UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

UHØRT #1: At erobre magten og beholde den – Niccolò Machiavelli læser Trump

machiavelli

Illustration: Naima Callenberg.

Idéhistorikeren Mikkel Thorup har læst Donald Trump med renæssancefilosoffen og den politiske tænker Niccolò Machiavelli til Baggrunds bog “UHØRT! – idéhistorien læser Donald Trump”. Du kan høre Mikkel Thorups kapitel og et interview med Mikkel Thorup i det første afsnit af UHØRT-podcasten.


Niccolò Machiavelli (1469-1527) er en af den italienske renæssances store politiske tænkere. Han var humanistisk uddannet og ansat af bystaten Firenze som diplomat, hærleder og rådgiver under forskellige regimer. Hans skrifter kombinerer læsning af antikke kilder med hans egne politiske erfaringer, særligt kendt og berygtet er skriftet Fyrsten, som han skrev i 1513, men som først udkom i 1532 efter hans død, da dens kyniske råd om magtudøvelse chokerede hans samtid, udfordrede den religiøse moralitet og udstillede politik som et amoralsk magtspil. Siden er ’machiavellisme’ blevet et synonym for skruppelløs politik, men Machiavellis tænkning var dog langt mere sofistikeret, end han ofte karikeret fremstilles, og hans moralske og politiske idealer langt stærkere, end hans skrifter og eftermæle tit tilsiger.

At kunne gribe og vinde magt er ikke det samme som at kunne bruge og udøve magten. Det vigtigste, Machiavelli ville fokusere på hos Trump, er, at det, der gjorde, at han vandt magten, er det samme, der gør, at han ikke kan regere; at han nu ikke kan besidde og bruge magten.

Machiavelli begrebsliggør relationen mellem person og omstændigheder med de romerske begreber fortuna og virtú. Kort fortalt så er fortuna held, lykke, omskiftelighed, det usikre, det pludselige – det kvindelige element i verden – mens virtú betegner menneskets evne til at reagere på fortuna, handle kraftfuldt i verden og derved påvirke begivenhedernes gang – det mandlige element.

Virtú betegner basalt set ’evnen til at erobre magten og beholde den’, og Machiavellis teoretiske og litterære skrifter kredser om, hvordan fortuna, tilværelsens omskiftelighed, både kan gribes og alligevel igen og igen slipper væk. Hvis man tror, man behersker fortuna, at man er tilsmilet, at man har retten til magten, at man er almægtig, at man behersker en situation, da vil fortuna bringe en til fald.

Trump ville for Machiavelli være et fascinerende eksempel på en, der så fortuna smile, der hvor ingen andre kiggede, og med enorm kraft og beslutsomhed greb ud efter hende og erobrede fortunas gunst. Trumps kvindefjendske bemærkning, ’Grab them by the pussy’ er ren Machiavelli, som når Machiavelli siger ”lykken er en kvinde: og det er nødvendigt, hvis man vil beherske den, at slå på den og støde til den.” Der er i Machiavellis og også Trumps maskuliniserede verden en direkte parallel mellem erobring af magt og erobring af kvinden.

Men Machiavelli ville ikke som Trump tro, at fortuna, lykken, eller kvinder for den sags skyld, er så lette at beherske. Han ville erindre sin læser om, at den, der tror sig i kontrol over magten eller lykken, er den sande tåbe, der står for fald. Vigtigst ville Machiavelli træde lidt tilbage og afvente faldet for én, der ikke kan se, at hvad der bragte ham til magten – fortunas korte smil – ikke varer ved, når magten skal bruges. Snarere end at insistere på sin egen virkelighed, siger Machiavelli, at man må ”vende sig i overensstemmelse med det, som lykkens vinde og tingenes omskiftelighed byder ham” – eller gå til grunde.

Det næste spørgsmål er så: Hvilke fejl ville Machiavelli se, at Trump har gjort i overgangen fra magtkamp til magtudøvelse? Machiavellis måske mest kendte sætning er, at det er ”langt mere sikkert at være frygtet end elsket”. Det er en læresætning, som Trump og hans rådgivere synes at have gjort til deres egen uden helt at forstå, at der – også for Machiavelli – er forskel på, hvad der er mest sikkert, og hvad der er moralsk bedst. Men Machiavelli tilføjer dog, at det farligste er at være ”foragtet og forhadt”. Foragten og hadet  sker, siger Machiavelli, hvis man ikke holder sig fra sine ”borgeres og undersåtters ejendele og fra deres kvinder” og ved uretfærdig brug af loven.

Machiavelli foreskriver, at man altid bør synes ordholdende, dydig, gavmild og så videre. man skal bare være klar til ikke at være det, hvis omstændighederne kræver det. Det vigtige her er ikke hykleriet og skuespillet, men at man altid skal lade omstændighederne og nødvendigheden diktere sine handlinger og sin fremtræden. ”Alt efter nødvendigheden”, som Machiavelli igen og igen siger. Man skal ikke være løgnagtig, nærig og hævngerrig af princip, ligesom man ikke skal være elskelig, gavmild og god af princip. Situationen dikterer. Situationen bestemmer. Men vigtigst er det, at man kan synes god og ordholdende, altså at man handler således, at det vedbliver at være en troværdig måde at fremstille sig selv på. Ikke som nu, hvor de fleste antager, før Trump har sagt et ord, at det er løgn fra ende til anden. Machiavellis råd til fyrsten er aldrig at sige noget som helst, der ikke virker klogt, rigtigt, humant, og altid kultiverer indtrykket af viden og godhed.

Machiavelli ville formodentlig have set, at Trumps person og hans fortolkning af sin valgsejr har forblændet ham, således at han nu handler ud fra sin persons karakteristika og ikke ud fra situationens krav. Det, der virkede, da fortuna smilede til ham under valgkampen, hvor lykken og heldet allierede hans person med omstændighederne og gav ham sejren, har han universaliseret, hvorved han ikke længere er i stand til at tilpasse sig virkelighedens omskiftelighed, men desperat forsøger at få virkeligheden til at passe til sin person og hans forestilling om verden. Machiavelli siger, at ”den fyrste, der støtter sig helt på lykken, går til grunde, når denne skifter”. Machiavelli ville på sin tid have set en ’dead man walking’, en snart myrdet men endnu levende person, en, der ikke har indset, at fortuna har forladt ham, og i vor tid er det en ’lame duck’, en præsident, der ikke kan regere.

Trump er den regeringsleder i historien, der lettest kunne have overrasket positivt. Bare ved ikke at opføre sig vanvittigt som præsident ville han have kunnet berolige sine allierede og pacificere sine modstandere.Det er to træk som Machiavelli altid anbefaler som essentielle for at beholde magten. I stedet har Trump fortsat strategien fra valgkampen med at intensivere enhver konfrontation og at gøre ethvert spørgsmål til en kamp, enhver opponent til en fjende. Machiavelli ville klart se, at Trump ikke forstår, at krigen, her valgkampen, er ovre, og at freden nu skal vindes. Trump er måske, for nu at parafrasere Lev Troskij, den foreløbige kulmination på ’den evige valgkamp’, på valgkamps-logikkens overtagelse af hele regeringsperioden.

I stedet for at skifte fra valgkamp til regering har Donald Trump intensiveret konfrontationerne, øget og mobiliseret andelen af modstandere. Machiavelli ville have hvisket i Trumps øre, at han meget offentligt skulle have ofret sine to nærmeste medarbejdere, Steven Bannon og Kellyanne Conway på førstedagen for at signalere, at ’det jeg sagde og gjorde under valgkampen, var ikke mig men dem. Stol på mig nu’. Et af Machiavellis mest berygtede tekststykker er der, hvor han fortæller om, hvordan Cesare Borgia havde indsat en grusom hjælper, Ramiro de Lorqua, til at styre en by brutalt, og at da hans grusomhed skiftede fra at være gavnlig til at blive en kilde til had imod sig, så lod Borgia en morgen sin hjælper ”fremstille på torvet, skåret i to stykker med et stykke træ og en blodbestænket kniv ved siden af. Vildskaben i dette skuespil gjorde hine befolkninger på én gang tilfredse og forbløffede.”

I stedet for, lidt mindre brutalt end Borgia, at ofre sine to medarbejdere, har Trump i stedet signaleret, at valgkampens vildskab også er hans regeringsmåde. Og samtidig han har ignoreret et andet af Machiavellis råd, nemlig at når man overtager magten, skal man få ordnet alle sine grusomheder hurtigt og brutalt på én gang for ikke at skulle gentage dem hver dag. Dermed udrydder man sine modstandere, inden de kan reagere, og man signalerer til resten af befolkningen, at man er brutal når nødvendigt, men at der nu hersker fred.

En væsentlig begrænsning i brugen af Machiavelli til at forstå Trump er selvfølgelig den meget forskellige historiske situation, hvilket gør dette til en lidt suspekt idéhistorisk analyse. Vi gør det alligevel, og den vigtigste forskel er, at hvor politik for Machiavelli var krig, magtskifte var mord, døden var overalt, så er dagens USA et forholdsvist veletableret, regulariseret demokrati, hvor krigen er afløst af valghandlingen. Folk mister magten, fordi de taber valg, ikke fordi de bliver snigmyrdet. Borgerkrigen er afløst af valgkampen.

For Machiavelli er fyrstens første og vigtigste opgave altid krigen. Det er den historiske nødvendighed i den tid, han levede, og det er del af den maskuline politikforståelse, han har. Virtu er evnen og villigheden til vold. Al overvejelse er indenfor krigens horisont. Det er hære, der støder sammen, troppebevægelser og pludselig død.

Trump har vundet et valg. Men hvis Machiavelli kunne se Trump i dag, tror jeg, han ville bemærke alle de måder, hvorpå Trump fingerer krig. Hans beskrivelse af forretningslivet som en jungle, hvor kun den stærkeste overlever; hans begejstring for wrestling; hans beundring for Putin, Bashar al Assad, Kim Jong Un og massakren på den himmelske fredsplads i Kina; og hans evindelige forhånelse og forfølgelse af modstandere er Trump, der leger krig.

Det gav valgkampen en særlig aura, en særlig intensitet, og nu giver det magtudøvelsen en særlig uregerlighed. Trump har glemt, hvad mange andre også glemmer, at sport og forretning kun er krig i en særlig latterlig udgave, hvor enhver sejr kun er foreløbig – næste søndag er der en ny kamp – hvorimod krig er en konfrontation, hvor det er sejr eller død. Trump kan ikke slippe den ’krigs’-tanke, at hans sejr er endelig, at han har vundet og al kritik og modstand skal forstumme, men det er krigssejrens privilegium, ikke valgsejrens.

Det er Trump, manden der snød sig fra at tjene som soldat, der leger krig. Der forsøger at få politik til at ligne krig. Men krig – som en anden krigstænker, Carl von Clausewitz engang sagde, opstår først, når vold mødes med modvold. Problemet med Trumps strategi er derfor, at han tvinger sine modstandere til enten at overgive sig eller gøre modstand. Og modstand er det mest sandsynlige, hvilket besværliggør at kunne regere.

I en krig nedkæmper man. Efter en krig regerer man. Enten-eller. Om end krigen aldrig er langt væk i Machiavellis optik, og at man altid skal forberede sig på den, så skal man ikke opsøge den, hvis det ikke er absolut nødvendigt. Faktisk skal man prøve at undgå den, og man skal forvandle tidligere modstandere til enten venner eller folk, der kan leve med en. Det er ikke Trumps måde, og det er, ville Machiavelli sige, fordi han forsøger at bøje tiden efter sit blik fremfor at kaste et blik på sin tid. Derfor må krigen fortsætte, indtil alle siger det, han inderst inde ved ikke passer, nemlig at han har ret til magten, at han er ’the greatest’. Indtil da må krigen fortsætte.

Og Machiavelli ved, at det er vejen til at miste magten, der på Machiavellis tid betød sit hoved og liv, og i dag betyder sit embede og sin ære. Lad os slutte af med et citat fra Machiavellis andet hovedværk, Drøftelser, hvor han skriver: ”Kort sagt må de, som himlen betænker med en sådan lejlighed, gøre sig klart, at der foran dem står to veje åbne: den ene fører til et liv i sikkerhed og indbringer dem udødelig hæder; den anden til et liv i uafbrudt angst og til evig vanære efter døden.”

“At erobre magten og beholde den – Niccolò Machiavelli læser Trump” er skrevet af Mikkel Thorup til bogen ”UHØRT! – idéhistorien læser Donald Trump”. Tekst: Mikkel Thorup. Tilrettelæggelse, klipning og interview: Kasper Mikael Jacek. Oplæsning: Marie Weis. Musik: Ed Askew. Illustration: Naima Callenberg.