Tjernobyl-Herbariet
I april 2016 var det 30 år siden, at Tjernobylulykken skete. I bogen The Chernobyl Herbarium præsenterer filosoffen Michael Marder og fotokunstneren Anaïs Tondeur et fragment for hvert år, der er gået siden da. Udgivelsen undersøger spændingsfeltet mellem Tjernobyl, som en nærmest ufattelig og unik begivenhed på den ene side og ulykkens fortsatte tilværelse i vores kollektive hukommelse på den anden. Vi bringer her en oversættelse af fem udvalgte fragmenter.
Fragment 1: Togstation
Det er den 26. April 1986. Jeg er ombord på et sovetog, der kører fra Moskva til den lille by Anapa ved Sortehavets kyst i det sydlige Rusland. Jeg har været i togvognen i snart to dage, og provianten, vi havde medbragt hjemmefra, er ved at løbe ud. Toget holder stille i Rostov ved Don – 1200 kilometer fra byen jeg bor i. Fra min overkøje ser jeg ud af vinduet, hvor en livlig scene udenfor udspiller sig for øjnene af mig. Det typiske mylder på en hovedbarnegård: Ældre damer, der sælger varme kød- og kartoffeltærter, stegte kyllinger og syltede grønsager og folk, der styrter ud og ind af toget. Ingen har nogen anelse om, hvad der foregår 800 kilometer nordvest herfra. Det er den sande betydning af en begivenhed: Det sker, uden at nogen af os ænser det. Det sker, som om det ikke sker, afgrænset til sig selv – i sig selv, der dog inkluderer os, omgiver os, genner os ind i sin fold uden at spørge os hvorvidt vi ønsker at være inkluderet. Skyerne med radioaktivt udslip fra Tjernobyl og den officielle information om hændelsen, den ene en forvrænget afspejling af den anden, har endnu ikke nået os, og dette vil de ikke gøre i nogle dage. Men det er under opsejling. Det vil indhente os, før vi får en chance for at indhente det, hvis nogensinde. I mellemtiden vil livet fortsætte sin “normale” kurs. Jeg udspionerer dets ebbe og flod på perronen i Rostov ved Don inde fra togkupéen, som jeg rejser i.
Fragment 4: Det ordinæres ekstraordinære natur
Normalt når filosoffer og kunstnere belyser ordinære fænomeners ekstraordinære natur, gør de dette ved at udpege en uventet konceptuel eller æstetisk vinkel på daglige ting, der bliver taget for givet. For eksempel river de objekter ud af deres sædvanlige kontekst ved deres rutinemæssige brug, ligesom Duchamp gjorde med pissoiret, der fik titlen Fontæne i 1917, eller også ser de dele af virkeligheden som eksempler på metafysiske ideer, ligesom Hegel gjorde i det 19. århundrede, da han fortolkede selv “ordinær aktualitet” – luften og jorden, familien og staten… – som manifesteringer af Ånden.
Disse er ikke de rette illustrationer af det ordinæres ekstraordinære, jeg har i sinde. Jeg tænker, først og fremmest, på de falske facader af rolig og sædvanlig eksistens i kølvandet på Tjernobylulykken: I atomkraftværkets umiddelbare omgivelser før masseevakueringerne, i Kiev og Minsk, hvor 1. maj-demonstrationer foregik som planlagt og i andre områder med udslip som Anapa, hvor der, ifølge de officielle tal, kunne måles strålinger på over 60 mR/t (milliRoentgen i timen), hvilket er 300 gange mere end de “normale” 0.2 mR/t. Usynligheden af de gigantiske doser af stråling blev fordoblet, overdækket og overgået af den politiske formørkelse af katastrofen, hvis fulde omfang kun begyndte at vise sig, da abnormalt høje målinger blev opfanget i Sverige, to dage efter at radioaktivt affald var sluppet ud i atmosfæren. Ikke før den 6. og 7. maj kunne avisen Pravda levere udvidede rapporter om ulykken.
Uforstået og uanmeldt var Tjernobylulykken med dens vidtrækkende følgevirkninger, lige efter hændelsen, ikke til at skelne i hverdagens gang. Den undtagelsestilstand, som ulykken forårsagede, havde intet undtagelsesvist over sig hos dem, der oplevede den. Alt var ubemærket og unoteret (i starten i hvertfald) ændret. (Det samme angår i øvrigt Sovjetunionens kollaps, der fulgte Tjernobyls.) Atmosfæren, luften, vandet, jorden, planterne, dyrene, menneskene – alt virkede til at være præcist som dagen før, på trods af at være radikalt transformeret. Det er når ting er mest tydelige og banale, at de er komplet obskure, forviste til mørket af vores egen fornemmelse af, hvad der er indlysende og klart. Det eneste spændende for den seks-årige dreng, jeg var dengang, bestod i at være, for første gang, på stranden, i det der virkede til at være et varmt paradis med stenstrande og lidt lejlighedsvis grøn bevoksning.
Fragment 5: Meningsoverskud
Før vi indtager, fortærer, brænder, bruger til udsmykning og betaling eller undersøger dem, udstråler planter deres egen mening. Enhver kvist, knop og blad, der befinder sig i en bestemt portion af Geranium (Storkenæb) eller i enhver anden plante, er udfaldet af en udlevet fortolkning af miljøet: Sollysets retning og intensitet, luftfugtigheden osv. Planters livsform er deres semantiske strukturer. Den menneskelige meningsdannelse er uundgåeligt forsinket, supplerende, tilføjet til hvad vi nu end fortolker, selvom det fra vores perspektiv står frem som den essentielle (den eneste) semantiske konstruktion.
Geranium skinner igennem, gør sig synlig og stiller sig frem for andre sanser ved at strække sine blade og blomster i en unik måde at eksponere sig selv for at kunne modtage den maksimale mængde af sollys. I Tondeurs herbarium lyser den ikke lige så eksplosivt, chokerende og uholdbart som Linum usitatissumum, men afgiver et stabilt lys, der er magen til de ubrudte meningsdannelsesprocesser hos levende planter – processer der eksisterer sammen med planternes liv. For planter er den vedvarende overvågning af forholdene i deres miljø en ganske normal handling. For os, der er vant til at tænke på planter som passive væsener blottet for bevidsthed eller højest som værende i en slags dvale-tilstand, er dette ekstraordinært.
Der er også, i Tondeurs planter, et overskud af mening, der er løsrevet fra menneskets kulturelle, videnskabelige eller andre konstruktioner, men i stedet tilknyttet historien om deres vækst i den radioaktive muld. Der er således en medfølgende flimren bag det skinnende – visuelt og semantisk – vegetabilske aftryk. Planten, hvis rødder vi opfatter som assimilerende det usynlige og utænkelige på forstandens rand, springer sammen med radioaktivitet mod os fra fotogrammet. Dens overskud af mening er tæt, uigennemtrængelig. Uendeligt åbent og udsat.
Fragment 7: Stille vidnesbyrd
Det er utroligt svært at tale og skrive om Tjernobyl. Ingen seriøs bog om emnet har været i stand til at undgå opgaven om at skulle overveje mulighederne for at tænke i sammenhæng med andre temaer og scener. Dog må det besluttes før påbegyndelsen af et værk om Tjernobyl, hvordan man omfavner et tema, der uomtvisteligt vender tilbage til det utematiserbare.
Som vi har set, nedbrydes selve vidnesstrukturen, der hvor hændelsen, den ekstraordinære, grundvoldsrystende, dødsfaldsmedførende hændelse, på praktisk vis smelter sammen med hverdagen takket være sin utænkelighed. Hvad er der at sige om at blive udsat for radioaktiv stråling, der ikke kan ses, lugtes, høres eller smages? De af os, der har været i dens skræmmende nabolag, har været som objekter, mod hvilke bestemte effekter er blevet påført, i modsætning til subjekter, der normalt er i kontrol og klar over, hvad der foregår.
Uden vores bevidsthed om det, er vi gjort til hovedvidner via bevismaterialet, der er blevet indkorporeret i os, blevet en del af vores krop: Strålingen, der har samlet sig i skjoldbruskkirtlen, elementerne af strontium, der, i sin imitation af calcium, har bundet sig til knoglerne… Bevidstheden er eksploderet, mindre som en følgevirkning af et voldsomt chok, men mere på grund af at blive overflødig. Hvad kan der blive sagt, bortset fra at certificere bevidsthedens død, hvis brugbarhed er opbrugt, hvis vi skal hjælpes til at orientere os i vores miljø i kølvandet på en uhåndterbar, ukontrollerbar teknologi, som bevidstheden selv havde bragt til verden? Alt hvad der er tilbage at gøre er blot at foretage en obduktion af den og skrive dens dødsannonce, mens, i bedste tilfælde, fødslen af en ny bevidsthed forestilles…
Også planter gennemlever hændelser uden at formulere dem i tale. Deres beskrivelser er komplet materielle. De observerbare mønstre i deres forlængelser, fra træringe til kvistenes placering, er kropslige vidner til en historie om vækst og til deres miljø. Sandt: Det er svært at tale om Tjernobyl. Hvorfor så ikke uddelegere vidnesbyrdene til væsener, der ikke taler, i hvertfald ikke med menneskelige stemmer og sprog, medmindre de er figurer i diverse myter og eventyr? Hvorfor ikke tildele planter denne opgave? På sin vis gør Tondeur netop dette. Skulle vi følge hendes kunstneriske anførsel i tanke, ville vi lade eksponering oversætte til udtryk, og sårbarhed til en måde at være vidne på.
Tag et godt kig på støvvejene på denne Linum usitatissumum. Er de ikke både radarer, der modtager stimulation fra alle sider, modtagelige for pollens hemmeligheder, og højtalere, der udsender ordløse beskeder? Gennem fotogrammetriens unikke metode lader Tondeur planter tale ved at udtrykke sig selv rumligt sammen med den bestrålede jord fuld af radionuklider. Linjerne af lys oplyser ikke – fra den eksterne, neutrale frakoblede tredjeposition – de obskure spor af hvad der skete. De fremkalder i stedet et vidnesbyrd fra planten og den jord, hvori den groede.
Fragment 16: Tjernobyl – stedet og ordet
Efter en mindre forsinkelse på grund af den sovjetiske tildækning har Tjernobyl – på én nat verden over – forvandlet sig til et symbol på tragedie, en katastrofe, der er endnu mere frygtindgydende på grund af sine utænkelige og endnu uransagelige virkninger. Den har fremkaldt alt fra de monstrøse skabninger af genetiske mutationer til “glødende” planter, dyr og mennesker. Og uanset hvor meget tid der er gået, fungerer den stadig som en kode for et umærket traume – et slagord for den ubodelige halve forståelse, en pigtrådshegnsdækket begrænsning for fortolkning, der ikke giver os mulighed for at drage på tidligere erfaring for at kunne give den uforståelige katastrofe mening.
Før natten den 26. april 1986 var Tjernobyl bare en lille by i det nordlige Ukraine mindre end 200 kilometer fra Berdychiv, hvor min morfar stammer fra. Som andre småbyer i området (Jitomir og Vinnitsa husker jeg især, fordi nogle af mine fjerne slægtninge kommer derfra) var den hjemsted for et betydeligt antal ashkenaziske jøder, der udgjorde 60 procent af indbyggene ved begyndelsen af 1900-tallet. Siden slutningen af 1700-tallet var Tjernobyl centrum for et vigtigt hasidisk dynasti, grundlagt af den omrejsende prædiker Nahum.
Bagsiden af medaljen, ligesom med andre af de omkringliggende byer (eller, på jiddisch, shtetlekh) var, at dette også var stedet for forfærdelige forfølgelser, der decimerede den jødiske befolkning. Under borgerkrigen blev mange af Tjenobyls jøder brændt levende af kosakkerne i en lokal synagoge. Under den tyske besættelse, der begyndte i 1941, blev de overlevende jødiske beboere skudt i massevis netop ved den kirkegård, hvor deres forfædre blev brændte og hvor, ved deres kollektive grav, en typisk gravsten blev sat efter krigen for at mindes forfærdelighederne. Tjernobyl symboliserer derfor en katastrofe før katastrofe, den ene ovenpå og overskrivende den anden. Det “andet Tjernobyl” er stadigvæk gemt, begravet, glemt – nu også under dynger af radioaktive vragdele og støv.
Ordets bogstavelige betydning sender os tilbage til planteriget: chyornyi byllia er “sort græs” eller Grå-Bynk, den botaniske art Artemisia vulgaris. I dedikation til den græske gudinde Artemis var det en plante, der skulle give styrke og udholdenhed, yde beskyttelse og sikre helbredelse. Ak, Artemisia vulgaris’ magiske kræfter er stødt på grund, og knuste hjerte efter knuste hjerte, knuste krop efter knuste krop, knuste sind efter knuste sind forbliver uhelbredt! Tjernobylulykken er en Grå-Bynke-ulykke – ikke, for en sikkerheds skyld, en ulykke for Grå-Bynken selv, men for vores relation til den og, gennem den, til planter, en del af, og en kondenseret repræsentation af, naturen som helhed.
Det var mere end en kernereaktor, der sprang i luften i Tjernobyl. Det ultimative tab var fremtidig menneskelig beboelse, i hvad vi opsummerer som vores naturlige miljø: Mellem elementer af luft, vand, jord og sollys, med planter og dyr og i nærheden af skove og floder ligesom Pripjat. Det var symptomatisk for tabet af en verden, hvor man stadig ville kunne ånde, leve og bare være. Tabet der kunne være pludseligt, udløst af en eksplosion, eller gradvist, som med globale klimaforandringer. Hvis praktisk orienteret bevidsthed lader os bevæge os ubesværet rundt i vores fysiske omgivelser, så resulterer kollapset af vores umiddelbare miljø nødvendigvis i en detonation af bevidsthed. Det er tidspunktet hvor tænkning for alvor begynder.
Oversat af Morten Gustenhoff
Bogen The Chernobyl Herbarium er et resultat af et samarbejde mellem professor i filosofi ved University of the Basque Country Michael Marder og kunstneren Anaïs Tondeur. Den fulde udgivelse er gratis tilgængelig via Open Humanities Press. Alt indhold er dækket af Creative Commons CC-BY.