UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Samfundsnasserens revolutionære forhistorie

Samfundsnasserens revolutionære forhistorie

FOKUS: ARBEJDETS RANDOMRÅDER - Hvem har lov til at arbejde, og hvem kan kalde sig for en arbejder? Hvordan beskrives de mennesker og professioner, der befinder sig på grænsen til den gængse forståelse af arbejde? På Baggrund sætter vi i de næste fire artikler fokus på, hvordan vi taler om og opfatter os selv som arbejdere. Vi har bedt en række forskere om at undersøge arbejdets randområder: Samfundssnyltere fra alle samfundslag, prostituerede, parasitter og selvtitulerende charlataner.

De dovne skal ikke have lov til at stemme. Det er en af Menneskerettighedernes ofte oversete pointer. Også under Den franske revolution diskuterede man skellet mellem de, der bidrager til samfundet og de, der ikke gør. Gennem pamfletter og satiretegninger fortæller litterat Jonas Ross Kjærgård samfundsnasserens revolutionære forhistorie.


 

Hvis man er samfundsnasser, så er man sådan én, der er ligeglad med fællesskabet, og som bare vil rave til sig på andres bekostning. Man modtager dagpenge, har et vist rådighedsbeløb og brokker sig en gang i mellem, men egentlig har man det jo godt, alt for godt. I Danmark var der engang en politisk konflikt mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, men efter 2012 sagerne om Dovne Robert og Fattige Carina er det blevet tydeligt, at den politiske konflikt har flyttet sig. Nu står fronterne i stedet mellem dem på arbejdsmarkedet, og dem uden for arbejdsmarkedet. Mellem de arbejdsomme og de dovne. At dømme ud fra en række folketingsmedlemmers offentlige udsagn tyder det på, at de folkevalgte har en interesse i at intensivere dén konflikt i stedet for at tale om en mulig omorganisering af arbejdsmarkedet; en omorganisering, der ville skulle omfordele arbejdsbyrden og dermed mindske dels stressniveauet blandt dem med arbejde og dels skyldfølelsen og mindreværdet hos dem uden.

Men samfundsnasseren, hvad er egentlig hans eller hendes historie? Med udgangspunkt i nogle billeder fra den franske revolutionsperiode vil jeg argumentere for, at samfundsnasseren er en gammel og tvetydig figur. I begyndelsen af revolutionen var nasserne de dovne og unyttige eliter, der nød frugterne af andres arbejde, men på et senere tidspunkt var det, som om det vendte, så nasseren i stedet blev den fattige arbejdsløse. Tydeligvis har vi i Danmark valgt at følge op på den sidste version af nasseren, men måske kan vi lære noget af den tidlige revolutions nasserkritik?

Indtil revolutionen i 1789 var Frankrig inddelt i tre stænder: gejstligheden, aristokratiet og tredjestanden. Gejstligheden og aristokratiet udgjorde tilsammen cirka 2 % af den samlede befolkning, men ikke desto mindre sad de på enorme formuer, jorder og havde derudover en række økonomiske og politiske privilegier. Der var bestemte skatter, de ikke skulle betale, særlige embeder de havde eneret til og politiske beslutninger, som de blev inkluderet i. Tredjestanden – og allerede navnet illustrerer, at de var den lidt sørgelige samfundsrest – var en enormt heterogen mængde, der talte bønder, finansspekulanter, håndværkere, forhutlede eksistenser og alt derimellem. Frem imod 1789 var der en voksende utilfredshed med denne ulige fordeling af goderne i det franske samfund, og især begyndte medlemmerne af tredjestanden at sætte kritisk fokus på det forhold, at de igennem deres arbejde producerede langt størstedelen af samfundets værdier, men alligevel stod uden for den politiske magt. Den type af kritiske argumenter blev fremført i politiske pamfletter og debatter, men også i sange, skuespil eller som her satiretegninger:

Figur 1. Anonym: A faut esperer qu ca finira ben tot [Vi må håbe det snart slutter], farvet radering. Paris, 1789.

Figur 1. Anonym: A faut esperer qu ca finira ben tot [Vi må håbe det snart slutter], farvet radering. Paris, 1789.

 

Motivet med en tredjestandsrepræsentant, som på ryggen bærer en gejstlig og en adelig, var let at afkode, og det cirkulerede i en række versioner med forskellige titler. Præsterne og aristokraterne nød frugterne af tredjestandens arbejde, var den genkommende pointe. Billedets budskab forstærkes yderligere af, at manden fra tredjestanden bærer to sedler, hvoraf navnene på nogle af de skatter, han skal betale, fremgår, mens der i præstens lomme blandt andet er en seddel, hvorpå der står ”pension”. Nogle betaler skat, og andre hæver en fed pension. For yderligere at tydeliggøre pointen står der ”våd af tårer” på bondens hakke. Interessant nok er samfundsnasserne altså her elitens repræsentanter, og landbrugssymbolerne – hakken, kaninerne og kyllingerne – fungerer som en illustration af, at bonden arbejder som forsørger, mens andre nyder godt af hans arbejde.

Pointen om, at tredjestanden udførte alt det vigtige arbejde, blev på skrift fremført mest effektfuldt af den revolutionære abbed Emmanuel-Joseph Sieyès (1748-1836). I revolutionstidens mest indflydelsesrige pamflet, Hvad er tredjestanden? (1789), oplistede han alle de erhverv, der var vigtige for et samfund: landbruget, håndværkere, købmænd, lærere. Hans pointe var, at alle de funktioner blev varetaget af tredjestanden, hvilket gjorde det uacceptabelt, at adelen og præsteskabet sad på al politisk magt. I stedet burde der være et lige forhold mellem borgernes samfundsnyttige arbejde og deres politiske indflydelse. En vigtig præmis for, at den argumentation kunne fremstå overbevisende, var, at betydningen af tredjestandens arbejde blev bredt anerkendt. Som det fremgår af figur 2, spillede billedmediet også her en vigtig rolle.

Anonym: Né pour la peine: l’homme de village [Født til slid: manden i landsbyen], farvet radering. (Paris: chez Basset, [ca 1789]). Versene under billedet lyder: Tous les jours au milieu d’un Champ/Par la Chaleur par la froidure/L’on voit le Pauvre Paysan/Travailler tant que l’année dure/Pour amasser par son labeur/De quoi payer le collecteur. [Alle dage ude i marken/I varmen og i kulden/Ser man den stakkels bonde/Arbejde så længe som året varer/for at spare sammen ved sit arbejde/til at kunne betale skatteindkræveren.]

Anonym: Né pour la peine: l’homme de village [Født til slid: manden i landsbyen], farvet radering. Paris: chez Basset, ca. 1789. Versene under billedet lyder: Tous les jours au milieu d’un Champ/Par la Chaleur par la froidure/L’on voit le Pauvre Paysan/Travailler tant que l’année dure/Pour amasser par son labeur/De quoi payer le collecteur. Alle dage ude i marken/I varmen og i kulden/Ser man den stakkels bonde/Arbejde så længe som året varer/for at spare sammen ved sit arbejde/til at kunne betale skatteindkræveren.

 

Ikke mindst på grund af hanens placering oven på bondens hat, er det et ret besynderligt billede, og det er da også uvist, i hvilket omfang det har cirkuleret. Som det fremgår af teksten under versene, har det kunnet købes hos Basset i dennes butik på Rue St. Jacques i Paris. I forhold til dets motiv og tekst har billedet et klart (over)pædagogisk sigte, hvilket tydeliggøres af teksterne på billedet: ”Bondens og dyrenes attributter” eller ”Koen: ved dens mellemkomst drikker og spiser man”. Ligesom billedets titel bidrager versene forneden med et moralsk perspektiv, der understreger bondens hårde kår, men også hans stædige arbejdsomhed. Hvad enten det er koldt eller varmt, så arbejder bonden. Pointen er, at billedet, sammen med en stribe lignende illustrationer, er med til at udbrede og etablere en ideologisk ramme, inden for hvilken argumentet om tredjestandens nyttige arbejde bliver effektivt. Det bliver demonstreret, at bonden arbejder hårdt, og når man forstår dét, er det samtidig lettere at blive overbevist af argumentet om, at almennyttigt arbejde bør medføre en belønning i form af politisk indflydelse.

Men det er ikke kun på et abstrakt ideologisk plan, at der sker en opvurdering af det almennyttige arbejde. Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder (1789) og den nye forfatning fra 1791 følger trop og leverer det juridiske rammeapparat, der gør ideologien håndfast. Erklæringen har 17 artikler, og i denne sammenhæng er artikel 1 interessant: ”Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. De sociale skel kan kun baseres på almennytte.” Mens artiklens første sætning helt utvetydigt formulerer revolutionens friheds- og lighedsprincipper, så åbner anden sætning op for en ny form for sociale skel. Men i modsætning til tidligere, hvor sociale skel var betinget af tradition og arv, så skal de nu baseres på almennytte. Det vil sige, desto mere nyttig man er, desto højere skal man figurere i det sociale hierarki. Den pointe har karakter af et tveægget sværd. På den ene side indeholder den en utvetydig kritik af det gamle regimes elite; en elite, der nød frugterne af andres arbejde. På den anden side åbner den op for, at det arbejdende folk, det nyttige folk, kan distancere sig også nedadtil fra dem, der ikke arbejder, de unyttige. Det potentiale bliver tydeligere i 1791 forfatningen med dens distinktion mellem de aktive og de passive borgere.

Faktisk blev det allerede i forbindelse med forhandlingsforløbet op til vedtagelsen af Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder foreslået, at man skulle skelne mellem aktive og passive borgere. Det forslag blev imidlertid ikke vedtaget. I stedet blev distinktionen inkluderet i forfatningen fra 1791, som Erklæringen fungerede som fortale og principprogram for. I forfatningen blev aktive borgere blandt andet defineret som dem, der ”på et hvilket som helst sted i kongeriget betaler et direkte skattebidrag svarende til værdien af mindst tre dages arbejde, og som kan fremvise en kvittering herfor” (Forfatning af 1791, kap. 1, sek. 2, art. 2.). Forskellen mellem aktive og passive borgere var den, at mens passive borgere nok måtte nyde visse samfundsgoder (lighed for loven, beskyttelse af deres person og ejendom), så var det kun aktive borgere, der måtte stemme ved politiske valg. Kun aktive borgere måtte være med til at bestemme samfundets indretning. Og som det fremgik af forfatningen, så var et bestemt skattebidrag altså afgørende for, om man havde politiske stemmerettigheder eller ej. Da de skatter, der er på tale, var indkomstafhængige (eksempelvis en tiendedel eller en tyvendedel af éns indtægt), betyder det samtidig, at man skulle arbejde for at være aktiv borger. Med andre ord: opprioriteringen af det almennyttige arbejde fører dels til en skarp kritik af adel og gejstlighed og dels til en tæt forbindelse mellem arbejde og politiske rettigheder.

Det forhold, at man skal være almennyttig skatteyder for at have politisk indflydelse, bliver kritiseret skarpt i senere dele af revolutionen. Især de radikale sansculotter og jacobinerne med Robespierre i spidsen sætter fokus på problemet. En sidste illustration:

Anonym: Liberté: Egalité  (Frihed: Lighed), radering. Paris: formentlig 1793-94.

Anonym: Liberté: Egalité (Frihed: Lighed), radering. Paris: formentlig 1793-94.

Det øverste billede viser en forarmet mand, der bærer menneskerettighedserklæringen på sin ryg. Under billedet er sætningen, skrevet med småt, ”hvad skal der blive af mig” kontrasteret med ordet FRIHED skrevet med versaler. Kanonerne er et konkret krigsbillede – Frankrig var på dette tidspunkt i krig med det meste af Europa – men også et symbol på den uhjælpelige situation en forarmet skikkelse står i, selv når han er armeret med menneskerettighedserklæringen. På det nederste billede præsenterer en fattig sansculotte en rigmand for et skrift med titlen ”Tale om formuernes lighed”. Tilsammen peger de to billeder på, at menneskerettighedserklæringen og revolutionsidealerne – på trods af gode hensigter – ikke har været i stand til at løse sociale problemer. Tilsyneladende befinder de fattige sig ligesom i randområdet af det nye samfund, som menneskerettighedserklæringen og 1791 forfatningen forsøgte at indstifte. Pointen er, at de uproduktive og arbejdsløse mere eller mindre tilsigtet bliver ofre for den almennytteretorik, som mange revolutionære i 1789 retter imod adelen og gejstligheden. Det nye ideal bliver, at man skal være nyttig for at have indflydelse og nyde social anerkendelse. Det ideal rammer i første omgang det gamle regimes elite, men i anden omgang også en stribe sociale randeksistenser såsom fattige, tjenere, kvinder osv. I det perspektiv er det rimeligt at sige, at revolutionen indstifter en ny middelklasse, som kan skyde både opad og nedad.

Når man i dag taler om samfundsnassere mener man jo ikke de politikere og direktører, der får guldrandede aftrædelsesordninger betalt af skatteydere og almindelige medarbejdere. Samfundsnasseren er ikke ham eller hende, der hæver de rigtig store beløb i toppen af samfundet, men derimod dem, der dovent nyder de angiveligt lidt for store overførselsindkomster i bunden af samfundet. På den måde synes vi i dag primært at have fulgt op på den arv fra Den Franske Revolution, der handler om at bruge et begreb om almennytte til at sparke nedad. Måske var det på tide, at følge op på den anden linje fra 1789? Måske befinder den sande samfundsnasser sig i toppen af kransekagen? Når alt kommer til alt, er det jo dér, der er mest at nasse på.

Jonas Ross Kjærgård er ph.d.-studerende i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.