Vi slavebinder os selv: Nigerianske kvinders rejse mod Europa. – En samtale med Sine Plambech

Foto: Sine Plam­bech.

Ordet slaveri bruges ofte til at beskrive migranters kår i sexindustrien, men er det en passende betegnelse? I denne uges bidrag til slaveri-serien tegner antropolog Sine Plambech et billede af de kvindelige nigerianske migranters lod og argumenterne for og imod brugen af termen slaveri.

FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraft­fuldt begreb, som de fleste forbinder med den transat­lantiske slave­han­del. Men slaver­i­et var et kom­pleks fænomen, som tog mange for­mer. I denne fokusserie vil Bag­grund rette per­spek­tivet mod nogle af de min­dre kendte aspek­ter af slaver­i­ets his­to­rie.


Sine Plam­bechs pub­lika­tion­er har mange facetter. De spæn­der fra sikker­hedsstudi­er af Boko Harams opblom­string og strate­giske anbe­falinger mod samme gruppe til under­søgelser af forhold­ene for kvin­delige thai­landske migranter i Dan­mark samt vur­deringer af den danske udlændinge- og fly­gt­ninge­poli­tik. Cen­tralt i forsknin­gen står dog ét land: Nige­ria og særligt de kvin­delige migranter, hvis rute tager sin start dér. Dette emne har præget meget af Plam­bechs feltar­be­jde, der har under­søgt kvin­dernes lange færd fra Nige­ria til Ital­ien og videre mod f. eks sexar­be­jde i Dan­mark. Foru­den sine akademiske studi­er argu­menter­er Sine Plam­bech ofte for vær­di­en af den brede formidling. Jeg sat­te hende der­for stævne til en sam­tale om slaveribegre­bets rel­e­vans i forhold til de nige­ri­anske kvin­delige migranter og hvilke forhold samt økonomiske rela­tion­er, kvin­derne lever under. Jeg dukkede der­for op på hen­des kon­tor i DIIS’ bygn­ing ved Nord­havn Sta­tion i Køben­havn. Kon­toret var småt og væggene over­hængt med kort over det afrikanske kon­ti­nent og billed­er fra Plam­bechs mange møder med folk rundt omkring i ver­den. Særligt mødet med det andet men­neske stod cen­tralt i Plam­bechs kærlighed til antropolo­gien, da jeg spurgte til, hvad der drev hende.


Jeg tror, at det primært er mødet. Når man arbe­jder med nutidi­ge for­mer for migra­tion, men­neske­han­del, slaveri eller hvad man nu kalder det, så er det jo især et møde med men­nesker. Det han­dler om at tage ned, lave feltar­be­jde og snakke med dem om, hvor­dan det ser ud fra deres sit­u­a­tion.

Så det er studi­et af en lev­et erfar­ing?

Ja, det er det for mig. Desu­den er jeg også er inter­esseret i de his­toriske aspek­ter af det, men jeg er antropolog, og min kærlighed er til antropolo­gien. En stor del af den kærlighed lig­ger i mødet med de men­nesker, som det han­dler om, og at lave arbe­jdet nede i det møde. Jeg synes altid, at kvin­derne, som jeg møder, bidrager meget til både den teo­retiske udvikling, men også til hele reflek­sio­nen om fel­tet. Hvor­dan det opleves at være med dem. Hvor­dan det opleves at rejse til Europa. Det afføder altid nogle andre ting at spørge dem, hvad de forstår ved ordet slaveri, end når man spørg­er en forsker.

Inden vi går ind i det par­tikulære, så vil jeg gerne stille dig nogle defin­i­toriske spørgsmål: kan man kalde disse men­nesker for slaver? Den tra­di­tionelle def­i­n­i­tion lyder, at slaven er under­lagt total ufri­hed. Synes du, at det er passende på disse migrantkvin­ders lev­evilkår?

Jeg bruger ikke ordet slaver om dem. Jeg kalder dem migrantkvin­der, og jeg kan kalde dem migrantkvin­der i udnyt­tede sit­u­a­tion­er eller migrantkvin­der i gæld­sat­te sit­u­a­tion­er. Jeg kan også bruge det gam­le udtryk inden­ture, som bety­der, at de er låst i gæld­sud­nyt­tende sit­u­a­tion­er. Jeg synes dog ikke, at slave er præ­cist netop pga. den totale ufri­hed, hvor man er ejet af en anden per­son; man er under­lagt en anden per­sons totale magt, og man kan ikke selv ændre sin livs­si­t­u­a­tion. Man kan sige, at der nogle gange er træk, der er slavelig­nende. Men hvis man kalder dem for slaver, så miss­er man en væsentlig del af lignin­gen, nem­lig migra­tion, og i den form for migra­tion, som kvin­derne begiv­er sig ud i, der er en friv­il­lighed og agens. I Nige­ria siger de selv: Engang blev vi tvunget som slaver, i dag er trage­di­en, at vi slave­binder os selv.

Hvis man skulle prøve med en anden def­i­n­i­tion, så har slaver­i­forskeren Kevin Bales, (som men­er, at ofre for men­neske­han­del kan og bør beteg­nes som slaver, Red.) frem­ført en mere mod­erne og mod­er­at def­i­n­i­tion af slaven, som lyder, at per­so­n­en er under­lagt et andet indi­vids udøvelse af ejen­dom­sret. Hvor udøvelse af ejen­dom­sret kan inde­bære en eller flere af føl­gende: ret­ten til at eje, ret­ten til at bruge, ret­ten til at bestyre, ret­ten til indtægt­sud­vin­d­ing, og ret­ten til kap­i­tal, som forstås som ret­ten til at destruere sin ejen­dom. Beg­y­n­der vi der at bevæge os ind på en def­i­n­i­tion, som nem­mere kunne matche de kvin­der, som du har arbe­jdet med?

Det er her, hvor nogen siger, at vi godt kan tale om en mod­erne slaver­i­form. Der er nogle lighed­stræk; og så er der nogle kom­po­nen­ter, som er anderledes. Der er aspek­ter af ufri­hed, ejen­dom og gæld, eller at man bliv­er betragtet som en indt­jen­ingsmu­lighed, da noget af kvin­dernes indt­jen­ing bruges som afbe­tal­ing på gæld. På den måde har han ret, da nogle af de karak­ter­is­ti­ka er rigtige. Kevin Bales er en del af det, som hed­der Mod­ern Slav­ery Stud­ies, og i den anden ret­ning er der Crit­i­cal Slav­ery Stud­ies. De to er virke­lig yder­punk­terne, og jeg er nok et sted midt imellem, hvor jeg kan se, at migranter kan blive udnyt­tet på en måde, hvor der er træk af det, som Kevin Bales taler om.

Vil du uddybe “Crit­i­cal Slav­ery Stud­ies” posi­tion?

Den er, at slaveri ulti­ma­tivt ikke eksis­ter­er læn­gere, hvilket dog ikke bety­der, at der ikke find­er mas­siv udnyt­telse af migranter og arbe­jdere sted. Det, der i dag kaldes ”slaveri”, er i stedet for, hvad de kalder for en poli­tisk kon­struk­tion. Kon­struk­tio­nen italesæt­ter mod­erne slaveri som et kon­tin­u­um fra den transat­lantiske slave­han­del frem til i dag, men så overs­er vi migra­tion, ulighed, udnyt­telse af arbe­jdsvilkår, arbe­jds­marked­er, alt det som man kan sige, at den neolib­erale kap­i­tal­is­tiske poli­tik har gjort ved udsat­te men­nesker. Så deres kri­tik af Mod­ern Slav­ery Stud­ies er, at de i for høj grad fokuser­er på brodne kar, nogle enkelte udnyt­tende mænd og kvin­der, hvo­rimod Crit­i­cal Slav­ery Stud­ies kig­ger på glob­ale kap­i­tal­is­tiske struk­tur­er. Crit­i­cal Slav­ery Stud­ies siger alt­så, at slaveri ikke eksis­ter­er. Det er en kon­struk­tion, som bliv­er hevet frem for at legit­imere alle mulige poli­tikker, grænsekon­trol, kon­trol af kvin­der og særligt kon­trol af migrantkvin­der. De men­er, at ngo’er og forskel­lige organ­i­sa­tion­er bruger begre­bet ”slaveri” til f. eks at tiltrække sig økonomiske midler, for­di slaveri er jo et ekstremt stærkt billede. Hvis man siger, at nogle er slaver, så tænker man jo på den transat­lantiske slave­han­del. Man tænker på folk i lænker, som er ejet af nogle andre, det er et meget stærkt billede at trække på for at legit­imere mange forskel­lige poli­tikker. Crit­i­cal Slav­ery Stud­ies siger, at det er meget prob­lema­tisk, for­di mange ting bliv­er slået sam­men under begre­bet slaveri; kvin­der i sexin­dus­trien, barne­brude, børn i min­er, mænd i fiskein­dus­trien og selv rengøringsar­be­jdere på danske uni­ver­siteter.  På den anden side står Mod­ern Slav­ery Stud­ies, der siger, at der aldrig nogensinde har været mere slaveri, end der er nu. Så det er rimeligt tydeligt opteg­net, at de to teo­retiske posi­tion­er er meget uenige.

Kilde: Sine Plambech
Kilde: Sine Plam­bech

Hvorvidt det kom­plekse slaveri-begreb er rel­e­vant i den mod­erne ver­den, må læseren afgøre med sig selv. Men hvad resten af inter­viewet tilby­der er en portræt­ter­ing af de nige­ri­anske kvin­ders forhold. (Så ved læseren i det mind­ste, hvad de kvin­der lever under, som nogle kalder slaver).

Hvis man kun taler om de nige­ri­anske kvin­der, så kom­mer mange af dem fra et bestemt område i Nige­ria, det sydlige Nige­ria. Mange kom­mer fra en bestemt del­stat, Edo-stat­en…

Edo, lige­som det gam­le rige?

Lige præ­cis, og de er meget stolte af at komme fra det område. Det er her, de fleste nige­ri­anske kvin­der kom­mer fra. Mange rejs­er fra arbe­jd­sløshed, nogle har en uddan­nelse, men er stadigt arbe­jd­sløse. De rejs­er ofte, da der ikke er en man­dlig forsørg­er, som har kun­net forsørge fam­i­lien. Så de rejs­er afst­ed for at skaffe en eller anden form for arbe­jde og blive deres fam­i­lies bread­win­ners. De er oftest unge kvin­der, som ikke har børn, men der er også nogle, som rejs­er afst­ed efter, at de har mis­tet deres mand, eller han har for­ladt hende. I de sid­ste to år, har der været en markant stign­ing af især yngre nige­ri­anske kvin­der, der rejs­er over mid­del­havet. Fra omkring 400 til 11.000 om året, alt­så sin­glekvin­der fra Nige­ria og især Edo-området. Det her er i stign­ing.

Hvad er årsagen til den geografiske fordel­ing af migranter?

Jeg bliv­er tit spurgt ”Hvor­for Edo-stat­en?” Som migra­tions­forsker må jeg se på det som en kom­bi­na­tion af mange forskel­lige ting. Men migra­tionssys­temet er startet dér. Der har altid været eksport fra Edo af alle mulige var­er, især kob­ber, tøm­mer og gum­mi til andre områder i Vestafri­ka og helt op til Libyen. Men fra ca. midt 80’erne til start 90’erne var der forskel­lige europæiske fir­maer, der beg­y­n­dte at rykke afdelinger til Edo-stat­en især fra Ital­ien. Sam­tidigt var der efter­spørgsel på arbe­jde i det ital­ienske land­brug og indus­tri, så der beg­y­n­dte man at se de første nige­ri­anere tage ruten med fly, og det er her, hvor migra­tionssys­temet start­ede.

Så den geografiske fordel­ing kan man ikke forstå uden et langt his­torisk per­spek­tiv?

Det nyt­ter i hvert fald ikke at fork­lare migra­tio­nen med, at de er ekstremt fat­tige i Edo, for de er meget fat­tigere mange andre sted­er i Nige­ria, hvor man ikke ser det samme, selvom møn­stret nu er ved at brede sig. De fat­tig­ste områder lig­ger i det nordlige Nige­ria, som er mus­lim­sk, og der er en meget begrænset migra­tionstra­di­tion for kvin­der. Men Edo er det kristne og sydlige Nige­ria med en stor og lang­varig migra­tionskul­tur. Det, som er karak­ter­is­tisk for de kvin­delige migranter her­fra, er, at de lån­er penge for at komme til Europa. Man kan sige, at udnyt­telsen består i, at de er gæld­sat­te, og det er her, hvor slaverikom­po­nen­ten kom­mer ind, og der­for at nogle kalder dem slaver.

Lån­tagnin­gen, vil du uddybe det?

Det er svært at forstå, hvor­for man skal låne penge for at komme ind i Europa, hvis man ikke også forstår, at det er blevet sværere at komme ind i Europa som migrant. Jo sværere det er at komme ind, jo dyrere er det at krydse grænsen. Det at vi beskyt­ter vores grænser, når flere rejs­er, skaber en efter­spørgsel på folk, som kan få folk over grænsen. Vores grænsekon­trol er med til at skabe den ille­gale migra­tionsin­dus­tri, som nogle vil kalde det, hvor man kan tjene på at få andre over grænsen.


Sys­temet står på flere ben. Kvin­derne lån­er et beløb med lovn­ing om, at de vil blive trans­porteret til Europa. De rejs­er fra Edo-stat­en, videre op til Agadez i Niger, og videre til de krydser grænsen ind til Libyen. Dernæst op til nogle af de små havneby­er vest og øst for Tripoli, hvor man sejler videre over til Sicilien. Jeg har lavet feltar­be­jde i Benin City (det tidligere Edo, Red.) og også på Sicilien, og der er mange af kvin­derne, som ikke kom­mer så langt. Du skal krydse hele Sahara-ørke­nen, for at nå der­til og der­for taler de ofte om, at de skal over et hav, før de skal krydse et andet. Alt­så ørken­havet inden Mid­del­havet.

Hvem tager de lån hos?

De har forskel­lige navne: Spon­sor­er, madams og big men, er typisk de ord, der bruges. Det er men­nesker som allerede er i Europa, eller tidligere har været i Europa, og som der­for har kon­takt til Europa. De lån­er dem penge til trans­porten, og pen­gene bliv­er fordelt til betal­ing af de per­son­er, som hjælper på ruten. De hed­der smu­glere, guides eller trans­fer-men. Et eksem­pel kunne være, at du betaler nogle penge til en, som hjælper dig med at komme til Niger, hvor du ven­ter nogle måned­er, og så videre til Libyen. Så ven­ter du, indtil du bliv­er sejlet over, og så er der nogle, der skal have penge.


Du lån­er penge af en madam, og hun sørg­er for, at mellem­mæn­dene bliv­er betalt under­ve­js. Her kan man sige, at udnyt­telsen består, idet kvin­derne lån­er meget mere, end rejsen reelt set koster. Nogle lån­er helt op til 370.000 kr. og nogle lån­er måske 150.000 kr., men den reelle rejse, hvis du bare skal med fly og have doku­menter, koster måske 3000 amerikanske dol­lars svarende til ca. 20.000 kro­ner. Men de her kvin­der, kan jo ikke få et visum. De søger i hvert fald ikke et visum og vil typisk også blive afvist. Udnyt­telsen lig­ger i belø­bet mellem, hvad det reelt set koster at blive trans­porteret til Europa og så alle de renter, som lig­ger oven­over.

Man kan jo tydeligt høre, at der er en stor skævvrid­ning i beløbene, men hvor­dan opfat­ter migrantkvin­derne deres spon­sor­er?

et er en dobbelthed i madamfig­uren. På den ene side er det jo en per­son, som udnyt­ter dem. Udover hen­des egen indt­jen­ing er der ingen grund til, at hun skal tage så meget mere for det, end det reelt koster. På den anden side er det også hende, som får migrantkvin­den til Europa. Det er hende, der har kon­tak­terne. Det er hende, der sæt­ter det i værk. Det er hende, der løber risikoen. Migrantkvin­derne anerk­ender også, at hun skal have mange penge, for hun løber risikoen for at få ti, femten eller tyve kvin­der afst­ed. Det er lige­som, at man giv­er flere penge til andre folk med stort ans­var, selvom de måske arbe­jder det samme antal timer som andre men­nesker. Så kvin­derne har det her dobbelte per­spek­tiv. En af dem, som jeg har talt med, sagde fak­tisk: Madam er min engel. Der er mange inden­for hjælpe­or­gan­i­sa­tion­erne, som men­er, at det er meget prob­lema­tisk, at de bliv­er omtalt på den måde. For det er deres skyld, at kvin­derne ender i sådan en udnyt­tende sit­u­a­tion.
Kon­trak­terne, som kvin­derne får, har også denne dobbelthed, da de inde­bær­er en eller anden form for beskyt­telse, idet kvin­derne bliv­er plac­eret på et arbe­jds­marked og kan få en eller anden form for bolig eller sove­plads, men sam­tidig bruges hen­des indt­jen­ing til at afbe­tale gæld.

Har du mødt nogen madams?

Ja. En af kvin­derne, som jeg arbe­jd­ede med. Hun er desværre død nu. Hun start­ede med gerne at ville afst­ed. Lige inden hun døde, blev hun en af dem som rekrut­terede, men hun var ikke en af de store pengeudlånere.

Hvor­dan var hen­des arbe­jde?

Hun fik sin egen rejse til Europa bil­ligere mod at rekrut­tere flere. Så man kan sige, at det kan være svært at adskille slyn­gel fra offer, for­di hun finan­sierede sin egen rejse ved rekrut­ter­ing. Når jeg har set på det ana­lytisk, så han­dler det om, hvor­dan det sker. De fleste madams har selv været i en sit­u­a­tion, hvor de lånte penge. Så har de betalt sig ud af gælden, og de bliv­er selv madams bagefter. Dynamikken fra at man selv er udnyt­tet til at udnytte andre, for­di man nu har den viden, der skal til for at organ­is­ere det, er noget af det, som er virke­ligt inter­es­sant at se på.

Så der er et ele­ment af social mobilitet i det her?

Ja, det er der. Jeg vil dog sige, at i den nuværende sit­u­a­tion, hvor der kom­mer så mange over mid­del­havet, så er det rigtig svært for kvin­derne. Der er nogen, som det er lykkedes at betale gælden af. De kan sende penge tilbage til Benin City. Benin City er et af de sted­er, hvor der er flest migranthuse (huse opført ved hjem­sendte penge. Red), hvilket jo også gør, at der er flere, som har lyst til at tage af sted. Man kan se, at det kan lykkes, og man kan se, at der er social mobilitet.

Kan man sige noget om kvin­dernes arbe­jds­forhold? Når der kom­mer så mange migranter til, har de overordnede så over­hovedet en inter­esse i at holde kvin­derne sunde og raske?

Nu hvor der kom­mer så mange, så er der meget stor konkur­rence på arbe­jds­markedet. Pris­erne falder, mange forsøger at rejse videre til Nordeu­ropa for­di man kan tjene flere penge på at sælge sex heroppe. De almin­delige markedsmekanis­mer, som er på spil i andre sek­tor­er, er også på spil i sexin­dus­trien.

Nu har vi primært talt om nige­ri­anske borg­ere, men er der europæere, som tjen­er på den her indus­tri?

I forhold til de nige­ri­anske kvin­der i sexin­dus­trien, så er det primært etnisk for­bun­det. Det er andre nige­ri­anere i Ital­ien eller Nige­ria, som tjen­er på det. Når der bliv­er afsagt ruf­feridomme, så er det også andre nige­ri­anere, som bliv­er dømt.

Der er selvføl­gelig grup­per, som men­er, at europæiske mænd får noget ud af det, ved at de kan tage del i sexin­dus­trien som kun­der, men de får selvføl­gelig ikke noget økonomisk ud af det. Deru­dover er der nogle små grup­per af europæere i indus­trien. Det kan være dem, der kør­er bilen rundt, så kvin­derne kom­mer rundt til kun­derne, og dem der ejer klinikkerne. De fleste af de her nige­ri­anske kvin­der arbe­jder fra gaden, men nogle arbe­jder fra bor­deller, som bliv­er ejet af europæere. Men hvis vi taler uden­for sexin­dus­trien, så er det jo noget helt andet. Der er jo rengørings­sel­sk­aber, land­bruget, alle mulige sek­tor­er med mass­er af europæere involveret.

Nu har vi talt om de nige­ri­anske kvin­der, men hvad med mæn­dene? Kom­mer de til Europa?

Der kom­mer mange flere mænd end kvin­der. Det er cir­ka 33 % af de nige­ri­an­erne, som krydser Mid­del­havet, som er sin­glekvin­der. Hvo­rimod fra andre vestafrikanske lande som Mali og Mau­re­tanien så er det 1–2 %, så det er en meget køn­net migra­tion, og Nige­ria er et af de lande, der har den største andel af kvin­delige migranter. Men der kom­mer mange nige­ri­anske mænd, og de er ikke i sexin­dus­trien. De find­er arbe­jde i uformelle sek­tor­er, som land­bruget, fab­rikker, flaske­sam­ling, tur­isme, og nogle ender i narkotika­markedet.

Er det muligt at sige noget generelt om kvin­ders vilkår over­for mænds?

Det er i hvert fald forskel på deres migra­tion, på hvor­for de rejs­er, hvor­dan de rejs­er, hvad kon­sekvenserne er. Vi ser i langt højere grad, at kvin­derne lån­er penge til rejsen, og på den måde kan man sige, at de instru­men­talis­er­er deres krop mere, end hvad man­dlige migranter måske gør. Mænd løber også en risiko ved at rejse gen­nem ørke­nen, men det er pro­centvist farligere for kvin­der at migrere udoku­menteret. Der er større sandsyn­lighed for, at en kvin­de drukn­er i Mid­del­havet og at hun dør i ørke­nen, end at en mand gør. Til gengæld er døde­lighe­den for mænd højere, når de først er ankom­met til Europa, hvilket skyldes deres liv under jor­den, hvor de måske er involverede i krim­inelle netværk.

På vejen her­hen, hvad er det for nogle fak­tor­er, der gør, at kvin­derne er over­repræsen­terede i dødssta­tis­tikkerne?

Det er der flere grunde til. Når vi bare ser på Mid­del­havet, som er det farlig­ste område for kvin­derne, så er det plac­erin­gen på bådene. De sid­der på det ned­er­ste dæk, hvilket ofte er for at beskytte dem, men hvis båden kæn­tr­er, så er det farligt at være der, og mange af kvin­derne kan ikke svømme. De er gra­vide og de skal passe på børn, som de har med på rejsen. Der er også andre ting, f.eks. i tran­sit­o­m­råderne på Libyens grænse, hvor kvin­derne sid­der i ven­te­huse. Her bliv­er nogle vold­taget, og nogle bliv­er gra­vide. Det er jo nogle ting, som mæn­dene ikke bliv­er udsat for.

Det er tydeligt for enhver, at det er et ekstremt pres, som kvin­derne er udsat for. Generelt set, hvad pådrager de sig af psykiske kon­sekvenser?

Inden­for sexar­be­jdestudi­er er der mange ret­ninger, som under­søger det trau­ma­tis­erende ved over­hovedet at sælge sex og det ødelæggende ved at være i pros­ti­tu­tion. De her kvin­der er yderligere pres­set af mange andre forhold. Alene rejsen, hvor nogle af dem har set andre men­nesker drukne, blive mis­han­dlet og vold­taget, er enormt hård. Deru­dover er det utroligt stressende at leve under jor­den, hvor du hele tiden er bange for at blive opdaget og sendt tilbage. Du er under pres for hele tiden at tjene penge og der­for at lave aftaler med så mange kun­der, som du kan. Du har en hel fam­i­lie i Nige­ria som ven­ter på, at du sender penge hjem til dem, og du skal selv betale din gæld af.
Så på den ene side er der dem, som argu­menter­er for, at sexar­be­jdet i sig selv er skadeligt. Det er jeg optaget af, men det er ikke det, som jeg typisk kig­ger på. For de kvin­der, som jeg arbe­jder i blandt, taler ikke om sexar­be­jdet som det hårdeste. De taler om rejsen, livet som udoku­menteret, uvishe­den om penge, at der er for få kun­der, at de hele tiden skal finde en ny sove­plads, og at du skal stå ude i kulden. De her kvin­der arbe­jder typisk fra klokken to om nat­ten til seks om mor­ge­nen i alt muligt vejr.

Kan de holde til det?

Det er svært at vur­dere. Man ple­jer typisk at sige, at de hold­er til over­rask­ende meget. Nogle af dem kom­mer fra en barsk virke­lighed i Nige­ria. Så man skal huske, at mange af dem på trods af alt stadig synes, at der er mere kom­fort i Europa, end der var på rejsen eller der, hvor de kom fra. Man skal holde det op imod, hvad de rejste fra. Der­for er der stort set ingen, som vil sendes tilbage til Nige­ria.


Det er jo ellers en europæisk poli­tisk tem­atik, at de skal hjem. Det spiller en rolle i hele den danske udlændin­gelov­givn­ing, men kvin­derne vil typisk ikke hjem. Dem, der gerne vil hjem, er dem som er gået helt ned. Dem som føler, at de har ryggen mod muren, og ikke kan se nogen udve­je. De fleste migrantkvin­der fore­trækker at blive i Europa, og forsøge at klare sig igen­nem. Så det er nogle kvin­der i meget vanske­lige sit­u­a­tion­er, men også nogle meget stærke kvin­der.

Kilde: Sine Plambech
Kilde: Sine Plam­bech

Et ret uakademisk og let­tere per­son­ligt spørgsmål: kan det være inspir­erende at møde de her men­nesker?

Jeg ved ikke om jeg ville bruge ordet inspir­erende, for­di deres liv er så barske, men det er i hvert fald tankevækkende. Når man selv går rundt i sit liv og tænker, hvor­for har jeg ikke det, hvor­for kan jeg ikke det og så videre, så skal jeg bare tænke på de kvin­der, som jeg har mødt i mit arbe­jde. Og så er der nogle af dem, som fak­tisk er vold­somt inspir­erende. Jeg vil sige, at de nige­ri­anske kvin­der har det virke­ligt vanske­ligt. Men nogle af dem bliv­er aktivis­tiske og beg­y­n­der at kæmpe for andre kvin­ders sag. Det er utroligt inspir­erende, at de kan vende fra at stå i sådan en sit­u­a­tion til at være poli­tisk involverede, kæmpe for andre og kæmpe mod deres sit­u­a­tion.

For den nige­ri­anske stats økono­mi, må det være et stort pres, at så mange kvin­der væl­ger at for­lade lan­det og pådrager sig de mén, som de gør på turen. Hvor­dan fig­ur­erer migra­tio­nen i den nige­ri­anske debat?

Der er en dobbelthed i det her. På den ene side kan nogle af kvin­derne ende med at sende penge hjem, som virke­ligt kan foran­dre hele deres og fam­i­liens liv. Der­for har Nige­ria ingen inter­esse i at ændre på det i forhold til remit­terne, som de penge hed­der. Dog er Nige­ria optaget af at ændre møn­stret, da de opfat­ter det som ydmy­gende, at de er natio­nen, hvor­fra mange sexar­be­jdere kom­mer. De har også rat­i­fi­ceret forskel­lige inter­na­tionale aftaler om, at man skal bekæmpe men­neske­han­del og udoku­menteret migra­tion. Så Nige­ria er også involveret i arbe­jdet. Men i sid­ste ende han­dler det om ulighed og arbe­jd­sløshed. Nige­ria er jo et meget rigt land, som har haft stor vækst, men den vel­stand er ikke nået ud i de områder, som de her men­nesker rejs­er fra.

Hvilken rolle spiller migra­tio­nen i den poli­tiske debat i Nige­ria?

Det spiller selvføl­gelig en rolle, men primært i forhold til, at lan­dets unge for­lad­er Nige­ria ille­galt. Der er store kam­pag­n­er med musikvideo­er og bill­boards, som siger: ”Rejs ikke mod Europa”, ”We need you at home”, ”Stay and build your nation”, den slags. Det bety­der meget inden­rigspoli­tisk. Men Nige­ria er også et land, hvor der er store diskus­sion­er om f.eks. olie, kor­rup­tion og Boko Haram. De har mange andre udfor­dringer end udoku­menteret migra­tion og kvin­ders rejse mod sexin­dus­trien, men det er et rel­a­tivt stort tema.

Er diskursen, om at man burde blive hjemme, stærk i befolknin­gen? Bliv­er kvin­derne, der for­lad­er Nige­ria, set ned på?

Blandt eliten i Nige­ria ser man ned på dem, men sådan er det ikke i hele befolknin­gen. De bliv­er nem­lig også tit talt om som ’vores over­søiske døtre’, så de tales om som tilhørende natio­nen. Der er også en stor moral­sk diskus­sion. På den ene side skal kvin­derne blive hjemme og affinde sig med deres liv som nige­ri­anere, lige­som andre nige­ri­anere. ”Bliv nu hjemme og gør ikke noget dumt”, lyder det. På den anden side er der en forståelse for, at Nige­ria ikke har skabt den moder­nitet, som de unge drømte om. Der er skabt arbe­jd­spladser i et mod­erne Nige­ria, som eliten og mid­delk­lassen har fået gavn af, men som ikke er kom­met de her men­nesker til gode. Så der er også en vis forståelse for, at Nige­ria heller ikke har lev­et op til sine løfter.

Som du har også været inde på, er det et afgørende skel, om man opfattes som økonomisk migrant eller som offer for men­neske­han­del. Kan du først kort beskrive de to kat­e­gori­er over for hinan­den, og dernæst hvilken rolle de to begre­ber spiller?

Den store udfor­dring er at adskille den ene gruppe fra den anden. I FN’s def­i­n­i­tion af et offer for men­neske­han­del, som står i Paler­mo­pro­tokollen, er der nogle bestemte kri­terier. Disse skal være opfyldt, hvis man skal iden­ti­fi­ceres som offer for men­neske­han­del. Her er en konkret def­i­n­i­tion, men alle dem som bliv­er defineret sådan, er på samme tid også kom­met ud af økonomisk migra­tion. De er ikke fly­gtet fra kri­gen i Syrien eller krudt og kugler. Det er her, hvor ”vi slave­binder os selv” kom­mer ind. Man er rejst afst­ed for at forbedre sit liv. I løbet af den pro­ces og måske ved nogle af de aftaler, som man indgår, mens man rejs­er, ender man med at komme i en udnyt­tende sit­u­a­tion. Det er det morads, som forskel­lige organ­i­sa­tion­er, poli­ti og socialar­be­jdere skal prøve at afgrænse og udgrænse i mødet med de her men­nesker.


De skal på den ene side sige, at her har vi en økonomisk migrant. Den her per­son har helt friv­il­ligt val­gt at for­lade Nige­ria med det for­mål at overtræde udlændin­gelov­givnin­gen og tjene penge uden at have en tilladelse. Dernæst har vi en per­son, der også er rejst afst­ed på samme måde, men nu er endt i en tvangssi­t­u­a­tion, og denne per­son er så et offer. Men­neske- og migrantlivet er jo tit kom­plekst. Der­for taler vi som forskere om et kon­tin­u­um af friv­il­lighed og ufriv­il­lighed, at fange den dis­tink­tion mellem han­dlet og ikke han­dlet, fri og ufri, offer og ikke offer. Der­for beg­y­n­der man også fra poli­tisk hold at arbe­jde med det, man kalder mixed-flows, at der både kom­mer migranter, ofre for traf­fick­ing, asy­lan­søgere over mid­del­havet på samme tid. Man kan ikke sige, at i den båd er der økonomiske migranter, og herovre har vi asy­lan­søgerne, for men­nesker fly­t­ter sig sam­men i alle mulige kat­e­gori­er. Det er den store, daglige udfor­dring på Ist­edgade, når poli­ti­et har taget de nige­ri­anske kvin­der i det, som hed­der en feje­blads­man­øvre, hvor man sim­pelthen bare tager alle de nige­ri­anere, man kan finde nede på gaden, og tager dem hen på Sta­tion 1. Jeg har været med flere gange, når de laver raids og lavet inter­views med kvin­derne, og så udspørges kvin­derne om: Er der nogen der har tvunget dig? Skylder du nogle penge? Ved du, hvor du er henne? Har du et pas? Alle de her ting er kri­terierne.

”Ved du hvor du er henne?” og hvad hvis hun ikke ved det?

Ja, det kan være et kri­teri­um. Der kom­mer løbende nye kri­terier for, hvor­dan man iden­ti­fi­cer­er et offer for men­neske­han­del. Der skal man se efter, om kvin­den er usikker på, præ­cis hvilken by hun er i, hvem hun arbe­jder for, hvor mange penge hun skylder, hvor hun skal hen bagefter, hen­des vilkår. Hvis hun ikke ved det, kan det være kri­terier for at blive iden­ti­fi­ceret som traf­fick­ing offer. Når du spørg­er, hvor­dan man laver de to kat­e­gori­er, så har der været en pro­ces de sid­ste 10–15 år mod at udvikle tem­plates, som fag­per­so­n­en skal sætte krydser i, og hvor målet er, at man kan iden­ti­fi­cere, at kvin­derne enten er det ene eller det andet. Men man ender bare tit med at sige ’både og’, hun er både tvun­gen og ikke tvun­gen, hun rejste afst­ed, hun vid­ste godt, hvad hun skulle, men hun vid­ste ikke, hvor vanske­ligt det er at være i Europa, hvor svært det er at betale pen­gene tilbage, og i denne sit­u­a­tion bliv­er hun så udnyt­tet.

Det her er afgørende, for hvis du iden­ti­fi­ceres som en mod­erne slave — som en der er blevet han­dlet — så får du særlige ret­tighed­er af stat­en, hvo­rimod hvis du defineres som en økonomisk migrant, som velvil­ligt rejste afst­ed, kan du blive deporteret og kørt ud i Vestre Fængsel. Så den ene kom­mer på krise­cen­ter, og den anden kom­mer i fængsel. Der­for er det afgørende, hvad det er for nogle kri­terier. Det er der­for, at Kevin Bales nævn­er de kri­terier, der skal til, for at nogle kan komme over i krise­cen­terkat­e­gorien og ikke over i den krim­inelle kat­e­gori.

Men fælles for begge kat­e­gori­er er, at de bliv­er sendt hjem?

Ja. I hvert fald i Dan­mark. Der er lande i Europa, hvor man kan få ophold ved at være iden­ti­fi­ceret som offer for men­neske­han­del. I de lande kan man få midler­tidig ophold­stil­ladelse, det kan man ikke i Dan­mark. Det er vi også blevet kri­tis­eret for inter­na­tion­alt. Her kan man først få 30 dages reflek­sion­spe­ri­ode, hvor man kan tænke over, hvilke for­mer for hjælp man vil tage imod, og om man vil rejse tilbage til sit hjem­land. Hvis man siger ja til at samar­be­jde med myn­dighed­erne om sin egen hjem­sendelse, kan man så få 120 dages ophold, og der får man så organ­is­eret rejse og fly­bil­let. Det hed­der en ’friv­il­ligt for­beredt hjem­sendelse’. I forskerkredse er der også kri­tik af begre­berne. Hvis kvin­derne siger nej til hjem­sendelse, bliv­er de deporteret, så de bliv­er i realiteten tvunget til at tage friv­il­ligt hjem. Man kan sige, at i dag bliv­er de mod­erne slaver sendt hjem til der, hvor de kom fra.

Det lyder som en meget rum­melig def­i­n­i­tion af friv­il­lighed. Når de så bliv­er vur­deret til at være udsat for men­neske­han­del, hvad består den hjælp de får med sig i?

I Dan­mark er det tilbud­det om 30 dages ophold, som kan udvides til 120 dage. Så kan man komme på krise­cen­ter, og man kan få læge­hjælp, hvis man har noget, der skal under­søges.

De får ingen hjælp med sig ud af lan­det?

Jo, de kan få en ”Friv­il­ligt for­beredt hjem­sendelses­pakke”. Her bliv­er man sendt hjem med mulighed for at få et min­dre beløb til at starte en lille for­ret­ning op i Nige­ria. Man kan få lidt færdighed­stræn­ing, mens man stadig er i Dan­mark, hvor man lær­er at sy eller andre forskel­lige ting, så man kan få nogle færdighed­er, til når man kom­mer tilbage.

Har det en effekt?

Ikke rigtigt. Der er nogle enkelte suc­ceshis­to­ri­er. Men i mit eget arbe­jde siger langt de fleste, som bliv­er sendt tilbage, at de vil rejse mod Europa igen, eller at de har plan­er om det, eller at de allerede har forsøgt det. Der­for kan man ikke sige, at der er udviklet en bæredygtig hjem­sendelses­mod­el for de nige­ri­anske kvin­der. I første omgang rejs­er de jo afst­ed for at løse prob­lemet med man­glende penge og arbe­jd­sløshed i hjem­lan­det. Når de så bliv­er sendt hjem, er det prob­lem jo stadig ikke løst. Alter­na­tivet, at blive sendt hjem med den her pakke, løs­er ikke deres prob­lem.

Hvad skal vi gøre ved det, hvad har en effekt? Er der nogle erfaringer med, hvad der rent fak­tisk virk­er?

Man skal tænke på det som to forskel­lige niveauer. Ét er, hvad man kan gøre i Dan­mark på et hverdags og poli­tisk niveau, og så er der selvføl­gelig et niveau der går på at udry­dde glob­al ulighed og fat­tig­dom. Hvis målet er at undgå migra­tion, skal der skabes arbe­jd­spladser og alter­na­tiv­er i Nige­ria. Nogle forskere siger, at spørgsmålet ikke er, hvor­dan vi får kvin­derne til at blive hjemme, men hvor­for det er, at de skal blive hjemme? Hvor­dan kan man tilbyde eller under­søge mulighed­erne for det, man kalder Safe Migra­tion? Det er en anerk­endelse af, at de her kvin­der på trods af advarsel­skam­pag­n­er, på trods af EU’s grænsekon­trol, på trods af en risiko for at dø — og de ved godt, at man kan dø af det — stadig rejs­er. Vi beskyt­ter dem ikke ved at lave højere grænse­mure eller tvinge dem til at blive hjemme. Der­for er der nogle alter­na­tiv­er f.eks. i Sydøs­tasien, hvor man har forsøgt at udvikle det man kalder Safe Migra­tion Strate­gies. Udgangspunk­tet er, at når du nu alligev­el væl­ger at rejse afst­ed, hvor­dan kan du så gøre det så sikkert som muligt? Så laver man Safe Migra­tion Pass­ports, som kvin­derne kan kigge på, hvor man spørg­er kender du den per­son du rejs­er hen til? Hvor mange penge har du lånt? Kan det forhan­dles? Er du sikker på, at du ved, hvilket land du skal til, er du sikker på, at du kender ruten? Deru­dover en masse tele­fon­num­re til organ­i­sa­tion­er, hvor kvin­derne kan få hjælp under­ve­js. Det er ikke den strate­gi, som man har nu i Dan­mark, hvor vi prøver at reduc­ere antallet ved at tvinge dem til at blive hjemme eller tvang­sh­jem­sende dem.

Det lyder som om, at det har lange udsigter her til lands.

Ja. Og så er der jo den kor­tere bane i Dan­mark, hvor der skal sættes ind. Mange af kvin­derne for­lad­er krise­cen­trene, da de ikke har nogen mulighed for at tjene penge, mens de er der. Måske kunne man lave en mulighed for at de kunne tjene penge, mens de var her. Så der er den korte realpoli­tik, og så er der også det større struk­turelle spørgsmål, som han­dler om migra­tion og glob­al ulighed.

Tak, det var alt.

Sine Plam­bech er Ph.D. i social antropolo­gi med spe­ciale i traf­fick­ing og er senior­forsker Dan­sk Insti­tut for Inter­na­tionale Studi­er (DIIS) i Køben­havn samt adjunkt pro­fes­sor ved Barnard Col­lege i New York.