Tyskland. Her havde man importeret den franske salonkultur, Mme de Staël havde ligefrem været på en slags kultur-eksport-turne. I alt fald opstod en helt ny form for salon-liv i Berlin i de jødiske miljøer som fx i familien Mendelssohn. Moses Mendelssohn, en velhavende silkefabrikant, udgav i 1755 sine Filosofiske Samtaler. Her blev samtale og ’Geselligkeit’ et forum hvor man kunne kultivere sin moral og dannelse, men også evnen til at nyde. Målet var religiøs tolerance og frisind – ligesom det var i de tyske frimurerloger her i anden halvdel af 1700-tallet. Det er ikke tilfældigt, at det var i de marginaliserede borgerlige grupper, disse utopier opstod og fik liv som modvægt til fyrstehoffernes ’pomp and circumstance’. Den unge Henriette Hertz deltog således i en læsekreds hos Mendelssohn. Da hun blev gift delte hun og ægtemanden salonlivet mellem sig. Markus Hertz var læge og hos ham kom naturvidenskabeligt interesserede, flest mænd, men ikke udelukkende. Hos Henriette Hertz, der var et sproggeni og som talte og læste mere end ti sprog, kom de andre, de tilrejsende og de poetisk indstillede. Her dannede de tætte venskaber – Tugendbund – med hinanden og fortsatte det i vidtstrakte brevvekslinger i mange år efter.

De tyske saloner var ikke afhængige af store lokaler og var heller ikke så intimt seksualiserede som de franske. Rummet mellem reol og seng var mere privat end i Frankrig hos Mme de Rambouillet, hvor det var eftertragtet at sidde på sengekanten og diskutere filosofi. Hos Rahel Varnhagen von Ense, der var som ung var ret fattig, fik man te og rosiner i dagligstuen til en inderlig og følsom samtale, men det var eftertragtet at komme hos hende alligevel. Den jødiske kreds eksperimenterede med samværsformerne, man kunne sidde på gulvet i et enkelt stearinlys’ skær, eller man kunne flytte sammen i en slags kollektiv som det skete i Jena-kredsen i 1790erne.

Saloner i Danmark omkring 1800

I Danmark var kultureliten tysktalende og tyskpræget i anden halvdel af 1700-tallet. Det var Klopstocks følsomhed, der prægede de tyske embedsmænd, præster og læger i København – og deres børn. Friederike Münters præstefar fik embede i København i 1765, det år hun blev født i Gotha. Hun voksede op i den tyske kreds i København og blev opdraget og uddannet af sin far efter tyske, borgerlige idealer. Hun blev uddannet bredt men med fokus på litteratur og billedkunst. Hun begyndte at digte som barn og lærte den tyske salonkultur at kende som femtenårig, da forældrene tog hende med på en lang dannelsesrejse igennem Tyskland. Hun giftede sig ret ung med den noget ældre købmand Constantin Brun, fordi han kunne tilbyde hende et liv, hvor hun kunne rejse, købe bøger og kunst og indrette sig med både en salon i byen (Det gule Pakhus og siden palæet i Bredgade, der nu kaldes Håndværkerforeningen) og på landet i den italienske landvilla Sophienholm i Frederiksdal ved Lyngby.
Friederike Brun fødte fem børn, men det afholdt hende ikke fra mange og lange rejser i Tyskland, Svejts, Frankrig og Italien. Hun havde nogle af børnene med og manden fulgte hende ofte på et stykke af rejsen, ligesom hendes inderlige venskaber med intellektuelle og kunstnere i Europa førte mange gæster til København. Hun udgav mange rejsebeskrivelser og digtsamlinger på tysk og var anerkendt som forfatter i sin samtid.

Da hun i 1810 standsede rejselivet, fik hendes saloner en guldalder. Her kunne man se de nyeste kobberstik, læse de nyeste digte og tidsskrifter, høre Weyse, Kuhlau og andre spille, se den smukke yngstedatter Ida danse, synge og opføre levende tableauer. I næsten 10 år vrimlede det med europæiske berømtheder i Bredgade og på Sophienholm og den døve Friederike Brun havde nok at se til, som den, der iscenesatte salonerne. Hun var blevet døv under en af sine graviditeter og det er paradoksalt, at hun alligevel blev den, der iscenesatte sine gæsters diskussioner, optrædende og smagsdomme. Men det gav også anledning til mange anekdoter og misforståelser blandt hendes gæster.

I de københavnske saloner kunne man ikke billet, hvilket gjorde at man ikke bare kunne møde op.Det gjaldt også for den Schimmelmannske salon i Odd Fellowpalæet i Bredgade og for Kamma Rahbeks dagligstue i Bakkehuset ude ved Søndermarken. Man kunne blive introduceret med et brev af en fra den omfangsrige vennekreds. Så blev man indkaldt til ’audition’. Man skulle fortælle salonværtinden, hvad man kunne, og faldt man i hendes smag, modtog man en invitation til en bestemt salonaften, hvor værtinden sørgede for, at selskabet var passende for den nye gæst. Ofte foreslog hun en anden salongæst at fungere som mentor for den nytilkomne. Hos Friederike Brun dyrkedes den inderlige venskabskult, men også en interesse for de arcadiske utopier, som nye videnskabelige opfindelser måske gjorde mulige. Bl.a. var interessen for magnetisering og elektricitet levende i kredsen ligesom geologi og spiritisme stod på dagsordenen. Friederike Brun havde på sine rejser fuldt forelæsninger hos tidens mest berømte kemikere og fysikere og hun inviterede fx H. C. Ørsted og andre til at demonstrere eksperimenter, ligesom hun inviterede operadivaer og berømte forfattere til at optræde.

Hos Schimmelmanns kom politikere og ambassadører, hos Kamma Rahbek kom forfatterne og deres koner, hos Friederike Brun var klientellet så diverst, at københavnerne i årene efter 1810 fortalte mange anekdoter om det mærkelige liv, der udspillede sig hos Fruen og hendes sure ægtemage, der hellere opholdt sig i klubben med kortspil end hjemme hos de dilleterende kunstnere. Efter 1820 blev det sværere at opretholde det frie og frisindede salonliv. Friederike Brun blev festarrangør for kongehuset, som havde rejst igennem Europa efter hendes rejsebeskrivelser.

Det Arcadien eller den utopi, som de borgerlige saloner også i Danmark udtrykte og levede på, var venskabets, videnskabens og kunstens særlige rum. Her hvor man kunne diskutere sig frem til smagsdomme i en kreds, der tillod frisind og frie omgangsformer mellem den stive hofkultur, de frivole eller libertine selskabeligheder og den biedermeierske borgerlige dannelseskultur, der satte nye og snævre normer op for selskabelighed og omgang – ikke mindst for de unge døtre.

Saloner efter 1800

Da middelklassens dagligstue blev stor nok til at modtage gæster i, eroderede salonlivet til omgangsformer, der kunne opleves som nok så snærende, fx for en Nora hos Ibsen. De eksperimenterende avantgarde- og boheme-miljøer i Berlin, Paris og andre steder genoptog traditionen i slutningen af 1800-tallet, men de færreste havde penge og dermed salon-rum nok til faktisk at skabe en selskabelighed, der svøbte samværet i det arcadiske overskud, som fx Friederike Brun havde. De senere miljøer var ikke parallelkulturer til magten, men netop modkulturer til magten og pengene. Derfor blev det som regel – måske med undtagelse af Gertrude Steins avantgarde-salon i Paris – til niche-kulturer.

Når vi taler om salonen og saloner i dag, sker det i et virvar af forståelser mellem magt, modmagt, forsamlingshus-demokrati og højskolediskussion. Var salonlivet i flere hundrede år baseret på en kultur- og videnskabs-elites netværksdannelser, så er de mange initiativer til forskellige former for saloner i dag baseret dels på salonen som et sted for kunstneriske performances, dels på efterdønningerne af den borgerlige offentligheds tradition for meningsudvekslinger og debat imellem forholdsvis fremmede, der har købt billet til samme event, uanset om den hedder salon eller ej.

Karen Klitgaard Povlsen er lektor på institut for kommunikation og kultur ved Aarhus Universitet.

Scroll to Top