UHØRT #2: Den dødelige gud – Thomas Hobbes læser Trump

Idéhistorikeren Mathias Hein Jessen har læst Donald Trump med den politiske tænker Thomas Hobbes til Baggrunds bog “UHØRT! — idéhistorien læser Donald Trump”. Du kan høre Mathias Hein Jessens kapitel og et interview med ham i det andet afsnit af UHØRT-podcasten.

Thomas Hobbes (1588−1679) er en af de mest berømte tænkere i den vestlige poli­tiske idéhis­to­rie. I Leviathan fra 1651 frem­lagde Hobbes en stærk abso­lutis­tisk dok­trin, hvor alt i stat­en skulle være under­lagt suveræ­nens magt, for at stat­en ikke skulle blive svag og bryde sam­men. Hobbes forestillede sig tiden før statens ind­s­tif­telse som en natur­til­stand, hvor alle men­nesker kon­stant bekrigede hinan­den, og som der­for var præget af utryghed og usikker­hed. Den eneste garant mod dette var ind­s­tif­telsen af den suveræne stat og for ethvert indi­vid at afgive den abso­lutte fri­hed, de nød i natur­til­standen for at indgå i stat­en, der med sin abso­lutte suveræne magt over alle aspek­ter af livet kunne garan­tere fred, sikker­hed og vel­stand.


For Don­ald Trump er vejen til at genetablere USA’s storhed afhængigt af en øget kon­trol ved grænserne og med bevægelserne ind og ud af lan­det. På den måde bringer Trump den suveræne stat tilbage i cen­trum af den poli­tiske analyse.

Thomas Hobbes er statens og suverænitetens tænker. Han karak­teris­erede berømt natur­til­standen før statens ind­s­tif­telse som ”alles krig mod alle”, hvor men­nes­kets liv var ”ensomt, fat­tigt, beskidt, dyrisk og kort.” Denne til­stand kunne kun afs­luttes og holdes i skak ved ind­s­tif­telsen af stat­en, som Hobbes beskriv­er som ”den store Leviathan, […] denne Dødelige Gud, hvem vi under den Udødelige Gud skylder vor fred og vort forsvar”. For Hobbes var men­nesker egen­in­ter­esserede, frygt­somme og grådi­ge, og uden en stærk og alt­dominerende stats­magt ville forhold­et mellem men­nesker ende i det rene anar­ki, i en usikker natur­til­stand. Hobbes ville for alt i ver­den undgå en sådan sit­u­a­tion, og for ham kunne kun en stærk, forenet og abso­lut stats­magt med autoritet over alle aspek­ter af det sociale liv garan­tere dette.

Hobbes er ter­ri­to­ri­al­statens tænker. En tænker, der er cen­tral for etab­lerin­gen af den suveræne, ter­ri­to­ri­ale stat som den mest cen­trale poli­tiske aktør i det 17. århun­drede. Hobbes skrev i en peri­ode præget af krig og usikker­hed, hvor Den Engelske Borg­erkrig samt den europæiske Tre­di­veårskrigs — fra 1618 til 1648 — religiøse stridighed­er havde resul­teret i vold­somme ødelæggelser, og hvor svaret blev mange af de suverænitet­sprin­cip­per, vi kender i dag. Enhver stat var ideelt set suveræn inden for sit eget ter­ri­to­ri­um, hvilket betød, at ingen andre måtte blande sig i dens interne anliggen­der. I denne sit­u­a­tion var netop grænse­dragnin­gen mellem stater cen­tral.

Don­ald Trump sæt­ter for alvor fokus på stat­en som en ter­ri­to­r­i­al enhed. Trumps pro­gram han­dler om at gøre ’Amer­i­ca great again’, og USAs nuværende svaghed karak­teris­er­er han som et resul­tat af åbne grænser, der har ladet arbe­jd­spladser og kap­i­tal strømme ud og ind­van­drere vælte ind. Særligt mex­i­canske og ille­gale. Den mur, Trump vil opføre på grænsen mellem USA og Mex­i­co, er netop udtryk for denne ter­ri­to­ri­al­stat­slogik, hvor stat­en beskyttes ved at holde øje med, have styr på og holde kon­trol med dens grænser. En suveræn stat må i Hobbes’ og Trumps forståelse selv suverænt kunne bestemme, hvem og hvad den lukker ind og ud.

Årtiers løs grænse­poli­tik samt mul­ti­lat­erale han­del­saf­taler har ifølge Trump gjort Ameri­ka svagt, og det er med Trumps hjælp, at grænserne igen kan oprettes og opretholdes. På mange måder kan man argu­mentere for, at grænse­pro­jek­tet, ter­ri­to­ri­al­stat­spro­jek­tet er det cen­trale omdrejn­ingspunkt i Trumps poli­tik. Hvis man kan styre grænserne, kan man gøre USA ’great again’.

Trumps poli­tik er, i hans egen optik, et opgør med den eksis­terende poli­tiske kon­sen­sus, og han isce­nesæt­ter sig selv som en ’anti-estab­lish­ment’ præsi­dent, særligt ved at kri­tis­ere de lib­erale han­del­spoli­tikker og han­del­saf­taler. Trump repræsen­ter­er dermed et retur til statens suverænitet i en glob­alis­eret ver­den med åbne grænser og fly­dende bevæge­lighed.

Den samme suveræn­stat­slogik gør sig gældende i forhold til Trumps indrejse­for­bud, der skulle hin­dre ind­van­dring fra en række navn­givne, mus­limske lande, men som i første omgang blev stop­pet af dom­sto­lene for at være for­fat­ningsstridigt. Igen ser vi her øns­ket om, at stat­en suverænt skal kunne beskytte sine grænser og selv suverænt bestemme hvem og hvad, der rejs­er ind. Trump var efter­føl­gende særde­les kri­tisk over­for, at dom­sto­lene hin­drede et sådant for­bud, og tordnede mod dem for at sætte lan­dets sikker­hed på spil. For Trump – som for Hobbes – må stat­en være suveræn og selv bestemme over sine grænser. Der er ingen magtens tre­del­ing i udøvende, lov­givende og døm­mende hos Hobbes, og dette er også et prin­cip – et ellers hævd­vun­det prin­cip i den lib­erale rets­stat – som Trump her kri­tis­er­er, netop for­di det hin­dr­er statens ret og mulighed til at gøre, hvad den vil. For Trump og Hobbes må stat­en være suveræn og almægtig, ellers risik­er­er vi at ende i anar­ki og krig.

Hobbes forestillede sig berømt stat­en, eller Leviathan, som ”et Kun­stigt Men­neske”, som en kæmpe krop, hvori alle statens enkeltin­di­vider var inko­r­por­eret i én krop, ét poli­tisk leg­eme. Som nævnt forestillede Hobbes sig natur­til­standen før statens ind­s­tif­telse som en krigstil­stand, og i denne natur­til­stand havde alle men­nesker en naturlig ret til at bruge deres naturlige fri­hed til at gøre, hvad de ville. Men det var netop denne ubetingede fri­hed, der for Hobbes førte til en til­stand af usikker­hed og frygt, for­di der ikke var nogen fælles magt til at holde de indi­vidu­elle fri­hed­er i skak. Alle men­nesker kunne der­for ud fra deres for­nuft indse det for­nuftige i at afgive en del af denne abso­lutte, naturlige fri­hed for i stedet at leve under statens og lovens beskyt­telse, hvilket sikrede deres liv og ejen­dom. Men dette bety­der også, at men­nesker, når de indgår i stat­en og det poli­tiske fæl­lesskab, afgiv­er deres naturlige fri­hed til at bestemme over deres eget liv og over­drager det til en anden, til stat­en og suveræ­nen, at bestemme, hvad der er mest for­nuftigt og hen­sigtsmæs­sigt.

Statens ind­s­tif­telse find­er sted ved, at alle men­neskene indgår en kon­trakt med hinan­den, hvor hver enkelt over­drager deres ret til en mand eller en for­sam­ling, og dermed, at alle ”Bemyn­di­ger alle hans Han­dlinger.” Ska­belsen af stat­en sker alt­så ved, at alle men­nesker over­drager ”al deres magt og styrke til en enkelt Mand eller en For­sam­ling af Mænd, der kan reduc­ere alle folks vil­jer, […] til én Vil­je.” Dermed skal hver og én vedgå, at de er ophavs­mænd til ”hvad det end måtte være” denne per­son ”udfør­er som Han­dling eller foran­ledi­ger bliv­er udført som Han­dling i sager, der vedrør­er den Fælles Fred og Sikker­hed.”

Stat­en er dermed én krop, og grun­den til, at stat­en må være abso­lut suveræn, er, at den for alt i ver­den må undgå splid og strid, for det vil føre til dens opløs­ning og under­gang. Alle vil­jer må reduc­eres til én, sådan så uenighed og kon­flikt reduc­eres. Igen kan vi se Trumps forsøg på at forhin­dre al dis­sens og mod­stand som et udtryk for denne statens, denne enhedens og udele­lighe­dens prin­cip. Trump vil ikke kri­tis­eres, hvilket måske er et udtryk for hans per­son­lige for­fæn­ge­lighed — som uden tvivl spiller en  rolle -, men det pass­er også per­fekt med hans syn på, at stat­en skal være én homogen, har­monisk og stærk enhed. Trump og hans medar­be­jdere kri­tis­er­er kon­stant pressen for ikke at være fair i sin kri­tik og for at forsøge at under­minere hans posi­tion og gøre ham til grin. Pressen forsøger ifølge Trump at skabe splid, og derved under­miner­er de Trumps og også statens styrke og er dermed med­virk­ende til at gøre USA svagt. Ide­alet er en presse og en befolkn­ing, der støt­ter 100% op om præsi­den­ten i alt, hvad han gør – alt andet resul­ter­er i anar­ki. Der­for er det også legit­imt for ham – i statens, suverænitetens og sikker­he­dens navn – at udelukke visse medi­er fra Det Hvide Hus, netop for­di det gælder statens sikker­hed, enhed, udele­lighed og dermed, statens magt, sikker­hed og styrke.

Det samme gør sig gældende i Trumps forhold til de pro­test­er, der er ret­tet mod ham siden hans ind­sæt­telse, med The Wom­ens’ March og de mange pro­test­er under slo­ganet og hash­tagget ’not my pres­i­dent’. Igen anklager Trump dem for at skabe splid og protest og ikke lade sårene og kløfterne hele for i stedet som et sam­let land at gå udfor­dringerne i møde. I stedet skulle den amerikanske befolkn­ing respek­tere beslut­nin­gen og det fak­tum, at det nu er Trump, der er præsi­den­ten og suveræ­nen, og dermed lade ham gøre alt det, de ifølge val­ghan­dlin­gen og resul­tatet har indvil­liget i og accepteret, at han gør. Efter­som han er præsi­dent, har han autoriteten fra alle, fra hele lan­det, til at bestemme, hvad han synes, er det rette for at sikre statens sikker­hed, velfærd og vel­stand.

Et af de sted­er, hvor Hobbes så en virke­lig natur­til­stand udspille sig, var i forhold­et mellem suveræne stater: ”i en til­stand og med en hold­ning som Glad­i­a­tor­er; med deres våben peger de på deres nabo og fik­ser­er med blikket hans øje, dvs. i form af Forsvarsværk­er, Gar­nison­er og Kanon­er opstil­let ved Grænserne til deres Kon­gerige.” En sådan såkaldt ’real­is­tisk’ uden­rigspoli­tik har på mange måder længe været dominerende i amerikan­sk uden­rigspoli­tik. Men med sit fokus på øget iso­la­tion­isme og ’Amer­i­ca first’, og på at USA ikke læn­gere skal være jord­klo­dens politi­mand, har Trump radikalis­eret denne posi­tion. USA må fokusere på sig selv først og fremmest, og hvis USA skal hjælpe andre lande, må de også bidrage til at hjælpe USA mil­itært. Det er ’Amer­i­ca first’, den suveræne stat først, og kun sekundært alliancer og samar­be­jde.

Trump udtrykker mange af de samme prin­cip­per, som den højre­pop­ulis­tiske bølge, der i de sen­este mange år er brudt igen­nem og som, udover Trumps val­gse­jr, gav sig tydeligst til kende i Brex­it, men som er repræsen­teret mange sted­er i Europa, i Dan­mark særligt med Dan­sk Folkepar­ti. Lige­som andre højre­pop­ulis­ter er Trump fokuseret på statens suverænitet og på oprethold­elsen af dens grænser. En suverænitet, som de men­er, er blevet svækket med glob­alis­erin­gen, mul­ti­kul­tur­al­is­men, ind­van­drin­gen og i Europa særligt gen­nem eller med EU. Generelt taler Trump og højre­pop­ulis­terne til dem, der ikke føler, de har fået opfyldt glob­alis­erin­gens løfter og hvad de opfat­ter som den lib­erale elites poli­tik og han­del­saf­taler. På den måde er den nye højre­pop­ulis­tiske poli­tik en retur til gam­le prin­cip­per: den suveræne stats prin­cip­per. Kun ved at vende tilbage til en stærk og suveræn stat, ledet af en stærk suveræn, kan man geno­prette tidligere tiders (ide­alis­erede) storhed.

Det er kun stat­en, kun suveræ­nen, kun Trump, der kan sikre mod anar­ki, uor­den og en tilbageven­den til en natur­til­stand præget af alles krig mod alle. Det er kun Trump, der kan opretholde grænser og orden og dermed sikre Amerikas storhed. For at dette kan lykkes, skal alt – som hos Hobbes og hos Trump – være under­lagt statens magt. Det er stat­en, der skal bestemme alt, og alt skal gøres for statens skyld og for vel­stand: Stat­en  skal bestemme, hvem der rejs­er ind , og hvem der rejs­er ud, og dermed skal også de økonomiske bevægelser være under suveræ­nens kon­trol. Alt i stat­en skal gøres for at sikre statens styrke – og al dis­sens og mod­stand skal stoppes, for­di det før­er til splid og tvis­ter og dermed til en svækkelse af stat­en og ulti­ma­tivt dens under­gang.

Særligt siden murens fald, kap­i­tal­is­mens sejrs­gang over klo­den og det lib­erale, repræsen­ta­tive demokrati som den eneste mulige legit­ime styre­form er ver­den gået i en ret­ning af min­dre stat og mere magt til transna­tionale enhed­er som FN, EU, WTO, IMF, Ver­dens­banken, og multi­na­tionale sel­sk­aber. Mange har ikke oplevet, at det skulle have været ful­gt af øget vel­stand, fred og sikker­hed. Og dem repræsen­ter­er Trump og de andre højre­pop­ulis­ter. For mange men­nesker er stat­en stadig den mest cen­trale poli­tiske enhed, og mange ser ind­van­dring og glob­alis­er­ing som skadelige, noget som må stoppes ved at vende tilbage til den suveræne stat og dens grænser.

Trump som USA’s præsi­dent vid­ner om, at stat­en som den vigtig­ste poli­tiske enhed ikke er forsvun­det – men at dens cen­tralitet for alvor er kom­met tilbage på den poli­tiske dag­sor­den.

Den dødelige gud — Thomas Hobbes læs­er Trump” er skrevet af Math­ias Hein Jessen til bogen “UHØRT! — idéhis­to­rien læs­er Don­ald Trump”. Tekst: Math­ias Hein Jessen. Tilret­telæggelse, klip­n­ing og inter­view: Kasper Mikael Jacek. Oplæs­ning: Marie Weis. Musik: Ed Askew. Illus­tra­tion: Naima Cal­len­berg.