UHØRT #4: Løgnens mester – Hannah Arendt læser Trump

Idéhistorikeren Frank Beck Lassen har læst Donald Trump med den politiske tænker Hannah Arendt til Baggrunds bog “UHØRT! — idéhistorien læser Donald Trump”. Du kan høre Frank Beck Lassens kapitel og et interview med ham i det fjerde afsnit af UHØRT-podcasten. 

Filosof­fen Han­nah Arendt (1906−1975) måtte som tysk jøde fly­gte fra Tysk­land i 1933. Oplevelsen ændrede hen­des liv for altid og sat­te sam­tidig hen­des tænkn­ing på en særlig kurs. Lige fra gen­nem­brud­det i 1951 med Total­i­taris­mens oprindelse, over Men­nes­kets vilkår fra 1958 til Eich­mann i Jerusalem i 1963 var Arendt dybt optaget af den sys­tem­a­tisk forvræn­gende løgn, der ikke alene kræver, at der lyves for nogle udval­gte, men at løgneren selv tror på sine løgne. I 1951 han­dlede det om poli­tiske ide­olo­giers virke­ligheds­forvræn­gende effek­ter, mens det i 1963 han­dlede om nazis­ten Eich­mann, der ikke læn­gere selv var i stand til at kende forskel på ans­varlighed og ans­vars­fraskriv­else. I 1967 sam­lede hun i et essay i tidsskriftet The New York­er op på den europæiske katas­trofe, men pegede også inspir­eret i ret­ning af fremti­den for amerikan­sk poli­tik.


Løg­nen er en af de mest befriende, poli­tiske han­dlinger man kan fore­tage. Det er sam­tidig en af de mest hasarderede. Da den tysk-amerikanske filosof Han­nah Arendt i 1967 sat­te sig for at overve­je hvad løg­nens rolle var i poli­tik videre­gav hun en mid­de­lalderlig fortælling om løgn. Den min­der om den bedre kendte fabel af Æsop, ”Dren­gen og ulven”, men er en tak mere dys­ter og foruroli­gende:

Dag og nat stod der en vagt­post i byens vagt­tårn for at advare mod fjen­dens komme. Vagten havde for vane at klovne og lave sjov med andre, så en aften ringede han med alarmk­lokken, bare for at skræmme folk lidt. Hans suc­ces var overvældende. Alle løb op på murene – og den sid­ste der løb med var vagten selv.”

Fortællin­gen ind­kap­sler, hvad Arendt frygt­ede, når det gælder løgne i poli­tik: at de bliv­er så omfat­tende, at de udvikler sig til selvbedrag. Jeg tror også, den udtrykker, hvad vi bør frygte i forbindelse med Don­ald Trumps kom­mende år som præsi­dent. Enkelt­stående løgne lad­er sig nok gen­nem­skue og gen­drive, men den lang­somme forvit­rende effekt af hele tiden at blive stres­set i sit forhold til sandt og fal­sk er af en anden karak­ter. Spørgsmålet bliv­er der­for: Hvad sker der, når løgne ikke læn­gere udgør huller i sand­he­dens stof, men bliv­er selve det netværk, den poli­tiske virke­lighed er bygget op af?

Don­ald Trump lyver. Det over­rasker ikke læn­gere nogen. Der er heller ikke udsigt til, at han hold­er op. Han praler, fornærmer poli­tiske mod­standere, kom­mer med for­doms­fulde beskriv­elser af kvin­der og minoriteter, benægter åbenl­yse til­stande og anklager medi­er for at være gen­nem­ført løg­nagtige. Trumps suc­ces med løgne i poli­tik er uhørt, og han ved det selv. Som han påpegede tidligt i sin kam­pagne for at blive præsi­dent, så kunne han gå ud på 5th Avenue og skyde nogen – ”og jeg ville ikke tabe stem­mer”. Det er som om, Trump er løg­nens mester, der uden de sæd­van­lige kon­sekvenser forsky­der grænserne for, hvad det er nor­malt at sige og tænke. Når Trump er på Twit­ter, desta­bilis­er­er han vores fak­takom­pas med den ene sind­so­privende, for­ryk­te nyhed efter den anden.

Det nyt­ter bare ikke at blive stående i for­færdelse. Vi bliv­er nødt til at se real­is­tisk på poli­tik. Også når det drejer sig om løgn. Vi tænker spon­tant usym­pa­tisk om det at lyve, men for Arendt er det vigtigt at træde et skridt tilbage og se nøgternt på den funk­tion, som løgn kan have inden for poli­tik. Sand­færdighed er ikke og har aldrig været en poli­tisk dyd. Det ville være naivt at lade sig for­bløffe over, at magt og løg­nagtighed ser ud til at være så gode ven­ner. Hun citer­er og gen­bruger flit­tigt den noget ældre filosof Thomas Hobbes, der peger på, at kun den ”Sand­hed, der ikke mod­virk­er, hvad der er til gavn og glæde for enhver, er velkom­men for alle.”

Arendt er der­for ikke over­ras­ket over, at løgn er en ind­bygget del af poli­tik. Hun går så vidt som at påstå, at poli­tik er den direk­te mod­sæt­ning til sand­hed, og at straf­fen for ’sand­hedssigere’ i poli­tik er hård. Springer man frem med fak­ta og insis­ter­er på, at de skal respek­teres, kom­mer man faretru­ende tæt på den mest sus­pek­te poli­tiske fig­ur der find­es: den der — til­fældigt eller gen­nem hårdt arbe­jde- har fun­det sam­men­hæn­gen mellem sand­he­den og per­son­lige inter­ess­er og nu fald­by­der den ganske gratis. Det er en umulig posi­tion i poli­tik. Hvis fak­ta bruges poli­tisk, som argu­ment for en giv­en frem­gangsmåde, hvis man lad­er dem tale for bestemt sag, er de allerede blevet sår­bare og udsat for den mis­tanke, at der er tale om hold­ninger fork­lædt som fak­ta. Når Mar­grethe Vestager, over for ind­vendinger imod den førte poli­tik, lakonisk kan svare ”Sådan er det jo”, press­es man nemt til at svare ”hvis det er fak­ta, så benægter jeg fak­ta”. En hæderkro­net tak­tik i dan­sk poli­tik.

Arendt peger på, at magth­a­vere altid har haft en tra­di­tion for løgn og hem­me­lighold­else. I en lukket kreds af regering­sudø­vere, diplo­mater eller hem­melige tjen­ester har løgn været et almin­deligt red­skab. Det har dog altid været et begrænset red­skab. Der har været tale om enkeltløgne om enkelte ting, om huller i sand­he­dens stof, som hun kalder det. Desu­den har løgnene altid været ret­tet mod bestemte per­son­er, for eksem­pel fjen­den eller sus­pek­te borg­ere. Der­til kom­mer, at løgne er blevet for­t­alt af kendere af den rigtige sand­hed. Skulle man være ven­lig mod denne poli­tik­forståelse, kan man sige, at det at lyve er en del af et større spil, der jo ikke skal ophæve løg­nen til virke­lighed. Der er snarere tale om et beskidt kneb, der skal sikre suc­ces i en virke­lighed, der stadig er en fælles forståelse af.

Det er ikke det spil, Don­ald Trump spiller. Arendt gør opmærk­som på, at de klas­siske løgne ikke gør afgørende eller endelig skade på virke­lighe­den og heller ikke på løgneren selv. Der er blevet løjet, men ingen er end­nu blevet til løgn­er. Med Trump er det anderledes. Han har ikke blot løjet, han er Løgn­er – som i notorisk for­drejende, manip­ulerende, lyvende. Løgneren udgør, som Arendt drama­tisk for­mulerer det, den totale pris­givelse af ver­den til fordel for oprethold­elsen af et selv­billede. For den ambitiøse og omfat­tende Løgn­er han­dler alt om at holde billedet intakt. Trumps løgne er ikke klas­siske poli­tiske løgne, der skal dirigere offer­et uden om sand­he­den, men omfat­tende, impro­vis­erede, forskel­li­gart­ede løgne.

Løgnere ser givetvis forskel­lige ud alt efter land og tid, men Arendt insis­ter­er på ét fællestræk: helt mod­sat den klas­siske løgn, der har hem­me­lighold­elsen som ratio­nale, så behan­dler Løgneren kendte fak­ta som noget, de ikke er – nem­lig en hem­me­lighed, et tabu eller andres hold­ning. Da Trump insis­terede på, at Barack Oba­ma ikke besad amerikan­sk ind­fød­sret, eller på at han vandt ’the pop­u­lar vote’ over Hillary Clin­ton, var det ikke for at tilsløre eller hem­me­ligholde fak­ta, men for at afs­løre og miskred­itere fak­ta. Der­for annon­ceres løgnene så bredt som muligt. Helst på Twit­ter. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, hvor­dan fak­ta nu agtes som aldrig før. Fak­ta er blevet ophø­jet til vort sid­ste og fornemmeste bolværk mod Trumps alter­na­tive fak­ta. Lige siden Trumps ind­sæt­telse som præsi­dent, der kul­minerede i en diskus­sion om, hvor store mass­er der ful­gte ind­sæt­telsescer­e­monien, og hvor hans råd­giv­er Kellyanne Con­way med et smil påpegede, at der ved siden af fak­ta jo også fandtes alter­na­tive fak­ta, er spørgsmålet om, hvad fak­ta egentlig er, blevet bræn­dende.

For Arendt er fak­ta noget nær en antipoli­tisk kraft. De står der bare, de forekom­mer uomgæn­gelige, som noget der uden diskus­sion blot tårn­er i land­sk­a­bet. Fak­ta er hin­sides diskus­sion, de er stædigt insis­terende på at være der. De tager ikke højde for andre men­neskers hold­ninger, mens al poli­tik netop han­dler om evnen til at opsam­le hold­ninger, repræsen­tere dem og give dem form. Fak­ta er der­for også anti­demokratiske. Igen er Arendt ikke bange for at være en smule drama­tisk. Fak­ta har noget tyran­nisk over sig og et ele­ment af tvang. Det er denne tvang, mange knyt­ter håb til, som en instans uden for poli­tik der kan sætte en stop­per for tyran­niske indi­vider eller omskiftelige borg­ere. Der jubles, når fak­ta utvety­digt slår fast, at Trump tager fejl, eller når dom­stole bremser dekreter.

Arendt er skep­tisk over for denne naive tiltro til fak­ta i poli­tik. Fak­ta er i en vis for­stand, men de er også pro­duc­erede. Fak­ta er altid et pro­dukt af flere men­nesker. De angår begiven­hed­er og omstændighed­er, der opleves og bev­idnes af andre, de etableres gen­nem optællinger, reg­istreringer og tales frem. For­di de er et pro­dukt af men­neskers sam­tale og samar­be­jde, er de pr. natur poli­tiske. I bagk­logsk­abens lys ser fak­ta muligvis nød­vendi­ge ud, men det er, hvad Arendt kalder en optisk-eksis­ten­tiel illu­sion. Fak­ta er blot mulighed­er dræbt af virke­lighe­den, det er ikke nød­vendigt, at de blev til, selv om de er uomgæn­gelige, nu da de blev til. Fak­ta er ikke mere selvin­dl­y­sende end hold­ninger, og der­for er det også fris­tende blot at erk­lære dem for ’stivnede hold­ninger’.

Stil­let over­for fak­ta som tyran­niske er Arendt ikke uden sym­pa­ti for løg­nen. Løg­nen er det bev­id­ste forsøg på at omgøre noget der bare ’er’. Hillary Clin­ton fik sam­let set flere stem­mer end Trump, men det skal ikke forhin­dre ham i at påstå det mod­sat­te og dermed insin­uere, at det er ham, og ikke Hillary, der er i kon­takt med det amerikanske folk. Arendt kalder det et forsøg på at ’change the record’, som har en over­rask­ende poli­tisk gevinst i det, at Løgneren får tildelt agens. Trump siger, hvad der ikke pass­er og opnår dermed han­dlekraft – som et vid­nes­byrd om, at han vil, at ting skal være anderledes. Benæg­telsen bliv­er et tegn på integritet og foran­dringsvil­je. Arendt beskriv­er her Løgneren, men det kunne lige så vel være Don­ald Trump:

Han er en skue­spiller af natur. Han siger ting som ikke er, for­di han vil have, at ting skal være anderledes end de er, hvilket vil sige, han ønsker at foran­dre ver­den. Han udnyt­ter den sam­men­hæng der unægteligt find­es mellem vores evne til at han­dle, til at foran­dre virke­lighe­den og den mys­tiske evne vi har til at sige ‘solen skin­ner’, når det står ned i stænger.”

At sige sand­he­den er ikke en poli­tisk han­dling, mens det at lyve er. At stå på fak­ta er, at insis­tere på ver­den som den er og afgive fork­lar­ing om, hvor­for dens indret­ning nu engang er det bed­ste for alle. Det afgørende ved Trumps udsagn er der­for min­dre, om de er saglige og mere om de er ener­giske, om de er udtryk for han­dling eller pas­sivitet. At respek­tere fak­ta er lig med at respek­tere en ver­den af nød­vendighed­er, at tildele sig afmagten og apa­tiens neu­tralitet, mens mod­et til at bull­shitte er at tildele sig selv han­dlekraft og integritet. På den måde giv­er det fak­tisk mening at tale om alter­na­tive fak­ta. Det er løgne, hvis for­mål det er ikke at være fak­ta. Det afgørende er ikke i sid­ste ende at over­be­vise ver­den om, at Trump blev sny­dt for tre mil­lion­er stem­mer, men at opnå den poli­tiske posi­tion og kap­i­tal, der føl­ger af at bestride elitens val­gsys­tem.

Løg­nen er, som Arendt spids­for­mulerer det, et lille mirakel, et vid­nes­byrd om noget helt særligt ved vi men­nesker, nem­lig at vi er rel­a­tivt frie til at ændre de omstændighed­er, vi lever under. Det er den fri­hed, der bliv­er mis­brugt og per­vert­eret af Løgneren. Mens sæt­nin­gen, ’sådan er det jo’, ophæver han­dle­fri­hed, påstår Løgneren, at der ikke er nogen grænser for vores fri­hed. Begge udgør yderlighed­er af det poli­tiske spek­trum. Mar­grethe Vestager efter­lod os intet han­dlingsrum at fan­tasere om. Don­ald Trump fan­taser­er om et han­dlingsrum, der ikke er der.

Don­ald Trump illus­tr­erer den vold­somme gevinst, man kan høste ved at behan­dle for­tiden, som om den var fremtid, ved at lade som om de poten­tialer, der med tiden er blevet over­ståede, stadig er der, som om det, der nu er blevet fak­ta, i virke­lighe­den lad­er sig omgøre. Det er desværre også en kæmpe fælde, for­di nuti­den berøves sit ægte start­st­ed, det sted hvor­fra noget kan foran­dres, og noget nyt for alvor kan beg­y­n­de. Poli­tik bliv­er til en ster­il og afmægtig dans på stedet, der fejr­er poten­tialer som ikke læn­gere find­es.

Don­ald Trump er faldet for en uhyggelig fris­telse til pri­vat at omde­finere virke­lighe­den. Arendt er ikke mild i vur­derin­gen af den slags selvbedrag: Løgneren udgør den totale pris­givelse af ver­den til fordel for eget selv­billede. Mens vel­val­gte løgne fak­tisk kan have en rimelig funk­tion i poli­tik, han­dler de serielle pra­lerier, unø­jagtighed­er og usand­hed­er alene om at holde et selv­billede intakt. Det er længe siden hun skrev sine ord, men Arendt havde et pro­fetisk bud på kon­sekvenserne af at have en sådan mand ved roret:

Hvis alle altid lyver for dig bliv­er kon­sekvensen ikke, at du tror på løgnene, men snarere at ingen tror på noget som helst læn­gere. Det er for­di løgne, i kraft af hvad de er, hele tiden må laves om, og en løg­nagtig regering må hele tiden arbe­jde på at omskrive dens egen his­to­rie. Som mod­tager får du ikke blot én løgn – en løgn som du kunne bygge resten af dit liv på – nej du får en mængde løgne, alt efter hvor­dan de poli­tiske vin­de blæs­er. Og et folk der ikke læn­gere kan tro på noget kan heller ikke læn­gere beslutte sig for noget. Det er ikke alene berøvet evnen til at han­dle, men også evnen til at tænke og fælde domme. Og med sådan et folk kan du gøre hvad du vil.

Løg­nens mester — Han­nah Arendt læs­er Trump” er skrevet af Frank Beck Lassen til bogen “UHØRT! — idéhis­to­rien læs­er Don­ald Trump”. Tekst: Frank Beck Lassen. Tilret­telæggelse, klip­n­ing og inter­view: Kasper Mikael Jacek. Oplæs­ning: Marie Weis. Musik: Ed Askew. Illus­tra­tion: Naima Cal­len­berg.

Scroll til toppen