Slaveri under et nyt navn? Afro-amerikanerne og det amerikanske fængselsvæsen

En såkaldt chain gang i et amerikan­sk syd­stats­fængsel. Kilde: Wiki­me­dia Com­mons.

Selvom det er over 150 år siden, at slaveriet blev afskaffet i USA, lever et uforholdsmæssigt stort antal afroamerikanere stadig i dag et liv i ufrihed. I 1860 henslæbte 3,9 millioner amerikanere en tilværelse som slaver, hvoraf 1,1 millioner var drenge eller mænd i alderen 15 år og op. Ved indgangen til 2017 var 2,2 millioner afroamerikanere under overvågning af det amerikanske retsvæsen, enten fordi de sad i fængsel, var på prøveløsladelse eller havde en betinget dom. Langt hovedparten var mænd. Er der en direkte sammenhæng mellem det historiske slaveri og den aktuelle situation med masseovervågning og ‑indespærring af sorte mandlige amerikanere? Professor i Amerikansk Historie, Jørn Brøndal, udforsker her den racemæssige dimension i det amerikanske fængselsvæsens historie for at bringe os nærmere et svar.

FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraft­fuldt begreb, som de fleste forbinder med den transat­lantiske slave­han­del. Men slaver­i­et var et kom­pleks fænomen, som tog mange for­mer. I denne fokusserie vil Bag­grund rette per­spek­tivet mod nogle af de min­dre kendte aspek­ter af slaver­i­ets his­to­rie.

Den amerikanske Borg­erkrig (1861−65) afgjorde slaver­i­ets skæb­ne. I decem­ber 1865 – godt et halvt år efter kri­gens afs­lut­ning – blev den 13. for­fat­ningsæn­dring rat­i­fi­ceret. Dermed blev slaver­i­et og andre for­mer for tvangsar­be­jde ophævet. Næsten. Und­taget var nem­lig men­nesker, der blev dømt til stra­far­be­jde for en for­bry­delse.

Slaver­i­ets ophævelse resul­terede i mas­siv bit­ter­hed blandt hvide amerikanere i de elleve syd­stater, der i 1860–61 havde forsøgt at løs­rive sig fra USA. I denne region havde slaver­i­et eksis­teret i næsten et kvart årtusinde, lige siden det første slaveskib var ankom­met til Jamestown, Vir­ginia, i 1619 med 20 afrikanske slaver ombord. For sydens hvide føltes slaver­i­et langt hen ad vejen natur­givent. Mange hvide drømte der­for om atter at ind­føre slaver­ilig­nende til­stande for afroamerikan­erne og dermed sikre regio­nen den nød­vendi­ge arbe­jd­skraft – ikke mindst til bomulds­dyrknin­gen.

Med flere syd­staters ind­førelse af de såkaldte ”sorte koder” i årene 1865–66 blev de nys befriede slaver i realiteten stavns­bun­det. De blev tvunget til at indgå arbe­jd­skon­trak­ter, der pålagde dem at arbe­jde for en hvid arbe­jds­giv­er. Kon­trak­ten, der skulle fornys årligt, skulle altid være inden for række­v­id­de. Ellers risik­erede eksslaven at blive arresteret for vagabon­der­ing og idømt en bøde. Hvis ved­k­om­mende ikke kunne betale bøden – og det var sjældent til­fældet – var løs­nin­gen, at en hvid arbe­jds­giv­er afholdt udgiften mod så til gengæld at udnytte afroamerikanerens arbe­jd­skraft, indtil bøden var arbe­jdet af. Ofte var det den dømte per­sons tidligere ejer, der på denne måde fik eksslaven i sin vold. I flere stater blev børn og unge ligeledes ind­draget under sys­temet: Blev det vur­deret, at sorte foræl­dre ikke var i stand til at forsørge og opdrage deres børn ordentligt, blev de over­draget i hvide arbe­jds­giveres varetægt og pålagt at arbe­jde gratis som ”lær­linge.”

Leasing af straffefanger

Selvom de sorte koder hur­tigt blev ophævet, idet de vak­te et ramaskrig i nord og fik Kon­gressen til at han­dle, blev fængselsvæsenets udvikling mod slut­nin­gen af 1860’erne katas­tro­fal for sorte fanger. Under slaver­i­et havde arresthusene mes­ten­dels været bygget for at huse hvide fanger, da slav­erne jo i forve­jen befandt sig i fan­gen­skab. Med slaver­i­ets ophævelse kom de sydlige fængsler i stadig sti­gende omfang til at huse afroamerikanere. 25 år efter slaver­i­ets ophævelse – alt­så i 1890 – udgjorde afroamerikan­erne 25 pro­cent af fangerne i fængslerne; i 1910 var deres andel vok­set til 34 pro­cent (men 11 pro­cent af USA’s befolkn­ing). I flere syd­stater beg­y­n­dte fængslerne nu at lease fanger til pri­vate arbe­jds­gi­vere, som så kunne udnytte fangernes arbe­jd­skraft i det omfang, de havde lyst. Selvom sys­temet var forskel­ligt fra stat til stat, eksis­terede leas­ingsys­temet i et eller andet omfang i de fleste syd­stater fra slut­nin­gen af 1860’erne og frem til 1920’erne. Det viste sig særde­les lukra­tivt både for del­stat­en og for den arbe­jds­giv­er, der over­tog fan­gen. For fan­gen var leasin­gen der­i­mod ofte en døds­dom.

Netop for­di både del­stat­en og arbe­jds­giv­eren drog økonomisk nytte af leasin­gen af fanger, voksede sys­temet i omfang. Selv små forseelser kunne med­føre stra­far­be­jde. Det han­dlede ikke kun om risikoen for at blive straf­fet for eksem­pelvis at stjæle nogle kyllinger. Det han­dlede i lige så høj grad om, at man der­på skulle dække retssagens omkost­ninger, hvilket øgede den økonomiske byrde og dermed tvangsar­be­jdets omfang. På denne måde øgedes antallet af straf­fe­fanger betragteligt. Vi ved eksem­pelvis, at antallet af straf­fe­fanger fra 1870 til 1910 voksede ti gange så hur­tigt i del­stat­en Geor­gia som i befolknin­gen som hel­hed. Det nøjagtige antal af straf­fe­fanger i syd­stater­ne mellem 1860’erne og 1920’erne er dog umuligt at fast­slå. His­torik­eren Dou­glas A. Black­mon vur­derede i sin bog Slav­ery by Anoth­er Name (2008), at det sam­lede antal måtte ligge på over 100.000 og muligvis på mere end dobbelt så meget.

Op mod 85–95 pro­cent af de fanger i Syden, der blev leaset ud til stra­far­be­jde, var sorte. De fleste var mænd; men sorte kvin­der og børn blev også under­lagt sys­temet. I 1895 bestod hele 11 pro­cent af straf­fe­fangerne i stat­en Arkansas af børn i alderen 12 til 15 år. Det hårdeste arbe­jde blev gerne udført af sorte mænd og af drenge på mindst 12 år. Disse men­nesker forsvandt eksem­pelvis ned i kul­min­erne i Alaba­ma. Kvin­der og småbørn der­i­mod tøjlede i land­bruget eller i tøm­merindus­trien.

Som den store sven­skamerikanske soci­olog og krim­i­nolog J. Thorsten Sell­in udtryk­te det i sit klas­siske værk Slav­ery and the Penal Sys­tem (1976), var fan­ge­leas­ingssys­temet ”det naturlige pro­dukt af to århun­dred­er med slaveri.” Og ikke kun plan­tagee­jere benyt­tede sig af sys­temet: Fangerne blev også udle­jet til eksem­pelvis jern­banebyg­gerier, minedrift eller de berygt­ede lejre til udvin­d­ing af ter­penti­no­lie fra træ.

Straf­fe­fangernes arbe­jds­dag var lang og vilkårene umen­neske­lige. I mod­sæt­ning til slavee­jeren havde arbe­jds­giv­eren ikke noget større økonomisk inci­ta­ment til at holde dem i live. Som his­torik­eren David Oshin­sky fork­larede i sit værk Worse Than Slav­ery (1996), betød en fanges død eller flugt i mange til­fælde blot, at fængslet lev­erede en ny per­son som erstat­ning for den bortkomne. En tidligere fangevogter, der havde overvåget arbe­jdet med at bygge en jern­bane i det tro­piske Flori­da, gav i 1891 en øjen­vidne­skildring af, hvor­dan mad­forsyningerne i løbet af kort tid svandt ind til det rene ingent­ing – ”Jeg siger ikke, at der var lidt mad eller en smule mad, nej, der var ingen mad over­hovedet.” Fangerne måtte i dette til­fælde søge efter noget spiseligt i den skov, de befandt sig i.

Fangernes død­stal var tilsvarende tårn­hø­je. I 1880’ernes Mis­sis­sip­pi omkom 9–16 pro­cent af straf­fe­fangerne om året. Ingen fange idømt ti års stra­far­be­jd­ede over­levede sin dom. End­nu værre stod det til i Alaba­mas min­er og ved dets jern­banebyg­gerier: Alene i året 1869 omkom 49 pro­cent af de forhån­den­værende straf­fe­fanger. De døde ikke udelukkende af under­ernæring og syg­dom. De blev også udsat for ekstreme fysiske over­greb. Som under slaver­i­et blev pisken hyp­pigt taget i brug, og der var beretninger om straf­fe­fanger, der blev pisket ihjel. Andre fanger blev sat i svedekassen, en opret­stående tæt­slut­tende træk­iste, hvori der var boret huller til ind- og udånd­ing, men hvor fan­gen under sydens varme him­mel blev dehy­dr­eret og svul­mede op. ”Vand­bruseren” – en form for indret­ning til water­board­ing – hvor den lænkede fange somme tider med under­an­sigtet plac­eret i en høj skål blev over­hældt med så meget koldt vand, at ved­k­om­mende nogle gange rent fak­tisk druknede – blev ligeledes taget i brug.

Selvom straf­fear­be­jdet berørte langt færre afroamerikanere direk­te end slaver­i­et, fun­gerede det med Oshin­skys ord som en ”funk­tionel erstat­ning for slaver­i­et.” Ord­nin­gen var sam­tidig et sup­ple­ment til det ekstremt repres­sive Jim Crow-sys­tem, der kom til at dominere syd­stater­ne fra 1890’erne og helt frem til 1960’erne — et sys­tem baseret på ideen om hvidt raceover­herredømme, hvilket i prak­sis betød racead­skil­lelse i det offentlige rum, fratagelse af afroamerikan­ernes stem­meret og lynch­ninger. Alligev­el skabte leas­ingsys­temet trods alt så megen neg­a­tiv opmærk­somhed, at det blev afskaf­fet i stat efter stat, afs­lut­tende med Alaba­ma i 1927.

”The chain gang” og plantagefængsler

Dermed ikke sagt, at fængslernes emu­ler­ing af slaver­i­et ophørte. For det første blev den såkaldte ”chain gang” taget i brug helt op til Anden Ver­den­skrig og i enkelte stater også derefter. For det andet opret­tede nogle stater fængsler, der prak­tisk talt fun­gerede som slave­plan­tager.

Det var hov­ed­sagelig afroamerikanere, der endte på ”the chain gang.” Denne form for straf var udbredt over store dele af syden, både på del­stat­sniveau og i de lokale coun­ty-fængsler. Fangerne blev kædet sam­men, vel at mærke uden mulighed for at lænkerne kunne lås­es op igen. Her­til krævedes nem­lig en grovsmed. Med hakke eller skovl blev de så sendt på hårdt arbe­jde, typisk 10–12 timer ad gan­gen, idet de især udførte vejar­be­jde. Stadig blev pisken og andre for­mer for tor­tur taget i brug. I nogle min­dre coun­ties (amter, red.) tilbragte fangerne friti­den ikke i en fængsels­bygn­ing, men i tilgitrede vogne. I 1930’ernes North Car­oli­na var en sådan vogn fem en halv meter lang og højst to en halv meter bred, men husede 10–12 fanger, der lå i tre lag og to rækker af køjer opdelt af en smal midter­gang. I disse bure på hjul tilbragte fangerne ikke kun næt­terne, men også al tiden fra lørdag efter­mid­dag til mandag mor­gen. Som Flori­das guvernør Albert W. Gilchrist bemærkede i 1911, havde cirkus­dyr mere plads i deres vogne end ”chain gang”-fangerne. I det store hele slut­tede prak­sis­sen med ”the chain gang” i årene omkring Anden Ver­den­skrig.

I 1912 karak­teris­erede Den nationale komité vedrørende Fængsel­sar­be­jde ”the chain gang” som ”det sid­ste over­levende levn fra slaver­i­et.” Her havde komi­teen dog glemt at medreg­ne en anden form for straf, nem­lig fængslet, der blev indret­tet som en plan­tage. Et af de største sådanne var Parch­man Farm, der blev bygget i Mis­sis­sip­pi­deltaet i 1904, et område der førhen havde været bomuldsslaver­i­ets højborg. Parch­mans land­brugsare­al strak­te sig over hele 12.000 hek­tar. Lig­nende insti­tu­tion­er fandtes i Alaba­ma, Arkansas, Flori­da, Louisiana og Texas. Det arbe­jde, fangerne udførte på disse anstal­ter, mind­ede om slaveri, og langt hov­ed­parten af fangerne var sorte. Dette gjaldt 90 pro­cent af fangerne på Parch­man Farm i 1917 og 84 pro­cent af fangerne i fængslet Ango­la i Louisiana i 1929. På disse plan­tager hørte pisken og andre for­mer for mis­han­dling til dagens orden. I Ango­la blev der i årene 1928–40 gen­nem­ført omkring 10.000 reg­istr­erede piskninger, svarende til godt to om dagen, idet de værste afs­traf­felser bestod af op mod 50 slag. Selvom de værste for­mer for mis­brug blev for­budt efter Anden Ver­den­skrig – omend piskestraf­fen dog over­levede i Arkansas helt frem til 1966 – fort­sat­te fængslets plan­tagedrift i mange år og hov­ed­sagelig ved hjælp af hånd­kraft trods det sydlige land­brugs mekanis­er­ing. På Parch­man, der i dag er to-tred­jedele afroamerikan­sk, slut­tede plan­tagear­be­jdet i 1970. På Ango­la, der i dag er tre-fjerd­edele afroamerikan­sk, indgår land­bruget stadig som en hov­edbe­stand­del i fangernes hverdag.

Fængslet som symbol på frihedskampen

Med borg­er­ret­tigheds­bevægelsens vækst i 1950–1960’erne kom fængslet til at spille en helt anden rolle i afroamerikan­ernes liv: Det blev et sym­bol på fri­hed­skam­p­en. Når Mar­tin Luther King, Jr., van­drede i fængsel – og det gjorde han utal­lige gange – udstillede han på opsigtsvækkende vis kløften mellem de amerikanske grundlæggelseside­al­er om fri­hed, lighed og ret­ten til at stræbe efter lykke på den ene side og den racemæs­sige virke­lighed på den anden, præget som den var af Jim Crow-sys­temet og dets ide­olo­gi om hvidt over­herredømme. Et af borg­er­ret­tigheds­bevægelsens vigtig­ste kamp­skrifter for­mulerede King fak­tisk, mens han i foråret 1963 sad i ene­celle under de store borg­er­ret­tighed­spro­test­er i Birm­ing­ham, Alaba­ma. I ”Let­ter from Birm­ing­ham City Jail” begrund­ede King den ikkevold­elige kamp og fork­larede ratio­nalet bag civ­il uly­dighed. Allerede året forinden havde borgmesteren og poli­tidi­rek­tøren i den lille by Albany, Geor­gia, måt­tet sande, hvor risik­a­belt, det var, at sætte King bag trem­mer. Fængslin­gen af ham vak­te nem­lig så megen opsigt og forargelse, at de to øvrighedsper­son­er i al hem­me­lighed fik ham løs­ladt igen. Selv efter at King i 1964 mod­tog Nobels Fred­spris, var den lokale sherif i Sel­ma, Alaba­ma, dog tåbe­lig nok til kort efter at sætte ham bag trem­mer.

Mange andre aktivis­ter ful­gte Kings vej ind i fængslets mørke. Blandt stu­den­ter­ak­tivis­ter inden for borg­er­ret­tigheds­bevægelsen bredte et nyt slo­gan sig fra 1960: ”Jail, no bail.” I stedet for at komme på fri fod gen­nem kau­tion val­gte aktivis­terne at for­blive i fængslet, både for­di det forekom etisk urimeligt at betale sig ud af en uret­mæs­sig fængsling, og for­di masse­fængslinger ofte var opsigtsvækkende og tærede på ordens­magtens ressourcer.

Ved en enkelt lej­lighed stift­ede nogle af stu­den­ter­ak­tivis­terne bek­endt­skab med et plan­tage­fængsel. Under de såkaldte ”free­dom rides,” hvor aktivis­ter i 1961 udfor­drede Jim Crow-sys­temets regler for racead­skil­lelse i lang­farts­busser og ven­te­sale og flere gange under­ve­js blev angre­bet af Ku Klux Klan, blev en gruppe stu­den­ter arresteret i Jack­son, Mis­sis­sip­pi, og sat i Parch­man­fængslet. De blev ikke tvunget til markar­be­jde, men i stedet ind­sat parvis i celler på 7 kvadrat­meter. Selvom statens guvernør Ross Bar­nett instruerede fængselsper­son­alet om, at de skulle knække aktivis­ternes ånd, men ikke deres lem­mer, val­gte bet­jen­tene at rette en brand­slange mod dem, da de blev ved med at syn­ge fri­hedssange. Det lykkedes ikke bet­jen­tene at knække aktivis­ternes ånd. De blev til folke­helte, da de vendte tilbage til fri­he­den efter 39 dage i skyggen. Da andre aktivis­ter fra Natchez, Mis­sis­sip­pi, blev inde­spær­ret i samme anstalt i 1965 og denne gang blev udsat for mis­han­dling, udviklede Parch­man­fængslet sig til en sag for borg­er­ret­tigheds­bevægelsen. Få år senere gen­nemgik fængslet de reformer, der blandt andet førte til nedlæggelse af plan­tagedriften.

Krigen mod narko og massefængslingen af afroamerikanere

Når kri­tikere i dag sam­men­lign­er fængselsvæsenet både med slaver­i­et og med Jim Crow-sys­temet, er der to dimen­sion­er heri. For det første udfør­er mange fanger forskel­lige for­mer for tvun­gent arbe­jde til meget lav eller ingen løn, hvilket den 13. ændring til For­fat­nin­gen — der ellers ophævede slaver­i­et – som nævnt lukker op for. Det han­dler ikke læn­gere udelukkende om sådanne for­mer for basalt arbe­jde i forbindelse med fængslernes drift som rengøring, køkken­t­jen­este og tøj­vask. Andre fanger frem­stiller pro­duk­ter, der aftages af den føderale regering, herun­der kon­tor­møbler, num­mer­plad­er og vejskilte, en prak­sis der fak­tisk går helt tilbage til 1930’erne. Atter andre udfør­er opgaver, som pri­vate virk­somhed­er ellers stod i begreb med at eksportere til udlan­det, men hvor fangernes ekstremt lave løn­ninger har vist sig konkur­rencedygtige. Det drejer sig eksem­pelvis om bet­jenin­gen af call-cen­tre, når kun­derne ringer til en virk­somhed, eller om frem­still­ing af tek­stil­var­er inden for fængslets mure; i sid­st­nævnte til­fælde skal virk­somhe­den dog kunne godt­gøre – og det kan hur­tigt blive en sub­jek­tiv øvelse – at bru­gen af fanger ikke går ud over beskæftigelsen. Det er ikke mindst det tvungne arbe­jde, fanger i 17 amerikanske fængsler pro­test­erede imod i en fangestre­jke, der blev indledt den 21. august 2018, og som efter pla­nen skal vare til 9. sep­tem­ber. De stre­jk­ende – der også klagede over niveauet af vold i fængslerne og over ikke at blive behan­dlet som men­nesker – krævede et stop for ”slaver­i­et i fængslerne,” idet de sam­tidig fremhævede den racemæs­sige ubal­ance blandt fangerne. En lig­nende aktion fandt sted i 2016 – uden syn­lige resul­tater.

Er der her tale om en videre­førelse af slaver­i­ets forne­drelse? Det er der ikke noget enty­digt svar på. Meget af arbe­jdet er hårdt og har næppe nogen reha­biliterende effekt. I 1990’ernes Ari­zona genind­førte sherif Joe Arpaio i Mari­co­pa Coun­ty – hvor stor­byen Phoenix lig­ger – lige­frem en vari­ant af ”the chain gang” og ydmygede yderligere de man­dlige fanger ved at tvinge dem til at iklæde sig lyserødt under­tøj. Mere overord­net er fængslernes afløn­ning for udført arbe­jde ekstremt lav. I Arkansas og Alaba­ma arbe­jder de fleste fanger lige­frem gratis. I hov­ed­parten af stater­ne lig­ger løn­nen for størst­ede­len af fangerne på under én dol­lar i timen. Ved det langt­fra ufarlige slukn­ingsar­be­jde i forbindelse med skovbran­dene i Cal­i­fornien i 2017 og 2018 del­tog fanger, der fik præ­cis én dol­lar i timen og der­til et tillæg på to dol­lars om dagen. Netop den lave løn har fået kri­tik­erne til at fremhæve, at det er blevet en god for­ret­ning at fylde fængslerne til bris­tepunk­tet med fanger – og at fængselsvæsenets delvise pri­va­tis­er­ing siden 1980’erne kun har bidraget yderligere til den ten­dens. Herover­for står det argu­ment, at i hvert fald nogle af de mere avancerede typer jobs, som fangerne tilby­des, har en reha­biliterende effekt og gør dem bedre i stand til at indtræde på arbe­jds­markedet efter aft­jent straf. Fangernes arbe­jde kan dermed næppe over én kam karak­teris­eres som en bev­idst videre­førelse af slaver­i­et under en anden beteg­nelse – især ikke når man tager i betragt­ning, at tvangsar­be­jdet selvføl­gelig ikke udelukkende udføres af sorte fanger. Strafele­mentet fylder bestemt meget i den amerikanske ret­sop­fat­telse, og forhold­et mellem straf og reha­bili­ter­ing kan ofte synes ude af bal­ance. Men dette peger ikke i selv enty­digt på at en ekstremt racis­tisk tra­di­tion har over­levet fra slaver­i­ets og Jim Crow-æraens tid­salder.

Den anden – og langt vigtigere – grund til, at kri­tikere sam­men­lign­er fængselsvæsenet med tidligere tiders slaveri, er, at antallet af fanger i fængslerne er vok­set drama­tisk siden 1980’erne, og at afroamerikan­erne udgør en uforholdsmæs­sig stor andel af de ind­sat­te. I 1980 sad godt en halv mil­lion amerikanere i fængsel. Frem mod 1990 for­dobledes antallet til 1,2 mil­lion­er for der­på at vokse yderligere til 1,9 mil­lion­er frem mod 2000. I 2010 sad hele 2,2 mil­lion­er amerikanere i fængsel, alt­så flere end fire gange så mange som i 1980. Af disse var 40 pro­cent afroamerikanere, selvom denne gruppe kun udgjorde 13 pro­cent af befolknin­gen. For afroamerikan­erne var risikoen for at ende bag trem­mer nu seks gange højere end for hvide amerikanere. Udviklin­gen forekom så meget desto mere urimelig, efter­som krim­i­naliteten beg­y­n­dte at dale fra midt-1990’erne.

Bag­grun­den for den drama­tiske vækst i fange­be­folknin­gen var den ”krig mod narko,” som den repub­likanske præsi­dent Richard Nixon erk­lærede i de tidlige 1970’ere, men som for alvor blev imple­menteret af repub­likaneren Ronald Rea­gan (1981−89) og siden videre­ført af repub­likaneren George H.W. Bush (1989−93) og demokrat­en Bill Clin­ton (1993−2001). Selvom en retorik om at være ”tough on crime” gik hånd i hånd med Kon­gressens ved­tagelse af hårde min­i­mumsstraffe for narko­re­laterede for­bry­delser, var det dog ikke på føder­alt, men på del­stat­sniveau, at langt hov­ed­parten af fængsels­dommene blev afsagt. Stater­ne Wash­ing­ton og Cal­i­fornien førte an ved i hen­holdsvis 1993 og 1994 at lancere prin­cip­pet om ”three strikes and you’re out,” der betød, at en for­bry­der skulle idømmes en drastisk hårdere fængselsstraf ved tred­je forseelse end ved de første to.

Var ”kri­gen mod narko” og den efter­føl­gende stign­ing i antallet af sorte fanger i virke­lighe­den en art videre­førelse af slaver­i­et? Det hævder flere kri­tikere, herun­der juris­ten Michelle Alexan­der, hvis bog The New Jim Crow: Mass Incar­cer­a­tion in the Age of Col­or­blind­ness vak­te bety­delig opsigt, da den udkom i 2010. Hun fores­log, at selvom ter­mi­nolo­gien havde ændret sig, dominere­des USA stadig af et racemæs­sigt kastesys­tem — præ­cis som under slaver­i­et og Jim Crow-sys­temet. Men hvor det hvide USA førhen havde itale­sat afroamerikan­erne som et prob­lem, var ord­val­get nu gået hen og blevet ”farve­blindt,” så det i stedet han­dlede om de krim­inelle. Stil­tiende sat­te man dog lighed­stegn mellem de to, så ”kri­gen mod narko” i virke­lighe­den blev udkæm­pet mod afroamerikan­erne. Et lig­nende ræson­nement lig­ger bag den Net­flix-pro­duc­erede og Emmy-vin­dende doku­men­tarfilm ”13th” (2016) instrueret af Ava DuVer­nay, hvor Alexan­der i øvrigt optræder i en ekspertrolle. Her trækkes således en direk­te lin­je fra ophævelsen af slaver­i­et frem til afroamerikan­ernes nuværende over­repræsen­ta­tion i fængslerne.

Flere fak­tor­er under­byg­ger de argu­menter, Michelle Alexan­der, Ava DuVer­nay og andre tilhæn­gere af ”Crit­i­cal Race The­o­ry” anven­der. Stemnin­gen i USA præges i dag stadig af en udbredt angst for sorte mænd. Det var den sorte borg­er­ret­tighed­sak­tivist Jesse Jack­son, der engang udtalte, at det ærgrede ham, at når han kom gående ned ad gaden og hørte skridt bag sig og beg­y­n­dte at ane uråd, så ånd­ede han let­tet op, når han opdagede, at per­so­n­en bag ham var hvid. Her­til kom­mer en langt mere konkret fak­tor. 1980’ernes lov­givn­ing i ”kri­gen mod narko” opstod i køl­van­det på en epi­de­mi med stof­fet crack – en slags ryg­bar kokain – der brød ud i 1985. Hvor kokain især forbindes med hvide amerikanere, blev crack for­trinsvis associeret med afroamerikan­erne. Der­for var det bemærkelsesværdigt, at der var store forskelle i måden, hvor­på besid­delse af hen­holdsvis crack og kokain blev tak­seret i 1980’ernes nye lov­givn­ing. En per­son, der blev pågre­bet med 50 gram crack med hen­blik på videre­salg fik samme straf som en per­son pågre­bet med hele 5 kilo­gram kokain: ti års fængsel; besid­delse af blot ét til fem gram crack udløste en min­i­mumsstraf på fem års fængsel, selv hvis der var tale om en første­gangs­forseelse.

Sam­tidig har forhold­et mellem poli­ti og afroamerikanere i mange år været betændt, hvilket ikke blot pro­test­erne og uro­lighed­erne i Fer­gu­son, Mis­souri, i 2014 og Bal­ti­more, Mary­land, i 2015 vidnede om, men også tidligere tiders raceop­tø­jer fra 1960’erne og frem til 1990’erne. Man skal bestemt heller ikke glemme, at ordens­magten engang var Jim Crow-sys­temets vogtere i syd­stater­ne. Her­til skal lægges, at en række repub­likanske poli­tikere siden Nixon i de senere 1960’ere bev­idst har forsøgt at kapre stem­mer fra hvide borg­ere gen­nem den såkaldte ”syd­statsstrate­gi,” hvor man uden at nævne race med et eneste ord i stedet med fagter og kod­ede bud­sk­aber om ”lov og orden” og ”velfærds­dron­ninger” har spillet på for­domme mod afroamerikan­erne. Don­ald Trumps val­gkam­pagne i 2016 blev af én iagt­tager beteg­net som ”en syd­statsstrate­gi på steroi­der.” Det er ikke til­fældigt, at exit polls vis­er, at hvis udelukkende hvide amerikanere havde kun­net stemme ved præsi­dent­val­gene, ville samtlige præsi­den­ter siden 1976 have været repub­likanere. Da Trump sejrede ved præsi­dent­val­get i 2016, vandt han ikke blot blandt både hvide mænd og hvide kvin­der, men også på tværs af samtlige hvide ind­kom­st­grup­per.

Slaveri under et nyt navn?

Alligev­el er ideen om, at fængselssys­temet i dag blot kan betragtes som slaveri eller Jim Crow-sys­temet under et nyt navn prob­lema­tisk. Det forud­sæt­ter, at hverken borg­er­ret­tigheds­bevægelsens sejre i 1960’erne eller Barack Oba­mas val­gtri­um­fer i 2008 og 2012 tæller for noget i det store reg­n­skab – heller ikke selvom Oba­ma i 2008 høst­ede en større andel hvide stem­mer (43 pro­cent) end nogen anden demokratisk præsi­den­tkan­di­dat siden 1976 bort­set fra Jim­my Carter og Bill Clin­ton. Det kan bestemt ikke udelukkes, at ”kri­gen mod narko” inde­holdt en skjult racemæs­sig dag­sor­den. Det udgør i sand­hed et stort prob­lem, at selvom krim­i­naliteten i det amerikanske sam­fund er dalet siden midt-1990’erne, er antallet af fanger ved­blevet med at stige. Med til billedet hør­er dog også, at 11 ud af 21 afroamerikanske medlem­mer af Repræsen­tan­ternes Hus i 1988 stemte for forslaget om at vægte crack hun­drede gange hårdere end kokain ved udmålin­gen af straffe, og at et argu­ment for denne vægt­ning var, at crack meget let førte til mas­siv afhængighed. En smule bom­bastisk udtalte et kon­gresmedlem den­gang om crack-epi­demien: ”For de af os, der er sorte, er denne selvpåførte plage den værste under­trykkelse, vi har oplevet siden slaver­i­et.” I 2010 blev vægt­forhold­et ved udmåling af min­i­mumsstraf for besid­delse af hen­holdsvis kokain og crack reduc­eret fra 1:100 til 1:18. Man bør ligeledes medtænke, at afroamerikan­erne sta­tis­tisk set er over­repræsen­terede ved visse typer for­bry­delser. I 2016 var over halvde­len af alle amerikanere, der sad i fængsel for mord, sorte (53 pro­cent).

Højesterets­dom­meren John Paul Stevens slog i 1996 fast, at det var “uden for enhver diskus­sion, at størst­ede­len af de forøgede føderale straffe ram­mer det sorte befolkn­ingse­le­ment særlig hårdt”. Alligev­el skal man være for­sigtig med at hævde, at det nuværende fængsel­sreg­i­mente er at betragte som slaveri under et nyt navn. Det forud­sæt­ter trods alt, at meget lidt har foran­dret sig siden slaver­i­ets og siden­hen Jim Crow-sys­temets dage. Man kan bestemt trække en lige lin­je fra slaver­i­et til straf­fe­fangeudle­jnin­gen, ”the chain gang” og plan­tage­fængslet. Spørgsmålet er dog, om ikke den direk­te lin­je trods alt slut­ter engang i 1960’erne?

Skal man føre lin­jen fra slaver­i­et helt op til samti­dens amerikanske fængselsvæsen, er man nødt til at lukke øjnene for de store frem­skridt, den afroamerikanske befolkn­ings­gruppe tilkæm­pede sig med borg­er­ret­tigheds­bevægelsens tri­um­fer i 1960’erne og med fremvæk­sten af en bety­delig sort mid­delk­lasse. Der hvil­er stadig en his­torisk betinget skygge over afroamerikan­erne som befolkn­ings­gruppe, der hænger nøje sam­men med denne grup­pes over­repræsen­ta­tion i fængselssys­temet. Mere end hver fjerde sorte amerikan­er lever i dag under fat­tig­doms­grænsen, mange i boligk­varter­er med dårlige skol­er, brudte fam­i­li­er, alko­hol- og narko­prob­le­mer og ringe udsigt til nogen amerikan­sk drøm. Sta­tis­tisk set går sådanne prob­le­mer hånd i hånd med høje krim­i­nalitet­srater. Og dette kan igen føre til mange fængslinger. Efter­som mange afroamerikanere er fat­tige, har de mildt sagt heller ikke adgang til de bed­ste juris­ter. Dermed ikke være sagt, at kri­gen mod narko ikke har haft racemæs­sig slag­side, eller at ordens­magten ikke har vist sig mere emsig i sin adfærd over for sorte end over for hvide amerikanere – selvom flere poli­tien­hed­er i øvrigt er blevet racemæs­sigt inte­gr­eret. Alligev­el forkaster jurapro­fes­sor Ran­dall Kennedy fra Har­var­duni­ver­sitetet i sin bog Race, Crime, and the Law (1997) forestill­in­gen om sort-hvide rela­tion­er som en fortælling om uaf­brudt under­trykkelse. Selvom han insis­ter­er på, at mange racemæs­sige prob­le­mer stadig består, hævder han, at en sandere fortælling om race­forhold­ene i USA – også inden for ret­sple­jen – må tage udgangspunkt i ”springet fra slaveri til fri­hed, og fra kasteagtig stig­ma­tis­er­ing til en stadig mere respek­teret still­ing inden for alle sider af amerikan­sk sam­fund­sliv.”

Det er denne hold­ning, jeg for­sigtigt tilslut­ter mig. Selvom kri­gen mod narko havde racemæs­sig slag­side, kan inde­spær­rin­gen af afroamerikan­erne ikke læn­gere i samme grad som tidligere ans­es som en art hade­fuld hvid ”kom­pen­sa­tion” for slaver­i­ets ophævelse – om end det bestemt er dybt prob­lema­tisk, at så mange afroamerikanske fanger fris­ter en tilværelse i fængslerne, hvo­raf flere tilmed udfør­er arbe­jde for en meget ringe løn. Dermed ikke være sagt, at his­to­riens skygge ikke stadig hvil­er tungt over den afroamerikanske befolkn­ings­gruppe. Det gør den, og det han­dler fort­sat i bety­deligt omfang om efter­døn­ningerne efter netop slaver­i­et. I dag udgør hvid for­agt for og had og bit­ter­hed mod afroamerikanere dog næppe hov­e­dud­for­drin­gen. Prob­lemet består i stedet i langt højere grad i en man­glende poli­tisk vil­je til at kon­fron­tere de dybt­gående socioøkonomiske prob­le­mer, der stadig plager afroamerikan­erne som befolkn­ings­gruppe. I 1964 viste den demokratiske præsi­dent Lyn­don B. John­son sig mere visionær end Nixon, Rea­gan, den ældre Bush og Clin­ton tilsam­men. Han erk­lærede ikke ”krig mod narko,” men ”krig mod fat­tig­dom.” I dag er dén krig – desværre – for længst gået i glem­me­bo­gen.

Jørn Brøn­dal er Pro­fes­sor i Amerikan­sk His­to­rie ved Cen­ter for Amerikanske Studi­er ved Syd­dan­sk Uni­ver­sitet. Han spe­cialis­er­er sig bl.a. i amerikan­sk race- og etnicitet­shis­to­rie.

Scroll til toppen