UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Velfærdens vogtere

Members_of_the_Royal_Commission_on_Coast_Erosion_and_Afforestation,_1906-1911_by_Sir_(John)_Benjamin_Stone

Lad os nedsætte en kommission! Det er den strategi som politikere i de seneste årtier har tyet til, når de er stødt på økonomiske spørgsmål, som både er komplekse og afgørende for statens velfærd. Men hvad er en kommission egentlig, og hvorfor bliver vi ved med at nedsætte dem?


 

Vi opretter kommissioner for skat, produktivitet, vækst, ressourcer og miljø. Her samles nogle af statens klogeste hoveder for at komme frem til løsninger på de økonomiske problemer, som regeringen og andre magtfulde instanser i samfundet ser enten farer eller muligheder i. Overbevisningen er, at selvom der er megen viden om økonomien i samfundet til enhver given tid, så er det væsentligt at samle og koordinere initiativer og indsigter, så man ikke bliver hægtet af udviklingen i andre regioner.

Særligt i et lille land som Danmark er denne koordinering nødvendig for ikke at blive fanget på det forkerte ben, når der kommer nye toner fra vores større handelspartnere – som Tyskland, USA, England. Omvendt er det besynderligt, at der oprettes så mange danske kommissioner da vi jo allerede er en del af større politiske handelsfællesskaber  – EU, WTO og OECD – som jo ellers officielt vil fremme økonomien blandt alle de lande, der er medlemmer. Her sidder endnu flere kloge hoveder og regner på, hvordan økonomien kan udvikle sig bedst for alle. Og alligevel følger vores danske økonomer udviklingen tæt og er parate med løsninger, så et lille land ikke bliver mast i de store økonomiske hjul.

En del af forklaringen på denne lokalpatriotiske tilgang til økonomien er, at idéen om at værne om den lokale velfærd er ældre end de velfærdsstater, som voksede frem efter anden verdenskrig. Længe inden de europæiske stater var blevet til nationalstater fra midten af 1800-tallet, fandtes der blandt mange økonomiske tænkere en klar forestilling om, at mindre magtfulde regioners økonomier kunne blive klemt af store imperier.

Fra starten af 1700-tallet blev økonomiske forhold sat på dagsordenen som et lokalt forsvarsværn imod store staters ekspansive interesser og effektiviserede former for landbrug og produktion. Snart var den nyttige viden et samlepunkt for patriotiske kræfter i forskellige europæiske lokalsamfund, hvor der fra omkring 1720’erne blev stiftet en lang række foreninger eller selskaber, som netop fokuserede på økonomi, landbrug viden og fædrelandets økonomiske beskyttelse. Her diskuterede man helt eksplicit den økonomiske politik, men fokus var hele tiden på praktiske foranstaltninger, der skulle gøre den lokale udvikling bæredygtig.

Disse økonomiske foreninger bestod af magtfulde mænd med egne interesser og ikke statsbetalte økonomer, som i vor tids kommissioner og råd. Men forestillingen om, at regioner indenfor lille område havde en opgave om at beskytte nogle lokale forhold imod ‘globale kræfter’ har altså floreret i Europa i næsten 300 år.

De første økonomiske selskaber opstod i periferien til den frembusende engelske økonomi i 1700-tallet: Skotland og Irland. Irland havde været en del af det britiske imperium siden Henry VIII (1491-1547) havde erobret det i 1536, mens Skotland i 1701 blev en del af den britiske Union efter lange forhandlinger mellem de to landes magteliter. England havde imidlertid en rigere og mere avanceret produktion end både Skotland og Irland. I takt med at et frit ‘indre marked’ udviklede sig mellem de tre lande, blev den irske og skotske adel snart klar over, hvilke følger denne ulighed kunne få for deres respektive økonomier.

Den overlegne engelske landbrugs- og tekstilteknik lagde pres på irske og skotske produkter, hvor produktionen var dyrere. I fraværet af en egen centralmagt – den engelske krone sørgede bedst for Englands egen produktion  – så udviklede debatten for at finde en løsning sig mere lokalt i Irland og Skotland. For størsteparten af de irske og skotske eliter, så var det klart, at ethvert forsøg på at løsrive sig – og opbygge en egen stat for at udvikle lokaløkonomien – var dødsdømt imod så stærk en militærmagt som England. I stedet for at satse på den traditionelle statsræson var man derfor nødt til at tænke i mere praktiske baner. Det blev startskuddet til en mere fokuseret beskæftigelse med helt lokale produktionsforhold og med sammenhængen imellem forskellige lokale erhverv.

Det første økonomiske selskab blev oprettet i Skotland i 1723 under navnet ‘The honorable society of Improvers for the Knowledge of Agriculture in Scotland’. Få år senere, i 1731, grundlagde en gruppe af indflydelsesrige borgere det irske ‘Dublin Society, for the improving husbandry, manufactures and other useful arts’.

Navnet på selskaberne giver os en række nøgler til at forstå, hvad det var medlemmerne gerne ville opnå. Det centrale var at opnå en forbedring og det gjaldt især landbrugsproduktionen, som skulle være mangfoldig og ikke blot levere korn til det engelske moderland. Når der i det irske tilfælde også var tilføjet ‘manufaktur’, så hang det sammen med, at det var blevet soleklart i 1730’erne, at det ville blive svært overhovedet at bibeholde en lokal produktion af tekstiler, når man var en del af det britiske imperiums produktionsmaskine.

Derudover er det væsentligt, at der blev lagt vægt på viden og nyttige kunster. Vi skal forstå kunster her som bredere end vores nutidige begreb om malerier, skulpturer og skuespil. På engelsk skelner man mellem det brede ‘arts’ og det kunstneriske ‘fine arts’, mens det er lidt mere uklart på dansk. I 1700-tallets engelsktalende kontekst var ordet ‘art’ vigtigt, fordi det betegnede den innovation, der ikke direkte hørte ind under videnskaberne.

De økonomiske selskaber var da netop heller ikke et sted for samtidens universitetsfolk, men nærmere for dem, der havde uddannelse bag sig og nu, med magtfulde positioner i samfundet, øjnede muligheden for at omsætte viden til bedre produktionsforhold og en forbedret økonomi. I både det skotske og det irske tilfælde, så var dette et formål, som forskellige dele af eliten kunne samles om.

Idéen om at samle sig i økonomiske selskaber bredte sig fra de britiske øer til kontinentet i løbet af 1750’erne, da et selskab blev stiftet i Bretagne i Frankrig. Dette var en egn, som traditionelt både havde haft selvstændige eliter og gode forbindelser til de britiske øer. Nu var Bretagne en del af det franske kongerige, der, ligesom England, havde en centraladministration, der tiltog sig stadig større magt over de økonomiske forhold. Bretonske adelsfolk kunne derfor genkende behovet for at forbedre det lokale landbrug og den lokale produktion, ligesom det var lykkes i de økonomiske selskaber i Skotland og Irland.

Det kongelige danske landhusholdningsselskab blev oprettet i 1769 som det første danske økonomiske selskab. Selvom det, i lighed med de britiske og franske forbilleder, var oprettet af private kræfter, så var det knyttet til kongens magt, som navnet antyder. Dette markerer en forskel til den opfattelse af samfundsøkonomien, som man kunne finde tættere på de store stater i Europa. Hvor større imperier kæmpede om den internationale kommercielle magt, så var et lille imperium som det danske tvunget til at tænke ‘indad’ for ikke at blive klemt i de stores spil.

Mens en række oplysningstænkere omkring den danske konge tog denne opgave på sig i det kongelige selskab, så opstod der en lang række lokale selskaber rundt omkring i resten af Danmark. En lignende udvikling kan fra 1770’erne ses i en lang række andre småstater, der ikke deltog i Frankrigs, Preussens og Englands kamp om imperiemagten. I Italien, Nederlandene og de tyske småstater blev de økonomiske selskaber helt centrale for selvforståelsen og for den lokale udvikling helt ind i det 19. århundrede.

De økonomiske og patriotiske selskaber tilføjede en vigtig dimension til opfattelsen af det økonomiske spillerum i 1700- og 1800-tallet. Fra at den politiske økonomi angik enten kongens guldbeholdning eller det enkelte økonomiske menneske, så blev det nu væsentligt for lokale eliter at sætte ord på de interesser, som de mente hele befolkningsgrupper havde til fælles. Det patriotiske element i den økonomiske udvikling afkrævede undersåtterne, at de skulle omsætte deres fædrelandskærlighed til noget, der kunne sikre lokal udvikling.

Mens staterne udviklede et professionelt bureaukrati, så bidrog de økonomiske selskaber til middelklassens fremkomst med mere åbne fora, hvor de producerende og meningsdannende eliter kunne mødes om en fælles sag. Indtil da var begrebet om ‘folkets velfærd’ hovedsageligt indgået i filosofiske og moralske skrifter, der sjældent vandt bredere genklang.

I 1750’erne erklærede filosofisk indstillede økonomiske tænkere sig som ‘venner af menneskeheden’ og viede stolt deres kærlighed til hele klodens befolkning. Det gjaldt både i Frankrig, hvor den økonomiske tænker Victor de Riqueti Mirabeaus (1715-1789) hovedværk netop hed Menneskevennen (1756) og i den tysk-danske tradition, hvor statsøkonomen von Justi (1717-1771) brugte Mirabeaus vending, når han skulle beskrive fordelene ved sit stramt kontrollerede økonomiske system. I 1770’erne var tankerne om patriotisme og fædrelandskærlighed imidlertid blevet så stærke, at Joseph von Sonnenfels (1732-1817), der ellers var Justis hengivne elev, kaldte et af sine økonomiske hovedværker for Fædrelandskærligheden. Her havde det nye fokus på lokalpatriotisme sat et klart spor i den ellers så kosmopolitiske økonomiske tænkning.

På den måde var et parløb imellem økonomisk tænkning og national velfærd blevet grundlagt både foreningsmæssigt og teoretisk. Det er en kobling, som kun blev stærkere i løbet af det 19. århundrede, hvor nationalstaterne blev grundlagt, og hvor det pludselig gav mening for den brede befolkning i europæiske lande at identificere sig med nationen. Moderne økonomi kædes oftest sammen med åbne grænser og globale fordele ved frihandel, og følger man teorierne, så burde nationale og regionale økonomiske hensyn være overflødige. Men den lange tradition fra økonomiske selskaber til nationale kommissioner viser os, at der altid har været en skepsis omkring, hvordan man omsætter økonomisk viden til i sandhed at gavne alle og enhver.

Teksten er fra bogen Pengene & Livet, som er udgivet på Informations Forlag. De fire forfattere er idéhistorikere med tilknytning til idéhistorie ved Aarhus Universitet.