UHØRT #3: Den alvorlige Pølsehans – Karl Marx læser Trump

Idéhistorikeren Esben Bøgh Sørensen har læst Donald Trump med den politiske tænker Karl Marx til Baggrunds bog “UHØRT! — idéhistorien læser Donald Trump”. Du kan høre Esben Bøgh Sørensens kapitel og et interview med ham i det tredje afsnit af UHØRT-podcasten.

Karl Marx (1818−1881) var en tysk social­is­tisk filosof og sam­fund­ste­o­retik­er, der måske bedst er kendt for værk­er som Kap­i­tal­en og Det Kom­mu­nis­tiske Par­tis Man­i­fest. I løbet af sit for­fat­ter­skab udviklede Marx et begreb­sap­pa­rat til at forstå den frem­vok­sende kap­i­tal­is­tiske pro­duk­tion­s­måde og den type poli­tik, der ful­gte med denne pro­duk­tion­s­måde. Marx’ sam­fund­ste­ori byg­ger på tesen om, at for at forstå et givent sam­fund, den his­toriske udvikling og de poli­tiske begiven­hed­er, er det mest frugt­bart at tage udgangspunkt i de grundlæggende sociale ejen­doms­forhold, dvs. forhold­et mellem klass­er i sam­fun­det. På den måde kom­mer man om bag de umid­del­bart poli­tiske begiven­hed­er for derved at kunne finde de mere grundlæggende årsager til selvsamme. Karl Marx var med­s­tifter af den første Inter­na­tionale Arbe­jderas­so­ci­a­tion. Hans teori­er dannede grund­lag for arbe­jder­bevægelsen og de socialdemokratiske, social­is­tiske og senere kom­mu­nis­tiske parti­er.


Er Don­ald Trump vor tids Napoleon Bona­parte III? Det vil sige, er han det 21. århun­dredes eksem­pel på den farceagtige men alligev­el alvorlige poli­tiske led­er i Frankrig, der i 1851 uven­tet tiltog sig autoritær magt og året efter udråbte sig selv til Kejs­er?

Marx udviklede i sine analyser af den poli­tiske udvikling i Frankrig i midten af 1800-tal­let begre­bet Bona­partisme. Begre­bet ref­er­erer til fremkom­sten af højre-autoritære poli­tiske ledere i ellers mod­erne demokratiske stater. Marx’ begreb og analyse kan stadig i dag lære os meget om forhold­et mellem demokrati og dik­tatur og særligt om, hvilke sam­fundsmæs­sige omstændighed­er der mulig­gør højre-autoritære poli­tiske ledere som Trump. Bona­partisme er kort sagt den sit­u­a­tion, hvor det nor­male par­la­men­tariske samar­be­jde bry­der sam­men, og en autoritær poli­tisk led­er træder til.

I en række essays om Louis-Napoleon Bona­partes kup mod den anden franske repub­lik i 1851, udgivet som Luis Bona­partes Attende Bru­maire, erk­lær­er Marx, at his­to­rien gen­t­ager sig to gange, første gang som tragedie og anden gang som farce. Hvor Napoleon Bona­partes mag­tovertagelse i 1799 var en tragedie for den franske rev­o­lu­tion og dennes ide­al­er, var nevøen Louis Bona­partes kup nærmere en farce. Det var en farce, for­di Bona­parte efter kup­pet udråbte sig selv til kejs­er Napoleon III i en slags komisk genopførelse af onklens imperi­um. På trods af den komiske karak­ter, var farcen dog alligev­el alvorlig.

Bona­parte var ikke bare en nar i ordets egentlige for­stand, men ifølge Marx en ”alvorlig nar”. På tysk: ”ern­sthafte Han­swurst”; direk­te over­sat: alvors­fuld Pølse­hans. Hans Wurst eller ”Hans Pølse/Pølsehans” er en komisk fig­ur i tysk folkekome­die, der strækker sig tilbage til den sene mid­de­lalder. Pølse­hans er en slags nar, hvis han­dlinger på trods af, eller netop på grund af, deres komiske karak­ter, alligev­el for­dr­er folk til at tænke over deres egen sit­u­a­tion.

Marx’ analyse af, hvor­dan det på uven­tet vis lykkedes denne alvorlige Pølse­hans at tilrane sig selv autoritære magt­be­fø­jelser, giv­er en værdi­fuld ind­sigt i mod­erne poli­tiske forhold mellem demokrati og dik­tatur, mellem par­la­men­tarisme og autori­tarisme. Marx’ tekst om Bona­partes kup blev der­for også senere hen taget op, særligt i mellemkrigsårene af blandt andet den ital­ienske marx­ist Anto­nio Gram­sci, hvor tek­sten syntes at kunne give vigtige ind­sigter i at forstå fas­cis­mens fremkomst. Marx’ analyse kan også være os behjælpelige i dag til at forstå, hvad der kan beskrives som det 21. århun­dredes alvorlige Pølse­hans: De Forenede Staters 45. præsi­dent, Don­ald Trump.

I 1848 brød rev­o­lu­tion­er ud over hele Europa, og i Frankrig blev den daværende monark, Louis Phillipe, afsat efter rev­o­lu­tio­nen i feb­ru­ar. I køl­van­det her­på trådte den lib­erale oppo­si­tion sam­men og bek­endt­gjorde den anden franske repub­lik. Den efter­føl­gende peri­ode var stærkt præget af frak­tion­skampe mellem forskel­lige lib­erale og kon­ser­v­a­tive par­la­men­tariske poli­tiske frak­tion­er, men også internt i disse frak­tion­er opstod en række kon­flik­ter. Marx’ analyse af denne peri­ode i fran­sk his­to­rie er præget af et væld af poli­tiske per­son­lighed­er, frak­tion­er, udu­elige min­istre, rev­o­lu­tionære og radikale oprørere, og selvføl­gelig autoritære ledere. Særligt for Marx’ analyse er dog hans forsøg på at komme bag om disse umid­del­bart poli­tiske fænomen­er og finde deres sam­fundsmæs­sige grund­lag i forskel­lige klass­er og sociale inter­ess­er.

Marx iden­ti­fi­cer­er to poli­tiske hov­ed­frak­tion­er i det franske poli­tiske land­skab i peri­o­den mellem 1848 og 1851. Først og fremmest det såkaldte ordenspar­ti; en kon­ser­v­a­tiv frak­tion, der bestod af to forskel­lige roy­al­is­tiske grup­per, Legit­imis­terne og Orleanis­terne, der som følge af uenighed­er om, hvilken roy­al fam­i­lie der var den ret­mæs­sige arv­tager til tro­nen, ofte lå i kon­flikt med hinan­den. Den anden hov­ed­frak­tion var Mon­tagne-frak­tio­nen, der bestod af både mod­er­ate lib­erale og mere radikale kræfter.

For Marx var kon­flik­terne mellem og internt i frak­tion­erne dog ikke blot et udtryk for forskel­lige poli­tikker, per­son­lige eller royale tilhørs­forhold, men der­i­mod udtryk for mere grundlæggende klassekon­flik­ter. Bag de poli­tiske kon­flik­ters ”ydre skin” find­er vi kon­flik­ter mellem klasserne. Marx skriv­er ”Ved en nærmere betragt­ning af sit­u­a­tio­nen og partierne forsvin­der imi­dler­tid dette ydre skin, som dækker over denne peri­odes klassekamp og ejen­dom­melige fysiognomi.”[54]

Den sociale klassemæs­sige bag­grund for de mere mod­er­ate lib­erale kræfter og de mere radikale kræfter i Mon­tagne-frak­tio­nen var vidt forskel­lig. Hvor de lib­erale kræfter repræsen­terede det lavere borg­er­skab af embedsmænd og pro­fes­sionelle, havde de mere radikale repub­likanske og social­is­tiske kræfter opbakn­ing blandt byernes hånd­værkere og pro­le­tari­at. Dette betød også, at hvor sid­st­nævnte egentlig kæm­pede for en såkaldt ’social repub­lik’ med nation­alis­erede arbe­jd­spladser og almin­delig stem­meret, var de først­nævnte en del mere kom­pro­misvil­lige over­for det større borg­er­skab i storindus­trien og finansin­sti­tu­tion­erne, der var repræsen­teret af ordenspar­ti­et. Efter at de mod­er­ate havde støt­tet ned­kæm­pelsen af de radikale social­is­ter under den anden opstand den. 23. juni 1848, kom social­is­terne ikke læn­gere til at spille en væsentlig rolle.

Kon­flik­ten inden for ordenspar­ti­et skal på samme måde ikke primært find­es i deres forskel­lige tilhørs­forhold til royale fam­i­li­er, men snarere i deres klassemæs­sige bag­grund. Hvor Legit­imis­terne repræsen­terede lan­dade­len, repræsen­terede Orleanis­terne indus­trien og det, Marx kaldte finansaris­tokrati­et.

Det er alt­så i den klassemæs­sige bag­grund, vi find­er nøglen til de poli­tiske kon­flik­ter ifølge Marx. Kort sagt, desto mere kon­flik­terne mellem klasserne spidser til, desto sværere vil de have ved at samar­be­jde på det par­la­men­tarisk-poli­tiske plan. En sådan sit­u­a­tion vil åbne døren for højre-autoritære poli­tiske ledere. Mod­erne kap­i­tal­is­tiske sam­fund er nem­lig kende­teg­net ved, at det dominerende borg­er­skab er split­tet i mange stri­dende frak­tion­er. Ifølge Marx er den ’demokratiske repub­lik’ der­for den ideelle måde, hvor­på borg­er­sk­a­bets frak­tion­er kan forene sig. Men hvis det ikke lykkes dem at forene sig på denne ideelle måde, er en højre-autoritær erstat­ning en mulighed. En erstat­ning, der, selvom den i sid­ste ende arbe­jder i borg­er­sk­a­bets sam­lede inter­esse, alligev­el befind­er sig umid­del­bart uden for dets kon­trol.

Det var netop stridighed­erne mellem de forskel­lige frak­tion­er af borg­er­sk­a­bet, der banede vejen for Louis Bona­partes mag­tovertagelse i 1851. Louis Bona­parte blev val­gt som præsi­dent af repub­likken i decem­ber 1848. I den efter­føl­gende tid blev det internt kon­flik­t­fyldte ordenspar­ti det dominerende par­ti med fler­tal i nation­al­for­sam­lin­gen, og der udviklede sig en kon­flikt mellem dem og Bona­parte. Bona­parte for­måede at mobilis­ere dele af land­be­folknin­gen og dele af de ned­er­ste sociale lag i byerne imod ordenspar­ti­et. Han cen­tralis­erede i stadig højere grad den udøvende magt omkring præsi­dent­posten og dennes regering og under­minerede sam­tidig nation­al­for­sam­lin­gens magt. Kon­flik­ten mellem nation­al­for­sam­lin­gen og Bona­parte mund­ede ud i, at sid­st­nævnte opløste for­sam­lin­gen den 2. decem­ber 1851, og året efter udnævnte han sig selv til kejs­er. En komisk fig­ur, hvis poli­tiske evn­er ikke desto min­dre burde have været taget mere alvorligt af de dominerende poli­tiske frak­tion­er.

Er Don­ald Trump ikke ligeledes en sådan en komisk fig­ur, der burde have været taget mere ser­iøst? En alvorlig Pølse­hans? Under val­gkam­p­en man­glede der ikke kam­pag­n­er, artik­ler, kom­mentar­er og memes, der gjorde grin med ham. Alligev­el for­måede Trump at vin­de val­get.

Men hvad var bag­grun­den for val­get af Don­ald Trump som præsi­dent? Det kon­ser­v­a­tive repub­likanske par­ti var i primær­val­gpe­ri­o­den præget af interne stridighed­er, og der var ingen klar favorit til posten som præsi­den­tkan­di­dat. På samme måde i det demokratiske par­ti, hvor Hillary Clin­ton og Bernie Sanders konkur­rerede om posten. Hvor Hillary, ifølge mange analyser, repræsen­terede en række arbe­jds­giveror­gan­i­sa­tion­er og det tra­di­tionelle poli­tiske estab­lish­ment, repræsen­terede Sanders mere den almin­delige amerikanske lønar­be­jder. Forud for primær­val­gene var gået en intens skær­pelse af kon­flik­ter mellem forskel­lige sociale grup­per og klass­er i det amerikanske sam­fund. Occu­py Wall Street og slo­ganet om de 99% mod den rigeste ene pro­cent af befolknin­gen er et godt eksem­pel på dette, lige­som Tea Par­ty-bevægelsen var det på den mod­sat­te fløj.

Lige­som at uenighe­den internt i ordenspar­ti­et i den anden franske repub­lik banede vejen for Bona­partes mag­tovertagelse, banede uenighe­den inden for det repub­likanske par­ti vejen for, at en komisk fig­ur som Trump kunne vin­de primær­val­get. Og lige­som at ned­kæm­pelsen af den social­is­tiske og radikale oppo­si­tion i juni 1848 banede vejen for en lib­er­al frak­tion, der ikke var i stand til at udfor­dre hverken ordenspar­ti­et eller Bona­parte, var det demokratiske par­ti, efter at Sanders tabte primær­val­get til den lib­erale Hillary, ikke i stand til at slå Trump til selve præsi­dent­val­get.

Marx’ analyse af, hvor­dan sam­men­brud­det i den nor­male par­la­men­tariske poli­tik og ven­stre­flø­jens tilbage­tog skabte grobun­den for Bona­partes højre-autoritære mag­tovertagelse, giv­er os alt­så et vigtigt red­skab til at forstå, hvor­dan kon­flik­terne og krisen i det amerikanske poli­tiske sys­tem på lig­nende måde banede vejen for Trump. På denne måde er det almin­delige par­la­men­tariske sys­tem under særlige omstændighed­er i stand til at under­minere sig selv og bane vejen for Bona­partis­men. Hverken sit­u­a­tio­nen i 1851 eller i 2016 opstod dog udelukkende som resul­tat af rene poli­tiske eller per­son­lige stridighed­er. De havde begge bag­grund i en mere grundlæggende udvikling af klassemæs­sige kon­flik­ter i det amerikanske sam­fund. Begge sit­u­a­tion­er opstod ligeledes på bag­grund af en fejl­slåen ven­stre­fløj.

I Marx’ analyse af Bona­partis­men læg­ger han vægt på, hvor­dan Bona­parte var i stand til at frem­stille sig selv som repræsen­tant for klassen af småbøn­der, den på det tid­spunkt største sociale gruppe i Frankrig. Småbøn­derne var spredt ud over store lan­dom­råder i Frankrig og havde ingen selvstændig poli­tisk repræsen­ta­tion, lige­som borg­er­sk­a­bet, hånd­værk­erne og arbe­jderne havde det. Bona­parte var i stand til at appellere til de mere kon­ser­v­a­tive dele af denne landlige og poli­tisk ikke-repræsen­terede sociale gruppe.

Val­get af Hillary frem­for Sanders var for­mentlig også med­virk­ende til, at det demokratiske par­ti tabte arbe­jder­stem­mer i en række tidligere indus­tri­om­råder, de såkaldte rust-belt stater som  for eksem­pel Michi­gan, Ohio, West Vir­ginia og Penn­syl­va­nia. Efter­føl­gende val­gun­der­søgelser har vist, at nogle af disse stem­mer i stedet gik til Trump. På samme måde som at Bona­parte appellerede til de poli­tisk ikke-repræsen­terede småbøn­der, appellerede Trump i løbet af sin val­gkamp blandt andet til de såkaldte blue-col­lar eller manuelle arbe­jdere fra de tidligere indus­tri­om­råder i USA. Disse rust-belt-stater har været særligt hårdt ramt under den økonomiske krise siden 2008 og har desu­den i årtierne forud for denne oplevet den ene udfly­t­ning af indus­tri til udlan­det efter den anden.

Med sin nation­al­is­tiske poli­tik og bud­skab om geno­plivn­ing af indus­trien og økonomisk pro­tek­tion­isme havde Trump der­for en vis appel blandt denne klasse, der ellers ikke var repræsen­teret i og af nogle af de etablerede poli­tiske parti­er. Det viste sig også, at netop disse stem­mer blev afgørende for, at Trump mar­gin­alt kunne ero­bre rust-belt-stater­ne.

Lige­som Marx ikke mente, at klassen af småbøn­der i sin natur var kon­ser­v­a­tiv, men at de kunne have spillet en pro­gres­siv rolle, hvis de radikale og social­is­terne havde for­mået at forene sig med dem, bør befolkningerne i rust-belt-stater­ne heller ikke betragtes som per natur kon­ser­v­a­tive eller end­da racis­tiske (selvom nogle uden tvivl kan beskrives sådan). Kun dele af både småbøn­derne i 1848 og væl­gerne i rust-belt-stater­ne i 2016 støt­tede op om en højre-autoritær poli­tisk led­er. Hov­edår­sagen til deres tilslut­ning til en højre-autoritær poli­tisk led­er skal snarere, ifølge Marx, find­es i, at de i en lang forudgående peri­ode ikke har været poli­tisk repræsen­terede. Måske end­da direk­te poli­tisk neg­ligerede.

Napoleon den tred­jes kejserdømme endte i både krig og rev­o­lu­tion. Regimet varede indtil 1870, hvor Frankrig blev kastet ud i en krig med Prøjsen, som efter­føl­gende resul­terede i en rev­o­lu­tionær opstand i Paris i 1871, hvor den berømte Paris­erkom­mune bestående af radikale, anark­istiske og social­is­tiske grup­per tog magten. Kom­munen eksis­terede dog kun få måned­er, inden den igen blev bru­talt ned­kæm­pet. Hvorvidt den senere his­to­rie den­gang også vil vise sig sam­men­lignelig med den frem­tidi­ge udvikling i dag, er stadigt for tidligt at sige noget om.

Der­i­mod ser det ikke ud til, at den nuværende peri­ode med højre-autoritære poli­tiske ledere er for­bi end­nu, og her vil Marx’ skrift fra 1851–52 stadig kunne give os inter­es­sante og vigtige ind­sigter i sådanne frem­tidi­ge alvorlige Pølse­hanse og Hansin­ners natur og sam­fundsmæs­sige bag­grund.

Den alvorlige Pølse­hans — Karl Marx læs­er Trump” er skrevet af Esben Bøgh Sørensen til bogen “UHØRT! — idéhis­to­rien læs­er Don­ald Trump”. Tekst: Esben Bøgh Sørensen. Tilret­telæggelse, klip­n­ing og inter­view: Kasper Mikael Jacek. Oplæs­ning: Marie Weis. Musik: Ed Askew. Illus­tra­tion: Naima Cal­len­berg.

Scroll til toppen