UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Hijabbens idéhistorie

Mahmoud Mukhtars skulptur "Egyptens Renæssance"

Mahmoud Mukhtars skulptur “Egyptens Renæssance”

Når vi diskuterer hijabben, diskuterer vi alt fra ligestilling og modernitet til offentlighed og integration. Men det er ikke noget nyt, at hijabben agerer knudepunkt for offentlige debatter og det er langt fra en debat, der udelukkende er foregået i Europa. Her følger historien om hvordan og hvorfor hijabben er så omdiskuteret. 


”Hvorfor lige sløret?” Det spørgsmål stillede idéhistorikeren Joan Scott for snart ti år siden. Med spørgsmålet ønskede hun at sætte fokus på det tilsyneladende tilfældige i, at lige netop sløret og ikke skægget, høje hæle eller hatte, har vist sig som det måske mest omdiskuterede symbol på, hvad nogle udlægger som et sammenstød mellem civilisationer.

Det står klart, at når der tales om hijabben, så handler det ikke kun om tilsløringen af kvinden, det handler også om alt fra ligestilling, modernitet, feminisme og religion i offentligheden til integration, Vesten, vold, terrorisme og totalitarisme. Det er denne enorme længde i associationskæderne, der gør det muligt for os at diskutere lige præcis sløret igen og igen, netop fordi vi faktisk sjældent taler om sløret som sådan, det vil sige som et stykke beklædning.

Som Scott pointerer i sit svar på spørgsmålet, er sløret blevet et symbol på, hvad der opfattes som en større antagonisme mellem kulturer. Resultatet heraf er, at ”begreberne bløder ind i hinanden”, de mister deres signifikans og tildrager sig kontinuerligt nye betydninger.

Men det, at sløret er anledning til at diskutere stort set alt andet end lige netop beklædningens praktiske og religiøse funktioner, er ikke noget, der er forbeholdt de sidste årtier eller en europæisk kontekst for den sags skyld. Slørets idéhistorie har altid været udgjort af forskydninger i sine symbolske og polemiske kontekster, og den har varieret alt efter geografi og tid. Derfor vil denne artikel tage udgangspunkt i en række nedslag i slørets idéhistorie for at tilnærme sig Scotts spørgsmål om ”hvorfor sløret?” ved i første omgang at spørge til, hvordan sløret har været genstand for tilskrivninger af forskellige ekstra betydninger.

 

Slørets kulturelle religiøsitet

Brugen af tørklædet er oprindeligt ikke en særegen muslimsk eller islamisk praksis. Slørets historie trækker tråde helt tilbage til assyrisk tid for over 3500 år siden, hvor tilsløring var en identitets- og klassemarkør. På stentavler fra Nineveh – en af de vigtigste byer i oldtidens Mellemøsten (der i dag udgør dele af Mosul) –  har man fundet nedskrevne love, der udtrykker privilegierne i at bære slør, hvem der kunne iklæde sig slør, og hvad straffen for slavekvinder og prostituerede var, hvis de bar slør.

I modsætning til hvad den offentlige debat til tider giver udtryk for, så står der faktisk relativt lidt om kvinders beklædning i det muslimske religiøse korpus (koranen og Profetens Sunna – samlinger af fortællinger om Muhammad). Til trods for at tilsløring på Muhammeds tid var en veletableret kulturel praksis, er det arabiske ord for hovedslør – khimar – ikke at finde i koranen. I stedet er begrebet hijab brugt, som etymologisk set ikke referer til et stykke tøj, men til adskillelse; det at sætte noget imellem to størrelser. Begrebet henviser i islam til diverse skillelinjer; mellem livet og det, der kommer efter, mellem gud og menneskene, mellem det private og det offentlige og mellem mand og kvinde. Det er først fra 1970′erne og frem, at hijabben inkarneres som et decideret hovedklæde, som det vi kender i dag.

Der er kun et par steder, hvor idéen om “hijab” er nævnt i koranen, blandt andet vers 24:30-31:

Sig til de troende mænd, at de skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn. Det er mere renfærdigt for dem, Gud er fuldt vidende om, hvad de laver.

Sig til de troende kvinder, at de skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn; de må ikke fremvise deres pryd, bortset fra det deraf, der er synligt, og de skal lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring. […]

Verset opfordrer både mænd og kvinder til at optræde sømmeligt og til at ’vogte over deres køn’, men det understreger også, at der er noget, som kun kvinden skal dække til. Det arabiske ord for dette noget ‘juyobihinna’, er, som så mange andre arabiske ord, flertydigt og tolkes forskelligt i diverse oversættelser. I den danske udgave af Ellen Wulf er det oversat til ‘halsudskæring’, hvilket er en af de mere gængse, men altså langt fra den eneste.

Generelt betragtet afhænger ens forståelse af dette vers og koranen i sin helhed af, hvordan man går til det religiøse, og fra hvilket ideologisk standpunkt man tager sit afsæt. Islamismen, den politiske islam, kendt for en misogyn og konservativ læsning, er præget af én tilgang, mens islamiske feminister, for nu at tage en modpol, har en væsentlig anden. Hvor islamismen pointerer kvindens hierarkiske underlegenhed, lægger de islamiske feminister i langt højere grad vægt på det ligestillende budskab i det religiøse korpus. En række islamiske feminister har demonstreret, hvordan verset slet ikke er en simpel eller let tilgængelig passage, der er derimod tale om et vers, som tilbyder en række forskellige tolkningsmuligheder, heriblandt kan nævnes: bryst, brystkasse, ansigt, kavalergang eller nakke. Dermed udfordrer de islamisternes fortolkninger og især påstanden om deres monopol på den retmæssige fortolkning. Andre har forsøgt sig med en mere historisk kontekstualiserende kritik af verset.

Den marrokanske feminist Fatima Mernissi undersøger eksempelvis i sin bog The Veil and the Male Elite (1991) den historiske kontekst, hvori en række forskellige koranvers blev skrevet. Hun fremhæver blandt andet, hvordan flere hadither fortæller konteksten for det citerede vers ovenfor. Verset om hijabben blev åbenbaret, efter at en af Muhammeds bryllupsfester fortsatte til lidt ud på natten. Gæsterne ville ikke gå og fulgte efter ham, hvor end han gik. På det tidspunkt blev verset åbenbaret og forsikrede således profetens ret til privatliv. Hijabben er, ifølge Mernissi, dermed ikke en adskillelse mellem kvinder og mænd, men noget som adskiller familien fra det offentlige, hvilket underbygges af den etymologiske undersøgelse af begrebet.

Det religiøse bud indeholder således forskellige kulturelle og historiske elementer, som præger fortolkningen. Uanset om man tolker versene og praksissen historisk, lingvistisk eller teologisk, bruges hijabben i dag af forskellige årsager som kontakt med Gud, sømmelighed eller et modsvar til bestemte kropsidealer.

 

Modernisering gennem sekularisering

I løbet af 1800-tallet og med intensivering i 1900-tallet gennemgik mange områder af Mellemøsten moderniseringsprocesser, som i mange tilfælde betød en sekularisering af store dele af samfundet. Denne udvikling var både præget af presset fra en fortsat kolonial tilstedeværelse, samt et ønske om forandring og selvstændighed i samfundene. Det paradoksale i denne udvikling var, at vejen til autonomi blev forstået gennem den europæiske modernitets prisme og var præget af nationalistiske og sekulære ideer. For at opnå selvstændighed fra det imperiale Europa udviklede flere af landene sig til europæiske kopier. Tildækkede kvinder indgik som et element i disse processer, og deres ‘frigørelse’ blev en del af den generelle dagsorden. Sideløbende hermed voksede der en kvindefrigørelsesbevægelse frem i store dele af området, som opfordrede kvinder til at kaste tørklædet. Brugen af tørklæde blev stemplet som gammeldags og dogmatisk, og den utilslørede (og frigjorte) kvinde blev følgende benyttet som symbolet på den moderne og frigjorte nation.

Et eksempel herpå er Egypten, hvor nationalismen gik hånd i hånd med feminismen og en sekularisering. Nationalismen og feminismen blev blandet sammen i frigørelsens navn. Både Storbritanniens imperiale magt i Egypten og den voksende nationalisme prægede den egyptiske feminisme, samtidig med at den frigjorte kvinde blev et af de stærkeste symboler på et frit og moderne Egypten. Den egyptiske kvindeaktivist Huda Shaarawi var både feminist og nationalist, fordi hun forstod begge kampe som en kamp for frigørelse. I 1919 var hun med til at organisere den største kvindelige anti-britiske demonstration. Da hun vendte hjem til Egypten efter at have deltaget på en kvindekonference i Rom i 1923, løftede hun sløret for første gang. Denne historiske af-sløring står som en af de helt centrale hændelser i den egyptiske så vel som den muslimske feminismes historie.

De egyptiske kvinder og kvinders rettigheder blev udviklet til en spillebrik, hvor diverse fraktioner benyttede denne kamp til at fremme deres egne partikulære ønsker. Kvinders rettigheder blev således benyttet af den imperiale magt og den nationale elite til at fremme deres egne interesser. ‘Frie’ mennesker skulle iklæde sig europæisk tøj, og frigørelsen af kvinden fik dermed et vestligt udtryk.

Den nye nation blev visuelt repræsenteret gennem kønnede metaforer, hvilket blandt andet kan læses ud fra Mahmud Mukhtars monument “Egypt’s renaissance”, som forestiller en kvinde, der løfter sløret, imens hun står ved siden af en sfinx. Monumentet og dets titel hentyder til sammenhængen mellem genfødslen af Egyptens storhedstid og kvindens frigørelse. De to symboler er frigørelsen og genfødslen af Egypten. Kvinden og spørgsmålet om kvindens plads i samfundet, som fik fodfæste i den offentlige debat, stod centralt i det moderne Egypten. Det var hverken første eller sidste gang, at kvinden og kvindens fysiske fremtræden blev et udtryk for så meget mere.

 

Slørets forbudshistorier

To steder, hvor moderniseringens sekulære og delvis elitistiske præg var særligt fremtrædende, var i Iran med statslederen Reza Shah og i Tyrkiet med Atatürk som leder. Sekulariseringerne blev krystalliseret i kvindens af-sløring og opfattet som et kerneelement i moderniseringen. Den utildækkede kvinde blev også her symbolet på den moderne nation. I modsætning til Egypten, hvor af-sløringen i høj grad var båret af en lang udvikling nedefra, blev udviklingen i Iran centralstyret ovenfra. Reza Shah gik hårdt ud mod de traditionelle tøjnormer, og som i Egypten fandt denne utilfredshed stærk støtte i flere sekulære grupperinger og kvinderettighedsorganisationer. Den 7. januar 1936 blev der således i Iran indført en obligatorisk af-sløring, hvilket ville sige et forbud imod kvinders tildækkelse. Forbuddet blev håndhævet med magt og voldsudøvelse af et særligt dedikeret tøjpolitikorps.

Motivationen bag var at frigøre kvinder – igen som et symbol på den moderne nation, men som flere af Irans andre moderniseringsinitiativer var tiltaget forhastet og i sidste ende virkede det imod hensigten. Tildækkede kvinder blev diskrimineret og krænket i det offentlige rum på grund af det slør, som tidligere havde givet dem adgang til denne sfære. I stedet for at føre til frigørelse endte det politiske udspil med at skabe en social isolation for mange kvinder. For Reza Shah og det moderniserede Iran symboliserede tørklædet undertrykkelse, men forbuddet styrkede den samme undertrykkelse.

Efterfølgende fulgte den islamiske revitalisering, som i høj grad var et resultat af en modstand mod vestligt orienterede og korrupte regeringer. I løbet af 1970’erne opstod der en ny tendens i Mellemøsten, hvor man vendte tilbage til et religiøst fundament i kampen for selvstændighed, imod vestlig imperialisme og for en autentisk (national-)identitet. Islamismen – den politiske islam – fik fodfæste i regionen og tilbød en alternativ form for selvstændighed. Den islamistiske udvikling kulminerede tydeligst med den iranske revolution og Ayatollah Khomeinis tilbagevenden i 1979.

I de voldelige måneder og i demonstrationerne op til den iranske revolution drog tildækkede kvinder ud på gaderne og viste deres modstand imod imperialismens sekulariserende og kapitalistiske udtryk, som blev opfattet som påtvunget af en forhadt despot. Sløret udtrykte således støtte til Khomeini og den islamiske frihed, samt en utilfredshed med den sidste shah og ikke blot mod hans korrupte regering, men også hans korrupte moral. Den tildækkede kvinde kom i denne turbulente tid til at symbolisere et autentisk, anti-vestligt og på samme tid moderne Iran. Islamismens udbredelse benyttede i stort omfang denne symbolik af den tildækkede og dermed ærbødige kvinde til at skabe resonans i store dele af befolkningen.

Da Ayatollah Khomeini kom til magten i Iran, fjernede han ikke tøjpolitiet, men ændrede kun dets fortegn. Tildækning blev et påbud, og landet gik igennem en gen-sløring. Håbet om reel frigørelse og kvindens ret til selvbestemmelse blev igen knust. Endnu engang forskød tørklædets symbolik sig og blev for mange igen et udtryk for religiøs undertrykkelse.

Islamismens udbredelse og popularitet, samt den øgede immigration af mennesker har præget den islamiske mode og resulteret i nye former for tørklæder og slør. Eftersom islamismen fik stærkere fodfæste i regionen, og flere kvinder kom til Vesteuropa, udviklede der sig nye fusionerede modekulturer. De islamistiske slør kendetegnes ved mørke farver, gerne sort eller mørkeblå, de er heldækkende, gerne med vide kapper, handsker og stramme åbninger til hænder og hoved/øjne. Det mest kendte tørklæde i dag er det, vi kender som hijab – det stramme hovedtørklæde, som dækker hovedet (hår) og hals/nakke. Denne konstruktion er en moderne opfindelse fra 1970′erne, som var tænkt til at symbolisere moderne og uddannende kvinder, der fortsat var ærbare og gudfrygtige muslimer. Hijabben blev båret af den moderne, muslimske kvinde og signalerede et opgør med den vestlige materialisme, der særligt manifesterede sig gennem bestemte skønhedsidealer.

 

Hijabben som europæisk kontrovers

I løbet af de sidste år har den symbolske forståelse af hijabben som en af de mest centrale modsætninger til europæiske værdier ført til en række af kontroverser i Europa.

Frankrig var det første europæiske land til at gribe juridisk ind i diskussionerne i forhold til hoveddragten, da man i 2004 forbød brugen af hijab i folkeskolen. Kontroversen startede allerede i 1989, da tre skolepiger blev udvist fra skolen grundet deres hovedbeklædning. Siden da har der gentagne gange været lignende kontroverser, som altid sættes i en kontekstuel spænding mellem sekularitet (laïcité) og pluralisme. Hijabben, nu opfattet som selve symbolet på islam, blev identificeret som en antitese til laïcité, og argumentet lød, at hijabbens religiøse karakterer udfordrede dette princip, der blev opfattet som en af hjørnestenene i den franske nationale identitet. Ved at udfordre en hovedkomponent i den franske republikanisme, udfordrede hijabben også den franske nationale identitet.

Som modsvar tog mange muslimske piger Tricoloren – det franske flag – i brug som deres hijab for at pointere, at deres religiøse og nationale identitet ikke var to modstridende størrelser. På denne måde skabte de en ny forbindelse i forholdet mellem sekularisme og nationalisme.

Med lignende, men mere eksplicitte, argumenter blev ”burkinien” den 28. juli 2016 forbudt på strandene i Cannes. 31 andre kommuner fulgte Cannes’ borgmester David Lisnard og introducerede forbud imod den heldækkende badedragt. Begrundelsen var igen, at Frankrig var et sekulært samfund, men også, at burkinien var udtryk for en totalitær ideologi og opfordrede til terror. Forbuddet blev trukket tilbage, da Frankrigs højeste domstol afgjorde, at det var ulovligt og et brud på grundlæggende friheder og retsprincipper.

 

“Hvorfor sløret?”

Efter nu at have foretaget disse nedslag i slørets nyere idéhistorie har vi en bedre forståelse af de nuancer og den flerhed af symbolske, politiske og religiøse betydninger, sløret har været tillagt. Vi har set, hvordan sløret har været brugt, men tilbage står fortsat at svare på, hvorfor netop lige sløret udgjorde kamppladsen.

Den første og mest umiddelbare grund er, at sløret er synligt – for at være et omdiskuteret symbol må det først og fremmest være til stede i offentligheden. For det andet, og mere interessant, at det handler om kvinder og kvinders kroppe. Ligestilling er, især i kraft af forestillingen om den Anden uligestillede, blevet en af Europas kerneværdier. Værdien om ligestilling benyttes som et kerneelement i vestlig kultur, og hijabben bliver derfor i kraft af forestillingen om dens undertrykkende karakter en måde, hvorpå man kan skabe afstand. Sløret sættes således i relation til den sekulære modernitet – Europas såkaldte hjørnesten – og bliver følgende et symbol på en uforenelighed med et moderne Europa. Afstand og kritik af islam er i lang tid blevet båret af kampen for kvinders rettigheder. Sløret bliver dermed en anledning eller en undskyldning for at dyrke og fremhæve idéen om en større antagonisme mellem civilisationer.

Kvinden og hendes krop fungerer som en beholder, der kan fyldes med forskellige perspektiver alt efter behov, og er et af de mest virkningsfulde symboler, vi har til at skabe mening, forskelle og markere identiteter. Historien (delvist udpenslet ovenfor) fortæller os, at reguleringer over kvindekroppen indeholder mange og underliggende lag, og at historien om forbud og påbud blev håndhævet af mænd; kvindens synlighed eller usynlighed, hvordan kvindens tildækkede eller ikke-tildækkede krop kastes mellem patriarkalske kræfter, som i bund og grund benytter symbolet til at fremme egne og andre interesser. Historien understreger, hvordan ethvert for/påbud over menneskers kroppe er komplekse og har uigennemtænkte konsekvenser, og samtidig hvordan sløret takket være den samme historie bærer på denne symbolik.

 

Louise Rognlien er cand.mag. i idéhistorie og arabiske områdestudier. Teksten blev oprindeligt bragt på Manifest.no, men optræder her i en oversat og redigeret form.