UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Vi slavebinder os selv: Nigerianske kvinders rejse mod Europa. – En samtale med Sine Plambech

Kilde: Sine Plambech

Kilde: Sine Plambech

FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraftfuldt begreb, som de fleste forbinder med den transatlantiske slavehandel. Men slaveriet var et kompleks fænomen, som tog mange former. I denne fokusserie vil Baggrund rette perspektivet mod nogle af de mindre kendte aspekter af slaveriets historie.

Ordet slaveri bruges ofte til at beskrive migranters kår i sexindustrien, men er det en passende betegnelse? I denne uges bidrag til slaveri-serien tegner antropolog Sine Plambech et billede af de kvindelige nigerianske migranters lod og argumenterne for og imod brugen af termen slaveri.


Sine Plambechs publikationer har mange facetter. De spænder fra sikkerhedsstudier af Boko Harams opblomstring og strategiske anbefalinger mod samme gruppe til undersøgelser af forholdene for kvindelige thailandske migranter i Danmark samt vurderinger af den danske udlændinge- og flygtningepolitik. Centralt i forskningen står dog ét land: Nigeria og særligt de kvindelige migranter, hvis rute tager sin start dér. Dette emne har præget meget af Plambechs feltarbejde, der har undersøgt kvindernes lange færd fra Nigeria til Italien og videre mod f. eks sexarbejde i Danmark. Foruden sine akademiske studier argumenterer Sine Plambech ofte for værdien af den brede formidling. Jeg satte hende derfor stævne til en samtale om slaveribegrebets relevans i forhold til de nigerianske kvindelige migranter og hvilke forhold samt økonomiske relationer, kvinderne lever under. Jeg dukkede derfor op på hendes kontor i DIIS’ bygning ved Nordhavn Station i København. Kontoret var småt og væggene overhængt med kort over det afrikanske kontinent og billeder fra Plambechs mange møder med folk rundt omkring i verden. Særligt mødet med det andet menneske stod centralt i Plambechs kærlighed til antropologien, da jeg spurgte til, hvad der drev hende.
Jeg tror, at det primært er mødet. Når man arbejder med nutidige former for migration, menneskehandel, slaveri eller hvad man nu kalder det, så er det jo især et møde med mennesker. Det handler om at tage ned, lave feltarbejde og snakke med dem om, hvordan det ser ud fra deres situation.

 

Så det er studiet af en levet erfaring?

Ja, det er det for mig. Desuden er jeg også er interesseret i de historiske aspekter af det, men jeg er antropolog, og min kærlighed er til antropologien. En stor del af den kærlighed ligger i mødet med de mennesker, som det handler om, og at lave arbejdet nede i det møde. Jeg synes altid, at kvinderne, som jeg møder, bidrager meget til både den teoretiske udvikling, men også til hele refleksionen om feltet. Hvordan det opleves at være med dem. Hvordan det opleves at rejse til Europa. Det afføder altid nogle andre ting at spørge dem, hvad de forstår ved ordet slaveri, end når man spørger en forsker.

 

Inden vi går ind i det partikulære, så vil jeg gerne stille dig nogle definitoriske spørgsmål: kan man kalde disse mennesker for slaver? Den traditionelle definition lyder, at slaven er underlagt total ufrihed. Synes du, at det er passende på disse migrantkvinders levevilkår?

Jeg bruger ikke ordet slaver om dem. Jeg kalder dem migrantkvinder, og jeg kan kalde dem migrantkvinder i udnyttede situationer eller migrantkvinder i gældsatte situationer. Jeg kan også bruge det gamle udtryk indenture, som betyder, at de er låst i gældsudnyttende situationer. Jeg synes dog ikke, at slave er præcist netop pga. den totale ufrihed, hvor man er ejet af en anden person; man er underlagt en anden persons totale magt, og man kan ikke selv ændre sin livssituation. Man kan sige, at der nogle gange er træk, der er slavelignende. Men hvis man kalder dem for slaver, så misser man en væsentlig del af ligningen, nemlig migration, og i den form for migration, som kvinderne begiver sig ud i, der er en frivillighed og agens. I Nigeria siger de selv: Engang blev vi tvunget som slaver, i dag er tragedien, at vi slavebinder os selv.

 

Hvis man skulle prøve med en anden definition, så har slaveriforskeren Kevin Bales, (som mener, at ofre for menneskehandel kan og bør betegnes som slaver, Red.) fremført en mere moderne og moderat definition af slaven, som lyder, at personen er underlagt et andet individs udøvelse af ejendomsret. Hvor udøvelse af ejendomsret kan indebære en eller flere af følgende: retten til at eje, retten til at bruge, retten til at bestyre, retten til indtægtsudvinding, og retten til kapital, som forstås som retten til at destruere sin ejendom. Begynder vi der at bevæge os ind på en definition, som nemmere kunne matche de kvinder, som du har arbejdet med?

Det er her, hvor nogen siger, at vi godt kan tale om en moderne slaveriform. Der er nogle lighedstræk; og så er der nogle komponenter, som er anderledes. Der er aspekter af ufrihed, ejendom og gæld, eller at man bliver betragtet som en indtjeningsmulighed, da noget af kvindernes indtjening bruges som afbetaling på gæld. På den måde har han ret, da nogle af de karakteristika er rigtige. Kevin Bales er en del af det, som hedder Modern Slavery Studies, og i den anden retning er der Critical Slavery Studies. De to er virkelig yderpunkterne, og jeg er nok et sted midt imellem, hvor jeg kan se, at migranter kan blive udnyttet på en måde, hvor der er træk af det, som Kevin Bales taler om.

 

Vil du uddybe “Critical Slavery Studies” position?

Den er, at slaveri ultimativt ikke eksisterer længere, hvilket dog ikke betyder, at der ikke finder massiv udnyttelse af migranter og arbejdere sted. Det, der i dag kaldes ”slaveri”, er i stedet for, hvad de kalder for en politisk konstruktion. Konstruktionen italesætter moderne slaveri som et kontinuum fra den transatlantiske slavehandel frem til i dag, men så overser vi migration, ulighed, udnyttelse af arbejdsvilkår, arbejdsmarkeder, alt det som man kan sige, at den neoliberale kapitalistiske politik har gjort ved udsatte mennesker. Så deres kritik af Modern Slavery Studies er, at de i for høj grad fokuserer på brodne kar, nogle enkelte udnyttende mænd og kvinder, hvorimod Critical Slavery Studies kigger på globale kapitalistiske strukturer. Critical Slavery Studies siger altså, at slaveri ikke eksisterer. Det er en konstruktion, som bliver hevet frem for at legitimere alle mulige politikker, grænsekontrol, kontrol af kvinder og særligt kontrol af migrantkvinder. De mener, at ngo’er og forskellige organisationer bruger begrebet ”slaveri” til f. eks at tiltrække sig økonomiske midler, fordi slaveri er jo et ekstremt stærkt billede. Hvis man siger, at nogle er slaver, så tænker man jo på den transatlantiske slavehandel. Man tænker på folk i lænker, som er ejet af nogle andre, det er et meget stærkt billede at trække på for at legitimere mange forskellige politikker. Critical Slavery Studies siger, at det er meget problematisk, fordi mange ting bliver slået sammen under begrebet slaveri; kvinder i sexindustrien, barnebrude, børn i miner, mænd i fiskeindustrien og selv rengøringsarbejdere på danske universiteter.  På den anden side står Modern Slavery Studies, der siger, at der aldrig nogensinde har været mere slaveri, end der er nu. Så det er rimeligt tydeligt optegnet, at de to teoretiske positioner er meget uenige.

Kilde: Sine Plambech

Kilde: Sine Plambech

Hvorvidt det komplekse slaveri-begreb er relevant i den moderne verden, må læseren afgøre med sig selv. Men hvad resten af interviewet tilbyder er en portrættering af de nigerianske kvinders forhold. (Så ved læseren i det mindste, hvad de kvinder lever under, som nogle kalder slaver).

Hvis man kun taler om de nigerianske kvinder, så kommer mange af dem fra et bestemt område i Nigeria, det sydlige Nigeria. Mange kommer fra en bestemt delstat, Edo-staten…

 

Edo, ligesom det gamle rige?

Lige præcis, og de er meget stolte af at komme fra det område. Det er her, de fleste nigerianske kvinder kommer fra. Mange rejser fra arbejdsløshed, nogle har en uddannelse, men er stadigt arbejdsløse. De rejser ofte, da der ikke er en mandlig forsørger, som har kunnet forsørge familien. Så de rejser afsted for at skaffe en eller anden form for arbejde og blive deres families breadwinners. De er oftest unge kvinder, som ikke har børn, men der er også nogle, som rejser afsted efter, at de har mistet deres mand, eller han har forladt hende. I de sidste to år, har der været en markant stigning af især yngre nigerianske kvinder, der rejser over middelhavet. Fra omkring 400 til 11.000 om året, altså singlekvinder fra Nigeria og især Edo-området. Det her er i stigning.

 

Hvad er årsagen til den geografiske fordeling af migranter?

Jeg bliver tit spurgt ”Hvorfor Edo-staten?” Som migrationsforsker må jeg se på det som en kombination af mange forskellige ting. Men migrationssystemet er startet dér. Der har altid været eksport fra Edo af alle mulige varer, især kobber, tømmer og gummi til andre områder i Vestafrika og helt op til Libyen. Men fra ca. midt 80’erne til start 90’erne var der forskellige europæiske firmaer, der begyndte at rykke afdelinger til Edo-staten især fra Italien. Samtidigt var der efterspørgsel på arbejde i det italienske landbrug og industri, så der begyndte man at se de første nigerianere tage ruten med fly, og det er her, hvor migrationssystemet startede.

 

Så den geografiske fordeling kan man ikke forstå uden et langt historisk perspektiv?

Det nytter i hvert fald ikke at forklare migrationen med, at de er ekstremt fattige i Edo, for de er meget fattigere mange andre steder i Nigeria, hvor man ikke ser det samme, selvom mønstret nu er ved at brede sig. De fattigste områder ligger i det nordlige Nigeria, som er muslimsk, og der er en meget begrænset migrationstradition for kvinder. Men Edo er det kristne og sydlige Nigeria med en stor og langvarig migrationskultur. Det, som er karakteristisk for de kvindelige migranter herfra, er, at de låner penge for at komme til Europa. Man kan sige, at udnyttelsen består i, at de er gældsatte, og det er her, hvor slaverikomponenten kommer ind, og derfor at nogle kalder dem slaver.

 

Låntagningen, vil du uddybe det?

Det er svært at forstå, hvorfor man skal låne penge for at komme ind i Europa, hvis man ikke også forstår, at det er blevet sværere at komme ind i Europa som migrant. Jo sværere det er at komme ind, jo dyrere er det at krydse grænsen. Det at vi beskytter vores grænser, når flere rejser, skaber en efterspørgsel på folk, som kan få folk over grænsen. Vores grænsekontrol er med til at skabe den illegale migrationsindustri, som nogle vil kalde det, hvor man kan tjene på at få andre over grænsen.
Systemet står på flere ben. Kvinderne låner et beløb med lovning om, at de vil blive transporteret til Europa. De rejser fra Edo-staten, videre op til Agadez i Niger, og videre til de krydser grænsen ind til Libyen. Dernæst op til nogle af de små havnebyer vest og øst for Tripoli, hvor man sejler videre over til Sicilien. Jeg har lavet feltarbejde i Benin City (det tidligere Edo, Red.) og også på Sicilien, og der er mange af kvinderne, som ikke kommer så langt. Du skal krydse hele Sahara-ørkenen, for at nå dertil og derfor taler de ofte om, at de skal over et hav, før de skal krydse et andet. Altså ørkenhavet inden Middelhavet.

 

Hvem tager de lån hos?

De har forskellige navne: Sponsorer, madams og big men, er typisk de ord, der bruges. Det er mennesker som allerede er i Europa, eller tidligere har været i Europa, og som derfor har kontakt til Europa. De låner dem penge til transporten, og pengene bliver fordelt til betaling af de personer, som hjælper på ruten. De hedder smuglere, guides eller transfer-men. Et eksempel kunne være, at du betaler nogle penge til en, som hjælper dig med at komme til Niger, hvor du venter nogle måneder, og så videre til Libyen. Så venter du, indtil du bliver sejlet over, og så er der nogle, der skal have penge.
Du låner penge af en madam, og hun sørger for, at mellemmændene bliver betalt undervejs. Her kan man sige, at udnyttelsen består, idet kvinderne låner meget mere, end rejsen reelt set koster. Nogle låner helt op til 370.000 kr. og nogle låner måske 150.000 kr., men den reelle rejse, hvis du bare skal med fly og have dokumenter, koster måske 3000 amerikanske dollars svarende til ca. 20.000 kroner. Men de her kvinder, kan jo ikke få et visum. De søger i hvert fald ikke et visum og vil typisk også blive afvist. Udnyttelsen ligger i beløbet mellem, hvad det reelt set koster at blive transporteret til Europa og så alle de renter, som ligger ovenover.

 

Man kan jo tydeligt høre, at der er en stor skævvridning i beløbene, men hvordan opfatter migrantkvinderne deres sponsorer?

et er en dobbelthed i madamfiguren. På den ene side er det jo en person, som udnytter dem. Udover hendes egen indtjening er der ingen grund til, at hun skal tage så meget mere for det, end det reelt koster. På den anden side er det også hende, som får migrantkvinden til Europa. Det er hende, der har kontakterne. Det er hende, der sætter det i værk. Det er hende, der løber risikoen. Migrantkvinderne anerkender også, at hun skal have mange penge, for hun løber risikoen for at få ti, femten eller tyve kvinder afsted. Det er ligesom, at man giver flere penge til andre folk med stort ansvar, selvom de måske arbejder det samme antal timer som andre mennesker. Så kvinderne har det her dobbelte perspektiv. En af dem, som jeg har talt med, sagde faktisk: Madam er min engel. Der er mange indenfor hjælpeorganisationerne, som mener, at det er meget problematisk, at de bliver omtalt på den måde. For det er deres skyld, at kvinderne ender i sådan en udnyttende situation.
Kontrakterne, som kvinderne får, har også denne dobbelthed, da de indebærer en eller anden form for beskyttelse, idet kvinderne bliver placeret på et arbejdsmarked og kan få en eller anden form for bolig eller soveplads, men samtidig bruges hendes indtjening til at afbetale gæld.

 

Har du mødt nogen madams?

Ja. En af kvinderne, som jeg arbejdede med. Hun er desværre død nu. Hun startede med gerne at ville afsted. Lige inden hun døde, blev hun en af dem som rekrutterede, men hun var ikke en af de store pengeudlånere.

 

Hvordan var hendes arbejde?

Hun fik sin egen rejse til Europa billigere mod at rekruttere flere. Så man kan sige, at det kan være svært at adskille slyngel fra offer, fordi hun finansierede sin egen rejse ved rekruttering.
Når jeg har set på det analytisk, så handler det om, hvordan det sker. De fleste madams har selv været i en situation, hvor de lånte penge. Så har de betalt sig ud af gælden, og de bliver selv madams bagefter. Dynamikken fra at man selv er udnyttet til at udnytte andre, fordi man nu har den viden, der skal til for at organisere det, er noget af det, som er virkeligt interessant at se på.

 

Så der er et element af social mobilitet i det her?

Ja, det er der. Jeg vil dog sige, at i den nuværende situation, hvor der kommer så mange over middelhavet, så er det rigtig svært for kvinderne. Der er nogen, som det er lykkedes at betale gælden af. De kan sende penge tilbage til Benin City. Benin City er et af de steder, hvor der er flest migranthuse (huse opført ved hjemsendte penge. Red), hvilket jo også gør, at der er flere, som har lyst til at tage af sted. Man kan se, at det kan lykkes, og man kan se, at der er social mobilitet.

Kan man sige noget om kvindernes arbejdsforhold? Når der kommer så mange migranter til, har de overordnede så overhovedet en interesse i at holde kvinderne sunde og raske?

Nu hvor der kommer så mange, så er der meget stor konkurrence på arbejdsmarkedet. Priserne falder, mange forsøger at rejse videre til Nordeuropa fordi man kan tjene flere penge på at sælge sex heroppe. De almindelige markedsmekanismer, som er på spil i andre sektorer, er også på spil i sexindustrien.

 

Nu har vi primært talt om nigerianske borgere, men er der europæere, som tjener på den her industri?

I forhold til de nigerianske kvinder i sexindustrien, så er det primært etnisk forbundet. Det er andre nigerianere i Italien eller Nigeria, som tjener på det. Når der bliver afsagt rufferidomme, så er det også andre nigerianere, som bliver dømt.

Der er selvfølgelig grupper, som mener, at europæiske mænd får noget ud af det, ved at de kan tage del i sexindustrien som kunder, men de får selvfølgelig ikke noget økonomisk ud af det. Derudover er der nogle små grupper af europæere i industrien. Det kan være dem, der kører bilen rundt, så kvinderne kommer rundt til kunderne, og dem der ejer klinikkerne. De fleste af de her nigerianske kvinder arbejder fra gaden, men nogle arbejder fra bordeller, som bliver ejet af europæere. Men hvis vi taler udenfor sexindustrien, så er det jo noget helt andet. Der er jo rengøringsselskaber, landbruget, alle mulige sektorer med masser af europæere involveret.

 

Nu har vi talt om de nigerianske kvinder, men hvad med mændene? Kommer de til Europa?

Der kommer mange flere mænd end kvinder. Det er cirka 33 % af de nigerianerne, som krydser Middelhavet, som er singlekvinder. Hvorimod fra andre vestafrikanske lande som Mali og Mauretanien så er det 1-2 %, så det er en meget kønnet migration, og Nigeria er et af de lande, der har den største andel af kvindelige migranter. Men der kommer mange nigerianske mænd, og de er ikke i sexindustrien. De finder arbejde i uformelle sektorer, som landbruget, fabrikker, flaskesamling, turisme, og nogle ender i narkotikamarkedet.

 

Er det muligt at sige noget generelt om kvinders vilkår overfor mænds?

Det er i hvert fald forskel på deres migration, på hvorfor de rejser, hvordan de rejser, hvad konsekvenserne er. Vi ser i langt højere grad, at kvinderne låner penge til rejsen, og på den måde kan man sige, at de instrumentaliserer deres krop mere, end hvad mandlige migranter måske gør. Mænd løber også en risiko ved at rejse gennem ørkenen, men det er procentvist farligere for kvinder at migrere udokumenteret. Der er større sandsynlighed for, at en kvinde drukner i Middelhavet og at hun dør i ørkenen, end at en mand gør. Til gengæld er dødeligheden for mænd højere, når de først er ankommet til Europa, hvilket skyldes deres liv under jorden, hvor de måske er involverede i kriminelle netværk.

 

På vejen herhen, hvad er det for nogle faktorer, der gør, at kvinderne er overrepræsenterede i dødsstatistikkerne?

Det er der flere grunde til. Når vi bare ser på Middelhavet, som er det farligste område for kvinderne, så er det placeringen på bådene. De sidder på det nederste dæk, hvilket ofte er for at beskytte dem, men hvis båden kæntrer, så er det farligt at være der, og mange af kvinderne kan ikke svømme. De er gravide og de skal passe på børn, som de har med på rejsen. Der er også andre ting, f.eks. i transitområderne på Libyens grænse, hvor kvinderne sidder i ventehuse. Her bliver nogle voldtaget, og nogle bliver gravide. Det er jo nogle ting, som mændene ikke bliver udsat for.

 

Det er tydeligt for enhver, at det er et ekstremt pres, som kvinderne er udsat for. Generelt set, hvad pådrager de sig af psykiske konsekvenser?

Indenfor sexarbejdestudier er der mange retninger, som undersøger det traumatiserende ved overhovedet at sælge sex og det ødelæggende ved at være i prostitution. De her kvinder er yderligere presset af mange andre forhold. Alene rejsen, hvor nogle af dem har set andre mennesker drukne, blive mishandlet og voldtaget, er enormt hård. Derudover er det utroligt stressende at leve under jorden, hvor du hele tiden er bange for at blive opdaget og sendt tilbage. Du er under pres for hele tiden at tjene penge og derfor at lave aftaler med så mange kunder, som du kan. Du har en hel familie i Nigeria som venter på, at du sender penge hjem til dem, og du skal selv betale din gæld af.
Så på den ene side er der dem, som argumenterer for, at sexarbejdet i sig selv er skadeligt. Det er jeg optaget af, men det er ikke det, som jeg typisk kigger på. For de kvinder, som jeg arbejder i blandt, taler ikke om sexarbejdet som det hårdeste. De taler om rejsen, livet som udokumenteret, uvisheden om penge, at der er for få kunder, at de hele tiden skal finde en ny soveplads, og at du skal stå ude i kulden. De her kvinder arbejder typisk fra klokken to om natten til seks om morgenen i alt muligt vejr.

 

Kan de holde til det?

Det er svært at vurdere. Man plejer typisk at sige, at de holder til overraskende meget. Nogle af dem kommer fra en barsk virkelighed i Nigeria. Så man skal huske, at mange af dem på trods af alt stadig synes, at der er mere komfort i Europa, end der var på rejsen eller der, hvor de kom fra. Man skal holde det op imod, hvad de rejste fra. Derfor er der stort set ingen, som vil sendes tilbage til Nigeria.
Det er jo ellers en europæisk politisk tematik, at de skal hjem. Det spiller en rolle i hele den danske udlændingelovgivning, men kvinderne vil typisk ikke hjem. Dem, der gerne vil hjem, er dem som er gået helt ned. Dem som føler, at de har ryggen mod muren, og ikke kan se nogen udveje. De fleste migrantkvinder foretrækker at blive i Europa, og forsøge at klare sig igennem. Så det er nogle kvinder i meget vanskelige situationer, men også nogle meget stærke kvinder.

Kilde: Sine Plambech

Kilde: Sine Plambech

Et ret uakademisk og lettere personligt spørgsmål: kan det være inspirerende at møde de her mennesker?

Jeg ved ikke om jeg ville bruge ordet inspirerende, fordi deres liv er så barske, men det er i hvert fald tankevækkende. Når man selv går rundt i sit liv og tænker, hvorfor har jeg ikke det, hvorfor kan jeg ikke det og så videre, så skal jeg bare tænke på de kvinder, som jeg har mødt i mit arbejde. Og så er der nogle af dem, som faktisk er voldsomt inspirerende. Jeg vil sige, at de nigerianske kvinder har det virkeligt vanskeligt. Men nogle af dem bliver aktivistiske og begynder at kæmpe for andre kvinders sag. Det er utroligt inspirerende, at de kan vende fra at stå i sådan en situation til at være politisk involverede, kæmpe for andre og kæmpe mod deres situation.

For den nigerianske stats økonomi, må det være et stort pres, at så mange kvinder vælger at forlade landet og pådrager sig de mén, som de gør på turen. Hvordan figurerer migrationen i den nigerianske debat?

Der er en dobbelthed i det her. På den ene side kan nogle af kvinderne ende med at sende penge hjem, som virkeligt kan forandre hele deres og familiens liv. Derfor har Nigeria ingen interesse i at ændre på det i forhold til remitterne, som de penge hedder. Dog er Nigeria optaget af at ændre mønstret, da de opfatter det som ydmygende, at de er nationen, hvorfra mange sexarbejdere kommer. De har også ratificeret forskellige internationale aftaler om, at man skal bekæmpe menneskehandel og udokumenteret migration. Så Nigeria er også involveret i arbejdet.
Men i sidste ende handler det om ulighed og arbejdsløshed. Nigeria er jo et meget rigt land, som har haft stor vækst, men den velstand er ikke nået ud i de områder, som de her mennesker rejser fra.

 

Hvilken rolle spiller migrationen i den politiske debat i Nigeria?

Det spiller selvfølgelig en rolle, men primært i forhold til, at landets unge forlader Nigeria illegalt. Der er store kampagner med musikvideoer og billboards, som siger: ”Rejs ikke mod Europa”, ”We need you at home”, ”Stay and build your nation”, den slags. Det betyder meget indenrigspolitisk. Men Nigeria er også et land, hvor der er store diskussioner om f.eks. olie, korruption og Boko Haram. De har mange andre udfordringer end udokumenteret migration og kvinders rejse mod sexindustrien, men det er et relativt stort tema.

 

Er diskursen, om at man burde blive hjemme, stærk i befolkningen? Bliver kvinderne, der forlader Nigeria, set ned på?

Blandt eliten i Nigeria ser man ned på dem, men sådan er det ikke i hele befolkningen. De bliver nemlig også tit talt om som ’vores oversøiske døtre’, så de tales om som tilhørende nationen.
Der er også en stor moralsk diskussion. På den ene side skal kvinderne blive hjemme og affinde sig med deres liv som nigerianere, ligesom andre nigerianere. ”Bliv nu hjemme og gør ikke noget dumt”, lyder det. På den anden side er der en forståelse for, at Nigeria ikke har skabt den modernitet, som de unge drømte om. Der er skabt arbejdspladser i et moderne Nigeria, som eliten og middelklassen har fået gavn af, men som ikke er kommet de her mennesker til gode. Så der er også en vis forståelse for, at Nigeria heller ikke har levet op til sine løfter.

 

Som du har også været inde på, er det et afgørende skel, om man opfattes som økonomisk migrant eller som offer for menneskehandel. Kan du først kort beskrive de to kategorier over for hinanden, og dernæst hvilken rolle de to begreber spiller?

Den store udfordring er at adskille den ene gruppe fra den anden. I FN’s definition af et offer for menneskehandel, som står i Palermoprotokollen, er der nogle bestemte kriterier. Disse skal være opfyldt, hvis man skal identificeres som offer for menneskehandel. Her er en konkret definition, men alle dem som bliver defineret sådan, er på samme tid også kommet ud af økonomisk migration. De er ikke flygtet fra krigen i Syrien eller krudt og kugler. Det er her, hvor ”vi slavebinder os selv” kommer ind. Man er rejst afsted for at forbedre sit liv. I løbet af den proces og måske ved nogle af de aftaler, som man indgår, mens man rejser, ender man med at komme i en udnyttende situation. Det er det morads, som forskellige organisationer, politi og socialarbejdere skal prøve at afgrænse og udgrænse i mødet med de her mennesker.
De skal på den ene side sige, at her har vi en økonomisk migrant. Den her person har helt frivilligt valgt at forlade Nigeria med det formål at overtræde udlændingelovgivningen og tjene penge uden at have en tilladelse. Dernæst har vi en person, der også er rejst afsted på samme måde, men nu er endt i en tvangssituation, og denne person er så et offer. Menneske- og migrantlivet er jo tit komplekst. Derfor taler vi som forskere om et kontinuum af frivillighed og ufrivillighed, at fange den distinktion mellem handlet og ikke handlet, fri og ufri, offer og ikke offer. Derfor begynder man også fra politisk hold at arbejde med det, man kalder mixed-flows, at der både kommer migranter, ofre for trafficking, asylansøgere over middelhavet på samme tid. Man kan ikke sige, at i den båd er der økonomiske migranter, og herovre har vi asylansøgerne, for mennesker flytter sig sammen i alle mulige kategorier. Det er den store, daglige udfordring på Istedgade, når politiet har taget de nigerianske kvinder i det, som hedder en fejebladsmanøvre, hvor man simpelthen bare tager alle de nigerianere, man kan finde nede på gaden, og tager dem hen på Station 1. Jeg har været med flere gange, når de laver raids og lavet interviews med kvinderne, og så udspørges kvinderne om: Er der nogen der har tvunget dig? Skylder du nogle penge? Ved du, hvor du er henne? Har du et pas? Alle de her ting er kriterierne.

 

Kilde: Sine Plambech

Kilde: Sine Plambech

”Ved du hvor du er henne?” og hvad hvis hun ikke ved det?

Ja, det kan være et kriterium. Der kommer løbende nye kriterier for, hvordan man identificerer et offer for menneskehandel. Der skal man se efter, om kvinden er usikker på, præcis hvilken by hun er i, hvem hun arbejder for, hvor mange penge hun skylder, hvor hun skal hen bagefter, hendes vilkår. Hvis hun ikke ved det, kan det være kriterier for at blive identificeret som trafficking offer. Når du spørger, hvordan man laver de to kategorier, så har der været en proces de sidste 10-15 år mod at udvikle templates, som fagpersonen skal sætte krydser i, og hvor målet er, at man kan identificere, at kvinderne enten er det ene eller det andet. Men man ender bare tit med at sige ’både og’, hun er både tvungen og ikke tvungen, hun rejste afsted, hun vidste godt, hvad hun skulle, men hun vidste ikke, hvor vanskeligt det er at være i Europa, hvor svært det er at betale pengene tilbage, og i denne situation bliver hun så udnyttet.

Det her er afgørende, for hvis du identificeres som en moderne slave – som en der er blevet handlet – så får du særlige rettigheder af staten, hvorimod hvis du defineres som en økonomisk migrant, som velvilligt rejste afsted, kan du blive deporteret og kørt ud i Vestre Fængsel. Så den ene kommer på krisecenter, og den anden kommer i fængsel. Derfor er det afgørende, hvad det er for nogle kriterier. Det er derfor, at Kevin Bales nævner de kriterier, der skal til, for at nogle kan komme over i krisecenterkategorien og ikke over i den kriminelle kategori.

 

Men fælles for begge kategorier er, at de bliver sendt hjem?

Ja. I hvert fald i Danmark. Der er lande i Europa, hvor man kan få ophold ved at være identificeret som offer for menneskehandel. I de lande kan man få midlertidig opholdstilladelse, det kan man ikke i Danmark. Det er vi også blevet kritiseret for internationalt. Her kan man først få 30 dages refleksionsperiode, hvor man kan tænke over, hvilke former for hjælp man vil tage imod, og om man vil rejse tilbage til sit hjemland. Hvis man siger ja til at samarbejde med myndighederne om sin egen hjemsendelse, kan man så få 120 dages ophold, og der får man så organiseret rejse og flybillet. Det hedder en ’frivilligt forberedt hjemsendelse’. I forskerkredse er der også kritik af begreberne. Hvis kvinderne siger nej til hjemsendelse, bliver de deporteret, så de bliver i realiteten tvunget til at tage frivilligt hjem. Man kan sige, at i dag bliver de moderne slaver sendt hjem til der, hvor de kom fra.

 

Det lyder som en meget rummelig definition af frivillighed. Når de så bliver vurderet til at være udsat for menneskehandel, hvad består den hjælp de får med sig i?

I Danmark er det tilbuddet om 30 dages ophold, som kan udvides til 120 dage. Så kan man komme på krisecenter, og man kan få lægehjælp, hvis man har noget, der skal undersøges.

 

De får ingen hjælp med sig ud af landet?

Jo, de kan få en ”Frivilligt forberedt hjemsendelsespakke”. Her bliver man sendt hjem med mulighed for at få et mindre beløb til at starte en lille forretning op i Nigeria. Man kan få lidt færdighedstræning, mens man stadig er i Danmark, hvor man lærer at sy eller andre forskellige ting, så man kan få nogle færdigheder, til når man kommer tilbage.

 

Har det en effekt?

Ikke rigtigt. Der er nogle enkelte succeshistorier. Men i mit eget arbejde siger langt de fleste, som bliver sendt tilbage, at de vil rejse mod Europa igen, eller at de har planer om det, eller at de allerede har forsøgt det. Derfor kan man ikke sige, at der er udviklet en bæredygtig hjemsendelsesmodel for de nigerianske kvinder. I første omgang rejser de jo afsted for at løse problemet med manglende penge og arbejdsløshed i hjemlandet. Når de så bliver sendt hjem, er det problem jo stadig ikke løst. Alternativet, at blive sendt hjem med den her pakke, løser ikke deres problem.

 

Hvad skal vi gøre ved det, hvad har en effekt? Er der nogle erfaringer med, hvad der rent faktisk virker?

Man skal tænke på det som to forskellige niveauer. Ét er, hvad man kan gøre i Danmark på et hverdags og politisk niveau, og så er der selvfølgelig et niveau der går på at udrydde global ulighed og fattigdom. Hvis målet er at undgå migration, skal der skabes arbejdspladser og alternativer i Nigeria. Nogle forskere siger, at spørgsmålet ikke er, hvordan vi får kvinderne til at blive hjemme, men hvorfor det er, at de skal blive hjemme? Hvordan kan man tilbyde eller undersøge mulighederne for det, man kalder Safe Migration? Det er en anerkendelse af, at de her kvinder på trods af advarselskampagner, på trods af EU’s grænsekontrol, på trods af en risiko for at dø – og de ved godt, at man kan dø af det – stadig rejser. Vi beskytter dem ikke ved at lave højere grænsemure eller tvinge dem til at blive hjemme. Derfor er der nogle alternativer f.eks. i Sydøstasien, hvor man har forsøgt at udvikle det man kalder Safe Migration Strategies. Udgangspunktet er, at når du nu alligevel vælger at rejse afsted, hvordan kan du så gøre det så sikkert som muligt? Så laver man Safe Migration Passports, som kvinderne kan kigge på, hvor man spørger kender du den person du rejser hen til? Hvor mange penge har du lånt? Kan det forhandles? Er du sikker på, at du ved, hvilket land du skal til, er du sikker på, at du kender ruten? Derudover en masse telefonnumre til organisationer, hvor kvinderne kan få hjælp undervejs. Det er ikke den strategi, som man har nu i Danmark, hvor vi prøver at reducere antallet ved at tvinge dem til at blive hjemme eller tvangshjemsende dem.

 

Det lyder som om, at det har lange udsigter her til lands.

Ja. Og så er der jo den kortere bane i Danmark, hvor der skal sættes ind. Mange af kvinderne forlader krisecentrene, da de ikke har nogen mulighed for at tjene penge, mens de er der. Måske kunne man lave en mulighed for at de kunne tjene penge, mens de var her. Så der er den korte realpolitik, og så er der også det større strukturelle spørgsmål, som handler om migration og global ulighed.

 

Tak, det var alt.

 

 

Sine Plambech er Ph.D. i social antropologi med speciale i trafficking og er seniorforsker Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i København samt adjunkt professor ved Barnard College i New York.