En historie om ikke-ting

Teknologihistorie

Teknologihistorien er spækket med fortællinger om ’store mænd’ og deres ’revolutionære opfindelser’. Men hvad med de teknologier, de ting, som var en del af de fleste menneskers hverdagsliv? Ting, der i dag er glemte, ignorerede som ikke-ting. Teknologihistoriker Louise Karlskov Skyggebjerg minder os om to tidligere ikke-ting, kvajelakken og rettebåndet – i dag glemte, dengang nyskabende.


Som his­torik­er er jeg optaget af de ting i hverda­gen, der er blevet så selvføl­gelige for os, at vi sjældent bemærk­er dem. De tilsyneladende kedelige hverdagst­ing som gade­lygter, stikkon­tak­ter, asfalt, plas­tik­pos­er, tand­børster, A4-papir, stregkoder, delete-taster og køkken­ruller. Man kunne kalde dem non-ting eller ikke-ting. De er selvføl­gelig stadig ting, så forstavelsen skal blot udtrykke, at der er tale om ting, der som regel er fraværende i vores bev­id­s­thed. Også selvom vi bruger dem ofte eller har gjort det engang.

Mens jeg har skrevet denne artikel, har jeg ret­tet slåfe­jl, ændret for­mu­leringer og byt­tet om på afs­nit og ord­still­inger utal­lige gange. Tas­taturets delete-taster er alt­så blevet brugt flit­tigt, uden at jeg har tænkt nærmere over det. På com­put­eren er det at slette og rette nem­lig en nem ruti­ne, og jeg er ikke læn­gere ejer af ældre ikke-ting som ret­tepa­pir, ret­te­blæk og ret­te­bånd. Kun viskelæderet har over­levet i sjældent åbnede skuf­fer.

De gam­le ret­tete­knolo­gi­er er forsvun­det fra vores hverdag. Men det bety­der ikke, at de ikke har haft stor betyd­ning, eller at deres his­to­rie bare bør glemmes. De var nem­lig en vigtig del af en udvikling, der rev­o­lu­tionerede den måde, vi kom­mu­niker­er på. Denne artikel sæt­ter der­for særligt fokus på netop disse ikke-ting.

Ikke-ting

Ikke-ting er alt­så dagligdags ting, vi bruger hele tiden. De er som oftest ube­mærkede, men alligev­el helt cen­trale for os i vores daglige ruti­n­er. De har i høj grad præget livet i 1900-tal­lets Dan­mark, men de nævnes sjældent, når den nyere his­to­rie skal skrives. Men prøv at forestille dig en enkelt dag uden ting som stikkon­tak­ter og de få andre eksem­pler på ikke-ting, der blev nævnt oven­for. Ville den dag ikke være tem­melig forskel­lig fra din nor­male hverdag og dine sæd­van­lige transport‑, madlavnings‑, skrive‑, ind­købs- og hygiejneruti­n­er?

Ikke-ting er i fam­i­lie med det, som den franske antropolog Marc Augé kalder ikke-sted­er som super­marked­er og lufthavne. Ikke-ting er også i fam­i­lie med de ikke-begiven­hed­er, som de svenske etnologer Bil­ly Ehn og Orvar Löf­gren stud­er­er i bogen The Secret World of Doing Noth­ing. Den han­dler om de aktiviteter, der ellers bliv­er vur­deret som for almin­delige eller ube­ty­delige til at fort­jene et nærmere efter­syn. Aktiviteter som ven­tetid, daglige ruti­n­er og dag­drøm­meri.

Men i arbe­jdet med ikke-ting er jeg især inspir­eret af to vidt forskel­lige per­son­er. Den ene er den engelske teknologi­his­torik­er David Edger­ton. Den anden er den franske for­fat­ter Georges Perec. Der­for vil jeg kort intro­duc­ere til dem, før jeg går videre med his­to­rien om de nu forsvundne ret­tete­knolo­gi­er.

Edgertons fokus på teknologi i brug

Mange kender his­to­rien om brø­drene Wright, der opfandt en fly­ve­mask­ine, og Hen­ry Ford, der sat­te bil­pro­duk­tio­nen i sys­tem. Og mange har set op til den alsidi­ge opfind­er Thomas Alva Edi­son, der ikke blot opfandt en gløde­lampe, men også fik den til at fun­gere ved at bygge et sys­tem omkring den med elværk­er og meget andet. Megen tings- og teknologi­his­to­rie har han­dlet om sådanne store mænd og store opfind­elser, men spørgsmålet er, om de fak­tisk er teknologi­his­to­riens sande eller eneste helte?

Efter årtusin­deskiftet sat­te en ny trend inden for teknologi­his­to­rie i hvert fald spørgsmål­stegn ved disse tra­di­tionelle ’grand nar­ra­tives’ med fokus på opfind­elser. Den ønskede i stedet fokus på bru­gen af teknolo­gi. Den engelske teknologi­his­torik­er David Edger­ton mente fx i bogen The Shock of the Old fra 2006, at vi tænker og taler for meget om teknolo­gi med fokus på opfind­elser og inno­va­tion. Dermed reduc­er­er vi alt for ofte det 20. århun­dredes teknologi­his­to­rie til his­to­rien om ting som luft­fart, masse­pro­duk­tion, elek­tricitet, atom­kraft, p‑piller og inter­net.

I stedet bør vi ifølge Edger­ton tale om ”the his­to­ry of tech­nol­o­gy-in-use” og om teknolo­gi­er, der ikke blot opstår, men også forsvin­der og genop­står, ændres og blandes gen­nem århun­dred­er. Dermed vil det, der tæller som det mest betyd­nings­fulde, også ændre sig. 1900-tal­lets teknologi­his­to­rie vil komme til at han­dle mere om ting som rick­shawen, kon­domet, hes­ten, symask­i­nen, spin­derokken, Haber-Bosch-processen, cyk­ler, cement, asbest, DDT, kæde­saven og kølesk­a­bet.

Med dette skift i fokus vil his­to­rien med andre ord skifte fra his­to­ri­er om store mænd og store teknolo­gi­er til det mere hverdagslige. Edger­ton er selv ekspert i 2. ver­den­skrig, og en af hans point­er er, at i mod­sæt­ning til, hvad den sæd­van­lige teknologi­his­toriske fortælling får os til at tro, så betød hes­tene mere for 2. ver­den­skrig end V2-raket­terne. Disse hverda­gens trækdyr er der bare ikke skrevet nær så meget om.

Netop det hverdagslige og tilsyneladende lidt mere kedelige har den franske for­fat­ter Georges Perec blik for.

Historien om den ordinære hverdag

Ifølge Den danske Ord­bog bety­der kedelig ”ude af stand til at inspirere, engagere eller vække inter­esse; uden oplivende eller inter­es­sante ele­menter”, og slår man op i en syn­ony­mord­bog støder man på syn­onymer som ens­formig, triv­iel, banal, almin­delig, dagligdags, hverdagsagtig og ordinær. Især de sid­st­nævnte ord er inter­es­sante, for hvor­for er det kedelige netop det almin­delige og hverdagsagtige? Det som vi repeter­er og lever med hver dag?

En af dem, der har kri­tis­eret vores ten­dens til at vende opmærk­somhe­den mod det særlige og ekstra­ordinære, er Perec. Han skriv­er i tek­sten Tilnærmelser til hvad?:

”Det, der appellerer til os, forekom­mer mig altid at være begiven­heden, det over­rask­ende, det ekstra­ordinære […] som om det markante, det betyd­nings­fulde altid var noget unor­malt: Naturkatas­tro­fer eller his­toriske omvælt­ninger, sociale kon­flik­ter, poli­tiske skan­daler…”

Perec efterl­yser i stedet en opmærk­somhed på det gen­tagne og infra-ordinære og fort­sæt­ter:

”Det, der i virke­lighe­den sker, det vi lever i, resten, alt resten, hvor er det henne? Det, der sker hver eneste dag, og som gen­t­ager sig hver eneste dag, det banale, det hverdagslige, det åbenl­yse, det almene, det almin­delige, det infra-ordinære, bag­grund­stø­jen, det vante, hvor­dan gør man rede for dét, hvor­dan stiller man spørgsmål til det, hvor­dan beskriv­er man det? […]

Det, vi må stille spørgsmål til, er murste­nen, beto­nen, glas­set, vores bor­d­skikke, vores køkkenred­sk­aber, vores værk­tøj, det, som vi bruger vores tid på, vores ruti­n­er. Se nøjere på det, som én gang for alle er holdt op med at forun­dre os […] Beskriv Deres gade. Beskriv en anden. Sam­men­lign dem. Skriv en liste over ind­hold­et af Deres lom­mer, Deres taske […] Sæt spørgsmål­stegn ved Deres tes­keer.”

I bogen Livet en brugsan­vis­ning og ikke mindst i Forsøg på at udtømme et sted i Paris peger Perec generelt på ”det man nor­malt ikke bemærk­er, det, som ikke falder i øjnene, det, som ikke har nogen betyd­ning: Det, der sker, når der ingent­ing sker, bort­set fra vejret, folk, bil­er og sky­er”.

Perec er alt­så kort sagt optaget af det fascinerende og inter­es­sante ved det, som jeg i indled­nin­gen omtalte som ikke-begiven­hed­er og ikke-ting. Han beskriv­er fx, hvad der er i et tomt rum. Eller hvad der sker på en plads i Paris, når der tilsyneladende ikke sker noget. Det inde­bær­er lis­ter over, hvilke busser, der kør­er for­bi og tilsyneladende til­fældige obser­va­tion­er om for­bipasserende. På den måde vis­er Perec, at det tomme rum slet ikke er tomt, og at der sker en masse, selvom der tilsyneladende ingent­ing sker. Hverda­gen er fuld af ting og mikrobe­given­hed­er, som vi bare ikke ser. Og dermed er his­to­rien også fuld af foran­dringer, som vi ikke læg­ger mærke til. Et banalt eksem­pel er, at havde Perec observeret den samme plads i Paris 100 år tidligere, havde der ikke været nogen bus­ruter at notere.

Perecs tek­ster med fokus på det hverdagslige er fan­tastisk læs­ning, men i det føl­gende skal det ikke han­dle om fran­sk skøn­lit­ter­atur, men om his­to­rie. Jeg tager nem­lig trå­den op fra Edger­ton og Perec ved at fokusere på nogle ikke-tings hverdagslige og dog fascinerende his­to­rie, nem­lig ret­te­blækket og ret­te­bån­det. Engang var de cen­trale ikke-ting i en hverdag, hvor tek­ster især blev skrevet på skrive­mask­ine.

Husker du kvajelakken?

Opfind­elsen af ret­te­blækket tilskrives ofte Bette Nesmith Gra­ham, en sekretær, der ønskede en nem­mere måde at rette sine slåfe­jl på. Ifølge den gængse his­to­rie ønskede hun at blive kun­st­ner, men som frask­ilt enlig mor havde hun brug for et job. Hun blev der­for mask­in­skriverske i stedet. I sit nye job huskede hun, at kun­st­nere over­maler deres fejl på lærre­det, og hun over­førte ideen til sit nye arbe­jde. Hen­des ret­te­blæk, som hun eksper­i­menterede sig frem til hjemme i køkkenet, gjorde så stor lykke for hende selv og kol­legerne, at hun i 1956 start­ede fir­maet Mis­take Out Com­pa­ny. Det blev en kæmpe suc­ces. Nu skulle hele tek­sten ikke skrives om, bare for­di man havde lavet en enkelt slåfe­jl.

Årti­er senere viste det sig desværre, at den gængse form for ret­te­blæk bidrog til hullerne i ozon­laget, men det er en helt anden his­to­rie om util­sigt­ede kon­sekvenser.

Så tilbage til ret­tete­knolo­gierne. Det er mere reglen end und­tagelsen, at flere opfind­er nogen­lunde det samme på samme tid, og his­to­rien om ret­teme­toder knyt­tet til mask­in­skrift er ingen und­tagelse. I 1958 blev der fx indlev­eret et patent på ret­tepa­pir i Tysk­land, hvad der blev til fir­maet Tipp-Ex. Navnet kom­mer fra det tyske ord for at skrive på mask­ine (tip­pen) og det latinske ord ex, der kan bruges til at udtrykke at noget fjernes.

Hele ideen med at forsøge at dække over fejl­tast­ede bogstaver eller fjerne dem ad kemisk vej var fak­tisk slet ikke ny i 1950’erne. Flere tidligere paten­ter havde han­dlet om det, men det nye ved Gra­hams ret­te­blæk og det tyske ret­tepa­pir var, at begge fik en meget stor udbre­delse.

De nye teknolo­gi­er sup­plerede i øvrigt andre ret­tete­knolo­gi­er, der var tilpas­set andre måder at skrive på. Da Gra­ham eksper­i­menterede i det hjem­lige køkken var det næsten 200 år siden, at gum­miviskelæderet var blevet opfun­det og havde afløst en type lavet af gam­melt brød. Siden ful­gte plas­tikviskelæderet.

Helt tilbage i oldti­den havde man også brug for slet­tete­knolo­gi­er. Man kunne fx skrabe tek­sten af et stykke perga­ment og gen­bruge det, eller man kunne skrive på vok­stavler, hvor man nemt kunne glat­te ud og beg­y­n­de for­fra. Men med nye skriv­ete­knolo­gi­er og ikke mindst skrive­mask­i­nens udbre­delse fra slut­nin­gen af 1800-tal­let voksede mæng­den af skrevne doku­menter, og dermed også behovet for ret­tete­knolo­gi­er tilpas­set den nye måde at skrive på.

Det revolutionerende rettebånd

Et stort gen­nem­brud i ret­tete­knolo­giernes his­to­rie kom i 1973, da IBM lancerede en ny udgave af deres pop­ulære elek­triske skrive­mask­ine IBM Selec­tric. Tidligere mod­eller havde haft en ind­bygget hukom­melse, så man kunne rette slåfe­jl i hukom­melsen, men nu kunne slåfe­jl forsvin­de fra papiret på en helt ny måde. I stedet for at skulle fedte med ret­tepa­pir og ret­te­blæk kunne man i stedet bruge mask­i­nens eget ret­te­bånd. Det kunne fås enten som lift-off tape eller cov­er-up tape, hvor den første type ikke var egnet, hvis man skrev på tyn­dt luft­post­pa­pir eller lig­nende.

Ideen med at slette ved hjælp af et ekstra bånd i skrive­mask­i­nen var allerede blevet præsen­teret i et patent fra 1907. Paten­tkravet fra den­gang gik bl.a. på en slags viskelæder, der fjernede bogstaver skrevet med skrive­mask­ine eller lig­nende ved at bruge et farve­bånd i samme farve som papiret.

Selv om ideen således ikke var ny, så var dens store udbre­delse det. Den nye skrive­mask­inemod­el fra IBM blev kaldt for Cor­rect­ing Selec­tric, og dens nye slet­te­tast (eller ret­tere kor­rek­tion­stast, jf. det engelske ”cor­rect­ing key”) betød i højere grad, at ”slet­ninger, over­streg­ninger og grisede kor­rek­tion­er kan blive en ting fra for­tiden”, som det hed i en brochure.

En ting er, hvad reklamerne lover. Noget andet er foran­dringerne i prak­sis. Men som det kom frem i en række inter­view med kon­toransat­te i 2009 om den tek­nol­o­giske udvikling på kon­toret, så var rekla­mens ord ikke bare tom snak. Fak­tisk var der flere af de inter­viewede, der pegede på netop de ændrede ret­temu­lighed­er som en af de helt afgørende tek­nol­o­giske ændringer på kon­toret i anden halvdel af 1900-tal­let. Som en af dem sagde:

”Det jeg husker mest, det var egentlig det med slette og ret­te­taster og sådan noget, som var et stort frem­skridt at få, for­di tidligere skulle man jo helst skrive rigtigt. Selvføl­gelig kunne man rette, men du ved selv, hvor­dan det var.”

Ja, læn­gere tid er det ikke siden. Jeg kan fak­tisk huske både ret­te­blækket, ret­tepa­piret og ret­te­bån­det fra den­gang, hvor det var stan­dar­d­ud­styr og en for­færdelig tid­srøver, når der skulle skrives breve, rap­porter, opgaver, bøger osv. på skrive­mask­ine. Som en anden af de inter­viewede sagde:

”Det, der er hur­tigere i dag i forhold til med skrive­mask­i­nen, det er fx når man skal rette ting. I dag skriv­er man jo bare lystigt, og sådan noget […] Det er jo nemt at rette det. Det tager jo ikke så lang tid som den­gang.”

Er det så bare tem­po­et, der er blevet et andet? Nej, meget andet skete i køl­van­det på ret­te­bån­det og siden tek­st­be­han­dling­spro­gram­mernes end­nu nem­mere ret­teme­toder. Den tek­nol­o­giske udvikling, som ret­te­bån­det var en vigtig del af, har fak­tisk fuld­stændig ændret vores måde at skrive tek­ster på. Og dermed også ting som tek­st­mæng­den, opgave­fordelin­gen mellem kon­toransat­te og for­vent­ningerne til tek­sternes udseende. Ret­te­bån­det har ikke kun slet­tet mass­er af fork­erte bogstaver. Det har også bidraget til at udradere skrivestuen og fly­t­tet skriveop­gaver fra mask­in­skriversker og sekretær­er til spe­cial­is­ter og ledere.

Dermed er der måske også sket en foran­dring i tek­sternes ind­hold. I bogen Frem mod mid­de­lalderen. TV – det lev­ende billede i det åbne rum fra 1993 beskrev den senere biskop Jan Lind­hardt over­gan­gen fra de ”gam­meldags” måder at skrive på med pen eller på skrive­mask­ine til tek­st­be­han­dling som en pro­ces, hvor den fysiske mod­stand i med­delelsesprocessen blev min­dre. Man fristes ifølge Lind­hardt dermed til at skrive, næsten som man taler, hvilket er ret risikofrit, for­di det er så nemt at rette bagefter. Det er bare ikke altid, man får gjort det, og dermed får den færdi­ge tekst et mere mundtligt præg. Den bliv­er ifølge Lind­hardt min­dre stram, min­dre formelt kor­rekt og mere gen­t­a­gende. Den korte vej fra ide til smukt opsat tryk kan bilde for­fat­teren ind, at arbe­jdet er færdigt på et tidligere trin, end han før ville have accepteret. Så ifølge Lind­hardt har nye skrivemåder alt­så bety­det dårligere tek­ster.

Teksten der forsvandt

Det uanseel­ige og almin­delige. Hverda­gens ikke-ting. Et par af dem har været i fokus i denne artikel, der er skrevet med intens brug af copy-paste funk­tion­er og tas­taturets to slet­te­taster. Det har bl.a. bety­det, at tek­stens his­to­rie er forsvun­det. Kun jeg som for­fat­ter ved, at artiklen oprindeligt også han­dlede om con­tainere som et andet eksem­pel på en ikke-ting, der har sat sit præg på 1900-tal­lets his­to­rie, men som i mod­sæt­ning til ret­te­blækket og ret­te­bån­det stadig spiller en enorm rolle. Men con­taineren er helt væk fra fortællin­gen. Den blev offer for slet­te­tas­ten.

Louise Karl­skov Skygge­b­jerg er ph.d. i his­to­rie og his­torik­er hos DTU Teknologi­his­to­rie.

Videre læs­ning:

Edger­ton, D. (2006). The Shock of the Old. Tech­noloy and Glob­al His­to­ry since 1900. Lon­don: Pro­file Books.

Perec, G. (2016). Ver­dens rum og andre tek­ster. Køben­havn: Are­na.

Pet­ros­ki, H. (1994). The Evo­lu­tion of Use­ful Things: How Every­day Arti­facts — From Forks and Pins to Paper Clips and Zip­pers — Came to be as They are. New York: Vin­tage Books.