Var russerne slaver?

Efter Den Russiske Revolution var forhåbningen at bønder, arbejdere og soldater skulle begynde at opføre sig som ansvarsbevidste statsborgere og omsider give afkald på den slavementalitet, som livegenskaben havde afsat. Snart efter skulle de opleve en helt anden ufrihed: Lenins og Stalins arbejdslejre. Men var der tale om slavelejre? Erik Kulavig ser nærmere på det spørgsmål.

FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraft­fuldt begreb, som de fleste forbinder med den transat­lantiske slave­han­del. Men slaver­i­et var et kom­pleks fænomen, som tog mange for­mer. I denne fokusserie vil Bag­grund rette per­spek­tivet mod nogle af de min­dre kendte aspek­ter af slaver­i­ets his­to­rie.


Den flok pæne, velme­nende og lib­erale mænd, der var kom­met til magten, efter at Tsar Niko­laj II var abdiceret i marts 1917 i forbindelse med Feb­ru­ar­rev­o­lu­tio­nen, var over­be­viste om, at jo flere af tsarens og det gam­le sys­tems tvangsmekanis­mer, man kunne afskaffe, og jo hur­tigere det kunne foregå, desto hur­tigere ville de rus­siske bøn­der, arbe­jdere og sol­dater opgive deres oprør, beg­y­n­de at opføre sig som ans­vars­be­v­id­ste stats­borg­ere og omsider give afkald på den slave­men­tal­itet, som live­g­en­sk­aben havde afsat.

Da den meget lib­erale poli­tik i stedet førte til end­nu mere uro og opløs­ning, beg­y­n­dte rev­o­lu­tio­nens poli­tikere at trække i land. Alek­san­dr Keren­skij, der var et fremtræ­dende medlem af regerin­gen, og som var kendt for sine bege­jstrede og flam­mende taler om det frie Rus­land og de uen­delige mulighed­er, det ville bringe, beg­y­n­dte i stedet i frus­tra­tion at skælde russerne ud. De var ikke bare slaver (slavy: medlem­mer af den slaviske nation), men også og især raby, det rus­siske ord for slaver. I dette lå, at de var som børn, krævende og ans­varsløse, men ude af stand til at tage selvstændi­ge ini­tia­tiv­er og ikke mindst ans­var. Keren­skij lod sig med andre ord overvælde af tanken om Rus­lands tilbageståen­hed; af forestill­in­gen om, at ikke bare bestod mere end halvfems pro­cent af befolknin­gen af bøn­der, men tilmed af prim­i­tive og før­mod­erne bøn­der, der knap nok var trådt ud af live­g­en­sk­a­bet.

Det var i øvrigt også Lenins opfat­telse. I en sam­tale med Trot­skij sagde han under okto­berda­gene, da det så ud til, at de skulle vin­de magten, at han ville ønske, at de havde lavet Rev­o­lu­tion i Est­land og ikke Rus­land. Der var bøn­derne nem­lig efter hans opfat­telse langt mere kul­tiverede og frem­skridtsven­lige, og der­for ville de i langt højere grad have hilst social­is­men velkom­men.

Denne forestill­ing om Rus­land som et tilbagestående og prim­i­tivt bon­de­land er af gam­mel dato og særde­les sejlivet. Der er naturligvis noget om snakken. De rus­siske bøn­der blev først løst fra live­g­en­sk­a­bet i midten af det nit­tende århun­drede, og man kan påstå, at han blev under­kastet et nyt under Stal­in allerede i 1928. Man er imi­dler­tid alt for tilbø­jelig til at glemme, at frit­sæt­telsesprocessen var blevet sat i gang langt tidligere – kun tre­dive pro­cent af de rus­siske bøn­der var liveg­ne, da loven om ophævelsen trådte i kraft – og som vi skal se i det føl­gende, var der afgørende forskelle på slaver­i­et i de amerikanske syd­stater og på det rus­siske live­g­en­skab — og ikke mindst på Stal­ins kolkhoz-bøn­der og straf­fe­fangerne i Gulag.  Selvom der også var lighed­er, og selvom det alt sam­men er blevet kaldt for slaveri.

Slaveri og livegenskab

Slaver­i­et i de amerikanske syd­stater og live­g­en­sk­a­bet i Rus­land opstod begge på grund af, at de jordbesid­dende eliter havde besvær med at skaffe og fastholde arbe­jd­skraft.  Slav­erne og de liveg­ne sørgede for, at deres her­rer kunne realis­ere deres han­delsmæs­sige tal­en­ter på markedet med de pro­duk­ter, som slav­erne pro­duc­erede. Markedet for var­er fun­gerede i begge til­fælde på kap­i­tal­is­tiske betingelser, og var i hvert fald i det nit­tende århun­drede på omgang­shøjde med det dominerende ver­denssyn. Anderledes forholdt det sig med pro­duk­tion­sledet, hvor rela­tion­erne mellem jordbesid­derne og arbe­jd­skraften sakkede bagud i forhold til de nye tider. Den kom­mer­cielle og marked­sori­en­terede funk­tion sat­te med andre ord sine spor, men det afgørende var forhold­et mellem herre og slave og god­se­jer og live­g­en bonde. Forhold­et var afgørende forskel­ligt fra forhold­et mellem arbe­jds­giv­er og arbe­jder. Det skabte specielle kul­tur­er, der kom mere og mere ud af trit med udviklin­gen og livssynet det dominerende lib­erale borg­er­skab.

Selv om de amerikanske slavee­jere mere var for­ret­nings­folk end de rus­siske god­se­jere, så var forhold­et mellem herre og slave paradok­salt nok mere pater­nal­is­tisk end forhold­et mellem god­se­jer og live­g­en. God­se­jeren havde sjældent noget at gøre med driften og med bøn­derne, der var over­ladt til en for­val­ter. Mange sted­er kunne bøn­derne helt eller delvist købe sig fri af hov­e­ri­ar­be­jdet gen­nem det såkaldte obrok-sys­tem, og det blev snart almin­deligt, at bøn­derne lejede et stykke jord af god­se­jeren. Det betød, at de liveg­ne også havde forbindelse til markedet, hvor de sol­gte deres egne pro­duk­ter. Alt sam­men noget, der ikke fandtes i slavesam­fun­det.

En anden forskel er, at kul­turen i syd­stater­ne var slavee­jernes. Lands­byen i Rus­land var de liveg­ne bøn­ders, og lan­det var et bon­de­land. Bøn­derne havde deres egne insti­tu­tion­er og sociale møn­stre, og de passede i langt højere grad sig selv end slav­erne.

Slaver­i­et var en god for­ret­ning og blom­strede i det 19. århun­drede, mens de fleste rus­siske god­se­jere og den oplyste offent­lighed og bøn­derne var klar over, at sys­temet var på retur.

I mod­sæt­ning til slav­erne, der i det nit­tende århun­drede tilpassede sig så godt de kunne, lugt­ede de rus­siske bøn­der foran­dring og det gav anled­ning til opstande. I Rus­land som i USA var det dog stat­en, der trådte til og opløste hen­holdsvis live­g­en­sk­a­bet og slaver­i­et nogen­lunde sam­tidig i midten af det nit­tende århun­drede. Ingen af sted­erne skete det fra den ene dag til den anden. I USA gav det anled­ning til en blodig borg­erkrig og efter­føl­gende raceprob­le­mer. I Rus­land var over­gan­gen mere grad­vis, idet den liveg­ne bonde for­blev bun­det til lands­byen gen­nem den gælds­forplig­telse, han sam­men med sine lands­byfæller havde sat sig i, da de i fæl­lesskab over­tog deres jord.

Dette gav sam­men med hårde tider og jord­man­gel anled­ning til social uro, som kul­minerede i Den Rus­siske Rev­o­lu­tion i 1917. Det der nor­mal forstås som et statskup eller en arbe­jder­rev­o­lu­tion var, når det kom til stykket, en bon­derev­o­lu­tion.

Lenins og Stalins arbejdslejre

Der skulle imi­dler­tid ikke gå mange år, før de rus­siske bøn­der skulle opleve ufri­hed i et omfang, de ikke tidligere havde kendt. Der tænkes ikke blot på re-feu­dalis­erin­gen af det rus­siske land­brug, der var resul­tatet af Stal­ins såkaldte kollek­tivis­er­ing, men også på Lenins og Stal­ins net af arbe­jds- og forbedringsle­jre, hvor omkring tyve mil­lion­er men­nesker opholdt sig i kor­tere eller læn­gere tid i lejrenes storhed­stid i peri­o­den 1930–1953. Ratio­nalet i kollek­tivis­erin­gen var at opnå social kon­trol over bon­de­standen, så man var sikker på, at de ikke ville gøre oprør under de fort­vivlede lev­evilkår, de blev budt i den sov­jetiske mod­erniser­ingsmod­el. Den var ens­be­ty­dende med hårde og lange arbe­jds­dage uden nogen nævneværdig løn – eller ofte slet ingen.

I arbe­jd­sle­jrene var det ikke kun bøn­derne, der blev udbyt­tet, men folk fra alle klass­er og lag i det sov­jetrussiske sam­fund. Nogle har halvt i spøg og halvt i alvor beteg­net disse lejre som den ”lille lejr” og sam­fun­det uden­for som ”den store lejr”. Hvad angår kon­trollen og udbyt­nin­gen – også kaldt den ”kro­niske under­fi­nan­sier­ing” – var forskel­lene ganske rigtigt ikke altid særlig store.

Nazis­terne var først ude med at beteg­ne det sov­jetiske sam­fund som et slavesam­fund og lejrene som slavele­jre, men også sov­jetiske emi­granter og tidligere lejr­fanger har brugt beteg­nelsen. Det samme gælder his­torikere. SS brugte under­tiden ordet “slavele­jr” om de nazis­tiske kon­cen­tra­tionsle­jre, og siden er det blevet anvendt af tidligere fanger og af his­torikere og folk i almin­de­lighed. Ud fra en umid­del­bar betragt­ning var der også mange lighed­er: Dehu­man­is­erin­gen ved til­fange­tagelsen og trans­porten. Bræn­demærkn­ing og nye navne: Num­mer og kalde­navne og endelig vold­en og under­trykkelsen.

Der var dog også afgørende forskelle: De fleste slaver lev­ede i fam­i­li­er, hvor KZ-fanger lev­ede adskilt, og hvor børn blev fjer­net eller slået ihjel. Den sorte befolkn­ing i syd­stater­ne voksede. I KZ-lejrene faldt den. Død­srater­ne blandt slav­erne i det 19-århun­drede var ikke meget under nor­men i det hvide sam­fund. Over­levelses­mu­lighed­erne i KZ-lejrene var ringe og død­srater­ne høje.

KZ og Gulag

Ikke sjældent er der blevet draget sam­men­ligninger mellem KZ og Gulag. Hvis vi lad­er de tyske død­sle­jre eller tilin­tet­gørelsesle­jre ude af betragt­ning – noget lig­nende fandtes ikke i Sov­je­tu­nio­nen – og udelukkende ser på de tyske arbe­jd­sle­jre, er der mange lighed­er, men det er næppe retvisende at kalde fangerne for slaver.

De his­torikere, der bruger den amerikanske mod­el som rettes­nor, er tilbø­jelige til at afvise, at der var tale om slaver. For det første var de amerikanske slaver ejet af pri­vate pro­du­cen­ter, der alt andet lige havde en inter­esse i ikke blot at holde deres slaver i live, men også at sørge for at maden og lev­e­forhold­ene var således, at det ikke gik ud over pro­duk­tiviteten. For det andet lev­ede slav­erne i fam­i­li­er, og død­srater­ne var ikke væsentligt højere end blandt befolknin­gen i øvrigt. Straf­fe­fangerne der­i­mod var ejet af stat­en, lejrene var som regel meget store, og mænd, kvin­der og børn lev­ede adskilt i der­til specielt indret­tede lejre. Stat­en var som slavee­jerne inter­esseret i at udnytte arbe­jd­skraften, men fangerne var statens fjen­der, og det bragte stat­en og dens embedsmænd i et dilem­ma. Der er således eksem­pler på, at myn­dighed­erne gik i rette med led­erne af lejrene, for­di de behan­dlede fangerne for godt. For de sov­jetiske lejres ved­k­om­mende er der også eksem­pler på, at myn­dighed­erne straffede lejrledelsen for at behan­dle fangerne for bru­talt. Under alle omstændighed­er må fjen­dea­spek­tet have spillet en rolle, når den under­tiden meget høje død­srate i arbe­jd­sle­jrene skal fork­lares. I de sov­jetiske lejre stod det særligt slemt til, når der var kris­er, sult og hunger­snød i sam­fun­det uden for. Det var således til­fældet i 1932–33 – da hun­dred­tusin­der døde af sult især på grund af Stal­ins kollek­tivis­er­ing­spro­jekt – og under Anden Ver­den­skrig.

KZ og Gulag var i udgangspunk­tet straffesys­te­mer, men blev efter­hån­den mere og mere nød­vendi­ge og inte­gr­erede dele af sam­fund­søkonomien. Et af de bed­ste bevis­er her­for er, at tyskerne i 1944, da der var et alarmerende behov for arbe­jd­skraft til rust­ningsin­dus­trien, beg­y­n­dte at sende jøder fra udry­d­delsesle­jrene, der typisk lå i Polen, tilbage til Tysk­land for at de kunne blive brugt som arbe­jd­skraft.

Det er næppe nogen til­fældighed, at væk­sten i antallet af straf­fe­fanger i de sov­jetiske lejre tog til i forbindelse med iværk­sæt­telsen af den Første Femår­s­plan i 1928. Fangerne blev i sti­gende omfang anvendt til de gigan­tiske bygge­pro­jek­ter, der var kende­teg­nende for tiden. Udgravnin­gen af Hvide­havskanalen, hvor tyve tusind mand var i gang på samme tid, opførelsen af Bajkal-Amur-jern­ba­nens 4.500 kilo­me­ter, Mag­nitagorsk (ver­dens største stålværk), Moskvas Metro og Moskvas Uni­ver­sitet, for bare at nævne nogle stykker. Man anslår at omkring to tred­jedele af fangerne i Gulag var almin­delige krim­inelle, mens en tred­jedel var poli­tiske fanger. Døde­lighe­den var i gen­nem­snit høj. Værst stod det til i guld­min­erne i Koly­ma, hvor den nåede 20 pro­cent. I den specielle lejr for viden­sk­ab­s­folk ved Mosk­va, var døde­lighe­den min­dre end i sam­fun­det uden for.

Kon­klu­sio­nen må være, at de rus­siske liveg­ne ikke var slaver, selvom de under­tiden arbe­jd­ede og lev­ede under slavelig­nende forhold. Det samme kan siges om fangerne i Gulag, der sikkert, hvis de var blevet spurgt, gerne havde byt­tet tilværelse med en slave fra de amerikanske syd­stater. Det er ikke uden grund, at for­fat­teren Sol­sjen­it­syn og his­torik­eren Con­quest har kaldt de sov­jetiske lejre for udry­d­delsesle­jre – død­srater­ne var høje og forhold­ene for­færdelige – men i mod­sæt­ning til de nazis­tiske lejre, var der tale om lejre med massedød, ikke masse­drab.

Erik Kulav­ig er lek­tor ved Insti­tut for His­to­rie, Cen­ter for Kold­krigs­forskn­ing, Syd­dan­sk Uni­ver­sitet. Han har udgivet en række bøger om Rus­land og Den Rus­siske Rev­o­lu­tion.