UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Skelethaven i Paris

Skelethaven i Paris. Foto: Kasper Jacek.

Skelethaven i Paris, Galeries de Paléontologie et d’Anatomie comparée. Fotografier: Kasper Jacek.

FOKUS: MUSEUM ‘EUROPA’ – Det europæiske landskab er dækket med museer. Den europæiske kultur er en museumskultur: Vi indsamler, kategoriserer og udstiller i et forsøg på at forstå vores fortid, os selv og den verden, vi lever i. Baggrund undersøger de europæiske museer, museets historie og den museumskultur, som har været med til at forme det moderne Europa.

Den naturhistoriske samling af skeletter i Paris er født ud af en bestemt ånd, der ser naturen som et æstetisk objekt i sig selv. Professor ved Sorbonne, Justin E. H. Smith, viser rundt i skelethaven i Paris.


 

Jeg står i Jardin des Plantes i femte arrondissement på venstre Seinebred i Paris. Her finder man en af verdens ældste zoologisker haver (“Ménagerie”), forskellige drivhuse og rækker af dahlia imellem statuer af Jean Baptiste Lamarck og George Louis Leclerc Buffon. Udover dette finder man også adskellige gallerier og udstillinger, der tilsammen udgør Frankrigs naturhistoriske rigsmuseum. Blandt disse er ikke mindst ‘Galeries de Paléontologie et d’Anatomie comparée’, et to-etagers galleri bygget til verdensudstillingen i 1900, hvor skeletter og bevaret knoglevæv fra tusindvis af dyrearter er til skue. Heriblandt massive kæbeben fra kaskelothvaler, tværsnit af napoleonskagelignende elefantmolarer (kindtænder) og et utal af miniature kranier fra flagermus i små glasmontre.

Hertil, blandt de mange knogler, har jeg følt mig draget, siden jeg ankom til byen – som var det Paris’ rigtige centrum. Jeg har sommetider problemer med at forklare eller overhovedet forstå, hvorfor jeg er flyttet hertil. Jeg, der er ligeglad med mode, fornemme restauranter og korte arbejdsuger – der elsker vin, men er tilfreds så længe den bare er rød. Jeg elsker kunst, men kan næsten ikke klare 30 minutter i et kunstmuseum før mit cafeterie-søgende instinkt sætter ind.

Hvorfor kommer jeg altid tilbage til knogleudstillingen? Hvilken tiltrækningskræft er det skeletterne har, som kunstværkerne mangler? Hvad er det, der giver dem stemmer, når de levende dyr i den anden ende af haven, på trods af deres gøen og hylen, forbliver stille for mit øre? Jeg vender altid tilbage hertil ved enhver lejlighed. Jeg tilbyder turister guidede ture, der, efter dusinvis af gentagelser, nærmer sig udmærket kvalitet.

Skelethaven i Paris

Jeg har også gået ture alene i galleriet, hvor jeg, lidt pinlig over at være den eneste voksen uden børn på slæb, bryder den uskrevne men unægtelige regel – kunst for voksne, natur for børn. Omkring mig går begavede, velformulerede syvårige børn og underviser deres forældre i forskellen på mammutter og mastodonter eller forklarer dem, at fugle i virkeligheden er dinosaurer. Deres stolthed over deres andel i videnskabelige sandheder stråler ud af dem. Denne kærlighed til viden bevæger mig dog ikke på samme måde. Jeg bekræfter videnskabens autoritet, men som sådan kommer jeg her ikke for at lære. Snarere er min årsag til at være her en slags æstetisk oplevelse – således afviser jeg altså den simple sondring mellem dette sted og fx Louvre i den anden ende af byen.

Galleriet, der er opblomstret blandt samlinger af den franske naturalisme, med værker fra bl.a. Buffon, Georges Cuvier og Étienne Geoffroy Saint-Hilaire, er resultatet af et perspektiv på levende natur, der opfatter den som tæt forbundet med kunst. Kunstnere fra 1900-tallet, som fx Damien Hirst med sine verdensberømte døde køer og hajer, har med ironi forsøgt at latterliggøre naturhistoriske udstillinger. Men denne tilgang til dyrearter som objekter i en æstetisk sammenfatning er på ingen måde ny eller revolutionær. Tværtimod er den “lånt” fra tidligere aldres faktiske forsøg på at forstå naturen ved at genopbygge den i udstillinger, der fremhæver dens smukke form.

1800-tallets naturalist George Pouchet, der designede udstillingen for havpattedyr, som fylder omtrent halvdelen af hele udstillingen, hævder at placeringen af den lille delfin fra Ganges floden ved siden af rethvalens massive barde og overfor narhvalen med sin mysterisk forvokset stødtand, var en nøje overvejet del af at arrangere hvalarterne i en “æstetisk og systematisk logik”. Dette er også min logik.

Skelethaven i Paris 7

Galleriet bevarer for det meste stilen fra 1800-tallet, med flotte trækabinetter og gule mærkater med navne skrevet i elegant kalligrafi. Der er kun få tegn på nye ubudne tiltag, og jeg gør mit bedste for ikke at opdage dem. Den værste er touch-skærmene med pædagogiske quizzer. Ofte løber børnene straks hen til disse, nærmest desperate, for at tilkoble sig noget bekendt, så knoglernes virkelige verden kan lukkes ude. I de seneste årtier er naturmuséer blevet fornyet i forbindelse med skolesystemet, i håb om at stimulere interesser for det videnskabelige, der til gengæld er betinget af teknologiske fremskridt og en stigende menneskelig dominans over naturens kræfter. Men så sent som i 1800-tallet, hvor galleriets moderne ideer blev undfanget, havde de, der studerede naturen, ikke glemt at deres mål med studierne var skønhed. En skønhed egnet til en mere afslappet struktur frem for den pragmatiske indlæring – skønhed som den viser sig gennem naturens ekstravagante og komplicerede størrelse.

Umiddelbart efter man træder ind, møder man en ca. 50 centimeter høj statue af en mand kun iklædt et figenblad, der viser hvordan muskler og væv ligger under huden. Statuen, skabt af Jean-Pancrace Chastel, er med det afdækkede skridt tilsyneladende det eneste tegn på skam i hele galleriet. Herefter ser man naturen åbenlyst og udækket, uanset hvor besynderlig. Til venstre for statuen står et glaskabinet med diverse højerestående primarter (homo sapiens inklusiv) på linje efter udviklingsstadie. Set sammen med gorillaen og de andre, virker menneskets kranie uhyrligt og oppustet, med tænder drastisk reduceret fra tidligere stadiers ærefulde størrelser. Man undres over, hvad der gik galt.

Skelethaven i Paris 3

Det overvældende indtryk i hovedustillingen er et enormt stormløb af dyreskeletter. Alle vender i den samme retning og hundredevis af dem udstillet så det ligner, at de kommer løbende. I frontlinjen af denne formation er adskillige megafauna som flodheste, elge og Stellers søko, der hver især ville være imponerende nok alene. Som man iagttager overfloden af hvirveldyr, ser man betagende og uomtvisteligt sammenfatningen af denne store taksonomiske gruppe. Skeletterne illustrerer noget, som de levende dyr i bevægelse ikke kan: Alle disse dyr er, når alt kommer til alt, variationer af et enkelt tema, bygget op omkring den samme rygknogle.

Mange af skeletterne tilhører dyre-kendisser. Der er fx næsehornet fra Versailles, der blev myrdet i 1793 af en flok vrede Sans Culottes’er. Så er der også Stadhouder-giraffen, der blev importeret fra Holland for at modbevise Madame de Pompadours påstand om at en enorm lårbensknogle hun besad fra et dyr af samme art, tilhørte en menneskelig gigant. Og så er der Rock Sand, væddeløbshesten der vandt British Triple Crown i 1903.

Og der er flere skeletter af mumificeret dyr, bragt til Frankrig af Geoffroy i 1802 fra den Napoleonske ekspedition til Egypten. Naturalisten havde håbet på at bruge dyrene som bekræftelser af hans version af evolution, ifølge hvilken arter kan udvikle nye morfologiske variationer over en underliggende sammenhæng af form(er). (Geoffroy var fortaler for evolution, ligesom mange var det i århundredet før Darwin. Darwins tilføjelse var en indsigt angående evolutionsmekanismer, mest kendt er mekanismen kaldt naturlig selektion). Uheldigvis for den franske naturalist, og til fordel for hans anti-evolutionistiske modstander Cuvier, virkede de egyptiske skeletter (en Dorcas gazelle, en vandrefalk og en okse) ikke anderledes fra deres moderne modstykker på trods af at være tusinder af år ældre. Det var naturligvis naivt at kigge på dyr i en menneskealder forholdsvis tæt på naturalistens egen tid i stedet for at grave dybere i sedimenterne. Dog er det denne slags naivitet, der på sin vis kaster utvivlsomme tegn på genialitet af sig.

skelethaven i paris 9

Cuvier og Geoffroy så begge en en tydelig sparsommelighed i dyrerigets struktur, især blandt hvirveldyr. Hvad det end var, der bragte disse væsener til livs, var det ikke nødvendigt at starte fra bunden hver gang. Forlæng rygsøjlen, reducer underkæben eller forkort forbenene og potentielt set kan du få hvilken som helst art ud af en anden. Allerede i 1680 havde den engelske anatom Edward Tyson vist at finnen på et marsvin er modificerede klove, og dog to årtier senere, i hans anatomisk undersøgelse af en chimpanse, nægtede han at konkludere, at den slående lighed mellem chimpanse og menneskets anatomi vidner om et faktisk slægtskabsforhold.

Gennem 1700-tallet kom evolution på mode, men spørgsmålet om menneskets plads i det evolutionære skema var et problem. Dyrestudier gjorde det således muligt at tænke vores vej ind i en sammenhæng af slægtskab for alle levende arter, før vi var helt klar til at se os selv som en del af denne sammenhæng. Selv hvaler havde små bækkener uden forbindelse til resten af skelettet, med noget der lignede spor af bagben. Hvad i alverden lavede de dog der? Et blev sikkert: Gud, eller naturen, smed ikke grundskitserne væk og begyndte forfra med hver art. Quaggaen, okapien og de forskellige pungdyr vidner alle om en elegant, æstetisk og systematisk orden.

Dette system reflekteres rundt på væggene i udstillingen, hvor mere end hundrede glaskabinetter viser skeletter fra små skabninger (indrier, pacaer og myrepindsvin bl.a.) og utallige krukker indeholder blødere dele af dyr, opbevaret i formaldehyd i nu mere end hundrede år. Væv fra dyr kan ikke vedligeholdes særligt længe. Et luftrør fra en frø opbevaret i en krukke med skrappe væsker i hundrede år bliver over tid, imens krukkens mærkat falmer, transformeret til noget ganske unaturligt, askegråt, og væmmeligt. Dette er galleriets form for æstetiske modvægt til de store pattedyrs skarpe osteologi. Knogler viser en elegant orden, der føles tidløs, på trods af at vi ved den udvikler sig. Væv minder os om at knoglerne tilhørte dødelige væsener, der engang sprang livligt rundt i landskabet med deres muskler, organer og led.

Skelethaven i Paris 6

Jo længere man bevæger sig rundt i urets retning, jo mere makabre bliver glaskabinetternes indhold. I bageste højre hjørne er teratologi-sektionen – dedikeret til læren om hvad der engang blev kaldt “monstre”, nu “misdannelser”. Her er der vanskabte fostre af diverse mennesker og dyr, rangeret efter kriterier der for længst er glemt. Der er et svinefoster med et øje, der har fået mærkatet: “Simpelt monster”, og der er to geder der hænger sammen ved brystet.

Geoffroy havde arbejdet for et skifte i opfattelsen af teratologiens historie. Fra renæssancens opfattelse af monstre som varsler på Guds vrede (selvet ordet, “monster”, betyder trods alt, at noget bliver vist – “de-monstre-ret”) til en normaliseringsfase, hvilket allerede var undervejs i hans tidlige samlinger af misdannede fostre, der kulminerede i det store værk “Traité de teratologie” (afhandling om teratologi), udgivet af hans søn Isidore i 1837. Misdannelser ses i dag som muligheder for bedre at forstå organisk udvikling – som undtagelser der bekræfter reglen. Dog forestiller man sig let at Geoffroy var lige så tilbøjelig til forundring ved synet af disse vanskabninger, som enhver anden landsbydegn på udkig efter Guds vrede ville have været det. De såkaldte undtagelser er forbløffende og oprørende for alle, der ser dem. De får os til at beundre at reglen trods alt oftest holder stik – at du, jeg og næsten alle andre vi kender kom velskabte til verden.

Vi fortsætter langs glaskabinetterne ved galleriets ydre væg og nu bliver selv de mest hårdføre sarte: Udtørrede tyndtarme fra en gorilla, blindtarme fra en alpaka og lunger fra en jaguarundi ligger frit fremme i krukker. Hvilken mærkværdighed! Hvilket indhold verden dog har! Og alligevel, sådan som indholdet præsenteres her, i et enkelt galleris lille univers, ser vi uvtivlsomt at alt dette forunderlige tilhører en fantastisk og stor helhed, af hvilken det sølle indhold i et kunstsmuseum højest er en grå skygge.

Skelethaven i Paris 4

Hvorfor vi ønsker at være de steder, vi ønsker at være er ofte uforklarligt, uforståeligt. Når jeg prøver at forklare, hvorfor jeg gerne vil være i Paris, er det eneste der minder om en grund, at jeg gerne vil være tæt på Jardin des Plantes. Tæt på madoquaerne og strudserne i haven, tæt på drivhusene med forhistoriske bregner og, vigtigst, tæt på ‘Galeries de Paléontologie et d’Anatomie comparée’. Det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at leve resten af mine dage her. Det er heller ikke fordi, at støvede gamle udstillinger af naturhistorie er noget unikt for denne by. Snarere er det fordi, at netop dette sted indeholder en hel speciel og uhåndgribelig ånd, der engang var naturligt forbundet og associeret med Paris.

Buffon, Cuvier og de andre udviste ikke blot nysgerrigheder ligesom Madame de Pompadour med hendes gigants lårbensknogle. Ligeledes prøvede de heller ikke på at trumfe naturen, ligesom Hirst med sin haj, via en påstand om at deres kunst er mere værd end de væsener, som kunsten tager form efter. Ånden, der forstår det sande forhold mellem kunst og natur, vakte dette galleri til livs. Denne ånd er ikke bleg for at se naturen som et æstetisk objekt i sig selv.

I denne ånd er det et af de vigtigste formål for en hovedstad, at den er et centrum for naturvidenskab, at den giver adgang til natur som helhed, adgang til en portal mellem højkultur og naturen, der ligger udenom. Skeletterne er “levende” beviser på denne struktur. Det ville være en kæmpe fejltagelse at opfatte dem som døde.

Justin E. H. Smith er professor i historie og videnskabsfilosofi ved Sorbonne-universitetet i Paris og forfatter til senest “Nature, Human Nature, and Human Difference: Race in Early Modern Philosophy”. Teksten er en oversættelse af “The Skeleton Garden of Paris”.

Oversat af Morten Gustenhoff.