Panislamisme og den globale virkelighed

Familiefoto af det 13. topmøde for Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) i Istanbul, Tyrkiet 2016. OIC varetager fælles muslimske interesser, men nationalstaternes egne interesser vægter og har altid vægtet langt højere end et fælles økonomisk, politisk og kulturel samarbejde. Kilde: Prezident.az, https://en.president.az/articles/19423. Creative Commons.
Fam­i­liefo­to af det 13. top­møde for Organ­i­sa­tio­nen for Islamisk Samar­be­jde (OIC) i Istan­bul, Tyrki­et 2016. OIC vare­tager fælles mus­limske inter­ess­er, men nation­al­stater­nes egne inter­ess­er vægter og har altid vægtet langt højere end et fælles økonomisk, poli­tisk og kul­turel samar­be­jde. Kilde: Prezident.az, https://en.president.az/articles/19423. Cre­ative Com­mons.

Ønsket om et politisk muslimsk samarbejde på tværs af etnicitet og nationalitet har rødder helt tilbage til Muhammad. Alligevel er der aldrig blevet etableret et bæredygtigt panislamistisk samarbejde i den muslimske del af verden. Jørgen Bæk Simonsen giver en religions- og idéhistorisk forklaring på, hvorfor det kan være tilfældet.

FOKUS: POLITISK ISLAM Islam ind­tager en cen­tral plads i forskel­lige poli­tiske kul­tur­er rundt omkring i ver­den og optræder i alt fra fun­da­men­tal­is­tiske til pro­gres­sive bevægelser. Men er poli­tisk islam et pro­dukt af det mod­erne eller et levn fra for­tiden? I denne fokusserie har vi fået en række ekspert­er til at kaste et blik på det poli­tiske islams idéhis­to­rie.


Panis­lamisme er beteg­nelsen for en poli­tisk ide­olo­gi, der ønsker et samar­be­jde mellem ver­dens mus­limske stater med hen­blik på at sikre den islamiske ver­dens ind­fly­delse i det inter­na­tionale samar­be­jde. Den hvil­er på antagelsen af, at det mus­lim­sk-religiøse fæl­lesskab er afgørende for indi­videts iden­titet. Uanset etnisk eller nation­alt tilhørs­forhold skal islam være udgangspunkt for det liv, indi­videt lever.

Et bæredygtigt og gen­sidigt forplig­tende poli­tisk samar­be­jde de mus­limske stater imellem er dog aldrig blevet etableret. Der er blevet taget spades­tik i form af det transna­tionale samar­be­jde Orga­ni­za­tion of Islam­ic Coop­er­a­tion (OIC), der i dag har 57 medlem­s­lande. OIC vare­tager fælles mus­limske inter­ess­er, men nation­al­stater­nes egne inter­ess­er vægter og har altid vægtet langt højere end et fælles økonomisk, poli­tisk og kul­turel samar­be­jde.

Ud over OIC har panis­lamis­mens idéer mark­eret sig som en antikolo­nial­isme mod europæere. Panis­lamisen har yderligere gjort sig gældende som et sam­let mus­lim­sk forsvar for Palæsti­na, og i mere neg­a­tiv for­stand har panis­lamis­men vir­ket på tværs af etnicitet og nation­alitet i mil­i­tante islamistiske bevægelser som al-Qae­da og ISIS, hvis mål har været at bekæmpe den fjerne fjende.

Panislamisme og den moderne verden: Antikolonialisme

De europæiske kolonimagter under­lagde sig gen­nem 1800- og beg­y­n­delsen af 1900-tal­let det meste af den mus­limske ver­den, der var blevet etableret gen­nem århun­dred­er forinden, og som dækkede hele Mellemøsten, store dele af Afri­ka, store dele af Asien og store dele af Balkan.

Det europæiske pres på den mus­limske ver­dens forskel­lige områder gav anled­ning til en debat om, hvorledes man bedst kunne imødegå det mas­sive europæiske pres. En mus­lim­sk intellek­tuel ved navn Jamal al-Din al-Afghani (1838−1897) var fast over­be­vist om, at den daværende mus­limske ver­den måtte til­sidesætte interne uov­erensstem­melser og finde sam­men i et panis­lamistisk samar­be­jde med det erk­lærede mål at bremse den europæiske ekspan­sion.

Dermed blev panis­lamis­men for­muleret som en poli­tisk ide­olo­gi, der hævd­ede, at alle mus­limer – uanset interne uov­erensstem­melser – ville være bedst tjent med at pri­or­itere det sam­lede mus­limske fæl­lessk­abs inter­ess­er. Kun hvis de gjorde det og fandt sam­men i poli­tisk samar­be­jde, kunne de bremse de vestlige kolonimagters fort­sat­te ekspan­sion. Han evnede imi­dler­tid ikke at over­be­vise de poli­tiske ledere om dette, trods sine meget mål­ret­tede bestræ­belser på at over­be­vise de poli­tiske magth­a­vere rundt om i den mus­limske ver­den.

Den osman­niske sul­tan så dog en klar fordel ved at gøre poli­tisk brug af panis­lamis­men. Sul­tanatet var i årene op mod Første Ver­den­skrig hårdt pres­set, og der­for foran­ledi­gede den regerende sul­tan, at der i novem­ber 1918 blev udsendt en fat­wa, et religiøst respon­sum, der fast­slog, at alle mus­limer, uanset hvor de var bosat, havde en per­son­lig religiøs pligt til at støtte sul­ta­nen i hans kamp mod sine mod­standere (Frankrig, Rus­land og Eng­land).

Baggrunden for panislamisme: Al-umma — de rettroendes samfund

Jihad-erk­lærin­gen gav anled­ning til en for­bigående bekym­ring i de europæiske hov­ed­stæder af den sim­ple grund, at de tre lande havde kon­trol over meget store områder, der var domineret af mus­limske befolkninger. Det skulle dog meget hur­tigt vise sig, at den osman­niske sul­tans opfor­dring ikke blev ful­gt, og sul­tanatet måtte erk­ende, at den panis­lamistiske idé ikke nød­vendigvis befor­drede støtte hos ver­dens mus­limer til den kamp, han var involveret i. Panis­lamis­men som poli­tisk ide­olo­gi fik med andre ord ingen konkret poli­tisk betyd­ning som et antikolo­nialt sam­lingspunkt i 1800-tal­let og beg­y­n­delsen af 1900-tal­let.

Panis­lamis­ters ønsker om et samar­be­jde på tværs af etnicitet og nation­alitet har rød­der i de åben­baringer, som Muham­mad mod­tog i årene mellem 610 og 622. Først i sin føde­by Mek­ka, hvor han med sine tilhæn­gere udvan­drede til Med­i­na, og dernæst i de åben­baringer, som han mod­tog, indtil han i som­meren 623 afgik ved døden.

Mus­limerne og Muham­mad etablerede sig i Mek­ka som en religiøs grup­per­ing med sin egen forståelse af, hvorledes ver­den var skabt, og de afviste som kon­sekvens af deres nye tro at delt­age i de tra­di­tionelle poly­teis­tiske rit­ualer og fes­t­lighed­er, der blev prak­tis­eret i det mekkanske sam­fund. Mus­limerne udviklede grad­vist deres egne rit­ualer, der havde fokus på at tilbe­de og dyrke den ene sande Gud, som Muham­mad intro­duc­erede. De for­blev dog socialt og økonomisk en del af det eksis­terende mekkanske sam­fund.

Det forhold ændrede sig med udvan­drin­gen til Med­i­na i 622. Mod­standen mod Muham­mad var vok­sende, og flere og flere vendte sig mod ham og tog bl.a. ini­tia­tiv til en økonomisk boykot af ham og hans fam­i­lie. Resul­tatet blev, at Muham­mad og hans tilhæn­gere udvan­drede til Med­i­na, og den nye virke­lighed, der dermed gjorde sig gældende, kan aflæs­es af Kora­nen.

Med udvan­drin­gen til Med­i­na blev grup­pen af mus­limer også en social grup­per­ing, der måtte stå hinan­den bi. De var fort­sat for­bun­det i troen på den ene sande Gud, men de udgjorde nu tilmed en særlig social grup­per­ing, der af omver­de­nen blev opfat­tet som en enhed. Det, som Kora­nen beteg­n­er som en umma – de ret­troen­des sam­fund. Etab­lerin­gen af den nye mus­limske umma stillede dens medlem­mer over for en række valg: Hvem måtte de gifte sig med? Var det efter­føl­gende muligt at få skilsmisse? Hvem måtte de socialt omgås? Hvad måtte de spise? Hvem måtte de indgå økonomisk samar­be­jde med, og hvilke forpligtigelser havde de som mus­limer over for hinan­den?

Kontroversen mellem shia og sunni

Alle disse spørgsmål krævede et svar, og de konkrete anvis­ninger kan aflæs­es i de åben­baringer, Muham­mad mod­tog efter udvan­drin­gen. At tro på den ene sande Gud fik med andre ord sociale og poli­tiske kon­sekvenser for de enkelte medlem­mer af den nyetablerede mus­limske umma. Det skal i den forbindelse nævnes, at vi i Kora­nen tydeligt kan se, at sådanne spørgsmål gav anled­ning til debat blandt mus­limerne. Den debat har præget den mus­limske ver­dens udvikling lige siden og gør det fort­sat den dag i dag. Bl.a. kan vi se forskelle i synet på kali­fatets rolle i et mus­lim­sk sam­fund.

Muham­mads død i 632 gav anled­ning til intern debat om, hvem der skulle overtage ledelsen af den mus­limske umma – det sam­fund af ret­troende, der var blevet skabt, mens Muham­mad lev­ede. Debat­ten han­dlede om, hvem der havde legit­imitet til at lede sam­fun­det. To forskel­lige grup­peringer teg­nede sig.

Den ene gruppe gjorde gældende, at hvem som helst, der var ret­troende mus­lim, kunne hyldes som led­er af ummaen, hvo­rimod en anden gjorde gældende, at kun per­son­er, der var ahl al-bait, husets folk, kunne betragtes som legit­im led­er af al-umma. De to grup­peringer beteg­nes i over­lev­erin­gen som hen­holdsvis sun­ni og shia-mus­limer.

Gen­nem his­to­rien har forskel­lige per­son­er og grup­peringer med udgangspunkt i den debat, der blev sat i gang efter Muham­mads død, gjort krav på den poli­tiske ledelse af det mus­limske sam­fund. I 632 blev resul­tatet, at Abu Bakr blev hyldet som kalif, og dermed blev kali­fatet den insti­tu­tionelle ramme for den mus­limske umma.

Forskel­lige mus­limske dynas­ti­er har ofte været i kon­flikt med hinan­den, hvilket har mod­vir­ket et panis­lamistisk samar­be­jde. Sun­ni-mus­limske dynas­ti­er har udfor­dret og modar­be­jdet shia-mus­limske dynas­ti­er. Sun­ni-mus­limer har gjort oprør mod hersk­ende kalif­fer og sul­tan­er, og det samme har shia-mus­limer. Mus­limer har der­for gen­nem his­to­rien både samar­be­jdet og modar­be­jdet hinan­den.

Palæstina/Israel som panislamistisk samlingspunkt

Selvom de antikolo­niale tanker i 1800- og beg­y­n­delsen af 1900-tal­let aldrig man­i­festerede sig i konkret panis­lamistisk poli­tik, gav den fort­sat­te udfor­dring fra de europæiske kolonimagter dog i andre sam­men­hænge inspi­ra­tion til den panis­lamistiske idé.

I forbindelse med Første Ver­den­skrig opdelte de allierede de tidligere osman­niske provinser i den ara­biske ver­den. Eng­land fik man­datet i Palæsti­na, og den engelske regering gav i novem­ber 1917 et løfte til Den Zion­is­tiske Bevægelse, at den efter kri­gens afs­lut­ning ville støtte etab­lerin­gen af et jødisk nation­alt hjem i Palæsti­na. Løftet til zion­is­terne blev ind­skrevet i den senere man­dat-aftale, og den britiske admin­is­tra­tion støt­tede der­for offi­cielt den jødiske ind­van­dring i Palæsti­na. Det foran­ledi­gede en stadig dybere kon­flikt mellem de ind­van­drede jøder og de lokale arabere, der i sti­gende omfang blev mil­i­taris­eret. Eng­land med­delte i efteråret 1948, at de over­drog man­datet til FN, der derefter ved­tog en del­ings­plan for Palæsti­na og etab­lerin­gen af stat­en Israel.

Da den jødiske stat Israel blev udråbt 15. maj 1948, blev mod­sæt­nin­gen mellem den lokale ara­biske, palæsti­nen­siske befolkn­ing på den side og de ind­van­drede jøder på den anden side for­van­dlet til en kon­flikt mellem den nye israelske stat og alle øvrige selvstændi­ge ara­biske stater. Etab­lerin­gen af Israel var en katas­trofe for palæsti­nenserne. Palæsti­na forsvandt mere eller min­dre, og Israel sikrede sig det meste af området. Desu­den annek­terede Tran­sjor­danien Vest­bred­den, og Egypten besat­te Gaza.

Resul­tatet blev en stor gruppe af palæsti­nen­siske fly­gt­ninge (ca. 730.000), der måtte tage sig til takke som fly­gt­ninge i lejre, der blev etableret af FN. Mange ara­biske mus­limer så det som en doku­men­ta­tion for, at de gam­le europæiske kolonimagter sam­men med den nye super­magt USA fort­sat nærede ønske om at kon­trollere den mus­limske ver­den, og der­for blev Israel et tema for panis­lamistiske per­son­er og grup­peringer som eksem­pelvis Det Mus­limske Broder­skab.

Organization of the Islamic Conference

En palæsti­nen­sisk lærd Taki al-Din al-Nab­hani (1914−1977) tog i 1953 ini­tia­tiv til etab­lerin­gen af Hizb al-Tahrir al-Isla­mi, Det Islamiske Fri­hedspar­ti, hvis erk­lærede mål var at arbe­jde for et panis­lamistisk samar­be­jde for ad den vej at gen­sk­abe det kali­fat, der i 1924 var blevet ophævet af det tyrkiske par­la­ment.

Par­ti­et fik aldrig poli­tisk betyd­ning i regio­nen, for­di tanken om kali­fatet prin­cip­ielt var en udfor­dring for de mus­limske nation­al­stater, der gen­nem det 20. århun­drede havde set dagens lys. Nation­al­stater­ne havde udviklet deres særeg­ne form for nation­al forståelse af islam. Stater­ne skønnede der­for, at grup­peringer, der poli­tisk ville arbe­jde for genetab­lerin­gen af et transna­tion­alt kali­fat, ville være en udfor­dring for nation­al­stater­nes legit­imitet. Etab­lerin­gen Hizb al-Tahrir var dog doku­men­ta­tion for, at den panis­lamistiske idé fort­sat havde gen­nem­slagskraft og støtte blandt nogle mus­limer. Det var der­for civile, ikke-stat­slige sam­menslut­ninger, der i den peri­ode gav panis­lamis­men konkret form.

Israel besat­te som følge af Junikri­gen (Seks­dageskri­gen) i 1967 Vest­bred­den og fik dermed kon­trol over cen­trale mus­limske hel­lig­st­ed­er i Jerusalem. Da en aus­tral­sk tur­ist, der i par­entes bemær­ket var kris­ten, i august 1969 forsøgte at sætte ild til al-Aqsa moskeen, vak­te det udbredt harme i den mus­limske ver­den.

Vre­den var møn­tet på de israelske myn­dighed­er, der ikke var i stand til at sikre moskeen mod over­greb. Det førte til, at en lang række mus­limske stater på et møde i Rabat i Marokko i sep­tem­ber samme år blev enige om at etablere et organ, der inter­na­tion­alt kunne fremme den mus­limske ver­dens inter­ess­er. Orga­ni­za­tion of Islam­ic Coop­er­a­tion (OIC) består i dag af 57 mus­limske stater. Offi­cielt har organ­i­sa­tio­nen til for­mål at være ”den sam­lede stemme for den mus­limske ver­den.”

OIC har gen­nem årene kun­net enes om fælles kul­turelle ini­tia­tiv­er til fremme af mus­limers inter­ess­er af kul­turel og religiøs art, men så snart, der har været mere poli­tisk betændte prob­le­mer, har OIC måtte acceptere, at det panis­lamistiske samar­be­jde ikke har kun­net trumfe nationale inter­ess­er. Her kan nævnes kon­flik­ter mellem mus­limske nation­al­stater som kri­gen mellem Irak og Iran 1980–1988 og den nuværende krig i Yemen, hvor Sau­di Ara­bi­en og Iran er på direk­te kol­li­sion­skurs. Der kan gives tal­rige eksem­pler på, at mus­limske stater direk­te har modar­be­jdet hinan­den, for­di regionale og nationale inter­ess­er har hin­dret det panis­lamistiske samar­be­jde.

Kun i sam­men­hænge, hvor udgangspunk­tet har været en kul­turel og/eller religiøs krænkelse af islam, har man kun­net etablere og hånd­hæve et panis­lamistisk engage­ment. Det blev eksem­pelvis tydeligt i forbindelse med den såkaldte Muham­mad-krise i efteråret 2005, hvor Dan­mark blev gjort til gen­stand for boykot af store dele af den mus­limske ver­den på grund af karikaturteg­ninger af Muham­mad trykt i Jyl­land­sposten.

Den fjerne fjende, 1979–1989

I slut­nin­gen af 1970erne og 1980erne viste panis­lamistiske bevægelser gen­nem­slagskraft. Sha­hens fald i 1979 i Iran og ikke mindst Sov­jets ned­er­lag i 1989 i Afghanistan bevirkede, at islamistiske ide­ologer lancerede ideen om at organ­is­ere mil­i­tante islamistiske grup­peringer i en glob­al koordineret kamp. 1979 og 1989 blev for­løberne til den glob­ale kamp mod det, som ide­ologerne beteg­nede som den fjerne fjende. Det var ikke mindst USA, der i deres forståelse blev beteg­net som den store satan – den islamiske ver­dens sande fjende.

Da Sov­jet i 1979 invaderede Afghanistan og ind­sat­te et pro-kom­mu­nis­tisk styre, gav det anled­ning til, at mange indi­vidu­elle mus­limer fra alle dele af den mus­limske ver­den meldte sig som friv­il­lige for at bekæmpe den sov­jetiske inva­sion. Flere mus­limske stater anført af Sau­di Ara­bi­en og Pak­istan bakkede op om dette og var med­virk­ende til, at mujahidin­erne i 1989 var i stand til sam­men med lokale afghanske grup­peringer at presse Sov­je­tu­nio­nen til igen at trække sig ud. Der var tale om en panis­lamistisk kamp mod Sov­jet i Afghanistan.

Et årti tidligere var Ruhol­lah Khome­i­ni (1902−1989) blevet anerk­endt som formel led­er af kam­p­en mod sha­hen Moham­mad Reza Pahlavi (1919−1980) i Iran. Khome­i­ni og kred­sen omkring ham gjorde dygtigt brug af den shia-mus­limske religiøse tra­di­tion og bidrog afgørende til, at demon­stra­tionerne mod regimet gen­nem efteråret 1978 nåede et omfang, der tvang sha­hen til at for­lade lan­det og gå i eksil.

Terror, Islamisk Stat og panislamisme

Islamis­terne havde med sha­hens fald i Iran i 1979 og med den sov­jetiske tilbagetrækn­ing i 1989 doku­menteret, at ver­den var til at ændre, og at selv store tilsyneladende uovervin­delige mod­standere kunne knægtes. Der var dog flere mil­i­tante islamistiske grup­peringer i flere mus­limske stater, der i samme peri­ode måtte kapit­ulere i deres bestræ­belser på at styrte de eksis­terende regimer. I stater som Egypten, Syrien, Algeri­et og Sau­di Ara­bi­en forsøgte mil­i­tante islamistiske grup­peringer gen­nem 1970´erne, 1980´erne og 1990´erne ligeledes at tilkæmpe sig magten, men i ingen til­fælde lykkedes det.

Sha­hens fald i 1979 og Sov­jets ned­er­lag i 1989 man­i­festerede sig i en ufor­ven­tet glob­al og panko­ordineret kamp mod en fjern fjende. Allerede i 1998 havde al-Qai­da sam­men med andre grup­peringer opfor­dret til jihad mod Vesten, der 11. sep­tem­ber 2001 førte til ter­ro­ran­gre­bet mod New York og Wash­ing­ton. Udviklin­gen siden har doku­menteret, at flere mil­i­tante islamistiske grup­peringer er over­be­viste om, at islam som en poli­tisk ide­olo­gi fort­sat har et bety­deligt mobilis­er­ingspo­ten­tiale, og det har siden 2001 ført til tal­rige ter­ro­ran­greb mod stater og regeringer, der samar­be­jder med USA, og som der­for udgør en del af den fjerne fjende.

Den inter­na­tion­alis­er­ing af mil­i­tante islamis­ters kamp, vi har været vidne til gen­nem de sen­este årti­er, har affødt en debat om det kali­fat og den islamiske stat, som panis­lamis­men har på sit pro­gram. Per­son­er med tilknyt­ning til al-Qai­da beg­y­n­dte efter inva­sio­nen af Irak i marts 2003 at argu­mentere for, at det ville være strate­gisk forde­lagtigt at etablere en islamisk stat. Den kunne gøres til det geografiske udgangspunkt for kam­p­en mod Vesten.

En jor­dan­er ved navn Abu Musab al-Zar­qawi (1966−2006), der havde delt­aget i kri­gen i Afghanistan, dukkede op i Irak efter inva­sio­nen i 2003 og dannede en mil­i­tant grup­per­ing, som siden tilslut­tede sig al-Qai­da. Men for­di al-Zar­qawi fastholdt ideen om at skabe en islamisk stat i Irak, og for­di han så bru­talt var for­t­aler for en mil­i­tant kon­fronta­tion med Iraks shia-mus­limske befolkn­ing, endte han med at trække sin gruppe fra samar­be­jdet med al-Qai­da og døbte efter­føl­gende sin gruppe ISI, Islamisk Stat i Irak. Han blev dræbt under et amerikan­sk angreb mod sit skjul i Babuqa, men andre holdt liv i grup­pen, der lige­som flere andre søgte mod Syrien.

Syrien blev fra marts 2011 hjem­søgt af en kon­flikt mellem util­fredse borg­ere og det sid­dende regime, der fra efteråret udviklede sig til en borg­erkrig. Mil­i­tante islamis­ter fra Irak drog der­for til lan­det for at delt­age i kam­p­en mod Bashar al-Asads regime.

Afstandtagen og kritik af Islamisk Stat

Det var bl.a. Jab­ha al-Nus­ra under ledelse af syr­eren Abu Muham­mad al-Jawlani (født 1981) og Abu Bakr al-Bagh­da­di (født 1971), der siden 2010 havde været led­er af ISI. De slog sig ned i Syrien og kundgjorde i april 2013, at grup­pen i fremti­den skulle kendes under navnet Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS), der i inter­na­tionale medi­er også blev beteg­net som ISIL, Islamisk Stat i Irak og Lev­an­ten. Abu Muham­mad al-Adnani (1977−2016), den senere hov­ed­pro­pa­gan­dist for ISIS, mente tilmed, at der skulle etableres en islamisk stat. Der­for udråbte han med hen­vis­ning til Kora­nen (Sura 24, vers 55) et nyt kali­fat i juni 1914, og hans nære med­sam­mensvorne Abu Bakr al-Bagh­da­di (født 1971) accepterede at fun­gere som kalif for Islamisk Stat.

Kundgørelsen af det nye kali­fat blev vold­somt kri­tis­eret af mus­limer i alle dele af den mus­limske ver­den. Det blev gjort gældende, at kalif­f­en ikke opfyldte de kri­terier, en kalif skulle besid­de, og det blev gjort gældende, at hans hyld­ning var ille­git­im. En række mus­limske stater og organ­i­sa­tion­er for­mulerede lig­nende kri­tiske hold­ninger til det nye kali­fat, men det var kred­sen omkring al-Adnani og Abu Bakr al-Bagh­da­di ligeglade med. Deres veltil­ret­te­lagte medies­trate­gi førte til, at et meget stort antal friv­il­lige fra alle dele af ver­den ful­gte al-Adna­nis opfor­dring til at komme til Syrien og delt­age i kam­p­en for etab­lerin­gen af et mus­lim­sk kali­fat.

Det er i den forbindelse vigtigt at under­strege, at nok evnede Islamisk Stat at etablere et kali­fat, og nok var kali­fatet i stand til for en tid at udvide sit ter­ri­to­ri­um, men dets behan­dling af den civile befolkn­ing, der var bosat i de områder, den kon­trollerede, vak­te kri­tik og førte til afs­tand­ta­gen. De mil­i­tante islamis­ter var slet ikke hjemhørende i de områder, kali­fatet under­lagde sig. De kom alle sam­men ude­fra og prak­tis­erede en forståelse af islam, den lokale befolkn­ing ikke kunne støtte. Inter­es­sant nok vendte både Hizb al-Tahrir og al-Qai­da sig mod kali­fatet.

Panislamisme versus nationalstater

Panis­lamis­men som mod­erne poli­tisk ide­olo­gi har ikke haft afgørende betyd­ning for det his­toriske for­løb, som den mus­limske ver­den har gen­nemgået gen­nem det sen­este århun­drede. Udviklin­gen synes snarere at doku­mentere, at nation­al­stater­ne i den mus­limske ver­den pri­or­iter­er nationale inter­ess­er højere end øns­ket om at fremme et transna­tion­alt samar­be­jde fun­deret på et fælles religiøst fun­da­ment. De enkelte mus­limske nation­al­stater har siden deres etab­ler­ing pri­or­iteret egne nationale og regionale inter­ess­er højere end hen­synet til fællesmus­limske inter­ess­er.

Det ændr­er imi­dler­tid ikke ved det forhold, at det religiøse fæl­lesskab, der udgøres af al-umma, på en række områder kan mobilis­ere fremkom­sten af et konkret panis­lamistisk samar­be­jde. Der er der­for per­spek­tiv­er i panis­lamis­men, selvom et bæredygtigt gen­sidigt forplig­tende poli­tisk samar­be­jde de mus­limske stater imellem aldrig er blevet etableret og næppe vil kunne etableres, så længe det inter­na­tionale poli­tiske sys­tem er domineret af nation­al­stater.

Jør­gen Bæk Simon­sen er dr.phil. og ansat som lek­tor ved Insti­tut for Tværkul­turelle og Regionale Studi­er ved Køben­havns Uni­ver­sitet. Han har gen­nem mange år arbe­jdet med islam og mus­limer – både i en ara­bisk-mellemøstlig sam­men­hæng og i dansk/europæisk sam­men­hæng.

Forslag til videre læs­ning: 

Heg­gham­mer, Thomas: Jihad in Sau­di Ara­bia: Vio­lence and Pan-Islamism since 1979, Cam­bridge: Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press 2012.

Sheikh, Naveed: The New Pol­i­tics of Islam: Pan-Islam­ic Pol­i­cy in a World of States, Lon­don: Rout­ledge-Cur­zon 2003.

Scroll til toppen