UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Tabish Khair: Råb op!

Tabish Khair

Onsdag den 19. november blokerede studerende dele af administrationerne på universiteterne i Århus og København i protest imod regeringens uddannelsesreformer. Ved den tilhørende demonstration i Århus holdt lektor i engelsk Tabish Khair en tale til de fremmødte studerende. Vi bringer her talen i en dansk oversættelse.


 

Jeg kunne starte med min forbløffelse over den ubemærkede kendsgerning at i dag, verden over, er det netop de politkere, der bruger milliard-beløber på at redde banker og firmaer, der formøblede jeres forældres opsparing på en lille fejlinvestering, de samme politikere, som ikke vil bruge nogle få tusinder, på at give jer muligheden for at studere de fag, I ønsker. Men jeg vil ikke tale om kendsgerninger eller politik i dag. I dag vil jeg tale om, hvorfor jeg overhovedet er her, hos jer.

Jeg bliver af og til spurgt, hvor jeg hører til. I et land som Danmark, skulle dette eftersigende være svært at svare på. Folk som mig, der ikke synes at høre til i Danmark, og i særdeleshed ikke i Aarhus, og absolut ikke i Hjortshøj, hvor jeg rent faktisk bor, bør eftersigende være splittet mellem nationalitet og sted, kultur og sprog. Beklageligvis er jeg en blandt mange, der aldrig har følt sig splittet. Idéen om identitetskonflikt er en idé, der forsøges pålagt folk som jeg, ofte af mennesker, der ser det som en konflikt at overhovedet imødekomme os! Jeg har altid ment, at jeg hører til her og der. Ikke blot som i Indien, England og Danmark, men også som i den lille indiske lansdby, hvorfra jeg kommer, og den lille danske landsby, hvori jeg nu bor. Jeg behøver ikke at vælge mellem dem. Det er der ingen grund til.

Men hvis du spørger mig, som lektor, hvor jeg hører til, ville mit svar være anderledes og dog magen til det, jeg gav før. Hører jeg til her som lærer? Som forsker? Som studerende selv? For ingen tænkende person holder op med at være studerende. Hører jeg til her som akademiker? Som forfatter? Som borger? Eller som proto-borger, eftersom jeg ikke er indehaver af et dansk pas? Tilsyneladende kan jeg ikke vælge mellem disse betegnelser. Alle er felter, jeg bevæger eller har bevæget mig i. Dog er der en forskel. Denne forskel kommer, hvis du stiller ovenstående spørgsmål til mig anderledes. For eksempel hvis du spørger mig, som lektor, hvor min loyalitet ligger?

Jeg ville svare, at min loyalitet primært ligger hos mit vidensfelt. Hverken markedsstatistikker, virksomhedsstrukturer, politiske formaninger, administrativ skyldfølelse, ikke engang det pædagogiske pres, kan ændre dette. Min loyalitet ligger hos mit vidensfelt. Det er, hvad jeg helliger mig til, hvad jeg vil bedømmes på, hvad jeg vil give videre til næste generation. Viden og søgen efter viden, hvilket uundgåeligt indebærer at undre sig og sætte spørgsmålstegn igen og igen: Kritisk tænkning. Dette kan ikke reduceres til et kontoblad eller et nyttigt værktøj. Det skal ikke reduceres til et kontoblad eller et nyttigt værktøj.

Så vil nogle nok sige, “du underviser i engelsk litteratur, der er behov for dette, det er jo trods alt et globalt sprog. Der er brug for det til at få arbejde og tjene penge”, og så spørge, “hvad med de små fag? Hvorfor opretholde dem?” Der er mange svar til dette åndsforladte spørgsmål. Jeg vil give to af dem:

Første svar: Folk, der stiller dette spørgsmål, har ingen anelse om, hvad viden er. Viden er ikke et værktøj eller et kontoblad. Det er et netværk med punkter, der bliver til flere punkter – flere end vi nogensinde kan forestille os. Som sådan, er det ligesom livet: Sletter du et tilsyneladende ubetydeligt punkt, mister du hundredevis af andre punkter – du er selv ude om det.

Andet og endnu mere indlysende svar: Hvem kan overhovedet påtage sig at afgøre vigtigheden af en bestemt gren af viden? Og på hvilke grundlag? Er jobs og lønsedler, økonomisk belejlighed, kriterier? Hvornår blev de det? Hverken Kierkegaard, Blixen eller Bohr var “på arbejde”, da de gjorde, hvad de gjorde. Ingen, om det så er en blikkenslager, tømrer, lærer, forfatter eller atomforsker, ingen, der nogensinde har udrettet noget stort, udrettede dette som et simpelt stykke arbejde i bytte for en lønseddel! I øvrigt, hvis det overhovedet behøver at nævnes, hvis belejlighed er kriteriet, er der da ingen forskel på at droppe såkaldte “små ikke-økonomiske fag” og på samme måde droppe de syge, de handicappede osv. Vi har diskuteret problemet før, bare med andre termer.

Derfor er der brug for at råbe op, ikke kun for vores fag, men for viden. Råbe op for det, der gør universitetet til, hvad det har været siden det moderne universitets begyndelse i det 18. århundrede. Som Johann Gottlieb Fichte, en af de første tænkere til at diskutere det moderne universitet, sagde det i 1807, så eksisterer universitet ikke for at viderebringe information, men for at lære den studerende selv at udøve den kritiske tænkning, foruden hvilken information alligevel slet ikke ville kunne forstås. Den kritiske tænkning opstår med viden – og omvendt.

Alt i alt betyder dette, at vi er nødt til at værne om de små fag. Martin Niemöllers berømte ord beskriver passende den situation, vi befinder os i:

Først kom de efter jøderne, og jeg råbte ikke op, for jeg var ikke jøde.

Så kom de efter kommunisterne, og jeg råbte ikke op, for jeg var ikke kommunist.

Så kom de efter fagforeningsmændende, og jeg råbte ikke op, for jeg var ikke fagforeningsmand.

Så kom de efter mig, og da var der ingen tilbage, der kunne råbe op for mig.

Råb op nu og råb højt! Vær sikker på at I bliver hørt. Råb op! Ikke kun for jeres fag, men for alle fagligheder.

 

Tabish Khair er lektor i engelsk på Aarhus Universitet. Demonstrationen blev organiseret af Et Andet Universitet.

Oversat af Morten Gustenhoff.