UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

UHØRT #3: Den alvorlige Pølsehans – Karl Marx læser Trump

karl-marx-og-trump

Illustration: Naima Callenberg.

Idéhistorikeren Esben Bøgh Sørensen har læst Donald Trump med den politiske tænker Karl Marx til Baggrunds bog “UHØRT! – idéhistorien læser Donald Trump”. Du kan høre Esben Bøgh Sørensens kapitel og et interview med ham i det tredje afsnit af UHØRT-podcasten.


Karl Marx (1818-1881) var en tysk socialistisk filosof og samfundsteoretiker, der måske bedst er kendt for værker som Kapitalen og Det Kommunistiske Partis Manifest. I løbet af sit forfatterskab udviklede Marx et begrebsapparat til at forstå den fremvoksende kapitalistiske produktionsmåde og den type politik, der fulgte med denne produktionsmåde. Marx’ samfundsteori bygger på tesen om, at for at forstå et givent samfund, den historiske udvikling og de politiske begivenheder, er det mest frugtbart at tage udgangspunkt i de grundlæggende sociale ejendomsforhold, dvs. forholdet mellem klasser i samfundet. På den måde kommer man om bag de umiddelbart politiske begivenheder for derved at kunne finde de mere grundlæggende årsager til selvsamme. Karl Marx var medstifter af den første Internationale Arbejderassociation. Hans teorier dannede grundlag for arbejderbevægelsen og de socialdemokratiske, socialistiske og senere kommunistiske partier.

Er Donald Trump vor tids Napoleon Bonaparte III? Det vil sige, er han det 21. århundredes eksempel på den farceagtige men alligevel alvorlige politiske leder i Frankrig, der i 1851 uventet tiltog sig autoritær magt og året efter udråbte sig selv til Kejser?

Marx udviklede i sine analyser af den politiske udvikling i Frankrig i midten af 1800-tallet begrebet Bonapartisme. Begrebet refererer til fremkomsten af højre-autoritære politiske ledere i ellers moderne demokratiske stater. Marx’ begreb og analyse kan stadig i dag lære os meget om forholdet mellem demokrati og diktatur og særligt om, hvilke samfundsmæssige omstændigheder der muliggør højre-autoritære politiske ledere som Trump. Bonapartisme er kort sagt den situation, hvor det normale parlamentariske samarbejde bryder sammen, og en autoritær politisk leder træder til.

I en række essays om Louis-Napoleon Bonapartes kup mod den anden franske republik i 1851, udgivet som Luis Bonapartes Attende Brumaire, erklærer Marx, at historien gentager sig to gange, første gang som tragedie og anden gang som farce. Hvor Napoleon Bonapartes magtovertagelse i 1799 var en tragedie for den franske revolution og dennes idealer, var nevøen Louis Bonapartes kup nærmere en farce. Det var en farce, fordi Bonaparte efter kuppet udråbte sig selv til kejser Napoleon III i en slags komisk genopførelse af onklens imperium. På trods af den komiske karakter, var farcen dog alligevel alvorlig.

Bonaparte var ikke bare en nar i ordets egentlige forstand, men ifølge Marx en ”alvorlig nar”. På tysk: ”ernsthafte Hanswurst”; direkte oversat: alvorsfuld Pølsehans. Hans Wurst eller ”Hans Pølse/Pølsehans” er en komisk figur i tysk folkekomedie, der strækker sig tilbage til den sene middelalder. Pølsehans er en slags nar, hvis handlinger på trods af, eller netop på grund af, deres komiske karakter, alligevel fordrer folk til at tænke over deres egen situation.

Marx’ analyse af, hvordan det på uventet vis lykkedes denne alvorlige Pølsehans at tilrane sig selv autoritære magtbeføjelser, giver en værdifuld indsigt i moderne politiske forhold mellem demokrati og diktatur, mellem parlamentarisme og autoritarisme. Marx’ tekst om Bonapartes kup blev derfor også senere hen taget op, særligt i mellemkrigsårene af blandt andet den italienske marxist Antonio Gramsci, hvor teksten syntes at kunne give vigtige indsigter i at forstå fascismens fremkomst. Marx’ analyse kan også være os behjælpelige i dag til at forstå, hvad der kan beskrives som det 21. århundredes alvorlige Pølsehans: De Forenede Staters 45. præsident, Donald Trump.

I 1848 brød revolutioner ud over hele Europa, og i Frankrig blev den daværende monark, Louis Phillipe, afsat efter revolutionen i februar. I kølvandet herpå trådte den liberale opposition sammen og bekendtgjorde den anden franske republik. Den efterfølgende periode var stærkt præget af fraktionskampe mellem forskellige liberale og konservative parlamentariske politiske fraktioner, men også internt i disse fraktioner opstod en række konflikter. Marx’ analyse af denne periode i fransk historie er præget af et væld af politiske personligheder, fraktioner, uduelige ministre, revolutionære og radikale oprørere, og selvfølgelig autoritære ledere. Særligt for Marx’ analyse er dog hans forsøg på at komme bag om disse umiddelbart politiske fænomener og finde deres samfundsmæssige grundlag i forskellige klasser og sociale interesser.

Marx identificerer to politiske hovedfraktioner i det franske politiske landskab i perioden mellem 1848 og 1851. Først og fremmest det såkaldte ordensparti; en konservativ fraktion, der bestod af to forskellige royalistiske grupper, Legitimisterne og Orleanisterne, der som følge af uenigheder om, hvilken royal familie der var den retmæssige arvtager til tronen, ofte lå i konflikt med hinanden. Den anden hovedfraktion var Montagne-fraktionen, der bestod af både moderate liberale og mere radikale kræfter.

For Marx var konflikterne mellem og internt i fraktionerne dog ikke blot et udtryk for forskellige politikker, personlige eller royale tilhørsforhold, men derimod udtryk for mere grundlæggende klassekonflikter. Bag de politiske konflikters ”ydre skin” finder vi konflikter mellem klasserne. Marx skriver ”Ved en nærmere betragtning af situationen og partierne forsvinder imidlertid dette ydre skin, som dækker over denne periodes klassekamp og ejendommelige fysiognomi.”[54]

Den sociale klassemæssige baggrund for de mere moderate liberale kræfter og de mere radikale kræfter i Montagne-fraktionen var vidt forskellig. Hvor de liberale kræfter repræsenterede det lavere borgerskab af embedsmænd og professionelle, havde de mere radikale republikanske og socialistiske kræfter opbakning blandt byernes håndværkere og proletariat. Dette betød også, at hvor sidstnævnte egentlig kæmpede for en såkaldt ’social republik’ med nationaliserede arbejdspladser og almindelig stemmeret, var de førstnævnte en del mere kompromisvillige overfor det større borgerskab i storindustrien og finansinstitutionerne, der var repræsenteret af ordenspartiet. Efter at de moderate havde støttet nedkæmpelsen af de radikale socialister under den anden opstand den. 23. juni 1848, kom socialisterne ikke længere til at spille en væsentlig rolle.

Konflikten inden for ordenspartiet skal på samme måde ikke primært findes i deres forskellige tilhørsforhold til royale familier, men snarere i deres klassemæssige baggrund. Hvor Legitimisterne repræsenterede landadelen, repræsenterede Orleanisterne industrien og det, Marx kaldte finansaristokratiet.

Det er altså i den klassemæssige baggrund, vi finder nøglen til de politiske konflikter ifølge Marx. Kort sagt, desto mere konflikterne mellem klasserne spidser til, desto sværere vil de have ved at samarbejde på det parlamentarisk-politiske plan. En sådan situation vil åbne døren for højre-autoritære politiske ledere. Moderne kapitalistiske samfund er nemlig kendetegnet ved, at det dominerende borgerskab er splittet i mange stridende fraktioner. Ifølge Marx er den ’demokratiske republik’ derfor den ideelle måde, hvorpå borgerskabets fraktioner kan forene sig. Men hvis det ikke lykkes dem at forene sig på denne ideelle måde, er en højre-autoritær erstatning en mulighed. En erstatning, der, selvom den i sidste ende arbejder i borgerskabets samlede interesse, alligevel befinder sig umiddelbart uden for dets kontrol.

Det var netop stridighederne mellem de forskellige fraktioner af borgerskabet, der banede vejen for Louis Bonapartes magtovertagelse i 1851. Louis Bonaparte blev valgt som præsident af republikken i december 1848. I den efterfølgende tid blev det internt konfliktfyldte ordensparti det dominerende parti med flertal i nationalforsamlingen, og der udviklede sig en konflikt mellem dem og Bonaparte. Bonaparte formåede at mobilisere dele af landbefolkningen og dele af de nederste sociale lag i byerne imod ordenspartiet. Han centraliserede i stadig højere grad den udøvende magt omkring præsidentposten og dennes regering og underminerede samtidig nationalforsamlingens magt. Konflikten mellem nationalforsamlingen og Bonaparte mundede ud i, at sidstnævnte opløste forsamlingen den 2. december 1851, og året efter udnævnte han sig selv til kejser. En komisk figur, hvis politiske evner ikke desto mindre burde have været taget mere alvorligt af de dominerende politiske fraktioner.

Er Donald Trump ikke ligeledes en sådan en komisk figur, der burde have været taget mere seriøst? En alvorlig Pølsehans? Under valgkampen manglede der ikke kampagner, artikler, kommentarer og memes, der gjorde grin med ham. Alligevel formåede Trump at vinde valget.

Men hvad var baggrunden for valget af Donald Trump som præsident? Det konservative republikanske parti var i primærvalgperioden præget af interne stridigheder, og der var ingen klar favorit til posten som præsidentkandidat. På samme måde i det demokratiske parti, hvor Hillary Clinton og Bernie Sanders konkurrerede om posten. Hvor Hillary, ifølge mange analyser, repræsenterede en række arbejdsgiverorganisationer og det traditionelle politiske establishment, repræsenterede Sanders mere den almindelige amerikanske lønarbejder. Forud for primærvalgene var gået en intens skærpelse af konflikter mellem forskellige sociale grupper og klasser i det amerikanske samfund. Occupy Wall Street og sloganet om de 99% mod den rigeste ene procent af befolkningen er et godt eksempel på dette, ligesom Tea Party-bevægelsen var det på den modsatte fløj.

Ligesom at uenigheden internt i ordenspartiet i den anden franske republik banede vejen for Bonapartes magtovertagelse, banede uenigheden inden for det republikanske parti vejen for, at en komisk figur som Trump kunne vinde primærvalget. Og ligesom at nedkæmpelsen af den socialistiske og radikale opposition i juni 1848 banede vejen for en liberal fraktion, der ikke var i stand til at udfordre hverken ordenspartiet eller Bonaparte, var det demokratiske parti, efter at Sanders tabte primærvalget til den liberale Hillary, ikke i stand til at slå Trump til selve præsidentvalget.

Marx’ analyse af, hvordan sammenbruddet i den normale parlamentariske politik og venstrefløjens tilbagetog skabte grobunden for Bonapartes højre-autoritære magtovertagelse, giver os altså et vigtigt redskab til at forstå, hvordan konflikterne og krisen i det amerikanske politiske system på lignende måde banede vejen for Trump. På denne måde er det almindelige parlamentariske system under særlige omstændigheder i stand til at underminere sig selv og bane vejen for Bonapartismen. Hverken situationen i 1851 eller i 2016 opstod dog udelukkende som resultat af rene politiske eller personlige stridigheder. De havde begge baggrund i en mere grundlæggende udvikling af klassemæssige konflikter i det amerikanske samfund. Begge situationer opstod ligeledes på baggrund af en fejlslåen venstrefløj.

I Marx’ analyse af Bonapartismen lægger han vægt på, hvordan Bonaparte var i stand til at fremstille sig selv som repræsentant for klassen af småbønder, den på det tidspunkt største sociale gruppe i Frankrig. Småbønderne var spredt ud over store landområder i Frankrig og havde ingen selvstændig politisk repræsentation, ligesom borgerskabet, håndværkerne og arbejderne havde det. Bonaparte var i stand til at appellere til de mere konservative dele af denne landlige og politisk ikke-repræsenterede sociale gruppe.

Valget af Hillary fremfor Sanders var formentlig også medvirkende til, at det demokratiske parti tabte arbejderstemmer i en række tidligere industriområder, de såkaldte rust-belt stater som  for eksempel Michigan, Ohio, West Virginia og Pennsylvania. Efterfølgende valgundersøgelser har vist, at nogle af disse stemmer i stedet gik til Trump. På samme måde som at Bonaparte appellerede til de politisk ikke-repræsenterede småbønder, appellerede Trump i løbet af sin valgkamp blandt andet til de såkaldte blue-collar eller manuelle arbejdere fra de tidligere industriområder i USA. Disse rust-belt-stater har været særligt hårdt ramt under den økonomiske krise siden 2008 og har desuden i årtierne forud for denne oplevet den ene udflytning af industri til udlandet efter den anden.

Med sin nationalistiske politik og budskab om genoplivning af industrien og økonomisk protektionisme havde Trump derfor en vis appel blandt denne klasse, der ellers ikke var repræsenteret i og af nogle af de etablerede politiske partier. Det viste sig også, at netop disse stemmer blev afgørende for, at Trump marginalt kunne erobre rust-belt-staterne.

Ligesom Marx ikke mente, at klassen af småbønder i sin natur var konservativ, men at de kunne have spillet en progressiv rolle, hvis de radikale og socialisterne havde formået at forene sig med dem, bør befolkningerne i rust-belt-staterne heller ikke betragtes som per natur konservative eller endda racistiske (selvom nogle uden tvivl kan beskrives sådan). Kun dele af både småbønderne i 1848 og vælgerne i rust-belt-staterne i 2016 støttede op om en højre-autoritær politisk leder. Hovedårsagen til deres tilslutning til en højre-autoritær politisk leder skal snarere, ifølge Marx, findes i, at de i en lang forudgående periode ikke har været politisk repræsenterede. Måske endda direkte politisk negligerede.

Napoleon den tredjes kejserdømme endte i både krig og revolution. Regimet varede indtil 1870, hvor Frankrig blev kastet ud i en krig med Prøjsen, som efterfølgende resulterede i en revolutionær opstand i Paris i 1871, hvor den berømte Pariserkommune bestående af radikale, anarkistiske og socialistiske grupper tog magten. Kommunen eksisterede dog kun få måneder, inden den igen blev brutalt nedkæmpet. Hvorvidt den senere historie dengang også vil vise sig sammenlignelig med den fremtidige udvikling i dag, er stadigt for tidligt at sige noget om.

Derimod ser det ikke ud til, at den nuværende periode med højre-autoritære politiske ledere er forbi endnu, og her vil Marx’ skrift fra 1851-52 stadig kunne give os interessante og vigtige indsigter i sådanne fremtidige alvorlige Pølsehanse og Hansinners natur og samfundsmæssige baggrund.

“Den alvorlige Pølsehans – Karl Marx læser Trump” er skrevet af Esben Bøgh Sørensen til bogen ”UHØRT! – idéhistorien læser Donald Trump”. Tekst: Esben Bøgh Sørensen. Tilrettelæggelse, klipning og interview: Kasper Mikael Jacek. Oplæsning: Marie Weis. Musik: Ed Askew. Illustration: Naima Callenberg.